Et digt om Harald hårfagre, næppe ægte (B1)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Þjóðólfr ór Hvíni
Norsk skjald, 9. årh.


Et digt om Harald hårfagre, næppe ægte


1. Margir gerðu
milding snaran
hraustir menn
heim at sœkja;
eigi síðr
ǫðling fylgðu
gamlir menn
ok gerðusk kærir.

2. Nam minnigr
marga speki
af gǫmlum mǫnnum,
sás goll miðlaði;
var ástúðigr
ǫllu folki
Upplanda gramr
af ǫrleik sínum.

3. Gaf gǫrpum sínum
goll et rauða
hilmir hróðigr
ok hringa marga,
brynjur bjartar
ok branda hvassa,
skjǫldu skyggða
ok skrautbúna.

4. Leiddisk þá fyr Lúfu
lengr at haldask
hersa drótt
ok hǫfðingjum;
flýði hverr
sem fara mátti
hraustra víkinga
ór Hafrsfirði.

   1. Mange ungdomsraske mænd besøgte (sluttede sig til) den raske fyrste; i samme grad fulgte gamle mænd ædlingen og vandt hans gunst.
   2. Stærk af hukommelse lærte han, der uddelte guld, mangeartet visdom af gamle mænd; Oplandenes konge var elsket af hele folket på grund af sin gavmildhed.
   3. Den ryrige konge gav sine mænd det røde guld og mange ringe, skinnende brynjer og skarpe klinger, blanke skjolde prydede med pragt.
   4. Hersernes skare og hövdingerne blev da kede af at værge sig længer mod Lufa; enhver af de tapre vikinger flygtede fra Hafsfjorden alt hvad de kunde.
   [(5.) er så brudstykkeagtig, at indeholdet kan kun ufuldstændig gengives].