Ellekongen paa Selø

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Ellekongen paa Selø
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862


En Sommer laae nogle Folk efter Sædvane paa Fiskeri paa Selø i Reydarfjord, og det traf sig, da man bragte den tørrede Fisk til Land, at en stor Deel af Holmepræstens Fisk blev tilbage i Fiskerhytten. Veiret gik i et slemt Hjørne, saa at man ikke kunde komme til Fisken, før det igjen blev godt Søveir om Høsten. Da drog man ud for at hente den, og gav sig strax til at bære den fra Hytten ned i Baaden. Baadsfolkene talte om, at det kunde være morsomt, om man gik over paa den anden Side af Øen, for at see, om Noget skulde være drevet der i Land. Een af dem erklærede sig Villig til at gaae, imedens de andre bare Fisken ned. Han gik da, og de andre bare ned i Baaden. Pludselig steg Søen saa voldsomt, at de knap nok fik Fisken i Baaden. De indskibede sig Alle og ventede en Stund paa den Fraværende, men da han kom, var det umuligt at faae ham op i Baaden formedelst Brændingen; de raabte da til ham, at han nu maatte blive, men at de skulde hente ham Dagen efter, hvis det blev Søveir. De meente nok, at det var bedst at sørge for deres eget Liv, og stevnede til Land, men han stod der alene hjelpeløs tilbage. Det blev Tøsnee med Stille, og Manden gik derfor hen i Fiskerhytten, uden at vide noget Raad, og der blev han til Kvelden. Da begyndte han at fortvivle og tænkte, at det laa ham nærmere, at tage sig selv af Dage, end sulte der ihjel, og han løb ud af Hytten. Da saae han ligesom en glad Stjerne, men han meente, at det ikke kunde være nogen Himmelstjerne i denne skymørke Nat, og da han begyndte at see nøiere til, forekom den ham at ligne meest et Lys i et Vindue. Han løb en liden Stund, indtil han kom til et Huus, saa prægtigt, at det lignede en Kongehal. Han hørte, at der blev sagt indenfor: »Ja, Piger, ikke uden det stakkels Menneske, som blev tilbage paa Øen idag, er kommen til Huset; gaaer ud og henter ham; thi jeg vil ikke, at han skal døe ved min Dør.« I samme Nu kom en Pige til ham; hun førte ham ind og sagde, at han skulde aflægge sine Sneeklæder. Siden førte hun ham op ad en meget høi Trappe ind i en smuk Sal, prydet med Guld og Ædelstene. Der saae han mange Kvinder, og var een af dem den deiligste iblandt alle. Han hilsede dem høvisk, og de gjengjældte hans Hilsen. Da stod den fagre Mø op og førte ham ind i et lidet, men fagert Kammer, satte Viin og Mad for ham og gik siden sin Vei. Det fortælles ikke, hvor man viste ham til Leie om Kvelden. Natten gik da, men om Morgenen kom hun til ham og sagde, at hun ikke maatte blive der hos ham til hans Fornøielse, men gav ham ellers Alt, hvad der kunde være ham til Tidsfordriv.


Saaledes gik Vinteren til Juul. Juleaften kom den fagre Mø til ham og sagde, at hvis ham syntes, at hun havde gjort ham noget Godt, da maatte han tilstaa hende een Bøn, og ikke nægte hende den, nemlig, at naar der næste Dag blev holdt Dands, og hendes Fader lod hende kalde ud for at see paa Legen, han da ikke maatte være nyfigen eller see ud af Vinduet; thi han kunde faae Nok til at more sig med derinde. Han lovede hende, at han ikke skulde vise sig nyfigen. Første Juledags Morgen bragte hun ham Viin og Mad, og hvad der ellers kunde være ham til Morskab, bød ham Farvel og gik sin Vei.


Men lidt efter hørte han Sang og Strengeleg. Han tænkte da med sig selv, hvad det kunde være for en stor Glæde, og at det vel ikke kunde skade noget, om han et Øieblik kigede ud; det behøvede Ingen at see.


Han klavrede da op, for at komme til at see paa Dandsen, og da han fik seet ud, saae han en stor Mængde Mennesker, nogle dandsede, andre øvede alskens Strengeleg, men midt i Trængselen saae han en kongelig Mand sidde med Krone paa Hovedet og med en Kvinde ved hver Side. Han tænkte sig, at det maatte være Kongens Dronning og Datter; men hende kjendte han. Han turde nu ikke længer see ud, og gik bort fra Vinduet. Dandsen varede til Kveld.


Men da hun siden kom ind til ham, var hun imod Sædvane taus; dog sagde hun til ham, at ilde havde han holdt sit Løfte, om ikke at see ud, skjøndt hun havde kunnet mage det saa, at hendes Fader ikke havde seet det denne Gang.


Det led nu hen mod Nytaar, uden at Noget hændte. Nytaarsnat kom hun til ham og sagde, at næste Morgen gik hun med sin Fader for at see paa Dandsen, og at han da maatte vise sig mere tro imod hende, end han havde været i Julen, og ikke være nyfigen. Han lovede nu ved Alt, hvad helligt var, at denne Gang skulde han ikke kige ud. Hun bragte ham nu Mad og Viin og alskens Morskab og gik bort. Men da det blev Morgen, hørte han endnu mere Larm og Glæde derude, end i Julen. Han sagde da til sig selv, at nu skulde han ikke kige ud, thi det var jo det Samme, som i Julen, og der gik meget af Dagen, mens han endnu sad rolig. Men da begyndte Nyfigenheden at pine ham, — at vide Intet om den store Glæde! — og han kigede ud og saae, at Dandsen var meget morsommere, end forrige Gang; thi her dandsede mange straalende Riddere for Kongen og Dronningen. Han trak sig da i Hast tilbage fra Vinduet, men saae dog, at Ingen vendte sit Øie op imod hans Vindue, og saaledes gik det til Kveld. Men da hun kom ind til ham omKvelden, var hun vredladen og bebreidede ham, at han nu havde sveget hende igjen. Alligevel forstyrrede dette ikke Forholdet mellem dem; thi hun var ham ligesaa god endnu, som før. Vinteren gik, og det led mod Paaske. Paaskeløverdag kom hun til ham, tiltalte ham venligt og bad ham, nu ikke at være nyfigen den næste Dag, om han ogsaa hørte, at Glæden var stor; thi hvis hendes Fader blev det vaer, at hun havde et Mandfolk hos sig, vilde det gjælde hendes Liv. Paaskemorgen kom hun til ham og bragte ham Alt, hvad han selv havde kunnet ønske sig, bød ham Farvel og gik saa bort. Lystigheden begyndte igjen, som tidligere. Men da det led hen paa Dagen, begyndte Ensomheden at kjede ham, og han gik fra sit Kammer ind i det næste Kammer; thi han meente, at hun ikke ville blive vaer, om han der kigede ud. Et Øieblik kigede han ud og saae det Samme, som ved Nytaarstid. Derpaa gik han ind i sit Kammer og blev der, til hun kom ind om Aftenen. Da var hun mut imod ham og sagde, at idag havde han sveget hende, som forrige Gang; ikke vidste hun, om hendes Fader havde faaet noget Nys om ham, men mere kold havde han været imod hende, end han pleiede, »og ikke ventede jeg,« sagde hun, »at Du vilde være mig saa utro, og vil Du sagtens herefter være det i flere ting.« Vaaren nærmede sig og den sidste Vinterkveld kom hun til ham og sagde, at imorgen var det den første Sommerdag, og at Folk da vilde komme fra Land og hente ham, hvorfor han tidligt skulde gaae hen til Fiskerhytten; men een Bøn vilde hun bede ham om, hvis han ellers satte nogen Priis paa, at hun havde opholdt hans Liv i Vinter, og det var den, at han vilde vedkjende sig det Barn, som hun nu gik frugtsommelig med ved ham; thi det gjaldt hendes Liv, og hvis hun ikke kunde nævne dets Fader, vilde hendes Fader lade hende dræbe. Men, hvis hun kunde nævne dets Fader, da vilde han ikke dræbe hende, og hun bad ham nu ikke om Andet, end at han vilde vise sig tro mod hende i denne Sag. Det lovede han hende, og han sagde, at aldrig skulde det skee, at han fragik at være Barnets Fader. Det kostede ham jo Intet, da han ikke behøvede at have nogen Uleilighed af det. Han bød hende nu Farvel og takkede hende for alle hendes Velgjerninger imod ham om Vinteren, og tidligt den næste Morgen begav han sig afsted, og da han var kommen et lille Stykke paa Veien, vilde han see tilbage til Hallen, men da saae han ikke Andet, end stenede Bakker og Klipper sydpaa Øen; derpaa gik han hen til Fiskerhytten. Den Dag var det blidt Veir og Søen rolig, og lidt op ad Dagen saae han en Baad komme fra Land; men da Baadsfolkene kom til Øen, gik han dem imøde. Som de fik ham at see, bleve de bange; thi han var meget fed og tyk, og de troede derfor, at det var hans Gjenfærd; thi de meente ganske vist, at han var død om Vinteren, og Ingen vovede at tale til ham, endsider at komme i Land til ham. Tilsidst steg Baadsføreren dog i Land og spurgte ham, om han var et levende Menneske eller en Gjenganger, eller om han var den samme, der var bleven tilbage paa Øen om Høsten. Han sagde, at han var den samme Mand, som i Høst, da de havde ladet ham der tilbage. Den Anden sagde, at han ikke kunde forstaae, hvorledes han havde kunnet leve saalænge der uden Mad. Øboeren svarede, at Tangen paa Selø var ikke nogen værre Kost, end Vandgrøden derinde paa Holme. Ikke vilde han fortælle dem Mere, men han gik i Baaden til dem, og de roede med ham ind til Holme. De Fleste undrede sig over at see ham komme levende tilbage, og mange Spørgsmaal bleve gjorte ham om, hvorledes han havde levet om Vinteren, men Ingen fik mere at vide hos ham, end Hine havde faaet at vide derude paa Øen.


Seent paa Sommeren var det en Søndag smukt Veir, og der kom mange Folk til Kirke, og den Dag vilde da ogsaa Tjenestekarlen derhen. Men da Præsten og hele Menigheden var kommen ind i Kirken, stod en Barnevugge ved Alteret, før man vidste et Ord deraf, og en guldsyet Hagel var udbredt over Barnet, men intet Menneske saaes der, kun saae man, at der hvilede en fager Kvindehaand paa Vuggekanten; Alle undrede sig herover og saae paa hverandre; men Præsten tog Ordet og sagde, at dette Barn vilde døbes, og at det ikke kunde feile, at jo Nogen i Kirken maatte staae i Forhold til det, og helst meente han om sin Tjenestekarl, at han om Foraaret havde ladet det tilbage paa Selø; men Tjenestekarlen fragik at kjende Noget til det. Præsten sagde da, at han vilde døbe det med hans Navn, men Tjenestekarlen negtede igjen og sagde, at han ikke vilde hare Noget med det at gjøre. Præsten svarede, at ikke kunde han have levet paa Øen uden Menneskehjelp, men Tjenestekarlen sagde, at han aldrig vilde vedkjende sig Barnet og forbød Præsten at døbe det med sit Navn.


Da blev Vuggen rykket bort og forsvandt i samme Nu, og i det Samme hørtes en stærk Graad, der tabte sig ud af Kirken. Præsten og Andre fulgte efter den ud af Kirken. Da hørte man Graaden og Hulkenen forsvinde ned imod Søen, men Hagelen laa paa Kirkegaarden og blev brugt paa Holme længe efter den Tid.


Alle undrede sig over dette, men dog greb denne Tildragelse meest Præsten. Men Tjenestekarlen faldt senere hen i Tungsind. Præsten spurgte ham, hvoraf det kom, og da fortalte han ham det Hele, at han om Vinteren havde boet hos en Konge og hans Datter, og at han fortrød alle sine Dage, at han ikke havde vedkjendt sig Barnet.


Tjenestekarlen blev aldrig Menneske mere fra denne Dag af, og hermed ender Fortællingen om Huldrekongen paa Selø.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.