FJ-Litteraturhist.Bd.1-Atlakviða

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


12. Atlakviða

Dette digt bærer i cod. reg. titlen A. en grænlenzka, der står umiddelbart foran v. 1 og efter et lille prosastykke, hvor Guðrúns hævn over Atle kortelig fortælles. Hvorvidt den i titlen indeholdte betegnelse er rigtig, vil først senere kunne prøves (1). Digtets indhold er følgende:

Atle sendte Knéfrøðr til Gunnarr og Högne for at indbyde dem. Knéfrøðr fremførte med »kold« stemme sin konges indbydelse og fagre løfter (v. 1 - 5). Gunnarr vænder sig om mod Högne og spørger ham tilråds (v. 6 - 7). Högne svarer med at spørge Gunnarr om, hvad han tror, Guðrún har ment med at sende dem en ring med et ulvehår, knyttet i den. Högne selv slutter, at der er fare på færde; andre fraråder rejsen, men Gunnarr opfordrer mændene til at drikke afskedsøl. Han vil altså rejse (v. 8 - 11). Folk tog bedrøvede afsked med Gunnarr og Högne. De rejste indtil de kom til Atles hal, hvor de træffer Guðrún v. 12 – 15 (2)). Hun antyder for dem, at de er stedt i fare, at de skulde have iført sig brynje og at Atle fortjænte at komme i en ormegård. Gunnarr bemærker, at nu er det for silde at samle Niflunger (v. 15 - 17). »De tog nu Gunnarr og satte ham i lænker, Burgunders ven, og bandt ham fast«. Högne dræbte 7 mænd og kastede den 8. ind i ilden, »således skal den tapre værge sig som Högne« (v. 18 - 19). Atle tilbyder Gunnarr liv, hvis han vil angive, hvor Niflungeskatten findes. Hertil siger Gunnarr bestemt nej - »før skal Högnes blodige hjærte ligge i min hånd«. Da skar de hjærtet ud af Hjalle den feje og gav Gunnarr det; men han mærkede, at det ikke kunde være Högnes - »det ryster på bordet, det rystede dobbelt så stærkt i Hjalles bryst«. »Da lo Högne, da de skar hjærtet ud af ham levende«. De lagde det foran Gunnarr; denne sagde: »Her har jeg Högne den tapres hjærte, som lidet ryster på bordet; det rystede ikke nær så meget i Högnes bryst. Nu er jeg den eneste, som ved, hvor guldet er, og nu er jeg ikke i mindste tvivl om, hvad jeg vil gøre - Rinen skal i evighed råde over Niflungeskatten« (v. 20 - 7). Atle befaler, at Gunnarr skal flyttes til ormegården, Guðrún forbander Atle; mændene drog afsted og kommer tilbage (v. 28 - 32; heri flere interpolationer). Guðrún går ud imod Atle med et velkomstbæger; der holdes drikkelag i hallen; Guðrún, afkár dís, skænker vin til mændene og siger Atle hånende ord: »Du har spist dine sønners hjærter blandede med honning; du vil aldrig mere kalde til dine knæ dine to sønner, Erpr og Eitill« (v. 33 - 7). Da blev der støj på bænkene, mændenes sang blev hæslig, de græd over børnenes skæbne, kun Guðrún græd ikke, hun udstrøde guld og røde ringe til huskarlene, Atle var beruset, havde intet våben og vidste ikke, at han skulde tage sig iagt for Guðrún (v. 38 - 40). Men hun gav sængen Atles blod at drikke; hun løslod to hvalpe og vækkede huskarlene med brændende ild og indebrændte alle dem, som havde deltaget i Gunnars drab - »de gamle tømmerstokke faldt, de brændende legemer røg, hele bygningen brændte« (v. 41 - 2). En prosalinje bagefter siger: »vidtløftigere fortælles dette i det grønlandske Atlamál«.

Med hensyn til fremstillingen hører dette digt til de allerfortrinligste. Denne er i det hele sammentrængt, kort og klar. Således er alt overflødigt, hvad læseren af sig selv kan tilføje, f.ex. at Gunnarr beslutter at rejse (efter v. 9) tiltrods for uheldstegn, egne anelser og andres råden derfra, udeladt, der tales intet om en kamp med Gunnarr, førend han bliver overmandet og bunden (dog mangler der måske noget her i digtet). Ofte belyses en person og en situation med ét virkningsfuldt og malende tillægsord (jfr. ovf. 102) eller ved en overraskende sætningsforbindelse. Knéfrøðr betegnes som kunnr (1.3) = kyndig, listig. Hunnerne, som vel vidste Atles plan, kaldes blot dyljendr = skjulere ɔ: skumle og rænkefulde personer. Guðrún spørger Gunnarr (v. 15): »Hvor vil du mægtige kunne modstå Hunnernes list og rænkefulde anslag?« Her er ordet »mægtige« ingen ørkesløs, endnu langt mindre en hånende betegnelse; meningen er: »skønt du er nok så mægtig og stærk, vil du dog ikke kunne modstå Atles rænker«. Af træffende sætningsforbindelser skal jeg anføre et ex.: »Da lo Högne, da de skar ham til hjærtet«; egenlig skulde det fortælles her, at de skar hjærtet ud af Høgne; for en prosafortæller vilde det have været hovedsagen; det andet, den pintes latter, er en ledsagende omstændighed. Men hvor træffende et billede får vi ikke af den aldrig forfærdede, stålhårde Högne netop derved, at dette »da lo« stilles som en selvftændig sætning i spidsen. (3)

Dette eksempel viser tillige, hvor stor vægt forfatteren har lagt på personernes karakteristik og hvilken omhu han har anvendt derpå. Gunnarr er her den milde, men faste karakter, som sammen med sin broder tager en beslutning og er bestemt på at tage alle dens følger. Högne er, som alt bemærket, den hårde, som aldrig giver efter; dette belyses allerbedst ved Gunnars uforlignelige sammenligning af Högne den tapres hjærte med Hjalle den fejes. Guðrún er her på den ene side beregnende, kold og grum (dræber sine børn, dræber Atle og brænder huset med huskarlene), men på den anden side mærkelig kvindelig blød og fremfor alt opfyldt af følelsen for den hende påhvilende broderhævn. Hun advarer sine brødre ved et ulvehår, hun græder ikke, hun udtaler en tvetydig lykønskning til Atle for Gunnars død, lader derefter som om hun er glad og fornøjet og modtager Atle med et velkomstbæger, bevirker selv, at alle mændene i hallen bliver drukne; hendes hævnlyst og vilde grumhed når højdepunktet i de forfærdeligste gærninger, en moder og hustru kan begå. Og dog - hvor rørende smukt er ikke det, når hun løser de uskyldige hvalpe og jager dem ud, for at de ikke skal indebrænde (4).

Atle spiller ingen stor rolle i dette digt, men han fremtræder som den svigfulde svoger, der lader sine svogre dræbe. Det kan ikke af digtet ses, hvilket motiv Atle i følge digterens tanker har haft, hvis det ikke er hans havesyge, ønsket om at komme i besiddelse af Niflungeskatten, ti Atle tilbyder jo Gunnarr liv, hvis han vil sige, hvor skatten er. Der er her ingensteds tale om, at det er Brynhildr, Atle vil hævne (5).

Hvad der her er udviklet, beviser digterens dybe blik for menneskelige sjælelige tilstande; disse vidnesbyrd kunde forøges med endnu flere, f. ex. det sted, hvor Atles faderlige ømhed overfor de små sønner beskrives. Istedenfor at sige - det er Guðrún, der taler - »Du vil aldrig mere kysse eller kærtegne dine sønner osv.«, hedder det fyndig: »du vil aldrig mere kalde Erpr og Eitill til dine knæ«. Man ser drengene stå ved den siddende faders knæ - et smukt lille familiebillede.

Ejendommeligt for digteren er, at han enkelte gange indfletter sine egne tanker eller betragtninger (»således skal en tapper mand værge sig« v. 19) ligesom også personerne selv undertiden hengive sig til betragtninger (Gunnarr i v. 27).

Det er ikke vanskeligt at bestemme, til hvilket land dette digt bør henføres, når man skal slutte fra digtets egne udtryk og andre lignende kendemærker. Der omtales brune bjørne birnir blakkfjallir (v. 11.5, jfr. adj. berharðr = hård som en bjørn 38.7), der bider med stærke tænder, ulvehår bundne i en ring (v. 8.3, jfr. adj. ylfskr 8.7). Navnlig det første kan kun stamme fra en norsk digter (ikke en islandsk og endnu mindre en grønlandsk). Hertil passer godt det levende og anskuelige billede af kongen og livet i hans hal (ór öndugi senda, húskarlar - hirðmenn 39.4, 41.6), jfr. dermed den forestilling, der råder i Gripisspá og Atlamál. Der omtales tømmerboliger (6), hvilke var yderst sjældne på Island og som vistnok aldeles ikke fandtes i Grønland (42.5). Hertil passer, at der omtales hjulvogne (28.1) og at vi finder udtalen vreiðr (2.4), som sikkert aldrig har været grønlandsk.

Imod at digtet skulde være norsk er der kun én omstændighed som strider, overskriften i cod. reg., som lyder: Atlakviða hin grænlenzka. Men Bugge har allerede (s. 428) og Sv. Grundtvig (s. 242) efter ham draget rigtigheden af denne titel i tvivl (7), og formodet, at navnet »fejlagtig er overført til Atlakviða« fra Atlamál. Hertil må jeg bestemt slutte mig, ikke alene af de anførte grunde, som tyder på at digtet er norsk, men også fordi dets fremstilling og tone er fuldstændig modsat den, som vi kender fra Atlamál og andre sandsynligvis grønlandske digte, foruden at sagnformen i Atlakv. er meget forskellig fra den i Atlamál. Når Atlakviða i cod. reg. betegnes som et grønlandsk digt, foreligger der således her en afskrivers - meget sædvanlige - tankeløshed, idet han i nedskrivningsøjeblikket ved en fejltagelse sammenblandede bægge digte (8).

Ved en flygtig gennemlæsning af digtet vil man vistnok ikke undgå at få følelsen af, at digtet må være meget gammelt (f. ex. fra det 10. årh.s første halvdel), men når man undersøger det nøjere, indses det urette heri. Man vil finde forskellige udtryk, som står hindrende ivejen. Her sigtes særlig til følgende ord: valhöll (2.3, 14.11) hliðskjálf (I4.2) og baldriði (21.4). Det første, som jo egenlig er navnet på Odins hal, bruges her om jordiske fyrsters kongeborge (Gunnars og Atles); det andet, navnet på Odins trone, bruges her om Atles høje borg, og det tredje, der egenlig betyder »en stærk rytter« og som oprindelig brugtes om enhver af guderne (undt. Tor; jfr. ballriðar om dem alle (9), anvendes som en almindelig betegnelse for dygtige krigere (Högne). En sådan - verdslig - brug af mytiske navne kan ikke være ældre end fra hedenskabets sidste dage. Ældre end fra det 10. årh.s sidste tiår kan digtet næppe være. Dette støttes stærkt derved, at det har lånt fra Hamðismál (se nedenfor). Men yngre kan det heller ikke være. Derfor borger den udmærket klassiske fremstillingsmåde med de klassiske ord og ordformer (den hedenske ed i v. 30; háum 2.8, séa 16.4, knéa 37.2, vreiði 2.4 (10).

Digtet er et træffende udtryk for den gamle norske heltekraft; den norske digterånd viser sig dér fra sin bedste side og dog er det måske dens - svanesang.

Digtets overleveringsform er i det hele taget ikke god. Der findes interpolationer, der mangler hist og her vers og versdele. Desuden lider digtet af forskellige tekstforvanskninger. (11)

Atlakviða er benyttet i Völs. s. kap. 33 - 8, hvor det og Atlamál findes benyttede jævnsides og kombinerede med hinanden. De vers, som er gengivne dér, er v. 6 (?), 8, 3 - 8 (k. 33), 10 - 14 (k. 35), 20-1 (k. 36), 18-19, 20-31 (k. 37), 42 (k. 38). Dog er der ingen grund til at antage, at forfatteren af Völs. s. har haft digtet i en anden form og udstrækning end vi. De vers, han ikke har benyttet, kunde han efter sin fremgangsmåde simpelt hen ikke bruge.




Noter

1): Angående dette digt og det følgende henvises til følgende afhdl.: Symons: Einleit. CCCXVI f. og 422 og CCCXXXI, Boer. Untersuch. III 1 ff., Neckel: Beitr. 129 ff., 119 ff.. 239 f., Becker: Die Atlilieder, Beiträge XXXIII, Ussing: Heltekv. 146 ff., 151 ff. Ang. Atlakviða min afhdl. i Videnskab. Selsk. Oversigt 1912.
2): Jeg ser ingen grund til med Bugge (Zeits. f. deut. Phil. VII, 389 jfr. Arkiv I, 13 ff.) at antage, at v. 14 ikke har hørt med til Atlakviða, men er optaget - i en ændret form - fra Hamðismál. Verset er imidlertid overfyldt med 4 linjer (3. 4. 7. 8.), og disse linjer har muligvis hørt et digt til, som har behandlet samme eller lignende æmne som Hamðismál.
3): Om det sproglige udtryk og stil i digtet og i Atlamál henvises til Bekkers afhdl.
4): Jfr. samme afhdl. om digtenes personskildringer.
5): Jfr. Völs. s. 33, hvor Atlakviða måske er benyttet; i kap. 36 siger Atle derimod, at han vil bemægtige sig guldet og tillige hævne søsteren.
6): Jfr. V. Guðmundsson: Privatboligen 1889, s. 11. 93—4. 100. 102.
7): Derimod har E. Jessen her i en meget høj grad taget fejl. Zeitschr. f. D. Phil. III, 50.
8): Bekkers forklaring (s. 237) finder jeg mindre rimelig.
9): Jfr. Snorra-Edda I, 68. 70, Lokas. 37.2.
10): Bugge vil bevise, at digtet i det mindste er betydelig ældre end Háttalykill Rögnvalds, som skal have benyttet Atlakv., og ikke yngre end fra o. 1050 (Zeitschr. f. deut. Phil. VII, 390). Symons mener (Beiträge osv. III, 240), at digtet er ældre end Atlamál. Edzardi har antaget, at det er fra o. 1000 (Germania XXIII, 86). Ussing antager, at digtet er ældre end Hamðismál.
11): Om alt dette henvises til min afhdl. Jeg har dér gjort det sandsynligt, at der findes indblandede små brudstykker af et andet digt i fornyrdislag, medmindre alle de pågældende vers og versdele er rene tildigtninger. Jfr. Bekkers afhdl. s. 197.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.