Færgemanden Steintor
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Færgemanden Steintor
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2022
Der indtraf en hændelse i Skålholt, som er meget betydningsfuld. Dér sejlede folk på en færge over den å, der hedder Hvidå. En mand ved navn Steintor forestod færgefarten, og han sejlede en præst, der skulle holde gudstjeneste i sit sogn, over åen. Nogle fattigfolk stod ved åen og ville meget gerne til Skålholt, for dér kunne de få bedre husly end alle andre steder. Men vinden var hård, og det var meget koldt, og færgen var vandtrukken og tiliset. Åen var dyb, og der var et langt stykke at ro. Og færgemanden bar store og tætte skindbukser. Ti af de fattige gik ombord på skibet, og færgemanden var den ellevte, men da kom en tolvte mand, og han steg straks ombord, da han kom derhen. Og skibet sejlede fra land og ud på det dybe vand. Men så snart skibet kom ud i vinden, blev det fyldt med vand, hvorefter det sank. Men derefter kom skibet op igen, og det gjorde folkene også, og de fleste var i live, og nogle kom op på kølen, men de fleste greb fat i færgemanden og bad ham om hjælp, men da sank de alle ned, og de holdt Steintor nede, indtil han dér i dybet fik trukket de klæder af sig, som folkene holdt fast i. Så kom Steintor op, og han havde slugt en masse vand og var ganske forkommen af kulde, men han kom igen op på skibet og fik fat i åren, men skibet var dækket af is, og holdt sig kun lige flydende, og de manglede endnu at tilbagelægge størstedelen af den dybeste strækning. Da kom folk op til overfladen rundt omkring ham, men de fleste var helt livløse, og han forventede heller ikke selv at overleve. Men mens skibet endnu holdt sig flydende, påkaldte Steintor Gud og den salige biskop Torlak og bad om, at han måtte komme til den åbred, som var nærmest Skålholt, og at hans lig ville blive fundet, selv om han skulle omkomme. Siden gik han til bunds, og han var så tung i vandet, som var sten bundet fast til ham, for hans skindbukser var fulde af vand. Han agtede at vade på bunden, så længe han var ved bevidsthed, og komme frem til den bred, han ønskede, og han fik vandstrømmen ind fra siden. Men vandet var så dybt, at han ikke var i stand til at holde vejret længere i det øjeblik, han nåede bunden. Så skete der noget mærkeligt: Det forekom ham, at han så en menneskehånd dér i dybet, og den viftede vandet bort fra hans ansigt, så han kunne trække vejret uden at sluge vand. Og dette skete tre gange. Han ville gribe fat i den hånd, han syntes at se, men han kunne ikke. Han var da kommet hen, hvor åen var mindre dyb, og han kravlede i land, men var hverken i stand til at stå eller gå, da han traf nogle folk. Men han kom sig dog i løbet af få dage. Den samme aften blev Steintor hentet, og man søgte efter de omkomne. Da fandt man ligene af en mor og hendes datter, og i deres klæder lå det sølvspænde, som de tidligere havde sagt, at de ville skænke biskop Torlak. Dette skete på årsdagen for biskop Kløngs død.[1]
Note:
- ↑ 28. februar. Kløng Torsteinson (1102-1176) var biskop i Skålholt fra 1152 til sin død. Hans efterfølger i embedet var Torlak Torhallson.
