Isbjerg. Emanuel A. Petersen, 1924.
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
111. En stor Angakok.
Hans Søns Aandeflugt til Akilinek
(Uddrag)
En stor Angakok pleiede ved sine Aandemaninger at sige, at han havde været i Akilinek, og hans Tilhørere troede det. Engang da han skulde mane, kaldte han paa sin lille Søn for at bruge ham som Skjødebarn. Da Drengen af Frygt ikke vilde, tog han ham med Magt foran sig og begyndte at mane. Da sagde Drengen til ham: »men hvad er dog det, jeg seer Stjernerne falde ned hist oppe i den gamle Grav.« Faderen svarede: »naar den gamle Grav lyser for dig, vil din Forstand blive opklaret.« Da Faderen derpaa lagde ham ned paa Skjødet, spurgte han lidt derefter atter: »hvad er det, nu begynde Benene i den gamle Grav at sammenføie sig.« Faderen svarede kun: »naar den gamle Grav lyser for dig, vil din Forstand opklares, bliv kun her.« Men Sønnen blev gjenstridig og raabte ikke andet end: »Lad mig komme hen paa Brixen igjen, jeg havde troet at du vilde fornøie mig.« Men Faderen sagde, at han blot skulde blive lidt, og snart derefter kom det (Gjenfærdet) ned deroppe fra med nedhængende Underkjæbe, og da det var udenfor Indgangen spurgte det: »ad hvilken Vei skal jeg gaae ind?« Da Faderen svarede: »gjennem Huusgangen,« kom det ind og lige løs paa Drengen, der endnu bestandig vilde hen paa Brixen. Ved dets Nærmelse mærkede han Maddikelugt og tabte saa Bevidstheden — det var nemlig fordi den gamle Grav ('s Beboer) havde taget ham. Da han kom til Bevidsthed igjen, befandt han sig nøgen i den gamle Grav, og da han reiste sig, var hans Væsen heelt forandret, idet han ved at skue ud imod Nord kunde see de mange Huses (d. e. langs hele Kysten) Indgange ligesom stødende op til hverandre, han kunde ligesom overskue hele Verden. Det var derfor Faderen havde sagt: »først naar den gamle Grav lyser for dig vil din Forstand opklares.« Vendende sig mod Havsiden saae han ogsaa Faderens Spor sammenhængende heelt over til den modsatte Kyst. Da han gik ned (fra Graven) saae han sin Pels med udspredte Ærmer komme flyvende, idet han rakte Hænderne i Veiret fløi den susende paa ham. Ligeledes Buxerne og Støvlerne trak han paa ganske paa samme Maade. Da han traadte ind, var han ganske bleg, fordi nemlig den gamle Grav havde givet ham stor Angakok-Evne. Engang om Aftenen sagde Faderen: »nu er du bleven en større Angakok end jeg, du skulde foretage en Aandemaning.« De forskaffede ham et Rasleskind og slukkede Lamperne, hvorpaa han manede. Han saae oppe under Taget en Lysning, fløi ud ad den Vei og forfulgte Faderens Spor. Da det høie Land dukkede op, saae han en Skybanke, og da han kom nærmere, opdagede han Stedet, hvor hans Fader rigtignok havde været nær ved at stige heelt op, men var saa gledet tilbage. Paa dette Sted steg han op, og skjøndt han var nær ved at glide tilbage, kom han dog op ved at bruge sine Ringfingre som Vinger. Da han var kommen op, drog han videre og saae et stort Land og mange Huse, hvor oplivende skinnede Lysene fra Vinduerne! Da han kom til dem fandt han, at det nederste havde tre Vinduer, de øvre vare alle kun smaa Huse. Da der var fleest Mennesker i det store Huus nedlod han sig foran det og kigede lydløst ind ad det nordre Vindue Han bemærkede, at Beboerne snakkede og loe uden at mærke til noget, men Pladsen paa den nordre Ende havde en Stærøiet, som stirrede saa smaat paa ham. Han trak sig tilbage og kigede gjennem det søndre Vindue. Atter blev han ikke bemærket af de Nærmeste, men tværtimod kun betragtet af hiin Stærøiede som sad fjernest, og nedenfor denne laa der en Mængde dreiede Spaaner. Trækkende sig tilbage sagde han: »bringer mig Klæder.« Strax kom En ud med Klæder, dem tog han paa og gik ind. Da de spurgte ham hvorfra han var, sagde han: »hist fra det fjerne Østen kommer jeg.« De sagde: »da er du tilvisse en stor Angakok.« Medens de snakkede, vendte han ikke Blikket fra den Stærøiede, fordi han syntes at der var noget særegent ved de dreiede Spaaner nedenfor hans Fødder. Da sagde den Stærøiede: »hvorfor seer du saa stivt paa mig?« Gjæsten svarede: »jeg betragter dig fordi de Spaaner nedenfor dig vare mig paafaldende.« Den Stærøiede sagde: »disse fæle Spaaner ville ikke forlade mig, fordi jeg arbeidede førend de bestemte Dage (Sørgedagene efter en Afdød) vare tilende,« og han tilføiede: »du er rimeligviis en stor Angakok, kunde du ikke mane Fangst for os?« Han svarede: »skjøndt jeg ikke er nogen stor Angakok, vil jeg forsøge om jeg kan mane Fangst.« Da blev der Munterhed, og da de havde slukket Lamperne paakaldte han sin Kivingak. Han havde nemlig til Kivingak et Iisfjeld, hvis Bagside var ganske lav, og paa den lave Flade laa der en Mængde Sælhunde. Iisfjeldet nærmede sig hurtigt, vendende den lave Side til. De havde for Skik, naar der manedes Fangst, at Ægtefællerne med hinanden ved Haanden traadte frem paa Gulvet. Naar disse vare færdige, kom ogsaa Ungkarlene med Piger ved Haanden. Da nu de Gifte vare færdige og Ungkarlene kom frem med Pigerne, nærmede Iisfjeldet sig med den lave Side fuld af Sælhunde og skulde lige til at vælte Sælhundene ud i Vandet, da han bemærkede, at den Pige, som skulde træde frem, havde en Angiak ved sig. Han vilde først holde hende tilbage, men saa tænkte han, at hun som Akilinekker ikke hørte til hans Folk, og lod hende derfor gaae. Men strax vendte Iisfjeldet sin høire Side til og styrtede ned, hvorved han bragte stor Ødelæggelse over sine nye Bekjendte, men selv sænkede han sig ned i Jorden. Der hørtes et svært Bulder, og mange Mennesker bleve knuste, da Iisfjeldet faldt over dem alle. Men han selv kom atter ud i Luften, fløi hjem og faldt atter ned ved sit Huus midt paa Natten. Han sagde: »skjøndt jeg dog ikke er meget onskabsfuld har jeg dog baaret mig meget slet ad, jeg har ødelagt mange Mennesker, skynder eder med at oplyse Huusgangen.« De belyste da hele Huusgangen ud til Indgangen, da han vidste, at der vilde komme en Hævner. Om Aftenen gik han og Faderen ud og sloge med Pidske. Efter Midnat hørtes nogen sige: »lad mig ogsaa komme lidt, ind i Huset.« Det var nemlig den Stærøiede, som havde været deres Angakok og som nu kom for at hævne dem. Men da de pidskede hen i Veiret til efter Midnat, tabte Stemmen sig omsider henad Morgenstunden. I fem Dage kom han igjen, men ved Slutningen af den sjette udeblev han, men hiin Slemme manede senere aldrig mere.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 127-130