Æventyrlige sagn om nissen

Fra heimskringla.no
(Omdirigert fra Eventyrlig sagn om nissen)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 74

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Æventyrlige sagn om nisser


258. Der har en Gang været en forfærdelig Staahøj der nede i Kjærbølling , og det skal a fortælle om.
   Der boede en Mand dernede, som havde saadan et forfærdeligt Uheld og kunde ikke holde Balans. Nu havde han jo hørt, der var Nisser til, men han kjendte ikke videre til den Slags Folk, han vidste blot, det var nøjsomme Folk, der var tilfreds, naar de blot fik Smør i deres Grød og saadan. Men nu vidste han jo ikke hans levende Raad med, hvordan han skulde faa fat i saadan en Nisse. Han havde nok hørt, der var to paa en Gaard noget derfra, men hvordan skulde han faa Snak med dem? Saa fik han Sognefogden til at læse det op ved Kirkestævne, te den og den Mand i Kjærbølling ønskede sig en af deher smaa Væsener, og han ønskede nok, det blev gjort bekjendt. Hvad deres Yndlingsret angik, saa skulde de nok faa den.
   Hvordan det nu gik til eller ikke, saa en Aften mælder der sig en Nisse ved ham, han var lille af Vægst og havde en rød Lue paa. Men Manden var ikke rigtig inde paa, det var en Nisse, han mente, de skulde se anderledes ud, og var lige ved at have jaget ham ud. Men der var Konen mere fornuftig, hun hed Sidsel og havde godt nok Tro til, det var en Nisse. Saa fik hun travlt med at faa lavet et Fad Grød til til ham og med et vældigt stort Smørhul i og en dygtig Klat Smør. Nis satte sig jo til Fadet og aad baade Grød og Smør og var vel tilfreds, og Konen redte en god Seng til ham oppe i Endestuen.
   Ved han skulde derop, lyste hun ham til Sengs, og saa vilde han vide, hvad de trængte haardest til.
   "Ja, vi trænger til saa meget," siger hun.
   Ja, det kunde være det samme, hån skulde nok skaffe det, men ét Løfte vilde han have, ja, det skulde næsten være to. Det ene var, te han kunde blive ved at faa saadan en Ret hver Aften som i Aften, og det andet var, te han maatte tage hans Kammerat med, for de var nemlig to.
   Ja, det vilde hun nok love ham, hvis han ellers kunde skaffe Velstand til Huse. De havde det jo smaat med alting, de manglede Havre og Foderasi og Kræ til at æde det, og Penge til at kjøbe for, hvad de manglede.
   Saa om Morgenen efter da stod der tre Hæsse uden for Porten, og dem havde Nissen bragt til Gaarden, og samtidig var den anden kommen ogsaa. Men de viste dem ikke andre Tider end om Aftenen til Nadver, da aad de hver et stort Fad Grød med Smør i.
   Næste Nat kom der 2 Spænd Heste og 3 Spænd Stude og en halv Snes Køer. Saa manglede jo Vogne og Plove og Harver til alt det, men det kom ogsaa Natten efter og var der om Morgenen, saa Nisserne bjærgede godt hjem, og nu manglede der ikke saadan noget.
   De havde nu faaet alt det Korn, der stod i Hæssene, men saa skulde det tærskes, og det kunde Folkene heller ikke komme af Sted med. Men saa en Nat giver Nisserne sig til at tærske det, og om Morgenen laa det hver Slags for sig. Saa skulde det gjøres rent, for der var jo altid noget ved det. Saa siger den ene Nisse:
   "Det kan a snart gjøre." -
   "Ja, ikke saa snart som a kan," siger den anden, "for a har en meget større Mund end du."
   Han havde nu ikke sagt noget før, og saa gaar han op paa Huset og brækker Hul paa Taget og giver sig til at puste og blæse, te Avner og Halm det røg væk, og saa var Kornet rent. Men Vinden bar øster fra, og dether Avner og Halm og Stads røg over i Nabogaarden og dækkede Vinduer og det hele, saa de kunde ikke en Gang komme ud af Huset. Manden der ovre troede jo, det havde været en Orkan, og besværede sig over det, men da han havde set, te Nabomanden havde faaet saa mange Stakke og saa meget Korn, saa kom han i Tanker om, te det var nok kommet fra ham af, og gav ondt af sig til ham over det.
   Saa tykte Manden, der havde Nisserne, te naar de skulde have Spektakler med Naboen for deres Skyld, saa var det bedst at komme af med dem igjen, og nu var de jo blevne saa velstillede, te de kunde nok undvære dem, mente de. Mand og Kone holder saa Raadslagning om, hvordan de skal blive dem ledige. Manden var jo noget opfindsom i hans egne Tanker, og saa siger han, te de kunde da lade være med at give dem Smør i Grøden, saa rejste de nok af.
   "Ja," siger Konen, "det tør a ikke vove, for a har lovet dem, te de skulde have det saadan."
   Men saa udtænkte hun det Raad, te hun vilde komme Smørret nederst i Fadet og Grøden ovenpaa.
   Ved den ene Nis saa kommer om Aftenen og skal have hans Grød, saa ser han til hans store Forbavselse, te der er ingen Smør i. Han bliver da vred og gaar ud og vrider Halsen om paa en to tre af Køerne. Derefter gaar han rolig ind og æder igjen af Grøden. Endelig kommer han saa langt ned, te han opdager, Smørret var i Bunden, og saa bliver han kjed af, te han har gjort det med Køerne. Manden og Konen kommer ud i det samme og ser, te de ligger saadan, og Halsen er vreden om paa dem, og de jamrer jo højt over det.
   Men samme Nat bærer Nis de døde Køer over til Naboens og henter lige saa mange af hans, der var meget bedre og kunde give endnu mere Mælk til Hjælp til Smørret. Hans Medhjælper med den store Mund gik med, og han pust alt det Halm og Avner væk igjen, og det fløj vesterpaa, og der blev saadan en Orkan ned efter Vesterhavet til, te Folkene der nede troede, alle Sandklitterne var ved at flytte dem. Nisserne blev saa ved Manden og var der en Tid og fik deres Grød og deres Smør, indtil Nissetiden var forbi. Men de har jo lovet at komme igjen 1901 - og kanske de er komne, men a har nu endelig ikke hørt noget om det.
Her er flere Nissesagn sammenblandede.
Marius Hansen, Mølvang.