FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Þórarinn loftunga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Þórarinn loftunga

Þórarins herkomst er ukendt. Om hans liv vides heller ikke meget. Af et par af Þórmoðs vers (se ovf. s. 573) ses, at Þórarinn har opholdt sig hos kong Knud før år 1027 og det vistnok i en længere tid. Det behøver derfor ikke at være uhistorisk, når et par håndskrifter af Olaf den helliges saga nævner Þórarinn hos Knud samtidig med Sigvatr (1025- 6) (1). Hans første besøg hos kong Knud skildres således (2): Han kom til kongen og havde digtet en flokkr om ham. Knud blev imidlertid så forbitret over, at han tilbød ham en flokkr (en dræplingr), at han befalede ham at bringe sig en drape dagen efter, eller også skulde han miste sit hoved. Þórarinn siges da at have indsat et omkvæd i digtet, ændret det derefter og forøget det med nogle vers. For digtet modtog han sit hoved og ikke mindre end 50 mark sølv. Herefter synes Knud at have sat stor pris på ham. Ved den samme lejlighed bemærkes det iøvrigt, at Þórarinn var af islandsk slægt og en god skjald, og at han tillige ofte havde været hos konger og andre høvdinger, samt at han var en ældre mand, da han kom til kong Knud. Dette finder ellers i kilderne ingen som helst bestyrkelse, og vi finder intet tidligere digt af ham antydet, med undtagelse af hans kvad om Knud. Som ovenfor (s. 521) bemærket, omtales dog en »Þórarinn« hos kong Olaf Tryggvason. Da Knud foretog sit tog til Norge (år 1028), fulgte Þórarinn med ham (3). Men det sidste, vi ved om ham, er, at han i årene 1031 ff. opholdt sig i Norge hos Sveinn Alfivassön (4). Sit tilnavn har Þórarinn fået, fordi hans rosende udtryk er meget stærke og højtravende. Af hans digte (5) kendes

Höfuðlausn, det ovenfor omtalte digt (6), hvorfor han fik sit hoved; heraf er kun omkvædet bevaret - »Knud værger sit land, som gud sit himmerig«.

Tøgdrápa, et digt (drape) forfattet i det såkaldte tøglag (se ovf. s. 407) (7); det er måske det første digt, der overhovedet er forfattet i dette versemål; det er digtet vistnok straks efter toget til Norge 1028, da dette tog omtales i kvadet. I Olaf den helliges saga anføres nogle vers heraf, som angives at være en stefjabálkr; men den er ikke fuldstændig; der mangler i det mindste det vers, hvori den sidste linje af omkvædet har stået. Den første linje af omkvædet lyder: Knútr es und sólar ɔ: Knud er [den ypperste fyrste, eller lign.] under solens [stol, eller lign.]; (jfr. ovf. under Sigvatr s. 591). Med undtagelse af det 1. vers, hvori digteren mindes de 50 mark sølv, og det sidste, der åbenbart er slutningsverset, udgør det øvrige en ufuldstændig stefjabálkr, der udelukkende handler om Knuds prægtige tog i 1028 og følgerne deraf. I formel henseende er digtet fortræffeligt, men ellers udmærker det sig ikke i nogen henseende, undtagen for så vidt som omskrivningerne ikke er synderlig mange; Þórarinn har åbenbart haft sprog og form godt i sin magt (8).


Glælognskviða.

Da Þórarinn opholdt sig hos kong Sven Alfivassön, forfattede han om denne et digt, vistnok allerede i året 1031. Digtets navn (9), hvis rigtige form, til trods for flere forvanskninger i nogle håndskrifter, næppe kan være nogen tvivl underkastet, betyder vistnok »Stilhedssangen« og hentyder således til den forholdsvis rolige tid i Norge lige efter Stiklestadslaget (10).

Digtet er, ligesom Tøgdrápa, i formel henseende ikke uvigtigt, idet det er digtet i den gamle kviðuháttr, hvilken versform meget sjælden benyttedes i denne tid. Af dette digt er endel vers bevarede, hvoraf det første, der består af 10 linjer, omtaler Svens rejse til Norge, medens alle de øvrige omtaler hans ophold i Nidaros og i tilknytning dertil Olaf den hellige selv, hans hellighed og jærtegn; digteren opfordrer tilsidst kongen til at bede Olaf om at unde ham hans land, »ti han opnår hos gud åring og fred for enhver«. Så stærk var allerede dengang troen på Hellig Olaf, at det tilrådes en søn af hans stærkeste modstander at påkalde ham. Digtet viser de samme egenskaber som brudstykkerne af Tøgdrápa; fremstillingen er jævnt prosaisk, men i formel henseende er den ulastelig. I kulturhistorisk-kirkelig henseende er digtet meget vigtigt.




Noter

1) Fms. IV, 292 not. 1.
2) Hkr. II, 396-97; ÓH (53) 180; Fms. V, 5, XI, 203-4; Flat. II, 306.
3) Hkr. II, 398; ÓH (53) 180; Fms. V, 8; Flat. II, 307.
4) Hkr. II, 521.
5) Skj. digtn. B I, 298-301.
6) Navnet findes på alle de i anm. 5 anførte steder.
7) Navnet findes: Hkr. II, 397; ÓH (53) 180; Fms. V, 5, XI, 204; Flat. II, 306, samt endelig i selve drapen (v. 8).
8) Med urette sammenblander hdskr. Stockh. 4 qv. (mbr.) Sigvats Knútsdrápa med dette digt. Se hdskr. bl. 45v, 46r.
9) Hkr. II, 512. 519; ÓH (53) 226. 230; Fms. V, 100. 108; Flat. II, 369. 377.
10) Anderledes, og, som jeg tror, mindre rigtigt: K Gíslason i Njála II, 889.