Første tidsrum (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Første tidsrum, 800–1100


Vi har her, hvad positive åndsfrembringelser angår, med digtning at göre. Denne består af to slags digte, som man plejer at holde ud fra hinanden, uagtet de på mange måder er nær beslægtede og i grunden inderlig forbundne med hinanden. Forskellige er de — dog ikke absolut — m. h. t. form, idet den ene slags, Eddadigtene (-kvadene), som de plejer at kaldes, er alle digtede i de oprindeligere, simplere versemål, medens den anden art, skjaldekvadene, er oftest forfattede i længere, kunstigere versemål, der dog står i et nöje (genetisk) forhold til hine. Dernæst er de forskellige i indhold, idet Eddadigtene udelukkende handler om guder og myter, om gamle nordiske og — mest — ikke-nordiske sagn personer og forhistoriske begivenheder, ét om det gamle samfundsliv og moral, medens skjaldekvadene til gengæld — for störste delen — er digtede om og i anledning af levende, med forfatterne samtidige, fuldstændig historiske personer (fyrster) og deres bedrifter. Dog kan der her påpeges nære berøringer med Eddadigtene (de ældste skjaldekvad om myte- og sagnfremstillinger på skjolde; de ældre genealogiske digte osv.). Endelig er der den forskel, at skjaldekvadene er for aller störste delen navngivne, medens Eddadigtene uden undtagelse er anonyme; dette hænger sammen med bægge digtarters art og væsen; indholdet af Eddadigtene var for en stor del givet i forvejen; uagtet flere af deres forfattere sikkert kan og bör opfattes som digtere med originalitetens præg og ret, er de ikke bleven betragtede således af deres samtid og har vel næppe selv gjort det. Skjaldekvadene var ganske anderledes deres forfatteres åndelige ejendom, som de var stolte af og som var og blev knyttede til dem og deres livs måske mindeværdigste afsnit.


Skjaldskab — og herunder hører Eddadigtene ubetinget i al almindelighed —, skáldskapr, kvedskapr (skáldskapar-list, -iþrótt) indbefatter alt, hvad der er dannet i »bunden« form efter visse, bestemte hovedregler, ligegyldigt af hvad art eller indhold. Bortset fra hövdingekvad (sögukvœði) [og Eddadigte] fandtes der hovedsagelig kun elskovsdigte (mansöngr) og spottedigte (níð, flimt el. flím), disse to ofte særlig fremtrædende i de to såkaldte »løse vers« (lausar vísur, lausavísur), der dog også kunde være digtede om alt, hvad der forefaldt i det daglige liv. Denslags improvisationer har spillet og spiller endnu på Island en overordenlig stor rolle.


Hvad der m. h. t. formen er fundamentalt er en vis bogstavforbindelse (stavrim) mellem to linjer, et bestemt stavelseantal i linjen, hvor dog stavelserne kan indtage forskellige stillinger til hinanden m. h. t. kvantiteten (rytmisk varierende former), og endelig strofisk inddeling.


Bogstavforbindelsen består i, at to (eller tre) betonede ord i de to linjer begynder ens (alle vokaler betragtes som identiske; sk, st, sp kan ikke rime med enkelt s, men kun med sig selv); det pågældende ord i den sidste linje må stå i dennes begyndelse (første led); bogstavet her hedder 'hovedstav' (höfuðstafr); det andet (eller de to andre; der er altid to i de længere versemål) står i den første linje og kaldes i reglen 'støttestav' (stuðill; flt. stuðlar). Dette stavrim er fælles for al germansk olddigtning.


Stavelseantallet er meget forskelligt og det er herpå, at de enkelte versemål kan siges at bero. Det oprindeligste er firstavelseslinjen, bestående af to betonede og to ubetonede eller i alfald mindre stærkt betonede stavelser; efter disses indbyrdes stilling får linjen forskellige — fem — former, der simplest kan fremstilles således:


A: _́ × _́ × ; B: × _́ × _́ ;
C: × _́ _́ × ; D: _́ ǀ _́ × × ;
E: _́ × × ǀ _́ ;


her betegner × en kort el. lang ubetonet (fakultativt bibetonet) stavelse, _́ de lange betonede (disse kan efter visse regler opløses eller forkortes; det nærmere herom hører under verslæren). Så regelret har versemålet sikkert ikke været fra først af; der kunde indblandes linjer med kun 3, eller linjer med 5 stavelser (der ikke var fremkomne ved opløsning eller forkortelse). Dette versemål kaldtes fornyrðislag, 'oldversemålet' (et historisk set træffende navn). Det benyttedes især til digte af episk fortællende indhold og findes især brugt til Eddadigte, derimod ikke til skjaldekvad för end ved og efter 1100; det ansås ikke for at være pompøst nok.


Et virkeligt femstavelses versemål udviklede sig heraf med lignende 5 grundformer og benyttedes til lignende digte, men ikke nær så hyppigt som det første. Det findes både i Eddadigte og skjaldekvad især ved 900 og er næppe udformet ret meget för. Det kaldtes málaháttr (måske fordi det egenlig anvendtes til monologiske eller dialogiske digte).


En ejendommelig art fremkom ved en sammendragning af 1. 3 og 4, 7 og 8 (i en strofe) til én linje; denne stod for sig selv altid med to bistave og fik en noget forskellig længde og m. h. t. sin udgang en bestemt form; de to andre foranstående linjers metriske form blev også noget løs; trestavelsesformen meget hyppig i den første. Dette versemål hedder ljóðaháttr og anvendtes især til dialogiske (monologiske) digte af didaktisk indhold (i digte, der handler om spörgsmål vedrørende guders, verdens og menneskets liv og livsproblemer). Findes så godt som udelukkende i Eddadigte. Sammen med det foranstående findes det anvendt et par gange i skjaldekvad — efter digtets vekslende indhold.


En variation af det strænge fornyrðislag fremkom ved systematisk at forkorte de ulige linjer med én stavelse, afvekslende 3- og 4-stavelseslinjer, kviðuháttr, brugt i episke (hövdinge-)digte.


Föjedes 2 stavelser (ét ord _́ ×) til firstavelseslinjen, fremkom seks-stavelseslinjen, der skulde få en så overordenlig anvendelse; den havde altså tre betonede stavelser (de ulige linjer altid to bistave); denne linje — versemål — kaldtes 'drotkvædet' (dróttkvæðr háttr, dróttkvætt ntr.) og blev det, der hovedsagelig anvendtes til fyrstedigte gennem hele tiden. Dette versemål udstyredes yderligere, idet man tidlig indsatte rim, indrim, hendingar, i hver linje; til at begynde med anvendtes disse prydelser vilkårligt og fakultativt (sml. Brage), men hurtig fik de en fast ordning og form. Oprindelig kendte man kun den fulde hending, hvor en række bogstaver, to eller flere, gentoges uforandrede (an[d] . . . an[d]), aðalhending 'helrim'; man opdagede hurtig, at var vokalen forskellig, men den følgende konsonant (el. konsonanter) identisk, fremkom der også en lydlighed; det var 'en ufuldstændig hending', skothending 'halvrim'. Reglen blev, at helrimene anvendtes i de lige linjer, halvrimene i de ulige. Denslags findes enkelte gange i Eddadigtene, men vistnok altid mere eller mindre ubevidst.


Endnu kunde föjes ét to-stavelsesord af formen _́ ×, hvorved 8-stavelseslinjen fremkom, hrynjandi (»brusende«) háttr, hrynhent (-henda); den brugtes på samme måde som drotkvædet, blot ikke nær så hyppig. Den optræder først i slutningen af det 10. årh. Flere andre versemål fremkom, f. eks. ved at anvende rimene i fornyrðislagsverset (tøglag) eller málaháttrverset (haðarlag) osv. Vigtigst er, at versemål med parvis rimede slutningsrim optræder tidlig (hos Egill), runhendr háttr, runhent (rækkerim). Det er ikke umuligt, skönt langt fra nødvendigt at antage, at disse rim er dannede under påvirkning af de vestlige landes digtning. Krydsvis stillede rim findes derimod aldrig, för i det 14. årh. (i rimerne). Slutningsrim findes enkelte gange i Eddadigtene, men vistnok mere eller mindre tilfældigt.


I den gamle digtning gör gennemgående en strofisk inddeling sig gældende, og det således, at hvert vers består af 8 linjer; således for skjaldekvadenes vedkommende så godt som uden undtagelse (en sådan er det næppe, at den sidste linje kan gentages i genganger- og drömmevers; kun én gang findes et vers på 10 linjer). I ljóðaháttr består et vers af 6 linjer. Hvert vers deles i reglen i to bestemt adskilte halvdele; sjælden står de i sproglig-syntaktisk forbindelse indbyrdes. I Eddadigtene findes der, således som de er overleverede, mange afvigelser, idet der findes vers på 6, på 9, 10 eller 12 linjer osv. Bedömmelsen af sådanne vers er ikke helt sikker. Der er mange, der mener, at dette for det meste hidrører fra digterne selv, at den 8-linjede strofe i de her pågældende versemål endnu ikke var fastslået og denne vaklen skulde særlig findes i de ældste af digtene, og at man bör være forsigtig med at udskyde linjer af den grund som uægte eller antage lakuner. Herimod göres der, og med megen ret, gældende, dels, at stroferne ellers er 8-linjede allerede i de ældste skjaldedigte, og at Eddadigtene i deres helhed udviser denne regel; dels at indre kriterier, sammenhængens fasthed eller løshed (den logiske fremstilling, gentagelse, overflødighed, betænkelige huller osv.), taler for at overleveringen ikke er korrekt, og der anføres, at netop sådanne digte på grund af deres form var meget udsatte for at blive forvanskede i de par hundrede år, de måtte leve i den mundtlige overlevering. I enkelte tilfælde, men desværre i ganske få, taler den håndskriftlige overlevering for denne opfattelse. Alt i alt må den vistnok siges at have den overvejende sandsynlighed for sig. En enkelt art af digte, nemlig de såkaldte þulur, må dog vistnok danne en undtagelse, da selve dette navn så at sige forudsætter et brud med det bestemte strofesystem; indirekte støtter den netop dette. Af ældre kvad er der dog kun ét, der hører hertil (Rígsþula).


Et digt kaldtes kviða — Eddadigte i fornyrðislag; skjaldedigte i kviðuháttr (og fornyrðislag) —, flokkr, skjaldekvad uden nogen bestemt inddeling, drápa, skjaldekvad med en inddeling i bestemte afsnit ved hjælp af en talbestemt gentagelse af de samme verslinjer (i reglen 2 eller 4); de gentagne linjer hed stef 'omkvæd', og versene mellem dem kaldtes stefjabálkr el. stefjamél (-mál); for sig stod da en indledning og en tilsvarende slutning (slæmr). Stevet indeholdt en almindelig ros el. almindelige udtalelser; stevbalkerne handlede om den besungnes handlinger, kampe og lign., begyndelsen og slutningen var i reglen holdt mere i almindelighed med personlige udtalelser og lign. Ordet drápa betyder uden tvivl 'kampenes (drabenes) digt' (af dráp) på grund af digtenes hovedindhold. Et således kunstigt indrettet digt var det ærefuldeste (jfr. drotkvædet — »kvædet for, i påhør af drótt« hirdskaren), og en stolt fyrste (som Knud d. store) kunde føle sig fornærmet over et simplere digt, en flokkr. I Eddadigtene findes stevet anvendt et par gange, men langt friere (Völuspá, Goðrkviða en forna).


Fremkomsten af religiøse digte gjorde ingen forandring i versemålene; den ydre form og de gamle versemål tilligemed digtenes indretning bibeholdtes uforandret — helt ned i det 15. årh. Dette hænger dels sammen med versemålenes indre karakter — drotkvædet og hrynjandi háttr egnede sig udmærket til alle slags digte; dels med at de religiøse digtes indhold var nær beslægtet med drapernes (det blev etslags helte- og handlingskvad); dels endelig med en mangel på ævne — her altså især hos Islænderne — til at finde på noget helt nyt, en vis passiv konservatisme i forbindelse med en ringe åndsflugt — noget, der i det hele helt igennem viser sig at være tilfældet i den islandske litteratur.


Skjaldesproget. Fælles for både Eddadigte og skjaldekvad er et ejendommelig udformet sprog. Bogstavrimet er i og for sig ikke ganske fordringsløst, det stiller allerede krav til ordrigdom, jo mere, jo flere de allittererende bogstaver er (som i drotkvædet). Endnu större krav stillede indrimene i de enkelte linjer. Til sammen har bægge faktorer bidraget til at skabe og udvikle det rige sprog, som det var skjaldenes særlige kunst at bruge. Endel af, hvad der kan siges herom, gælder for alle tiders digtere, således brugen af synonymer, almindelige ensbetydende eller omtrent ensbetydende ord (som fjæld og bjærg, bjærg og klippe osv.). Men sprogene ejer i reglen tillige gamle, uddøende ord eller ord, som er ved at fortrænges af andre; vi ser i det gamle sprog ordet marr — 'hav' som et eksempel herpå; det brugtes ikke mere i daglig tale, derimod holdt det sig i sammensætninger — og det gör det endnu den dag i dag på Island —; det blev optaget af skjaldene, blev adlet og fik plads blandt de fornemste ord, og således et utal af andre ord. Endel ord, der oprindelig el. etymologisk havde stået temlig langt nede i rang, løftedes efterhånden op og fik sæde blandt de bedste; det ligger så langt tilbage, at denne udviklingsgang er forhistorisk for os. Det siger sig endelig selv, at skjaldene havde særdeles let ved at danne sig ord — forståelige for alle, men dog kun brugelige af dem selv; således nomina agentis (personbetegnelser) af verber, som fylkir 'fylkeren' (ɔ: kongen, hövdingen) til fylkja 'at fylke' osv. osv. Allerede herved blev deres sprog så at sige uendelig rigt, så at de havde let ved at finde de ord, de i öjeblikket havde brug for. Men herved stansede man ikke.


Sammensatte benævnelser lå ofte — efter öjeblikkets tarv eller indskydelse — snublende nær, f. eks. at kalde en konge for 'hærens styrer', eller 'sværdets svinger' og lign. Herved står vi overfor den overmåde omfattende sprogbestanddel, som med ét ord kaldes kenning egl. 'opkaldelse' (vb. at kenna 'at göre kendelig, opkalde'). I det anførte eksempel »opkaldes« kongen efter sværdet. »Søens træ« er et andet eksempel som kenning for skibet. Dette er den simpleste slags. Istedenfor ordet 'svinger' (sværdets sv.) fandt man på at indsætte et gudenavn, f. eks. Ty, Njord, Frey osv. Heri ligger en opkaldelse efter guden Ty osv., og dermed en sammenligning med ham, og det er dette sidste, der her er det centrale. Denne art af kenninger er sammenligninger af samme art som ethvert folks poesi besidder. »Sværdets Ty kæmpede« er identisk med en sætning som »han (fyrsten) kæmpede med sit sværd (så drabelig) som Ty, eller som en gud«. Virkelige sammenligninger tager ofte en stor plads op; i det snævre, nordiske vers var der ikke megen plads til denslags; man hjalp sig så med denne udvej, at lave disse korte sammensatte betegnelser, og man kan ikke nægte, at det var snildt fundet på. Efter engang at isen var brudt, behøvedes der ikke meget for at se og udfinde, at der så at sige ikke var den ting, der ikke kunde omskrives, og i virkeligheden ser man også at således var det. De fleste kenninger udspringer naturligvis af de hyppigste æmner, hvorom der digtedes; fyrsten, våbnene, kampen, kampens dyr og fugle osv., havet og bølgerne, skibet osv. forekom hyppigst, og på utallige måder er omskrivningerne herfor dannede og varierede. Det var netop variationen, der var nødvendig og ønskelig. Den fremkom også ved, at der dannedes tre- eller fireleddede kenninger, idet det ene eller det andet led atter omskreves. Vi nævnede »søens træ«, men sø kan omskrives f. eks. som 'søkongens vej, bane, sti' osv. Det var atter ikke blot lyst til at variere og vise sin ordkløgt og sprogkunst, der bevirkede dette, men formen bidrog ganske sikkert sit til. En rigelig anvendelse af denslags udtryk kan medføre og medførte en overlæsselse — overdrivelse vil mange sige —, og gör, at det hele kan blive broget og ikke ganske let at gennemskue på stående fod. Det må dog siges, at skjaldene ikke forlod det naturlige grundlag og de holdt sig indenfor det naturliges grænser, idet de dog benyttede sig af den fulde frihed — m. h. t. substitutioner af synonymer f. eks. — indenfor disse. Det følger af dette og af sig selv, at sætningens øvrige ord måtte indrettes efter kenningen eller dens hovedord og stå i fuld logisk samklang dermed; det hele skulde udgöre et naturligt hele. Et eksempel herpå kan hæntes fra Brages vers (en af de længste kenninger vælges her med flid): »Det er malet [siger skjalden] på Leifes lands træers løv« (for 'træer' står runna, der både betyder 'buskads' og 'træ', det er et særlig velklingende ord, der så at sige helt forsvinder i oversættelse). Rent mekanisk set betyder kenningen: Leifes (en søkonge) land = sø; dennes runnr 'skib', skibets løv er 'skjold', (fordi skjolde opstilledes rundt på skibet). Man kan sige, at 'skibets løv' ikke er synderlig heldigt udtryk i og for sig, men man må ikke gå så mekanisk tilværks; man må se på hele det originale udtryk under ét. De tre sidste ord hører sammen som et anskueligt hele: »de på landet voksende træers løv«, vi ser den løvrige, skönne skov for os, et naturbillede, som var egnet til at forstås let og nydes med velbehag. Men nu kommer »Leife« til og forandrer det hele til det omtalte; vi ser da skjoldene, der omgiver skibet ligesom bladene, der omkranser træet. Det er på engang et naturbillede og en poetisk sammenligning, som skjalden giver, en sammenligning, der også tager sigte på den ydre formlighed mellem et skjold og et løvblad. Et utal af lignende eksempler kunde anføres. Den anførte kenning er som sagt en af Brages aller længste. Mekanisk betragtet er den måske i manges öjne skruet; rigtig opfattet er den smuk og poetisk anskuelig. Der er en friskhed over disse kenninger, grebne som de som oftest er ud af livet og naturen, og de viser, hvor skarpt et öje vore forfædre havde for det skönne, ophöjede og ejendommelige omkring dem. Men de var alligevel en farlig ting; hos en mindre god skjald med liden opfindsomhed eller ikke tilstrækkelig ordsans osv. kunde de let blive en skabelonmæssig prydelse, en tom leg med ord. I den periode, der her omhandles, skete dette i det hele taget ikke; først henimod dens slutning begynder man for alvor at mærke noget til det. I den følgende tid bliver de efterhånden kun mere eller mindre tomme betegnelser uden liv og anskuelighed. De bedre skjalde er indbyrdes noget forskellige m. h. t. opfindsomhed og dristighed i dannelsen af kenninger; i så henseende er Egill fremragende. Man vil i det hele finde, at de hos de ældre skjalde omkr. 900 og i den første halvdel af det 10. årh. er af en noget gammeldags stivhed og kraftig fasthed; men hos skjaldene omkr. 1000, mænd som Einarr skálaglamm, Hallfreðr vandræðaskáld, har de fået noget let, legende smidigt ved sig, de synes ikke at have voldt noget intenst hovedbrud; hos ingen er dette tilfældet i så höj en grad som hos Sigvatr, »han som — ifg. Snorre — talte gudernes tungemål hurtigere og lettere end daglig almindelig tale«. Hos disse sidste skjalde mærkes heller ikke den stærke og i syntaktisk henseende så umulige ordstillinger som för og ofte senere; helt til at undgå var de ikke; det er disse ordstillinger, som gör verset for nutidsmennesker langt mere uforståeligt end kenningerne og vanskeligere tilgængeligt. Derfor kan man heller ikke tale om egentlig stil hos disse skjalde.


Hvad Eddadigtene angår, anvender deres forfattere det her skildrede skjaldesprog i rigt mål, først og fremmest naturligvis enkeltbenævnelserne. Men det er let at se, at formen her var ganske anderledes let og langt mindre fordringsfuld. Hovedsagelig derfor er det, at man dér finder forholdsvis langt færre kenninger, og dog er der ikke få af dem, og de er langt fra altid lige så godt og logisk eller poetisk anvendte som i skjaldekvadene. Dette er sikkert. Når man endogså i den sidste tid (Symons) har været tilböjelig til at hæve Eddadigtene i denne henseende på skjaldekvadenes bekostning, beror dette på en misforståelse. Man tager da ikke det tilbörlige hensyn til den forskellige metriske form; det er denne ene og alene, der betinger forskellen. Tilsyneladende, men kun også det, står Eddadigtene på et mere primitivt stadium; at drage slutninger af dette forhold m. h. t. Eddadigtes og skjaldekvads oprindelige aldersforhold kan ikke göres. I virkeligheden er forskellen på Eddadigte og skjaldekvad meget ringe m. h. t. det i dem fremtrædende skjaldesprog; ja, man kan endogså sige, at netop deri viser det indre slægtskab sig aller klarest.


Omtalen af skjaldesproget i særlig forstand samt verseformen fører over til et andet vigtigt forhold for skjaldenes vedkommende og omtr. i samme grad for Eddadigtenes forfattere. Det er det studium, som enhver, der formede vers og digtede nordiske (norsk-islandske) vers, uundgåelig måtte göre. Der var her tale om en idræt, íþrótt, kunstfærdighed, der tildels ialfald måtte læres. Verseformen i og for sig var det mindste; men det var skjaldesproget, særlig kenningerne, der måtte læres; her blev der tale om et nám. Ikke blot dannelsen af kenningerne i og for sig måtte være genstand derfor, men i tilslutning dertil også det passende og logiske ordvalg i det hele. Men kenningerne beroede for en stor del på gamle myter og sagn; disse måtte man kende og det temlig udførlig for rigtig at kunne forstå og danne hine. De unge skjalde, adepterne, har uden tvivl sluttet sig til ældre skjalde eller myte- og sagnkyndige personer, sådanne som Hymeskvadet nævner goðmálugir, og lært af dem. Ganske vist får vi få oplysninger herom, men foruden at det sikkert kan forudsættes og skimtes bl. a. i den lille anekdote om Egils og Einars samtaler på altinget om skjaldskab, foreligger der vistnok et fuldt bevis herfor i Refs halvvers af et arvekvad om hans fosterfader, skjalden Gizurr, der faldt i Stiklestadslaget; han udtaler her: »Ofte bragte han, huld som han var, mig til Ravnegudens hellige bæger« (digterdrikken, digtet). Dette kan næppe forstås på nogen naturligere måde end at digteren med vemod mindes den undervisning i digtekunsten, han har nydt hos sin fosterfader. Aldeles klart udtaler Snorre dette studium og dets nødvendighed i sin Edda, ligesom han har haft den mest levende forståelse af den inderlige forbindelse mellem det og den gamle mytologi; det er derfor han indretter sin Edda således som han gör det.


Dette indtrængende studium i forbindelse med medfødte ævner gjorde en digter til en 'hovedskjald' (höfuðskáld, þjóðskáld).


M. h. t. overleveringen af de gamle digte kan det hævdes, at den ene og alene har været mundtlig, idet den ene lærte dem af den anden. Der savnes ikke oplysninger herom; først og fremmest hvad der fortælles om Stúfr, at han kunde en stor mængde skjaldekvad udenad. Han og andre — især de, der yndede at underholde med dem som Tormod Kolbruneskjald — har af interesse samlet så mange som muligt. Og det samme gælder uden tvivl Eddakvadene. Kendskab til dem spores på flere måder hos skjaldene. Derimod er det sikkert senere tiders misforståelse, der dog går tilbage til tiden ved 1200, at man skulde have skåret digte i træ (med runer) og opbevaret dem således. Det er næppe andet end en lærd slutning eller konstruktion. De sagasteder, man har påberåbt sig. er alle — undt. én (Egilss.) — af mere eller mindre obskur art og upålidelige (findes, i uhistoriske og efterklassiske sagaer eller þættir).