FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Óttarr svarte

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Óttarr svarte

Om Óttars herkomst vides kun, at han var en søstersøn af Sigvatr skald (1). Hans faders navn kendes ikke. Som ung siges han at være rejst udenlands og at være kommen til Olaf den svenske (2). Hvor tidlig dette er sket, vides ikke, men ved år 1017-18 var han hos Olaf og deltog i forsøget på at stifte fred mellem ham og Olaf den hellige (3). Muligvis har han været hos Sven tveskæg, før end han kom til Olaf den svenske. Óttarr siges at have været »måldjærv og fyrstekær.« Han opholdt sig hos Olaf den svenske indtil dennes død (år 1022). Han synes at have været meget indtaget i den svenske kongedatter Ástriðr som 1019 blev Olaf den helliges hustru. Han siges at have digtet om eller til hende et sådant kvad, at det næsten kunde betragtes som et elskovskvad. Dette bragte ham senere ubehageligheder, da han, efter Olaf den svenskes død, kom til Norge og traf sammen med Olaf den hellige i Solör (4). Kongen, hedder det, var forbitret på Óttarr, fordi han havde digtet et sådant kvad og lod ham straks kaste i lænker. Sigvatr kom da til Óttarr og lod ham fremsige digtet for sig. Da han havde gjort det, indrømmede Sigvatr, at digtet ganske vist var temmelig lidenskabeligt, og ytrede, at det ikke var underligt, at kongen var vred - »men nu skal du ændre lidt på de værste udtryk i digtet og desuden straks forfatte et andet om kongen og så fremsige dem bægge for kongen.« Dette gjorde Óttarr i løbet af tre nætter. Da så Óttarr blev ført frem for kongen, skulde han fremsige digtet om Ástríðr; dette gjorde han, men efter at det var sluttet, gik han uden tøven og uvæntet over til at fremsige sit eget digt om kongen. Hirdmændene råbte, at han skulde tie, men Sigvatr stansede dem, og Óttarr fik lov til at fremsige hele digtet i ro. Kongen skænkede ham livet, og Ástríðr gav ham en fingerring, hun »vilde også have lov til at lønne ham« (5). Tiltrods for, at Óttarr siges at være bleven kongens hirdmand (6) og at have opnået hans gunst, har han sikkert aldrig følt sig tryg eller rigtig vel tilfreds hos ham (7), og det er vel af denne grund, at han kort efter forlod ham og begav sik til kong Knud, Olafs modstander (8). Hvor længe han har opholdt sig hos denne, vides ikke, ti vi hører i det hele intet mere om ham herefter.

Óttarr var en stolt og lidenskabelig karakter, og blandt de egenlige hirdskjalde den fuldblods erotiker (9). Når der i en kilde (10) tales om hans humoristiske elskovsæventyr, han skal have haft hjemme på Island, er det vistnok mindre rigtigt, da det samme fortælles i andre kilder, mere troværdigt, om Sigvatr. Oprigtig og uforfærdet var Óttarr og i det hele en tiltalende personlighed.

Skáldatal anfører Óttarr som Sven tveskægs digter, men af hans kvad om denne, som må antages at stamme fra tiden før 1014, er der intet tilbage. J. Sigurðsson mente (11), at der her er tale om et arvekvad, digtet for kong Knud (12).

Om Olaf den svenske har Óttarr vistnok digtet flere kvad; vi har brudstykker af ét sådant, som handler om Olafs tiltrædelse af magten i Sverrig, hans krigstog og krigsdygtighed. Det første halvvers - opfordring om lyd - er måske af digtets første vers. Der er en vis flugt i disse vers, der er digtede i halfhnept versemål; et af versene beskriver særdeles malende den hæftige bølgegang og skibenes nød i stormen.

Af den for omtalte Mansöngsdrápa om Ástriðr (13) fra tiden før 1019 er intet tilbage, hverken af den i dens oprindelige eller ændrede form. Heller ikke haves der noget af det i Skáldatal antydede digt om Olafs søn Anund Jakob. –


Höfuðlausn

Höfuðlausn, Óttars digt om Olaf den hellige (14), hvis tilblivelse er forhen omtalt, er digtet i året 1022 og antydes så vel i Skáldatal som i Einarr Skúlasons Geisle (v. 12). Af dette digt haves ret betydelige lævninger; et par vers er af begyndelsen, hvori Óttarr opfordrer ikke alene kongen, men også hans hirdmænd til at høre kvadet. Dernæst behandles kongens første krigstog i Østerleden og Sverrig 1008, krigstogene i England, særlig hans bestræbelser for at bringe kong Adelråd på tronen igen, 1009-13, krigstog i Frankrig 1014 (v. 12); dernæst omtales kongens rejse til Norge og tilfangetagelsen af Hakon jarl i Sauðungssund 1015; dernæst fortælles, hvorledes Olaf fangede og kuede de oprørske konger på Oplandene, hvorledes han underkastede sig de vestlige øer 1021, og over hvor mægtigt et rige han råder. Dette digt må betragtes som et af de ypperste kampdigte fra begyndelsen af det 11. årh. Beskrivelsen af kongens færd og kampe er overordenlig livlig og udtrykkene (tillægsord og lign.) særdeles malende. Navnlig viser digtets fortrin sig, når man dermed sammenligner Sigvats første kvad om samme æmne. Óttars lidenskabelig bevægede sind, hans fantasi og veltalenhed fornægter sig heller ikke her; om nogen svulst er der ikke tale, skønt han i det hele ikke sparer på rosende og glimrende ord, hvad enten det gælder at rose kongen i almindelighed, beskrive en sørejse eller skildre en kamp. Han har en ejendommelig udtryksmåde derved, at han f. ex. istedenfor at sige, at skibene sejlede hurtig eller dreves hurtig fremad, siger: »mangen en hæftig roet åre sled den store bølge«; herved opnår digteren, at det hele bliver mere levende, mere farverigt for tilhørernes indbildningskraft. Stoffet til dette digt må fornemmelig Sigvatr have givet ham. Derfor har Snorre vel også benyttet det som en lige så ypperlig kilde som Sigvats egne vers (15). Subjektive bemærkninger findes så godt som ikke i dette digt af Óttarr. Derimod henvender han sig stadig til kongen selv, i modsætning til andre digtere, der snart anvender 2., snart 3. person. Muligvis hænger denne gennemførte tiltale til kongen sammen med den stilling, Óttarr var i. De mindre indskudssætninger indeholder alle ros om kongen selv. Omskrivingerne er i det hele smagfulde og velvalgte. Det er dog ikke frit for, at vi i enkelte af dem, ligesom også undertiden i sætningsforindelsen, synes at mærke det hastværk, med hvilket kvadet er blevet til.

Fra Óttars ophold i Norge efter 1022 stammer sikkert det i Skáldatal antydede digt om den mægtige Dalehøvding Guðbrandr, der netop 1021 havde underkastet sig Olaf og ladet sig døbe.


Knutsdrápa

Knutsdrápa om Knud den store er Óttars 3. hoveddigt (16) forfattet efter 1026. Heraf haves nogle brudstykker. Alle de vers, der haves, handler om kong Knuds tog til England (år 1015) og første kampe dér, særlig angrebet på London (år 1016); det sidste vers behandler slaget i Helgeåen (år 1026). Digtet viser de samme ejendommeligheder som Höfuðlausn, både hvad tiltaleform og udtryksmåde angår; kun er tonen her i det hele mere rolig og dæmpet. Der er blevet tillagt dette digt en høj grad af historisk betydning, således som det udtrykkelig hedder i Fagrskinna (17), hvor det sammenlignes med Þórðr Kolbeinssons drape om kong Knud. For digtet siges Óttarr at have fået så mange penge i sølv, som kongens guldhjælm kunde rumme (18).


Af løse vers haves kun to, det ene digtet hos kong Olaf i anledning af nogle nødder, som kongen af sit bord sendte Sigvatr og Óttarr; digteren er ikke særlig henrykt over gaven, men antyder som muligt, at mjór er mikils vísir, at det mindre var en forløber for noget større, det andet, som er i fornyrðislag, er en rask henkastet improvisation i det øjeblik , Óttarr trådte ind i kong Knuds hal (19).




Noter

1) Hkr. II, 177; ÓH (53) 81; Fms. VI, 192, jfr. V, 173.
2) ÓH (49) 45.
3) Hkr. II, 111-15. 122; ÓH (53) 54-6. 59; ÓH (49) 46 f.; Fms. IV, 134, jfr. 137. 138. 192, V, 173; Flat II, 60. 115, III, 241.
4) Hkr. II, 237; ÓH (53) 110, jfr. ÓH (49) 46; Fms. IV, 250; Flat. II, 192.
5) Fms. V, 173-5, Flat. III, 241 f.; ÓH (49) 46.
6) Flat. II, 226.
7) Jfr. Fms. V, 175. 234; Flat. III, 244; ÓH (49) 47.
8) Jfr. Fms. IV, 292 not.; ÓH (49) 45-6 (med urette henføres dette her til tiden før han kom til Olaf den hellige).
9) Om hans kvindegunst og erotiske tilbøjelighed vidner kong Knuds udtalelser om ham, selv om disse ikke fuldtud er historiske ÓH (49) 45-6.
10) ÓH (49) 47.
11) Sn.-E. III, 330-1.
12) Óttars digte findes Skj. digtn. B I, 267-75.
13) Fms. V, 173; Flat. III, 241; ÓH (49) 46.
14) Navnet findes: Fms. V, 175; Flat. III, 242.
15) Jfr. den mærkelige variant af Snorres egne ord i noten Fms. IV, 5, jfr. Fsk. 139.
16) Navnet: Fsk. 139; Fms. XI, 186, jfr. ÓH (49) 45-6.
17) Fsk. 139.
18) Se endvidere den drastiske fortælling om Óttars begærlighed og kongens flothed ÓH (49) 46.
19) Med urette tillægges Óttarr Berses sværdvers og et vers af Sigvatr.