FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Arnórr jarlaskáld Þórðarson

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Arnórr jarlaskáld Þórðarson

Arnórs forældre var skjalden Þórðr Kolbeinsson og Oddný øfakkel. Han er født omkr. 1012. Om hans opvækst vides meget lidt. I Grettissaga siges (1) Þórðr at have sendt Arnórr, der dengang kun kan have været omtrent 10 år gammel, tilligemed nogle andre ud imod Grettir, for at dræbe ham. Ifølge sagaens fremstilling skulde Arnórr have udvist liden tapperhed og derfor have fået stærke bebrejdelser af sin fader. Således kan det nu ikke være gået til. Ingen vilde have sendt en dreng i den alder mod Grettir. Den sandhed, der ligger til grund for denne opfattelse af Arnórr, er, at han i sit hele liv viste sig som en fredelig og fredelskende mand, der højst ugærne indlod sig i stridigheder af hvilken som helst art. Intet bedrøvede ham mere, end at hans venner, f. ex. de to Orknøjarler, skulde kæmpe med hinanden; han vilde ikke selv deltage i kampen; men på grund heraf at bebrejde ham fejhed, er en misforståelse.

Meget tidlig, vistnok før 1035, havde han allerede begyndt sine udenlandsrejser (handelsrejser). På disse besøgte han ikke alene Norge, men også England og andre vestlige øer, særlig Orknøerne. Til de to jarler, Rögnvaldr og Þorfinnr, sluttede han sig meget nøje og ægtede en slægtning af dem; han havde med sin kone nogle ellers ubekendte sønner . I Vazfjordslaget 1036 var han tilstede; 1044 stod det afgørende slag ved Rauðubjörg mellem jarlerne; da var Arnórr også dér. 1046 træffer vi Arnórr hos de norske konger, Magnus og Harald. Herefter vides intet bestemt om ham. G. Vigfússon mener (2), at han har bot på Orknøerne, men dette er ubevisligt og lidet rimeligt. Snarest må det antages, at han har bot på sin fædrenegård på Island. Hvad der taler herfor er, at så meget af hans digte er bevaret, og at han har digtet et arvekvad om den vestfjordske høvding Gellir Þorkelsson, der døde 1073. Hvor længe Arnórr har levet efter 1073, vides ikke.

Arnórr synes at have været en retskaffen og trofast karakter; i så henseende slægter han ikke helt sin fader på. Fra ham har han derimod sin skjaldekunst. Livlig og let bevægelig ånd har han været i besiddelse af, en rask og djærv mand var han. Engang havde han hos de norske konger anmældt et digt om hver af dem. For at fremsige dem blev han en dag kaldt for dem (jfr. ovf. s. 339). Han trådte rask ind i hallen og sagde: »Hil jer, almægtige to«. Da spurgte kong Harald: »Hvis kvad vil du først fremsige?« Straks svarede Arnórr: »Den yngstes«. »Hvorfor det?« »Jo, man siger, at ungdommen er altid så hidsig på det.« Da lod Harald, på engang smigret, men ikke helt fornøjet, ham begynde med Magnus' digt. Ved siden heraf mærker vi i Arnórs digte en karakterens mildhed og venlighed og i forbindelse dermed en udpræget religiøsitet. Gentagne gange finder vi i hans digte en bøn til gud om at være den besungne fyrste nådig.

Som digter var Arnórr overordenlig frodig. Vi ved, at han har digtet om Knud den store; men det digt er tabt. Hans øvrige kvad er: (3)


Rögnvaldsdrápa (4), forfattet om den bekendte orknøske jarl Rögnvaldr Brusason († 1044). Rögnvaldr havde været i Rusland og var vendt tilbage til Norge med Magnus den gode. Kort efter drog han til Orknøerne, hvor han blev jarl ved siden af sin frænde Þorfinnr Sigurðarson. Denne, der var meget stridbar og herskesyg, kunde i længden ikke finde sig i den ædle Rögnvalds medherredømme, og det kom da tilsidst til slaget ved Rauðabjörg, hvor Rögnvaldr faldt. Om Rögnvaldr har Arnórr digtet et eller flere digte, men kun af hans arvekvad om ham er der et par ubetydelige rester tilbage, hvori jarlens ophold i Garderige samt Arnórs svogerskab med ham omtales og en bøn for ham udtales.

Hrynhenda, Hrynjandi(n), Magnúsdrapa (5) er det prægtige digt, som Arnórr fremsagde for og om kong Magnus den gode 1046. Digtet er det første større fyrstekvad i hrynhent versemål, som vi kender. Vi har ganske betydelige lævninger deraf endnu. Disse indeholder først den sædvanlige opfordring til at høre på kvadet; dernæst har Arnórr i et lille stykke omtalt sine egne rejser (6). Dette kritiseredes af Harald hårdråde; hvorvidt det var berettiget, kan vi ikke sige, da vi kun har så lidt af disse vers tilbage. De andre vers handler om kong Magnus' tog fra Rusland til Norge 1035, hans bedrifter i årene 1042-5, togene til Danmark og Venden, erobringen af Jomsborg, kampen på Lyrskogshede og ved Helgenæs; fremdeles om kongen personlig, hans djærvhed, magt og pragt. Digtets historiske betydning er meget stor.

Det, der karakteriserer dette digt, er, foruden selve versemålet, de mange stærkt rosende udtryk, den ligefrem panegyriske tone, som råder deri; således hedder det f. ex. i v. 1: »enhver fyrste står langt under dig,« i v. 18: »folk synes, at når fyrsten lader sine havskier løbe hen over Meites bjærge (bølgerne), er det som om himmelkongens engleskarer i sluttet række svævede hen over bølgerne«, i v. 17: »skibenes rustning skinner, som når solen stråler på den skyfri himmel eller når bavnen brænder.« Men her må man dog vel lægge mærke til, at disse og lignende udtalelser ikke er efterligninger, men fuldstændig originale og er som sådanne i besiddelse af en velgørende friskhed, liv og frejdighed, fordi vi føler, at det er digterens egen ånd, som råder i dem. Ikke desto mindre kan vi godt forstå Harald hårdrådes ærgerlige udtryk: »Det er dog storartet, hvor voldsomme udtryk den mand bruger.« Når nu hertil kommer, at versifikationen er aldeles glimrende, og versemålet begunstigede en vis ordfylde (mærkes kan her de virkelige sammenlignings-sætninger, »som om«, »som når«), er det ikke underligt, at digtet blev så udmærket, at det aflokkede Harald den smigrende bemærkning, at »det vilde huskes, så længe Norden bestod.« Til alt uheld har denne spådom ikke helt slået til, men der er dog så meget tilbage af digtet, at vi kan beundre Arnórs elegante kvad, ubetinget med hensyn til rytmernes flugt og fremstillingens liv det mest glimrende digt, vi har.

Ved samme lejlighed som Hrynhenda blev fremført, fremsagde Arnórr det digt om kong Harald, som hed Blágagladrápa, »som var et godt kvad« (7). Herom sagde Harald, at det snart vilde glemmes; disse ord er gåede i opfyldelse. Ikke en linje er tilbage af digtet. Sit navn synes det at have fået deraf, at ordet blágagl (»sort gæsling« = ravn?) oftere har forekommet deri (i stefet?).

Magnúsdrápa, en drotkvædet arvedrape (8) om kong Magnus den gode, rimeligvis forfattet kort efter hans død (år 1047). Heraf haves betydelige lævninger af stor historisk betydning. De bevarede vers fortæller om Magnus' hjemkomst fra Rusland og kong Svens flugt 1035 (v. 1-4; jfr. Hrynh. v. 4-8), tog til Danmark, hvorledes han her blev valgt til konge 1042, Jomsborgs erobring, slaget på Lyrskogshede, ved Helgenæs osv. (v. 15-18, jfr. Hrynh. 9,15). Det (sidste?) vers: »Aldrig kommer en ung fyrste så gavmild« synes næppe at kunne passe på nogen anden end Magnus, hvem Arnórr ellers så ofte og særlig kalder »den unge«. Digtet viser forfatterens beundring for kong Magnus i samme grad som Hrynhenda, men det er, tildels på grund af formen, ikke et så elegant digt som det. Her priser digteren i høje toner Magnus' krigerske dygtighed og mod. Særlig levende er v. 5, hvor Arnórr, ligesom Glúmr Geirason i sin tid, anfører kongens egen udtalelse om, »at enten skulde han falde, eller erobre hele Danmark.« Ligeså kraftig er skildringen i v. 8 af Jomsborgs brand - »hvor den blodige ulv trak den hurtig brændte krop ud af ilden (se ovf. s. 375) og hvor hallens hidsige bane (ilden) spillede på de udøbte pander« (hedningerne). Original er den stærke skildring af mandefaldet på Lyrskogshede : »hvor valdyngerne lå så højt, at ulvene ikke kunde klatre op på dem« osv.

Af et digt om den bekendte høvding Hermundr Illugason, en broder til Gunnlaugr ormstunge, synes to linjer at være opbevarede; de indeholder en bøn for ham.


Þorfinnsdrápa

Ligesom Arnórr havde digtet om sin ven Rögnvaldr jarl et arvekvad, således forfattede han også om Þórfinnr Sigurðarson († 1064) et arvekvad. Þorfinnr var en type på en ærgærrig og hensynsløs, men overordenlig kraftig og energisk høvding. Af digtet om ham (9), som er vistnok forfattet kort efter hans død, haves meget betydelige lævninger. I begyndelsen deraf minder digteren om den tid, da han drak i Þorfinns hal og sad lige overfor jarlen, samt udtaler sin sorg over jarlens død. Herfra går digteren over til at behandle Þorfinns forskellige bedrifter, hans optræden til landets forsvar, da han kun var 15 år gammel, hans kampe ved Dyrnes med kong Karl Hundason 1034, ved Torfnes med den samme konge i samme år og den derpå følgende hærgning, kampen i Vazfjord og krigstog 1036-42, den beklagelige kamp ved Rauðabjörg 1044; endelig omtales Þorfinns udstrakte magt. Til slutningen af digtet hører to vers, hvoraf det første er særlig interessant, fordi det indeholder den bekendte efterligning af et sted i Völuspá: »Den klare sol vil blive sort, og jorden synke i det dybe hav, himlen vil rævne, og havets bølger bruse på de højeste fjælde, for end en sådan jarl vil fødes på øerne.« Det sidste vers indeholder en bøn for Þorfinnr.

Foruden at digtet viser Arnórs sædvanlige versifikationstalent, originale ordpragt og friskhed i fremstillingen, træder hans nære forhold og venskabsforbindelse med jarlen ofte i forgrunden og det i de smukkeste og varmest følte ord. I historisk henseende er digtet af stor betydning, da Arnórr vidste så udmærket god besked med de orknøske begivenheder, som han delvis havde været øjenvidne til.


Erfidrápa om kong Harald hårdråde

Erfidrápa om kong Harald hårdråde, forfattet o. 1067 Digtningen af dette kvad var indfrielsen af et løfte, Arnórr i året 1046 havde givet kong Harald (10). Han holdt sit løfte og digtede en drape, hvoraf vi har flere vers endnu tilbage. De første, som hertil kan henføres, handler om kampe i Danmark, særlig Nizåslaget, 1054-62, om kongens tog til Oplandene for at tugte de oprørske bønder, hvorved Arnórr træffende mindes kong Óláfs færd dér 1017. Alle de øvrige vers behandler Haralds krigstog til England, hans fald og hans egenskaber i det hele (omtrent 10 vers). Det synes, som om dette digt har dannet en fortsættelse af Blágagladrápa med hensyn til de deri berettede kendsgærninger. Smukt skildrer Arnórr kongens aldrig svigtende mod og tapperhed, og vemodig mindes han hans tragiske endeligt.

Af Arnórs arvedrape om høvdingen Gellir Þorkelsson (11) († i Danmark 1073 på tilbagevejen fra Rom) er, så vidt vides, intet bevaret. Heller ikke har vi noget af hans i Skáldatal antydede digt om kong Olaf kyrre (1066-93).

Ubestemmelige er nogle vers, som muligvis har hørt til de førnævnte digte. Det første er om ærkeenglen Mikael i hrynhent (af Hrynhenda?), det andet om en fyrste, der »vænner sine skibe til søen« (af Blágagladrápa?); det tredje og fjærde er fuldstændig ubestemmelige.

Af løse vers haves kun ét, digtet 1044 lige før kampen ved Rauðubjörg, da Þorfinnr jarl tilbød Arnórr at gå i land, for at han ikke skulde behøve at deltage i kampen.

Af alt det anførte fremgår det, hvor betydelig en digter Arnórr har været. Hvad den sproglige og metriske side angår, er han en mester, der kan måle sig med hvilken som helst anden. Kun er hans rytmer ikke fuldt så yndefulde, bløde og lette som f. ex. Refs. Hans drotkvædede vers er heller ikke så lette og flydende, som Sigvats, medens hans hrynhende vers ikke står tilbage for nogen digters vers i vellyd og flugt.

Ligesom Arnórr med hensyn til versformerne synes at være temmelig selvstændig - ti, så vidt vides, er han den første, der har anvendt hrynhent til et fyrstedigt - er han det også med hensyn til indhold og fremstilling. Kun på ét sted anvender Arnórr et ældre vers (det fra Völuspá), men ellers findes der aldrig efterligninger eller genklange. Selvstændig er Arnórr også med hensyn til selve fremstillingen, dog ganske vist ikke hvad indretningen af digtene angår, og indholdet består, ligesom i alle andre fyrstedigte, af skildringer af kampe, bedrifter og lign.; men han overgår andre ved sin overordenlig livlige fremstilling, og udmærker sig ved at afvinde de så ofte beskrevne kampe nye sider. Fremdeles udmærker han sig fremfor andre ved at søge at give en mere indgående beskrivelse af selve den besungne fyrste, f. ex. Harald hårdråde, Ligesom han også indfletter forskellige betragtninger angående begivenhedernes årsager, f. ex. årsagen til Haralds endeligt (se drapens vers 13 - 18). Endelig er han for så vidt original, som han, i det mindste i sine arvekvad, til slutning altid synes at have rettet en bøn til gud for den besungnes evige salighed, hvori hans eget religiøse sind også åbenbarer sig på det klareste.

På grund af den lethed, hvormed Arnórr har digtet, anvender han også kenninger med stort mådehold, smagfuldt og korrekt.

I modsætning til hans gennemgående selvstændighed overfor tidligere digtere mærkes det undertiden, at han gentager sig selv; således anvender han hyppigt ordet skjöldungr, idelig tillægsordet ungr (særlig om Magnus den gode), ofte minn dróttinn og lign. om Þorfinnr jarl osv.

I modsætning til Sigvatr mærker vi ikke hos Arnórr den støtte personlighed og det mandige alvor; vi føler ikke, i samme grad som i Sigvats vers, manden bagved det hele. Ganske vist træder Arnórs subjektivitet lejlighedsvis frem (ligesom hos hans fader, se ovf. s. 563), ikke alene der, hvor han, som i indledningen til Hrynhenda og Þorfinnsdrápa, omtaler sine rejser og personlige forhold, men også og navnlig, hvor han ytrer sine følelser. Disse fremtræder, som vænteligt var, særlig i hans jarlekvad. I Þorfinnsdrápa udtaler han således sin sorg over jarlernes splid og strid, samt over deres død. Særlig kan det vers af Þorfinnsdrápa fremhæves, hvor han ytrer, at »hans unge sønner er bekymrede for ham på grund af hans dybe sorg«. Dog gør denne beskrivelse af sorgen et ganske anderledes svagt indtryk end Sigvats vers, hvori Sigvatr udtaler sin virkelig dybtfølte sorg over kong Óláfs fald. Fyrsterne roser Arnórr ligesom alle andre skjalde for deres tapperhed og prægtige optræden, samt for deres venlighed mod ham selv, men nogen etisk opfattelse af dem og deres virksomhed kommer ikke tilsyne.




Noter

1) Grettiss. 138. 139.
2) Corp. poet. bor. II, 184.
3) De findes i Skj. digtn. B I, 305-27.
4) Navnet findes: Sn.-E. I, 462.
5) Navnene: Fms. VI, 23. 26. 67. 85 (skr. hry- hru-); Fms. XI, 209 (bis); Sn.-E. II, 124. Hermandinni i ÓH (53) 235 er fejlskrivning for hrynjandinni. Ordet skrives i hdsk. hmandiNi ɔ: skriveren har læst ^ som ' og ni som m.
6) Se Sn.-E. II, 124-6, hvor det anføres som et eksempel på macrologia.
7) Mork. 32; Fms. VI, 197; Flat. III, 322.
8) Navnet findes: Hkr. III, 1; ÓH (53) 234; Fms. V, 118, VI, 26.
9) Navnet findes: Orkn. s. 46.
10) Mork. 32; Fms. VI, 198; Flat. III, 322-3.
11) Laxdæla 288.