FJ-Litteraturhist.Bd.1-Overleveringsform
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 3 Eddakvadenes metriske form, deres overleveringsform, håndskrifter.
Overleveringsform.
Overleveringsform. På forhånd er det indlysende, at digte fra det 9. og 10. årh., som måtte bevares i hukommelsen i over 200 år, ikke kan haves i deres oprindelige skikkelse. Sandheden er da også den, at eddakvadene er i tidens løb blevne meget forvanskede og det på flere forskellige måder, men ikke alle kvadene er forvanskede i samme grad eller på samme måde. Deres forskellige form (dialogform, remsemæssigt indhold osv.) begunstigede forvanskningerne i en forskellig grad.
Disse forvanskninger består da for det første deri, at enkelte ordformer er blevne forandrede i henhold til et senere sprogtrin og i overensstemmelse med prosa eller talesproget. Således skrives der þar er for þars, sjá for séa, fá for fâa osv., hvorved metrum ofte forstyrres og den rytmiske klang helt går til grunde. Ved hjælp af den oldnordiske metrik og sproghistorie lader den slags fejl sig let hæve.
Dernæst består forvanskningerne i, at teksten (ord og linjer) er bleven aldeles uforståelig. Undertiden trodser disse fejl enhver rettelse (som erakendi Alvíssm. 11. 5). Undertiden lader de sig rette efter konjekturalkritiske principper. Ofte er også teksten bragt i uorden derved, at noget (større eller mindre versdele) er udfaldet, tabt.
Fremdeles består de i interpolationer dels af enkelte ord, dels af enkelte linjer, strofer og strofedele, ja af hele strofepartier. Til bestemt at påvise de interpolerede enkelte ord hjælper som oftest verslære, sprog og rytme. Overskydende linjer kan, når det ikke viser sig, at de er lævninger af tabte, til digtet hørende vers, udskydes, eftersom intet oldnordisk vers i det hele kunde have flere end 6 eller 8 linjer (undtagen genganger- og drømmevers, som her ikke kan komme i betragtning, samt måske enkelte vers, hvor en gentagelse i noget ændret form mulig er bleven anvendt som kunstmiddel)(1). Det vil som oftest vise sig, at disse overtallige linjer indeholder mindre heldige, ja ret enfoldige bemærkninger, som enten er aldeles unødvendige udvidelser af tanken i det foranstående vers, eller, og navnlig, en forklaring deraf, og da af en sådan art, at det må antages, at de ikke kan skyldes den oprindelige forfatter, og som læseren eller tilhøreren aldeles ikke trænger til, da forståelsen er klar nok i forvejen (f. ex. linjer som of skoðask skyli, of skygnask skyli Háv. 1, skinn sól i sali Alv. slutn., þursa þjóð yfir Skirn. 10., osv. osv.).
Medens det er forholdsvis let at udpege disse forvanskninger, er det ulige vanskeligere bestemt at påvise interpolationer af strofer og strofepartier. Her må hele digtet, dets indhold og anlæg nøje forskes og undersøges, og de mistænkelige strofer betragtes i belysning deraf. Her må det kunne påvises, at stroferne ikke passer i sammenhængen, afbryder den og tilføjer noget, som er den uvedkommende (f. ex. dværgenavnene i Voluspá, de mange interpolationer i Grimnismál osv. Helst må man også kunne påvise, hvad der har givet anledning til, at disse vers er indkomne, hvilket i mange tilfælde kan være yderst vanskeligt. Et rent ydre tilknytningspunkt lader sig dog i regelen påvise. Man kunde — lad os sige i det 11. — 12. århundrede — en masse af kvad og kvadbrudstykker, enkelte vers og stumper, som under overleveringen havde forvildet sig ud af den rette sammenhæng. Sådanne stumper blev nu både bevidst og ubevidst puttede ind i andre fuldstændigere digte, hvor man fandt en ydre som oftest tilfældig lighed. Således er f. ex. Háv. 94: Eyvitar firna osv. indsat, fordi det foranstående vers (93) begynder med Ástar firna osv., men det øvrige indhold viser det sande forhold. Således er alle runeversene (som igen består af mange forskellige bestanddele) i Sigrdr. indsatte, fordi det foranstående vers taler om en drik, som er »fuld af kraft og hæder, fuld af sange og gode ord, fuld af gode galdre og gammenruner«.
Der er mange, der nærer en sådan kulsviertro til den gamle overlevering, at de ikke vil erkende, at der overhovedet forekommer interpolationer i disse digte. Dette kommer sikkert ikke alene af, at man ikke har sat sig tilstrækkelig ind i oldtidens digte- og tænkemåde i det hele; at al gammel poesi skal være fuld af skønhed, kan man ikke kræve eller forudsætte; men hvad man har ret til at forudsætte, er, at digterne har været logisk og klart tænkende mennesker, hvad de også viser sig i en fortrinlig grad at være. Men det kommer tillige deraf, at man ikke kender overleveringens væsen og vilkår og særlig de islandske håndskrifters natur og afskrivernes og redaktørernes måde at arbejde og omarbejde på. Deres metode kendes bedst fra de forskellige sagabearbejdelser, hvor man ofte kan påvise udviklingsgangen i de forskellige interpolerede lag. Overleveringen af de islandske tekster er i mange retninger forskellig fra de græske og romerske teksters tilstand og må ikke bedømmes efter disse. I dem er ord og sætninger ofte forvanskede på grund af afskrivernes mangelfulde indsigt i det græske og latinske sprog; de islandske afskrivere derimod forstod deres tekst og stod derfor langt friere overfor den ; de kunde tumle med den som de vilde. Deraf kommer, at næppe to islandske håndskrifter af samme sagas samme bearbejdelse er ordret overensstemmende med hinanden.
Vi står overfor spørsmålet, hvorfra disse interpolationer stammer. K. Müllenhoff har udtalt (2), at de hidrører fra den første optegner, hans hjælpere, efterfølgere og efterlignere. Hans bemærkninger kan i det hele siges at være træffende. Men han har dog sikkert lagt altfor megen vægt på nedskrivningsarbejdet og samlervirksomheden i den litterære tid. Mange interpolationer stammer uden tvivl allerede fra den før-literære tid, fra den mundtlige traditions tidsrum og dens bærere, noget, som også lader sig iagttage f. ex. med hensyn til beskaffenheden af de danske folkeviser.
Det skal til slutning tilføjes og særlig betones, at hvor større interpolationer findes, dér synes i virkeligheden ofte noget at mangle i det egenlige kvad, uden at dette »noget« på nogen måde kan siges at være udfyldt og erstattet med det interpolerede parti. Som bevis herfor kan Völuspá tjæne. Dens første del er, som Müllenhoff uimodsigelig har påvist, i en meget stærk grad interpoleret. Men det er også netop i digtets første del, at de største spring i tanke og sammenhæng findes, hvorved så megen dunkelhed opstår, at jeg i det mindste ikke kan tænke mig andet, end at nogle vers må være tabte. Se så på digtets sidste del. Her findes der ingen bratte overgange, her er sammenhængen fuldstændig klar og gennemsigtig, og dog er udførligheden og vidtløftigheden i skildringen ikke større. Det nytter ikke at ville begrunde denne forskel i indholdets forskel. Tværtimod skulde man netop vænte, at den første del var klar og tydelig, den sidste derimod dunkel og mindre gennemsigtig, da den er den egenlige spådom og da en spádom begrebsmæssig må være mørk, medens hele den første del ingen spådom er, men en historisk fremstilling af tidligere tildragelser.
Nogle digte er så godt som slet ikke interpolerede, som f. ex. Vafþruðnismál. Det, som har beskyttet dem, er deres strænge dialogiske form i forbindelse med indholdet, som næppe tillod vidtløftige tilføjelser (jfr. dog Hárbarðsljóð, hvor indholdet og tonen begunstigede den interpolatoriske virksomhed).
Her kan endelig det spørsmål komme i betragtning, hvorledes det hænger sammen med de i overleveringen (cod. reg.) forefundne prosastykker, dels foran, dels efter, dels inde i digtene. Herom kan bl. a. henvises til Heuslers afhandling: Der dialog in der altg. erzahl. dichtung. Det forekommer mig — til trods for Bugges udtalelser (Heltedigt. 216)aldeles sikkert, at a!le prosastykker uden undtagelse er tilkomne — dels under den mundtlige overlevering, dels og mest ved den samlers virksomhed, der redigerede det håndskrift, hvorfra vort stammer. Symons mener(3) i realiteten det samme. Den antagelse, at der for nordiske digtes vedkommende kan være tale om »blandet form«, er hvad norske og islandske digte angår, ganske ubegrundet og ubevislig.
Noter:
1): Jfr. hermed Fr. Läffler. Om några underarter af ljóðaháttr IV, hvor forf. vil forsvare en mængde af de overskydende linjer tildels af anaforisk art som et særligt kunstmiddel.
2): Deutsche altertumskunde V, 235—6.
3): Jfr. Symons: Einl. § 23 og min afhdl. i Aarbøger f. nord. oldkh. 1917.
