Elucidarius (ME)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Elucidarius


Brudstykker af den Islandske Elucidarius i Oversættelse af Magnus Eiriksson.


Det kongelige nordiske Oldskriftselskab

Köbenhavn, 1857



Forord[1]

Elucidarius eller Elucidarium (ogsaa. kaldet Lucid-), er oprindelig skreven paa Latin i 3 Böger (hvoraf den förste indeholder 33, den anden 31, den tredie 21 Capitler), og blev tidligere tillagt forskjellige - hyppigst Anselm, tilligemed hvis Skrifter den ogsaa flere Gange er udgiven - men skal i Virkeligheden være forfattet af Honorius Augustodunensis, der levede i den förste Halvdeel af det 12te Aarhundrede. Den haves deels oversat, deels omarbeidet paa forskjellige Sprog. See C. J. Brandts Indledning til hans Udgave af den danske Lucidarius, Kbh. 1849. 8. - Fölgende Fragmenter, som her findes i en dansk Oversættelse, höre til en old-islandsk Oversættelse af Originalen og synes at være det Eneste, der er tilovers af samme. Forholdet imellem den latinske Original og den islandske Oversættelse er for störste Delen temmelig frit, navnlig udelades ofte noget, hvor Oversætteren har fundet sin Original for vidtlöftig; paa nogle Steder har han misforstaaet Originalen eller havt en slet Text at holde sig til, medens Texten derimod, paa enkelte Steder har været bedre, end den findes i Udgaven: Anselmi Opera., Lutetiæ Parisiorum MDCCXXI, fol. S. 457-87.

Den islandske Oversættelse (Originalen til den nærværende danske) findes:


A, i AM Qvart. 674 A., en af de ældste islandske Skindböger, sikkert ikke yngre end fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Den er beskreven og Pröver deraf meddeelte i Konr. Gislasons Frumpartar íslenzkrar túngu (Kbh. 1846, 8. Fortalen, S. LXXXVII-XCIII, og bestaaer af 33 smaa Octav-Blade, med 17 Linier meget stor Skrift paa Siden. Disse 33 Blade danne ikke en uafbrudt fortlöbende Oversættelse, men indeholde 4 Brudstykker. Ved nöiagtig at sammenligne denne Skindbog med den latinske Original i Pariser-Udgaven af Anselmi Opera 1721 kommer man til det Resultat, at der her mangler henved ⅔ af Skriftet, da Membranen, hvis den nogensinde har været fuldstændig, maa have bestaaet af omtrent 93 (i Stedet for 33) Blade.

B, i AM Qvart. 675, en Skindbog, der bestaaer af 16 Blade i temmelig stor Octav, med 23 til 31 Linier paa Siden og omfatter henimod ⅔ af Elucidarius, nemlig fra Begyndelsen til noget over Midten af 2den Bogs Cap. 20. Denne Skindbog maa vistnok henföres til den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede og, uagtet en Deel Besynderligheder (som f. Ex. den enkeltviis forekommende Sammenblanding af Indicativ og Conjunctiv), antages at være skreven i Island, hvorhen ogsaa de faa, rigtignok temmelig nye Marginalier vise.

C, i AM fol. 238, Brudstykkerne 20-22, tre usammenhængende Blade, der ere skrevne i Island, uden Tvivl i den förste Halvdeel af det 15de Aarhundrede, og som alle have hört til een Bog, hvori den hele Elucidarius maa have optaget omtrent 20 Blade.

Nærværende danske Oversættelse forholder sig saaledes til de tre ovennævnte Brudstykker: at A, som det ældste, er heelt oversat, og at B har leveret Udfyldning til Lacunerne i, samt Fortsættelsen af A. Endelig tilföies Oversættelsen af Brudstykkerne C.

Oversætteren har i den danske Oversættelse sögt at gjengive Originalen med den störst mulige Nöiagtighed; kun bemærkes, at de Ord, som findes i Parenthes ( ), ere, for en större Tydeligheds Skyld, tilföiede som nærmere Forklaring. Men skjöndt de ikke ligefrem findes i den islandske Text, maae de dog ansees som medhenhörende til den Mening, der indeholdes i de tilsvarende korte og concise islandske Sætninger. De Ord eller Sætninger derimod, som paa nogle faa Steder i de til A hörende Stykker findes i Klammer [ ], ere tagne af B, da A's Text paa disse Steder var ulæselig eller defect.


Elucidarius

OFTE blev jeg af mine Meddisciple anmodet om at besvare nogle vanskelige Spörgsmaal, og syntes det mig ikke passende at nægte dem deres Önske, især fordi jeg frygtede for at blive fordömt, dersom jeg, ved at tie, nedgravede i Jorden det Pund, som Gud havde betroet mig, thi Gud tager Rigdomme fra den, som ene vil nyde dem og forholde de Trængende dem. Men i den Hensigt skrev og udgav jeg denne Bog, at dette mit Arbeide skulde blive til Gavn, ikke blot for dem, der leve i Nutiden, men ogsaa for Efterkommerne. Men hver den, som læser denne Bog, bede for mig! Denne Bog kalder jeg Elucidarium, som betyder Belysning (Forklaring), fordi i den belyses nogle mörke Ting. Men i den Hensigt fortaug jeg mit Navn, at Avind ikke skulde bevæge ulydige Mennesker til at forkaste et nyttigt Arbeide. Men den, som læser denne Bog, bede, at det Navn bliver indskrevet i Livets Bog i Himmelen! Men dette Arbeides Grundvold skal være bygget paa en Klippe, det er Christus, og hele Bygningen stöttet med fire Söiler. Den förste Söile opreises ved Propheternes Autoritet, den anden stöttes ved Apostlenes Værdighed, den tredie ved (Kirke-)Fædrenes Viisdom, men den fjerde befæstes ved (Kirke-)Lærernes vise Omsorg. Men hele denne Bog er gjort (affattet) under Form af Samtale mellem To, det er, en spörgende Discipel og en svarende Lærer. Denne Bog hedder Elucidarius.


Jeg beder dig, herlige Lærer, at du svarer paa det, hvorom jeg spörger dig til den hellige Christenheds Gavn.

Læreren: Det vil jeg gjöre, dersom Gud giver mig Kraft dertil, og vil dette Arbeide ikke falde mig besværligt (d. e. ikke blive mig ubehageligt).

Discipelen: Det siges, at ingen veed, hvad Gud er, men os synes utilbörligt, ikke at vide, hvad (det er) vi dyrke. Derfor skal det være Begyndelsen paa denne Samtale, at du siger mig först, hvad Gud er.

L.: Gud er en aandelig Ild, saavidt man kan forstaae, saa lys og uudsigelig i Skjönhed og Herlighed, at Englene, som ere syv Gange skjönnere end Solen, lyste bestandig at see ham og glædes ved hans Skjönhed.

D.: Hvorledes er een Gud i Treenighed (Trehed)?

L.: Saaledes, som du seer Treenighed (Trehed) i Solen, det er, Ild og Varme og Lys. Disse Ting ere saa uadskillelige, at ingen (af dem) kan adskilles fra de andre i Solen, saaledes som Gud er uadskillelig i Treenighed (Trehed). Faderen er i Ildens Væsen, men Sönnen i Lyset, men den hellige Aand i Varmen.

D.: Hvorfor kaldes Gud Fader?

L.: Fordi han er Ophav til alt og af ham ere alle Ting skabte, men hans Viisdom kaldes hans Sön.

D.: Hvorfor (kaldes han) Sön?

L.: Fordi han er saaledes avlet af Faderen som Lyset af Solen; men begges Kjærlighed kaldes Hellig Aand.

D.: Hvorfor Hellig Aand?

L.: Fordi den udgaaer af begge evindelig saaledes som Aanden udblæses af Munden. Den Kraft hos Guddommen, som skabte alle Ting, kaldes Fader; men den, som vedligeholder og styrer alt, forat det ikke skal forgaae, kaldes Sön, men den, som forskjönner og levendegjör alt ved sin Paavirken, kaldes Hellig Aand. Af Faderen ere alle Ting og ved Sönnen alle Ting, og i den hellige Aand alle Ting.

D.: Hvis Gud kaldes Herlighed og Naade, hvorfor hedder han (da) Fader hellere end Moder?

L.: Fordi at en Fader er Begyndelsen til al Avlen, saaledes som alle Tings Ophav er af Gud.

D.: Dersom Sönnen kaldes Kraft og Viisdom, hvorfor hedder han da hellere Sön end Datter?

L.: Fordi en Sön ligner Faderen mere end en Datter.

D.: Hvor boer Gud?

L.: Overalt er hans Rige, men dog er hans Væsen i Forstandens Himmel.

D.: Hvad er Forstands-Himmel?

L.: Der ere tre Himle, een legemlig, som vi kunne see, den anden aandelig, hvor der boe aandelige Væsener, det er Englene. Den tredje er Forstands-Himmelen, hvor den hellige Treenighed boer, og de hellige Engle kunne der see Gud.

D.: Hvorledes siges Gud at være heel paa alle Steder og bestandig tillige heel paa eet Sted?

L.: Paa alle Steder siges Gud at være heel, fordi han er lige mægtig paa alle Steder, lige stor (mægtig) i Helvede som i Himmelrige. Heel siges han at være, fordi han styrer alle paa eengang i Öst og i Vest. Stedse synes han at være alle Steder, fordi han styrer alt i lige Grad paa enhver Tid. Paa intet Sted siges han at være, fordi han er ulegemlig, og intet legemligt Sted kan omfatte Gud; men han omfatter alle Ting, og i ham leve og ere vi.

D.: Veed Gud alt?

L.: Han forudseer alle Ting, de forbigangne og tilkommende ligesaavel som de nærværende, og vidste han, förend han skabte denne Verden, alle Engles og Menneskers Navne og Sæder, og Villie og Ord og Gjerninger og Tanker.


D.: Skulle vi antage, at Gud levede et eensomt Liv, inden han skabte Verden?

L.: Der staaer skrevet: Det som blev gjort (skabt), var Liv i ham selv. Ved disse Ord forklares (udtrykkes), at hele Skabningen, som först senere, da den var skabt, blev synlig for Skabningen selv, var stedse synlig i Guds Forudbestemmelse; saaledes som den Bygmester, der vil opföre et Huus, seer först, hvorledes han vil gjöre enhver Deel (deraf), og siden reiser den Bygning sig i Gjerningen (Virkeligheden), som för stod færdig i Bygmesterens Forestilling. Derfor siges Gud ikke at være forud for sin Skabning i Tid, men i Værdighed.

D.: Hvilken Grund var der til, at Verden blev skabt?

L.: Guds Godhed, forat de (Væsener) skulde være til, som han kunde vise sin Miskundhed.

D.: Hvorledes blev Verden skabt?

L.: Gud selv talede og strax vare alle Ting skabte.

D.: Udtalte Gud det med Ord?

L.: Da talede Gud Ord, der han skabte alle Ting ved Sönnen, som kaldes Faderens Ord, som skrevet staaer: „Alt gjorde du i Guds Viisdom“.

D.: Tog det ham nogen Tid at skabe, eller skabte han alt i et Nu?

L.: I et Öjeblik skabte han alt paa eengang, som skrevet staaer: „Han, som lever evindelig, skabte alle Ting paa engang“ (Sirach. 18, 1.). Men han adskilte alle Ting i Dele paa sex Dage, Elementerne paa tre Dage, men andre Ting, som ere indenfor Elementerne, i tre Dage. Den förste Dag skabte han Evighedens Dag, det er, aandeligt Lys og alle aandelige Skabninger. Den anden Dag skabte han den Himmel, som adskiller den legemlige Skabning fra den aandelige. Men den tredje Dag (skabte han) Söen og Landjorden. Den fjerde Dag skabte han den timelige Dag, det er, Sol og Maane og Stjerner paa det överste Element, det er, paa Himmelen. Den femte Dag skabte han Fugle og Fiske, og satte Fuglene i Luften, men Fiskene i Vandet Den sjette Dag skabte han Dyr og Menneske af det nederste Element, det er, af Jord.


D.: Kjender Skabningen Gud?

L.: Intet skabte Gud uden at det kjender ham; thi livlöse Ting ere (vel) döde og ufornuftige for os, men alle Ting leve for Gud og kjende deres Skaber. Himmelen kjender ham, thi den dreier sig stedse efter hans Bud, som skrevet staaer: „Gud gjorde Himle med Forstand.“ Sol og Maane og Stjerner kjende Gud, fordi de fastholde deres Löbe-Baner efter hans Villie. Jorden kjender ham, fordi den giver Afgröde og Urter paa sin Tid. Floderne kjende ham, thi de vende stedse tilbage til de Steder, hvorfra de udgaae. Söen og Vindene kjende Gud, thi de lægge sig paa hans Bud. De Döde kjende ham, thi de staae op ifölge hans Villie. Helvede kjender ham, thi det gjengiver, som han befaler, dem som det slugte. Alle Dyr kjende Gud, thi de holde de Love, som han gav dem.

D.: Forklar alt dette nærmere.

Illustrasjon av Gustave Doré til Paradise Lost:
Han blev jaget bort af Kongens Hal og sat i Fængsel, og han, som först var den skjönneste, blev nu den hæsligste, han, som för var prydet med al Ære, blev nu berövet al Ære.
L.: Gud den almægtige Konge, gjorde sig först en Hal af fuldendt Glands, som han kaldte Himlens Rige; siden gjorde han et Fængsel, det er denne Verden, men i dette Fængsel satte han Dödens Grav, det er Helvede. Til (at bevogte) sin Hal bestemte han et vist Antal udvalgte Krigere, hvilket Antal det var nödvendigt at fylde og ikke tilladt at overskride. Men dette Antal valgte han af Mennesker og Engle, og deelte det i ti Skarer, ni (Skarer) af Engle, men den tiende af Mennesker.

D.: Hvorfor ni Skarer Engle?

L.: Fordi 9 ere 3 Gange 3, det er trefoldig Treenighed.

D.: Hvorfor een Skare Mennesker?

L.: Forat een Gud kan blive æret i Treenighed og Treenighed i Enighed af Engle og Mennesker.

D.: Hvorfor vilde han ikke fylde det hele Antal med Engle?


L.: Gud gjorde tvende Hoved-Skabninger, den ene aandelig, men den anden legemlig, og vilde han prises af begge, af den aandelige, det er af Engle, og af den legemlige, det er af Mennesker.

D.: Naar bleve Englene skabte?

L.: Dengang Gud sagde: „Vorde Lys.“

D.: Talede Gud disse Ord?

L.: Ikke talede han (disse Ord), men derved betegnes for os deres Naturs Fortrinlighed, idet de kaldes Lys.

D.: Hvorledes er Englenes Natur?

L.: Aandelig Ild, som skrevet staaer: „Den som dannede Englene af Ildsluer“ (jfr. Pb. 104, 4.).

D.: Have Englene Navne?

L.: Saa stor er Englenes Indsigt, at de behöve ikke Navne.

D.: Michael, Gabriel, Raphael, er det ikke Navne paa Engle?

L.: (De ere) snarere Tilnavne, som Menneskene have givet dem ifölge en Væsensbeskaffenhed, saaledes som den förste Engel fik Navn af en Begivenhed, og blev kaldt Satael, det er Guds Modstander.

D.: Hvorfor var han Guds Modstander?

L.: Da han saae, at han overgik alle Englene i Herlighed og Skjönhed, saa forsmaaede han det Hele og vilde være Gud lig eller större (end Gud).

D.: Hvorledes (Gud) lig eller större (end Gud)?

L.: Han vilde fravriste Gud en större Værdighed, end Gud gav ham, (den nemlig, at herske over andre med Vold).

D.: Hvad skete da?

L.: Han blev jaget bort af Kongens Hal og sat i Fængsel, og han, som först var den skjönneste, blev nu den hæsligste, han, som för var prydet med al Ære, blev (nu) berövet al Ære.

D.: Vidste han sit Fald forud?

L.: Aldeles ikke.

D.: Hvorlænge var han i Himmelen?

L.: Ikke en heel Stund, thi han forvildede sig, saasnart han var bleven skabt og forlod det Sande.

D.: Hvorfor var han der ikke længer?

L.: Fordi han ikke maatte nyde af den himmelske Södme, thi han vendte sig, saasnart han var bleven skabt, bort fra det sande Lys, og opfyldtes med Ondskab.

D.: Hvori forsyndede de andre Engle sig?

L.: Deri, at de vare enige med ham i hans Hovmod, og troede at skulle blive höiere end andre Engle, dersom han formaaede mere end Gud.

D.: Hvorledes gik det dem?

L.: De bleve jagede bort tilligemed ham, nogle nedkastede i Helvedes Dyb, men nogle (hensatte) i Mörkets Luft, hvor de dog udstaae Pine, ligesom de, der brænde i Helvede.

D.: Hvorfor (bleve de) ikke alle (nedstyrtede) i Helvede?

L.: Forat de kunne pröve gode og onde Mennesker i deres Fristelse, saa at de Hellige derved kunne blive værdige til Herlighed, men de Onde til evige Pinsler.


D.: Hvorfor vendte de (faldne Engle) ikke tilbage?

L.: De kunde ikke, thi ingen hjalp dem til Opreisning, ligesom ingen lokkede dem til Fald. Derfor bleve de efter Fortjeneste berövede al god Villie, fordi at de valgte sig selv det Onde, og kunne de ikke vende tilbage, fordi de aldrig ville det Gode.

D.: Hvorfor forlöste Christus dem da ikke ligesom Menneskene?

L.: Englene bleve alle skabte paa eengang, ikke af een Engel, saaledes som Menneskene ere avlede af een Mand. Engle ere udödelige, og kunde de ikke blive forlöste paa Grund af, at Gud vilde ikke modtage andet end Döden til Forlösning, og han forlöste ikke Engle, fordi han ikke kunde döe i Englenaturen (d. e. som Engel), om han end havde paataget sig samme.

D.: Hvorfor skabte Gud dem ikke saaledes, at de ikke kunde synde?

L.: Paa Grund af Retfærdighed, paa det at de kunde modtage Lön efter deres Værdighed. Dersom de vare blevne skabte saaledes, at de ikke kunde synde, da kunde de ikke have Fortjeneste hos (i deres Forhold til) Gud, thi da vilde de have gjort det Gode ligesom tvungne. Men han gav dem Frihed, paa det at de maatte kunne og ville vælge det Gode, og hvor de valgte det Gode, ifölge Retfærdighed modtage den Lön: at de aldrig mere kunde synde.

D.: Hvorfor skabte Gud de Engle, som han forud vidste vilde blive onde?

L.: Forat forskjönne sin Gjerning, thi en hvid eller röd Farve bliver lysere (tager sig bedre ud), naar en sort bliver malet ved Siden deraf, og saaledes blive ogsaa de Retfærdige herligere ved deres Modsætning til de Onde.

D.: Hvorfor skabte Gud da ikke andre Engle i deres Sted?

L.: Andre Engle burde ikke komme i deres Sted, medmindre de vare saadanne, som disse (vilde have været), dersom de vare blevne bestaaende (i Sandheden) uden at see de Syndiges Pine, men det kunde ikke finde Sted, thi disse faldt i Pinsler, saasnart de syndede.

D.: Vide Djævlene alle Ting?

L.: Ved deres Engle-Natur vide de meget, men ikke alt, og i samme Forhold, som deres Natur er mere klarsynet end Menneskenes, i samme Forhold ere de ogsaa i alle Rænker listigere end Mennesker. Men kun saadanne tilkommende Ting vide de, som de, ifölge Sandsynlighed, udlede af de forbigangne Ting, eller (saadanne) som Gud tillader dem at vide. Men ingen kjender Menneskenes Tanker undtagen Gud alene, og de, som han aabenbarer dem.

D.: Hvorfor skulle Djævlene ikke vide de onde Tanker, da de dog ofte betragtes som gjort Gjerning?

L.: De hæslige Billeder, som de kaste ind i Menneskenes Sjæl, kunne de see skabes i Tanken, thi etslags Synde-Mörke fordunkler strax Sjælens Lys, men de see ikke de Kræfters Aasyn, som Gud sender i Menneskenes Sjæle, thi de kunne ligesaalidt udholde Glandsen af Guds Retfærdighed, som vi kunne taale Solens Lys, thi de vilde ikke friste de Hellige, dersom de vidste, at de selv kunde overvindes.

D.: Formaae de alt, hvad de ville?

L.: (Intet Godt) formaae eller ville de, men de ville hvadsomhelst der er Ondt, og formaae kun det, som de gode Engle lade dem formaae.

D.: Hvad siger du om de gode (Engle)?

L.: Efterede onde Engles Fald, bleve de saaledes bestyrkede, at de aldrig mere kunde synde.

D.: Var hines Fald ikke Grunden til disses Bestyrkelse?

L.: Nei! men deres egen Fortjeneste, thi disse misbilligede, at hine valgte sig det Onde, men selv valgte de strax det Gode, og bleve, til Belönning derfor, strax bestyrkede af Gud og forvissede om deres Salighed, som de för vare i Uvished om.

D.: Hvorledes er Englenes Udseende?

L.: Ligesom et Billede dannes i Vox paa et Segl, saaledes er ogsaa Gudsbilledet udtrykt i dem, idet de ere ulegemligt Lys og prydede med al Skjönhed.

D.: Vide eller formaae de alt hvad de ville?

L.: Ingen Skabning er skjult for dem, thi de see alle Ting i Gud, og kunne de med Lethed gjöre alt hvad de ville.

D.: Formindskedes de Helliges Tal ved de onde Engles Fald?

L.: Mennesket blev skabt forat udfylde de Helliges Tal.

D.: Hvoraf blev det skabt?

L.: Af aandelig og legemlig Natur.

D.: Hvorfra var dets legemlige Natur?

L.: Af de fire Elementer, og kaldes det derfor den mindre (lille) Verden, fordi det fik Kjöd af Jord, men Blod af Vand, Aande af Luft, men Varme af Ild. Dets Hoved var kugleformet i Lighed med Verdenskuglen. Deri ere to Öine ligesom Sol og Maane paa Himmelen. I Brystet er Blæst (Aande) og Hoste ligesom Vinde og Tordener i Luften. Maven modtager Væde, ligesom Söen modtager Floder. Födderne holde hele Legemet oppe, ligesom Jorden bærer al Tyngde. Af himmelsk Ild har det Synet; men af den överste Luft Hörelsen, men Lugten af den nederste, Smagen af Vandet, men Hændernes Fölelse af Jorden; Benenes Haardhed af Stenene, men Lighed med Træer i Negle; Haarvæxt af Græsset; men det sandser som Dyrene, thi alt dette er Menneskets legemlige Natur.

D.: Hvorfra er dets aandelige Natur?

L.: Af aandelig Ild efter Guds Billede.

D.: Hvorledes er Guds Billede i Mennesket?


L.: Guddommen er (bestaaer) i Treenigheden, denne Form har Sjælen; thi den har Erindring (Bevidsthed) om forbigangne og tilkommende Ting, og den har Forstand paa de nærværende og synlige, og den har en Villie, hvormed den formaaer at gjöre Forskjel paa Godt og Ondt. I Gud ere alle Kræfter, saaledes kan ogsaa Sjælen nemme alle gode Ting. Og ligesom ingen Skabning kan omfatte Gud, men han omfatter alle Ting, saaledes kan heller ingen synlig Skabning fatte Sjælen, men den kan gjennemtrænge alle synlige Ting, thi Himmelen kan ikke skjule for den de himmelske Ting, og Jorden kan ikke skjule for den Helvedes Dyb.

D.: Skabte Gud Mennesket ved Hjælp af Hænder?

L.: Nei, men alene ved sit Bud; men dets Naturs Skröbelighed betegnes derved, at det siges at være skabt med Hænder af Jord.

D.: Hvorfor skabte Gud Mennesket af et saa usselt Stof?

L.: Til Vanære for Djævelen, paa det at han maatte skamme sig, naar det jordiske og skröbelige Menneske kom til den Herlighed, hvorfra han (Djævelen) blev bortdreven formedelst Hovmod.

D.: Hvoraf fik Adam sit Navn?

L.: Af de fire Verdenshjörner, det er, Öst og Vest, Nord og Syd, der i det græske Sprog kaldes anatole, dysis, arktos, mesembria, hvilke Ord, som etslags akrostichon, udtrykte Adams Navn. Men derfor fik han Navn af de fire Verdenshjörner, fordi hans Slægt skulde komme (udbrede sig) til alle Verdens Kanter. Deri havde han ogsaa Lighed med Gud, at han skulde herske over alt paa Jorden, saaledes som Gud (hersker over alt) i Himmelen.

D.: Hvorfor skabte Gud Dyrene, da man (Mennesket) ikke behövede dem?

L.: Gud vidste, at Mennesket vilde synde og behöve dem.

D.: Skabte Gud Myg og Klægger og andre skadelige Dyr?

L.: Med den samme Omhyggelighed skabte Gud Myg og Myrer som Engle.

D.: I hvilken Hensigt skabte han det (dem)?

L.: Alt til sin Herligheds Priis. Myg og (andre) skadelige Dyr ere skabte (som Middel) imod Menneskenes Hovmod, forat de skulle forstaae, hvor lidet de formaae, naar de (kunne) beskadiges (selv) af de mindste Dyr. Derfor plagede ikke Björne eller Löver Pharao og hans Folk, men Luus og Klægger. Men Myrer og Edderkopper og (andre) saadanne Dyr, som forrette et Arbeide, ere skabte, forat vi af deres Beskjæftigelse skal tage et Forbillede paa nyttig Arbeidsomhed. Al Guds Skabning er meget værd, idet en Deel deraf har Skjönhed, som Blomsterne, men en Deel (indeholder) Lægedom, som Urterne, men en Deel Föde, som Sædarterne, men en Deel (afgiver) Tegn paa de vigtigere Ting, som Fugle eller Dyr. Alle Ting ere gode, og alle skabte til Menneskenes Nytte.

D.: Hvor blev Adam skabt?

L.: Paa det Sted, som hedder Ebron, hvor han senere döde og blev begravet, men det (Sted) var i Paradis.

D.: Hvad er Paradis?

L.: Det skjönneste Sted i Östen, der ere alleslags Træer og Frugter, som Lægedom for Menneskenes Meen (Svagheder). Dersom man spiser til rette Tid af et Træ, da hungrer man aldrig mere. Dersom man spiser af et andet Træ, da törster man aldrig. Dersom man spiser af et tredje, da bliver man aldrig træt. Men dersom man spiser af Livsens Træ, da ældes man ikke, eller bliver syg eller döer.

D.: Hvor blev Kvinden skabt?

L.: I Paradis af den sovende Mands Ribbeen.

D.: Hvorfor blev hun skabt af Manden?

L.: Forat de skulde være Eet i Kjærligheden, saaledes som de vare Eet i Legemet.

D.: Hvorledes var den Sövn?

L.: Guds Aand henrykte ham ind i det himmelske Paradis, og da saae han, at Christus og den hellige Christenhed skulde födes af hans Slægt, derfor spaaede han om dem, da han vaagnede.

D.: Hvorfor bleve ikke alle hellige Mænd skabte paa eengang ligesom Englene?

L.: Fordi Gud vilde, at Adam skulde ligne ham (Gud) ogsaa deri, at hele Menneske-slægten skulde nedstamme fra ham, ligesom alle Ting ere af Gud.

D.: Hvorfor skabte Gud dem (Mand og Kvinde) ikke saaledes, at de ikke kunde synde?

L.: Gud vilde, at de ved deres egen (fri) Villie skulde vælge det Gode, og modtage som Belönning: at hverken de selv eller deres Afkom kunde synde.

D.: Hvorledes kunde Menneskene formeres eller födes i Paradis?

L.: Legemets Lemmer vilde have forrettet sin Gjerning uden syndig Lyst ligesom naar Menneskene række hinanden Haanden eller see paa hverandre, men Börnene vilde have været fri for al Sygdom og for al Besmittelse. Ethvert Barn vilde strax have kunnet tale tydeligt og gaae, saasnart det var födt, og havde nydt Frugterne af de Træer, som ere der og som afgive Lægedom mod alle Sygdomme, og siden paa den bestemte Tid spist af Livets Træ.

D.: Hvor længe skulde Mennesket blive i Paradis?

L.: Indtil der fyldtes Antallet af de Engle, der faldt, og det Antal af Hellige, som skulde fyldes i Paradis, om end Englene ikke vare faldne. Og ligesom der nu födes andre istedenfor naar andre döe, saaledes vilde da Fædrene være blevne optagne til de bedre (salige) Boliger, efterat have spist af Livets Træ, men siden den ene Slægt efter den anden paa den forud bestemte Tid, men tilsidst vilde alle være blevne som Engle i Himmelen.

D.: Bleve de förste Mennesker skabte nögne?

L.: Nögne vare de og skammede sig ligesaalidt ved noget af deres Lemmer som ved (deres) Öine.

D.: Hvorfor fortælles der om dem efter Syndefaldet, at de saae dem selv nögne, som om de ikke havde været det för?

L.: Efter Syndefaldet opstod Attraa til Vellyst i deres Legemer, og de skammede sig mest ved de Lemmer, som havde Lyst til Synden, thi de vidste da strax, at hele deres Afkom vilde ligge under for den samme Synd.

D.: Saae de Gud i Paradis?

L.: De saae ham i nogle Billeder, saaledes som han senere aabenbarede sig for Propheterne.

D.: Hvorfor forförte Djævelen dem?

L.: Fordi han misundte dem, at de skulde komme til den Herlighed, som han blev bortdreven fra paa Grund af Hovmod. Men ved (Hjælp af) det samme Hovmod forförte han dem; thi de hovmodede sig af deres Begavelse, og troede at de bestandig vilde leve.

D.: Hvorfor lod Gud dem friste, efterdi han saae, at de ikke vilde bestaae?

L.: Fordi han vidste, hvor megen Godhed han vilde vise efter deres Fald.

D.: Talede Slangen (virkelig) til dem?

L.: Ja, Djævelen igjennem Slangen, saaledes som han nu taler igjennom besatte Mennesker.

D.: Hvorfor hellere igjennom Slangen, end igjennem et andet Dyr?

L.: Slangen bugter sig og er glat, saaledes blive ogsaa alle de, som Djævelen forförer, glatte i Synderne, det er, tankelöse og snedige i Svig og have Gift i Munden, det er onde Ord.

D.: Var Kundskab om Godt og Ondt i det forbudne Æble (den forbudne Frugt)?

L.: Ikke i Æblet (Frugten) men i Overtrædelsen af Guds Lov, thi Mennesket kjendte baade Godt og Ondt, förend han syndede, skjöndt han da erfarede kun det Gode; men efter Syndefaldet erfarede han det Onde og erindrede kun det Gode.

D.: Vilde onde Mennesker have kunnet födes i Paradis?

L.: Kun gode.

D.: Hvorfor födes nu onde Mennesker?

L.: Til de Godes Prövelse og Forherligelse.

D.: Hvor længe vare de (förste Mennesker) i Paradis?

L.: Syv Timer.

D.: Hvorfor ikke længere?

L.: Fordi Kvinden forvildede sig, saasnart hun var bleven skabt. Ved Dagens Begyndelse (Klokken 9 Formiddag) blev Adam skabt, og da gav han alle Dyr Navne; men ved Middag (Klokken 12) blev Kvinden skabt, og aad hun da strax af det forbudne Træ og gav sin Mand og han aad, og om Aftenen drev Gud dem ud af Paradis.

D.: Hvad er Cherubin (Cherubim) og det flammende Sværd?

L.: Cherubin er Engle-Vagt, men det flammende Sværd er en Ildmuur, thi en Engel holdt Sjælene, men en Ild Legemerne borte fra Paradisets Dör efter Syndefaldet.

D.: Hvor gik Adam da hen?

L.: Derhen, hvor han blev skabt, (nemlig) til Ebron og byggede der og avlede Sönner; men efter sin Sön Abels Mord, kom han ikke i samme Seng som hans Kone i 100 Aar. Men fordi Christus ikke vilde födes af Kains forbandede Afkom, saa paamindede en Engel Adam om, at han skulde have Omgang med sin Kone, og avlede de da en Sön i Abels Sted, som hed Seth; af hans Afkom lod Christus sig föde. Men fra Adams Tid til Noæ Flod kom ikke Regn paa Jorden og Regnbue saaes ikke, og man spiste ikke Kjöd eller drak Viin. Hele den Tid var som Foraarstid, og af alle gode Ting var da Overflödighed, som siden forsvandt formedelst Menneskenes Synder.

D.: Hvori syndede [Mennesket, der det blev drevet bort fra][2] Paradis?

L.: Det nöd af det forbudne Træ imod Guds Bud.

D.: Var det en stor Synd at æde et Æble?

L.: Saa svær var den Synd, at den ikke kunde forsones med hele Verden.

D.: Beviis det.

L.: Synes det dig rigtigt, at Mennesket adlyder Guds Villie?

D.: Intet var rigtigere, end at en fornuftig Skabning skulde adlyde sin Skabers Villie.

L.: Synes dig Guds Villie höiere end den ganske Verden?

D.: Visselig er det saa.

L.: Dersom du stod for Gud, og En sagde til dig, at du skulde vende dig bort fra ham, thi ellers vilde hele Verden forgaae, men Gud sagde, at du ikke skulde vende dig bort fra ham, skulde du da forsage Gud og redde den forgjængelige Verden?

D.: Aldeles ikke.

L.: Det gjorde Adam, han stod for Gud og saae bort fra ham og fulgte [Djævelen, og begik den Synd, som var sværere end][3] den ganske Verden. Sex Hovedsynder begik Adam i denne ene (Synd) og indviklede sex Verdensaldere i Döden.

D.: Hvilke vare de sex (Hovedsynder)?

L.: Först Hovmod, idet han vilde være Gud lig. Om den Synd siges der: „Ureen er den for Gud, som hovmoder sig i sit Hjerte“ (jfr. Luc. 16, 15). Den anden Synd var Ulydighed, idet han ikke adlöd Guds Bud, og bleve da alle Ting ham ulydige, som för vare ham lydige. Om den Synd siges der: „Saasom det er ondt at ville ikke adlyde Guds Bud“. Den tredje Synd var Gjerrighed, thi han attraaede mere, end det var ham tilladt, og mistede han da alt det, som var ham givet. Om denne Synd siges der: „Gjerrighed er Afgudsdyrkelse“ (Eph. 5, 5). Den fjerde Synd var den værste Art Tyveri, det er, (et Tyveri fra) et helligt Sted; thi han tog fra et helligt Sted, hvad der var ham forbudt, og blev han derfor uddreven af Paradis, som skrevet staaer: „Den, som plyndrer hellige Steder, bliver bortjaget fra hellige Steder. Den femte Synd var aandeligt Hoer, thi hans Sjæl var formælet med Gud, men den forsmaaede ham, forenede sig med Djævelen, og tabte den sande Brudgoms Kjærlighed, som skrevet staaer: „Hvo som bedriver Hoer, fortabes fra Gud“ (jfr. Psalm. 73, 27). Den sjette Synd var Manddrab, thi han styrtede sig selv og hele sit Afkom i Döden. Om denne Synd siges der: „Den, som begaaer et Drab, han vil döe Döden“ (jfr. 3 Mosebog 24, 17). Derfor döde han strax det indre Menneskes Död og laae begraven i sit Legems Grav.


D.: Formindskede det ikke hans Synd, at han blev forfört af den snedigste Aands Lögn.

L.: Hvis nogen paalagde sin Træl et Arbeide og viste ham en farlig Grav, forat han ikke skulde falde, hvor han ikke kunde komme op, men han forlod Arbeidet ugjort og faldt med Villie i Graven, var han da ikke skyldig?

D.: Jo, endog dobbelt skyldig, fordi han foragtede sin Gud og gjorde sig uduelig til nyttigt Arbeide.

L.: Saaledes handlede Adam, han foragtede Gud, og foragtede Lydigheden og faldt i Dödens Grav.

D.: Hvorledes burde han vende tilbage?

L.: Ved at tilbagegive Gud den Ære, som han tog fra ham, og give Böder for den Synd, han have begaaet. Det er ret, at man giver tilbage, hvad man tager fra andre og giver Böder for begaaet Uret.

D.: Hvad tog Mennesket fra Gud?

L.: Alt det, som han vilde gjöre hans Slægt til.

D.: Hvorledes skulde Adam tilbagegive Gud den borttagne Hæder.[4]

L.: (Ved at) beseire Djævelen saaledes som han (Adam) selv alt var bleven beseiret (af ham), og gjöre sig selv og alle Udvalgte saadanne, som de vilde have været, hvis han ikke havde syndet.

D.: Hvorledes skulde han gjöre Fyldest?

L.: Ved at betale Gud noget, (som var) bedre end Verden, thi hans Misgjerning var sværere end Verden; men derfor faldt han i Dödens Grav, fordi han ikke kunde gjöre det.

D.: Hvorfor gik han ikke ganske tilgrunde?

L.: Guds Forudbestemmelse kunde ikke tilintetgjöres, thi Gud havde besluttet, at fylde de Helliges Tal af hans Afkom; men da han ikke betalte Gud den Hæder, som han skyldte ham, saa tvang Gud ham dertil ved (at underkaste ham) Verdens Pinsler.

D.: Hvorledes kunne Menneskets Pinsler være (til) Guds Ære?

L.: Det var fortjent, at den flygtende (den, som vendte sig bort fra Gud) fölte Guds Vrede i Pinsler, da han ikke vilde elske ham som en Sön sin Fader i Herlighed.

D.: Da Gud er barmhjertig, hvorfor tilgav han ham da ikke alt, og förte ham til Salighed, eftersom han (Adam) vilde böde (for sin Misgjerning), om han havde kunnet, men kunde det ikke?

L.: Dersom Gud tilgav ikke, var han afmægtig, (skulde hedde: dersom Gud eftergav ham sin Hæder, fordi han ikke kunde beholde den, saa var han afmægtig); thi han hævdede ikke (d. e. formaaede ikke at hævde) sin Beslutnings Ære. Men dersom han optog en Synder ustraffet til den Herlighed, hvorfra han bortjog en Engel formedelst en Tanke, saa var han ikke retfærdig; men Synden burde straffes, forat ingen Uorden skulde finde Sted i Guds Rige, thi ingen vil lægge den Ædelsteen uvadsket ned i sin Skatkiste, som för har ligget i Skarnet.

D.: Til hvilket Endemaal skulde dette före?

L.: Den flygtende Træl sneg sig bort fra sin Gud med Tyvekoster til den grummeste Röver. Derfor blev Kongens Sön sendt fra Himmerig til Fængslet, forat hente (befrie) Slaven, paa det at samme (Kongesön) skulde betvinge Röveren og före Slaven tilbage tilligemed de stjaalne Koster, og forlige ham med Kongen.

D.: Hvorfor kunde Mennesket ikke vende tilbage efter Synden?

L.: Ligesom en anden forlokkede ham til Fald, saa var det ogsaa tilbörligt, at en anden hjalp ham til at reise sig, hvilket han önskede, men ikke kunde.

D.: Hvorfor sendte Gud ikke en Engel for at udfrie Adam?

L.: Dersom en Engel havde udfriet Mennesket, da var Mennesket en Engels Træl, men en Engel kunde, i sit Væsen (som Engel), ikke udfrie Mennesket, thi han kunde ikke döe, men blev han Menneske, saa magtede han det (d. e. at udfrie Mennesket) endnu mindre.

D.: Hvorfor skabte Gud ikke et andet Menneske af Jord, og sendte det for at hente (befrie) den Tabte?

L.: Dersom Gud havde skabt et nyt Menneske og sendt det, da var den Forlösning, som forbedrer (opreiser) den hele Slægt, ikke kommen fra Adams Afkom.

D.: Hvorfor sendte Gud ikke sin Prophet (en af sine Propheter)?

L.: Propheterne vare undfangne i Synd, og derfor kunde de ikke forlöse Menneskeslægten fra Pinsler; derfor paatog Guds Sön sig fuld Manddom til hele Menneskeslægtens Forlösning, og blev een Person i to Naturer. I den Natur, ifölge hvilken han var Gud, beseirede han Djævelen, som havde bedraget Adam, og aabnede Himmelen for alle sine Mennesker og gjorde dem Englene lige; men det kunde Gud alene (gjöre). Men i den Natur, ifölge hvilken han var Menneske, tog han uskyldig Döden paa sig, og bödede for (afsonede) den Synd, som var sværere end den ganske Verden. Men det burde (netop) Mennesket gjöre.


D.: Lovet være din Munds Tale, thi du er Guds sande Sön fra Himmelen. Hvorfor tog Guds Sön menneskeligt Legeme paa sig, men ikke Faderen eller den hellige Aand?

L.: Dersom Faderen eller den hellige Aand havde paataget sig Manddom, da vare der blevne to Sönner i Treenigheden, den ene Guds Sön, men den anden Menneskens Sön. Sönnen kaldes (er) Gud lig, men Englen og Mennesket vilde tilegne sig Navn af Lighed med Gud; derfor vilde Guds Sön blive Menneske, thi imod ham blev Fornærmelsen udövet; men han handlede ogsaa miskundelig imod dem, han kunde fordömme med Rette. Alle Ting ere gjorte ved Sönnen, og derfor burde ogsaa Forlösningen skee ved Sönnen.

D.: Hvorfor vilde han lade sig föde af en Mö?

L.: Paa fire Maader skabte Gud Menneskene: Paa den ene (förste) Maade foruden Fader og Moder, saaledes som Adam; paa den anden Maade af en Mand alene, saaledes som Eva; paa den tredje Maade, af Mand og Kvinde, som almindeligt er, og paa den fjerde Maade af en Mö alene, saaledes som Christus blev födt; og ligesom Döden kom ind i Verden ved en Mö, saaledes kom ogsaa ved en Mö det Liv, som udelukkede Döden.

D.: Hvorfor kom Gud (Christus) ikke för Noa Flod eller strax derefter?

L.: Dersom han var kommen för Flodet, (som var) paa den Tid, saa vilde man have sagt, at hans Komme ikke var nödvendig, da Menneskene (dengang) havde lært mange gode Ting af deres Fædre, som nylig vare udgangne fra Paradis. Men dersom han var kommen efter Flodet, da vilde man have sagt (indvendt), at Gud havde talt med Noa og Abraham, og paastaae, at han havde lært al Viisdom af dem. Dersom han var kommen paa Lovens Tid, da vilde Jöderne have meent at være tilstrækkelig oplærte i (burde hedde: ved) Loven, men Hedningerne af Viismænd.

D.: Hvorfor tövede han ikke lige til Verdens Ende med at komme?

L.: Faa vilde (da) fölge hans Fodspor og de Helliges Tal ikke fyldes; derfor var det nödvendigt, at Christus kom (paa den Tid), da han kom, (nemlig) dengang Jöderne tykkedes Loven var (bleven) dem til Besvær men ikke til Lettelse, men Hedningerne forlode de evige Love og levede imod Loven, og da Præster eller Propheter ikke kunde hjælpe Menneskene, var det nödvendigt at den Læge kom, som med sin Barmhjertigheds Salve lægede det halvdöde og i (af) Synder saarede Folk.

D.: Hvorledes kunde han lade sig föde syndfri af en i Synd undfangen Slægt?


L.: Gud udvalgte i Begyndelsen af de förste Nationer dem; som oprigtigst dyrkede ham; men af deres Slægt var den Mö, som uden Synd undfangede og födte Verdens Læge, saaledes som fordum en tör Stengel bar en fager Blomst foruden Vædske.

D.: Hvorledes undfangede og födte hun ham?

L.: Uden al Synd og Sot eller Smerte. Christus kom til hende gjennem lukkede Döre, for at forene sig med den menneskelige Natur, og lod sig föde af hende, i det hendes Liv var lukket.

D.: Hvorfor var han ni Maaneder i Modersliv?

L.: Paa det at han kunde forene med de ni Engleskarer dem, der vare indesluttede i denne Verdens Elendighed.

D.: I hvilken Stund blev han födt?

L.: Ved Midnat, som skrevet staaer (Viisd. Bog 18, 14-15): „Da det var Midnat, da kom Guds Ord fra den kongelige Throne.“

D.: Hvorfor om Natten?

L.: Fordi han skjulte sin Guddom, og kom for at före dem til det sande Lys, som för vare i Vildfarelsens Nat.

D.: Vidste han noget, da han var Barn?

L.: Alting vidste han; thi i ham var Kundskab og Viisdom (Col. 2, 3).

D.: Kunde han strax tale eller gaae?

L.: Begge Dele kunde han, men han (efter)lignede i alt den menneskelige Natur med Undtagelse af Synden.

D.: Skete der nogen Mirakler ved hans Födsel?

L.: Syv udmærkede Begivenheder skete.

D.: Hvilke syv?

L.: En ny Stjerne viste sig, en guldfarvet Ring var omkring Solen, en Oliebrönd vældede op af Jorden, der blev den störste (dybeste) Fred, al Verden blev ordnet (skrevet) i Mandtal, tredive Tusinde af Guds Fjender bleve ihjelslagne paa een Dag, Dyr talede med menneskelig Stemme.

D.: Jeg önskede at vide disse Tings Betydning.

L.: Stjerner betyde de Helliges Liv; en klar Stjerne kom tilsyne, fordi den Helligste blandt de Hellige blev födt. En guldfarvet Ring skinnede omkring Solen, fordi Retfærdighedens Sol kom for at oplyse Christenheden med sin Guddoms Guld(glands) og sine Pinslers Herlighed. En Oliebrönd vældede op af Jorden, thi Miskundhedens Brönd lod sig föde af en Mö. Der blev en stor (dyb) Fred, fordi den sande Fred aabenbarede sig paa Jorden. Al Verden blev skreven i Mandtal, fordi alle Verdens Mennesker bleve udvalgte af Gud og bleve indskrevne i Livsens Bog. De bleve dræbte, som fornægtede Gud, thi de fortabes, som ikke ville Guds Rige over sig (d. e. ikke ville underkaste sig Guds Herredomme). Dyr talede, fordi de hedenske Nationers dyriske Skarer omvendtes til Guds Ords Fornuft (Indsigt?).

D.: Hvorfor kaldte Gud til sig de tre Österlands-Konger med Gaver?

L.: Fordi han vilde före til sig alle tre Dele af Verden: Asien og Africa og Evropa [ved Tro] og gode Gjerninger.

D.: Hvorfor flygtede han hellere til Ægypten end til et andet Sted?

L.: Forat vise sig som den sande Moses, at ligesom Moses udfriede Guds Folk fra Pharaos Herredomme og förte det fra Ægypten til det forjættede Land, saaledes udfriede Christus det samme Folk af Djævelens Vold og förte det (ud) fra Helvedes Pinsler og til evig Salighed. Derfor vendte han ogsaa tilbage efter syv Aar til Israels Land, thi (ved) syv Gaver af den hellige Aand förte han os ud af denne Verden til det himmelske Israel.

D.: Hvorfor lærte Gud (d. e. Christus) ikke, eller gjorde Mirakler i tredive Aar?

L.: Et Exempel gav han Menneskene, idet han gjorde först gode Gjerninger, men lærte siden efter, at ingen skal fordriste sig til for at lære, end han har lovlig Alder og Indsigt.

D.: Hvorfor blev Jesus Christus döbt, „da al Guddommens Fylde var i ham“ (Col. 2, 9) og hans Kraft ikke kan foröges?

L.: Paa det at han helligede for os Vand til Daaben (Daabens Vand).

D.: Hvorfor blev han döbt i Vand?

L.: Vandet er Ilden modsat; men hvad er Synden undtagen Ild, ligesom Vreden er i Sindet eller sandselig Lyst i Kjödet. Derfor skal der döbes i Vand, paa det at Syndens Ild slukkes. Vandet aftoer Ureenhed og slukker Törst og viser et Billede, saaledes aftoer den hellige Aands Miskundhed Syndernes Ureenhed i Daaben, og slukker Aandens Törst med Guds Ord, og gjengiver Gudsbilledet, som vi tabte ved Synden.[5]

D.: Var Christus væn (skjön) af Legeme, som der staaer skrevet om ham, at han er „deiligere af Udseende end Menneskenes Sönner“ (Psalm. 45, 3)?

L.: Af Naturen var han saaledes, som han aabenbarede sig for sine Disciple paa Bjerget; men han skjulte sig (sin Herlighed) for Mennesker, saa at han snarere var styg (uanseelig) end smuk af Udseende, saaledes som skrevet staaer: „Vi saae ham ikke have Skjönhed eller Anseelse“ (Esaias 53, 2).

D.: Kunde han pines og dö?

L.: Pinsler og Död ere Syndernes Straf; men han kom hertil uden Synd, og levede uden Synd, og var han derfor af Naturen ophöiet over Pinsler og Död, men han kunde og vilde pines og dö.

D.: Hvorfor döde han?

L.: Af Lydighed, som skrevet staaer: „Christus var lydig indtil Döden“ (Phil. 2, 8).

D.: Fordrede Faderen Döden af ham?

L.: Aldeles ikke.

D.: Hvorfor aflivede Jöderne ham?

L.: Fordi han holdt (bevarede) Retfærdighed i Livet og Sandhed i Læren. Denne Lydighed skylder Mennesket Gud, og fordrer Gud den af al fornuftig Skabning; men denne Lydighed regnede Jöderne ham til Bröde.

D.: Hvem vilde lade aflive sin eneste Sön, (som var) god og uskyldig, dersom han kunde forhindre det?

L.: Da Gud Fader saae, at hans Sön vilde gjöre saa god en Gjerning, at overvinde Djævelen og hjælpe Menneskeslægten, da gav han ham sit Samtykke til et saa herligt Værk og tillod ham at döe.

D.: Hvorledes var det retfærdigt for Gud, at sende (overantvorde) den Bedste til Döden for de Onde?

L.: Fordi den Værste (Djævelen) forförte det eenfoldige Menneske, saa var det ret, at den Bedste gik i Borgen for ham og overvandt den Værste, men förte den Eenfoldige tilbage til[6] Frihed. Paa denne Maade viste Gud os sin Kjærlighed, idet han sendte Sönnen at frelse Slaven.

D.: Da Faderen overantvordede Sönnen eller Sönnen overantvordede sig selv til Döden formedelst Kjærlighed, hvori syndede da Judas, der han overantvordede Christum?

L.: Faderen og Sönnen overantvordede sig selv formedelst Kjærlighed, men Judas overantvordede ham formedelst Gjerrighed.

D.: Hvorfor vilde Christus döe paa et Træ?

L.: Paa det at han skulde overvinde den paa et Træ, som seirede ved et Træ, og befrie den paa et Træ, som syndede (forgreb sig) paa et Træ.

D.: Hvorfor paa et Kors?

L.: Paa det han kunde læge de fire Verdens Hjörner.

D.: Kunde hans Död böde for alle Synder?

L.: Uden Tvivl.

D.: Beviis det.

L.: Dersom Christus stod for dig og du vidste, at det var Gud den almægtige, om nogen (da) sagde, at du skulde ihjelslaae ham, ellers vilde hele Verden forgaae, vilde du da ihjelslaae ham?

D.: Ingenlunde, fordi hans Liv er ypperligere end den hele Verden, og om jeg ihjelslog ham, begik jeg den Forbrydelse, som man ikke kunde böde for (afsone), om end hele Verden forsögte derpaa.

L.: Dersom hans Liv er bedre end hele Verden, saa er hans Död dyrebarere end hele Verden og er tilstrækkelig til Forlösning.

D.: Hvad gav Faderen Sönnen for denne Fortjeneste?

L.: Hvad skulde han give ham, da han eiede alt i Forveien, som skrevet staaer: „Faderen sagde til Sönnen: alle mine Ting ere dine.“

D.: Kunde han selv give sin Döds Fortjeneste til den, som han vilde?

L.: Han kunde det selv og gjorde saa, og gav den til de Mennesker, som han forlöste i sine Pinsler og gav dem evigt Liv i Stedet for Döden, men himmelsk Fædrenearv i Stedet for denne Verdens Udlændighed.

D.: Hvor mange Timer var han död?

L.: Fyrretyve.

D.: Hvi saa?

L.: Paa det at han kunde levendegjöre de fire Verdenshjörner, som vare döde formedelst de ti Lovens Bud.

D.: Hvem korsfæstede Christum?

L.: Jöderne besluttede hans Död, men hedenske Mænd aflivede og korsfæstede ham, thi han vilde döe for begge.

D.: Hvorfor laa han to Nætter og een Dag i Graven?

L.: To Nætter betyde dobbelt Död, den ene vort Legems Död, men den anden Sjælens; men Dagen betyder hans Död, thi den er vor Döds Lys; vor ene Död tog han bort, men den anden lod han (blive) til Prövelse for de Hellige, og vil han borttage den, naar han kommer anden Gang.

D.: Hvorhen kom hans Sjæl efter Döden?

L.: I Paradis, som han sagde til Tyven paa Korset: „I Dag skal du være med mig i Paradis.“

D.: Naar nedsteg han til Helvede?

L.: Midt om [Opstandelses-]Dagens Nat, og plyndrede Helvede i den Stund (Tid af Dögnet), da Engelen dræbte Ægyptens Förstefödte, og gik han derfra med Seier og förte til Paradis den, som han tog bort fra Helvede, og besögte han Legemet i Graven og opreiste det fra Döden. Men nogle sige, at han var med (sine) Venner i Helvede, fra sin Död og til sin Opstandelses Tid, og at han stod op derfra tilligemed dem.

D.: Hvorfor stod han ikke strax op efter Döden?

L.: Dersom han var opstaaet strax efter Döden, da vilde Jöderne sige, at han havde ligget i Afmagt, men ikke været död, og dersom han var opstaaet noget senere, da vilde man have tvivlet, om det var ham eller en anden. Snart stod han op, fordi han snart vilde tröste sine Venner, som begræd hans Död.

D.: Hvorfor stod han op paa den förste Dag i Ugen og den tredje Dag efter sin Pine?

L.: Paa det at han fornyede (Verden) paa den Dag, hvorpaa han skabte (den), og at han opreiste dem, som vare döde paa de Tider, det er för Loven og under Loven og under Naaden, og at vi skulde opstaae i Treenighedens Tro, (vi) som faldt i Synden i Ord og i Gjerninger og Tanker.

D.: Hvilket Udseende havde Christus efter Opstandelsen?

L.: Syv Gange lysere end Solen; men hans Venner saae ham slig som han var hos dem för sin Pine.

D.: Aabenbarede han sig paaklædt?

L.: Han tog Klæder af Luften, men de svandt i Luften, da han steg op (til Himmelen).

D.: Hvor ofte aabenbarede han sig?

L.: Tolv Gange; otte Gange aabenbarede han sig allerede den förste Dag; for Joseph af Arimatia, som var bleven sat i Fængsel, fordi han jordede Jesu Legeme, som Nicodemi Skrifter berette. Anden Gang aabenbarede han sig for sin Moder, som Sedulius siger. Tredje Gang for Maria Magdalena, som Marcus beretter. Fjerde Gang for to Kvinder, som gik fra hans Grav, som Matthæus bevidner. Den femte Dag (skal være: Gang) for Jacob, som paa hans Pinslers Dag svor, at han skulde ikke æde eller drikke, förend han saae Christus levende, som Apostelen Paulus bevidner. Sjette Gang aabenbarede han sig for Apostelen Petrus, som Lucas viser, der var adskilt fra de andre Disciple, og begræd det, at han fornægtede Christus. Syvende Gang aabenbarede han sig for to fortræffelige Mænd, som Lucas ogsaa siger, som droge til Castellet Emaus. Ottende Gang for alle Disciplene tilsammen, om Aftenen, gjennem lukkede Döre, som Johannes forkynder. Niende Gang da Thomas fölte paa hans Saar, dog en Uge efter. Tiende Gang for syv Disciple ved Galilæa Sö. Ellevte Gang paa Galilæas Bjerg for elleve Apostle, da han steg til Himmels.

D.: Hvorfor sige Evangelierne at Gud aabenbarede sig först for Maria Magdalena?

L.: Evangelierne ere saa indrettede, at det alene er i dem skrevet, som alle er bekjendt og allerede kunde ikke skjules. Derfor sagde Johannes saa: „Mange Mirakler gjorde Gud, som ikke ere skrevne i denne Bog.“

D.: Steg han alene op til Himmels?

L.: Med ham stege de op, som med ham stode op fra de Döde.

D.: Med hvilket Udseende steg han op?

L.: Med sligt som han havde för sin Pine og (som) han havde paa Bjerget, da han aabenbarede sig (forklaredes) for sine Apostle.

D.: Hvorfor steg han ikke strax op efter sin Opstandelse?

L.: Paa det at hans Disciple kunde erfare hans Opstandelse (at være) sand, idet de saae ham æde og drikke derefter (d. e. efter Opstandelsen). Efter fyrretyve Dage steg han op og viste det (derved), at de vilde opstige til Herlighed, for at fylde de ti Loves Ord og de fire Evangelisters Bud.

D.: Hvorledes sidder Gud ved sin Faders höire Haand?

L.: Manddommen hviler i Guddommens Herlighed.

D.: Hvorfor sendte Christus den hellige Aand efter ti Dage, hellere end strax da han steg op (til Himmels)?

L.: Forat Apostlene skulde gjöre sig ret værdige til hans Ankomst ved Faste og ved Bön. Det viste han ogsaa derved, at de vilde modtage den hellige Aand forat fylde de ti Loves Ord. Paa den 50de Dag fra sin Opstandelse sendte han den hellige Aand, paa det at christne Mennesker skulde modtage Kjærlighedens Lov paa den 50de Dag efter deres Befrielse fra Djævelen, ligesom fordum Jödefolket modtog Frygtens Lov inden Udgangen af 50 Dage efter Udfrielsen af Ægypten, og modtog saaledes det christne Folk i de Dage Frelse og Paradisets Arv, ligesom Jödefolket modtog Frihed og det forjættede Lands Arv i det 50de Aar.

L.: Har Christus nu fuld Glæde?

L.: Fuld Glæde har han selv i sig, men hans Lemmer have ikke fuld Glæde, thi Jöderne forbande ham, men de hedenske Mennesker lee ad (bespotte) ham, men Kjætterne adsprede (tilintetgjöre) hans Bud, men andre christne Mennesker trodse hans Bud. Slige Fornærmelser taaler Christus hver Dag i sine Lemmer; men naar han samler (har samlet) Alting til sig, da har han fuld Glæde.

D.: Hvorledes kaldes de christne Mennesker Guds Legemer, men de hellige Mennesker hans Lemmer?

L.: Ligesom Lemmerne ere knyttede til Hovedet og styres af det, saaledes forenes Guds hellige Christenhed og bliver til eet Legeme med ham, formedelst hans Kjödpaatagelse, og af ham styres alle Retfærdige i sin (deres) Orden som Lemmerne af Hovedet. Dette Hoveds Öine ere Propheterne, som forudsaae uskete (tilkommende) Ting, og Apostlene eller andre (som) viste den rette Vei til det sande Lys. Hans Ören ere lydige Mennesker; men (hans) Næseborer (ere) fornuftige Mennesker, som adskille Godt fra Ondt, saaledes som Næseborerne fornemme Lugten. Men (det) Sliim, som gaaer udaf Næseborerne, er Kjættere, som fornuftige Mænds Dom rydder (driver) ud af Christi Hoved, ligesom Sliim (drives) udaf Næseborerne. Hans Mund er Lærere, som forkynde (foredrage) og forklare de hellige Skrifter. Hans Hænder ere mægtige Mænd, som kæmpe for de christne Mennesker imod (deres) Fjender. Hans Födder ere Arbeidere, som i sit (deres) Arbeide yde Ophold til hele Folket. Skarnet, som gaaer udaf Bugen, ere Synder og syndige og urene Mennesker, som besvære Christenhedens Bug. Dem gribe Djævlene i Döden ligesom Sviin snappe Skarnet i (dets) Udgang. Men alle Christi Legemer forenes ved eet Kjærlighedsbaand.

D.: Hvorfor blev Kjöd af Bröd, men Blod af Viin?

L.: Hans Kjöd fremgaaer derfor af Bröd, at han sagde selv: „Jeg er det levende Liv;“ hans Blod fremgaaer af Viin, thi han sagde: „Jeg er det sande Viinbær.“ Og ligesom Legemet födes (næres) af Bröd, saaledes födes (næres) Sjælen af Christi Blod. Og ligesom Bröd bages af mange Korn, saaledes formes (dannes) Christi Legeme af mange hellige Mennesker. Og ligesom Bröd bages ved Ild, saaledes stegtes Christi Legeme i Pinselens Ovn. Dette kaldes Kjöd, fordi at Christus er slagtet (offret) for os som et Lam. Ligesom Viin fremkommer af mange Viinbær og Presninger, saaledes sammenföies Christi Legeme af mange retfærdige Mennesker formedelst Menneskenes Forfölgelse.

D.: Hvorledes kaldes det Kjöd og Blod, som har Udseende af Viin?

L.: Det Kjöd, som Maria födte og det som hang paa Korset og opsteg til Himmelen, har desaarsag Udseende af Bröd og Viin, at ingen vilde vove at nyde deraf, om han saae (det) som det er, det er, i Sandhed Kjöd og Blod, og har den större Fortjeneste, som troer det han ikke seer.

D.: Hvilken Frelse er deri?

L.: Ligesom Föden bliver til dens Kjöd, som spiser (den), saaledes forvandles hver Troende til Christi Kjöd, som nyder (ved at nyde) Christi Blod. Formedelst Christi Tro (Troen paa Christus) korsfæstes vi med ham fra Verdens Lyster og Laster. Men i Daaben blive vi begravne med ham; men ved at nyde hans Kjöd blive vi Christi Legeme, og er (det) derfor nödvendigt, at vi komme derhen, hvor Christus er.

D.: Have de större Fortjeneste, som have (modtaget) mere af denne Sjæleföde?

L.: Saa siges der om det himmelske Bröd, at den havde (fik) ikke mere, som samlede mere, eller den mindre, som samlede mindre. Saaledes nyde alle denne Föde, og æder hver hele det Lam, som dog lever heelt i Guds Rige.

D.: Hvilken Lön have de, som behandle dette paa en Mennesket værdig Maade?

L.: De beæres med dobbelt Lön, den ene fordi de behandlede Herrens Legeme med en Mennesket værdig Tilbedelse, og den anden fordi de gjöre sig værdige til denne Tjeneste i (ved) gode Gjerninger.

D.: Hvad dömmer du om dem, som behandle det uværdig imod den rette Forskrift?

L.: De som indvikle sig i Hoer imod Guds Bud eller Love, eller de som for Penge kjöbe Vielser (Ordinationer) eller Kirker, og lemlæste (fordærve) Guds Folk i (ved) uretfærdige Ting, og gjöre alle disse Ting uden Sky, de forraade og korsfæste Gud, thi Præster skulle synge Messer formedelst Kjærlighed, og (til) sin Sjæls og hele Christenhedens Salighed. Men dersom I gjöre det for Pengefordeel og Menneskers Roes og sælge Christi Pines Mirakel, hvad er det da uden at de ere Guds Sælgere (forraade Christus). Men naar de behandle vor Herres Kjöd med syndige Hænder og ureen Hu, hvad gjöre de da uden (at de) korsfæste Christum?

D.: Kan Folket modtage Synd af dem (blive deelagtigt i deres Synd)?

L.: Den Gang Biskop Helis Sönner besmittede Gudstjenesten, da faldt en Mængde Folk med dem i Döden, formedelst Deeltagelsen i deres Synder, og alle dem, der ved Efterligning (ved at fölge deres Exempel) forenes med dem, og falde da begge i Graven, som naar en Blind förer en Blind.

D.: Have de Synd, som omgikkes med dem uvidende?

L.: Som den besmittes, der griber i Tjære, saaledes besmittes ogsaa de, der omgaaes dem, om de end ere uvidende (om deres Synder); men denne Vildfarelse skader dem ikke, hvis de komme til Besindelse.

D.: Kunne de Syndige hellige Corpus (Christi Legeme)?

L.: Om de end ere de værste (Syndere), saa fremstaaer (dog) Corpus Domini formedelst de Ord, som de synge derover, thi Christus helliger (det), men ikke de, og hans Venner hilse sine Sönner (selv) igjennem Fjenders (Ugudeliges) Hænder, ligesom Solens Straale besmittes ikke af Skarn og bliver ikke lysere af et Alter.

D.: Dersom det Gode, som bevirkes ved dem, er af Christus, men ikke af dem, kan det (da) ikke blive til det Gode for dem, som modtage det af deres Hænder imod Indstiftelserne?

L.: Ikke gavner det, men skader og bliver ikke nyttigt, som modtages imod god Indstiftelse af den, der saaledes skal modtage.

D.: Beviis det.

L.: Intet Æble var ondt i Paradis, thi Gud skabte alt godt; men Mennesket forvandlede godt til ondt, da det modtog det (Æblet) af Slangen, eller rettere sagt af Djævelen. Den som af Kjærlighed til Retfærdighed modtager Corpus Domini (Herrens Legeme) af dem (Præsterne), og troer sig hver Dag at forenes med den almindelige Christenhed formedelst Præstens Bönner, han troer jeg kan blive salig formedelst sin Tro, om han end döer. Men den som modtager deres Gjerninger, som forbryde, og ærer Corpus Domini, og modtager Christi Tjeneste af dem, han antager jeg vil blive salig ved denne Tro, thi Joseph modtog Christi Legeme af Pilatus.

D.: Kunne de (Præsterne) forlige Folket med Gud?

L.: Snarere fortörne de Gud imod sig, naar de besmitte hellige Steder med sin Gang og fordærve viede Klæder ved sin Berörelse. Slige Præster (afskyes af) Engle og flygte selv som skrevet er: „Guds Sönner og Döttre gjorde ham fortörnet imod sig og ere ikke hans Sönner formedelst Skjörlevnet.“ „Derfor vil jeg skjule mit Ansigt for dem“, sagde Gud. Sönner kalder han dem formedelst Lærenavnet, men ikke Sönner formedelst Skjörlevnet. Deres Offer modtager Gud ikke, men han forkaster det som der siges: „Eders Offer hader min Sjæl, siger Christus, thi I bringe mig besmittet Bröd!“ Guds Kjöd kan ikke besmittes; men de besmittes, som nyde deraf ufornuftigen, som (af) et andet Bröd. Deres Bön hörer Gud ikke, men (den) bliver enhver af dem til Synd, og deres Velsignelse forvandles til Forbandelse.

D.: Modtage de Corpus Domini (Herrens Legeme)?

L.: Alene Guds Sönner modtage hans Kjöd, de som skulle være hans Legemer; men de som ikke ere i Gud, om de end synes at modtage hans Kjöd og Blod med Munden, saa modtage de det (dog) ikke, men de æde sig selv Fordömmelsesdom, men Engle bære Christi Kjöd til Himlene, men Djævlene kaste Gift i hines Mund, som Cyprianus siger. Og de som (ɔ: naar de) modtage Christi Blod som anden Viin, saa forvandler det sig for dem til Orme, Galde og ubeskrivelig Gift.

D.: Modtog ikke Judas det samme Herrens Kjöd som Petrus?

L.: Visselig ikke, thi Peter elskede Gud og modtog han derfor et helligt Jertegn af Gud; men Judas hadede Gud og modtog han derfor Gift, men det hellige Kjöds Kraft og Mirakel blev tilbage hos Gud.

D.: Skal man adlyde slige (d. e. de onde Præster)?

L.: Det Gode som de paabyde (d. e. naar de befale det, som er godt), da er det Pligt at adlyde det Gode, men ikke dem, fordi de sige (det) men gjöre (det) ikke; men dersom de befale Ondt, da bör de foragtes, thi det bör sig at lyde Gud mere end Mennesker.

D.: Kunne de löse eller binde?

L.: Dersom de ikke ere ved aabenbar Dom adskilte fra Christenheden, om de end selv ere fast bundne, saa kunne de begge Dele, thi Christus binder og löser formedelst deres Tjeneste, men ikke de selv; men de bör foragtes som hedenske Mænd, dersom de ere adskilte fra Christus. Medens Judas var med Apostlene, syntes han (kom han tilsyne) som Ven; han lærte og döbte og gjorde Mirakler ligesom de andre Apostle; men siden han forlod dem, viste han sig som aabenbar Fjende. Saaledes ere og disse, medens de ere i Forening med Christenheden, da er den Bygning brugelig, som de opföre; men hvis de ere adskilte derfra, saa er alt unyttigt, som de gjöre, de bör flyes af Christi Faar, thi de ere Ulve, som skrevet er: „Gaaer bort fra dem, mit Folk, at I ikke skulle tage Deel med dem i Pinsler.“ Skyes bör deres Selskab, helst i (med Hensyn til) Guds Tjeneste og Samliv, som skrevet er: „Ikke skulle I have Mad med dem eller Sövn eller hilse dem.“ Flye skal man dem i Hu og al Villie og ikke lade sig lokke af deres Gjerninger.

D.: Hvorledes kunne deres Gjerninger siges at bifaldes?

L.: Naar deres onde Gjerninger roses, eller de understöttes til Synd med Raad eller Gods, derfor have ikke de alene fortjent Döden som gjöre, men ogsaa hine, som have foraarsaget Misgjerninger. Men ikke skal man flye fra onde Lærere, medens de ikke ere adskilte fra Christus, med mindre lærde Mænd og ulærde blive saa samstemmende i det Onde, at ingen anklager den anden for Uretfærdighed, da bör man flye dem, thi da fordærve de Guds Folk.

D.: Skal man lære onde Mennesker Guds Ord?

L.: Ikke skal man lære dem Guds Ord, som ere Guds visse Fjender; thi den, som aabenbarer Guds hemmelige Ting for hans Fjender, [er en Forræder], som der siges: „Ikke skulle I give Hunde et helligt Tegn, eller kaste Perler for Sviin, at de ikke skulle træde dem under Födder.“ Men (naar) det ikke vides, at de ere Guds Fjender, da bör det gode Menneske at holde sig (til) Guds Villie, og ikke vende sig bort, skjöndt der ere Onde tilstede, saaledes som Gud lærte Petrus Salighedens Ord eller alle dem, som kunde frelses, om han end vidste, at Judas og Jöderne bleve opbragte derover.

D.: Skal man taale Forurettelser af dem, som Christus taalte (Forurettelser) af Judas?

L.: De Onde bör man taale i Christenheden, men ikke at nogen efterligner dem.

D.: Hvor længe skal man taale deres Misgjerninger?

L.: Indtil den kommer, som adskiller Kornet fra Avnerne og kaster Halmen i Ild, men indsamler Hveden i sine Gjemmer.


D.: Gud adskille (fjerne) dig fra alle onde Ting, gode Lærefader, og stadfæste dig i det himmelske Sæde! Min Sjæl glædes i Gud, thi jeg oplyses af Viisdommens Straale formedelst dig, efterat Vildfarelsens Taage er bortdreven. Endnu beder jeg dig, gode Lærefader, at det maa være mig tilladt at spörge videre.

L.: Spörg om det, som du vil, og du vil (faae at) höre det, som du lyster.

D.: Saaledes er der skrevet, at intet er ondt, men dersom intet er ondt, saa undres jeg, hvorfor Gud fordömmer Mennesker eller Engle, dersom de gjöre intet Ondt. Men om der var noget Ondt skabt, da var det af Gud, thi af Gud ere alle Ting, og bliver det da, som (om) Gud havde skabt det Onde, eller (som om) han dömmer uretfærdigen dem, som gjöre det, han skabte.

L.: Af Gud ere alle Ting og al hans Skabning er god; men ondt kaldes af den Grund intet, fordi ingen Skabning er det, thi Gud skabte alle Ting gode, men intet ondt. Men intet andet (er) ondt, undtagen det der ikke (er) godt, og er det Skabningens Fordærvelse, men ikke Natur. Andet er Skabning, men andet Natur og andet Gjerning. Skabning kaldes alle Hovedskabninger (Elementer), men Natur det, som frembringes af dem og [Godheden, som en lovbefalet][7] Gjerning (det) man gjör. Menneskene gjör Synd og (lide) Pinsler derfor, men det skabte Gud ikke, men lod det blive til (tillod at det blev til), som skrevet er: Ikke gjorde Gud Döden; men Synd er ikke andet, end at gjöre ikke det, som befalet er, eller gjöre (det) anderledes, end befalet er, ligesom der ikke er andet ondt end at undvære det Gode, det er evig Fryd; men det bevirkes ikke af Gud, men af Guds Skabning.“Men Gud dömmer dem efter Fortjeneste, idet han gav dem ikke Fryd, som ikke ville (komme) til ham, eller anderledes end befalet er.

D.: Hvo er Syndens Gjörer?

L.: Mennesket selv med Satans Tillokkelser.

D.: Er det tungt at begaae en Misgjerning (synde)?

L.: Den mindste Synd begaaet med Bevidsthed er sværere end hele Verden. Men hvadsomhelst der bliver begaaet af Synder eller Ondskab, saa vendes det (dog) alt til Guds Priis.

D.: Hvad siger du nu? Er ikke Manddrab eller Hoer ond?

L.: Manddrab er stundom godt, som da David dræbte Goliath eller Judith Holophernes; men det bliver da ondt, naar det udföres af vrang Hu. Ægteskab er godt, men Hoer ond og ikke andet end utilladt Ægteskab, og desaarsag ond, at der handles anderledes, end det sig bör og tilladt er. Men det vendes alt til Guds Priis idet han hævner det retteligen; thi ligesom en Konge er roesværdig, naar han giver sine Krigere Sold, (saaledes ogsaa) naar han fordömmer Tyve og Ildgjerningsmænd og Rövere; og ligesom Gud prises formedelst de Retfærdiges Frelse, saaledes bliver han og lovet i (formedelst) de Ugudeliges Hevn (Straf).

D.: Saaledes er skrevet, at Gud hader intet, som, han gjorde. Hvorledes siges han da at hade de Onde men elske de Gode?

L.: Al sin Skabning elsker Gud, men han satte ikke alt paa eet Sted; ligesom en Maler elsker alle Ting paa sit Kunstværk, og elsker dog nogle mere end andre og sætter hver Farve paa et passende Sted; derfor siges han (Gud) at elske dem, som han tager til Himmelens Hal; men de andre hader han, som han nedsænker i Helvedes Dyb.

D.: Hvad er Frihed?

L.: Det at det staaer i Menneskets Magt at ville eller gjöre Godt eller Ondt; denne Frihed havde Mennesket i Paradis ubeskaaren, men nu er den ufri, thi han vil ikke det Gode, undtagen Guds Miskundhed gaaer forud, og han formaaer ikke at gjöre det, med mindre Guds Miskundhed fölger efter.

D.: Hvad siger du om dem, som forsagede Verden og toge sid (geistlig; - eller vel snarere: siden, derpaa) Dragt, men siden bortkastede den, og vendte tilbage til Synderne?

L.: Om dem siges der: underfundige Mennesker opægge Guds Vrede imod sig. Ofte drager (förer) en Træl en vildfarende Sön til sin Fader og vender tilbage til Trælle-Arbeidet. Saaledes före og stundom disse (andre) Mennesker til Gud, men vende tilbage til sin Ondskab. Ligesom Djævelen tjener Gud, saaledes tjene ogsaa hans Lemmer Guds Lemmer.

D.: Hvorledes tjener Djævelen Guds Lemmer?

L.: Fordi han foragtede at være Englenes Hövding i Himmelen, saa gjorde Gud ham til en arbeidsom Smed i Verden, at han skulde tjene nödtvungen med ondt Arbeide, da han ikke vilde uden Arbeide tjene Gud i Himmelen deroppe, som skrevet er: „Jeg vil gjöre ham til din evige Træl.“ Denne Smeds Esser ere Verdens Kvaler, hans Smedebælge ere Fristelsens Indskydelser, hans Hamre og Tænger ere Ufredsmænd, og Plagere, hans Trælle og . . . . . . . .[8] ere forbandende og bagtaleriske Tunger. I denne Esse og med disse Redskaber renses Himmelkongens Guldkar, det er hellige Mennesker, men de Onde pines i hans Fængsel, de som gjöre Himmelkongen imod. Paa denne Maade tjener Djævelen Gud.

D.: Hvorledes tjene hans Lemmer Guds Lemmer?

L.: Naar de före dem til Riget (Guds Rige) med tilsyneladende skjön Retfærdighed eller (ved) Forurettelser. Med tilsyneladende skjön Retfærdighed före de dem, naar de vise udvortes gode Gjerninger, som de ikke elske indvortes, og (an)tage Guds Sönner af de Exempler gode Gjerninger, som de elske af ganske Hjerte, og befæstes de ved det antagne Gode, medens hine forlade det, som de ikke elskede, ligesom Guds Engle styrkedes fordum, da de Onde faldt. Med Forudrettelser drage de dem til Guds Rige, naar de toge fra dem denne Verdens Gods, som de för elskede for höit, eller de modstaae dem, at de ikke kunne iværksætte (tilfredsstille) legemlige (sandselige) Lyster; derfor viser Satan sig unyttig, at hans Lemmer . . .[9] meget mere nödvendig, thi de hellige Mennesker forherliges ved deres Fristelser og föres til Himmelens Rige.

D.: Hvi have onde Mennesker her Overflod . . . .gdomme og Magt og Sundhed, men gode Elendighed og Sygdomme og tage (taale) . . .mpe af de Onde?

L.: I det Öiemed (ere) de Onde givne Rigdomme, at de Gode (skulle) fo. . . Rigdommen, naar de see de værste Mennesker have den störste Rigdom. . . . og Belönning for det Gode, som de gjöre, thi de onde Mennesker . . . . jordiske Ting, og modtage de derfor her al Belön. . . . . paa det at de selv kunne udöve den Ondskab, og dem til det Onde. Magt have de paa det at Guds V. . . . . . og afholdes ved dem fra onde Gjerninger. Have de og . . . . . .. tage desto tungere Kvaler i den anden Verden, da de blive ikke tugtede her blandt Mennesker. Men gode Mennesker have af den Grund Elendighed og Sygdomme og Forurettelser, at de ikke skulle attraae det Onde, eller at de skulle böde (for) det, som de misgjorde imod Gud, eller at de skulle forherliges i Taalmodighed.

D.: Hvi have somme Gode her Rigdomme og Magt og Sundhed men Onde trænges i (af) Elendighed og Forurettelser og Sygdomme?

L.: Somme gode Mennesker gives i den Hensigt Rigdom, at de kunne udöve (det Gode, som de elske), og blive de paamindede om, hvor behagelige de gode evige Ting monne være, naar denne Verdens Rigdomme tykkes at være skjönne. Magt have de, forat kunne foröge sin Godhed og forat de kunne styrke andre til det Gode eller standse onde Mennesker, at de ikke skulle kunne gjöre Ondt. Sundhed have de, forat de Retfærdige ikke skulle bedröves over deres Sygdomme, men fryde sig over deres Sundhed. Men somme Onde have her af den Grund Fattigdom og Legeme Möie, at de deraf kunne lære, til hvor store onde Ting de fremture ved onde Ting eller Sæder.

D.: Hvi leve somme Onde længe men somme Gode döe snart, eller hvi have somme Gode langt Liv, men somme Onde döe snart?

L.: De Onde leve af den Grund længe, at de Gode skulle forherliges ved dem, og oplyses (og vende sig) fra det Onde; men for de Onde bliver det til Fordömmelse og Pinslers Forögelse. Men gode Mennesker döe af den Grund snart, at de skulle komme snart til evig Fryd og ikke være længer i Verdens Nöd. Men derimod nyde Retfærdige et langt Liv, forat mange Retfærdige skulle forbedres ved deres Exempler og deres (egen) Fortjeneste foröges. Men de Onde vorde hurtigt . . til Kvaler, forat Guds Vidner og ikke uvalgte (skal være udvalgte) Mennesker, som endnu ere vil ved det og vende sig fra det Onde.

D.: Ere de salige, som her ere fa. . .

L.: . . .elendige, som her leve behagelig og have det som de (attraae), og er dem . . . men siden blive de kastede i brændende Ild, som tör . . . . . imod ere de som her ikke naae (Gjenstandene for) sine Lyster og træn. . . . . . mange . . er, thi de oplæres ved Tugtelser som Sönner . . . . .. er: „Gud tugter hver sin Sön, som han antager sig.“ Men det er . . . . . . .re stedse afmægtige, om de end have et Kongerige, og ere de aldrig uden Kvaler. Men de Retfærdige ere bestandig uden Kval, og ere de bestandig mægtige og aldrig uden Herlighed, om de end her ere i (Gjenstand for) Had eller satte i Fængsel.

D.: Vis mig dette tydeligere.

L.: De Onde ere af den Grund afmægtige, at de ikke ville eller kunne det Gode, men de ville det Onde og kunne det, men det Onde viser sig at være intet, og deraf sees, at de formaae intet. De ere aldrig uden Kval, thi de pines af Grusomhed, og frygte stedse for sig, at de blive grebne eller plyndrede eller dræbte, som skrevet er: „Der er ikke Fred for de Ugudelige, sagde Gud.“ Men de Gode ere mægtige, thi Guds Miskundhed styrker dem til at ville det Gode og lære (det), men forkaste det Onde. De miste aldrig Herligheden, thi de ere trætte, og fryde sig ved Sikkerheden af den evige Herlighed og Salighed, som skrevet er: „De Retfærdige ere uden Frygt.“ Det vil jeg ogsaa sige (jeg paastaaer desuden overhoved), at intet Godt möder de Onde ei heller Ondt de Gode.

D.: I Guds Navn, hvad siger du nu? fryde ikke de Onde sig ved gode Ting, og leve efter Lyster og glædes ved Lækkerheder og skinne i herlige Klæder og fornöies ved Rigdomme og al Verdens Skjönhed. Men (ɔ: medens) de Gode ere bundne i Fængsel og udmattede ved Hug og plagede af Hunger og Törst og alle Slags Pinsler?

L.: Naar Lykken smiler til de Onde og de Gode attraae slige Ting, som du opregnede, da ligne de den Fisk, som frydes ved liden Madding, og bliver da trukken op af Vandet; thi de fyldes med Bitterhed i Stedet for Lækkerheder og med Svovelstank i Stedet for Vellyst, men Skamfuldhed i Stedet for Klædernes Skjönhed, og modtage de mörke Helvedes Grave i Stedet for Husenes Skjönhed, og evig Fattigdom i Stedet for den Rigdom, som de (her) modtoge. De henleve deres Dage i gode Ting, men de nedstige i et Öieblik til Pinsler. Men naar de Gode modtage (lide) slige Meen, som du siger, saa ligne de den, som nyder Peber eller en anden bitter Urt, forat han bedre kan nyde Viindrikken. Saaledes modtage ogsaa Pinslerne (de her pinte Retfærdige) evige Pauluner i Stedet for Fængsel, og Fryd i Stedet for Hug, og ville de ikke siden törste eller hungre, og vil al Smerte flygte fra dem. Af disse Ting sees, at de Gode ere stedse salige og rige, men de Onde ere stedse elendige og fattige.

D.: Hvorfra kom Værdighed og Magt?

L.: Fra Gud er al Værdighed og Magt, de Godes og Ondes, som der siges: „Ikke er der Magt undtagen fra Gud.“

D.: Hvad dömmer du om dem, som kjöbe eller sælge Æresposter?

L.: De, som kjöbe dem, fare til Döden med Simon Magus, men de som sælge dem, paadrage sig aandelig Spedalskhed.

D.: Have Hövdingerne (Prælater?) större Magt for Gud end andre?

L.: Lærerembeder eller Æresposter gavne Mennesket intet hos Gud, naar Fortjenesten mangler. Men Kirkernes Overhoveder, det er Biskopper og Præster, dersom de give gode Exempler i Ord eller Gjerninger, saa modtage de saameget mere Herlighed, som mange Sjæle frelses ved deres Exempler, som skrevet er; men dersom de unddrage sit Folk Salighedens Ord eller före det i Dödens Grav ved onde Exempler, da modtage de saamange flere Pinsler end andre, som mange Sjæle fortabes ved deres Exempler, eller i Forhold til, hvor mange de forsömte at læge ved Læren, som skrevet er: „Af dem fordrer Gud mere, som han laaner mere,“ og modtage de derfor Kvaler. Men de som have verdslig Værdighed, som Konger eller Dommere, og forstaae mildelig at skaane sit Folk, de ville modtage större Miskundhed end andre Mennesker af Gud den retfærdige Dommer, thi de opnaae en god Plads hos Gud, som tjene ham vel. Men de, som fordömme med Grusomhed, de modtage större Kvaler end andre, thi de have (fældet) ubarmhjertige Domme.

D.: Dersom Gud vidste alting forud og forudsagde ved Propheterne, hvad der skulde skee, og han ikke kan skuffes i sin Forudvidenhed, og dersom Himmel og Jord forgaaer, förend Guds Ord kan forandres, da synes mig som alt, hvad skeet er og skee skal, bliver til af (med) Nödvendighed.

L.: Der ere tvende Nödvendigheder, den ene Naturnödvendighed, saasom at Solen staaer op i Östen eller at Dagen kommer ovenpaa Natten. Men den anden er Verdens Nödvendighed, som (det er) for Mennesket, at gaae eller sidde.

D.: Hvad er Aarsagen, naar der brænde Kirker eller Menneskers Huse?

L.: Intet skeer uden Grund paa Jorden, deraf sees, at ingen Kirke i Verden ödelægges eller brænder, med mindre den fordömmes (dertil) af Gud. Men det skeer paa Grund af tre Ting. Det förste: naar Kirker bygges af det Gods, som er erhvervet med Uretfærdighed; men det andet, naar de (Menneskene) selv besmitte dem med sine Synder: men det tredje, hvis Menneskene elske dem mere end himmelske Ting; og ikke döer eller sygner for Menneskene det mindste Kreatur, med mindre det först dömmes af Gud.

D.: Sot eller Död er Syndernes Straf, hvorfor lide Dyrene det da, som ikke kunne synde?

L.: Derved pines Mennesket, idet han bedröves i Hu over deres Sot eller Död.

D.: Hvad siger du om Skovens Dyr?

L.: Naar de blive syge eller döe, da skeer det ved Luftens Urenhed.

D.: Intet er mig nödvendigere at vide end dette.

L.: Gud hevnede (straffede) Synderne i den förste Slægt, idet han tilintetgjorde det syndige Folk med Vands Oversvömmelse, (nemlig) dem, som forlode Naturens Love. Anden Gang nedsænkede han Afgudsdyrkerne i det röde Hav. I den tredje Slægt gjengjaldt han Synderne, idet han tilintetgjorde i Krige dem, som forlode de skrevne Love. I den fjerde Slægt fordömmer han Synderne, naar Verdens sidste Alder brænder de Syndige, som forlode Evangeliernes Bud. Derhos skeer det ofte, at Sönnnerne undgjælde for Fædrene, dersom de ligne dem i Ondskab. Der ere fire Arter af Synder, det er Tanke, Ord og Gjerning og Vane i onde Ting; Gud hevner (straffer) Synderne i tredje eller fjerde Slægt, idet han piner dem, der ere stadfaste (fremture) i onde Gjerninger eller Ord.

D.: Naar Mænd avle Börn - Frænder med deres Frænker - eller [naar de avles af] Kydskheds Mænd (Munke) med Nonner . . . . .?

L.: Visselig ikke, dersom de faae Skrifte, saaledes som det ikke fordærver Hveden, om Tyven stjæler den og saaer den.

D.: Hvilket er Ægteskabets Tegn?

L.: . . . . . . . . . . . formedelst legemligt Ægteskab, saaledes vorder Christenheden til eet Legeme med Christus formedelst hans Kjöds Tagelse (Nydelse), og er han eet Legeme med Christenheden, thi han er (har) menneskelig Natur, som skrevet er: „To skulle være i eet Kjöd;“ ligesom den Natur, som Christus forenede med sig, var af en anden Art end Guddommen, saaledes skal ogsaa den Kvinde, som Manden faaer efter Guds Love, være af en anden Slægt, end han er. Men med (ɔ: hvor der er) aandeligt Slægtskab, er Ægteskab forbudt, fordi det (aandelige Slægtskab) er en aandelig Forening, og det er uværdigt, at vende sig bort fra det aandelige og til legemlige Ting.

D.: Er det tilladt at have meer end een Kone?

L.: Ligesom Christus forenede sig med den ene almindelige Christenhed, saaledes er det ogsaa Guds Love, at Manden har een Kone, saaledes som vor Tids Mænd gjorde. Men det er ikke Guds Bud, men Apostlenes Tilladelse imod Hoer, at en Christen gifter sig anden Gang, naar hans Kone döer; men nogle kalde (regne) det lige med Hoer, naar man gifter sig oftere.


D.: Min Sjæl fryder sig over, at jeg opnaaer at höre det, som jeg attraaer. Giv du mig, gode Lærer, som (man giver) sin Træl, den hellige Aands Drik, og ligesom du fortalte mig om Christenhedens Hövdinger (Overhoveder), saaledes forklar (ogsaa) nogle Punkter om dens lavere Tjenere.

L.: Lærere ere satte i Verden for at give gode Exempler. Dersom de leve vel (christelig) . . . . men de kaldes Jordens Salt, dersom de leve vel. Men andre (Kirkens) Tjenere ere Vinduer paa Guds Huus, gjennem dem skinner Viisdommens Lys for dem, som ere i Vankundighedens Mörke. Dersom de leve og ikke fryde sig, da ere de brændende Glöder, men ikke lysende. Men dersom de lære vel og leve ilde, da ere de som en brændende Kjerte, der lyser for andre, men forgaaer selv, idet Voxet brænder; eller som den Klokke, der giver skjön Lyd, men (medens) den slides selv af hyppige Ringninger. Men dersom de hverken leve eller lære vel, ere de som den Rög, der fordunkler Ilden og besværer Öinenes Syn. Stjernerne [lyste] ikke, derfor faldt de ned fra Himlen.

D.: Hvad siger du om Verdens Forsagere?

L.: Dersom de holde sit Forsæt [vel] og sædelig til den yderste Dag, da vorde de Dommere med Gud; men hvis de fordömmes, da ere de elendigere end alle (andre) Mennesker, thi de holdt sig hverken til Gud eller denne Verden.

D.: Hvad mener du om Krigere?

L.: Lidet godt, thi de leve (af) Ran og berige sig af (ved) Krig, og yde deraf, hvad de yde. Om deres Dage siges der saaledes: „Deres Sjæle svandt hen i unyttige Ting, og stiger (kommer) Guds Vrede over dem.“

D.: Hvilket Haab have Kjöbmænd?

L.: Ikke meget godt, thi de erhverve for det meste med Lögn og Meneder en stor Deel af det, som de have, og meddele (kun) lidet af sit Gods til den Trængende, og gaaer det dem derfor, som der siges: (de som) stole paa Mængde af Gods . . . . . . til Pinsler, og fortærer Döden dem.

D.: Hvad siger du om alleslags Konstarbeidere?

L.: Flere (af dem) fordömmes end frelses, thi de bedrage meget i (ved) sine Rænker (Konstarbeider?)

D.: Have Göglere noget Haab?

L.: Intet, thi de ere Fandens Tjenere, og modtage de, som der siges, Forhaanelse, som öve Forhaanelse.

D.: Hvilket Haab have Fjollede?

L.: Sligt som Börn, og frelses de af den Grund, at de vidste ikke bedre.

D.: Hvad dömmer du om Arbeidere?

L.: En stor Deel af dem frelses, dersom de leve vel og retteligen, thi de leve af sine Hænders Arbeide og (nære) Guds Folk med (i) sin Sved.

D.: Hvad mener du om Börn?

L.: De frelses alle, som ere döbte, og kunne ikke tale, treaarige eller yngre, men de, som blive fem Aar gamle, frelses somme men ikke alle.

D.: Saa synes mig som faa monne frelses?

L.: Snever er Veien til Gud, den som förer til Livet.

D.: Paa hvor mange Maader tilgives Synderne?

L.: Den förste Syndsforladelse er Daaben, den anden er Pinsler, den tredie er at gaae til Fortrydelse, den fjerde Bönnesuk og Taarefald (Taareflod), den femte er Almissegjerning, den sjette er at tilgive Fjender, den syvende er Kjærlighed og en hellig, god Villie.

D.: Da alle dyrkede vor Gud i Begyndelsen, hvoraf opstod (da) Afgudsdyrkelsen?

L.: Riserne (Jætterne) gjorde et höit Taarn, som blev kaldt Babel, men det var fire og tredsindstyve Stadier höit - men et Stadium er stundom femten Favne i Længden, men stundom tyve Favne -, paa det Sted, hvor det store Babilon nu er, paa det Sted var Nimrod den förste Konge, der herskede siden Dinus (for Ninus); han lod gjöre et Billede efter sin afdöde Fader; men denne hed Belus; og befalede han Almuen i sit Rige at dyrke Billedet, og toge andre udenfor Exempler deraf, saaledes som Romerne dyrkede Romulus; men Kretenserne Thor og . . . . . .[10]

. . . . . . . . . .. dyrke dem, saaledes som Romerne dyrkede Romulus, Kretenserne Thor og Odin som skrevet er: „Frygten skabte först Guders Mængde i Verden.“ Men Djævle gik ind i Billederne og forförte Folket ved deres Svar.

D.: Hvor var Babel?

L.: Paa det Sted, hvor det store Babilon nu er, som Dronning Semiramis lod gjöre. Men den Stad var tredsindstyve Miil lang og ligesaa bred. I den Stad begyndte Afgudernes Dyrkelse og i den Stad vil Antichristen födes, som skrevet er: „Af Babilon skal udgaae den Orm (Slange), som skal sluge hele Verden.“

D.: Gavner det noget at gaae til Jerusalem eller at besöge hellige Steder?

L.: Bedre er at give arme Mennesker de Penge, som man behöver til Reisen. Men dog ere de roesværdige, som for Guds Skyld og af Kjærlighed til hellige Mænd gaae derhen med det Gods, som de tage i Arv eller (erhverve) ved sit Arbeide og (dersom) de i Forveien have gaaet til Skrifte og befale sig i hellige Mænds Hænder paa Veien, i Stederne og Munkeklostrene, med Bönner og Almisse-Gaver. Thi Dronning Helene og Evdoxia gjorde saaledes, og blive roste (derfor). Men dersom de opsöge hellige Steder af Nysgjerrighed eller sig til Berömmelse, saa faae de det til Belönning, at de see skjönne Steder og erholde den Roes, som de elskede. Men de som reise med (for) det Gods, som de tilegnede sig ved urigtig (ulovlig) Rente eller ved Svig eller fik de det paa en urigtig (uretfærdig) Maade, eller ved (uretfærdig) Retsforfölgelse, de ere saa forkastelige for Gud og hans hellige Mænd som den, der har dræbt en Sön for en Mand (eller i Faderens Paasyn) og kommer til ham (Faderen) med blodige Hænder.


D.: Hvorfor gav Gud ikke Mennesket det (den Egenskab), at han ikke behövede oftere spise end een Gang om Ugen?

L.: Hungeren er en Ting (blandt) Syndernes Straffe. Mennesket var först skabt saaledes, at det kunde leve lyksalig uden Arbeide, dersom det vilde. Men da det faldt i Synd, saa kunde det ikke uden Arbeide reise sig. Men det vilde ikke have haft Lyst til at arbeide, hvis det ikke havde behövet Mad eller Klæder, og vilde det da bestandig have været (fjernet) fra Gud. Men Gud lod i den Hensigt Mennesket fryse og hungre, at den Nödvendighed skulde forpligte (tvinge) det til Arbeide, og at det ved (Hjælp af) det Arbeide kunde vende tilbage til Livet. Saaledes er det at forstaae (naar Talen er) om de gode Mennesker, men for de Onde bliver alt sligt til Pinsler.

D.: Er der sat en vis Grændse for Menneskets Liv, eller kan det leve længere eller kortere?

L.: For ethvert Menneske er der sat en Grændse af Gud, hvor længe det skal leve her i Verden, og kan det ikke leve et Öieblik udover den, saaledes som skrevet er: „Du satte de Grændser, man ikke (eller: som intet) kan overskride.“ Men paa mange Maader kan man döe för, det er, hvis man löber ud i Vand eller ud i Ild eller paa Vaaben eller imod rasende Dyr, eller hænger sig eller döer af Gift. Ligesom en Leiesvend kan leve saa usædelig, at han mister sin Lön og bliver jaget bort fra sin Tjeneste for Skiftetid.

D.: Beviis det.

L.: Gud förte Israels Sönner udaf Ægypten forat give dem Forjættelsens Land; men de naaede det ikke formedelst deres Synder, og döde mange i Örkenen, förend de kom til Forjættelsens Land.

D.: Forbryder en Dommer, naar han fordömmer de Skyldige?

L.: Tvertimod, han forbryder, naar han ikke fordömmer dem, thi han er sat af Gud forat straffe Synderne.

D.: Forbryde Betjente, naar de dræbe Ildgjerningsmænd, som Dommerne fordömme?

L.: Ikke forbryde de, men de vadske deres Hænder i de Syndiges Blod.

D.: Have de noget Haab om Frelse, som blive grebne i Forbrydelse og dömte til Döden, men som fortryde deres Synder i selve Dödens Stund?

L.: De have meget Haab, thi somme renses formedelst Dödens Kval, som Tyven (Röveren) paa Korset; men somme löses fra Pinsler formedelst de Helliges Bönner.

D.: Hvad blev der af Guds Vidnesbyrds (Pagtens) Ark?

L.: Da Jerusalems Ödelæggelse ved Babilonierne nærmede sig, da skjulte Jeremias den i Moses's Grav efter Guds Bud. Men den vil blive funden i den sidste Tid af Enoch og Elias.

D.: . .. . [11] ge ikke gjöre Mirakler nu som fordum?

L.: Ingen af de Hellige gjorde selv Mirakler, men Gud formedelst dem, han som seer deres Hu, som skrevet er: „Du er i Gud, som gjör Miraklerne.“ Fordum gjorde han synlige Mirakler formedelst hellige Mænd, forat nedslaae Vantroen, da han helbredede syge Legemer; men nu gjör han större aandelige Mirakler formedelst dem, naar han helbreder de af Synderne syge Sjæle. Desuden gjör han stundom endnu formedelst sine Mænd de ydre Mirakler, naar det bliver (er) nödvendigt. Men af den Grund tages alle Mirakler fra Kirken i den sidste Tid, at de Retfærdige skulle helliggjöres desto mere, idet de modstaae en större Fristelse.

D.: Forstode Propheterne alt det, som de skreve?

L.: De forstode det altsammen.

D.: Hvorfor talede de saa dunkelt?

L.: Eet er at afsætte en Tomt, et andet at opföre Bygningen, og at male den. Patriarcherne afridsede Tomten for Christenheden, men Propheterne lagde Grundvolden, men Apostlene opförte dens Vægge med deres Lære, og de, som traadte i deres Fodspor, malede den med Forklaringer. Men den hellige Skrift er skreven alene for Guds Sönner. Men Moderen, den hellige Christenhed, oplukker for dem alle Skjul (Gjemmer) med Davids Nögle, det er Christus. Men de, som ikke ere Sönner, see de ydre Ting alene og forstaae (dem) ikke, thi de hverken elske eller troe.


D.: Have Menneskene Engles Bevogtning?

L.: Over hver Stad og hvert Folk raade Engle og lære dem rette Love og rette Sæder. Hver Sjæl ledsages af en Engel, der stedse ansporer den til det Gode og behageliggjör alle dens Gjerninger for Gud og Englene i Himmelen.

D.: Dersom Gud veed alt og Englene see alle Ting i ham, hvad kan man da fortælle dem, som de ikke vide?

L.: For en Engel er det, at berette eller behageliggjöre vore Gjerninger for Gud, intet andet end at fryde sig over vor Forbedring, som skrevet er: „Der er Fryd for Guds Engle over en Synder, som angrer (sine Synder).“ Ligesom det for dem er at bedröves, naar de vredes over vore onde Gjerninger.

D.: Ere de bestandig paa Jorden hos dem, som de beskytte?

L.: De komme (dem) til Hjelp, naar det behöves, og allerhelst naar de bedes derom. Men der er ingen Töven ved deres Komme, thi de fare i et Öieblik til Jorden fra Himmelen, og fra Jorden til Himmelen. Men naar de komme til os, saa miste de ikke det mindste af (den himmelske) Herlighed, thi de see bestandig Guds Aasyn, hvorhen de end blive sendte.

D.: Hvorledes aabenbare de sig for Menneskene?

L.: I menneskelig Skikkelse, thi det legemlige Menneske kan ikke see den aandelige Skabning; derfor tage de sig Legeme af Luften, som man kan see og höre, men ikke föle paa. Men et saadant Legeme er ikke synligt for alle, men kun for dem, for hvem de ville vise sig.

D.: Ere Djævlene bestandig sysselsatte med at bedrage Menneskene?

L.: Djævlene raade over enhver Synd og lokke bestandig Menneskenes Sjæle til at synde, og fortælle deres onde Gjerninger til deres Höv[ding][12] med megen Latter. Men dersom nogen af dem bliver overvunden af et godt Menneske, da kaster det Menneskes Skyts-Engel ham i Afgrunden, og kan han aldrig mere kæmpe imod Mennesker. Thi ligesom Mennesket, (efterat være bleven) overvundet af Djævelen, blev strax drevet ud af Paradis, saaledes bliver ogsaa den Djævel, som overvindes af et helligt Menneske, strax sendt til Helvede. Men dog sender Djævelens Hövding en anden i Stedet for den, som blev overvunden. Det maa endvidere bemærkes, at Djævlene tage sig ofte saadanne Legemer af den tykke Luft, som man kan föle paa.

D.: Kunne de forlokke hvem de ville?

L.: Dersom de ikke kunde besætte en Flok Sviin, uden det blev dem tilladt, saa kunne de meget mindre bedrage Mennesker. Stundom plage de et retfærdigt Menneskes Legeme, ham til Forherligelse, men sig til Pinsler; men bestandig pine de de Ondes Sjæle, og stundom deres Legemer, som skrevet er: „I selv ere Guds hellige Tempel.“ Men i dette Tempel bygger stedse enten spiritus sanctus (den hellige Aand) eller en ureen Aand.

D.: Hvad gavner Salvelsen den Syge?

L.: Formedelst denne Salvelse . . . . . .[13]


L.: [14]. . . . . . Velvillies Aar. De tolv Maaneder i dette Aar ere de tolv Apostle. Solens Löb forandrer (afslutter) sig een Gang om Aaret; men Maanens een Gang om Maaneden. Solen betyder Christus, men Maanen Christenheden; Aarsdagen feires, forat det skal tilgives, som Mennesket gjorde imod Retfærdighedens Sol, Christus, og imod de tolv Apostles Lære, som ere Maanederne i det sande Aar.

D.: Hvad er Skjærsilden?

L.: For nogle den Mishandling, som de modtage (taale) af onde Mennesker i Verden; men for somme de Lidelser, hvormed de udmatte sine Legemer ved Fester, ved Vaagen eller ved anden Besværlighed. For somme er Skjærsilden Tabet af Mennesker; men for somme Eiendomstab; for somme Sygdomme; men for somme Elendighed, og for somme en smertefuld Död. Men efter Döden er Renselsens Pinsel brændende Ild eller megen Frost eller en anden Pinsel; men den mindste af disse Pinsler er större end den störste her i Verden. I disse Pinsler aabenbare sig stundom for Menneskene Engle eller saadanne Hellige, til hvis Erindring de havde gjort noget i Verden, og yde dem nogen Tröst eller Hvile, indtil de forlöses fra Pinsler og gaae ind i Himlenes Hal.

D.: Hvilket Udseende have Sjælene i Pinsler?

L.: Det Legeme Udseende, som de havde her. Saaledes siges ogsaa om Djævlene, at de pines i legemlig Form.

D.: Hvis Legemet ikke er sig bevidst og kan selv intet gjöre, undtagen det som Sjælen gjör formedelst det, hvorledes er det (da) ret, at det fordömmes?

L.: Naar man fanger sine Fjender, saa brænder man först eller nedbryder deres Huse, men förer dem siden selv til Döden, paa det at Fjendernes Sjæl skal sörge baade over Skaden og over sit Legeme Pinsler. Legemet er Sjælens Huus eller Klædebon, som den elskede mere end sin Skaber, og derfor brænder det . . . . . .[15] at den skal sörge over sit Huses Brand, hvilket den elskede. Retteligen fordömmes Legemet med . . . . .[16] ere saa forenede, at Legemet synes at gjöre alt det, som Sjælen gjör.

D.: Hvor mange Sjæle komme til Himmerige?

L.: Saa mange som der ere Engle i Forveien, og skulle Sjælene komme ind imellem (optages i) alle Engles Skarer, saaledes som Gud veed (at) deres Fortjeneste (er).

D.: Hvad siger du om de Ondes Död?

L.: Naar de Ondes Död nærmer sig, da komme Djævlene med megen Larm, frygtelige af Udseende, og trække de Sjælen fra Legemet med megen Smerte til Helvedes Kvaler.


D.: Hvad er Helvede eller hvor er det?

L.: Der ere tvende Helveder, det ene det nederste, men det andet det överste. Det överste Helvede er den nederste Deel af denne Verden; men dette Sted er fuldt af Mörke og Meen, Ild og Frost, Hunger og Törst og andre Legems Kvaler, Slag og Hulken og Skræk, som skrevet er: „För du min Aand ud af Fængslet!“ det er at forstaae fra Helvede. Det nederste Helvede er aandelig Kval, det er en uudslukkelig Ild, som skrevet er: „Du udlöste min Sjæl fra det nederste Helvede.“ Det Sted er under Jorden, paa det at de syndige Sjæle skulle være begravne i Pinsler ligesom Legemerne i Jorden. Paa det Sted ere ni Hovedpinsler. Den förste er en saa voldsom Ild, at den ikke vilde slukkes, om Havet og alle Vande faldt i den. Den Ild brænder og lyser ikke, og er i samme Forhold hedere end vor Ild, som om denne var et Billede malet efter hiin. Den anden (Plage) er Frost, saa stærk at et Ildbjerg vilde blive til Iis, om det faldt derhen. Om disse Pinsler er der skrevet: „Der er Graad og Tænders Gnidsel;“ thi Rög af Ilden gjör Öinenes Graad, men Frosten Tændernes Gnidsel. Den tredje Kval er skrækkelige Orme og Drager, forfærdelige i (af) Udseende og i Röst, som leve saaledes i Ilden som Fiske i Vandet. Den fjerde Kval er en modbydelig Stank, den femte grusomme Hug, den sjette et saadant Mörke, som man kan föle paa, som skrevet er: „Mörkets og Menenes Land, der hvor der boer mangen (megen) Hede og evig Skræk.“ Den Syvende er Skamfuldheden over Synderne, thi der kan ingen styg Gjerning skjules. Den ottende er Rædsel over det forfærdelige Syn af Djævle og Drager, som udblæse Ild og Svovl, og ynkelig Hörelse (Lyd) af Graad og Djævlelatter. Den niende Kval er Ildbaand, som trykke alle Lemmer.

D.: Hvorfor have de saa mange Kvaler?

L.: Thi de have fortjent ni Kvaler (derved), at de forsömte Samfundet med de ni Engleskarer; derfor brænde de der i Pinslers Ild, fordi de brændte her i Begjerlighedens Ild; ligesom de stivnede her af Ondskabs Frost, saa staaer og skrevet, at deres Tænder klappre der i Pinslers Frost. Ligesom de gloe (skinne) udvendig af Ild, som Jern i en Esse, saa gloe (glindse) de ogsaa indvendig af Frost, som Iis om Vinteren. De som tæredes indvortes af Avind og Had, de have fortjent at ædes af Orme; og ligesom de her fandt Behag i Syndernes Stank, saaledes er det fortjent, at de pines der i grusom Stank. De, som her ikke vilde modtage Tugtelsens Slag blandt Mennesker, have fortjent at modtage de evige Slag blandt Djævlene. De, som her elskede Vildfarelsens Mörke og vilde ikke komme til det sande Lys, have fortjent at pines i evigt Pinslers Mörke. De, som her skammede sig ved at bekjende de Synder, som de ikke skammede sig ved at gjöre, have fortjent at skamme sig der i alles Paasyn. De, som her ikke vilde see eller höre det Gode, have fortjent at pines der af at see og höre frygtelige Ting. De, som her bandt sig i Syndernes Baand, have fortjent at trykkes der . . . . .[17] De önske sig at döe, men Döden flyer dem, thi dem blev bud. . . . .de[18] de ikke. De vende Ryggen mod hinanden og Födderne op, men Hovederne ned, og ere bundne. . . . .[19] Pinsler, fordi de her vendte Gud Ryggen og hævede sig op (ophöiede sig) i Hovmod.

D.: Elendig er den Mand, som er födt til slige Pinsler.

L.: Hvorfor græder du, eller hvorfor sörger du? Djævelen alene har (lider) disse Kvaler og hans Lemmer.

D.: Hvilke ere hans Lemmer?

L.: Hovmodige og avindsyge Mennesker, underfundige og utroe Mennesker, Drankere og Skjödeslöse eller Grusomme, Manddrabere eller Tyve,- Rövere og Ildgjerningsmænd, Urene og Gjerrige, Hoerkarle, Afgudsdyrkere og Meenedere, de som bande og lögnagtige Mennesker, Gudsbespottere, Troldkyndige og Bagtaleriske, Splidagtige og djævelske Bagvaskere. De, som döe i slige onde Ting, fare til disse Pinsler og komme aldrig derfra.

D.: See de retfærdige Mennesker dem?

L.: De Retfærdige see de Onde i Pinsler, forat de skulle frydes over, at de (selv) undgik slige Kvaler. De Onde see ogsaa de Gode i Herlighed for Dommedag, forat de skulle sörge over, at de have forsömt (at tragte efter) denne Herlighed. Men efter Dommen see de Gode bestandig de Onde i Pinsler, men de Onde see aldrig de Gode.

D.: Sörge ikke de Retfærdige, naar de see dem pines?

L.: Om end en Fader seer sin Sön eller Sönnen sin Fader, Moderen sin Datter eller Datteren sin Moder, eller (om) Manden seer sin Kone eller Konen sin Mand i Pinsler, saa sörge de ikke mere end vi, naar vi see Fiske lege i et Hul (dybt Sted i en Aa), som skrevet er: „Den Retfærdige skal glæde sig, naar han seer Synden hævnet (straffet).“

D.: Bede de da ikke for dem?

L.: Imod Gud handlede de, hvis de bade for dem. som han har bortjaget, Men de ere saa[20] . . . . . . .


L.: [21]. . . . . Man kan ogsaa antage, at han sidder som Dommer paa et Dommersæde, taget (dannet) i Luften, thi han kommer der tilsyne som Menneske.

D.: Have Apostlene der Sæder, som der siges, at „de skulle sidde paa tolv Dommersæder“ (Matth. 19, 28)?

L.: Deres Sind er deres Sæde, deri tage de Hvile, ligesom paa et Sæde, efterat have overvundet alle Laster; de synes ogsaa at sidde i Dommen paa Dommersæder, tagne (dannede) af Luften.

D.: Hvorledes bliver den Dom?

L.: Nu ere gode og onde sammenblandede, og mange synes gode, som ere onde; men nogle af dem, som ere gode, (synes) onde; men da adskille Englene de Gode fra de Onde, som Korn fra Avner, og dele dem i fire Skarer. Den förste Skare ere (bestaaer af) de Fuldkomne, som dömme med Herren; den anden af de Retfærdige, som frelses i Dommen; den tredje bestaaer af de Ugudelige, som fortabes uden Dom; den fjerde af de Onde, som fortabes i Dommen (ved at fordömmes).

D.: Hvilke skulle dömme?

L.: Apostle og Martyrer og Munke og Möer.

D.: Hvorledes dömme de de Retfærdige?

L.: De vise, at de ere værdige til Herlighed, fordi de forbedredes ved deres Lære og Exempel.

D.: Hvilke frelses i Dommen?

L.: De, som udövede Barmhjertighedsgjerninger i lovligt Ægteskab, og de, som bödede for deres Synder med Anger og Almisse-Gaver; til dem vil der blive sagt: „Kommer hid, min Faders Velsignede, thi jeg var hungrig og I gave mig at æde“ (Matth. 25, 34-35).

D.: Taler Christus disse Ord til dem?

L.: Ret er det at troe (man kan gjerne antage), at han taler, da han aabenbarede sig som Menneske for Menneskene; men da alle (paa Dommens Dag) vide, hvorved enhver har fortjent at frelses eller fordömmes, saa tilkjendegives forud ved disse Ord, ved hvilken Fortjeneste vi skulle frelses.

D.: Hvilke fortabes uden Dom?

L.: De som syndede foruden Lov, som Hedninger eller de Jöder, der levede efter Christi Lidelse, thi efter hans Lidelse lignes den gamle Lov ved Afgudsdyrkelse.

D.: Ville de komme til at see Christum?

L.: See skulle de ham, (sig) til Fordömmelse, som skrevet er: „De skulle see den, som de [have gjennemstukket],“ thi alle Ugudelige vare enige om Christi Död.

D.: Hvorfor siges der om dem, at de Ugudelige opstaae ikke i Dommen?

L.: Det tilfalder dem ikke at dömme om andre som her, om dem siges der: „Du vil sætte dem i en Ild-ovn paa din Vredes Tid.“

D.: Hvilke fortabes i Dommen?

L.: Jöderne, som syndede under Loven for Christi Pine (Död), og andre Christne, som fornægtede Guds Gjerninger; til dem bliver der sagt: „Gaaer I fra mig, I forbandede, i evig Ild; thi jeg hungrede, og I gave mig ikke at æde eller drikke“ (Matth. 25, 41.42). Ved disse Ord vises, at de fordömmes, fordi de vilde ikke böde for deres Synder med Almissegaver. Ikke siger han saaledes: „Kommer! jeg velsigner eder!“ men „Kommer! thi I ere velsignede;“ og ikke siger han saaledes: „Gaaer bort, jeg forbander eder,“ men „fordi I ere forbandede!“

D.: Hvem velsignede disse eller forbandede hine?

L.: Den hellige Aand velsigner hver Dag de gode Mennesker, som skrevet er: „Velsignede ere I af Gud,“ og „Guds Velsignelse er over eder;“ men han forbandede de Onde gjennem alles Mund, som der er bleven sagt: “Forbandede ere de, som afvige fra Guds Bud.“

D.: Hvorledes dömme de Hellige dem?

L.: De vise, at de have fortjent Pinsler, fordi de levede ikke efter deres (de Helliges) Ord og Gjerninger. Gud forfærder dem i sin Vrede og Ild vil opsluge dem.

D.: Har Gud Vrede eller Forbittrelse?

L.: Ikke er slig Sindets Bevægelse i Gud, men han dömmer alt med Rolighed; men han synes dem vred, som fordömmes af ham.

D.: Hvad er de Gode til Forsvar eller de Onde til Anklage?

L.: Deres eget Sind (egen Samvittighed), thi ved Glandsen af Guds Kors blive alle Sind der ligesaa aabenbare for alle som Solen her.


D.: Hvad er (betyder) det, som der er bleven sagt, at Böger skulle lukkes op, ogsaa Livsens Bog, og de Döde dömmes efter de Ting, som ere skrevne i Böger?

L.: Bögerne ere Propheter og Apostle og de Fuldkomne. Disse Böger lukkes da op, naar (idet) deres Exempel og Lære bliver viist alle. Af de Exempler kunne alle see, ligesom i Böger, hvad de skulle gjöre, og hvad de skulle vogte sig for. Livsens Bog er Jesu Liv, thi i ham læse alle, som i en Bog, det som de undlode eller gjorde af hans Bud. Livsens Bog er ogsaa Guddommens Kraft, men i den see alle sit Sind som Skrift i en Bog.

D.: Hvad skeer der saa?

L.: Naar Dommen er færdig, styrter Djævelen ned i et Fængsel med Ild og Svovl, tilligemed alle sine Lemmer, d. e. onde Mennesker. Men Christus gaaer, med Herlighed og Seier, ind i sin Faders Borg, det himmelske Jerusalem, tilligemed sin Brud, det er alle hellige Mennesker. Da vil han vise sig for sine Venner saaledes som han er, med Bortfjernelse af Tjenerskikkelsen.

D.: Hvorledes skal det forstaaes, som er bleven sagt: „At han skal overantvorde Gud Fader Riget“ og (at) „Gud skal være alt i alle“ (1 Cor. 15, 24. 28).

L.: Christi Manddom og hele Christenheden regjerer i Guddommen, og er Gud Fryd for alle tilsammen og hver især, fordi enhver har Fryd i sig og de frydes allesammen ved Synet af Gud.

D.: Hvad bliver der siden af Verden?

L.: Som Floden fordum over Verden femten Favne höiere end Bjergene, saaledes vil da Ild lue höiere end Bjerge.

D.: Skal Verden forgaae tilfulde?

L.: Al Forandring (Foranderlighed) og Syndsstraf og Sneestorme og Hagelbyger og Lyn og Tordener og andre skadelige Ting ville ophöre, men Elementerne forandres til det bedre og renses. Ligesom vore Legemer forandres til en större Herlighed og blive ulige det, som de nu ere, saaledes forgaaer Verdens nærværende Udseende, men et andet og bedre kommer i Stedet, som skrevet er: „Gud vil gjöre en ny Himmel og en ny Jord“ (Aab. 21, 1). Himmel og Sol og Maane og Stjerner og de Vande, som nu stedse rinde, som om de skyndte sig til en bedre Tilstand, staae da stille og faste i uforanderlig Herlighed. Himmelen skal iföres Solens Glands, og Solen skinner (da) syv Gange klarere end nu, som skrevet er: „Solen skal have syv Dages Lys“ (Esajas 30, 26). Maanen og Stjernerne skulle iföres uudsigelig Glands. Det Vand, som toede hellige Mænd i Daaben, bliver fagrere end Ædelstene. Den Jord, som modtog Guds Legeme og blev bedugget med de Helliges Blod, skal vorde som Paradis, og blive bestandig fager med uvisnede (uvisnelige) Blomster. Denne Forandring er en Forandring (som skeer) ved Guds höire Haand; thi den Jord, som var forbundet, og frembragte Torne og Tidsler, den bliver evig velsignet af Gud, og der er (bliver) ikke mere Sorg eller Möie.

D.: Du opfyldte mig med himmelsk Fryd. Sig mig, hvad Slags Legemer skulle de Hellige have?

L.: Syv Gange lysere end Solen og hurtigere end Tanken.

D.: I hvilken Alder eller Störrelse (skulle de) være?

L.: Dersom det er behageligt her, at see Unge blandt Gamle, eller Mænd blandt Kvinder, (eller) Höie blandt Lave (af Væxt), da kan man antage, at det vil være allerbehageligst, der at see hver især med sin Væxt og Alder, saaledes som det er behageligt at höre Harpestrengenes forskjellige Lyd. Derfor er det ret at troe, at enhver opstaaer i den Alder og Legemsstörrelse, hvori han forlod Verden.

D.: Ere de klædte eller nogne?

L.: De ere nögne og prydede med al Skjönhed, og skamme sig ikke ved noget Lem, ligesaalidt som ved Öinene. Glæde og Sundhed er deres Klædning. Gud prydede (vil pryde) deres Legemer med Sundheds Klædebon, men deres Sjæl med Glædes Dragt, og ligesom her ere forskjellige Farver i Blomsternes Skjönhed, saa blive ogsaa der forskjellige Farver paa de Helliges Legemer, saa Martyrer (ville) have en Farve, Möer en anden (Farve), og er det da deres Klæder.

D.: Kunne de gjöre hvad de ville?

L.: De ville intet uden godt, derfor gjöre de alt hvad de ville, og ere der, hvor de ville, uden Ophold.

D.: Hvad gjöre de?

L.: De skue Gud bestandig og prise ham i Evighed.

D.: Hvilken er deres Priis?

L.: Den Fryd, hvormed de glæde sig ved Guds Beskuelse.

D.: Erindre de de Onder, som de havde (lede) her i deres Legemer?

L.: De erindre dem alle.

D.: Bedröver det dem ikke?

L.: Tvertimod frydes de over, at de overvandt alle Onder, saaledes som man med Fryd fortæller sine Venner, at man fordum slap ud af en stor Fare.

D.: Din Veltalenhed hævede (har hævet) mig op over Jorden. Sig mig da ogsaa deres Fryd.

L.: Deres Fryd er en saadan som „(at) ɔ: Menneneskes Öie ikke kan see, eller (Öre) höre, eller Tanke tænke det, som Gud forjættede sine Venner“ (1 Cor. 2, 9).


D.: Hvad er det?

L.: Evigt Liv og evig Salighed, og Overflödighed af alt Godt.

D.: Sig mig det tydeligere.

L.: De have syv Legems- og syv Sjæls-Herligheder. I Legemet have de Legems-Skjönhed og Hurtighed, Styrke og Frihed, (salig) Lyst og Sundhed og Udödelighed. I Aanden have de Viisdom og Venskab, Samdrægtighed og Magt, Ære og Tryghed og Fryd.

D.: Disse Ting attraaer min Sjæl at höre; kan du gjöre (det) klarere ved nogle Exempler?

L.: Hvorledes vilde det behage dig, at være saa skjön som Absalon, paa hvis Legeme der ingen Plet af Lyde var, og blev hans Haar kjöbt for Guld.

D.: Hvilken Herlighed!

L.: Men da, om du, tilligemed (foruden) denne Skjönhed, var ligesaa hurtig som Asael, der var hurtigere end ethvert (noget) Dyr?

D.: Hvilken Naade!

L.: Men dersom du, tillige med disse tvende Ting, var saa stærk som Samson, der ene slog Tusind Mand med et Æsels Kjævebeen?

D.: Hvilken stor Pryd!

L.: Men om du havde disse trende Ting, og var (desuden) saa fri som Augustus, hvem hele Verden tjente (adlöd).

D.: Hvor ophöiet!

L.: Men om du, tilligemed disse fire Ting, nod en saadan Lyst som Salomon, der aldrig nægtede sig det han lystede?

D.: Hvilken Salighed!

L.: Men om du, tilligemed disse fem Ting, var saa sund, som man har sagt om Moses, at aldrig lösnedes hans Tænder eller formörkedes hans Öine?

D.: Hvilken Lyst!

L.: Men om du, tilligemed disse sex Ting, blev saa gammel som Methusalem, der levede næsten Tusind Vintre (Aar)?

D.: Hvor storartet! Saaledes synes mig, som enhver hellere maatte önske sig een af disse Ting end et Kongedömme; men den synes mig herligere end alle, som har alle disse Ting.

L.: Hör det, som er endnu bedre. Men dersom, tilligemed alle disse Ting, alle vare dig slige Venner, som David var Jonathan, idet hver af dem elskede den anden som sig selv.

D.: Hvilken Lyksalighed!

L.: Hvad dömmer du om den, der, tilligemed alle disse Ting, var saa viis som Salomon, for hvem mange skjulte Ting bleve aabenbarede.

D.: Han vilde være en Gud.

L.: Men dersom alle vare saa enige med dig som de to romerske Hövdinger vare, Lælius og Scipio, af hvilke ingen vilde andet end den anden.

D.: Det er uudsigeligt!

L.: Men om du foruden disse Ting var saa mægtig som Kong Alexander, der ved sin Magt underkastede sig hele Verden.

D.: Hvor ophöiet!

L.: Men om du havde alt dette, og var saa hædret af alle, som Joseph af Ægyptens Mænd, der ærede ham som en Gud?

D.: O hvilken Majestæt!

L.: Men om du, tilligemed alle disse Ting, var saa tryg (nöd en saadan Tryghed) som Enoch og Elias?

D.: O hvor höi en Hæder!

L.: Men om du havde en Ven, der elskede dig som sig selv, og som havde al den samme Herlighed som du, vilde det da ikke være dig en dobbelt Fryd?

D.: O hvilken Lyst!

L.: Men om du havde mange Venner i den samme Herlighed, vilde det ikke være dig en Forögelse af din Fryd?

D.: Saaledes fryder jeg mig ved din Tale som ved store Skatte. Herligere end hele Verden synes mig den at være, som har nogle af disse Ting, om han end ikke har dem alle; men om nogen kunde have dem alle, saa var han snarere Gud end Menneske.

L.: Du forstaaer dette rigtigt; langt höiere Herlighed have de, end alt dette er. Absalons Skjönhed vilde der være Hæslighed, thi deres Glands er som Solen, der da er (vil blive) syv Gange lysere end nu, som skrevet er: „Gud gjenskaber (forvandler) vor Fornedrelses Legeme til Lighed med sin Legems-Klarhed“ (Phil. 3, 21). Utvivlsomt er det, at Christi Legeme er lysere end Solen, thi Skaberens Legeme er lysere end Skabningen. Menneskene kaldes Guds Tempel, men Solen kaldes ikke saaledes. Dersom nu de Helliges Legemer skabes efter Christi Legems-Klarhed, som er lysere end Solen, men Gud bygger i dem, som i et Tempel, da er det en Nödvendighed, at de ere lysere end Solen. Slig er de Helliges Skjönhed. Asaels Hurtighed vilde der være langsom Tungfærdighed, thi de Hellige fare ligesaa hurtigt fra Öst til Vest, som Solen rinder op i Östen og lyser strax i Vesten, og kunne de gaae ligesaa hurtigt . . . . . . . .[22]


L.: . . . . Klæder og gode Huse, og at höre fager Sang og Harpeleg, og nyde Vellugt af Rögelse og andre herlige vellagtende Ting, eller spise söde Væxter, og besidde store Skatte. Alle disse Ting komme de Hellige i Besiddelse af uden Ende. De have (nyde) et lysteligt Syn, thi de see ligefuldt med lukkede som med aabne Öine; de som see Herlighedens Konge i hans Skjönhed, og see udvendig og indvendig Guds Herlighed og alle Helliges, Patriarchernes og Propheternes Herlighed, Apostlenes og de Pintes (Martyrernes), Munkes og Möers, og alle de Helliges Herlighed; og de see alle sine Lemmer fagre udvendig og indvendig og tillige andres, og deres Tanker; og de see alt det, som foregaaer i Himmelen og paa Jorden, og de see deres Fjender i Kvaler, dem som fordum reiste sig imod dem, og de fryde sig over alt dette. Hörelsens Lyst have de, thi for dem lyde Englenes og alle Helliges fagre Lovsange og alle himmelske Röster. En lystelig Lugt have de, som de modtage af Gud selv, Södhedens Kilde, og af Engle, og alle Hellige. Smagens Salighed have de, fordi de smage af Guds Södhed og mættes da, naar Guds Herlighed aabenbares, og for dem ere alle Ting söde og blide. Overflödighed af Rigdom have de, thi de ere satte over allegode Ting i sin Guds Fryd; dette er de Helliges Salighed og Lyst. Moses's Sundhed vilde der være Sygdom, thi de Retfærdiges Helsen (Sundhed) er af Gud, saa at intet kan skade dem, ligesaalidt som man kan skære Solens Straale med Jern. Slig er deres Sundhed. Methusalems höie Alder vilde der være en Dödsfrist, thi Smerte og Död flyer fra dem, som stedse leve med Gud, og tage i Arv det uendelige Livs Salighed. Dette er kun legemlige Ting.

D.: Som en söd Kilde glæder en törstig Mand, saaledes nærer den Honning flydende Tale af din Mund min Aand, thi de ere fuldkommen salige, som ere bestemte til saameget Godt af Gud.

L.: Sandelig ere de salige, som bygge i Guds Huus og leve i alle disse Ting i Evighed. Dem vilde synes Salomons Viisdom stor Daarskab, thi de skinne i al Viisdom, og have Viden af Gud selv, Viisdommens Kilde, thi de vide alle Ting, forbigangne og nærværende og tilkommende, og de kjende alle Menneskers Navne i Himmelen og paa Jorden og i Helvede, og deres Gjerninger, baade gode og onde, og der skjules intet for dem, thi de see alt i Guds Retfærdigheds Sol.

D.: Din Veltalenheds Kilde tvinger mig til at fælde Taarer. Vide alle Hellige det, som jeg har gjort?

L.: Ikke blot det, som du har gjort, men ogsaa alt det, som du har tænkt og talt, godt og ondt.

D.: Hvad nytter da Skriftegang og Anger, naar de skulle vide vore hæslige Synder, som vi skamme os ved, om de end ene og alene ere opkomne i vor Tanke.

L.: Hvorledes frygter du eller er bange for, at du der vil skamme dig ved dine Gjerninger? (Selv) ved dine hæsligste Synder, som ere bekjendte, og ved Anger forsonede, skal du ikke skamme dig mere, end om nogen fortalte dig det, som du har gjort i Vuggen, og ikke mere end ved heelt lægede Saar, som du har faaet i et Slag. At tilgive Synder er ikke andet end ikke at straffe dem. Ved Anger og Bekjendelse tilgives Synderne, men borttages ikke af Guds eller de Helliges Hukommelse.

D.: Beviis det.

L.: Veed du at David begik Hoer og Mord, men Maria Magdalena var syndig, og Peter fornægtede Christus?

D.: Det veed jeg.

L.: Troer du, at de ere i Himmelen?

D.: Ja, det troer jeg.

L.: Dersom du veed dette (du som er endnu) jordisk og (befindende dig i) al Skröbelighed, [hvor meget mere ville de ikke vide, som ere fri for al Fordærvelse og Skröbelighed?]. Men de skamme sig ikke derved, men fryde sig over sin Frelse i Gud.

D.: Tykkes ikke Guds Engle slige (Mennesker) værre end de som lidet forbröd?

L.: Visselig ikke, thi ligesom Venner frydes mest over dem, der undkomme fra et Skibbrud eller fra en stor Fare, saaledes frydes Engle og hellige Mænd mest ved deres Salighed, som befries fra Synderne; og ligesom den Læge bliver mest rost, som helbreder en vanskelig Sygdom, saaledes bliver ogsaa Christus mest priset formedelst slige Menneskers Frelse.

D.: Det er en stor Glæde!

L.: Davids og Jonathans Venskab forener dem, thi Gud elsker dem som Sönner, men de elske ham höiere end sig selv, og alle Engle og Hellige elske dem som sig selv. Lælius's og Scipios's Enighed vilde der ansees for Uenighed, thi deres (de Saliges) Enighed er som Öinenes, af hvilke det ene seer strax derhen, hvor det andet seer hen. Det som den ene af dem vil, det vil strax Gud, og det ville alle Engle og alle Hellige.

D.: Dersom Gud og alle Hellige ville som jeg, da vil jeg være lig Petrus.

L.: Dersom du vilde det, saa var du det strax. Ikke siger jeg, at du var Petrus, men lig Petrus. Dersom du önskede at være Petrus, da var du ikke (længer) til, fordi du da önskede at være andet, end du er. Men der vil (önsker) ingen (at) have större Herlighed, end han fortjener, ligesom en Fod her ikke vil være Haand, eller Öret vil være Öie. Men om de önskede noget mere, da vilde de ikke have fuldkommen Fryd. Men de have fuldkommen Fryd og attraae intet mere, end de have, og kan intet lægges til deres Fryd eller tages fra den, thi enhver fryder sig over det hos andre, som han ikke har selv i sig. Petrus fryder sig over Johannes's Kydskhed, men Johannes fryder sig over Petri Martyrdom, og bliver hver enkelte (den enkeltes) Herlighed saaledes, at den bliver alles Herlighed, og alles Herlighed bliver til Herlighed for hver enkelt. Hvad kunne de da attraae mere end at være lig Engle, og have alle disse gode Ting, som jeg nu opregnede, og mange andre? Kong Alexanders Vælde vilde der være et snævert Fængsel, thi deres Vælde er saa stor, at de kunne skabe en anden Verden, om de ville, thi de ere Guds Sönner og Christi Medarvinger, som skrevet er: „Jeg sagde, I ere Guder“ (Psalm. 82, 6), (men) ere de Guder, saa formaae de alt det, som de ville.

D.: Hvorfor skabe de ikke en anden Himmel, naar de kunne det?

L.: Gud efterlod intet ufuldendt og skabte alt fuldkomment; derfor vilde en anden Verden være upassende og overflödig, om den blev skabt, men de Hellige ville intet upassende . . . u(nyttigt), saaledes som vi ikke gjöre alt. . . som vi kunne gjöre.

D.: Dette siges (gjælder) vel kun om Apostlene eller om de störste Guds Venner. Men mod os forfares der allerede vel, naar vi ere (blive) deres Trælle.

L.: Om alle Retfærdige siges (gjælder) dette, thi alle vorde lige med Guds Engle. Ligesom om en Konge saae en Syg ligge i Skarnet, og lod toe og bade ham, og iföre ham sine (Kongens) Klæder, og gav ham sit Navn og gjorde ham til sin udkaarede Sön og gav ham Arveret til sit Rige, saaledes saae Gud os ligge i Syndernes Skarn, og toede os ved Troen i Daaben og gav os christent Navn og gjorde os til sine udkaarede Sönner, som skrevet er: „Alle dem, som modtage ham (Christum), gav han Magt til at vorde Guds Sönner“ (Joh. 1, 12). Skjönt en anden der en höiere Herlighed (end en anden) efter . . . sine Fortjenester, da modtage dog alle i eet og samme Faders Huus een Glædens Penning af Guds Syn (Beskuelse) og Engles Samfund. Josephs Ære vilde der ikke være nogen Ære, thi de have der en sand Ære, idet Gud ærer dem som Sönner, og alle Engle og alle Hellige ære dem som Hövdinger (Prælater). Gud er deres Skyldner, thi de gjorde sig værdige til det, som Gud havde bestemt for dem. Englene og alle Hellige ere deres Skyldnere, thi de lagde Vind paa, som de bedst kunde, at fylde deres Tal og foröge deres Fryd[23]. Himmel og Jord og al Skabningen priser dem, thi de fremskyndte det ved deres Opförsel, at hele Skabningen forandredes til det Bedre. Enochs Tryghed og . . . . . . . . de . . . . . i Fryd . . . . . Sönnen og Kjærlighed . . . . . begges saaledes som . . . . . de frydes ved Samfund . . . . . Helliges frydes de . . . . . Guds, udvortes og indvortes, over sig og under sig, og omkring sig. De frydes og derved, at alle . . . . lige . . . . Skjönhed . . . . . hæsligste . . . . . ere lette i alle . . . . ere hine tunge i stor . . . .hed. Ligesom disse ere styrkede af den höieste Kraft, saaledes ere alle hine lammede af stor Afmagt. Ligesom disse nyde kongelig Frihed, saaledes . . . . . gaae hine i slavisk Ufrihed. . . . . . som disse frydes i stor Vellyst . . . . . bedröves hine i mangen . . . . . som disse frydes ved salig Udödelighed, . . . saaledes begræde hine et usselt og lan(gt (Liv?). Ligesom disse ere oplyste af al (Viisdom), saaledes formörkes hine af mörk. . . . .; thi for dem bliver til Sorgs Forögelse det som de vide. Ligesom Venskab (forener) disse, saaledes piner (Fjendskab) hine. Ligesom disse blive . . . . . ærede af al Ska(bningen) . . . . . have hine Uenighed og . . . . . Skabningen. Ligesom disse . . . . . Vælde, saaledes nedtrykkes hine i den dyb(este) Afmagt. Ligesom disse iföres . . . . . störste Ære og Sikkerhed, saaledes hine af den störste Frygt. (Ligesom) disse frydes i en uudsigelig Fryd, saaledes græde hine uden Ende i . . .elig Sorg. Guds Had have de; (thi) de modsatte sig ham som de (kunde) og sögte at bevirke, at (Guds) Borg ikke blev (opfört). De have Englenes Had; thi de bestræbte sig for, som de kunde, (at) deres Tal (ikke) skulde fyldes. Alle Helliges Had (have de); thi de deres, som de kunde.

D.: . . . . . Sammenligning: ligesom . . . . . ere de Retfærdiges Glæder, . . . ., uforlignelige og undsigelige.


________________


Red. havde efter Prof. K. Gislasons Önske bestemt her at optage dennes efter de ovennævnte Oldböger bearbeidede Udgave af den oldnordiske Oversættelse af Elucidarius med den danske Oversættelse ved Siden. I sin Afskrift havde han paa samme Maade som i Skriftet „Um frumparta íslenzkrar túngu i fornöld“ gjengivet de i Oldbögerne forekommende oldnordiske Skrifttegn og Abbreviaturer. Af en stor Deel af disse havde man imidlertid ikke de tilhörende Typer og det faldt vanskeligt at faae dem tilveiebragte. Dette er Grunden til at her forelöbig leveres alene den danske Oversættelse og henvises til Texten, naar Omstændighederne tilstede dens Udgivelse.




Noter:

  1. De Bemærkninger, som her forudskikkes selve Oversættelsen, ere hovedsaglig et Uddrag af Prof. K. Gislasons Indledning til hans paatænkte Udgave af de opbevarede Brudstykker af den Old-islandske Oversættelse af Elucidarius.
  2. Taget af B.
  3. Taget af B.
  4. Her ender det förste Brudstykke af A, og det fölgende er derfor optaget af B.
  5. Her ender B, og A begynder med Ordene: „Var Christus o. s. v.“
  6. Her ender det andet Brudstykke af A, og B begynder atter.
  7. Da den islandske Text her er fordærvet, sættes den meningsforstyrrende Deel af Sætningen i Klammer.
  8. Det Ord, som her findes i Texten, udelades som meningsforstyrrende.
  9. De her forekommende Lacuner ere fremkomne derved, at Hjörnet af det 14de Blad i den islandske Membran er bortrevet, og derved paa Bladets förste Side 10 Linier mutilerede, paa Bladets anden Side kun 8. Det er de dertil svarende 8 Lacuner, som findes strax nedenfor, Side 279.
  10. Her ender B, og næste Linie begynder med förste Brudstykke af C.
  11. Her vare nogle Bogstaver (vel omtrent 3-4 Stavelser) i Membranen ulæselige.
  12. Her var Hul i Membranen, men det mutilerede Ord antages at være: „höfðíngja“ (Gislason).
  13. Her ender det förste Brudstykke af C.
  14. Her begynder det andet Brudstykke af C, som ikke staaer i nogen Sammenheng med det Foregaaende.
  15. Her var et Hul i Pergamentet.
  16. Her var et Hul i Pergamentet.
  17. Her var atter et Hul i Pergamentet.
  18. Her var atter et Hul i Pergamentet.
  19. Her var atter et Hul i Pergamentet.
  20. Her ender det andet Brudstykke af C og her indtræder atter en stor Lacune.
  21. Her begynder det tredje Brudstykke af A. Jævnsides med en stor Deel deraf gaaer det tredje og sidste Brudstykke af C, og er saaledes heller ikke blevet særskilt oversat.
  22. Her ender det tredje, og det fjerde og sidste Brudstykke af A, der tillige udgjör Slutningen af det Hele, begynder.
  23. Da Membranens sidste Blad var saa beskadiget, at en större eller mindre Deel af de fleste Linier manglede (var afreven), bestaaer Resten af Oversættelsen, som Fölge deraf, for det meste kun af usammenhængende, afbrudte og ufuldstændige Sætninger.