FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Björn hitdælakappe Arngeirsson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Björn hitdælakappe Arngeirsson

Denne skjald var nær beslægtet med Egill Skallagrimsson, idet hans moder, Þórdis, var en datter af Egils søster Sæunn. Björns fader var Arngeirr i Hólmr, en søn af Berse goðlauss (1). Björn er født omkring 989 (2). Om hans ungdomsår vides ikke meget; dem går hans saga let hen over. Det hedder blot (3) : »han var tidlig stor af vækst og stærk, mandig og smuk af udseende«. Det lader til, at han er bleven opdragen, eller at han i det mindste har opholdt sig på Borg en tid lang. Det hedder i sagaen (4), at han voksede op hos »Skúle Þorsteinsson på Borg«, men, som G. Vigfússon har påvist (5), kan der ikke være tale om Skúle, men plejefaderen må have været dennes fader. Grunden til dette ophold på Borg angives at have været Þórðr Kolbeinssons spot og fornærmelser. Dette må dog vistnok betvivles. Ifølge sagaen synes også dette ophold at have været efter 1000.

I nærheden af Borg ligger den lille ø Hjörsey. Her bode en rig bonde, Þorkell Dufgússon, han havde en datter Oddný, kaldt eykyndill (øfaklen) på grund af hendes skønhed. Under sit ophold på Borg har Björn stiftet det så skæbnesvangre bekendtskab med den skønne Oddný, hvis kærlighed han vandt. Efter et 5 års ophold på Borg siges han, 18 år gammel, på unge mænds vis at være rejst til Norge, efter i forvejen lovformelig at have forlovet sig med Oddný på de sædvanlige betingelser. Samme sommer rejste imidlertid også Þórðr Kolbeinsson udenlands; han og Björn traf hinanden ved Erik jarls hird, hvor de var om vinteren (1007- 8). De blev nu forligte med hinanden, og da Þórðr sommeren efter drog hjem igen, skulde han bringe Oddný Björns hilsen tilligemed en ring. Dette gjorde han, men tilføjede, at Björn havde afstået ham Oddný, hvis han døde eller ikke mere kom tilbage. Björn drog derpå til Rusland, blev her farlig såret, og dette rygtedes (1009) hjem til Island og førte til, at Þórðr ægtede Oddný, da købmændene på Þórðs anstiftelse ændrede deres udsagn og sagde, at Björn var død. Björn kom sig og erfarede, hvad der var sket; han tabte da lysten til at vende tilbage til Island, og opholdt sig nu snart i Norge, snart i England og på vikingetog indtil i året 1016; i dette år rejste Þórðr udenlands, og Björn traf ham ved Brennøerne, hvor han fratog ham alt hans gods. Noget efter kom de bægge til Norge, hvor kong Olaf siges at have forligt dem eller dømt imellem dem. Først i året 1019 kom Björn tilbage til Island. Þórðr begik nu den ubegribelige fejl at tilbyde Björn ophold hos sig den følgende vinter, idet han mente, at forholdet mellem dem derved vilde forbedres; Björn modtog tilbudet. Naturligvis førte dette kun til, at forholdet forværredes. Þórðr blev skinsyg på Björn, denne drillede ham, og bægge digtede bitre vers om hinanden. Endelig tog Björn bort. Hvad der videre skete, vides ikke på grund af en lakune i sagaen. Senere digtede de nidvers om hinanden og stævnede hinanden for retten. Endelig skulde det komme til et opgør og forlig (år 1022), men det blev ikke til noget. Forbitrelsen imellem dem steg stadig, ikke mindst efter at Björn, der gærne husede og hjalp fredløse, havde en vinter sørget for Grettir, hvem Þórðr for enhver pris vilde tillivs. Endelig fandt Þórðr en passende lejlighed til at overfalde Björn og dræbe ham (omkring 1024).

Sagaen fremhæver ofte Björns fortræffelige karakter; i virkeligheden synes der ikke at være nogen tvivl om, at Björn var en brav og højmodig mand. Det må erindres, at han lod Þórðr slippe med livet på Brennøerne; ligeledes viste han sit ædelsind ved at hjælpe fredløse folk. Overfor købmænd siges han at have været hjælpsom og venlig, ligesom kong Olaf giver ham det lov, at som viking viste han sig mere skånsom end mange andre, og kaldte ham for en rask og brav mand. I forbindelse hermed synes han at have været religiøst sindet.

At Björn har været skjald, fremgår ikke alene af de vers, sagaen anfører af ham, hvis ægthed vi snart skal drøfte, men også deraf, at Óláfr hvitaskáld har betragtet ham som en digter, og at han i Gunnlaugss. (6), ganske vist i et interpoleret, men sikkert et gammelt stykke, regnes til de skáldmenn miklir, som Myramannaslægten talte. Påfaldende kan det synes, at der ikke anføres eller antydes noget fyrstekvad af ham, f. ex. om Olaf den hellige. Derimod omtales et digt om apostlen Tomas. Grunden hertil kan tænkes at være den, at Björn først i en fremrykket alder har følt digtertilbøjeligheder, eller i hvert fald lyst til at digte sammenhængende kvad. Kun én lausavísa af ham haves fra tiden før o. 1019. Særlig betydning for os har Björn som satirisk digter (7).

Af egenlige digte nævner sagaen 3:

En »god drape« om apostlen Tomas, digtet i anledning af, at Björn havde ladet bygge en kirke på sin gård, helliget gud og Tomas. Som hjemmelsmand herfor anfører sagaen en vis Rúnólfr Dagsson (måske: Dálksson?). Digtet er tabt.

Eykyndilsvísur. Engang da der var hesteting, blev Þórðr anmodet om at underholde folk. Han kvad da Daggeislavísur, »som han havde digtet om Björns hustru«, hvorpå Björn underholdt med »de vers, som han kaldte Øfakkelsversene«, vistnok et erotisk digt om Oddný, også tabt.

Grámagaflim, et satirisk digt om Þórðr. Heraf har sagaen opbevaret 3 vers. Det skulde hedde sig, at der engang var drevet i land en fisk, 'gråmave', og at Þórðs moder havde spist af den, men »da der er meget ondt i havet«, var hun bleven frugtsommelig deraf med Þórðr. Det sidste vers omtaler Þórðs fødsel således: »En dreng kom for dagens lys; hun havde sagt sin mand, at hun skulde føde - han syntes, at den »hundebider«, som han lå der, var lige så modig som en ged, da han så ham i øjnene«. Ovenpå denne grove indledning har der rimeligvis fulgt en lignende skildring af Þórðs opvækst og bedrifter. Digtet er forfattet i runhendr háttr på 4 stavelser; alle linjer rimer parvis; i to vers mangler der et linjepar. Alle 3 vers synes at høre til begyndelsen.

Lausarvísur. Af sådanne tillægger sagaen Björn 24; én af disse tillægges imidlertid i Eyrbyggja Björn breiðvíkingakappe, hvor den dog anføres i en mindre oprindelig og mindre rigtig form og følgelig i en mindre god sammenhæng. Verset er uden tvivl ved en let forståelig navneforveksling indkommet i Eyrbyggja, hvorved den er undergået en nødvendig forandring (8). Alle disse vers er efter min mening ægte. Dette må antages på grund af ordformer som háars 32.6, Þórrøði 20.8 [ved siden af Þorðr 8.4, 10.4 (9)], sæing 16.4 (10). På den anden side er der ikke spor af yngre former, som kunde føre versene ned til det 12. eller 13. årh. Dernæst er der i disse vers en så gammeldags tone og en så udpræget individualitet, at versene allerede af den grund måtte betegnes som ægte. At de i hvert fald ikke er opståede i det 12. årh. viser den omstændighed, at et af dem har gået igennem, en lang mundtlig tradition og eksisterer i to former; fra dette er man berettiget til at slutte til andre. Jeg har således ingen som helst betænkeligheder ved at antage, at disse vers i virkeligheden er af Björn selv (11).

Versene er dels erotiske (1 - 2; den sidste tillige en sørejsevise), dels af eristisk indhold, undertiden blandet med et erotisk element; herhen hører stridversene om og imod Þórðr (i alt 11, alle fra vinteropholdet hos ham); endelig er de ligefremme nidvers (om en sælhund, der havde bidt Þórðr); et handler om den unge Kolle, hvis rigtige fader ifølge versets antydning næppe var Þórðr. I anledning af kampe er 3 vers forfattede; i de sidste vers meddeler Björn ildevarslende drømme og udtaler sit mod og frygtløshed.

Disse vers viser Björn som en temmelig slagfærdig, men næppe nogen stor eller ejendommelig digternatur. Af særlig interesse er Björns satiriske vers, navnlig Grámagaflím.

Alle de løse vers er digtede i drotkvædet, undtagen to, der er fornyrðislag. De er i det hele regelmæssige og rigtig formede, når man ser bort fra åbenbare forvanskninger af teksten.




Noter:

1) Bjarnars. 4, Egilss. 184, Grett. 131, Ldn. 72. 73. 160.
2) Da sagaen ved år 1007 siger, at han er 18 år; men i betragtning af moderens og bedstemoderens aldersforhold (se Egilss.), er Björn rimeligvis født endnu tidligere.
3) Bjatnars. s. 4.
4) sst.;
5) Safn til sögu Ísl. I, 456.
6) Ísl. s. II (1847), s. 191; ny udg. s. 2.
7) Hans vers findes Skj. digtn. B I, 276-83.
8) Jfr. Boers udg. XXXI- II. H. Gering har (Eyrb. Sagabibl., indledn.) villet hævde, at verset var af Björn Breiðvíkingakappe. Jeg henviser om forholdet til min afhdl. i Aarb. 1912, s. 44-45, og B. M. Olsen: Arkiv XVIII, 204-10.
9) Jfr. K. Gíslason: Njála II, 878, anm. 1.
10) Jfr. Boers udg. XXIX- XXX.
11) Jeg kan således ingenlunde give G. Vigfússon ret, når han i CPB II, 108-9 mener, at versene er uægte. Jfr. min afhdl. i Aarbøger 1912, s. 27-30.