FJ-Litteraturhist.Bd.1-Håndskrifter

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 3 Eddakvadenes metriske form, deres overleveringsform, håndskrifter.


Håndskrifter
Håndskrifter. Af egentlige eddakvadshåndskrifter gives der kun to, nemlig codex regius ɔ: 2365, 4˚, i Gml. kongelig samling (det kgl. bibliotek) og 748, 4˚, i den Arna-Magnæanske håndskriftsamling. Bægge er de mangelfulde, det sidste kun et brudstykke. (1)

Codex regius, der nu består af 45 blade, har en større lakune efter blad 32. Den stammer fra det 13. århundreds sidste halvdel og er et i det hele fortræffeligt håndskrift, foruden at det [på grund af sit omfang og indhold er enestående og en af de største skatte, noget bibliotek ejer (2). Dets indhold består af alle såkaldte eddakvad med undtagelse af Rígsþula (kun i cod. worm. A. M. 242 fol.), Baldrs draumar (kun i 748), Hyndluljóð (kun i Flatøbogen), Gróttasöngr (kun i cod. reg. af Snorra-Edda), Fjölsvinnsmál og Grógaldr (i yngre papirshåndskrifter), samt endelig nogle mindre brudstykker, som findes i Snorra-Edda.

Det andet håndskrift 748 stammer fra det 14. århundreds første halv- eller fjærdedel og indeholder nu kun følgende kvad: Hárbarðsljóð, Baldrs draumar, Skírnismál (v. 1—27), Vafþrúðnismál, (fra v. 19. af), Grímnismál og Hymiskviða, samt de første linjer af prosaindledningen til Völundarkviða, hvilket synes at antyde, at dette håndskrift også har indeholdt heroiske digte.

Når hertil føjes, at Völuspá også findes i Hauksbók A. M. 544, 4˚ og at flere vers af dette og andre kvad findes anførte af Snorre i hans Gylfaginning, samt endelig, at enkelte vers og runeversene i Sigrdrifumál findes i Völsungasaga og Helreið Brynhildar i Nornagestsþáttr — har vi nævnet det håndskriftlige grundlag for eddakvadene.

En kilde af meget stor betydning for de heroiske digtes tekst er Völsungasaga, som jo er en parafrase af gamle kvad, hvoraf mange endnu haves.

Vi kan således påvise ikke mindre end fire samlinger, som dog sikkert alle har været meget nærbeslægtede, ja vistnok stammet fra et og samme grundhåndskrift eller originalsamling, da forskellen f. ex. på cod. reg. og Völsungasagas original er yderst ringe. De er: Codex regius, 748, Snorres samling og den samling, som Völsungasagas forfatter har benyttet.

Af disse kender vi mindst til Snorres samling, men den oplyser os i det mindste om, at man allerede havde en sådan samling i det 13. århundreds første fjærdedel.

Når spørsmålene af hvem, når og hvorledes samlingen (-erne) er foretagne, skal undersøges, nødes vi til på grund af deres art og beskaffenhed at holde os til og gå ud fra den, som findes i codex regius.

Hvem der har foretaget denne samling, vides aldeles ikke. Alle gisninger derom har været frugtesløse, og de vil fremdeles blive det. Fra det 17. århundred af har man sat samlingen i forbindelse med Sæmundr fróðe († 1133). Det er bekendt, at biskop Brynjólfr Sveinsson (1605 — 75), efter i året 1643 at have erhværvet codex regius, lod tage en afskrift deraf. På ryggen af denne afskrift satte han titlen: Edda Sæmundi multiscii. Han havde nemlig dannet sig høje forestillinger om Sæmunds udstrakte lærdom og store forfattervirksomhed (3). Og han mente nu, at denne digtsamling skrev sig fra Sæmundr. Denne mening blev så optagen af andre lærde, og den holdt sig endogså ind i vort århundrede (4). Men allerede Schlözer havde ytret sig (5) meget skarpt herimod: »dass es eine doppelte Edda gebe… sind alles pure Einfälle des ersten Auffinders dieser Stücke, des Bischofs Brynolf«. Heri har Schlözer ret. Der gives i virkeligheden intet som helst, der tyder på, at man ved ordet Edda for biskop Brynjolfs tid har forstået noget andet end Snorres bekendte værk (6) og kun til det passer navnet efter sin betydning (se ovenfor s. 8).

Når samlingen er foretagen, vides heller ikke bestemt. Codex regius antages, som ovenfor bemærket, med rette at stamme fra den sidste halvdel af det 13. århundrede (7), men den er ingen original, kun en afskrift. Bugge mener, at originalen til denne samling er bragt i stand o. 1240. Bestemmende for denne antagelse er, at Bugge mener at have påvist »et — rigtignok enestaaende og usikkert — Eksempel paa, at Snorra Edda er benyttet i Digtsamlingen og at altsaa denne er yngre end Snorres Værk« (8). Jeg er enig med Bugge, når han mener, at samlingen er foretagen ikke senere end ved midten af det 13. århundrede. Derimod kan jeg ingenlunde erklære mig enig med ham i at sætte samlingens istandbringeise til o. 1240 eller til det 13. årh. overhovedet, og her må det straks gøres gældende, at selve den islandske litteraturs udvikling i det 12. århundreds sidste halvdel, denne den originale historieskrivnings såvel som oversættelseslitteraturens guldalder, taler stærkt for at antage, at man i denne tid også har haft blik for disse oldsanges betydning og sans for at samle dem til et hele (9).

Bugges eneste grund til at sætte samlingen til o. 1240 er, at han har ment at finde et »usikkert« eksempel på, at samleren har benyttet Snorra-Edda. Allerede den omstændighed, at Bugge selv betegner dette eksempel som »usikkert«, burde have hindret, at man slog det fast, at samlingen stammede fra den tid. Dette eneste eksempel (se fortalen s. XXXI) er imidlertid ikke alene »usikkert«, men urigtigt. Det er prosastykket foran Goðrúnarhvot, der skal være et uddrag af Snorres længere fortælling om Gudrun og Jonakr og deres sønner. Ulighederne mellem R (codex regius af eddakvadene) og Snorra-Edda er her så store, at de synes mig at udelukke et lån. Det er vanskeligt at indse, hvorfor eddakvadsamleren i den grad skulde have forkortet Snorres fremstilling, som han måtte have gjort, og f. eks. udeladt hans bemærkning om at alle brødrene: Sörle, Erpr og Hamðir havde »ravnsort hår som Nif lungerne«. På den anden side kan denne afvigelse betragtes som et sikkert bevis for, enten at Snorre har taget sin beretning fra digtsamlingen, hvad dog andre ting modsiger, eller at bægge beretninger gå tilbage til en fælles kilde, og dette turde være det rimeligste. Snorre har selv bearbejdet og udvidet sin original, og blandt andet indsat den her omtalte bemærkning om brødrenes hårfarve, og det er klart, hvorfra han har den, nemlig fra Brages digt, Ragnarsdrápa, hvoraf han straks efter anfører et stykke, hvori brødrene kaldes hrafnbláir. Dette »eneste eksempel« må således helt bortfalde.

Den omstændighed, at Snorre har haft en digtsamling af lignende art som den i cod. reg., og som altså må være foretagen senest o. 1200, er af stor betydning for bestemmelsen af vor samlings alder. Her må vi erindre den overordenlige sans for hele oldtidens overlevering og den enestående samlerflid, som herskede på Island i det 12. århundreds sidste halvdel. Også den retskrivning, som codex regius fremviser, er i mangt og meget den, vi finder i de ældste islandske håndskrifter (fra o. 1200), og synes at stamme fra en original omtrent fra det tidspunkt .

Der er således intet til hinder for at antage, at den samling af eddakvad, som findes i codex regius, stammer fra det 12. århundreds sidste halvdel; der er intet, som støtter den antagelse, at den skulde være yngre, men meget, der taler for, at den er ældre end o. 1240. At der på Island omtrent samtidig har været foretaget flere samlinger, er højst rimeligt og støttes f. ex. ved, at man af de gamle islandske love har i det mindste to forskellige samlinger fra nævnte århundrede (10).

Ved behandlingen af spørsmålet om, hvorledes denne samling af eddakvad er foregået, må man udelukkende holde sig til den, som findes i codex regius, da 748 er for brudstykkeagtig og Snorres ikke kendes i dens oprindelige form, hvorimod Völsungasagas original synes på det nærmeste at have stemt med cod. regius, hvad omfang og ordning angår (11).

På spørsmålet om, på hvilken måde samleren har båret sig ad med at få digtene samlede, må svaret lyde ganske simpelt og kort. Han har optegnet dem efter sin egen og andres hukommelse (12) ligesom man nu til dags optegner folkesagn og æventyr, som man har lært eller hørt, og på samme måde som de islandske slægtsagaers forfattere har samlet deres historiske stof. Vigtigere er det spørsmål, hvorledes samleren har ordnet det samlede materiale, hvilken regel eller princip han i så henseende har fulgt (13). Dette spørsmål har K. Müllenhoff for de mytiske digtes vedkommende behandlet og tildels besvaret; han ytrer derom (14): »es sind wesentlich zwei reihen von liedern, zuerst vier Oðinslieder, die Völuspa, die nicht mit unrecht dazu gezählt werden durfte, die Hava-, Vafþruðnis- und Grimnismal; aus den überresten der zweiten alten liederhs., in der übrigens die ordnung der ersten schon zerrüttet war, kommt noch die unbedeutende, kleine Vegtamskviða hinzu. das einzige lied von Frey, Skirnismal muste dann hier schon eingeschoben werden, wenn es innerhalb der samlung und nicht zu ende derselben platz finden sollte. hier eingeschoben aber unterbricht es die ursprünglich beabsichtigte ordnung. von den Oðinsliedern der ersten reihe leitet allein das Harbarðslioð, der redewechsel zwischen Oðin und Thor, zu den liedern der zweiten hinüber, zu den vier Thorsliedern Hymiskviða, Lokasenna, Thrymskviða und Alvissmal, von denen das letzte wohl nur durch versehen eines abschreibers einmal nach dem ersten der heldenlieder, der Völundarkviða seine stelle erhielt (15), die Lokasenna aber, obwohl von allgemeinerem inhalte als die übrigen, der chronologie des in ihr geschilderten vorgangs gemäss die ihrige einnehmen muste, bei dieser aufstellung hat augenscheinlich eine planmässige beschränkung stattgefunden«.

For heltedigtenes vedkommende har Müllenhoff ikke fremstillet nogen planmæssig ordning. Derimod har R. Meyer forsøgt at påvise en sådan (16); han mener at have fundet en regel, der består i en afveksling af hvad han kalder »sammellieder« (f. ex. Helgakvida hundingsbana I) og »einzellieder (eller »ereignislieder« f. ex. Helgakviða hund. II [Völsungakviða en forna]). Således får han 3 »liederbücher« (17): 1, »Helgilieder« (»sammellieder« Helg. hund. I, »ereignislieder« Helg. Hjörv., Helg. hund. II), 2, »Sigurdslieder« (sammellied« Gripisspá; »ereignislieder« Reginsmál, Fáfnismál, Sigrdrifumál, »lücke«, Brot), 3, »Neue Nibelungenlieder« (»sammellieder« Atlakviða, Atlamál, »ereignislieder« Goðrúnarhvöt, Hamþismál). Forfatteren tilføjer: »zwischen die beiden bücher von den Nibelungen hat man dann später [når?] das übrige eingeschoben«, og bemærker fremdeles, at Dráp Niflunga og Goðrúnarkviða I forstyrrer den gamle ordning og at disse muligvis har byttet plads.

Både Müllenhoffs og Meyers inddeling lider af forskellige indre svagheder.

Hvad de mytiske digte angår, er der ingen anledning til at betragte Völuspá som et Odinskvad, og således er den aldrig bleven opfattet. Digtets indhold er af en så omfattende og enestående art, at der, i betragtning af de andre digtes indhold, kun kunde være tale om to pladser at sætte digtet på, nemlig enten allerførst eller allersidst. At det er blevet stillet først, er imidlertid højst naturligt; intet kvad har i anseelse og betydning kunnet måle sig med, endsige overgå dette digt. Snorres brug af digtet viser bedst, hvilken betydning allerede oldtiden har tillagt det. Efter Völuspá følger 3 Odinskvad (Hávamál, Vafþr., Grimnismál). At disse digte stilledes først næst efter Völuspá kommer af, at Odin var hovedguden, men Hávamál f. ex. kunde lige så godt have stået sidst af disse. Nu væntede man kvadene om Tor, den anden hovedgud, med Hárbarðsljóð som mellemled, det digt, hvori både Odin og Tor optræder. Men Skirnismál afbryder og forstyrrer denne ordning. Müllenhoffs bemærkning herom er overmåde tarvelig; at Skirnismál netop »muste (!) hier schon eingeschoben werden« for ikke at stå aller sidst er ingen forklaring. Havde det af Müllenhoff forudsatte inddelingsprincip fra begyndelsen af været tilstede, vilde Skirnismál sikkert have fået en anden plads. Efter Hárbarðsljóð står Hymiskviða, så Lokasenna, dernæst Þrymskviða, derpå Völundarkviða, og endelig Alvissmál (Baldrs draumar findes jo ikke i cod. reg). Hverken Lokasenna eller Völundarkviða er noget Torskvad; det første står imidlertid i historisk-kronologisk forbindelse med Hymiskvadet, hvad jo Müllenhoff selv har indset og bemærket, og det er dette, der har bevirket, at Lokasenna fik plads lige efter Hymiskvadet. Men denne planmæssige indskrænkning af ordningsprincipet tilligemed den omstændighed, at Völundarkviða er indsat imellem to Torskvad tilintetgør i hvert fald dette princip, ja viser formentlig tilfulde, at et sådant slet ikke har eksisteret for samleren. At antage det for en afskrivers fejl, at Völundarkviða står dér, hvor den nu står, er den rene vilkårlighed.

Den eneste regel, samleren kan ses at have fulgt, er, at han har stillet 3 Odinskvad sammen, men sat dem i en vilkårlig orden, samt at han har stillet Hymiskviða og Lokasenna af kronologiske grunde efter hinanden. Vi vil af det følgende se, at der heri ligger en antydning af det princip, samleren vilde have fulgt og genemført, hvis han blot havde kunnet; hvis en gudesaga i en nogenlunde uafbrudt sammenhæng havde kunnet sammensættes af de for samleren bekendte mytekvad, så vilde det princip og intet andet have været det rådende. Der skal tilføjes, at muligvis har samleren fulgt en eller anden traditionel opfattelse af et kronologisk forhold i mytologien, som vi nu intet kender til.

Heller ikke er 748's ordning (Hárbarðsljóð, Baldrs draumar, Skirnismál, Vafþruðnismál, Grímnismál, Hymiskviða, Völundarkviða) mere gunstig for den Müllenhoffske teori; i det mindste synes den her at have fundet mangen en »planmæssig« indskrænkning.

Kommer vi nu til heltedigtene, er det på forhånd lidet rimeligt, at Meyers anførte mening om, at digtenes indre beskaffenhed skulde have været bestemmende for deres ordning, er rigtig; dertil synes den at være for spidsfindig. Den lider (og det efter Meyers egen tilståelse) endvidere af en lignende skrøbelighed, som Müllenhoffs, den nemlig, ikke helt at kunne gennemføres uden lidet begrundede omflytninger, men derved svækkes den i en meget betydelig grad. Navnlig er den af Meyer fremsatte formodning om, at Goðrúnarkviða I og Dráp Niflunga skulde have byttet plads aldeles umulig. Værre er det dog, at nogle af ham som »einzellieder« betegnede digte slet ingen »einzellieder« er. Således er hverken Helgakv. Hjörvarðss. eller Helgakv. hund. II noget »enkeltkvad« (ɔ: kvad om en enkelt begivenhed); de er bægge lige så vel »samlingskvad« som Helg. hund. I, kun er de i en mere brudstykkeagtig tilstand, hvilket intet gør til sagen. Den oprindelige samler vidste åbenbart, at han netop havde med brudstykkeagtige »samlingskvad« at gøre, derfor indskød han sine prosastykker.

R. Meyers forsøg på at fastslå den oprindelige samlers ordningstanke og -princip kan ikke være rigtig, lige så lidt som Mülllenhoffs. Derimod ligger et andet princip så snublende nær, at det ikke alene må anses for rigtigt, men endogså for det eneste tænkelige.

Det princip er, for at bruge et sådant udtryk, sagaprincipet. Digtene udgør alle én uafbrudt cyklus, som ifølge samlerens åbenbare hensigt — hvorom prosastykkerne ikke mindst oplyser — skulde udgøre Völsungernes og Gjukungernes saga (historie) (18)

Allerede århundreder før optegnelsen af disse digte var de nordiske Helgesagn blevne knyttede til Völsungesagnet og det dermed forbundne Gjukungesagn og det hele igen til sagnet om Goternes konge, Jörmunrekkr. Helge var bleven gjort til Sinfjotles og Sigurds ældre (halv)broder. Derfor måtte de Helgekvad, som samleren havde fået fat i, komme til at stå allerførst. Der var ingen plads til dem andet steds i cyklen. Vi har da først Helg. hund. 1, vistnok fordi det var et oversigtskvad og fuldstændigt og ikke saa brudstykkeagtigt som de andre; herpå følger kvadet om Helge Hjörvarðsson med Hrimgerðarmál, som egentlig ikke vedkommer cyklen anderledes end derved, at Helge Hjörvarðsson ansås for at være genfødt i Helge hundingsbane, d. v. s. identisk med denne. Den indbyrdes ordning af disse 3 kvad synes at bære noget af det vilkårlighedens præg, som ordningen af de mytiske digte.

Det følgende prosastykke om Sinfjötles død danner overgangen til alt det følgende, især derved, at det fortæller om Sigurðs æt og fødsel. Herpå følger Grípisspá, hvilket digt rimeligvis ikke skyldes den oprindelige samler, men er senere indsat (hvorom mere i det følgende). Iøvrigt står det på sin rette plads, idet det handler om en begivenhed i Sigurðs liv, som går forud for hans faderhævn og Fáfnes drab og tillige er et oversigtskvad. Det følgende »digt« (rettere: en sammenblanding af forskellige digte) handler om Sigurðs første bedrift, faderhævnen. Hans anden heltegærning, drabet af Fáfner, fortælles i Fáfnismål ; dette digt slutter med fuglenes spådom, der danner overgangen til sangen om mødet mellem Sigrdríf og Sigurðr. Herpå følger lakunen i codex, kap. XXII — IX. Herefter er tidsfølgen så aldeles tydelig, at den ikke behøver nogen særlig påvisning. Kun skal det bemærkes, at Sigurðarkviða hin skamma (eller III) indeholder ganske vist meget, som allerede tidligere er fortalt, men den meddeler tillige noget nyt, som er af en stor betydning og ikke kunde udelukkes af »sagaen«, nemlig Brynhilds død, — samt at Oddrúnargrátr tilfører noget om Gunnarr, som ikke kendes andet steds fra, og fortæller desuden om hans død.

Dette kronologiske forhold, denne sagamæssige ordning af digtene, er en gammel opdagelse, idet nemlig Völsungasaga'ens forfatter var åbenbart fuldstændig på det rene med forholdet. Hvad heltekvadenes samler heldigvis ikke havde gjort, at opløse dem til prosa, på grundlag af dem at danne en rigtig saga, det gjorde Völsungasagaens forfatter ikke uden talent.

Vi tør tillige slutte, at det ikke er så meget interessen for mytiske og heroiske sange som sådanne, der gav anledning til, at man fattede den tanke at samle dem, men langt snarere den Islænderne medfødte historiske sans, deres levende interesse for sagaen, sagafortællingen og sagaskrivningen, der netop i den sidste halvdel af det 12. årh. var på én gang så frodig og så altomfattende. I de mere eller mindre usammenhængende mytiske digte, som samleren med al sin gode vilje ikke kunde knytte sammen til en saga, har han set brudstykker og dele af en sådan og derfor medtaget dem også.

Det bemærkes her lejlighedsvis, at hvis der var nogen tvivl tilstede, om hvor vidt digtsamlingen oprindelig var foretagen i Norge eller, på Island, vilde den sidste betragtning lægge et særdeles vægtigt, om ikke det eneste eller det afgørende lod i skålen (19).

Til alle de her nævnte spørsmål om håndskrifterne kunde det føjes, hvor på Island disse er bragte istand. Dette spørsmål kan foreløbig ikke besvares, for det første, fordi håndskrifterne selv ingen antydning i den retning indeholder, og dernæst fordi det hænger sammen med en i det enkelte gående og meget omfattende undersøgelse af de islandske skindhåndskrifter i det hele. En sådan undersøgelse er endnu ikke gjort; endogså de nødvendige forarbejder dertil savnes.




Noter:

1): Jfr. hermed Symons: Einleit. § 1—15.
2) Fototypisk udgave v. L. Wimmer og F. Jénsson 1891.
3): Han omtaler „ingentes thesauri totius humanæ sapientiæ, conscripti a Sæmundo sapiente, et imprimis nobilissima illa Edda etc." i et brev til Worm. Jfr. med hensyn til hele spørsmålet Bugges fortale til Norræn fornkvæði s. lxiii ff.
4): Jfr. Sturlunga, proll. cixxxiv.
5): Isländische Literatur und Geschichte, 1773, s. 19.
6): Når Bugge (Norr. fornkv. s. lxv) synes at mene, at navnet Sæmundaredda „ikke var aldeles ukjendt før Biskop Brynjolvs Tid" på grund af et vidnesbyrd af Torfæus, som i „sin ungdom" havde hørt sin fader citere noget af Eddaen, så er dertil at bemærke, at Torfæus kun var 7 år gammel, da codex reg. fandtes; det er ikke rimeligt, at Torfæus skulde have hørt dette før 7 års alderen og bidt mærke deri, så at han huskede det hele tiden siden. Dette „vidnesbyrd" har således ikke den fjærneste betydning, og ordet „ungdom" taler netop ikke derfor. Jfr. Symons: Einl, § 17 og (med hensyn til det følgende) 22.
7): G. Vigfusson sætter den til c. 1250 (Sturl. proll. ccxii), men det er for tidligt. Jfr. fototyp. udg. s. LXXII.
8): Norræn fornkvæði, s. Ixvii.
9): Både R. Keyser (Efterladte Skrifter I, 121) og G. Vigfusson (Sturlunga proll. s. ccxii, Corp. poet. bor. lxxii) antog, at samlingen er foretagen i det 12. århundrede.
10): Jfr. K. Müllenhoffs: Deut. alt. V, 234. Derimod er Müllenhoffs antagelse af, at samlingen (cod. reg.) først er afsluttet o. 1250 (Deut. alt. V, 231 —2) uholdbar og umulig. Samlingen er fra først til sidst én mands arbejde, der allevegne er sig selv ligt. — Når A. Edzardi (Germania XXIII, 418) af det indledende prosastykke i Lokasenna slutter, at dets forfatter har benyttet Snorra-Edda, kan jeg ikke give ham ret. Forholdet er netop her det samme som for det ovenfor behandlede stykkes vedkommende, ja endnu klarere. — Jeg kan heller ikke indse rigtigheden af B. Symons' udtalelse imod G. Vigfússon, når denne i Corp. poet. bor. lxxii sætter samlingen til ǫ. 1150, hvilket utvivlsomt kommer sandheden nærmere end Bugges anskuelse. Ifølge Symons er Vigfússons mening „aus den verschiedensten grunden unmöglich" (Zeitschr. f. deut. Phil. XVIII, 96).
11): Jfr. B. Symons: Paul-Braunes Beitråge etc. III, 222 og det foregående. Der kan her også henvises til A. Heusler: Die lieder der lucke 1902.
12): Se deutsche altertumskunde V, 235, 158.
13): Jfr. hermed Symons: Einl. CXLIV ff.
14): Se deutsche altertumskunde V, 235, 158.
15): Denne anskuelse falder fuldstændig sammen med Bugges, se Norr. fornkv. fortalen XXV— VI.
16): Zeitschrift f. deut. altertum, XXXII, 1888, s. 402 ff.
17): Denne Müllenhoffske benævnelse er forresten uberettiget.
18): Symons har (Einl. CXLVH) erklæret sig enig heri.
19): Når G. Vigfússon i Sturl. proll. cxciii er mest tilbøjelig til at mene, at samlingen er orknøsk, er dette i samklang med hans andre kvadteorier, men behøver ingen særlig gendrivelse.