FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens arter: Indhold

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§3. Skjaldepoesiens arter, dens indhold og dettes betydning. Karakteristik af skjaldene. Stilen.


Skjaldepoesiens arter

Den gamle skjaldepoesi kan, strængt taget, ikke inddeles i bestemte arter således som andre folks poesi (1). For så vidt må skjaldepoesien siges at være meget ensformig. Dramatisk digtning er der ikke tale om; dramatisk liv og fremstilling er der tilvisse i eddakvadene, men i de egenlige fyrstekvad mærker man i regelen ikke meget til sligt. Nogen lyrisk digtning i egenlig forstand kan man næppe opstille som en særlig art. Ganske vist er der både i de egenlige digte og navnlig i de såkaldte løse vers ofte lyriske momenter til stede og flere eller måske de fleste af de sidst nævnte kunde for så vidt opstilles som lyrisk poesi, som skjalden deri hyppigst udtaler sine egne følelser og stemninger; men da disse vers er digtede i det samme versemål som fyrstekvadene og da så mange af de skjalde, der forfattede løse vers, også var fyrsteskjalde, er det til liden nytte at udsondre disse vers som en selvstændig art for sig.

Noget lignende gælder den erotiske digtning. Ganske vist er der ikke få af skjaldene, som vides at have digtet kærlighedsvers (mansöngr) om visse navngivne kvinder, men de har aldrig sunget om kvinden, aldrig opstillet et særligt kvindeligt ideal; af egenlige kærlighedsdigte er der så godt som intet tilbage; derimod har vi enkelte løse kærlighedsvers, men disse er temmelig få og som oftest forfattede af de store fyrsteskjalde. Af denne grund vil der heller ikke blive opstillet nogen særlig erotisk digtning.

Om den gamle mansöngr kan der henvises til Th, Möbius' bemærkninger i hans udgave af Málsháttakvæði (2). Af de forskellige mansöngsdrápur, der omtales (Ölvir hnúfas, Ingolfs, Óttars, Skapte's, Þormóðs, Hallfreðs osv.), er der desværre intet bevaret, så at vi ikke kan gøre os nogen klar forestilling om, hvorledes de har været beskafne. Hvad vi har tilbage af erotisk digtning, er kun enkelte (løse) vers (Hallfreðs, Kormáks, Þormóðs, Gunnlaugs, Björn breiðvikingakappes, Björn hitdölakappes, kongerne Olaf d. helliges og Magnus d. godes, hvortil slutter sig kong Harald hårdrådes gamanvísur [16] om den russiske prinsesse); desuden forekommer erotiske antydninger i andre (løse) vers og enkelte digte, hvis hovedæmne dog er et ganske andet, ligesom der i erotiske vers ofte tillige findes bitre, satiriske udfald mod en medbejler.

At denne digtning aldrig blev så frodig, som man kunde have væntet, og at der så lidet er bevaret deraf, beror sikkert på den gamle opfattelse af kvindens stilling og sådanne digtes formentlige virkning med hensyn til hendes gode navn og rygte, som lovene og igennem dem den offentlige mening fastslog. Af sagaerne fremgår det klart, hvor krænkende det ansås for en uberygtet, ugift kvindes ry, at en ung mand, han være af nok så god en familie og nok så dygtig en mand, hyppig indfandt sig i hendes hjem, for at »tale med hende« (gøre kur til hende). Dette kaldtes at fifla, og den kvinde, som gjordes til genstand herfor, ansås for at miste sit ry, hun kom i folkemunde og blev betragtet som mindre hæderlig; men dette kunde hverken hun eller hendes nærmeste tåle; det måtte for enhver pris forebygges. Lige så krænkende ansås det overhovedet at være, når en ung mand digtede elskovsviser om en kvinde; det ansås ikke alene for at være for nærgående mod hendes forældre og brødre, men farligt for hende selv; det var ikke meget bedre end nid. Under sådanne omstændigheder er det ikke underligt, at man, vistnok meget tidlig, fandt det nødvendigt at træffe forholdsregler, sigtende til at betrygge kvindens ry. Dette skete på Island, ved at man vedtog en lov, som lyder således: »Dersom en mand digter en kærlighedssang om en kvinde, straffes han med fredløshed. Kvinden er søgsmålsberettiget, dersom hun er tyve år gammel eller ældre; dersom hun ikke vil anlægge sag, tilkommer søgsmålsretten hendes formynder« (3). Denne lovbestemmelse har måske bidraget meget til at forhindre elskovsdigtningen, hvilket i litteraturhistorisk henseende må betragtes som meget beklageligt. Det er vel næppe rimeligt, at man i det daglige liv har set så strængt på sagen.


Indhold

Den satiriske digtning vil blive særskilt behandlet, da den udgør en særdeles vigtig og interessant del af den gamle poesi, og da vi har så meget tilbage af den, at vi kan gøre os en nogenlunde klar forestilling om den.

I modsætning til disse få og i omfang indskrænkede arter af digtning står de historiske digte, der for det meste handler om konger og andre fyrster og høvdinger. Med ét ord kan de med hensyn til deres indhold og dettes vigtigste betydning kaldes söguljóð, et særdeles passende navn, som Snorre selv har brugt (4).

Disse historiske digte består dels af de såkaldte fyrstekvad, dels af kvad om andre personer og genstande (skjolde, økser osv.), dels endelig af løsevers om en eller anden historisk begivenhed, hvad enten den har nogen betydning eller ikke.

Med hensyn til fyrstekvadene er det igen at bemærke, at de allerældste af dem kun uegenlig synes at kunne kaldes fyrstekvad, idet de ikke handler om en fyrste selv eller hans bedrifter. De ældste kvad er skjoldsange; skjolde var i gamle dage kostbare og skattede vennegaver. Når en fyrste sendte en skjald et skjold, digtede denne til tak et kvad om de på skjoldet fremstillede billeder; disse bestod af optrin fra gudelivet og heltesagnene (f . ex. Völsungesagnet); digtene er således sagnhistorisk-mytiske. Sådanne digte vides med sikkerhed at være forfattede af Brage d. gamle (Ragnarsdrápa) og Þjóðólfr fra Hvinir (Haustlöng); hertil slutter sig måske Egils Berudrápa samt et andet af ham digtet kvad om Einarr skálaglamms skjold. Den sidste udløber af denne digtning er Ulfr Uggasons Húsdrápa (o. 985) om de myter og sagn, der var fremstillede på vægge og loft i Olaf pås prægtige hal på Hjarðarholt.

Til disse kvad slutter sig forskellige digte om en af nordens hovedguder, Tor Þórsdrápur, hvoraf nogle muligvis er skjoldkvad; dette kan dog ikke med bestemthed siges, da de bevarede lævninger af sådanne kvad er højst ubetydelige; således haves kun to linjer af Ölvir hnúfa (om Tor og midgårdsormen); derimod haves en virkelig Torsdrapa af Eilifr Goðrúnarson. Andre brudstykker af mulige Torskvad haves under Eysteinn Valdasons, Gamle Gnævaðarskálds, Þorbjörn dísarskalds og Vetrliðes navne, som vistnok alle har hørt til det 10. årh.

På overgangen fra disse til de egenlige fyrstekvad står de såkaldte genealogiske digte, det vil sige sådanne kvad, hvori de besungne fyrster knyttedes til en gud (Odin) ved opregningen af deres fra denne gud stammende forfædre i lige linje; digtet indeholder da hovedsagelig de enkelte slægtled med korte historiske (mytiske) bemærkninger og oplysninger om de enkelte personer (Ynglingatal og Háleygjatal); på samme trin i udviklingen står de arvedigte, som knytter de afdøde fyrster til guderne og gudelivet i Valhal (Eiríksmál, Hákonarmál).

Alle andre fyrstekvad fra det 10. årh. og samtlige senere digte behandler fyrsten selv, hans personlige egenskaber og egne bedrifter. Hvad der da særlig gøres til genstand for omtale er fyrstens legemsdygtighed og idrætter, gavmildhed og retfærdighed, strænghed m. h. t. overholdelsen af lands lov og ret, undertrykkelse af tyve og røvere, kort sagt, bevarelsen af den indenlandske fred og ro, hans prægtige og muntre hofliv, og endelig hans krigerliv, mindeværdige tog til lands og til søs, hvor navnlig det oprørte hav spiller en stor rolle og ofte beskrives smukt, kraftig og malende, fremdeles hans mod og uforfærdethed i kamp og farer, kampen selv, det store mandefald og sejren. De forskellige kampe opregnes i kronologisk orden. Digtet bliver da delt i forskellige partier, der så får deres bestemte begrænsning og afslutning ved hjælp af det såkaldte omkvæd (stef, se nedenfor). Disse digte handler således mest om kampe og krige, hvor våbnene klirrer og blodet strømmer; uadskillelig herfra er omtalen af ulve, ørne og ravne, som slider i ligene og læsker sig i blodpølene; det var en lyst og fryd for dem, ligesom sejren var frydefuld for fyrsten. Samtidig hermed må det dog m. h. t. fyrstekvadenes indhold i det hele taget fremhæves, hvad K. Gíslason etsteds højst træffende har ytret, at »ikke altid er« skjaldepoesiens »Himmel bedækket med Skyer af Blod og Guld [har hensyn til den hyppige omtale af , fyrsternes gavmildhed]; ogsaa andre Billeder svæve undertiden henover den. Nu og da frembryder desuden en velgjørende Straale af varm og reen Følelse: Skjaldens oprigtige Hengivenhed for sin Fyrste og for sin Ven; den Selvstændighedsfølelse, der ikke tillod ham at smigre for sin Herre [jfr. ovf. 338] ved at nedsætte hans Modstandere; højmodig Anerkendelse af en Fjendes Dyder; for ikke at anføre flere Træk«" (5). Herom mere nedenfor.

Da kristendommen blev indført, var det rimeligt, at ligesom man tidligere havde digtet om den stærke gud Tor, jætternes aldrig svigtende bekæmper, begyndte man nu at besynge den gud, der nærmest afløste Tor, Hvidekrist, den stærke stridsgud, som brød helvedes porte og besejrede menneskehedens værste modstandere, synden og djævlen. For Torsdraper fik man man altså Kristusdraper. Det er i så henseende overordenlig karakteristisk, at den sidste Torsskjald tillige, så vidt vides, er den første Kristusdigter, Eilifr Goðrúnarson. Om de kristelige digte fra det 11. årh. vides iøvrigt kun lidt. Vi ved, at Hallfreðr digtede et kvad, Uppreistardrápa, af religiøst indhold, at Björn hitdølakappe forfattede en Tómásdrápa; Skapte Þóroddsson har digtet et religiøst kvad (hvoraf et halvvers er bevaret); ligeledes Arnórr jarlaskáld - men disse kvad er så godt som tabte. De har vistnok været meget få, et udslag af Islændernes lidet religiøse sindelag i det 10-11. årh. (se ovf.).

De løse vers, lausar vísur, er, som allerede antydet, foruden at være erotiske eller satiriske, også historiske og er digtede ved hvilken som helst lejlighed, der kunde forefalde; enten beror de da på digterens egen drift eller på opfordring af en anden om at digte, særlig da den fyrste, han var knyttet til, eller på opfordring af en anden digter. Løse vers anføres allerede som digtede af Brage, af Harald hårfagre, Þjóðólfr fra Hvinir og andre af Haralds hirdskjalde, af Hildr Hrólfsdatter (Ganger-Rolfs moder), af Torf-Einarr (i anledning af hans faderhævn), Eyvindr skáldaspillir (f. ex. før Stordslaget) osv. osv., for ikke at tale om alle de vers, der findes i slægtsagaerne, og som næsten alle anføres som digtede uden forberedelse. Lige før Stiklestadslaget digtede Olaf d. helliges skjalde nogle løse vers (6). Þorfinnr munnr fik af den samme konge befaling til at digte om de på hallens tapeter fremstillede optrin - Sigurðs angreb på Fáfnir; vi kan fremdeles minde om alle de vers, som Sneglu-Halle digtede på befaling af Harald hårdråde; det herom berettede afgiver en god prøve på en skjalds slagfærdighed og kunst. Den samme konge kom engang tillige med sin hovedskjald Þjóðólfr forbi en smedje, hvor de hørte en garver og en grovsmed mundhugges. Straks får Þjóðólfr pålæg om at digte om de to mundhelte, således at den ene skulde fremstilles som jætten Geirrøðr og den anden som Tor (en velkendt myte fra Sn-E.). Þjóðólfr var straks færdig med sit vers, hvori grovsmeden kaldes »de store smedebælges Tor« og graveren »hudernes garvnings Geirrøðr«; de beskyder hinanden med »glødende sier [bolte] fra trættens bolig« (- munden) = 'skældsord'. Men ikke nok hermed; skjalden fik befaling til endnu engang at digte om det samme, men således, at den ene nu skulde sammenlignes med Sigurðr, den anden med Fáfnir. Den samme konge, der jo tillige var digter, traf endvidere engang, atter ledsaget af Þjóðólfr, på en fisker i en båd. Straks spurgte kongen denne: »Kan du digte?« »Nej, herre,« svarede denne. »Jo vist, digt nu noget.« »Så skal du digte bagefter.« »Det skal jeg gøre,« sagde kongen. Så digtede de bægge to og tillige Þjóðólfr flere vers, der alle sluttede omtr. på samme måde: »dette skete i gamle dage«. Hvad der meddeles i de forskellige anekdoter om Einarr Skúlason (12. årh.) er ikke mindre oplysende. Således kunde vi blive ved med eksempler, der på engang viser, i hvor høj grad poesien var en yndet adspredelse, ja, ligefrem en modesag, og hvad der her er det vigtigste, hvor uendelig let skjaldene havde ved at digte på stående fod (7) om hvad det skulde være, samt hvilken masse af løse vers, der må være bleven digtet.

Om denne skjaldenes, man kunde godt sige, fænomenale ævne til at digte vers, når det skulde være og med så ringe varsel som det skulde være, er der ikke den ringeste tvivl. Øvelsen gjorde mesteren her som ellers. Lige ned til vore dage har denne, nedarvede ævne vist sig hos Islænderne i dens fuldeste glans. Eksempler i hundredvis kunde anføres herpå. Selv har jeg flere gange været vidne hertil. Jeg henviser til mine udtalelser i Festskr. til Wimmer (1909) s. 96-97.

Med hensyn til disse løse vers og deres mangfoldige indhold henvises til behandlingen af de enkelte digtere.

Til slutning skal det bemærkes, at da de historiske digte, foruden i det hele taget at være ens i formen, alle handler om temmelig ensartede optrin og begivenheder (kampe osv.), kunde det ikke undgås, at de også i indhold blev ensformige. Dette gælder navnlig fyrstekvadene i egenlig forstand. Dog føles denne ensformighed i digtene fra det første tidsrum ikke så stærkt, hvilket beror på den friskhed, enhver digtningsart i sin første og bedste tid altid besidder, på skjaldenes sans for og rigtige opfattelse og anvendelse af de såkaldte poetiske omskrivninger (hvorom senere) og de omhyggelige og mangfoldige afændringer af disse. Disse sidste beroede igen på digterens poetiske begavelse, sproglige kunst og mytiske kundskaber. For så vidt kan vi sige, at dette tidsrum er meget fattigt på dårlige digtere, ja, så vidt vi kender dets skjalde, kan de alle på en måde siges at stå lige højt, skønt der ganske vist er nogen forskel at mærke. (Vi taler naturligvis her ikke om dem, hvoraf der så godt som intet haves).




Noter:

1): Jeg vil her henvise til R. Meissners smukke foredrag: Skaldenpoesie (1904).
2): Málsháttakvæði i Zts. f. d. Phil. Ergänz.bd., s. 42 ff.
3): Grágás § 238 (Konungsbók), § 377 (Staðarhólsbók).
4): Hkr., fortalen.
5): Forandringer af Qvantitet i Aarb. f. n. Oldk. og Hist. 1866, s. 243.
6): „Da talte skjaldene med hinanden og sagde, at det kunde være passende at digte nogle mindevers (áminningar-vísur) angående de begivenheder, som da snart vilde ske", hvorpå de enkelte digteres vers anføres, Hkr. II, 460.
7): Her kan det tilføjes, at undertiden begyndte en skjald et vers og så overlod en anden at fuldføre det. Se f. ex. Mork. 55.