FJ-Litteraturhist.Bd.1-Stilen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 2 Hvad er eddakvad? Hvornår, hvor og af hvem er de digtede? Eddadigtningens mål, karakter og stil.
Kvadenes stil
Stilen. Som forlængst erkendt, er al oldnordisk poesi strofisk; ethvert vers består, som allerede bemærket, af 6 eller 8 linjer (i et enkelt tilfælde af 7 eller 9). Ethvert vers falder i regelen i to halvdele. Skønt det imidlertid forholder sig så, er der naturligvis så godt som altid en mere eller mindre nøje logisk sammenhæng mellem de to halvdele; enten danner den sidste en historisk-fortællende fortsættelse af den første (f. ex. Vsp. 10, 21, 22) eller den indeholder begrundelsen af, hvad den første indeholder (Vsp. 1); bægge dele kan også forbindes (som i Vsp. 24); endvidere er den sidste halvdel ofte, hvad man kunde kalde, en parallel fortsættelse af den første (f. ex. Vsp. 7, 39, 59, 60, Hav. 4 osv.; allevegne dér, hvor f. ex. ting opregnes).
Dette simple forhold brydes ikke sjælden. Således kan den sidste halvdel danne fortsættelsen af den eller de to første linjer, medens 1. 3—4 [2—3] er en parentetisk sætning for sig (Vsp. 8, jfr. 26, 56 osv. Hav. 35), eller 1. 7—8 fortsætte den første halvdel, medens 1. 5—6 står parentetisk (Vsp. 19; sjældent); fremdeles kan 1. 5—6 [4] stå i umiddelbar forbindelse med den første halvdel, medens 1. 7—8 [5—6] står for sig (Vsp. 22, jfr. 45; Gri. 18; Lok. 20), eller de to første linjer står for sig og 1. 3 sammen med den sidste halvdel udgøre én sætning (Hav. 69,111; jfr. Hyndl. 6). Fremdeles kan de to første linjer udgøre én sætning for sig (indledning), medens de sidste 6 hører sammen og danner f. ex. en persons tale (Þry. 2). Sjælden er en tale fordelt på to vers, således at den f. ex. begynder med den sidste linje i ét og fortsættes med næste vers (Helg. hund. I, 5/6; i dette digt findes også andre ejendommeligheder; således er i v. 33 den første linje indledning til det følgende vers, medens 1. 2—8 er en parentetisk sætning, jfr. v. 54, hvor 1. 3 er en parentetisk sætning for sig, 1. 5 indledning til v. 55 og 1. 6—8 parentes); i Hym. 17/18 udgør den sidste del (af v. 17) sammen med den første del (af v. 18) jættens tale. En sådan fordeling er ellers meget sjælden, undtagen hvor talen er så lang, at den nødvendigvis må strække sig over flere vers, eller det hele er en længere enetale. I det førstnævnte tilfælde (af Helg. hund.) står den første linje (af ravnens tale) meget virkningsfuldt i slutningen af verset, og er sikkert af digteren anbragt dér for at gøre virkning. Vi vil i det følgende få at se, at digterne meget ofte, uden tvivl med velberåd hu, vælger bestemte ord og ordstillinger for derved at gøre så meget stærkere indtryk. Hertil skal det føjes, at den logiske forbindelse mellem de to vershalvdele eller mellem de logisk sammenhørende sætninger meget sjælden direkte fremhæves ; særlig gælder dette den kausale forbindelse, der i prosa udtrykkes ved þvíat 'fordi'; denne findes dog på adskillige steder (Helg. hund. I, 11,5 Völs. forn. 34,7 Goðr. II, 28, Háv. 8,4 [Interpol.], Alv. 4,2, og desuden i Sig. sk. 60,64, samt i Gríp. 2O,3, 23,5, 28,7) og da navnlig i de yngre og yngste digte; desuden findes þviat enkelte andre gange, hvor det af metriske grunde er overflødigt og hvor det rimeligvis i tidens løb er blevet indsat i overensstemmelse med talesproget og for ligesom at lette forståelsen af sammenhængen.
Hvad nu stillingen af de enkelte ord i sætningen angår, kan det i det hele taget siges, at den er meget simpel. Uendelig mange fine afvekslinger kan her komme i betragtning; vi vil kun anføre de store træk (1). Der kan da først mindes om den omstændighed, at sprogets udsagnsord er forholdsvis få i sammenligning med alle de hovedord og tillægsord, som det, navnlig det poetiske sprog, besidder, samt at i daglig tale, i talesproget, er udsagnsordene i regelen svagt betonede og svagere, end de andre nævnte ord. Følgen heraf var den, at i poesien, hvor forlydsrimet spiller en så herskende rolle, måtte det blive hovedordene osv., og ikke udsagnsordene, som kom til at indtage de mest fremtrædende pladser, de betonede steder i verslinjen. I daglig tale er rækkefølgen' af en hovedsætning i regelen denne: subjekt — verbum — objekt, eller: hovedord — udsagnsord — hovedord (eller dettes stedfortræder); tager vi et simpelt eksempel, som hann hafði sigr, er her ordet sigr uden sammenligning det stærkest betonede; dernæst kommer hann og tilsidst hafði, som er allersvagest betonet. Skal nu denne sætning indsættes i et vers som en ulige linje, er det klart, at s i sigr nødvendigvis må blive rimstav, eller, til nød, h i hann; bliver sætningen lige linje, og det er egenlig det, som i denne sammenhæng er det vigtigste, er det tydeligt, at kun s (i sigr) kan være hovedstaven (h i hann kan der kun til nød være tale om), men deraf følger, da hovedstaven må stå i den første del af linjen, at de to ord hafði sigr må bytte plads, således at vi får rækkefølgen subjekt — objekt — verbum; naturligvis kan det lige så godt være objekt — subjekt — verbum; men verbet kommer under alle omstændigheder tilsidst; herpå haves der utallige eksempler. At den omvendte orden af ordene ofte forekommer, således at verbet står allerførst, særlig i de ulige linjer, er en kendsgærninig, som også bunder i talesproget (f. ex. ganga fimtán, folk upp á land, Helg. hund. 50,1-2 og lign.).
Dette sidste er ingen inversion, derimod kan det første nok kaldes således; men det er klart, at denne inversion både er naturlig og meget ringe.
Ikke alene hensynet til det omtalte sproglige aksentforhold har gjort sig gældende; men man kan også ofte lægge mærke til en bevidst stræben efter at lade visse ord træde stærkt frem, blive stærkt betonede, især når en modsætning skal fremhæves, som når det i Völ. kv. 27 hedder:
Ek bæti svá
brest á gulli
at feðr þínum
fegri þykkir
ok mæðr þinni
miklu betri
ok sjalfri þér
at sama hófi.
Her er de stærke betoninger af ordene iørefaldende og de er tillige absolut træffende. Også verbet i den første linje har en berettiget aksentstyrke. Mange lignende eksempler på virkningsfulde ordstillinger og dermed følgende rimstavforhold kunde anføres; jeg skal f. ex. anføre Vsp. 4,5-8 (sól skein sunnan | á salar steina | þá vas grund gróin | grænum lauki), Fáfn 30 1-2: (hugr's betri | an sé hjörs megin), Sigdr. 31,4-5 (berjask es betra | an brenna sée) osv. osv. For så vidt kan det hævdes, at det ikke alene er den naturlige, umiddelbare følelse, som har skabt stilen i eddadigtene, men at også denne er udviklet og uddannet efter bevidste kunstneriske hensyn, der naturligvis stammer umiddelbart fra den første.
Der kunde nu opstilles forskellige rubrikker for ordenes forskellige stillinger indenfor en sætning, men den detaljerede fremstilling heraf hører ikke hid. Kun skal det tilføjes, at man gang efter anden kan støde på usædvanlig hårde og uvæntede ordstillinger, uden at man kan se, at noget kunstnerisk hensyn dér har gjort sig gældende, ligesom det ikke kan nægtes, at ord, særlig verber, gentagne gange findes med en uforholdsmæssig stærk betoning (2) (bærende forlydsrimstaven). At dette er en følge af versets strænge bygning og af hensynet til de uundværlige forlydsrim er ganske vist sikkert, men det vilde være uretfærdigt at bedømme det strængt, da man jo kan sige sig selv, at ikke alle de digtere, vi her har at gøre med, var lige dygtige eller lige omhyggelige rimsmede og sprogkunstnere.
Sjælden forekommer det, at partikler (præp. og lign.) bærer rimstav og som sådanne er stærkt betonede; særlig gælder dette om adverbielle præpositioner, der vel at mærke, i daglig tale hyppig er temmelig stærkt aksentuerede (3).
Hvad nu stilen i egenlig forstand angår (4), er der i det foregående blevet bemærket adskilligt, der vedrører behandlingen af æmnet og fremstillingsmåden samt den forskel, der er herpå for de forskellige digte fra forskellige tidsrum og lande.
Vi har allerede set, at digterne på sine steder har anvendt forskellige midler, f. ex. ordstillingen, til at opnå en vis virkning på tilhøreres (og læseres) sind; men der kan anføres mange andre midler, hvorved lignende virkninger tilsigtes og opnås. Her kan vi først gøre opmærksom på de forskellige omskrivninger (kenninger), hvoraf de fleste er fremvoksede af og betingede ved stoffet; ofte er de særdeles simple, men fine og betegnende, som når Baldr kaldes »Odins barn« (Vsp. 31), Odin kaldes »Hærenes fader«, »menneskenes fader« (Vafþr. 2,4) og lign (5). Ireglen er disse kenninger ret simple og lidet sammensatte; versemålet krævede her heller ikke så indviklede kenninger som skjaldedigtene. Men noget særligt fortrin fremfor de ældre skjaldedigte har de her ikke, og undertiden er de lidet betingede af indholdet; jfr. ovf. s. 44.
Virkelige sammenligninger med »ligesom« eller »ligesom når« osv. findes overhovedet meget sjælden (6), og da er de i regelen meget korte (f. ex. »han hvæsser øjnene, ligesom konger« og lign.); undtagelsesvis går sammenligningen gennem et helt vers (som i »Således overstrålede Sigurd Gjukesønner, som det grønne løg, der vokser op over græsset, eller den højbenede hjort [overgår] de grå dyr [ulvene] eller det ildrøde guld det gråhvide sølv«). At disse sammenligninger er særdeles træffende, er ikke mere end hvad man kunde vænte.
Et smukt, men ikke ret hyppig anvendt virkemiddel er gentagelsen, enten af ét enkelt ord eller én linje, hvad enten denne linje gentages aldeles uforandret eller ikke (»Vælg ej Hjörvard eller hans sønner, ej heller kongens fagre brude, ikke de brude, som kongen besidder« Helg. Hjörv. 3; »stærkt sang Oddrun, kraftig sang Oddrun« Oddr. gr. 7 osv.) (7). Nærbeslægtet hermed og overordenlig hyppig anvendt er appositionen eller gentagelsen af et begreb (f. ex. subj. eller obj.) i en anden form, hvorved det nævnte begreb forklares eller hvorved der tilføjes noget nyt til beskrivelse deraf, for at det skal stå så meget klarere for tilhøreren (som f. ex. i Helg. hund. 37: »du sagde, at du ingen mand eje vilde, ingen brynjeklædt helt, med undt. af Sinfjötle«, eller i Sig. sk. 22: »da fløj mod Gottorm Gramr [Sigurds sværd] med kraft, det under klare stål, fra kongens hånd«, elleri Þry. 11: »Trym har din hammer, tursernes fyrste«, eller i Hym. 22: »Satte på krogen, han som bjærger mennesker, ormens enebane, oksens hoved« osv.).
Fremdeles søger digterne ofte at frembringe virkning ved at indskyde korte, hyppig kun af én linje bestående sætninger, hvorved de søger at kaste et overraskende og klart lys på en begivenhed eller et forhold, som de er ifærd med at fortælle om. Når der således meddeles (Brot 10), at »Brynhild engang lo af sit ganske sind«, så indskydes heri efter »lo«: »hele gården dundred«, ɔ: »det av genlyd i hele gården«; lignende findes Völs. forn. 25: »Forbi er det med Granmars — ofte opnår jættekvindens gråstod [ulvene] lig — sønnernes liv«. Smukt fremhæves virkningen af valkyriernes ankomst (Helg. hund. 54): »Da kom fra luften, hjælmvætterne ned — spydenes gny tiltog — , de, som beskytted fyrsten«; ejendommelig og virkningsfuld er den indskudte sætning (Helg. Hjörv. 6): »Sent vil du Helge [det er første gang, han hører sit navn] ringe råde, du mægtige kampvånd, og Rödulsletten — ørnen galed årle — , hvis du altid er tavs« osv. Sådanne sætninger virker som et pludseligt lyn, der på engang opklarer alt. Dette virkemiddel findes særlig i de episke digte (heltedigtene). Jfr. også Þry. 5 og 9: »Da fløj Loke — fjederhammen suste — indtil han kom« osv.; jfr. den 21. strofe, hvor Tors rejse skildres i 2 linjer — »klipperne brast, jorden stod i flammer« — , sikkert den korteste og kraftigste rejsebeskrivelse, der haves. Af lignende art er Røigsþ. 24: »Børn avled de — de bode i fryd og gammen — , hed Hal og Dreng« osv.
Alt dette viser tillige, hvor sproget i disse digte er kort og fyndigt, kraftigt og vægtigt.
En fortrinlig ævne til at vække en stemning hos tilhøreren (eller læseren), som svarer til den, der i øjeblikket er den mest fremherskende hos digteren selv, en ævne til at lade os se hans digteriske syner ligeså klart, som han selv, kommer ofte til syne; særlig kan dette ske ved enkelte, ligesom lyn frembrydende, malende ord, særlig adjektiver, som når Knéfröd — den svigefulde Atles sendemand — siges at have talt med en »kold stemme« (Atlakv. 2). Digteren ser i ånden den falske udsending fra den ligeså falske Hunnerkonge frembærende sin herres svigefulde indbydelse til de intet anende Gjukesønner. Sendemandens og med det samme Atles hele færd viser sig klart for digterens øje, og han får hele beskrivelsen deraf udtrykt i et enkelt ord, og han får os derved til på det klareste at gennemskue det rænkefulde spil. Sådanne malende, rammende udtryk findes rundt omkring i digtene. Der skal ikke anføres flere eksempler; kun kan man minde om den ejendommelige virkningsfulde beskrivelse af Níarernes natlige tog (Vøl. 6) »om natten rejste mændene, naglede var deres brynjer, deres skjolde blinked i halvmåneskin« (8). I dette og andre lignende tilfælde fejrer digternes ævne til at anskueliggøre og deres sproglige kunst de største og smukkeste triumfer.
Af mindre betydning er, at den talende undertiden i disse digte ikke siger »jeg« om sig selv, men omtaler sig selv i 3. person og i steden for »jeg« da anvender et subst. (sit eget navn) eller en omskrivning (»rigtig taler Grípir« Grip. 11,8; menskögul = ek Sig. sk. 40,4; »dig byder din broder« (ɔ: jeg) Völs. forn. 35; »dersom hun vil træffe kongen (ɔ: mig) levende« Helg. Hjörv. 36; »der vil Gerðr (ɔ: jeg) unde Njörds søn gammen« Skirn. 39 osv. Derimod er det sikkert en kejtethed af digteren til Gríp., når han lader Sigurd selv sige: »men Hjördis er kongens (ɔ: min) moder« (3,7-8); det er ikke Sigurds, men digterens tale.
Til slutning skal nævnes en retorisk ejendommelighed, der undertiden fremtræder, men som man egenlig ikke havde væntet i disse digte. Det er sådanne symbolske betegnelser — forresten nærbeslægtede med omskrivningerne — på tildels tænkte, ikke i den virkelige verden eksisterende begreber, som »kærlighedens verden« (munarheimr, Helg. Hjörv. 422), »drømmeting« (= »søvnen«, Vøls. forn. 50,10); jfr. betegnelser som mögþrasir — »menneske« (Vafþr. 49,3), fitjungr 'fedmand' = de rige (Háv. 78,2) samt stedsnavne som »ulvestenen, ørnestenen« (frekasteinn, arasteinn), »solsletten« (röðulsvellir), »solfjældene« (sólfjöll, röðulsfjöll) og lignende.
Alt det her foran bemærkede tjæner også til at vise på hvilket fremskredet standpunkt i teknisk og stilistisk henseende digtene står og udgør, blandt andet, et uomstødeligt bevis for, at de ikke kan høre til den ældste poesi, der tænkes kan, eller, med andre ord, for, at de næppe er ældre end c. 900 (9).
Disse forholdsvis ikke ubetydelige lævninger af eddakvad, hvis tal forøges, når vi tager de mange og forskelligartede interpolationer navnlig i de mytiske digte i betragtning, viser, hvilken rigdom der engang har været tilstede af den slags kvad. Bittert må det føles og vemodsfuldt erkendes, at så meget, så overordenlig meget uigenkaldelig er tabt. Så meget inderligere og dybere er vor glæde over de lævninger, vi er i besiddelse af, over deres ophøjede skønhed, simple ædelhed og etiske renhed, den ægte frugt af den barnlige manddom og mandige barnlighed, som var et af den tids kendemærker, i hvilken de fleste og bedste af digtene blev til.
Medens det var Nordmændene, som særlig befattede sig med denne digtning (senere også de islandske nybyggere i Grønland), var det Islænderne forbeholdt at optage og i en særegen grad at udvikle den anden art af oldpoesi, den såkaldte skjaldedigtning.
Af alt hvad der ovenfor er udviklet, både med hensyn til eddadigtenes tilblivelsestid og deres forfattere, fremgår, at de aldeles ikke er, hvad man plejer at kalde fo1kepoesi (10), hvad også indholdet af mange af dem (f. ex. Grimnismál, Hymiskviða) bestemt modsiger. Med folkepoesi har de kun det tilfælles, at de er uden forfatternavne. De er, i hvert fald for allerstørste delen, kunstpoesi, ikke et helt »syngende folks« frembringelse og har vist aldrig været et helt folks åndelige fælleseje. Dette vil nærmere blive belyst i det følgende ved undersøgelsen af de enkelte kvad.
Noter
1): Jfr. Wenck: Die alliteration i Beitr. XXXI.
2): Nogle eksempler herpå: a) stendr æ of grænn | Urðar brunni (of præp. der styrer brunni) Vsp. 19,7-8, og vistnok: Skalf Misiar mærr | hvar's megir fóru (Mistar megir hører sammen) Helg. hund. 47,7-8; b) Veginn vas þá Atli | vas þess skamt bíða Atlam. 89,5-6; Ek veit görla Sig. sk. 19; Hné hans ofdolgr sst. 23; hné við bólstri | hón á annan veg sst. 48; þá hné Goðrún Goðrkv. I, 15,1; vasa langt af þvi Oddr. 18; jfr. sådanne steder som Helg. hund. 3,5-6; 6,5; 11,5; 34,1; Helg. Hjörv. 11,3; 35,1; 36,1; 42,1; Hrímg. 19,1; Völs. forn. 10,2; Rígsþ. 28,1-2 osv. Naturligvis må man her se bort fra de steder, hvor tanke og sprog forlangte to verber i én og samme linje el. lign., så at betoningen uundgålig måtte falde på et verbum.
3): umb at mælask Sig. sk. 6,4; umb at þreifask Þry. 1,8 ok umb sáusk Völ. 4,8; en af þaðan Skírn. 6,7; virkelig præp. findes Völs, forn. 20,8: und sik prungit.
4): Jfr. Heinzel: Ueber den stil der altgerm. poesie i Quellen und Forsch. X. A. Hoffmann: Der bildliche ausdruck in Beowulf und in der Edda i Engl. studien VI. R. Meyer: Die altgerm. poesie nach ihren formelhaften elementen beschrieben 1889.
5): En samlet oversigt over kenningerne findes hos Symons: Einl. s. CXCII ff.
6): Helg. hund. 6,5; 18.8; 28 (svá vas . . . sem osv.); Völs. forn. 4,8; 38, 43; Goðrkv. II, 2, efterlignet i Goðrkv. I, 18.
7): Se fremdeles Sig. sk. 17, 20, Goðr. II 1, 20, Goðrhv. 14, Vsp. 21; jfr. Helg. Hjörv. [Hrímg.] 14,1-3, samt sådanne udtryk som sveinn sveina, mær meyja og lign., jfr. Atli heitk | atall skalk þér vera Helg. Hjörv. 15,1-2.
8): Jfr. Hjelmqvist: Naturskildringarna i den norröna diktningen (1891) s. 124. — Smukke, korte beskrivelser findes f. ex. Goðrkv. II, 15, 16, 19 osv.
9): Med dette afsnit kan jævnføres Symons: Einl. § 26, samt Neckel: Beiträge zur Eddaforschung (1908).
9): Jfr. H. Schack: Svensk literaturhist. I 31, 5. Symons: Bijdrage tot de dagteekening der Eddaliederen s. 3. A Holtzmann: Die æltere Edda, 1875, s. 4, E. Jessen: Ztschr. f. d. Phil. III 56—7, hvis udtalelser dog dels er for skarpe, dels overdrevne.
10): Med dette afsnit kan jævnføres Symons: Einl. § 27.
