Første Bog - Kong Knuts Liv og Gerninger
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Oversat og oplyst af M. Cl. Gertz,
1.
Danernes Konge, jeg mener Sven, har, efter hvad jeg ved sandfærdig Beretning har bragt i Erfaring, vel næsten været den lykkeligste af alle sin Tids Konger (1); ja der timedes ham, hvad kun sjældent plejer at forenes, at der til hans lykkelige Begyndelse for Gud og for Verden kom til at svare en endnu langt lykkeligere Udgang. Han nedstammede nemlig, hvad der jo regnes for det ypperste mellem Menneskene, fra den højædleste Æt, og han vandt sig stor Ære for Verden ved sin Styrelse af det Rige, som han havde at forvalte. Dernæst skænkede Guds Kraft ham saa stor Naade, at han, endog medens han endnu var Barn, blev elsket med den inderligste Kærlighed af alle; kun hans egen Fader kunde ikke lide ham, men det var ikke nogen Skyld hos Drengen, som gjorde ham fortjent til dette, men alene Misundelsen, der forstyrrede Forholdet. Da han havde naaet Ynglingealderen, voksede han Dag for Dag i Folkets Kærlighed; men som Følge heraf tiltog ogsaa hans Faders Ugunst mod ham mere og mere, i den Grad, at han ikke længere i al Hemmelighed men ganske aabenlyst tragtede efter at faa ham jaget bort fra Fædrelandet, idet han med Ed forsikrede, at han ikke skulde komme til at sidde paa Tronen efter ham selv. Derover blev nu nærm harmfuld, saa at den svigtede Faderen og hang ved Sønnen og værnede om ham med Iver. Dette førte til, at de mødtes til Kamp med hinanden i et Slag; i dette blev Faderen saaret og jaget paa Flugt, og han flygtede da til Vendernes Land (2) , hvor han ikke længe efter døde, og Sven beklædte saa hans Kongestol i Ro.
Med hvor stor Kraft og Kløgt Sven nu i denne Stilling ordnede sine verdslige Anliggender, vil jeg gerne bringe i Erindring med nogle faa Ord, for at vi efter at have indskudt dette kunne have lettere ved Skridt for Skridt at gaa videre frem gennem dette til det efterfølgende. Skønt han nemlig levede i Fred og Tryghed og ikke behøvede at ængste sig for noget Anfald fra Fjenders Side, havde han dog stadigt Faren i Tanker og frygtede den, ret som hang den ham over Hovedet; derfor styrkede og hegnede han i sin Lejr ethvert Punkt, som muligvis ikke vilde kunne modstaa Fjendernes Angreb, hvis de skulde komme, og han tillod ikke, at der vistes nogen Slaphed af hans Folk ved at træffe de Forberedelser, som kunde være nødvendige for Krigsførelsen, naturligvis for at ikke deres mandige Sjæle skulde blødagtiggøres under et mageligt Liv, saaledes som det jo plejer at gaa (3). Desuagtet kunde han dog ikke have fundet noget saa vanskeligt Foretagende, at hans Krigere, naar han havde tilskyndet dem dertil, vilde have været uvillige til at indlade sig paa det; thi han havde vundet sig deres faste Hengivenhed og Troskab ved sin rigelige og ædelsindede Gavmildhed. Og for at man kan skønne, hvor stor en Plads han har haft i sine Mænds Hjerter, saa kunde jeg vel nok for vist forsikre, at ingen af dem af Frygt for Døden vilde unddrage sig Faren, men at tværtimod enhver af Troskab mod ham uforfærdet vilde gaa ene Mand mod talløse Fjender, ja endog med ubevæbnede Arme mod bevæbnede, hvis blot det kongelige Mærke bares frem for dem til Skue, naar de skulde drage af Sted. Og for at nu ikke nogen skal tro, at dette er noget usandt, jeg opdigter og laver sammen af en Slags Kærlighed for ham, saa vil det for enhver, der rigtig lægger Mærke til, hvad der fortælles i det følgende, komme til at staa klart, hvorvidt det er sandt, hvad jeg her har sagt, eller ikke.
2.
Det er jo sikkert en bekendt Sag for alle, at det plejer at forholde sig saaledes med Menneskene, at Medgang tit og ofte hos visse Folk kun alt for meget fremkalder store Tanker og højtflyvende Planer, der ikke lade deres Sind have Ro, og den under et mageligt Fredsliv herskende alt for store Frihed til at gøre, som man selv vil, bringer adskillige til at indlade sig paa det, som de: næppe vove at tænke paa, end mindre da at gøre, naar de ere stedte i Modgang. Saaledes gik det da ogsaa med den nys nævnte Konges Krigere, da lutter Medgang havde fulgt dem under den langvarige rolige Fredstilstand: i Fortrøstning til, at deres egen Stilling var fast og urokkelig som Følge af deres Herres forstandige Styrelse, besluttede de at tilraade ham, der for øvrigt selv omgikkes med de samme Tanker, at han skulde angribe det Angliske Land og ad Krigens Vej føje det til sin Herskervældes Omraade. »Herre Konge«, sagde de, »Thorkil (4), Høvedsmanden for dine Krigere, er med Orlov fra dig dragen bort for at hævne sin Broder (5), der var bleven dræbt der ovre, og har taget en stor Del af din Hær med sig; der glæder han sig nu over sine Sejre og behersker som Sejrherre den sydlige Del af Landet, og han foretrækker at leve med Bram der ovre i det fremmede Land og som Ven af Anglerne, hvem han har besejret med din Hærmagt, fremfor at føre Hæren hjem igen og stille sig under dig og lade Sejren tilskrives dig. Og nu maa vi ved hans Svig undvære vore Stalbrødre og fyrretyve Krigsskibe, som han har ført bort med sig, bemandede med de ypperste Krigere blandt Danerne. Vor Hersker maa ikke finde sig roligt i dette saa svære Tab, nej, han skal drage ud og tage sin Hær, der gerne vil det, med sig; og vi skulle da bringe den trodsige Thorkil i hans Haand tillige med hans Følgesvende og desuden de med dem forbundne Angler med samt alle deres Besiddelser. Vi ved nemlig, at de ikke kunne modstaa os længe, eftersom vore Landsmænd uden Vanskelighed ville gaa over til os. Og hvis det stiller sig saa, at de ere villige til dette, skal vor Konge skaane sin Høvedsmand og Danerne og skænke dem store Æresbevisninger; men ville de det ikke, skulle de nok faa at føle, hvem de have ringeagtet: berøvede baade dette Land her og det andet hist ovre skulle de komme til at lide Straf blandt Kongens fornemmeligste Fjender.«
3.
Da Kongen nu hørte dem opfordre sig til dette Foretagende, undrede han sig først ikke lidet ved sig selv over, at den Tanke, som var opkommen i hans egen Sjæl, men som han længe havde skjult og dulgt, — at den ligeledes havde sat sig fast i hans Krigeres Sind, skønt de ikke kendte hans Plan. Saa lod han da sin ældste Søn Knut kalde til sig og begyndte at udspørge ham om, hvad han mente angaaende denne Sag. Da Knut nu var bange for, at man skulde beskylde ham for Underfundighed eller Fejhed, hvis han talte imod det paatænkte Foretagende, giver han paa sin Faders Spørgsmaal ikke blot sit Bifald til Toget mod Anglernes Land, men han driver endogsaa paa Sagen og opfordrer til, at man ikke maa lade nogen som helst Forhaling holde Foretagendets Iværksættelse hen. Kongen, som var bleven styrket i sin Beslutning ved sine Stormænds Raad og stolede paa sine Krigeres Velvilje, gav altsaa nu Befaling til, at der skulde udrustes en talrig Flaade, og at hele Danernes Krigsmandskab paa alle Steder skulde have Paalæg om, at det paa en fastsat Dag skulde give Møde under Vaaben og saa, naar det hørte Kongens Vilje, med største Hengivenhed og Lydighed udføre alt, hvad der blev paabudt. Straks derpaa drage Ilbud efter deres Herskers Befaling rundt omkring til alle Landets Egne og give det i Fred og Ro levende Folk Paamindelse om, at ikke en eneste af det hele store Hærmandskab maatte svigte, men hver eneste Kriger i Landet skulde, hvis han ikke vilde paadrage sig Kongens Vrede, hastigt føje sig efter hans Bud. Og hvad sker nu? Uden nogen Indvending forsamle de sig alle, og udrustede med Krigsvaaben fremstille de sig skarevis for deres Konge, idet de gav til Kende, at de vare rede til at gaa i Faren og Døden, naar de blot kunde sætte deres Herskers Vilje igennem. Da Kongen nu saa den talløse Folkemasse, lod han ved en Herolds Røst sin Vilje give til Kende, nemlig at det var hans Agt at udruste en Krigsflaade imod Anglerne og ved Sværd eller List lægge hele dette Land under sit Herskerbud. Efter at alle havde givet deres Bifald til dette, udvalgte Kongen først dem, der skulde holde Vagt over hans eget Rige, for at han ikke, mens han med Utryghed tragtede efter at vinde det fremmede, skulde gaa Glip af det, som han besad med Tryghed, og for at han ikke under sin Higen efter begge Dele ikke skulde faa nogen af dem at herske over. Han havde jo nu to Sønner med herlige Anlæg; af disse knyttede han den førstefødte til sit Krigsfølge, men den yngste (6) betroede han Herskermyndigheden over hele sit Rige, og han knyttede til ham en Krigerskare og nogle faa af sine Stormænd, der med Klogskab skulde retlede den unge Svend, og som ved deres Raad og Vaaben skulde være for ham ret som en skærmende Mur.
4.
Omsider, da han havde faaet alt ordnet paa behørig Maade, holdt han Hærskue over dem, der skulde ledsage ham paa Toget; og medens han lod sin yngste Søn tilbage paa sin egen Kongestol, gik han om Bord paa sit Skib trindt omgiven af væbnede Krigere. Og nu stimler man ufortøvet sammen fra alle Kanter ned til Strandbrederne, og rundt omkring paa dem bevæger sig en Hærskare, tæt som Sæden paa en Mark, i mange forskellige Slags Vaaben. Efter at de endelig vare blevne forsamlede, gaa de om Bord paa de taarnbesatte Skibe, paa hvis malmbeslagne Forstavne Tilskuerne kunde skelne de enkelte Hærførere fra hverandre. Thi her kunde man paa Stævnene se Løver støbte i Guld, og hist oppe paa Masternes Top Fugle, der ved deres Drejninger angav de kommende Vindes Retning, eller brogede Drager, som truende spyede Ild ud af Næseborene; der saa man Mennesker af massivt Guld eller Sølv, funklende i rødlig Glans, i visse Maader ikke ulige levende Mennesker, og paa et andet Sted Tyre med oprakte Halse og fremstrakte Ben, saa at det tog sig ud, som var de levende og brølede og løb. Man kunde ogsaa der se Delfiner støbte i Bronze, og Kentaurer (7) af samme Metal, som fik En til at mindes de gamles fabelagtige Fortællinger. Ja, jeg kunde desuden nævne dig mange andre Skibsmærker af samme Slags Arbejde, hvis ikke Navnene paa de støbte Uhyrer, der vare paa dem, vare mig ubekendte. Og nu Snækkernes Sider — hvorfor skulde jeg omtale dem for dig? Ikke blot vare de malede med pyntelige Farver, men de vare ogsaa helt ru af de Billedværker i Guld og Sølv, som vare slaaede paa dem. Endelig overgik Kongeskibet de andre Skibe i Skønhed i samme Forhold, som Kongen selv i Værdighed og Rang stod over sine Krigere; men det er bedre, at jeg slet ikke taler om det, end at jeg skulde sige for lidt derom, saa storartet som det var. (8)
Saa herlig en Flaade havde de altsaa at sætte deres Lid til; og paa givet Tegn stikke de nu med eet i Søen under Glædesraab og flokke sig, som det var bleven dem befalet, om Kongeskibet saaledes, at en Del sejlede foran det, en Del bag efter det, men dog med Forstavnene i lige Linie. Her kunde man da se det blaa Hav skumme vidt og bredt, mens det piskedes af de talrige Aarers Slag, og Solen sende dobbelte Straaler ud i Luften, idet dens Lys kastedes tilbage fra det glinsende Metal. Og hvorfor nu bruge flere Ord? Omsider nærmede de sig det Lands Grænser, mod hvilket deres Hu stundede; da satte det ulykkevarslende Budskab herom Uro i dem af Landets Beboere, der vare Havet nærmest. Og ufortøvet stimle Indbyggerne der i Egnen sammen ved den Havn, hvor den kongelige Flaade kastede Anker (9), beredte til at formene ham, der var mægtigere end de selv, Adgangen til at betræde Landet; men det var forgæves. Thi Kongens Krigere forlade Skibene og stige op paa Land, og uforfærdet gøre de sig rede til Kampen paa Landjorden. I Begyndelsen kæmpe Fjenderne med Haardnakkethed mod de fremtrængende Daner, men omsider vende de sig paa Flugt af Angst for Faren og give deres Forfølgere rig Lejlighed til at saare dem og hugge dem ned. Efter at det saaledes var gaaet Kongen efter Ønske i det første Slag, angriber han den tilstødende Egn af Landet og splitter sine Fjender ad til alle Sider paa Flugten. Gjort dristigere ved saadant Held vender han derefter tilbage til sine Skibe og angriber paa samme Vis de øvrige Havnepladser, som i stort Tal ligge i et Bælte rundt om paa dette Lands Kyst. Til sidst fik han hele Landet betvunget (9) efter saa svære Kampe, at hvis man vilde give en fuldstændig Fremstilling af hele Historien herom, vilde man trætte sine Læsere i ikke ringe Grad, og man vilde tillige kun volde sig selv Ærgrelse, fordi man ingenlunde formaar at skildre alt saaledes, som man har ønsket.
5.
Men dette vil jeg overlade til en anden at fortælle; jeg selv ønsker at gaa let hen derover, saa at jeg blot berører det; der er andre Ting, jeg haster hen imod, og derfor vil jeg nu lade min Pen tage fat paa Svens Død, for at jeg saa kan komme til at skildre Begyndelsen.paa den herlige Kong Knuts Kongedømme. Efter at nemlig den allerede ofte omtalte Konge havde besteget Tronen som Hersker over hele Anglernes Land, og det var kommen dertil, at næsten ingen mere stod ham imod, levede han endnu kun en kort Tid, men dog i den Tid, saa kort den end var, med stor Ære. Da han nu forud anede, at hans Legemes Opløsning stod for Døren, lader han sin Søn Knut, som han havde hos sig, kalde til sig og forkynder ham, at han selv snart skulde vandre alt Køds Vej. Og idet han gav ham mange Formaninger angaaende Rigets Styrelse og indstændig opfordrede ham til Iver for Kristendommen (11), betroede han, Gud være takket, denne Mand, den værdigste af alle, det kongelige Scepter. Denne hans Handling gav særligt Danerne, over hvem han lovmæssigt skulde herske, deres Bifald, og de glædede sig over, at han blev indsat til Konge over dem, medens hans Fader endnu var i Live (12). Efter at dette var sket, som her er sagt, bad Faderen sin Søn om, at han, hvis han nogen Sinde vendte tilbage til sit Fødelands Jord, vilde føre sin Faders Lig med sig tilbage dertil og ikke lade ham, som hørte til et andet Folk, ligge jordet et fremmed Land; han vidste nemlig nok, at han paa Grund af, at han med Magt havde tiltaget sig Kongedømmet, var forhadt af Folkene der ovre. Og ikke længe efter betalte han Naturen sin sidste Gæld, idet han gengav sin Sjæl til Himlen, men sine Lemmer til Jorden.(13)
Her ender første Bog.
Noter
1): Det mener dog ikke Adam af Bremen og andre, som omtale de mange Trængsler, der hjemsøgte Sven, navnlig i den første Del af hans Regeringstid.
2): Efter Adam af Bremen til Byen Jumme (Jomsborg), hvis Indbyggere, skønt de vare Hedninger, gav Tilflugt hos sig; han døde o. 985.
3): Udtrykkene her minde om Sallusts Udtalelser i “Jugurtha”, Kap. 45 og 88.
4): Thorkil den Høje, Søn af Strut-Harald, der var Jarl i Skaane eller paa Sjælland, og Broder til Sigvald, Jomsvikingernes Fører i Slaget i Hjørungavaag 994. Efter dette Slag flygtede begge Brødrene til Kong Sven I Danmark, der siden gjorde Thorkil til Opdrager for sin Søn Knut. Noget senere hen drog han i Forening med Olaf den Digre ud paa Vikingetog og huserede slemt i England i Aarene 1009-12; men 1013 fik Kong Æthelred draget ham over til sig og benyttede ham og hans danske Tropper i Krigen mod Sven. da denne havde begyndt sine Angreb paa England.,
5): Langebek formoder, at denne Broder var Sigvald Jarl.
6): Han hed Harald og døde som Danmarks Konge 1018.
7): dannede af en Hestekrop med Overkroppen af et Menneske.
8): Atter efter Sallust, Jugurtha 19.
9): Det var Havnen Sandwich Syd for Themsens Munding; her landede Sven (paa det sidste Englandstog, som Forfatteren alene kender) i Juli Maaned 1013.
10): I November Maaned 1013 anerkendte, som det synes, hele Landet Sven som sin Konge; selv Londons Borgere sendte ham Gisler og sluttede Fred med ham.
11): At Sven, som i sine tidligere Dage havde været en vild Hedning, paa sin sidste Tid blev en from Kristen, beretter ogsaa Sakse.
12): Den danske Hær hyldede dog først Knut som sin Konge, efter at Sven var død.
13): Kong Sven døde af Sygdom og Alderdomssvaghed i Byen Gainsborough i Lincolnshire d. 3. Februar 1014. En oftere hos engelske Forfattere genkommende Legende om, at Englands Skytshelgen, den hellige Eadmund, gennemborede ham med sin Lanse, er aldeles uhjelmet, en opdigtelse, som skyldes det Had, man nærede mod ham for hans grusomme Hærgningstog..
