FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Þjóðólfr ór Hvini

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 6 Norske skjalde


Þjóðólfr ór Hvini eller hinn hvinverski

Denne mand har uden tvivl været af en gammel og fornem slægt, hvis hovedgård var ved fjorden Hvinir (1) på Agðir. Om hans liv og levetid vides, at han har levet i den sidste halvdel af 9. og noget ind i 10. årh. Han kaldes i fortalen til Heimskringla »Harald hårfagres skjald«, og dette er sikkert rigtigt. Derimod vilde det næppe have værei fuldt så rigtigt, om Snorre havde kaldt ham »hirdskjald«. Þjóðólfr synes nemlig ikke til stadighed at have opholdt sig ved hirden, men for det meste at have levet på sin gård, hvor vi omkring 1000 træffer hans sønnesøn af samme navn (2). Dette synes at kunne sluttes af, at han ikke i Egilss. opregnes blandt de skjalde, som sad i højsædet; fremdeles af, at han kaldes »en gammel ven af kongen« (3), og endelig og ikke mindst deraf, at han udtrykkelig siges at have opfostret en af Snefridsønnerne, Guðrøðr ljóme. Efter Snefrids død siges kongen at være bleven meget forbitret på hendes sønner og at have jaget dem alle fra sig. Da kom Guðrøðr til sin fosterfader og bad ham mægle mellem dem og kongen, »ti Þjóðólfr var kongens kære ven«. Þjóðólfr fik også et forlig bragt istand imellem dem og faderen, men opfordredes af denne til at beholde Guðrøðr hos sig »som før«. Senere druknede Guðrøðr ljóme (4).

I sine unge dage kan digteren alligevel, hvad han også antyder i en lausavísa, have deltaget i adskillige af kongens kampe, men når det i Skáldasaga hedder (5), at han, da de andre skjalde skulde rejse til Sverrig, »havde orlov til at sidde hjemme«, beror dette på en fejlagtig forudsætning og er næppe rigtig bedømt af J. Sigurðsson (6) .

Foruden det tilnavn, han almindelig fører, kaldes han også (af Snorri) hinn fróði (7) men dette tilnavn er først givet ham i senere tider (måske af Snorre selv), på grund af at hans digte, særlig Ynglingatal, benyttedes som en vigtig historisk kilde.

Ifølge Skáldatal skal Þjóðólfr have digtet om Hákon jarl Grjótgarðsson, kong Haralds fortrolige ven og svigerfader, og fader til den bekendte Sigurðr på Lade (d. 962), men det digt er helt tabt (8). Þjóðólfrs første hovedkvad er:

Ynglingatal; herom hedder det hos Snorre: » Þjóðólfr fra Hvinir var Harald hårfagres skjald. Han digtede om kong Rögnvaldr heiðumhæri det kvad, som kaldes Ynglingatal. Rögnvaldr var en søn af Óláfr geirstaðaálfr, en broder til Halfdan svarte [Haralds fader]. I det digt nævnes 30 af hans forfædre og der fortælles om enhvers død og begravelsessted« (9), hvortil en bearbejdelse (Fms.) tilføjer: »og rækken føres lige op til Ingunarfreyr, hvem hedenske mænd kaldte deres gud«, (10) men dette er åbenbart en ændring eller forklaring af Snorres ord, som følger straks efter: »Fjölnir [om ham handler det første anførte vers] var en søn af Yngvi-freyr« osv. Hos Snorre hedder det fremdeles (11): »Rögnvaldr hed en søn af kong Óláfr , der var konge på Vestfold efter sin fader. Han kaldtes heiðumhæri. Om ham digtede Þjóðólfr den hvinverske Ynglingatal. Her hedder det osv.«. Dette genfindes i Skáldatal (12) og omtrent ordret i Óláfs þáttr geirstaðaálfs (13), samt i Þáttr af Upplendingakonungum (14). Alt dette er her anført for at vise, hvor enstemmig traditionen har været om dette digt, særlig har Snorres ord en meget stor betydning, da han synes at have haft digtet i dets hele udstrækning. Sandheden af denne tradition har ingen betvivlet med undtagelse af G. Vigfússon, der har fremsat en helt ny opfattelse (15). Ifølge denne skal den fyrste, til hvis ære digtet er forfattet være Harald hårfagre selv og ingen anden; det slutter han af, at det sidste vers taler om en fyrste, der er heiðum-hárr (= lyshåret), som G. Vigfússon rigtig har skrevet ordet, men dette, mener han, er kun det samme som Haralds sædvanlige tilnavn hárfagri. Rögnvaldr med dette tilnavn skal være en helt opdigtet eller ved en misforståelse opstået person, »der snarest skulde forsvinde fra historien« osv. Herefter er så G. Vigfússon nødt til at ændre stærkt i verset om Rögnvaldr. Men denne opfattelse fortjæner ingen tiltro. For det første skal der en meget stærk tekstrettelse, og en endnu stærkere end G. V. selv har set, der vilde være metrisk umulig. Dernæst har det en ringe betydning, at denne Rögnvaldr er en lidet bekendt historisk person og mulig har spillet en ringe rolle ved Haralds landserobring. Man kan let tænke sig, at han har været en fredelig mand, der slet ikke har deltaget i krig eller politik, men rolig fundet sig i begivenhedernes gang. Som en høvding over Grenland, nordøst for Agðir, kan han udmærket let tænkes i forbindelse med digteren fra Hvinir, og det må ikke glemmes, at Rögnvaldr og Haraldr ifølge traditionen var fættere (16). Følgende omstændighed taler også bestemt mod hypotesen. Haralds fader, Halfdan svarte, nævnes eller blot antydes ingensteds. Det må derfor bestemt fastholdes, at traditionen er rigtig, at digtet er forfattet om Rögnvaldr heiðumhárr, konge i Grenland.

S. Bugge har i sine Bidrag til den ældste skáldedigtnings historie (jfr. ovf.) villet hævde, at Yngl.tal er forfattet »ikke før c. 950 i Britannien… til en norsk konge Ragnvald«, der altså umulig kan være en fætter af kong Harald hårfagre. (17) Iøvrigt har Bugge fremført lignende grunde mod ægtheden som mod Brages digte. Jeg finder ingen grund til her at komme nærmere ind på sagen, men må henvise til min modafhandling samt til G. Storms træffende bemærkninger i Arkiv-afhandlingen (se nedenf.). Dette gælder også E. Wadsteins afhandling i Arkiv f. nord. fil. XI, som Bugge med fuld ret helt afviste, samt G. Neckels Beiträge osv. (s. 389 ff.), der i sin art ikke er mere antagelig end Wadsteins. Ifølge ham skulde Yngl.tal være et lærd digt fra 12. årh. Jeg vil ikke her spilde et ord på den slags eksperimenter, ti da måtte en hel bog skrives til gendrivelse af alle de mange besynderlige påstande og urigtigheder, som der føres frem, så meget mindre som der netop i de sidste år er fremkommet så meget godt og virkelig lødigt til belysning af digtet og til afgørende bekræftelse af dets indhold. Jeg sigter her særlig til resultaterne af arkæologiske undersøgelser, der er foretagne i Sverrig, og hvorved det er lykkedes at påvise digtets overensstemmelse med den arkæologiske forsknings resultater. Til disse afhandlinger må jeg henvise, særlig B. Nermans nedenfor nævnte skrifter og Bröggers afhandling (18). Digtets (19) indhold er allerede ovf . i de anførte kildesteder i al korthed angivet. Ifølge disse har det opregnet 29 af Rögnvalds forfædre i lige linje, samt angivet den måde, hvorpå enhver af dem døde, og stedet, hvor de blev begravede. Af digtet har vi i Ynglingasaga 53 vers og halvvers (20). Efter kilderne må digtet have sluttet med Rögnvaldr. Foruden ham findes nu kun 26 nævnede. Der mangler altså 3, der antages at have været Yngve, Njordr, Freyr. (21) Versene om disse mangler altså; der mangler også sikkert noget i slutningen, og dette har da handlet om Rögnvaldr selv. Versene handler om følgende konger:

Fjölnir (1 vers)
Sveigðir (1 ½ v.)
Vanlandi (1 ½ v.)
Vísburr (1 ½ v.)
Dómaldi (1 ½ v.)
Dómarr (1 ½ v.)
Dyggvi (1 ½ v.)
Dagr (2 v.)
Agni (1 ½ v.)
Alrekr (1 ½ v.)
Alfr (2 v.)
Jörundr (1 ½ v.)
Aun (2 ½ v.)
Egill tunnadolgr (2 v.)

Óttarr vendilkráka (2 v.)
Aðils (2 v.)
Eysteinn (2 v.)
Yngvarr (1 ½ v.)
Önundr (1 ½ v.)
Ingjaldr (2 v.)
Óláfr trételgja (1 ½ v.)
Halfdanr (1 ½ v.)
Eysteinn (1 ½ v.)
Halfdanr (1 ½ v.)
Goðrøðr (2 v.)
Óláfr (2 v.)
Rögnvaldr (1 ¼ v.)
-

Af dette vil det ses, at kun om 2 konger handler 1 vers (om den ene dog 1 ¼); 15 behandles i 1 ½ v., 9 i 2, og 1 i 2 ½ (Aun). Allerede dette talforhold vækker en berettiget formodning om, at Snorre ikke har benyttet og i sin saga indført alle de vers, som handlede om enhver fyrste, men efter sin sædvanlige fremgangsmåde kun dele deraf, et udvalg, foretaget efter hans eget - vilkårlige - skøn. Hertil kommer, at medens Snorre i sagaen fortæller om enhver konges dødsmåde og begravelsessted, og bægge dele skal, ifølge ham selv, være fortalte i digtet, er det kun nogle, strængt taget kun 7 (22), fyrsters gravsteder, der i virkeligheden nævnes i digtet i dets nuværende tilstand. Da vi på den anden side ser, at der har været mindst 3 vers, der handlede om hver enkelt, fejler vi næppe ved at antage, at det er dette antal af vers, hvori enhver fyrste har været behandlet. Dette har sandsynligheden i en meget høj grad for sig. Vi vilde så få et digt på mindst 90 vers, hvis Rögnvaldr også er bleven behandlet i 3 vers, men der kan godt have været flere. Denne beregning kan nu siges at være bleven almindelig antaget.

Nogen bestemt inddeling kan ikke spores, ikke engang dér, hvor den svenske kongerække går over til at blive norsk, hvilket sker ved Hálfdan hvítbeinn (nr. 22).

Hvilke er nu digterens kilder og fremgangsmåde ved udarbejdelsen af dette digt? De første meddeler han, og de sidste antyder han.

Som sine kilder opgiver digteren fróðir menn, (særlig i oldhistorien) 'kyndige mænd', hvem han har udfrittet (v. 10, jfr. 11: »nu det jeg ved«); fremdeles hedder det: »det har jeg hørt« (v. 14), »det har jeg fremdeles erfaret« (v. 31); hermed er vistlok ensbetydende: »jeg ved at« (v. 32). V. 30 hedder: »Jeg har hørt, at de gærninger af Váttr og Faste blev meget omtalte hos Sveame«. En særlig betydning må tillægges digterens udtryk i v. 10 - 11, hvor det hedder: »Og ofte havde jeg spurgt vise mænd om Yngvars gravsted, nu ved jeg at osv.«. Alt dette er tilstrækkelig klart til, at vi kan danne os en forestilling om, hvorledes digteren har arbejdet. Han har da forhørt sig hos alle, både Nordmænd og Svenske (v. 30), om de gamle konger og på den måde søgt at tilvejebringe et efter hans plan fuldstændigt og nøjagtigt stof angående de 3 punkter: kongernes rækkefølge, dødsmåde og begravelsessted. Det er næsten på forhånd givet, at han hos de udspurgte kyndige mænd undertiden har fået forskellige traditioner om én og den samme fyrste; ved en kritisk behandling og sigtelse af stoffet har han så frembragt en kongeliste med tilbehør, så sandsynlig og historisk som han har ment den kunde blive. Dette bekræftes ved de afvigelser, som Þjóðólfs liste har fra andre lister, især da Ares. De afvigelser, vi da finder er, foruden at Dómalde (nr. 5) hos Are kaldes Dómaldr, at Agne og Alrekr (nr. 9 og 10) hos Are er ombyttede (Hist. Norw. = Are), at Alfr (nr. 11) hos ham kaldes Yngve (Yngjaldr Hist. Norw.), at Óttars tilnavn vendilkráka (nr. 15) hos Are (= Hist. Norw.) tillægges Egill (nr. 14), der i Hkr. kaldes tunnadolgr. Alt dette tyder på forskellig tradition, da det ikke let kan tænkes, at Are ikke skulde have kendt Yngl.tal. (23) Vi kan således ikke andet end erkende en selvstændig systematisk samling fra Þjóðólfs side, samt en kritisk bedømmelse og i visse punkter som følge deraf en subjektiv opfattelse af det samlede. Digtet er således på en måde en lærd frembringelse. Men der er, efter alt hvad der foreligger og især efter Storms og Nermans undersøgelser, al grund til at antage, at de gamle traditioner af digteren er bleven tro gengivne, og at der i dem findes meget mere virkelig historie end man tidligere har været tilbøjelig til at tro. Lavet noget af sig selv har han ganske sikkert ikke. Man har fremhævet det gamle navnegivningsprincip, der nøje svarer til de historiske germanske forhold. Man har fremhævet, at hvad der meddeles om Óttarr og Adils (rækkefølgen) stemmer med det, der findes i Béowulf (Othere og Eadgils); de »får den plads i tidsfølgen, som de skulde have efter de ældre engelske sagn om dem« (24). Og ikke mindst stemmer dette med hvad de arkæologiske undersøgelser af Upsalahøjene har frembragt (se især Nermans redegørelser). På den anden side er det klart, at visse sagn er bleven forvanskede og visse ord har bevirket misforståelse, som når tilnavnet vendilkráka sættes i forbindelse med Vendill i Jylland istedenfor med Vendel i Upland (Sverrig). At Þjóðólfr har været godt kendt med lokalsagn fra egnene vest for Kristianiafjorden, som han udmærket godt kender (jfr. Storms afhdl.), er kun hvad man væntede (25). Iøvrigt kan vi ikke her komme nærmere ind på det sagnhistoriske indhold af digtet. Der må henvises til de nævnte afhandlinger (26).

Digtet, der er affattet i regelmæssig kviðuháttr, er ikke egenlig poetisk i dette ords sædvanlige betydning, hvilket jo hænger sammen med dets indhold; herpå kunde dets simple form ikke bøde. Fremstillingen er gennemgående ret prosaisk og ensformig, og sjælden forekommer så smukke og stemningsfulde udbrud som halvverset om Yngvarr, der faldt i Adelsyssel og blev højlagt ved stranden: »Og Østersø for Sveakongen Gymis [havgudens] sange til gammen kvæder« (v. 36), jfr. følgende vers om den indebrændte Visburr: »Og kongen selv i arneskibet [huset] gløders hund [ilden] glammende bed« (v. 7), og dette om den hængte Agne: »Han som ved Taur tæmme skulde Signes mands [Hagbards] den svale hest [galgen]«.

Med hensyn til valget af ord og disses sammenstilling til omskrivninger viser digteren en fast kunst, fuld korrekthed og anskuelighed; jfr. de anførte eksempler. Som noget ejendommeligt - noget lignende findes dog hos Brage - synes at kunne fremhæves brugen af - i grunden overflødige, men dog betegnende og i sammenhængen oplysende tillægsord (se ovf. s. 378-79).

Til slutning skal bemærkes, at der endnu findes et halvvers, tillagt »Þjóðólfr« (v. 54 Wisén, Skj. digtn. 38) af et meget tvivlsomt og dunkelt indhold. Med sikkerhed lader sig intet sige derom.

Digtets tilblivelse falder vel i den sidste fjærdedel af det 9. årh. nærmere kan det ikke bestemmes.

Digtet er benyttet, foruden af Snorre, også af forfatteren til Þáttr af Óláfi geirstaðaálfi (i Flatøbogen), i 4. kap. af Hversu Noregr byggðisk (sst.), i Þáttr af Upplendinga konungum (i Hauksbók), og det er efterlignet af Eyvindr i Háleygjatal; bægge er de igen efterlignede af forfatteren til Nóregskonungatal fra slutlingen af det 12. årh.


Haustlöng. Navnet findes i Snorres Edda (27). Dets betydning er ikke sikker; den rimeligste forklaring er vistnok: 'et digt, som det har taget et helt efterår at forfatte' (28). Af digtet haves meget betydelige lævninger, nemlig 20 hele vers (29). Det er forfattet i anledning af og om et skjold, Þjóðólfr havde fået af den bekendte vismand og lovkyndige Þorleifr hinn spaki Hörðakárason, der i det mindste levede til o. 940. Ifølge sit indholds art er digtet altså et fuldstændigt sidestykke til Ragnarsdrápa af Brage. Dette fremgår allerede af det første vers, hvor det udtrykkelig hedder: »Hvorledes skal jeg gengælde den jættebro (skjoldet), som jeg modtog af Þórleifr?«, jfr. udtryk som: »det er malet på mit skjold« (v. 13), »tydelig ser jeg de begivenheder på mit skjold« (v. 20).

I den sidste halvdel af 1. vers indleder digteren straks skjoldets egenlige beskrivelse, men da dette er enestående, skulde man tro, at 1. vers bestod af to oprindelig usammenhørende halvdele. Vi har af digtet en stefjabálkr, som vistnok er fuldstændig, da den begynder med: »Endvidere ses, at osv«, ialt 7 vers; da omtr. 13 andre vers udgør en anden, som det synes, uafbrudt bálkr, kan vi ikke få nogen rigtig forestilling om digtets oprindelige indretning.

De første 12 ½ vers handler alle om Odins, Lokes og Höners rejse, deres møde og æventyr med jætten Tjasse, der førte til at Idun af Loke blev spillet ham i hænderne. Efter Iduns forsvinden blev alle guderne gamle og gråhårede; de undersøgte da sagen, og det viste sig, at Idun var sidst set sammen med Loke; denne blev da tagen og tvunget til at skaffe hende tilbage, hvad han også gjorde; stykket slutter med Tjasses død i flammerne indenfor Asgårds mure. Det andet stykke handler om Tors rejse og kamp med hovedjætten Hrungnir (30).

I sammenligning med Brages digt står Haustlöng med hensyn til fremstillingen på et langt højere trin; denne er helt igennem meget livlig og anskuelig malende og bærer vidne om en højere flugt, om en umiddelbart digterisk inspiration. Dette viser sig navnlig i omskrivningernes væsen, der i det hele meget nøje slutter sig til æmnet og ofte afpasses efter fortællingens gang. Således kaldes de 3 guder (i v. 2) 'anførere' (hvilket lader formode, at Þjóðólfr har antaget eller set på skjoldet, at de var ledsagede af en større skare); ørnen, som bevirkede, at oksen ikke kunde steges, kaldes (i v. 3) 'gudernes madforstyrrer', (i v. 5) 'asernes listige fortrædiger'; Loke, som syntes, at ørnen var altfor fordringsfuld og glubsk, kaldes (i v. 6) 'byttets (oksens) bevarende as' (fordi han vilde beholde den selv) osv. Hertil svarer brugen af malende og passende tillægsord; gudernes rejse kaldes 'usikker' (v. 1; på grund af hvad der hændtes dem undervejs); ørnen kaldes (i v. 3) 'meget vis' (i v. 4) 'drabslysten', (i v. 5. 12) 'listig', (i v. 8) 'bytterig'; guderne kaldes derimod (i v. 4) 'på svig sparsomme', den altid snarrådige Loke (i v. 6) 'dybsindig'. Beslægtet hermed er digterens ævne til, ved at fortælle biomstændigheder, at stille en situation og en person i en klar belysning. Som et eksempel på den malende, livlige og kraftige skildring kan v. 15 og 16 tjæne: »Alle høgenes boliger (luften) stod i én flamme og den lavt liggende jord blev fra den ene ende til den anden pisket af hagl på grund af Ulls stefaders (Tors) rejse. Svölnis enke (jorden) var lige ved at briste, da bukkene trak den af den bekvemme vogn bårne gud frem til mødet med Hrungnir. Balders broder skånede ikke dér menneskenes griske fjende - klipperne rystede, bjærgene rævnede, himlen ovenover brændte - , jætten for voldsomt frem, da han fik øje på sin krigerske banemand«.

Ligesom digteren i Yngl. tal enkelte gange antyder, at det, han fortæller, er sket i længst forsvundne dage, således gør han det et par gange også her (v. 2. 6), hvorved hans egen mening fremtræder. Sligt fandtes ikke hos Brage. Þjóðólfr ytrer sin egen opfattelse også ved sine om de forskellige personer benyttede tillægsord, som går ud på skarpt at skælne imellem de gode og onde væsner, det gode og det onde i verden.

Således er Haustlöng alt ialt et meget betydeligt åndsarbejde, et særdeles smukt poetisk mindesmærke om den norske digtning ved o. 900, et kvad, som i digterisk om end ikke i kulturhistorisk henseende kan måle sig med Þorbjörns Hrafnsmál.

I metrisk henseende står digtet på et alderdomligt standpunkt. Vel har de lige linjer - eller har haft - helrim, og det sidste rim står altid i linjens næstsidste stavelse; men rimfrie ulige linjer er i et sådant antal tilstede, at det må antages, at skjalden har ment, at han kunde indrette dem som han vilde, med eller uden rim. Enkelte af de ulige linjer, der nu intet rim har, turde dog mulig være forvanskede. I rytmisk henseende er versene meget lette og flydende.

I sproglig og mytologisk henseende er digtet meget vigtigt; som sådant er det allerede blevet benyttet af Snorre i indledningen til hans Skáldskaparmál, samt i fremstillingen af Tors kamp med Hrungnir.

Af et formentlig 3. digt, der skal have handlet om Harald hårfagre selv, anføres 3 vers i Upphafi (31), hvortil et 4. slutter sig. Men disse meget matte vers (i et dårligt versemål) kan ikke antages at hidrøre fra Þjóðólfr, men må være fra en meget sen tid; de synes at forudsætte Haralds død, men Þjóðólfr har sikkert ikke overlevet kongen.

Af løse vers haves kun 2; deraf er det første (et halvvers) digtet til svar på kong Haralds vers (se ovf. s. 422), dengang da Þjóðólfr kom med Guðrøðr ljóme til kongen. Det sidste vers, ligesom hint i drotkvædet, er digtet, da den samme Guðrøðr vilde afsted fra Þjóðólfr under en stærk storm; digteren råder ham til at vænte, men Guðrøðr rejste og druknede.

Þjóðólfr tilhører de betydeligere blandt de ældre skjalde. Som menneske betragtet synes han ikke at have næret sin samtids krigerske tendenser. Han har været en retsindig, frejdig og humant tænkende mand, der trode på skæbnen (Yngl. 7. 17) og på guderne, skønt han ikke synes at have været religiøs i dybere forstand. Hans retsind og alderdomlige sædelige opfattelse kommer oftere tilsyne, navnlig hvor han udtaler sin misbilligelse af slægtdrab (Yngl. 18. 19. 21, jfr. 25. 49) og hvor han i Haustlöng udtaler sig fordelagtig om guderne og på modsat måde om deres modstandere. Hertil kommer hans trofasthed og borgerlige mod, det viser sig i forholdet mellem ham og hans fostersøn og dennes kongelige fader.




Noter:

1): Jeg mener vokalen er kort tiltrods for udtalelserne i NG IX, 301.
2): Hkr. I, 425, Ldn. 327, Fms. X, 354. Her har G. Storm udtalt sig mindre rigtigt.
3): Fms. X, 178, Flat. I, 566. Det samme fortælles iøvrigt om Þorbjörn Fsk. 6.
4): Hkr. I, 135-36.
5): Fms. III, 65, Hauksb. 445.
6): Sn.-E. III, 397.
7): Hkr. I, 4.
8): Når “Þjóðólfr ór Hvini” i Skáldatal siges at have digtet om „Strut-Haraldr jarl" (Kringla; „Sveinn jarl" i Ups.), må Þjóðólfr sønnesøn af samme navn være ment, jfr. J. Sigurdsson i Sn.-E. III, 401, jfr. 268 not. 1.
9): Hkr. fortalen.
10): Fms. IV, 3.
11): Hkr. I, 85.
12): Sn.-E. III, 273.
13): Flat. II, 6, Fms. X, 210.
14): Hauksbok 457.
15): Corp. poet. bor., navnlig I, 526-27.
16): Heller ikke kan man sige, at heiðumhárr er ensbetydende med hárfagri.
17): Bugges forklaring af heiðum-hár(r) som „den højt hædrede" kan jeg tiltræde,
18): Ang. digtet kan der, foruden de allerede nævnte, henvises til følgende: A. Noreen: Mytiska beståndsdelar i Y. Upsalastudier 1892; N. Schück: De senaste undersökningarna rörande Ynglingasagan, (svensk) Hist. tidsskr. 1895 (herimod mine bemærkninger i min afhdl. mod Bugge); G. Storm: Ynglingatal, dets forfatter og forfattelsestid, Arkiv XV (1899), en afhandling af afgørende betydning; B. M. Olsen: Strøbemærkn. Arkiv XVIII (1902); H. Schück: Studier i Y-tal I-IV (1905-10); A. Bugge: Vestfold og Ynglingeætten, (norsk) Hist. tidsskr. 1909; G. Cederschiöld: Våra äldsta Konungasagor, 1910; B. Sjöros: Till tolkningen af Ynglingasagans visor, Studier i nord. fil. III (1911); A. Noreen: Forsök till en rekonstruktion af Y-tal, Studier tillägn. Warburg 1912; samme: Till Y-tal, Xenia Lideniana 1912; B. Nerman: Vilka konungar ligga i Uppsala högar 1913; G. Cederschidld: Var brandes Olav Trätälja, Namn o. Bygd 1914; A Grape o. B. Nerman: Ynglingatal I- IV, Ups. Univ. årsskr. 1914 (en meget omfattende afhdl.); B. Nerman: Konung Ragnvald i Y-tal, Maal o. Minne 1914; A. W, Brögger: Borrefundet og Vestfoldkongernes graver, 1916 (s. 34 ff.). Nogen særlig drøftelse af disse afhandlinger - hvoraf de arkæologiske er især vigtige - kan jeg her ikke indlade mig på. I denne forbindelse gøres opmærksom på den fuldstændige bibliografi, som Grapes og Nermans afhdl. indeholder s. 49 ff.
19): Skj. digtn. B I, 7-14.
20): Jeg benytter her den ældre tælling og inddeling (Wiséns).
21): K. Gíslason: Aarbøger 1881, s. 187; G. Storm: Sn. Sturlas. Hist. skr. 104, Arkiv XV, 109. Jeg må fastholde denne rækkefølge overfor H. Schück.
22): K. Gíslason: Aarbøger f. nord. Oldkh. 1881, s. 187.
23): Andre og yngre lister er det ikke nødvendigt her at komme ind på. Vi kan henvise til Gjessing: Konges, fremv. med tavle 2.
24): G. Storm: (Norsk) Hist. tidsskr. 1875, s. 62.
25): Storm har slående påvist, at intet af det meddelte henviser til England. Brögger udtaler, at digtet „er hedensk i hele sit indhold".
26): Her må bemærkes, at jeg i det hele ikke kan bifalde Noreens rekonstruktion og opfattelse især af de første vers.
27): Sn.-E. I, 278. 304.
28): Sål. G. Vigfússon i sit leksikon, medens det i Corp. poet. II, 10, meget urimelig, hedder: „the poem was meant to while away the long autumn evenings".
29): Skj. digtn. B I, 14-18.
30): H. Gering: Textkrit. stud. Arkiv VII.
31:) Skj. digtn. B I, 18-19.