FJ-Litteraturhist.Bd.1-Brot af Sigurðarkviðu

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


5. Brot af Sigurðarkviðu.

Brot af Sigurðarkviðu hinni meiri og lakunen i cod. reg. Som ovenfor bemærket, mangler slutningen af Sigrdrífumál fra 29.3 af i cod. reg. på grund af en større lakune i denne. Efter denne lakune haves 19 vers og et prosast., der har dannet slutningen af et kvad, hvis navn vi kun kan slutte os til. I Völs. s. haves et vers, som efter al rimelighed har hørt til dette digt (1); men foran dette vers hedder det: svá segir í Sigurðarkviðu. Vi vil altså kalde det således.

Det første bevarede vers (brudstykke) er åbenbart Högnes ord til Gunnarr og spørsmål, hvorfor han vil dræbe Sigurðr. Dette genfindes i Völsungas. midt i kap. 30. I dette kapitels første del er Sigurðarkv. skamma benyttet. Kap. 23 — 29 må bero på tabte kvad (kap. 22 indeholder Sigurðs beskrivelse efter Þiðrekssaga). Disse kap. handler om Sigurðs ankomst til Heimir i Hlymdale og ophold dér (kap. 23.), om Sigurðs og Brynhilds møde sammesteds (kap. 24), om Gjukungerne og om Guðrúns drøm, som Brynhildr tyder, og hvorved hun forudsiger sin ulykkelige skæbne (kap. 25), om Sigurðs ankomst til Gjuke og hans giftermål med Guðrún (kap. 26), om Gunnars frieri til Brynhildr, Sigurðs ridt igennem vaverluen (herom anføres to vers i fornyrðislag), Gunnars og Brynhilds bryllup (kap. 27), om Brynhilds og Guðrúns ordstrid (et vers anføres i fomyrðislag; kap. 28), om Brynhilds sorg og hendes bebrejdelser mod Gunnarr, Sigurðs og Brynhilds samtale (derpå et vers i fornyirðislag med nævnte overskrift), Brynhildr sværger at ville hævne sig (kap. 29).

Nu haves et kvad, som hedder Sigurðarkviða hin skamma; dettes indhold svarer til Völs. s. kap. 26 — 29; i begyndelsen er det meget kortfattet, men senere mere udførligt, særlig om Brynhilds samtale med Gunnar og hendes forberedelser til døden. Dette digt består, tiltrods for sit navn (»det korte«), af o. 71 vers. Der må have været et andet digt, som, hvad længde — og tildels indhold — angik, overgik dette og må have været betydelig længere, altså en Sigurðarkvida hin meiri (2), S. Bugge har vistnok ret, når han i sin anmærkning hælder til den mening, at netop Brot osv. er det kvad, som har dannet modsætningen til »Det korte Sigurðskvad«. Dette Brot osv., sammenholdt med Völs. s., giver os fuld anledning til at antage, at »Sigurðarkviða hin meiri« har behandlet omtrent det samme æmne som Sig. kv. sk., men fremstillet mere udførlig, især hvad der i al korthed behandles i det sidstnævnte digt. Forholdet mellem disse to kvad har rimeligvis været af en lignende art som forholdet mellem Helg. hund. I og II (Völs. kvida forn.) eller mellem Atlakviða og Atlamál. Det kan antages, at Sig. kv. meir. har, ligesom Sig. kv. sk., begyndt med indholdet af Völs. s. kap. 26; sagaens fremstilling er så vidtløftig, at den ikke kan bero på Sig. sk. (3). Men digtet kan i og for sig have begyndt på et tidligere trin i Sigurðs liv end nævnte kapitels fremstilling.

Hvis dette er rigtigt, hører de 4 vers, som findes i sagaen (se ovf.), til dette digt, Brot osv. (det større Sigurðskvad) ; de er, ligesom dette, i fornyrðislag og ligner det i det hele taget.

Brudstykket begynder, som bemærket, med slutningen af et vers, hvori Högne spørger Gunnarr, hvorfor Sigurðr skal tages af dage. Gunnar svarer derpå, at Sigurðr har brudt alle eder, men Högne erklærer, at det er Brynhildr, der ægger Gunnarr til fjendskab mod Sigurðr, fordi hun ikke under Guðrún at være gift med denne (v. 1 — 3). Imidlertid må Högne antages at gå ind på Gunnars plan, ti v. 4 handler om forberedelser til drabet. Sigurðs drab fuldbyrdes borte fra hjemmet (ude i skoven?). Da brødrene nu kom hjem, spurgte Guðrún dem om Sigurðr; de fortæller, at han er død (v. 6 — 7). Brynhildr ønsker dem til lykke med bedriften (8 — 10) ; Guðrún bebrejder hende dette og forbander Sigurðs banemænd (v. 11). Om aftenen er der drikkelag; Gunnar er ængstelig i anledning af, hvad en ørn og en ravn skreg i træet, da de red hjem (et ondt varsel, 12 — 13). Lidt før dag vågner Brynhildr med sorgfuldt sind, hun vil dø (14 — 19). Brynhildr fortæller Gunnarr, hvorledes det hele hænger sammen, at Sigurðr var fuldstændig uskyldig og pletfri: »Sårvånden [sværdet], med guld indlagt, lod den herlige konge ligge imellem os; ild brændte udvendig i æggen, indvendig var den vædet i edderdråber« (v. 19, sidste v.). Sigurðr har altså ingen eder brudt, hvorimod det er Gunnarr, der har brudt sine. Nogle mener, at der mangler noget i slutningen, hvad der dog vist ikke er tilfældet.

Digtet er vanskeligt at bedømme, men dets forfatter har haft en levende forståelse af den personlige karakter; dette gælder især Brynhilds, der er psykologisk træffende og storladent skildret.

Efter digtet følger et prosast., hvori forskellige beretninger meddeles om Sigurðs død: »nogle siger, at han blev dræbt sovende i sin sæng [således i Sig. sk.], men tyske mænd fortæller, at de dræbte ham i skoven [således Þiðrikssaga], og således fortælles det i det gamle Gudrúnskvad, at Sigurðr og Gjukes sønner var på tinge, da han blev dræbt. Men derom er alle enige, at de sveg ham mod tro og love og dræbte ham liggende og intet ondt anende«.

Af digtbrudstykket er v. 1. 2. 4. 6. 7. benyttede i Völs.s kap. 30 (beg. og slutn.), hvor v. 4 endogså findes anført, ganske vist i en forskellig redaktion.

Om digtets alder lader sig kun sige, at det rimeligvis hører det 10. årh. til, men vistnok dets sidste del.




Noter

1): Se Bugges anmærkning til digtet (s. 237).
2): Jfr. A. Edzardi: Germania XXIII, 180.
3): Om digtet se Müllenhoff : D. A. V, 367 ff., Neckel: Beitr. 345—48, Symons: Einleit. CCLXXIV, Boers afhdl. Sigrdrífumál u. Helreið, Untersuchungen I og III.