FJ-Litteraturhist.Bd.1-Lokasenna

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

e. Lokasenna.


I håndskriftet (reg.) står dette digt lige efter Hymiskviða og som et slags fortsættelse i tid af dette kvad. Det indledes med et prosastykke, hvori det hedder, at efterat Ægir (havguden) havde fået den kedel, »hvorom der nu blev fortalt«, holdt han et gilde for aserne. At samleren satte indholdet af disse to digte i forbindelse med hinanden, var naturligt. Ved dette gilde var aserne (med undtagelse af Tor, der var i østerleden) og mange alfer tilstede. Man roste meget Ægirs tjænere: Eldir (Ildtænder) og Fimafengr (omtrent = fingernem). Loke tålte ikke denne ros og dræbte Fimafengr. Herover blev aserne så vrede, at de jog Loke bort og forfulgte ham til skoven. Men Loke kom tilbage og traf Eldir ude. Nu begynder digtet med en samtale mellem Eldir og Loke (1). Denne spørger, hvad guderne nu taler om. »De taler om deres våben og kampdygtighed, men ingen taler godt om dig«. Da siger Loke, at han vil gå ind i hallen for at bringe asernes sønner ufred og kiv. Eldir siger, at dersom Loke agter at skælde guderne ud, »vil de tørre det af på ham selv.« Loke truer Eldir og går ind og siger, at han kommer tørstig langvejsfra for at bede aserne om en drik. (Her er der en uoverensstemmelse mellem verset og indledningsprosaen). Guderne modtager ham imidlertid med en betegnende tavshed, hvis betydning ikke var til at tage fejl af — da spørger Loke: »hvorfor tier I så, I triste guder«, og beder dem anvise sig en siddeplads. Brage svarer temmelig uvenlig, at aldrig vil guderne bænke Loke ved, deres drikkelag. Loke bryder sig — foreløbig — ikke om Brages ord, men henvender sig direkte til Odin og minder ham om det fostbroderskab, de i dagenes ophav havde indgået — »du sagde, at du aldrig vilde øl drikke, medmindre det blev bragt til os bægge to«. Odin opfordrer da Víðarr til at anvise Loke plads og skænke for ham. Nu føler Loke sig tryg og han udbryder:

Hil jer aser
hil jer asynjer
hil jer højhellige guder —

dette lyder meget godt og højtidsfuldt, men, idet han mindes, at Brage har talt uvenlig til ham, tilføjer han ondskabsfuldt:

undtagen én,
som der inde sidder
Brage på bænk i hal.

Disse sidste linjer er meget betydningsfulde, idet de danner den behændige overgang til det følgende. Det var Loke om at gøre, at få en strid i gang, for at få en gunstig lejlighed til at gøre alle guderne til skive for sine løgnagtige bebrejdelser. Med dette vers begynder digtets hovedbestanddel, den egenlige »senna«. Brage begår straks den fejl i sit svar at tilbyde Loke sin hest og sit sværd, hvis han vil lade være med at tirre guderne ved hånsord. Dette forslag var særdeles uheldigt, da det kun kunde tjæne til at give Lokes optræden en endnu større sikkerhed; istedenfor at formilde Loke gør han ham endnu frækkere og overmodigere. Således har digteren med stor kunst forberedt hele den følgende ordveksel. Brage lader, som om han bliver vred — hvad han vel også bliver - og siger, at hvis de bægge var udenfor Ægirs hal, vilde han »bære Lokes hoved i sin hånd«. Loke svarer:

Siddende er du dristig,
det skulde du ikke være,
Brage bænkepryder osv.

Herpå beder Brages hustru, Iðunn, ham om at lade Loke i fred, men hun siger dette i en for Loke lidet smigrende tone. Derfor vender han sig nu imod hende og skælder hende ud for at have bolet med sin broders bane. Dernæst går Gefjon i ilden. — »Loke ved ikke, at han holdes for nar og at alle guder hader ham.« »Ti stille Gefjon, den blonde svend [måske Loke selv], som gav dig smykker, lokkede dit sind«. Nu blander selv Odin sig i samtalen og advarer Loke mod at håne Gefjon. Loke svarer frækt:

Ti stille Odin,
du aldrig forstod
at dele kamp med de kæmpende;
ofte du gav,
hvem du ej give skulde,
den svageste, sejr i kamp.

På denne grove sigtelse, som ifølge menneskelig opfattelse vistnok tildels var berettiget, nedlader Odin, den øverste gud, sig til at svare, og det på en lidet tiltalende måde, idet han skælder Loke ud for at have været en kvinde. Dette var netop noget for Loke. Han har svar på rede hånd og håner Odin, fordi han har drevet sejd som spåkvinder og draget over lande med spådomme — »det trode jeg var kvindeskik«. Herpå kan Frigg, Odins hustru, ikke holde sig tilbage; man skal ikke, siger hun, tale om, hvad der er foregået i gamle dage.

Ti stille Frigg,
Fjörgyns datter,
mandgal til visse du var.
Ve og Vile [Odins to brødre],
tog du, Vidrirs [Odins] hustru,
bægge i dine arme.

Nu tager Freyja ordet, men det går hende endnu værre.

Ti stille Freyja,
fuldtvel jeg dig kender,
du lider ej mangel på laster;
af aser og alfer,
som herinde er,
enhver har været din boler.

Efter endnu et ordskifte mellem Loke og Freyja, tager Njörðr ordet og bebrejder Loke, at han har født børn. Loke svarer med de groveste ukvemsord. Njörðr bryster sig da af — i modsætning til Loke og hans yngel — at have en søn som Freyr, »hvem ingen hader og som gælder for at være den ypperste as.« »Ja, nu har jeg ingen grund til at skjule det længer, den søn har du avlet med din egen søster« er Lokes lige så forhånende som knusende svar. Efter at endnu Tyr, Freyr og dennes tjæner, den iltre Byggvir, samt Heimdallr, om hvem Loke dog ikke har noget ondt at sige, har deltaget i trætten, træder Skaðe frem og truer Loke med snarligt fængsel. Loke driller hende med, at det er ham, der mest af alle har bevirket hendes faders død, og tilføjer: »Blidere var du mod Løvøs søn [Loke], da du bød mig til dit leje; skal vi endelig opregne vore fejl, så lad os tage alt med.« Endelig går Sif frem og begår den samme fejl som Brage, at bede Loke om at lade sig i fred. Loke lader også, som han vil skåne hende: »Du vilde være den eneste forsigtige og tro mod din mand — at sige, hvis du var det — , men sikkert kender jeg én [Loke], som har gjort Tor til en hanrej.«

Det ser ud, som om det har været digterens mening, at den omstændighed, at Loke nævner Tors navn, bevirker, at Tor kommer hjem med det samme (2), og da det er Tors hustrus fremtræden, som bevirker nævnelsen af hans navn, er dette tilsigtet af digteren for at få en ende på legen. Nok er det, Beyla, Byggvirs kone, mærker Tors ankomst på fjældenes rysten og siger, at Tor nok skal bringe Loke til ro. Loke skælder hende ud for at være en »skiden deje«, men så kommer Tor, bister i hu, og har et ordskifte med Loke, som er betegnende nok for dem begge:

Tor:
Ti stille blødagtige væsen,
dig skal min stærke hammer
Mjølner mælet berøve.
Dit hoved jeg slår
af halsen på dig,
da er dit liv forbi.

Loke:
Jordens søn
er kommen her ind,
hvi raser du så Tor?
da tør du ikke,
når du skal med ulven kæmpe
og denne sluger Sigfader [Odin]

Tor:
Ti stille osv.
Op jeg dig slynger
på østens veje,
hvor ingen dig siden ser.

Loke:
Dine rejser mod øst
skal du aldrig Tor
fortælle til folk,
siden du, enekriger,
i hansken sad
og nægted du var dig selv.

Tor:
Ti stille osv.
med min højre hånd
slår jeg med min hammer,
så at alle dine knokler knuses.

Loke:
Jeg agter at leve
i lange tider,
skønt mig du med hammeren truer.
Skarpe dig tyktes
Skrymirs remme.
maden du ej fik fat.

Tor:
Ti stille osv.
Hrungnirs bane [hammeren]
skal bringe dig knust
ned under Niflheims port.

Loke:
Jeg talte for aser,
jeg talte for asynjer
alt hvad jeg lysted at sige.
For dig alene
vil ud jeg gå,
ti jeg ved at du slår.

Den eneste, Loke åbenbart har respekt for, er Tor, og for ham alene trækker han sig tilbage. Han forlader Ægirs hal, dog ikke uden at ønske Ægir alt ondt, at han aldrig siden må foranstalte et gilde, og at alt, hvad han ejer, må gå op i luer.

Efter digtet følger et lille prosastykke, hvori det fortælles, at Loke nu skjulte sig i Fránangrsfoss, hvor han blev fanget og derpå bundet, at Skaðe fæstede en giftslange over ham, og at hans hustru Sigyn holder en skål under de neddryppende edderdråber osv., væsenlig det samme som det, der fortælles i Gylfaginning (3), men Snorre ses dog at have haft en anden fremstilling for sig end denne.

Hele digtet, og det er vistnok fuldstændig bevaret, er forfattet med en umiskendelig dygtighed, både med hensyn til at knytte de enkelte ordvekslinger sammen og derved drage den ene af guderne efter den anden ind i samtalen, ind i den malstrøm af skældsord, som udgår fra Lokes mund, og med hensyn til at lade Loke altid være sig selv, følgelig altid så slagfærdig, at han aldrig kommer i forlegenhed med svar, aldrig savner ord til at udtrykke sig på den måde, der svarer til hans sindelag og, om vi så må sige, til hans livsanskuelse. Digtet viser endvidere forfatterens omfattende mytologiske kundskaber og overlegne ævne til at frembringe en dramatisk spænding, der fremkaldes ved det stigende overmod og frækhed, hvormed Loke tilsøler hele gudestaten, indtil han endelig viger for den brutale kraft; det viser tillige en fortræffelig ævne til at fastholde karakteren, Lokes karakter i dens modbydeligste skikkelse, hvad enten han med den alvorligste mine udslynger de værste beskyldninger mod de ypperste guder og gudinder, eller han med udsøgt hån og overlegen ondskabsfuldhed behandler de underordnede væsner (som Byggvir). Mange af Lokes beskyldninger er særdeles grove og fremførte i usminkede udtryk, men dette er atter fuldstændig overensstemmende med Lokes karakter og vidner om digterens logiske tænkning. At Lokes bagvaskelser og bebrejdelser er forvanskninger og fordrejelser af enhver tænkelig art er utvivlsomt. (4) Selv den alleruskyldigste omstændighed kan i en løgners og æreskænders mund blive stillet i et sådant lys, at den ser ud som en fejl, ja som en forbrydelse (5). Det kan bestemt påvises, at med nogle af Lokes forhånelser er det således bevendt. Når han f. ex. siger til Freyja, at enhver af de tilstedeværende alfer og aser har været hendes boler, er dette en håndgribelig overdrivelse, men den er let forståelig i Lokes mund om selve kærlighedens og frugtbarhedens gudinde (6). Loke gør nar ad Tyr, fordi han har mistet sin højre hånd, men han omtaler ikke, hvad der opnåedes ved den lejlighed, Fenrisuhyrets fængsling, og hvilket gode dette må antages at haves været. Loke siger, at Tor ikke tør kæmpe med Fenrisulven i den sidste kamp, men lader den sluge Odin, skønt han vel vidste, at således var det bestemt fra dagenes ophav, ligesom også det, at Tor skulde kæmpe med midgårdsormen. Han siger fremdeles, at Tor ikke skal tale om sine rejser til østerleden, siden han sad sammenkrøbet i Skrymirs hanske, og forhåner ham fordi han ikke kunde løse Skrymirs skarpe remme, som om ikke Loke og alle vidste, at Tors rejser til østerleden var nødvendige for verdens beståen og guders og menneskers vel, og som om han ikke vidste rigtig besked om Tors sammenstød med Skrymir-Utgarðaloke, som, ret beset, i virkeligheden var til den største ære for Tors kæmpekraft. Når vi således kan påvise fordrejelser og løgne hos Loke af de ting og enkeltmyter, vi kender, kan vi gå ud fra, at de andre bebrejdelser for ting, kilderne intet kender til, er lige så grundløse, lige så halvsande eller usande og kun beroende på fordrejelser og overdrivelser, skønt noget ifølge den nordiske mytologi kan have dannet grundlaget derfor. Dette grundlag har, set i den rette mytologiske sammenhæng og i sandhedens belysning, sikkert været ganske i sin orden og i fuld overensstemmelse med det primitive forhistoriske kulturliv, hvoraf myterne fremsprang, skønt måske i et og andet i strid med det 10. århundredes med hensyn til kultur og moral mere udviklede standpunkt. Det forholdt sig med Loke ligesom med djævlespejlet i H. C. Andersens æventyr; alt hvad der var godt og ædelt eller blot naturligt, blev i det slet, fordrejet og latterligt; men det er kun djævle, som morer sig derover.

Det er betegnende, at ikke én af aserne kan i en ordstrid måle sig med Loke, han er virkelig auðigr i andsvörum (v. 5), han overgår dem alle, selve veltalenhedens og klogskabens gud, Odin, ikke undtagen. Men det er på den anden side lige så karakteristisk, at kun Tor og hammeren kan få ham til at vige.

Heri ligger der et overordenlig fint og veltruffet billede af livet. Den veltalende skurk er aldrig svar skyldig, og end ikke det helligste skåner han; han er løgnagtig og fræk, skønt i grunden fej. (Shakespears Jago i Othello er et godt analogt eksempel). Fornuftens klare ord og besindighedens redelige formaninger har ingen som helst magt over ham. Kun den brutale kraft, hvis midler til at overtale og overbevise er — prygl, frygter han; kun for den viger han. Kun når sandheden fremtræder i al dens brutale ærlighed, er løgnen nødt til at tage flugten.

At dette digt er forfattet i det 10. årh., kan ikke betvivles. Derom vidner først og fremmest indholdet. I en kristelig tid vilde et sådant digts fremkomst simpelthen være uforklarlig, med mindre det var hensigten med digtet ligefrem at latterliggøre de gamle guder og den hedenske tro. Men hvis digtet stammede fra en kristen forfatter, måtte slutningen af digtet være bleven helt anderledes; da vilde Tor også være kommen tilkort, isteden for at han redder stillingen, og asatroen således hævdes (7). Af omtrent samme grund kan digtet heller ikke være forfattet af en absolut hedensk fritænker. Det nøje kendskab til så mange myter eller mytedele, som digtet opviser, men som vi intet kender til, og som må anses for glemte længe før Snorre skrev sin Gylfaginning, må stamme fra selve hedenskabet, fra den endnu levende asatros tid.

Dernæst står sproget i overensstemmelse med det, vi finder i andre kvad fra det 10. årh. Således forekommer v foran r tre gange i ordet vreidr (v. 15. 18. 27), hvilket aldrig forekommer i digte efter 1000, for ikke særlig at nævne former som séa o. lign. (8) Det levende indtryk, som vi gennem v. 24 får af vølve- og sejdvæsnet, fører lige så sikkert til det 10. årh.

Det må betragtes som sikkert, at digtet er forfattet i Norge. Derfor borger udtalen vreiðr, fremdeles et ord som deigja, der ikke synes at være bleven brugt på Island. De eksisterende kilder, hvori ordet nu ellers haves, er alle norske. (9)

Hvorledes kan nu et sådant digt overhovedet være blevet til? hvad har givet forfatteren ideen dertil og hvad er meningen dermed? Svaret på disse spørsmål kan kun bero på mere eller mindre antagelige formodninger; den følgende betragtning turde måske være et bidrag til den rigtige besvarelse, om ikke svaret selv.

Jeg antager da, at det er det 10. årh.s religiøse forfald, sædelige opløsning og forvirring i så mange forhold, som har givet anledning til digtet, med andre ord: digtet kan antages at hvile på en lignende historisk baggrund som Völuspå. Tidens overhåndtagende slethed og forvorpenhed, der særlig viste sig i, at kristendommen ikke uden held begyndte at gøre sig gældende, samt i, at frafaldet fra den hedenske tro stadig tog til, idet stadig flere og flere erklærede sig for fritænkere ɔ: troende på slet ingen ting (undtagen dem selv) og optrådte ligefrem som gudsbespottere, måtte føre til følelsen eller antagelsen af, at man levede i de sidste og værste tider.

Det er en beskrivelse heraf, digtets forfatter kan have villet give. Han har med sin sjæls hele energi, af sit ganske hjærtes brændende indignation villet skildre sin tids slethed, irreligiøsitet og gudsbespottelse — personificeret i gudefjenden Loke — ifærd med at nedbryde den gode gamle tro og moral. Men han har tillige villet vise, at al denne slethed og gudsfornægtelse tilsidst måtte bukke under. Han har givet en fortrinlig forklaring af det gamle ordsprog: aptr rennr lygi, er sönnu mætir (løgnen må vige, når den møder sandheden). Herigennem udtaler digteren sit håb, at tidens vantro vil vige for den gamle tros sandhed, ifølge hvilken guderne ganske vist skulde gå under, men hvor undergangen skulde føre til en ny, aldrig forstyrret evig guldalder; det er evighedstroen og evighedshåbet, som således antydes og forudsættes, en tro, som forfatteren sikkert har ment var Hge så smuk og ligeså god som de kristnes lære om evigheden. Dette er ganske vist kun en hypotese. Imod den har man gjort gældende, at guderne skældes ud og at deres brøst lægges for dagen og at det var en ret mærkelig fremgangsmåde hos én, der vilde hævde asatroen, men brodden af denne indvending fjærnes, eftersom det er Loke, som udslynger alle bebrejdelserne; de er dels usande, dels kun halvsande.

Hvis denne betragtning er rigtig, bunder digtet ikke alene dybt i den gamle asatro, som netop i Norge i det 10. årh. ofte viste sig så fanatisk (jfr. ovfr. s. 35), men også i tidens voldsomme gæring og opløsning, som allerede før midten af århundredet var så udbredt.

Det tør antages, at Lokasenna stammer fra århundredets midte, eller muligvis fra omtrent samme tid som Völuspå (10). Det er dog — med Symons (11) — muligt, at digtet er fra den sidste halvdel af århundredet.




Noter

1): Ang. digtet kan henvises til F. Niedner: Bemerkungen zur Lokas. i Zs. f. deut. alt. XXXVI og Baldrs tod sst. XLI, Hirschfeld: Untersuchungen zur Lokas. i Acta germ. I (1889), en ret forfejlet afhdl., hvor Loke — ganske urigtig — opfattes som en ildgud
2): Jfr. kölluðu þeir á Þór ok jafnskjótt kom hann Snorra-Edda, I, 136.
3): Snorra-Edda I, 180—4.
4): Det modsatte mener Hirschfeld (s. 1) mærkeligt nok.
5): Jfr. hermed Edzardi: Germania XXIII, 419.
6): Jfr. Hyndlas bebrejdelse mod Freyja, Hyndluljóð 46—7.
7): Jfr. R. Keysers træffende bemærkninger angående Hárbarðsljóð i Efterl. skr. I, 140—1 og Rosenberg med hensyn til hele digtet i Nordb. åndsl. I.
8): Formen vár i v. 52 isteden for ór kan ikke bevise, hvad rektor dr. J. Þorkelsson har ment, at digtet skulde stamme fra det 13. årh.s begyndelse (Breytingar á myndum viðtengingarháttar osv. 1887, s. 26). Jfr. K. Gíslason i Aarb. 1889, s. 359. Det er nemlig ikke nødvendigt her at antage, at formen vár er oprindelig (i øvrigt anser jeg ikke formen umulig selv i så gammel tid), ó (i ór) og v (i vömm) kan danne bogstavrim (jfr. vand- jörm- ör- på Karlevistenen) jfr. H. Gering i Beiträge XIII, 202-9; muligvis er hele linjen forvansket, da artiklen dér står foran et pronomen!
9): Når E. Mogk (Lit. gesch. 597) siger, at efter al sandsynlighed er digtets hjem at søge på Island, da forskellige myter, især den uviklede ragnarokmyte, næppe er norske, så savnes enhver hjemmel for en sådan udtalelse og slutning. Iøvrigt spiller ragnaroks-myten her kun en ringe rolle.
10): S. Bugge antager en lignende affattelsestid (”første Halvdel af 10. Aarhundred”) Arkiv V, 4.
11): Einleit. CCLVII— VIII.