FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Þorleifr jarlsskáld Rauðfeldarson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Þorleifr jarlsskáld Rauðfeldarson

Om denne skjald haves en særlig lille saga (Þáttr); desuden er han og hans søskende, navnlig søsteren Ingvildr fagerkind, hovedpersonerne i Svarfdælasaga, men bægge er meget uhistoriske, ja rent ud fabelagtige. Endel oplysninger får vi i Landnáma og i Harald hårdrådes saga (Sneglu-Hallaþáttr), samt i Hauks Íslendingadrápa.

Þorleifr var en søn af Ásgeirr rauðfeldr Herjólfsson på Brekka i Svarfaðardalen og Iðunn (eller Þórunn, Svarfd.: Þórhildr), en datter af Orn, Hámundr heljarskinns frænde (1). Þorleifr var således af fornem slægt. Når derimod sagaen om Þorleifr vil, at han, der skulde være tidlig udviklet og god skjald, hvad der er meget muligt, er bleven opfostret af sin »morbroder« Midfjordskegge, der skulde have lært ham trolddomskunster, er det sikkert urigtigt og kun opfundet for at forklare Þorleifs formentlige troldkyndighed. Den urolige bersærk Klaufe havde ved list ægtet hans søster, hvorfor Þorleifr sammen med sin broder dræbte Klaufe (o. 965-70). De blev herfor dømte fredløse og måtte rejse til Norge. Her har Þorleifr gjort Hakon jarls bekendtskab og sluttet sig til ham. Da han kom tilbage til Island, nedsatte han sig på Sydlandet og giftede sig. Efter Jomsvikingeslaget (år 986) var han atter i Norge og bragte Hakon jarl et digt. Tilsidst har han endnu engang gjort en handelsrejse til Norge (o. 993), og herom og om følgerne deraf handler sagaen om Þorleifr for største delen. Det hedder sig, at han traf Hakon jarl i Viken, og at jarlen vilde købe varer af ham, men Þorleifr ikke sælge ham dem. Da lod Hakon hans skib brænde og hans mænd hænge, hvilken fremfærd ret vel stemmer med Hakons færd i hans sidste år. Þorleifr flygtede nu til Danmark til kong Sven tveskæg og hædrede ham med et digt. Den følgende vinter begav Þorleifr forklædt som tigger sig til Norge og foredrog for Hakon det digt, som skulde gøre Þorleifr så bekendt, hans nid om jarlen. Følgen af digtets fremsigelse var uhyre, det blev mørkt i hallen, alle våben kom af sig selv i bevægelse til stor fare for de tilstedeværende, og jarlen faldt i en svær sygdom, så at han lå længe til sængs derefter; Þorleifr undslap i den opståede forvirring. At noget historisk - hvad det så end er - ligger til grund for hele denne fortælling, bestyrkes ved, at så tidlig som i Harald hårdrådes dage (omtr. 60 år senere) gør Sneglu-Halle en hentydling dertil i sin fortælling til Einarr fluga om den drøm, han skulde have haft - »Jeg drømte, at Einarr var Hakon jarl og jeg var Þorleifr, og jeg syntes, at jeg digtede nid om ham,« jfr. kongens ord til Einarr: »betal du Halle pengene, ti der gives eksempler på at nid har bidt på mægtigere mænd end dig« (3). Det samme fremgår af Hauks vers om Þórleifr, hvor det hedder, at han »om den hedenske jarl digtede en ófriðr óðr). Fremdeles hedder det i Oddr munks Óláfssaga, at det siges, »at en islandsk mand har digtet om Hakon et langt og illt kvad og deri indsat mange og uhørte ting« (4), hvorimod det i den anden oversættelse i overensstemmelse med Þorleifsþ). hedder: »derfor digtede Þórleifr, en islandsk mand, nid om ham, fordi han havde ladet hans skib brænde« (5). Dette niddigt, om hvis virkelige tilværelse der således ingen grund er til at tvivle, har omgivet Þorleifr med en for en skjald enestående glans, idet eftertiden har gjort ham til en troldmand (6). Det siger sig selv, at Hakon ikke lod denne tort uhævnet. Þorleifr rejste kort efter hjem til Island og her blev han på altinget (994 eller 995) dræbt af en af Hakon udsendt snigmorder (ifølge sagnet et af træ ved trolddom lavet mandligt væsen). Þorleifr blev begravet på Þingvellir, hvor hans gravhøj længe efter vistes (jfr. senere Hallbjörn hale). Þorleifs navn er i Skáldatal Hákonarskald (7) , men ellers jarlsskáld (8) (eller som det hyppigst, men med urette, skrives jarla-; det var kun én jarl, han digtede om).

Der er ingen tvivl om, at Þorleifr har været en begavet og energisk mand og fremfor alt den, der strængt holdt på sin ret overfor mægtige mænd og brød sig kun lidt om, hvorvidt han under visse forudsætninger nød deres gunst eller ej (jfr. forholdet mellem Hakon jarl og Bjarne skjald). Hvor dygtig skjald han har været lader sig ikke bestemt sige, da de lævninger, vi har af hans kvad, er temmelig ubetydelige (9). Vi har da for det første:

et digt om Hakon jarl, hvoraf halvandet vers er bevaret; de kan umulig have hørt til niddigtet om Hakon, men må have udgjort en del af et tidligere forfattet lovkvad om ham. De indeholder stærk ros om Hakons krigerske mod og dygtighed.

Da Þórleifr opholdt sig i Danmark hos kong Sven, digtede han om ham en drape på 40 vers (fertug drápa), hvoraf stefet, der sikkert er ægte, er bevaret. Det hentyder til Svens kampe i England.


Jarlsnið, [Há]konarvísur

Grunden til det stærke omslag i forholdet mellem Hakon jarl og Þórleifr er ovenfor fortalt. At Þorleifr har været så dristig at fremsige et niddigt for jarlen selv, er næppe sandsynligt; kun under forudsætning af, at 'niddet' deri ikke har været så åbenlyst, eller, rettere sagt, udtrykkene i digtet helt igennem tvetydige, er det muligt. Herfor synes den ikke særdeles klare beskrivelse at tale, som vi får af dette kvad i Þorleifsþ. Det hedder da her: »Da begyndte den gamle [stodder] sit digt og kvæder det omtrent til midten, og jarlen syntes der var ros i ethvert vers, og han mærkede, at også hans søn Eriks bedrifter deri omtaltes«. Men snart forandrede tonen sig, og »så kom de vers, som hedder tågeversene [således kaldte af den virkning, de frembragte], som står midt i Jarlsnid, og dette er begyndelsen«, hvorpå et halvvers anføres. Nu blev det fuldstændig mørkt i hallen og kort efter »tog han atter fat på Jarlsnid«, og fremsagde resten deraf. Hele denne fremstilling er stærkt blandet med det fabelagtige. En rigtigere sammenhæng skimtes derimod igennem Þorleifs svar til kong Sven, som spurgte, hvorfor han altid var så tavs og indesluttet: »Jeg har i vinter digtet nogle vers, som jeg kalder konurvísur, som jeg har digtet om Hakon jarl - »ti jarl kaldes kona i skjaldskab«. Den sidste bemærkning er nu urigtig og må bero på en eller anden senere tids misforståelse, men konur viser os vistnok den rette vej. Jeg antager, at dette ord er en fejl for konar, der vel bør forklares som 'fyrstens', hvis det ikke igen er en fejl for [há]konar- (10). Af dette engang så berømte niddigt er der nu, desværre, intet tilbage, undtagen det omtalte halvvers, som synes at være ægte.

Af løse vers haves endel i Svarfdæla, men de fleste er vistlok uægte. Ægte er verset, hvori Þorleifr klager over Klaufes overmod og råhed; foruden dette vers er 4 - 5 andre rimeligvis ægte, de tre første fra årene før den første udenlandsrejse.




Noter

1) Ldn. 209.
2) Mork. 99; Fms. VI, 372; Flat. III, 424.
3) Islendingadr. v. 18.
4) Fms. X, 264; Groths udg. s. 36.
5) Óláfs s. Tryggv. (1853) 18. Noget lignende, og da rimeligvis det sidste, må have stået i Odds original.
6) Þulr i Islendingadr. betegner måske dette, jfr. ovf. s. 82.
7) Sn.-E. III, 266 (kun i Upsalahdskr.; i det andet står kun: scald).
8) Sn.-E. II, 114. 410. Dette tilnavn siges kong Sven at have givet ham (Porleifsþ.).
9) De findes Skj. digtn. B I, 132-34.
10) En sådan fejl vilde ikke være uhørt. Jeg skal minde om, hvorledes det umulige Váttardrápa som andet navn på Geisli er opstået af (sem) váttar í drápu.