FJ-Litteraturhist.Bd.1-Helreið Brynhildar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


8. Helreið Brynhildar

Dette lille digt på 14 vers findes også i Nornageststþ., hvor dog et halvvers (v. 7) fattes. (1) Foran det står i cod. reg. et lille prosast., hvori det, efter Sig. sk., meddeles, at Sigurðr og Brynhildr blev brændte på to bål - »På vejen til Hel agede Brynhildr igennem en jættekvindes tun; denne sagde«. Herpå følger overskriften: Brynhildr reið helveg, hvorefter det almindelige og ret heldige navn Helreið Brynhildar senere er dannet. I Nornagestsþ. siges Brynhildr at have fremsagt digtet på vejen - forbi nogle klipper - til ligbrændingsstedet, men dette kan ikke være rigtigt.

Jættekvinden siger de to første vers, hvori hun forbyder Brynhildr at drage igennem sine »stenstøttede gårde« og laster hendes tidligere krigerliv og deltagelse i blodsudgydelser [Brynhildr altså her identisk med Sigrdrif]. Brynhildr svarer, at jættekvinden ikke behøver at gøre hende bebrejdelser, ti hvor de to mødes, vil hun altid anses som den ypperste. Jættekvinden svarer atter med bebrejdelser, fordi Brynhildr har været til ulykke for så mange (v. 4). Herefter er Brynhildr den eneste, der taler, idet hun giver en kort oversigt over hele sit liv og skæbne. Hun begynder med at fortælle om den begivenhed, at en modig fyrste tog hendes og hendes syv (2) »søstres« (=valkyrjers) svanehamme, hun var dengang kun 12 år gammel, da hun »gav den unge fyrste sin ed« (v. 6). Hvad dette er for en ed, er ikke ganske klart, men det nærmeste synes at være at antage, at det er en virkelig trolovelsesed. Denne »unge fyrste« er den unge Áuðu bróðir, som nævnes i v. 8; han kæmper med en gammel mand, Hjálmgunnarr, hvem Brynhildr fælder mod Odins vilje. Det må antages, at denne unge Auðas broder tillige er falden i kampen, skønt sejren blev hans, eller i det mindste dødelig såret. Hans egenlige navn var Agnarr; det er ham, vi får en oplysning om i det 3. prosast. i Sigrdrifumál (se ovf. s. 279), hvor halvverset anføres: »den anden hed Agnarr, Auðas broder, som ingen vætte vilde hjælpe« (3). Dette vers passer ypperlig ind i Helreið og foran v. 6; den første halvdel af verset er tabt; den har sikkert nævnet den anden fyrste, Hjálmgunnarr. Den umiddelbare fortsættelse af v. 6 er v. 8 (hvor det første ord þá er = dernæst) og således er ordenen i Nornag. Halvverset (v. 7) i cod. reg.: »alle, som kendte mig i Hlymdale, kaldte mig Hildr under hjælmen« må have stået foran v. 6 og efter v. 5; det hentyder til Brynhilds opfostringsår hos Heimir i Hlymdale, før end hun blev valkyrje (4). Den rigtige versfølge bliver således: 1, 2, 3, 4, 5, 7, 7b (halvverset fra Sigrdr.), 6, 8 osv. (5) og indholdet af disse vers (fra v. 7): »Jeg blev opdraget hos Heimir, indtil jeg blev en valkyrje; så red jeg bort med mine syv søstre; Agnarr, den unge fyrste, bemægtigede sig vore svanehamme, og jeg gav ham min tro. Han havde kamp med den gamle Hjálmgunnarr; jeg gav ham sejr og fældede hans modstander«. Odin lod Brynhildr til straf falde i søvn i Skatelund inde i en skjoldborg; om hendes sal var der flammer, ingen skulde komme til hende undtagen den, som aldrig blev bange (v. 9. 10). Sigurðr red igennem flammerne, »der hvor min fosterfader styrede gårde«. »Vi sov sammen i 8 (!) nætter, som om vi var søskende, ingen af os lagde arm over den anden« (11. 12). Dette er vel en hentydning til den begivenhed, da Sigurðr i Gunnars skikkelse kom for at fri til hende.

I v. 13 fortæller Brynhildr om Guðrúns bebrejdelser mod hende, hvoraf hun fik at vide, at hun var bleven ført bag lyset. Digtet slutter således: »Altfor længe vil mænd og kvinder livet friste ved ulykke og sorg. Jeg og Sigurðr vil bægge to leve sammen. Synk du nu, din trold«.

Müllenhoff har omtalt dette digt i meget høje toner (6). Det er mig dog umuligt at se, hvori det så mærkværdige egenlig består. R. Keyser (7), Rosenberg (8), Symons (9) o. fl. har antaget, at digtet var forholdsvis ungt, og deri har de ret. Digtet er ofte prosaisk nok. Således er det ikke nogen heldig, endnu langt mindre en højpoetisk tanke, at lade Brynhildr have en ordstrid med et efter den hedenske opfattelse så foragteligt væsen som en jættekvinde, på en sådan måde, som Brynhildr i virkeligheden gør det. Hun går så vidt at sammenligne sig selv, sit ry og eftermæle med en jættekvindes. Dybere ned var det vel ikke muligt at komme. Allerede dette viser en temmelig sildig affattelsestid (10). Til samme resultat føres vi også ved at Brynhildr omtaler sit »tidligere vikingeliv«, og at hun omtaler Sigurðr som en »viking« i Danernes skare (11). Herved stiller digtet sig selv i klasse med et digt som Helg. hund. I (jfr. dettes vers 37). Både udtryk og tone forbyder at gøre det ældre. Et bestemt holdepunkt får vi i det sidste vers, hvor Brynhildr udtaler det håb, at få lov til at leve sammen med Sigurðr efter døden. Dette er en kristelig og ingen hedensk tanke. Digtet er således omtrent fra samme tid som Grógaldr, fra tiden o. 1000 eller muligvis lidt senere.

Der er intet i selve digtet, som bestemt viser, hvor det er forfattet. Muligvis er det grønlandsk.

Hvad der har bevæget forfatteren til at digte dette kvad er let se. Han har villet redde og rense Brynhilds eftermæle ved at lade hende selv fortælle sin tragiske skæbne, meddele, hvorledes hun er bleven sveget og ført bag lyset i livets allervigtigste forhold, uden selv på nogen måde at have forskyldt det (12). Denne forfattens hensigt er nåt.




Noter

1): Ang. digtet kan henvises til Müllenhoff: D. A. V, 387 ff., Symons: Sigfrid u. Brunhild s. 20 f., Einleit. CCCXXXVII, Boer: Sigrdrífumál u. Helreið, Untersuch. III 111 f., Neckel: Beitr. 85 ff., Ussing: Heltekv. 113 ff., 134, Golther: Siegfried u. Niebelungen 203 ff.
2): Zupitzas (og Müllenhoffs) forklaring af dette sted (Zeitschr. f. deut. Phil. IV, 118 not.): 8 søstre + Brynhildr = 9 ialt er efter tekstens ordlyd umulig.
3): Det sidste ord þiggja er uforståeligt. Der må have stået et ord som týja el. lign. = at hjælpe.
4): Boer (Sigrdr. u. Helr. s. 314 f.) forsvarer hds. ordning, næppe med rette.
5): V. 8-10 holder Edzardi med urette for uægte (Germania XXIII, 413).
6): Deut. alt. V, 44: »eins der schönsten und merkwürdigsten lieder«; jfr. 387.
7): Efterl. skrifter I, 207.
8): Nordboernes Aandsliv I, 319.
9): Hans behandling af digtet (Sigfr. u. Brh.) er utvivlsomt i alt væsenligt rigtig. Meget af, hvad Neckel har udtalt derom, er træffende.
10): Symons antager også (Beiträge osv. III, 258) »eine späte entstehung des liedes«.
11): Der er ingen grund til med Müllenhoff (D. A. V, 389) at anse dette vers for uægte. Dets tone svarer aldeles til de andres.
12): Jfr. Edzardi: Germania XXIII, 414 not.*.