FJ-Litteraturhist.Bd.1-Fáfnismál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


3. Fáfnismál.

Det sidste prosastykke i Reginsmál fortsættes i hdskr. uden afbrydelse af det, som i udgaverne findes foran det digt, som i almindelighed og ret heldig kaldes Fáfnismál (der findes ingen titel i hdskr., undtagen for så vidt som overskriften: Frá dauda Fáfnis findes umiddelbart foran det 1. vers) (1). I dette prosast. fortælles om Regins og Sigurðs rejse til Gnitaheden, hvor Fáfnir lå på sit guld. Sigurðr gravede en grøft [intet her om Odins råd i så henseende som i Völs.s] og stødte herfra sit sværd i Fáfnirs hjærte. Sigurðr sprang op af grøften; da de så hinanden, sagde Fáfnir [digtet begynder] : »Svend og svend, af hvem er du, svend, født, hvis søn er du, du som rødfarvede sværdet i Fáfnirs blod; det står mig i hjærtet« (2). Herpå følger i prosa en oplysning om en døende mands overnaturlige åndskraft og om betydningen af en sådan mands forbandelser, når han vidste den forbandedes navn. Dette indsættes her for at forklare Sigurðs følgende svar, som går ud på at skjule Sigurðs eget navn: »Jeg hedder et ædelt dyr og har hverken fader eller moder«. »Af hvem er du da født?«; verset er mangelfuldt; den tabte del har indeholdt en bebrejdelse til Sigurðr for fejhed (jfr. Völs.s) ; derfor siger Sigurðr nu sit rette navn. Han har i et svagt øjeblik undladt at sige det af frygt for den forbandelse, Fáfnir muligvis vilde udstøde mod ham. Han ser det uheldige heri og viser sig straks i sin rette helteskikkelse. »Hvem æggede dig til dåden?« »Mit mod og mine hænder, og mit sværd hjalp til«. Fáfnir bebrejder ham hans faderløshed og at han — endnu ikke født — blev taget tilfange, men Sigurðr svarer ret træffende, at Fáfnir har selv fået det at føle, om han er bunden eller fri (v. 1-8). Fáfnir udtaler nu forbandelsen, idet han dog indskrænker sig til at gentage den til guldet knyttede (se ovf. s. 271) ; Sigurðr svarer med de mandige ord, at »engang skal enhver dø«, hvorpå Fáfnir advarer ham mod uforsigtige sørejser, hvilket vistnok bør opfattes billedlige (3) (v. 9-11).

Herpå følger 4 vers (12-15), hvori Sigurðr giver Fáfnir 2 spørsmål, »da han er meget vis«, om forløsende norner og om den holm, hvor ragnarokskampen skal foregå. Disse vers har Müllenhoff (og flere efter ham) erklæret for uægte (4). Heri har han sikkert uret. Det må ganske vist indrømmes, at Sigurds spørsmål ikke synes at stå i nogen direkte forbindelse med sagnet, men derfor kan de godt have gjort det, skønt vi ikke nu kan forklare sammenhængen. I hvert fald er det i fuld overensstemmelse med oldtidens opfattelse af sådanne optrin, at Sigurðr, der ved, hvor vis Fáfnir er, benytter lejligheden, siden Fáfnir nu engang har indledet en — fredelig — samtale, til at berige sin viden; forholdet er noget lignende som ved Loke-Andvare (se ovf.). I formel henseende er versene behændig knyttede til det foregående. Fáfnir nævner norna dómr i v. 11, og nu spørger Sigurðr i tilslutning: dertil, hvilke norner det da er, som står i nøje forbindelse med menneskets liv. V. 16 er et overgangsvers, hvori Fáfnir mindes sin tidligere magt og vælde, men Sigurðr svarer, at ingen kan overgå alle (v. 17). Lignende indhold har v. 18. 19. Fáfnir giver nu Sigurðr det råd, at rejse hjem og lade guldet ligge, men Sigurðr erklærer, at guldet vil han have (20. 21). Fáfnir udtaler endelig, at Reginn har voldet hans død og at han også vil volde Sigurds død [det gjorde Reginn også, skønt indirekte] — »nu må Fáfnir lade sit liv; din kraft blev nu den største« (v. 22) (5). Dermed dør Fáfnir. Prosast. 3. meddeler, at Reginn, som imidlertid helt var forsvunden, nu kommer tilbage. Han jubler over det skete og ønsker Sigurðr til lykke (v. 23). De følgende 3 vers (24—6) indeholder en samtale mellem Reginn og Sigurðr, hvori Sigurðr klart udtaler, at det er Reginn selv, der har opfordret ham til at dræbe Fáfnir. Reginn drikker Fáfnirs blod (prosast. 4) og siger, at han vil gå hen at sove (v. 27). Herpå følger atter 3 vers (v. 28—30) (6) af et lignende indhold som 24—6. Müllenhoff har villet (7) flytte disse vers (+ v. 31) til foran v. 26, men deri har han ikke ret; de skal derimod sættes efter dette vers, hvorved sammenhængen bliver bedre; jfr. tilsvarende sted i Völs.s. kap. 19; der er så et vers udfaldet mellem v. 26/28.

Prosast. 5 (efter v. 31) meddeler, at Sigurðr tog Fáfnis hjærte og stegte det (efter Regins opfordring) ; han rørte ved hjærtet med sin finger og puttede den i munden, hvorved slangens blod kom i berøring med hans tunge, og nu forstod han fuglerøst. Han hørte nogle gråmejser (8) kvidre i krattet. Alle de følgende vers (v. 32—44, med undt. af 39, som er Sigurðs egne ord, hvori han udtaler sin beslutning om at dræbe Reginn, tilskyndet dertil af fuglene) er fuglenes ord og råd til Sigurðr, som særlig går ud på, at han skal dræbe Reginn, der pønser på at tage ham af dage, og derpå begive sig til Gjuke. Disse vers er i forskelligt versemål ; 34. 37. 38 er i Ijoðaháttr, medens 32-3, 35-6, 40-44 er digtede i fornyrðislag. S. Grundtvig var af den mening, at der i det hele var 3 fugle, der afvekslende talte, og at hver af disse sang med sit næb (9). »Efter de to rolige, beskrivende og berettende kviðuháttr's [ɔ: fornyrðislags] vers 32 og 33 følger det hvasse råd i v. 34 i ljóðah., hvorpå atter de to første fugle have ordet i 35 og 36, men så høre vi på ny det samme hvasse næb i v. 37-38 som før i v. 34 . . . Jeg ser heri en bevidst og smagfuld anvendelse af de versearter . . . og ikke — hvad nogle have ment (se N. M. Petersen, Danm. hist. i hedenold, 2den udg., III, 293) — en tilfældig blanding af stumper af forskellige digte« (10).

Så tiltalende som Grundtvigs forklaring end kunde være, må man dog give N. M. Petersen ret, når han mener, at her foreligger stumper af forskellige kvad. Jeg må her bestemt antage en sammenblanding af kvad ligesom i »Reginsmál« (11). Grundtvigs opfattelse af en modsætning mellem de enkelte fugle er næppe rigtig, da de 'rolige' fugles vers (f. ex. v. 36) indeholder den samme opfordring som de andres, nemlig den at dræbe Fáfnir (12). En sådan afveksling i versemål (hvilke Grundtvig synes at tillægge visse egenskaber, som de sikkert ikke har haft) er også i eddakvadene fuldstændig uhørt. Den forskel der er på de forskellige 'næb' beror på forskellige digtere (13).

Til Fáfnismál hører kun ljóðaháttsversene 34. 37-8, hvortil så 39 slutter sig som et afsluttende vers. V. 34 og 38 er åbenbart af samme 'næb', da de begynder bægge på samme måde. Her forudsættes der kun to fugle i overensstemmelse med den billedlige fremstilling på Ramsundsklippen (14). De andre vers forudsætter derimod 3 fugle (jfr. yðvar systra i v. 35, hvilket ikke behøver at ændres til ykkar s. ); herefter hører 32 og 36 til samme 'næb'. Dette vilde være i overensstemmelse med den billedlige fremstilling på Hyllestadkirkens portal.

Angående v. 40 — 44 har der været og er der en stærk strid. Symons har udtalt om dem, at de tilhører et yngre udviklingstrin på grund af de deri indeholdte spådomme, det er dog, ret beset, egenlig ikke meget af spådomme deri, men meget mere en beskrivelse af faktiske tilstande. Jeg tror, at forskerne har gjort sig disse vers altfor vanskelige. Apriori vilde det, da der her i fornyrðislagsversene er tale om 3 talende fugle, være tiltalende, at fordele versene, der, vers 36 iberegnet, netop er 6, på de 3 fugle. Men på grund af sammenhængen i v. 40 — 41, der bægge handler om Guðrún — således Symons og Ussing utvivlsomt rigtig — og de 3 sidste ligeså utvivlsomt om valkyrjen på Hindarfjæld, måtte man snarest tillægge den 2. fugl v. 40 — 41 og den 3. fugl de øvrige 3, eller i alt fald forudsætte to fugle talende i disse vers. Når Niedner spørger, hvorfor fuglen(e) overhovedet nævner Brynhild (hvad de kunde have ladt være med (15)), mener jeg det sker i kraft af, at den episode var så fast knyttet til Sigurðsagnet, at en digter overhovedet ikke mente at kunne udelade den. Dette synes mig selvindlysende. Ligeså sikkert forekommer det mig at være, at fuglen taler i en advarende tone, især i de sidste 4 linjer; her siger fuglen: »fyrstesønnen kan ikke bryde Sigrdrífs (16) søvn på grund af nornernes skæbne«. Fuglen fortier, at der dog kan være én, der kan gøre det. Fuglene går ud fra den fremtidige tilstand, at Sigurd bliver gift med Guðrún. Man kan kritisere digteren for mulig ikke at have været heldig her, men om hans mening synes der mig ikke at kunne være tvivl. Når Heusler har udtalt (i Jung Sigurd) at v. 40-44 var »løse vers«, må jeg på det bestemteste afvise denne opfattelse, og i det hele enhver tanke om »løse vers« i denne sammenhæng og overlevering (17). løvrigt er Heuslers udvikling (i denne afhdl.) af vigtighed for sagnets historie, men hans teori om et »liederheft« (s. 182 f.) kan jeg ikke gøre til min. Mogk har (Litt. gesch.) foreslået at flytte v. 41 til efter v. 44. Det kunde lade sig gøre.

I det sidste prosast., hvorom straks mere, siges Sigurðr at have begivet sig til Fáfnis leje, taget alt hans guld og kostbarheder og læsset det på Grane.

Dette digt er helt igennem og omtrent i den skikkelse, som vi nu har det, benyttet i Völs.s. kap. 18 og 19. Dog findes der her intet, som svarer til v. 18. 19. Mellem v. 15 og 16 synes sagaen at have haft et vers af lignende indhold som 22,1-3, i steden for hvilket vers sagaens forfatter vistnok har haft andre. Heller ikke findes i sagaen noget, der svarer til v. 24. 26. 27. 31. 38; her foreligger der en bevidst sammendragning. Indholdet af v. 40-4 sættes vistnok vilkårlig mellem indholdet af v. 35 og 36.

Dette digt (ɔ:det egenlige Fáfnismál) er intet første rangs digt. Det er temmelig prosaisk og tørt-belærende; nogen poetisk flugt er der næppe tale om. Den psykologiske skildring af de 3 deri forekommende personer er derimod dygtig og konsekvent. Sigurðr er, som bemærket, et øjeblik svag og vaklende, men også kun et øjeblik ; straks efter og hele tiden siden viser han urokkeligt mod og fasthed, forbunden med en vis overlegen ro og sindighed; som en direkte modsætning til ham fremtræder Reginn som en gennemgående fej og ildesindet person, der selv intet tør uden at hidse andre; dertil er han rådvild og snaksom; i hvert fald viser han sig således, skønt hans adfærd mulig skal opfattes som forstillelse, hvorved han vil føre Sigurðr bag lyset. Reginn får således ikke læserens sympati. Denne kan derimod, i hvert fald til en vis grad, ikke nægtes Fáfnir. Der er noget ved hans væsen, som kaster et forsonende skær over ham og hans tidligere udviste slethed. Han har åbenbart én — meget stor — fejl: grænseløs griskhed. Han under ikke sin fader og ikke sin broder noget af guldet, medens han lever, og han under ikke Sigurðr det, selv efter at han er død og ikke kan nyde det mere. Heri viser sig hans havesyge på det højeste punkt. Det er derfor han fraråder Sigurðr at bemægtige sig guldet. Således er han sig selv lig, til han opgiver ånden. Derhos mærker vi hos ham en vis behersket vemodig ro, idet han med ordene: »din kraft blev nu større end min« indrømmer, at »ingen kan overgå alle« (v. 17.6).

Digtet hører sikkert ikke til de ældre kvad, men er dog uden tvivl ældre end o. 1000. Derfor borger en udtale som vreiðr (7. 17. 30); dette tyder også, og det med temmelig stor bestemthed, på, at digtet er norsk. Der er i digtet næppe ellers noget, som i så henseende er afgørende, da »dér kan jeg vænte ulven, hvor jeg så dens øren« er et ordsprog, som også var almindeligt på Island (medbragt fra Norge).




Noter

1): Ang. dette digt henvises til: Müllenhoff: D. A. V, 363 f., Niedner: Edd. fragen 44 ff., Symons: Einleit. CCCXXIII, Boer: Untersuch. 98 ff., Cederschiöld: Minnesskrift 31 f., Polak: Sigfridssagen 21 i, Heusler: Jung Sigurð (s. 184), Panzer: Sigfrid 77 ff., Ussing: Heltekv. 68 ff., Boer: Album Kerrn. 79 ff.
2): Det er træffende ord og et fortrinligt udtryk for Fáfnirs stærke smærte og oprørte stemning.
3): Det skal dog bemærkes, at fremstillingen i Snorra-Edda intet ved om en af Sigurðr udført faderhævn (I, 358), men lader Sigurðs første gærning være den, at dræbe Fáfnir. Hvis man turde antage, at dette var en anden form af sagnet, vilde dette vers finde sin fortræffelige forklaring i Sigurðs — senere — sørejse og den rasende storm, han på denne overfaldtes af.
4): Deut alt. V, 160. 364, jfr. A. Edzardi: Germania XXIII, 314—15.
5): Om disse vers se Boer: Album Kerrn.
6): V. 31 er en interpolation, se Bugge i Aarb. f. nord. Oldk. 1869.
7): Deut. alt. V, 160 not. 365. Jfr. Heinzel: Zschr. f. d. öst. Gymn. 1892, 46.
8): Se herom Fr. Grundtvig: Løsningsstenen 119—21 anm., særlig slutningen.
9): Hertil har Müllenhoff sluttet sig D. A. V, 366.
10): Sæmundar-Edda 2 s. 229. Jfr. Niedner: Edd. frag. s. 47.
11): Således Edzardi Germania XXIII, 319. Symons: Zeitschrift fur deut. Phil. XXIV, 12.
12): Dette må jeg fastholde overfor Niedner: Edd. frag. 49 og overfor Boer: Sigrdrm. s. 291. Jfr. Cederschiöld: Till Fáfnismál s. 34.
13) Jfr. B. Symons i Paul-Braune: Beiträge osv. IV, 172 not.
14): Jfr. C. Säve: Sigurdsristningarna 1868. Cederschiöld antager, at disse vers er dubletter.
15): Jfr. Symons: Sigfrid u. Brunhild s. 14.
16): Jeg opfatter dette som navn; iøvrigt vilde forståelsen blive den samme, selv om man med Symons opfatter ordet som appellativum (»valkyrjens«). Jfr. tanken i Fjölsv. (v. 4 f. eks.).
17): Således også Panzer: Sigfrid s. 104.