FJ-Litteraturhist.Bd.1-Alvíssmál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

c. Torskvad : Hymiskviða. Þrymskviða. Alvíssmál.


3. Alvíssmál. Dette Torskvad er i flere henseender et mærkeligt digt. (1) Indholdet er i al korthed følgende.

Dværgen Alvíss kommer en nat op på jorden for at hænte sin brud, som tidligere er ham lovet. Hvem der har givet ham dette løfte eller når det er givet, derom ved vi intet. Digtet oplyser os derimod om, at denne brud er Tors datter og vi kender kun én sådan: Þrúðr (2). Tor ses imidlertid at have været fraværende, da hun blev lovet til dværgen, og nu træffer Alvíss netop ham. Ilter af sind og vigtig kommer Alvíss op af jorden, men stanses af Tor, som tiltaler ham barsk:

Hvad er du for en?
hvi er du så bleg om næsen?
lå du i nat hos lig.
en turse lig
synes du mig at være.
Til dig er ej bruden bestemt.

Alvíss fortæller, hvem han er, og tilføjer, at et givet løfte bør holdes. Tor føler sig imidlertid ikke forpligtet til at holde et løfte, han selv ikke har givet; på den anden side er han den, som har mest at sige med hensyn til sin egen datters giftermål. Nu bliver dværgen kry, som alle den slags små og ubetydelige væsner, og spørger i en næsvis tone: »Hvad er det for én, som siger at have med kvindens giftermål at gøre [han lader, som han tvivler om Tors ret til at tale med om den sag]. Hvad for en landstryger har avlet dig, dig som ingen kender?« Tor svarer ganske rolig, men i overlegen tone:

Jeg hedder Ving-Tor,
jeg har vide rejst,
jeg er Sidskægs [Odins] søn.

og tilføjer, at dværgen aldrig skal få hans datter. Nu får piben en anden lyd og dværgen beder Tor ydmygt om datterens hånd. Tor svarer da, at hvis Alvíss kan give svar på alt, hvad han spørger ham om fra enhver verden, skal han få hans datter. Dette går dværgen øjeblikkelig ind på, uden i sin iver at indse, at han er gået ind på noget, som meget let kan føre til hans undergang og i virkeligheden også gør det. Han lægger ikke mærke til snaren.

Nu spørger da Tor dværgen om, hvorledes forskellige ting: jorden, himlen, månen, solen, skyerne, vinden, vindstille, havet, ilden, træet, natten, kornet og øllet hedder i enhver verden. Med stor lærdom svarer Alvíss på alle disse spørsmål. Han fortæller hvad disse forskellige ting kaldes blandt mennesker, guder (aser) og jætter, vaner, alfe, dværge og nogle væsner endnu. Efter at det 13. spørsmål er besvaret, udbryder Tor tørt ironisk:

I ét bryst
jeg aldrig så
så mange gamle kundskaber.
Megen svig
er du genstand for:
Nu er du dværg ”daget oppe”.

I det samme, må man tænke sig, bryder solen frem, og dværgen »dages oppe« ɔ: bliver overrasket af dagen og forvandles med det samme til sten.

Dette kvad er ligesom Vafþrúðnismál og Grímnismál både et mytisk digt og et læredigt (3). Til grund for dette ligger, som for de andre nævnte digte, en myte. Denne myte indeholder et didaktisk element, og det er digterens hensigt at fremhæve dette.

Hvad personernes karakteristik angår, er også dette digt fortræffeligt. Det mærkeligste ved Tor er, at han her lægger en vis fiffighed for dagen, en egenskab, som ellers ikke er fremtrædende hos ham. (4) Dog er denne optræden i virkeligheden ikke noget overraskende; til at optænke en sådan list behøves der ikke mere end en almindelig sund menneskeforstand, og en sådan måtte Tor tænkes at være i besiddelse af. Overfor en dværg måtte Tor vise åndelig overlegenhed. Digteren eller folk overhovedet har følt, at det næsten vilde grænse til det komiske, om Tor havde anvendt sin hammer eller sin legemlige asastyrke mod et sådant lille værgeløst væsen. Hvor der intet er at strides med, dér er ingen sejr at vinde. Det eneste logiske og det smukkeste var at lade Tor besejre dværgen på en anden måde. Tors karakter er konsekvent holdt. Dværgens opblæsthed og vigtighed og straks påfølgende ydmyghed og føjelighed er ypperlig skildret.

Om digtets alder er der intet, der bestemt oplyser os. I sprogformen er der intet, der strider imod den, vi kender fra det 10. årh. Det må henføres til dette, uden at det dog kan regnes til de ældste digte. Det kunde antages at ligge omtrent midt imellem Þrymskviða og Hymiskviða.

De, der senest har udtalt sig om dette spørsmål (Symons, Mogk, Heusler), har villet sætte det til det 12. årh.; det er så lærdt, siges der, og »fjærnt fra hedensk opfattelse« (Symons). Det er muligt, at »lærdt« kan bruges om digtet; hvad der menes med det sidste, forstår jeg ikke. Det forekommer mig, at digtet netop er hedensk. Når Symons kalder Gerings dom: »et versificeret kapitel af den skaldiske poetik« træffende, er jeg heller ikke så vis på det »træffende« heri, men selv om betegnelsen var det, hindrer den ikke, at digtet kunde være fra 10. årh. Når Heusler udtaler, at digtets »tilblivelse ved o. 950 vanskelig kunde retfærdiggøres ud fra den tids åndskultur«, siger han mere end han kan stå ved og foregiver tillige at vide mere end han egenlig kan vide. Jeg hævder til gengæld mod alt dette, at der intet er ivejen for at sætte digtet til det 10. årh. Den lærdom, det bærer til skue, er visselig ikke mere end hvad man kan, ja må forudsætte hos enhver skjald eller eddakvadsforfatter i den tid. For at kunne digte på den tids måde var det uomgængelig nødvendigt (jfr. ovf. og senere) at kende den gamle mytologi og sagnhistorie og det sprog, som digtningen allerede forlængst havde gjort til sit. Om det er digteren, der selv har klassificeret ordene som sket er i digtet, eller det er noget, andre havde fundet på, er naturligvis umuligt at sige. Når Heusler påstår, at digteren selv har lavet mere end 4/5 eller i hvert fald flertallet af de anvendte enkeltbenævnelser (»nydannelser«), går han atter udover, hvad han kan vide. Efter min mening er ikke ét lavet af ham selv. Man har ikke nægtet, at digte som Vafþr. og Grimn. er fra 10. årh., men er der ikke lærdom nok i dem? F. ex., for blot at nævne dette, Odins navneremse i Gri. v. 46 og 47 (de ægte bestanddele). Den kan godt stilles ved siden af Alvíssmál. Bjarkemåls kenning-vers, der utvivlsomt er ægte, viser det samme. Det er også fuldt berettiget at henvise til en indskrift som Rökindskriften med al dens lærdom og navneopregninger. Hvad der kan have eksisteret i Øster-Götland kan også have fundet sted i Norge. I det hele gör man ofte for lidt udaf den bevidste reflektion og lærdom, der bevislig har eksisteret i 10. årh. Digtet er i det hele godt overleveret (dialogformens skyld, jfr. Vafþr.), men der findes deri to håbløst forvanskede steder (4,6; 11,5), hvilket ikke taler synderlig for, at digtet er fra så sen tid som 12. årh.

Heller ikke er der noget, som aldeles klart og utvetydigt viser hen til et bestemt land. Dog skal her fremdrages et ord, som aldrig forekommer i den islandske litteratur. Det er ordet fjarrafleinn (= landstryger). Dette forekommer nemlig i formen firafl., én gang i de norske love og desuden i svenske love (5). Jfr. flein, og faraflein, der endnu findes i norske dialekter. Det taler for en norsk oprindelse.

Når G. Vigfusson har ment (6), at der i digtet forekommer flere ord af keltisk oprindelse, og at det derfor er forfattet i vesten (på de vestlige øer), savner denne antagelse ethvert holdepunkt. Hverken njól eller æti (om kornet) er keltisk.

Man skulde tro, at dette digt var systematisk ordnet, så at enhver verden (eller folkeslag) nævnedes 13 gange, ɔ: én gang i hvert af dværgens svar (vers). Således forholder det sig dog ikke, i det mindste ikke i digtets nuværende form. Fuldt ud systematisk er digtet kun med hensyn til mennesker (»N. N. hedder hos mennesker« findes i den 1. linje i hvert vers), guder eller aser (goð 10 gange og æsir 3 gange, altid i 2. linje) og jætter (jötnar altid i linje 4) ; det er de 3 mest bekendte væsner. Derimod findes alfer kun 11 gange, vaner 9 g., dværge 7 g., helju í 6 g., ginnregin 2 g., halir, uppregin, ása synir, suttungs synir hvert 1 g. Her er det vanskeligt at finde noget system, så meget mindre som ikke alle disse betegnelsers betydning er fuldkommen sikker. Enten må forfatteren selv ikke have været på det rene med nogle af disse navnes betydning, hvad der dog ikke er ret sandsynligt, eller han har brugt disse sjælden forekommende navne ensbetydende med nogle af de hyppigere anvendte, således at der fra hans side har været et tilsigtet system i det hele. Det gælder nu at søge at afgøre, om dette er tilfældet.

Det er her påfaldende, at alfar, vanir og dvergar forekommer hyppigst; det synes at være meningen, at disse 3 væsner udgør de 3 andre slags (foruden mennesker, guder og jætter). Hertil kommer, at vanerne nævnes 8 gange i l. 3, og alferne 10 gange i l. 5 (desuden nævnes vaner 1 g. i l. 6 og alfer 1 g. i l. 6). Også dette synes at tyde på et tilsigtet system.

Hvad for det første ginnregin angår, synes det at kunne være ensbetydende med vanerne, og det så meget hellere, som ordet netop forekommer i »vanelinjen« (den 3.) ; hvor ordet ellers forekommer i eddakvad, kan det opfattes som 'vaner' (tívar [= aser] ok ginnr. Hym. 4,2-3 = æsir ok vanir. I Háv. 80 = 142 er der tale om runer og stave, som ginnr. har gjort; også her er det sandsynligt, at der er tale om vanerne, da sejdkunsten var kommen fra dem. Derimod synes ginnr. i Haustlöng Sn. E. I 314 at være en fællesbetegnelse for både aser og vaner). Således vilde vi få vanerne 11 gange i én og samme linje.

Uppregin (1 g.) synes snarest at skulle betyde lysalferne i henhold til fortællingen Sn. E. I, 78, hvor de siges at bo i Alfheim, der er i himlen. Så fik vi alfer 12 g. Men dette navn findes sammen med alferne i ét og samme vers.

Dværge nævnes 7 g. (1 g. i l. 3, 2 g. i l. 5, 4 g. i l. 6). Udtrykket í helju forekommer 6 g. (1 g. i l. 3, 1 g. i l. 5 og 4 g. i l.6). Hvis de væsner, forfatteren forudsætter 'i hel', er dværgene, vilde vi have dværgene 13 gange. Dværgene tænkes jo at bo nede i jorden i en af de verdener, som hørte til Hels rige ; se Sn. Ed. I, 106. Dette kunde bestyrkes ved at det er øllet, der i helju siges at hedde mjöðr, men mjöðr er det almindeligste navn på den fra dværge stammende skjaldedrik; ligeledes er det dér, at skyen kaldes huliðshjálmr (skjulehjælmen), men huliðshjálmr har man sat i forbindelse med dværge ; således hedder det i Þáttr af Þorsteini bæjarmagn: »ek [Þorsteinn] kann at gera þann hulinshjálm, at mik sér engi« (7), jævnført med det foregående, hvor en dværg har givet Þorsteinn en usynlighedssten (8). Herimod synes nu at tale, at dvergar og í helju forekommer 2 gange i samme vers (v. 14.26); så måtte der her foreligge en forvanskning, noget som særdeles let lader sig antage i et digt af en sådan beskaffenhed som Alvíssmål. Netop det, at der ikke altid brugtes det samme navn for de samme væsner kunde svække hukommelsen og medføre forvirring og ombytning af linjer. Tilbage står de enkeltvis forekommende halir, ása synir, suttungs synir, medens vi mangler 2 navne i vanerækken og 1 i alferækken, forudsat at det ovenstående er rimeligt.

Det første af disse ord, halir, har man identificeret med Hels sinnar = Hels mænd, folkene hos Hel. Dette har altid forekommet mig at være tvivlsomt og unaturligt, og der gives i virkeligheden ikke ét sikkert eksempel på, at halr brugtes således (= en død mand). Ordet betyder ellers kun mand. Ása synir skulde i overensstemmelse med lignende poetiske udtryk betyde aserne selv eller betyder det måske vanerne?, ligesom også Suttungs synir skulde betegne [Suttungs (jættens) sønner =] jætterne. Men der er ingen brug for noget af disse 3 navne, da netop guder, mennesker og jætter udtrykkelig nævnes alle 13 gange. Jeg kan ikke rede denne vanskelighed. Enten foreligger der her forvanskninger eller unøjagtigheder fra digterens side. Var digtet forfattet i 12 årh., væntede man snarest fuld systematik gennem det hele.

Et andet spørsmål er, om spørsmålene og svarene danner et logisk og velordnet hele. Rækkefølgen af de ting, der spørges om, er ovenfor anført. Et blik på den viser, at der foreligger en tilsigtet orden. Der begyndes med jorden, herpå følger himlen, jordhvælvingen; derpå de vigtigste ting, som dels er knyttede til denne (måne, sol), dels til rummet mellem himmel og jord (skyer, vind, vindstille); derpå kommer to elementer (sø, ild), hvilket danner en direkte fortsættelse af vinden; sø, ild og vind var jo ifølge den gamle opfattelse brødre. Herpå vender digteren ligesom tilbage til sit udgangspunkt, jorden, og nævner det vigtigste, som vokser på denne (træ). Men her afbrydes den logiske række. Man skulde vænte, at spørsmålet om byg som en særlig art af jordens frembringelse tilligemed det om øllet, som ganske logisk slutter sig dertil, fulgte umiddelbart på spørsmålet om træ; men spørsmålet om nat kommer her forstyrrende ind. Dette tror jeg, i betragtning af den fortrinlige orden, der ellers hersker, er overleveringens fejl. Natversene bør komme til allersidst. Versene danner da ikke alene en passende afslutning, men også en overgang til det sidste vers. Tor har trukket tiden ud, det sidste spørsmål gælder den forsvindende nat. Digteren lader ikke Tor spørge om navnene på nattens modsætning, dagen, han lader sig nøje med at lade dværgen føle dens virkning på dværgenaturen.

Hvad til slutning de enkelte navne angår, er menneskenes navne de almindelige fra det daglige sprog kendte betegnelser (jord, himmel, måne, sky osv); gudernes er derimod enten sådanne, der kun findes anvendte i poesi og højere stil, eller ligefremme omskrivninger (fold, sunna, »markens manke« osv.); vanernes betegnelser antyder væsner, der er optagne af det praktiske liv, handel og rejser til lands og til søs (vej = jorden, vånd = de til skibe tjænlige bøjelige træarter?; jfr. det forhold til vinden, som fremtræder i 3 af navnene: vindvæveren ɔ: himlen, vindsejlerne ɔ: skyerne, vindophør ɔ: blikstille) Alfernes navne er prægede af indtagende ynde og skøn naturopfattelse (groende ɔ: jorden, fagretag ɔ: himlen, fagrehjul ɔ: solen, den fagert grenede ɔ: skoven, søvnfryd ɔ: natten osv.). I modsætning til disse står jæternes navne; de er prægede af noget groft, af en materiel opfattelse og udtaler en ærgrelse over det skønne og gode i naturen: fjorden er 'stærkgrøn', solen 'evigglødende', vindstille 'lummerhede', vinden 'hyleren', [alfernes dønfareren 'den susende' er adskillige trin højere og ædlere], ilden 'den grådige', træ ildføde', byg 'æde'; derimod hedder øl 'den rene væske' (tænkte digteren på skjaldemjøden?), dværgenes og 'í helju's betegnelser er ikke særlig karakteristiske (undtagen for så vidt som månen særlig hos dem er 'skin', det eneste, de kan tåle; solen er derimod den, som 'bedrager dværgen', byg 'den ludende' osv.). (9)

Således er digtet et af de mere interessante eddakvad. Det er af betydning for mytologien, og det er et af de mest direkte beviser for vore forfædres dybe og fine natursans, hvilket her er af så meget større interesse, som denne sans ellers fremtræder kun indirekte og ad omveje.




Noter

1): Ang. digtet kan henvises til A. Heuslers afhdl. i Archiv f. das stud. d. neueren spr. osv. CXVI s. 264 f., Helm: Die germ. weltschöpfungssage u. die Alvíssmál i Beiträge XXXII s. 99 ff. imod G. Schutte i Ind. forsch. XVII. E. Smith: Gude- og dæmonsprog i Maal og Minne 1918.
2): I Brages kvad, Ragnarsdrápa, antydes, at hun er bleven røvet af jætten Hrungnir; han kaldes nemlig her: Truds tyv.
3): Jfr. N. M. Petersen: Oldn. litteraturhist. s. 106.
4): Og som ikke er bedre forståelig fra det 12. end fra det 10. årh. s standpunkt.
5): Se Bugges bemærkning Norr. fkv. s. 129, 402; Glossaret til Ng L. s. v.
6): Corp. poet. bor. I, fort. Ix.
7): Fornm. s. III, 184.
8): Fornm. s. III, s. 180.
9): Dr. G. Schütte har i Ind. forsch. XVII behandlet gudenavnene i digtet og betragtet dem som sydgermanske låneord (fold, sunna, funi osv.). Dette beror på fejlsyn og er virkningsfuldt og afgørende modbevist af Helm. Også Heusler har betvivlet Schüttes mening.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.