FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Berse Skáldtorfuson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Berse Skáldtorfuson

Berses moder var den som digterinde ellers ubekendte Skáld-Torfa fra Midfjorden. Berse er født omtrent 985-990, og han siges, ligesom Grettir, omkring 1000 at have hørt til de dygtigste opvoksende unge mænd i den egn; han kaldes »en meget anselig mand og en god skjald« (1). Han og Grettir blev tidlig gode venner, og deres venskab og Berses trofasthed viste sig i sin fulde styrke, da Grettir svævede i den største fare i Norge. Berse, der var Eriks skjald, gik i forbøn for Grettir, og i den anledning kaldte Erik ham »en brav mand«. Da jarlen ikke vilde tage imod det af Grettirs venner tilbudte forlig, betænkte Berse sig ikke på at stille sig på deres side i den kamp mod jarlen, som det så ud til vilde komme i stand. Endelig, da jarlen lod sig formilde, siges ingen af Grettirs venner senere at have opnået jarlens fulde venskab igen, undtagen Berse (2). Der er to egenskaber, som altså udmærker Berse: bravhed og uforfærdethed.

Efter at Erik jarl havde forladt Norge, blev Berse tilbage hos hans broder Sveinn, og i Nesjaslaget (år 1015) finder vi ham ombord på Sveins skib. Hvor Berse i det påfølgende år har opholdt sig, vides ikke. Men det er rimeligst, at han er flygtet til Sverrig sammen med Sveinn jarl og efter dennes død (år 1016) vendt tilbage til Norge. Her blev han af kong Olaf kastet i lænker, og nu digtede han en flokkr om kongen og synes derved at have formildet ham og vundet hans gunst. Omkr. 1026 var han sammen med Sigvatr i England hos kong Knud (3). Med Sigvatr gjorde han også pilgrimsrejsen til Rom 1029. På tilbagevejen (år 1030) mødte de nogle Nordmænd, som fortalte dem kong Óláfs fald. Da blev Berse blodrød at se på af den stærke indre bevægelse; han vendte om til Rom og siges at være død i St. Peders kirke og dér at være bleven begravet.

Berse er en af de mest sympatetiske skjaldeskikkelser. Standthaftig og modig, trofast som få, kort sagt, i enhver henseende en brav mand, det er det billede, vi får af ham. Ved sit vindende væsen har han vidst at skaffe sig alles yndest, som han kom i berøring med. Han var tillige en høj; og smuk mand og en elsker af prægtige klæder og smukke våben (4). Denne karakteristik af ham bestyrkes af hans egne vers, hvor få de end er. I sin flokkr om kong Olaf siger han med sværdet hængende over hovedet på sig, med en tiltalende frejdighed og oprigtighed, at han aldrig vil få nogen bedre herre end Sveinn jarl, og at han aldrig i den grad vil bøje sig for kongen, at han glemmer sine hulde venner. Hvor dygtig en skjald Berse ellers har været, kan iøvrigt ikke bestemmes, da vi af hans digte om Sveinn jarl Hákonarson og Knud den store (bægge antydede i Skáldatal) intet har tilbage, og af hans flokkr om Olaf den hellige kun 3 vers, foruden en lausavísa (5).

Man havde sagt om Berse, at han ikke kunde digte noget uden at låne fra andre skjalde. Derfor siges kong Olaf, for at prøve hans ævner, engang at have ført ham ind i et hus, hvor der stod nogle sværd, og opfordret ham til straks at digte om dem. Han skal da straks have digtet den nævnte lausavísa (6) og således godtgjort, at han kunde digte.




Noter

1) Grettiss. 27, jfr. 28. Hermed stemmer, at Berse i Hkr. II, 73, OH (53) 40 kaldes ”en overordenlig smuk mand”.
2) Grettiss. 56. 58. 59.
3) Hkr. II, 286; Fms. IV, 292; Flat. II, 253.
4) Hkr. II, 73.
5) Skj. digtn. B I, 255-56.
6) Ved en fejltagelse tillægges dette vers både Sigvatr (Hkr. II, 383; ÓH (49) 46; Fms. IV, 378; Flat. II, 291) og Óttarr svarte. Fortællingen om Berse som dets forfatter lyder naturligst.