FJ-Litteraturhist.Bd.1- D. Niddigtning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


D. Niddigtning.


Ligesom Nordboerne havde et åbent øje for naturen, dens fænomener og ydre forandringer, således lagde de også nøje mærke til hverandres ydre ejendommeligheder, både de fordelagtige og de mindre fordelagtige. Alle eller de fleste af en sagas vigtigste personer beskrives nøjagtig, og, hvad der har en stor betydning, næsten alle har de øge- eller tilnavne. Disse er af forskellig art eller oprindelse. Nogle er hæntede fra legemlige egenskaber eller fejl, som »den sorte, hvide« (af hårets farve), »den skelende«, »den fladnæsede«, »den stammende«, »den halte«, »den lille«, »den tykke«, »guldbrå« og »kulbryn« (om kvinder).

Dette beror sikkert ikke alene på trangen til at få et bestemtere hjælpemiddel til at holde forskellige personer ud fra hinanden, men også på en Nordboerne medfødt lyst til at spotte, gøre nar ad deres medmenneskers uheldige ydre ejendommeligheder, som også fra andre sider noksom bekræftes. Denne spottelyst fremtræder meget tidlig, f. ex. i Hárbarðsljóð, i Lokasenna, i samtalen med Sinfjötle og Goðmundr, jfr. de forskellige i de uhistoriske sagaer anførte eksempler på en ordstrid (senna). At man meget tidlig har lavet små spottevers om hinanden er en given sag, og vi har flere eksempler fra det 10. årh. herpå. Disse satiriske vers og digte kunde være af en mere eller mindre ondskabsfuld art, eftersom de havde deres udspring i den godmodige spottelyst, som kun spørger uden at ville såre, eller de er fremgåede af bittert personligt had og misundelse, der både skal såre og sværte. Vi står da her overfor to arter, en mildere og en bitrere satiredigtning. Den første er den, der nærmest betegnes med ord som flím (flímtan, jfr. ord som kviðlingr), den sidste betegnes i reglen ved nið; men en aldeles bestemt forskel på disse to ord overholdes dog ikke (1).

Man trode, at virkeligt nid var »bidende«, ɔ: at de forbandelser, som digtet eller verset indeholdt, kunde have blivende følger for den, som var genstand derfor. Man tillagde nidet en overnaturlig kraft og virkning; i så henseende ansås digterne deraf at være, hvad man med et yngre udtryk kalder kraptaskáld eller ákvæðaskáld. Denne opfattelse går meget langt tilbage i tiden; det ser vi af fortællingen om Þorleifr jarlsskálds niddigt om Hakon jarl (se ovf. s. 540). Om dette digt ytrede kong Harald hårdråde: »Der er eksempler på, at nidet har »bidt« mægtigere mænd, end du er« [det er Einarr fluga, der tiltales], og om Halle sagde han: »Han viger ikke tilbage for noget og én kvædling er værre for dig, hvis den huskes« osv. Det er heraf klart, at man ikke alene frygtede den spot og skam, som et til sene tider opbevaret niddigt vilde medføre for ens gode navn og rygte, men at man også trode på et sådant digts overordenlige kraft. Men denne tro hang sammen med den store anseelse og det ry, som (skjalde)poesien i det hele taget nød, samt med de alsidige kundskaber og fremragende ævner, som skjaldene besad.

At en sådan niddigtning, på grund af de omtalte egenskaber og troen på disses betydning, ikke var almindelig velset er noget, som følger af sig selv, og vi finder i vore kilder gentagne gange, at nidvers ansås for yderst fornærmelige og at de førte til drab og blodsudgydelse. Det var således en i høj grad farlig digtning. Derfor har den utvivlsomt fra begyndelsen af været lidet almindelig, men den skulde snart indskrænkes også på en anden måde, nemlig ved hjælp af loven.

I Grågåsen findes der et kapitel, som bærer overskriften: Um skáldskap (2). Det begynder således (3): »Hverken bør man digte om en anden last eller ros (löst eða lof). Ej skal man vredes over fjærdedelen af et vers, undtagen der er lastende ord (lastmæli) deri. Dersom én digter to verslinjer og en anden to andre, og de bægge er blevne enige om at gøre det, straffes de med fredløshed, ifald der er last (löstr) eller forhånelse (háðung) deri. Dersom en mand digter om en anden et vers, hvori der ikke er forhånelse (háðung), straffes han med bøder af 3 mark; dersom han digter mere om ham, er straffen landsforvisning, uagtet der ikke er forhånelse deri. Fredløshed er straffen, dersom man digter om en mand et halvt vers, hvori der er last eller forhånelse, eller sådan ros (lof), som man digter til forhånelse (háðung). Dersom den, der digter det, fremsiger det eller lærer en anden det, pådrager han sig derved en anden (særskilt) sag, og straffen er fredløshed; samme straf er der og for enhver, der lærer verset« osv. (4).

Når det her straks i begyndelsen hedder, at »man hverken bør digte last eller ros« om en anden, er det sidste »eller ros« ved første blik mildest talt forbavsende. Var da ikke rosende digte noget af det højeste og ærefuldeste, en konge, fyrste eller overhovedet enhver mand kunde ønske sig?. Hertil må der og kan der kun svares jo. Ingensinde hører vi, at folk tager digte eller vers fortrydelig op, når de i virkeligheden var rosende. For ikke at tale om den uendelige række af kvad om udenlandske fyrster, har vi også digte om indenlandske stormænd og bønder, hvorpå der i det foregående er anførte eksempler nok, og det fremgår tydelig af alt, at lovkvad ikke var nogen forbuden vare, hverken i dette eller det næste tidsrum.

Ordet lof kan i Grågås-paragrafen med andre ord ikke betyde almindelige rosende digte. Det kan kun forstås som 'vers og digte, der i en ren formel ydre henseende er rosende, men som i virkeligheden er ironiske' (5), altså netop sådant et vers f. ex. som skjalden Eldjárns sidste vers om Giffarðr, hvor det hedder, at denne ridder alene kæmpede tappert, medens alle andre skjulte sig; dette var ironi, ti det var Giffarðr alene, som havde 'skjult sig'. Ironiske eller naragtig overdrevne vers om bestemte folk er det, som Grågåsen mener med sit lof; og til yderligere bestyrkelse heraf er, at den, i overensstemmelse med de gamle loves sprogbrug, senere tilføjer den bestemte forklaring: »epa lof þat, er hann yrkir til haþungar«, hvor lof þat ikke udgør nogen som helst modsætning til det foregående eller tilføjer noget nyt (ved relativsætningen; det er ikke deri, det nye ligger, som den sætning, der begynder med eþa, indeholder).

At denne lovbestemmelse er gammel og vistnok fra det 10. årh., er der ingen grund til at betvivle. En sådan lov antydes og forudsættes i Bjarnarsaga (6). Þórðr havde digtet et spottevers om Björn (og kalven). Björn siges da at have redet hjem til Þórðs gård med 60 mand for at stævne ham for verset, sem hann kallaði lög til standa; uagtet denne sidste sætning ikke behøver at have nogen videre betydning, er der dog ingen grund til at forkaste selve den nøgne beretning om stævningen. Det er ikke urimeligt, at det er en sådan lov, som digteren og juristen Markus Skeggjason († 1107) tænker på, når han i et mærkeligt lille vers (halvvers) erklærer, at han ikke vil digte nid om en mand. Denne lov har sikkert lagt en alvorlig dæmper på folks lyst til at digte nidvers. Hvad vi har tilbage af den gamle niddigtning, er da også rent forsvindende, og de kvad og vers, vi af omtale kender, er forholdsvis få.

Indholdet af disse niddigte var, skønt ikke uden ånd, ofte temmelig groft. I Grámagaflím af Björn (se ovf. s. 498) behandledes Þórðs afstamning; han skulde stamme fra et af hans moder spist sødyr (fisk) af en underlig art. Særlig gjorde man dog nar ad ens personlige egenskaber, og man tillagde da den, der skulde forhånes, de egenskaber, som ansås for at være de mest nedsættende for en mand og et menneskes værd, og da først og fremmest fejhed og uduelighed; dette sidste skete enten ved direkte udtalelser og betegnelser eller ved sammenligninger f. ex. med en hoppe, et dyr, der ansås for at være særlig modløst (jfr. hoppehjærtet, som jætterne gav lerjætten Mökkurkalfi), eller ligefrem med en kvinde; at kalde én en kvinde var overhovedet det nederdrægtigste, der kunde siges om en mand. I de mindre sårende, mere godmodig spøgende vers gør man sig lystig over éns udseende eller egenskaber, som da undertiden stærkt overdrives og på den måde gøres latterlige. Herpå har vi i det foregående set flere eksempler.

Niddigte og spottevers fra dette tidsrum er følgende:

En lille kviðlingr af Narfe til Kormákr, samt Kormáks svar herpå (7), et par små drillende kvædlinger i Gíslasaga af Skegge og Gísle, samt Þorgríms og Gísles småvers i anledning af Vésteins drab (8). Hertil kan føjes, at Egils vers om Atleyjar-Bárðr kaldes flímtan (9), ligesom også Grettirs små kvædlinger (10) samt Þórhildr skáldkonas i Njála (11).

Hånende og fornærmelige vers af hirdskjaldene (Kormákr 530, Þorleifr 539-40, Hallfreðr 550, 553, Gunnlaugr 558, Þórðr Kolbeinsson 563, Steinn 566, Þormóðr 573, [Hofgarða-Refr 600], Bjarne 605, Hrafn 613, Halle 621) er ovenfor anførte og omtalte.

Af særlig stor interesse er det niddigt, som Islænderne siges at have digtet om den danske konge Harald blåtand. Anledningen hertil var den, at et islandsk handelsskib var strandet i Danmark; kongens bryde, Birger, havde erklæret skibet og dets ladning for vrag og bemægtiget sig det hele. Da dette rygtedes til Island, blev det, som det mærkeligt nok hedder, vedtaget som lov, at der om kongen og Birger skulde digtes et nidvers »for enhver næse« (ɔ: hver enkelt) i landet (12). Heraf kan vi slutte, at digtet har været overordenlig langt, men vi har kun ét vers deraf bevaret. I dette gøres kongen til en hest og Birger til en hoppe, og det hedder, at da kongen og Birger kom ud på havet, »blev de til voks« (ɔ: blev lamslåede af skræk). Dette synes at hentyde til det krigstog, som kong Harald omkring 965 truede med at ville gøre til Island i anledning af nidet, men han opgav toget, som Islænderne forklarede det, af frygt. Til den anførte beretning føjes i Heimskringla, at kong Harald sendte en troldkyndig Finlap til Island for at undersøge landet og dets kyster. Denne skal have forsøgt i en hvals skikkelse at komme til landet på forskellige steder, men alle vegne, hvor han kom, blev han modtaget af forskellige landvætter, som drev ham bort og bevirkede, at han vendte tilbage til kongen med uforrettet sag (13). Denne mærkelige skildring beror efter min opfattelse på en misforståelse. Jeg formoder, at denne skildring er en gengivelse af endel af nidet selv, og at det er de islandske digteres eget påfund og fantasifrembringelse, som her foreligger, og som senere, muligvis efter at digtet var blevet glemt, medens dets indhold huskedes og fortaltes, blev opfattet som en historisk tildragelse. Hvis dette skulde være rigtigt, har nidet været særdeles interessant og fortjænt at opbevares; men af grunde, som vi kender, er dette ikke sket.

I Þáttr om Þórsteinn den hvide berettes der om et niddigt, som en Einarr Þórisson lod digte om Þorsteinn den fagre Þorfinnsson (14); senere dræbte Þorsteinn denne Einarr, som desuden ved svig havde ægtet hans fæstemø.

Da Þorvaldr Koðránsson og den saksiske biskop, Friðrikr, forkyndte troen på Island (omkring 984), fik hedningerne nogle »skjalde« til for penge at digte nid om dem. Heraf anføres et halvvers i fornyrðislag, hvori det hedder, at biskoppen har født ni børn, og at Torvald var fader til dem alle (15). Dette er en mærkelig parallel til Sinfjötles skældsord om Goðmundr Granmarsson (16), hvor denne siges at have født ni ulve. Torvald dræbte to mænd for at hævne sig.

Som det gik Torvald, gik det også den anden missionær, Þangbrandr; både Þorvaldr veile og Vetrliðe (se ovfr. s. 471), digtede nid om ham, og han dræbte dem hægge (17).

Bekendt er Hjalte Skeggjasons kviðlingr (18) om guderne og Freyja, hvor han kalder hende for en tævehund. Herfor blev han gjort fredløs.

Af en egen og særlig ondartet natur var det obscøne nidvers, som blev digtet under Kormáks navn om og til Steingerðr. Kormákr lades her udtrykke det ønske, at Steingerðr var bleven til en hoppe og han selv til en hingst. Verset kom Steingerðr for øre og hun blev hæftig forbitret og kaldte det nid; men Kormákr forvissede hende om, at han ikke havde digtet verset, og han dræbte senere dets ophavsmand (19).

Fra det 11. årh. haves eller vides meget lidt om den slags digtning, hvilket jo hænger sammen med den fredelige ånd, som herskede. Senere i det 13, årh., da lovløsheden blomstrede, kommer spottevers atter op. Fra det 11. årh. stammer det digt, som Hrafn hrútfirðingr (se ovf. s. 613) erklærede at have digtet om den norske bonde Ketill rípr, hvem han dræbte; digtet kalder han selv for lítt vandat, men Ketill havde før digtet nid om ham. Ligeledes siges Bjarne gullbrárskáld og hans broder at have »flimtet« Þorgrímr Hallason (se ovf. s. 605).

Det var fra arilds tid, som ovenfor bemærket, en skik i Norden at man ved drikkelag drak hinanden til og ofte lod følge et vers med hvert horn. I disse vers søgte de stridende parter at overbyde hinanden ved gensidig nedsættende vers, hvori der tillige var en god del pralerier over ens egne bedrifter og vidunderlige gærninger; det hele var kun spøg og leg og førte i reglen til, at den ene faldt - under bordet og således blev overvunden. Et eksempel på en sådan spøg, men ikke slet så uskyldig, foreligger i den lille fortælling om Vöðu-Brandr (20). Brandr kom til Norge og opholdt sig der en vinter. Blandt andet kom han til gæstebud hos en Hárekr. Denne siges at have været en overmodig og ildesindet person, der spottede Islænderen på alle måder, og disse to siges da at have digtet vers om hinanden, som vistnok ikke har været helt harmløse; de andre syntes at Brandr klarede sig bedst, men Hárekr blev ved med at drille og fornærme ham, og slutningen blev, at Brandr dræbte ham. Dette synes at være sket kort efter år 1000.




Noter

1) Ordet nið har flere betydninger. Således bruges det om en nedsættende omtale i almindelighed (Vsp. 56); det bruges også om forbandelser i visse bestemte formler, uden at være i poetisk form. Således bruges ordet f. ex. i Egilss. om Egils nidformular på hestehovedet; jfr. trénið. Jeg minder i denne forbindelse om M. Olsens afhdl.: Om troldruner i Edda 1916.
2) Konungsbók § 238, udg. 183-5, Staðarhólsbók § 377-8, s. 392-4.
3) Finsens oversættelse af Kgb.
4) Det følgende indeholder nærmere bestemmelser om digtningen af sådanne vers og udbredelsen deraf, søgsmål, sagsanlæggelse og straf, om nidvers om en afdød kristen mand, eller om Danskernes, Svenskernes og Nordmændenes konge, om elskovssange, om travesti osv., samt om selve processens lovlige gang.
5) Herved bliver det også rigtig klart, hvor forfejlet det er, når G. Vigfússon i sit leksikon mener, at skáld oprindelig betyder 'en, der digter nidvers'; jfr. ovf. s. 329.
6) Bjarnars. 33.
7) Kormákss. 9. Skj. digtn. B I, 85.
8) Gíslas, 6. 7. 26. 27 (110. 111). Skj. digtn. B I, 93. 95.
9) Egilss. 134.
10) Grettiss. 23. 33, jfr. 26.
11) Njála I, 132, jfr. 129, hvor hun betegnes som orðgifr mikit, og 132.
12) Hkr. I, 315 f.; Fms. I, 153, XI, 42. 181. Skj. digtn. B I, 166.
13) Hkr. 1. c. Kun hos Snorre findes denne beretning.
14) Vápnfirð. s. osv. 38. Austfirð. s. 8.
15) Skj. digtn. B I, 168.
16) Helg. hund. I, v. 39; jfr. Lokas. 23, hvor Odin bebrejder Loke, at han har været en kvinde i 8 år under jorden; jfr. endvidere Skarpheðins bebrejdelse til Flose, at han var Svinfellsgudens brud hver 9. nat. Njála 640.
17) Hkr. I, 389, jfr. 407.
18) Íslb. 10 (i sin oprindelige form); Bsp. I, 17; Fms. II, 207, X, 298; Flat. 1, 426; Njála I, 538, jfr. II, 506. Skj. digtn. B I, 131.
19) Korm. 43. Skj. digtn. B I, 168.
20) Ísl. forns. I, 140 1.