FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Egill Skallagrímsson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Egill Skallagrímsson

Om hans liv i det hele henvises til sagaen. Her skal kun hovedtrækkene anføres. Han var den yngste søn af den i året 878 udvandrede Skallagrímr Kveldulfsson og er vistnok født lidt før år 900. Allerede som barn beskrives (1) han således: »Da han voksede op, kunde man se på ham, at han vilde blive meget styg og lig sin fader, sort af hår. Da han var 3 år gammel, var han så stor og stærk, som andre drenge 6 eller 8 år gamle. Han blev snart meget talende og fandt på træffende ord. Han var temmelig umedgørlig, når han legede med andre drenge«. I denne beskrivelse af den lille dreng er de fleste af de egenskaber antydede, som den voksne Egill viste sig i besiddelse af: hans modenhed og kraft, fyndighed, egenkærlighed og stridbarhed eller mangel på lyst til at give efter, når han var, eller mente at have grund til at tro, at han var i sin gode ret. Dette er grundtrækkene i Egills karakter. Således som han legemlig var meget tidlig udviklet - til trods for det muligvis lidt overdrevne i den anførte skildring - , var han det også i åndelig henseende, selvfølgelig ikke i den grad, at han, som sagaen angiver, digtede et drotkvædet vers 3 år gammel. Derimod er der intet i vejen for at antage, at han 6 år gammel har kunnet digte et så simpelt og barnligt naivt vers, som sagaen tillægger ham i den alder; indholdet er også i højeste grad betegnende; det unge vikingeæmne udtaler dér sine ønsker. Dog er det muligt at sagaen henfører det til en for tidlig tid. Egils tidlig udviklede mod og ubøjelighed viste sig, da han i 7 års alderen dræbte en dreng, som havde mishandlet ham i legen, og atter da han 12 år gammel nedhuggede sin faders værkstyrer, fordi faderen havde forårsaget hans fostermoders død. Foruden at dette stiller hele tidsånden i et klart lys, vidner det om noget mere end blot og bar råhed hos den unge Egill. Det viser meget mere drengens retfærdighedsfølelse, og vi vil få at se, at denne følelse spillede en meget stor rolle i Egils senere liv. Men den var parret med en hensynsløshed, som aldrig gav efter og aldrig skånede nogen.

Kort efter den sidst omtalte begivenhed rejste Egill udenlands med sin ældre broder Þórólfr. Ifølge sagaen var Egill mange år (ɔ: o. 915 - 21) udenlands. Straks efter ankomsten til Norge havde Egill sammenstød med den herskende fyrsteslægt, særlig Erik blodøkse og Gunnhildr; herved fornyedes den gamle slægtsfejde med stor voldsomhed. Brødrene drog på vikingetog til forskellige steder. Endelig kom de til England til kong Adelsten, hvor de blev primsignede, og i hvis rækker de kæmpede i det såkaldte »Vinhede«-slag, hvor Þórólfr faldt (925) til stor sorg for Egill. Kongen skænkede ham og faderen 2 kister med sølvpenge til erstatning. Þórólfr var nogle år tidligere bleven gift med Ásgerðr, en datter af Björn höldr. Hendes moder Þóra, en faster til Arinbjörn herse, var bleven bortført af Björn og »uden frænders råd« taget til ægte af ham. Ásgerðr var således i og for sig ikke ægtefødt efter den strænge ret. Men kort efter hendes fødsel havde Björn fuldstændig udsonet sig med sin kones frænder, hvorhos det bestemtes, at ægteskabet skulde betragtes som i alle måder retmæssigt. Herved blev Ásgerðr lige så arveberettiget som ethvert andet ægtefødt barn. Herom kunde der ikke tvistes. Ásgerðs moder var iøvrigt meget tidlig død, og Björn giftede sig igen og fik datteren Gunnhildr. Ásgerðs familje, en gammel, mægtig hersefamilje i Firðafylki, var den første, Egill i Norge stiftede bekendtskab med, navnlig sluttede han sig til den unge Arinbjörn Þórissön; der knyttedes mellem dem et inderligt og ubrødeligt venskab.

Efter Þórolfs fald og en vinters ophold hos den engelske konge, vendte Egill tilbage til Norge (år 926) og ægtede kort efter broderens enke Ásgerðr og drog tilbage med hende til Island.

Denne første udenlandsrejse blev af en særlig betydning for Egill; han havde rejst viden om, var kommen i berøring med en kristen befolkning, og hvad der for ham personlig måske var af størst betydning, han var kommen i strid med den norske konge og var bleven gift med en norsk kvinde - to omstændigheder, som senere kom til at spille en hovedrolle i hans liv. At Egils ånd mange måder er bleven udviklet og modnet, er sikkert nok, men om en gennemgående dybere påvirkning f. ex. af kristendommen er der næppe tale. Dertil var Egils karakter for stærkt individuel.

Adelstens sølv, hedder det ejendommelig nok, delte han ikke med sin fader, endsige med nogen anden. Her har vi antydningen af et andet hovedtræk i Egils karakter: hans lyst til at besidde meget gods; gærrighed er for stærkt et udtryk.

Denne udprægede ejendommelighed i forbindelse med hans strænge retfærdighedsfølelse førte ham til at foretage den anden udenlandsrejse (år 933 - 4). Han erfarede, at hans svigerfader, Björn, var død, og at dennes anden datters mand, Bergönundr på gården Askr (på øen Fenring), havde bemægtiget sig hele arven efter Björn, medens kun halvdelen tilkom ham. Bergönundr gik åbenbart ud fra, at der var kun tale om én ægtefødt datter af Björn. Dette vilde Egill naturligvis ikke finde sig i; han rejste til Norge og krævede sin kones arvepart af Bergönundr. Denne, der var en overmodig og slet mand, men velset af Erik og Gunnhildr, nægtede at udrede noget som helst af arven. Egill stævnede ham da til Guleting, men skønt han havde vidner nok på, at han havde retten på sin side, fik han dog ikke retten, ikke fordi dommerne ikke indså, hvem der havde ret, men fordi Gunnhildr sørgede for, at tingfreden blev krænket og tinget med voldsomhed afbrudt. Kort efter slog Egill Bergönundr ihjæl, rejste den berømte nidstang for Erik og Gunnhildr, ja dræbte en af deres sønner , og rejste så tilbage til Island. Skarpere sammenstød med kongeslægten i Norge kunde han ikke have, og det var ikke underligt, at Erik og Gunnhildr herefter blev Egils mest forbitrede fjender. Som bekendt måtte Erik året efter (ɔ: 935) forlade Norge; han begav sig til England, hvor han fik Northumberland (Yorkegnen) at bestyre. Med ham drog frivillig mange Nordmænd, deriblandt også Egils ven, Arinbjörn .

Det hedder i sagaen, at Gunnhildr lod udøve sejd i den hensigt, at »Egill aldrig skulde få rist eller ro på Island, før end hun fik ham at se«. Således forklarede man i oldtiden Egils ubegribelige rejselyst, idet han foretog sig sin 3. rejse (år 936-8), på hvilken han agtede sig ifølge sagaen til England. Sagen var naturligvis den, at Egill havde erfaret Eriks bortrejse og mente, at nu var der større udsigt til at få sin ret. Han blev forslået netop til Northumberland og led skibbrud ved mundingen af Humber. Han tog nu en modig beslutning - »satte djærvhedens hat på hovedet«, som han selv udtrykte det - og red direkte til York, hvor han traf Arinbjörn og fortalte ham, hvad der var sket. Arinbjörn gik straks med et stort følge til Erik og bad om nåde for Egill. Til forlig var Erik uvillig og Gunnhildr endnu mere; hun gjorde alt, hvad hun kunde, for at Egill straks skulde blive henrettet. Arinbjörn fik dog lov til at beholde Egill hos sig den følgende nat. Da de var komne hjem til Arinbjörns gård, fik han Egill anbragt i et loftskammer og opfordrede ham til at digte et lovkvad om Erik, »ligesom hans frænde Brage havde digtet om den svenske konge Björn (se ovf. s. 414), og derved søge at skaffe sig liv og fred«. Egill, som ellers intet havde haft imod at finde en ærefuld død på valpladsen, men sikkert ikke så noget opløftende eller tiltalende i at lade sig henrette som enhver anden ugærningsmand, gav herpå et svar, som er lige så betegnende for ham selv, som det kaster et fortræffeligt lys over øjeblikkets situation - »Jeg skal prøve på at gøre, hvad du ønsker, men det havde jeg ikke tænkt, at jeg skulde komme til at digte et lovkvad om kong Erik«. Arinbjörn forlod da Egill, men kom igen til ham kort efter og spurgte, hvordan det gik. »Der har siddet en svale udenfor vinduet, som har kvidret hele tiden, så at jeg ingen ro har haft«, svarede Egill. Da gik Arinbjörn hen og satte sig ved vinduet og så med det samme et utyske (hamhleypa) løbe bort. Det var atter ifølge folketroen Gunnhildr, der vilde forhindre Egill i at digte. I virkeligheden er svalen Egils egen indre uro, følelsen af alt det pinlige i hans daværende stilling. Vennens nærværelse bragte ham til ro igen, så at han nu fik digtet et kvad på 20 vers og lært det udenad. På den dertil belejligste tid gik Arinbjörn , ledsaget af Egill og alle sine folk fuldt bevæbnede, til kongen og bad ham om at give Egill liv, idet han mindede kongen om, hvad han selv havde gjort for ham. Gunnhild afbrød ham meget unådig og sagde, at han kunde spare sig sin ulejlighed. Da erklærede Arinbjörn ligefrem, at hvis Erik vilde lade Egill dræbe, skulde han først komme til at kæmpe med ham og alle hans mænd. Nu måtte Egill selv træde til. Uden at nogen anede det, trådte han frem og begyndte at fremsige sit digt med høj og klar stemme. Dødsstilhed herskede i hallen, men Erik sad rank i højsædet og så stift på Egill hele tiden. Da han var færdig, sagde Erik: »Smukt er digtet fremsagt, og nu har jeg taget min bestemmelse. For dine ord Arinbjörn skal jeg give Egill liv; men når du, Egill, er kommen ud af denne stue, skal du aldrig mere komme for mine eller mine sønners øjne. Denne gang giver jeg dig dit liv; da du frivillig kom i min magt, vil jeg ikke udøve en niddingsdåd på dig, men det skal du vide, at dette er intet forlig med dig, hverken på mine sønners eller de af mine frænders vegne, som vil fastholde deres ret«. At Arinbjörn var taknemmelig mod kong Erik og Egill endnu mere mod sin opofrende ven er en selvfølge. Som et synligt tegn herpå forærede Egill Arinbjörn to guldringe, som han tidligere havde modtaget af kong Adelsten.

Egill begav sig straks derpå til denne konge og var hos ham den følgende vinter. Derpå rejste han til Norge og traf Hakon den gode, som lovede, at Egill skulde få, hvad der tilkom ham som hans kones arv. Kort efter fik Egill lejlighed til at yde Arinbjörns søster en tjæneste ved at dræbe bersærken Ljótr, som vilde aftvinge hende hendes datter. Dernæst stævnede han Atle den skamme, Bergönunds broder, til Guleting, men da Atle her vilde aflægge tylftered på, at han intet gods besad, som tilhørte Egill, udfordrede denne ham til holmgang, hvorpå Atle blev dræbt, og Egill fik nu endelig sine godser. Efter at have ordnet disse rejste han hjem til Island.

Ifølge den gamle holmgangslov skulde Egill få alle Ljóts godser. Af en eller anden grund havde han ikke kunnet ordne spørsmålet om dem med det samme, men han overdrog vindikationen af godserne til Friðgeirr, en broder til den kvinde, han havde kæmpet for mod Ljótr. Herved opstod der atter et slags arvespørsmål , og at Egill også i dette tilfælde søgte at gøre sin ret gældende, er kun hvad man væntede. Men årene gik og han fik ingen tilfredsstillende efterretninger fra Friðgeirr. Han rejste da for 4. og sidste gang til Norge (o. 955); at han først rejste så længe efter, har vistnok sin grund i, at han lige havde erfaret, at Arinbjörn efter Erik blodøkses fald var vendt tilbage til Norge, men af Hakon den gode kunde han ikke uden vennehjælp vænte nogen synderlig forekommenhed. Men det gik ikke, som han ønskede det. Hverken han eller Arinbjörn kunde udrette noget, ti sagen var den, at den lov var gældende i Norge, at alt hvad en fremmed mand, som døde i Norge, havde ejet, tilfaldt kongen. Egill måtte således her trække det korteste strå. Arinbjörn var imidlertid så ædelmodig selv at give ham en erstatning, da det var for hans nære slægtnings skyld, Egill havde kæmpet med Ljótr. Denne erstatning har Egill selv vistnok mere betragtet som en vennegave, ligesom han også på sin side havde medbragt kostbare gaver til Arinbjörn . Efter et vikingetog med Arinbjörn foretog Egill for hans frænde Þorsteinn Þóruson det farefulde Værmlandstog, for på kongens vegne at afkræve jarlen i Værmland den skat, som denne i flere år havde undladt at betale. Efter to års forløb vendte han tilbage til Island.

Imellem de to udenlandsrejser må de fleste af Egills børn være fødte; blandt disse var Böðvarr, den søn, som Egill elskede mest og som druknede o. 960; hans død tog Egill sig overordenlig nær, og det så meget mere, som han kort før havde mistet en anden søn, Gunnarr. Det var disse sørgelige omstændigheder, som førte til, at Egill digtede sit berømte digt »Sønnetabet«, og vi kan nu, ved hjælp af dette, fremhæve et nyt hovedtræk i Egils karakter, hans udprægede følelse for familjen som et for sig afsluttet og et i og for sig bestående hele. Blev denne følelse meget stærk, kunde den i den grad få overtaget, at alle andre følelser svækkedes eller helt forsvandt; den måtte i hvert fald føre til en familjeegenkærlighed og avle mangel på et alsidigt blik for det almene vel, for staten som sådan. Denne stærke familjefølelse synes tidlig at have udviklet sig i Egils slægt. Det var den, der tidligere havde gjort Kveldulfr så snæversynet, at da kong Auðbjörns mænd kom til ham, der bode i Firðafylki, med en opfordring om at begive sig nord på til Møre for dér at kæmpe med kong Harald, han blandt andet kunde svare: »Det vil kongen anse for at være min pligt, at jeg drager med ham, dersom han skal værge sit eget land, men det anser jeg mig ingenlunde at være forpligtet til at begive mig nord på til Møre, for at kæmpe der og værge deres land«. Den mangel på politisk blik eller sans for fælles samfundsanliggender, som her så klart er udtalt, viser sig også hos Egill, og måske i en endnu stærkere grad. Det udtales ligefrem om ham, at da han var hjemme på Island, »blandede han sig ikke i andre mænds sager og forurettede ingen, ligesom der heller ingen var, som forulæmpede ham«. I virkeligheden finder vi ham heller aldrig indviklet i en proces på altinget eller ser ham her føre en sag. Muligvis har tillige han, som havde prøvet så meget og levet under så omskiftende vilkår og mere end de fleste andre set »det store« i livet, ikke haft meget tilovers for de små vilkår i hjemmet, for smålige kævlerier, processuelle kneb, ja ligefremme tovtrækkerier.

Nær beslægtet med den stærke familiefølelse er venskabsfølelsen, d. v. s. følelsen af venskabets fortræffelighed, når det, vel at mærke, består mellem ganske få eller enkelte. Venskab med hele verden er intet venskab. Selv siger Egill, at Odin har givet ham et »sådant sind, hvormed han har kunnet gøre svigefulde mænd til åbenlyse fjender«. Men heri ligger også det modsatte, at han ikke var den mand, der var gode venner med alle og enhver, at han tværtimod var omhyggelig i valget af sine venner og formåede at skaffe sig enkelte trofaste og hengivne venner. Først og fremmest blandt disse var da den ædle Arinbjörn , som han så smukt har besunget. Rimeligvis har Arinbjörn været en af de få, som forstod Egils sind og ånd og vidste at skatte ham.

Tiltrods herfor var Egill aldeles ikke nogen indadvendt eller uselskabelig natur. Han var stadig tilstede på altinget, hvor han havde sin egen bod. Men herhen er han dog sikkert særlig kommen i den hensigt at erfare nyt, ikke alene fra landets forskellige egne, men også og ikke mindre fra udlandet, altså for at tale med bekendte og fremmede. En sommer, hedder det da også, besøgte den unge håbefulde digter Einarr skálaglamm Egill i hans bod. Af Einarr, der lige var kommen hjem fra en udenlandsrejse, fik han mange ting at vide, men tilsidst kom de til at tale om skjaldskab »og det syntes de bægge var så morsomt at tale om«. Der er ingen tvivl om, at Egill har i en eller anden henseende udøvet indflydelse på Einarr (se ovf. 334-5).

Det er desværre sjældent, at vi får sådanne oplysninger, som de, der her gives, og i dette tilfælde er de af en særlig interesse. Vi får nemlig her et vink om Egils betragtning og opfattelse af poesien som kunst, samt hans dybe ærbødighed for den, hvilket han, klarere end nogen anden oldtidsskjald, har udtalt i sit Sonatorrek: »Dog har Mimers ven givet mig en lindring for min smærte, og det betragter jeg som en lykke; ulvens modstander (Odin) . . . har givet mig en idræt uden lyde«. Så ophøjede tanker om poesien og dens opgave: at løfte sindet fra kummer og sorg, at trøste og opmuntre, har kun Egill udtalt.

I god samklang hermed er det, at Egill i højere grad end andre benyttede de simplere versemål. Han har måske følt, at indholdet stod over formen, og hvor denne hindrede eller indeholdt skranker for åndens flugt, der burde formen vige.

At Egill ikke alene har følt en indre glæde over digtekunsten, men en vis digterstolthed, og at han har ment, at poesien var for god til at benyttes ved alle mulige lejligheder, viser den lille fortælling om Egill, da Einarr engang havde besøgt ham uden at træffe ham hjemme; efter 3 dages forløb begav Einarr sig bort, men efterlod et prægtigt skjold som gave til Egill. Da Egill kom hjem og fik det hele at vide, blev han vred og udbrød: »Han skal have skam til tak. Mener han, at jeg skal våge derover og digte om hans skjold!« Alligevel digtede han derom.

Med hensyn til den religiøse opfattelse var Egill på en måde et barn af sin tid. Inderlig tro var ikke det 10. årh.s kendemærke, men vel kunde der eksistere fanatisme hos enkelte. Egill var en af de fritænkere, som ikke just kun stolede på deres egen »kraft og styrke« og fuldstændig forkastede den gamle Asatro, men han har stillet sig frit overfor mange af de gamle dogmer; derfor kunde han finde sig i at blive primsignet i England. At han har hædret og æret Odin, fremgår på det klareste af det anførte sted af hans Sonatorrek, men han ærer ham som poesiens gud og giver, altså nærmest i en anden egenskab end den, hvorfor andre tilbad Odin. I sit forbandelsesvers om Erik blodøkse anråber han Odin, Freyr og Njord, samt landvætterne. Han synes også at have haft temmelig selvstændige anskuelser om livet efter døden, idet han ikke nærer den gængse opfattelse af Hel.

I sit hele væsen og opfattelse er Egill således en omtrent enestående personlighed. Han er at betragte som den sidste repræsentant på Island for den »gode gamle« tid og tidsånd fra tiden før Harald hårfagre, for den primitive, ubøjelige særstillingsstyrke, og han er en af den norsk-islandske poesis ypperste. Stærk i sin faderkærlighed (2), trofast i venskab, vild i sit had er Egill en ægte type på en nordisk (vikinge)skikkelse.

Fuldstændig naturligt og forståeligt bliver det således, at Egill ikke var nogen erotisk karakter, og man ser ikke ret, om det var af tilbøjelighed han giftede sig med Ásgerðr, eller om det var fordi han ikke vilde, at Þórolfs og hendes ejendomme skulde falde i fremmede hænder. Sandsynligt er det dog, at dette sidste i hvert fald ikke har været enerådende, men at Egill i virkeligheden har syntes godt om Ásgerðr, hvad et par vers af ham, som dog ikke kan kaldes kærlighedsvers, synes at tyde på.

Ved siden heraf kan man ikke benægte, at der hos Egill fremtræder karaktertræk, som er mindre sympativækkende, således hans unægtelige havesyge; kong Adelstens gave af sølvpengene vilde han ikke dele med faderen. Han vilde have altsammen for sig selv. At hans retsfølelse og stridbarhed undertiden kunde blive til rethaveri, kan heller ikke nægtes, ligesom det sikkert har moret ham at vide, at andre stredes med hinanden. Dette træder ganske vist sjælden frem. Men det fortælles, morsomt og betegnende nok, fra hans sidste dage, at han, der da var næsten blind, vilde rejse til altinget med sine sølvkister, for dér at kaste sølvpengene i grams for at få fornøjelsen af folks slagsmål og den strid, som derved vilde opstå. Denne gammelmandsplan kom dog ikke til udførelse, men da Egill ikke således fik brug for sine penge, skjulte han dem i et morads, hvor de aldrig senere er fundne, samt dræbte de trælle, der havde ledsaget ham derhen. Dette var hans sidste bedrift.

Nogle år før havde han overgivet sin gård og sit bo til Þorsteinn. Straks efter begyndte Steinarr Sjónason, Kormáks morbroder, at forulæmpe Þorsteinn, navnlig ved at lade sit kvæg græsse i hans enge. Steinarr vilde, trods Þorsteins opfordring og tiltrods for, at han havde uretten på sin side, ikke holde op dermed, ja han gik så vidt at stævne Þorsteinn til fredløshed, fordi denne havde dræbt hans træl på fersk gærning. Da sendte Þorsteinn bud efter Egill. Denne kom ridende i »sort kappe, med forgyldt hjælm og guldprydet skjold, et krogspyd i hånden og sværd ved siden, ledsaget af 80 mand, fuldt bevæbnede og rede til kamp«. Han har sikkert villet lade folk få indtryk af, at her kom Egill Skallagrimsson, der ikke var til sinds at lade sagen gå sin skæve gang. Önundr sJóne rådede sin søn at lade Egill selv dømme i sagen. Dette skete, og han dømte strængt og hensynsløst, men hans dom var dog grundet på den strænge retfærdighedsfølelse, som Egill besad. Denne bedrift lader Egill endnu engang stråle i sin velmagts gamle glans.

Af Egils børn blev Þorsteinn gift med den unge Jófriðr Gunnarsdóttir, med hvem han havde sønnen Skule, for kun at nævne denne ene, og datteren Helga den fagre, Gunnlaugr ormstunges elskede. Fra Þorsteinn nedstammede skjalden Einarr Skúlason og flere. Egils datter, den stolte Þórgerðr, der slægtede sin fader på, blev gift med høvdingen på Hjarðarholt, Óláfr på, og blev moder til den berømte Kjartan og hans brødre, samt til Þuríðr, helten Víga-Barðes moder osv. I det hele må det siges, at Egill blev stamfaderen til en talrig og dygtig slægt på Island.

Egils ydre var ikke skønt. Det hedder om den unge Egill, at han ikke tegnede til at blive en smuk mand, men at han vilde komme til at ligne sin fader. En fyldigere beskrivelse får vi af ham, som han, efter sin broders fald, sad i hallen hos kong Adelsten. - »Han havde et stort ansigt, en høj pande, tykke øjenbryn, en ikke lang, men meget bred næse; den skægbevoksede del af ansigtet var meget stor, hagen og underansigtet meget bredt, halsen svær og skuldrene meget brede. Hans udseende var hårdt og bistert, når han var vred. Ellers var han velvoksen og højere end nogen anden. Håret var tykt og ulvegråt og han blev tidlig skaldet. Han havde sorte øjne og mørke øjenbryn«. Yderlighederne mødes i hans slægt; den talte mange meget stygge, men på den anden side meget smukke medlemmer.

Sine sidste år levede Egill som en blind og affældig mand. Det stemmer os til vemod, når vi hører den gamle mand klage over sin blindhed og sine kolde fødder, og at han får onde ord af tjænestepigerne, når han vil varme sig ved ilden, fordi de mente ikke at kunne komme til for ham.

Når Egill døde, vides ikke bestemt; senere end 983 kan det ikke have været. Han siges udtrykkelig at have været »over 80 år i Hakon jarls første regeringsår« (regnede fra 975)(3). Sagaens tidsregning er næppe i alle måder korrekt.

Egils digte er følgende(4):

Aðalsteinsdrápa er, så vidt vides, Egils første digt, forfattet i den vinter, Egill efter sin broders fald opholdt sig hos kong Adelsten (925-6). Heraf er et vers og omkvædet (to linjer) bevarede i sagaen.

Höfuðlausn er det andet i rækken (5). Vi har i det foregående set, i hvilken anledning og hvorledes digtet er blevet til (i året 936). Digtet er fuldstændig bevaret i to af sagaens håndskrifter; desuden findes enkelte versdele i Snorra-Edda. Navnet findes i Arinbjarnarkviða 8.7. Digtet består af 20 vers, hvoraf vers 6. 9. 12. 15. kun er halvvers og tillige stefvers; dog er kun de to sidste linjer heraf det egenlige stef. Digtets indretning er klar. Det består af en begyndelse og slutning, hver på 5 vers; det øvrige udgør 3 stefjabálkar (v. 7-8, 10-11, 13-14), der begrænses af de nævnte stefvers. De to første vers handler om digterens rejse hjemmefra. Han antyder tillige, at han er rejst hjemmefra for at træffe Erik og bringe ham et digt. Dette bør sikkert ikke opfattes bogstavelig, men er kun en klog vending eller et påfund, hvilket også kommer frem i Arinbjörns ord: »Jeg kommer her med den mand, som er kommen langvejs fra for at besøge dig og forliges med dig . . . Lad ham opnå et godt forlig, siden han har vist dig en så stor ære, som nu kan ses, idet han har rejst over et stort og vanskeligt hav hjemmefra, uden at have nogen grund dertil, undtagen velvilje mod dig« (s. 217). Det her så klart udtalte motiv til rejsen er sikkert noget, Arinbjörn og Egill er komne overens om at foregive for at stemme Erik des venligere (6). I virkeligheden er det højst utroligt, for ikke at sige umuligt, at Egill skulde være rejst med den bestemte hensigt at søge fred og forsoning med Erik; dertil havde han nemlig ingen som helst gyldig grund. Hverken økonomiske eller merkantile interesser tvang ham dertil.

I v. 3 opfordrer digteren Erik til at høre på kvadet; det danner tillige overgangen til det følgende ved ordene: »de fleste erfor, hvilke kampe han holdt, men Odin så, hvor valen lå«. I de følgende vers beskrives Eriks kampe, hans søslag på hans første vikingetog i østerleden i 12 - 16 års alderen (7) (v. 4 - 9), dernæst hans kampe på hans to 4-årige vikingetog i vesten; Erik kaldes her »Skotternes fjende« (v. 10 - 13); om Erik som kriger i almindelighed og som den, der er gavmild mod sine egne mænd, handler v. 17; i det følgende behandles hans forsvar af landet. V. 19 - 20 er digtets egenlige afslutning; digteren opfordrer kongen til at se, hvorledes han har digtet. »Jeg har under folks tavshed fremsat ros om kongen. Jeg forstår blandt de bænkede mænd at sige det passende. Fra latterens ham har jeg fremdraget digtet for kongen. Således gik det til, at enhver har hørt det og forstået det«. Omkvædet er dobbelt og indeholder almindelig ros om fyrsten som kriger.

Digtet er i egenligste forstand en kampens lovsang, en kamphymne, og anderledes kunde det ikke være. Egill havde ikke og kunde ikke have et ord tilovers for kongens ædelsind eller andre fortræffelige egenskaber, som retfærdighed osv. I største knaphed omtaler han kongens gavmildhed, men dette begreb var nu engang uadskilleligt fra en fyrste, så at Egils ord ikke var nogen særlig ros. Desto stærkere er udtrykkene om kampen og heltebedrifter; Eriks kampbedrifter var da også sådanne, at end ikke hans argeste fjende kunde frakende ham personligt mod og tapperhed. Her kunde Egill udtale sig så stærkt, han vilde, uden selv at løbe fare for at blive beskyldt for lav smiger eller opstyltede talemåder og uden i mindste måde at forringe sig selv, når man tager hans tidligere forhold til Erik i betragtning. At sige denne sandhed og undgå at smigre eller sige noget ham selv uværdigt (8) har været Egils bestemte hensigt og mål, og han kunde ikke have nåt det bedre. Der er kraft i Egils stemme, der er klang i hans vers, hvortil versemålet (runhent på 4 stavelser) mægtig har bidraget. »Vidunderlig øger Versenes Klang Fantasi-Indtrykkets Liv. Lynsnare og dog vægtfulde klirre de og buldre, suse de og hvisle, skrige de og hyle, som selve Vaabnene og Rovdyrene« (9). Et par eksempler gives her i Rosenbergs gengivelse:

Hvor skjolde sang
på Sköguls vang,
og klinger klang
var kongens gang.
Sværdelven flød
svulmende rød,
malmvarsler lød
om mandedød (v. 4).

Ligtraner vaded
til valstadet,
ej sværdsøbadet
sårmåger haded,
sled varg i vunde
men valfald-sunde
højt skummed ravnen
om hovedstavnen (v. 11).

Digterens eget jeg træder stærkest frem i begyndelsen og slut[ningen og af og til i stefjamål.

Digtet er forfattet, som alt bemærket, i runhent på 4 stavelser. Rimene går hyppigst kun gennem 2 linjer. Af 72 par er de 44 rimede på hinanden, medens i resten rimet går igennem 4 linjer (intet steds igennem hele verset); i et og samme vers kan bægge dele forekomme uden nogen regel. Bistavene er som oftest to, og hovedstaven står - ligesom i fornyrðislag - ikke altid forrest. At det i virkeligheden forholder sig rigtig med, at digtet er blevet til i løbet af én nat, fremgår ikke alene af den umiddelbare hentydning dertil i begyndelsen af Arinbjarnarkviða (»jeg digter hurtig om konger«), men også af forskellige ejendommelige udtryk, [som f. ex. Óðins eiki (hvis dette er rigtigt; Odins egetræer = mænd er en meget sjælden omskrivning), Oðins ægir. Det samme ord findes to gange brugt i et og samme vers (hróðr v. 2), hvad skjaldene som oftest undgik, ligesom den samme tanke atter og atter findes gentaget, noget, som digtets indhold ganske vist krævede. Mindre heldige udtryk er f. ex. frák at felli ǀ fyr fetilsvelli (svell, egenlig en isflade, passer ikke godt her i forbindelsen), ligesom stefets: »Erik bød ulvene lig på søen« (10) ikke er heldigt. Alt dens slag beror sikkert på hastværksarbejde; havde digteren haft bedre tid, vilde han uden tvivl have undgået i det mindste meget heraf; i hans andre kvad findes ikke sådanne fejl.

Anm. I håndskrifterne findes endnu et halvvers, om hvis ægthed allerede Jón Sigurðsson tvivlede (11). Mig forekommer det aldeles utvivlsomt, at dette halvvers er senere tilføjet. V. 20 betegner i og for sig en så bestemt afslutning, at man aldeles ikke væntede mere og det forstyrrer digtets harmoniske bygning (talsystem). Dernæst er indholdet mildest talt vanskeligt at forstå, for ikke at sige meningsløst. Alle forsøg på at redde sagen ved at rette verset og forklare de enkelte ord er derfor glippede.

Sonatorrek, Sønnetabet (12). Om dette digts tilblivelse hedder det i sagaen (kap. 78): Egils søn Böðvarr havde fået lov til at tage med nogle folk, der til søs skulde hænte noget tømmer. På tilbagevejen blev de overfaldne af en hæftig storm og de druknede alle. Böðvars lig drev i land og blev fundet af faderen, som red med det i sine arme ud til Digranæs, hvor han nedlagde det i sin faders gravhøj. Hans bevægelse blev da så stærk, at hans kjortel sprængtes. Da Egill var kommen hjem, lukkede han sig inde i sin sæng et helt døgn, uden at nogen turde se til ham. Ásgerðr tog da det råd at lade Þorgerðr hænte. Da hun kom, gik hun til Egils kammer, banked på og sagde, at hun var kommen for at leve og dø med ham. »Vel gjorde du datter, at du vilde følge din fader. Hvor kan jeg overleve denne sorg«. Hun lagde sig ned i en sæng ved siden af, og de tav en stund. Da spurgte Egill, om hun tyggede på noget. »Jeg spiser tang«. »Er det slemt?« »Ja, meget ubehageligt. Vil du smage?« Noget efter råbte hun på vand at drikke. Hun fik det, og Egill vilde da også drikke. Da han havde drukket noget, opdagede han, at det ikke var vand, men mælk, og han blev da så vred, at han bed et stort stykke ud af hornet, smed det bort og sagde: »Nu er vi bedragne, hvad skal vi nu gøre?« Da svarede Þorgerðr: »Det er forbi med vort forehavende. Nu vil jeg, fader, at vi forlænger vort liv, og at du digter et kvad om Böðvarr«. Egill svarede herpå, at han ikke trode, at han formåde at digte, men han kunde prøve derpå. Da han var færlig, satte han sig i højsædet og fremsagde digtet for sin husstand, og han blev efterhånden ligesom lidt mere rask, jo længer det led. Digtet kaldes med rette Sonatorrek (13) , da det ikke alene handler om Böðvarr, men også om den kort før døde Gunnarr.

Digtet findes kun i én håndskriftklasse med undtagelse af det første vers, som findes i to. Den allerstørste del deraf er vistnok bevaret, idet vi har omtr. 25 vers. Hvor meget der mangler, lader sig ikke bestemme; det har næppe udgjort mere end 30 vers, om det har haft flere end 25. Som det nu foreligger, danner versene et nogenlunde velordnet hele, men det er rimeligt, at enkelte vers er udfaldne, ligesom der af vers 16 kun er to linjer tilbage.

Digteren begynder med at omtale den overvældende sorg, der gør ham det besværligt at »røre sin tunge med sangbismerens luftlod«, og at få »Odins ypperlige fund (digtet) frem fra tankens bolig«, »ti min slægt nærmer sig sit endeligt. Glad er den ej, som må bære sin slægtnings (søns) lig til graven. Det skår, som søen har brudt i min slægts gærde (række), vil aldrig mere blive fyldt. Meget har Ran berøvet mig.« I tanken herom frembryder den nordiske hævnlyst i al sin styrke: »Kunde jeg forfølge min sag med sværd, vilde det være ude med min søns banemand - men en kamp med Ægir overstiger menneskelige kræfter.« En blodhævn er således umulig. Digterens oprørte sinds bølger lægger sig, der kommer atter en vis højtidelig ro over ham, og under dette havblik giver han en ypperlig skildring af den brave søn, i hvilken der ikke voksede »slet mands æmne« og som altid gjorde faderen til vilje, som holdt ham oprejst i hjemmet og støttede ham af al magt. Dette minde bringer digteren nu til at tænke på sin egen forladthed og ensomhed - brødre havde han jo ingen af, vennernes antal tog af; hvad under da, at han bliver »varsom i sin flugt.« Samtiden er ikke at stole på, den er blød og fej. Hans forladthed er så meget mere følelig, som en anden søn, »der undgik at fejle,« blev bortrevet af sygdommens feberhede. Her mangler der måske noget i digtet, da overgangen, som den nu er, til de slutningsvers er temmelig hård. I disse vers omtaler digteren på en meget interessant og betagende måde sit eget forhold til Odin. De skal anføres her:

Jeg stod mig godt
med spyddrotten,
tillidsfuld
jeg trode på ham,
før vort venskab
vognens styrer,
sejrens giver,
sønderflænged.

Idræt mig gav
ulvens fjende,
vant til kamp,
uden fejl og lyde.
Og det sind,
hvormed jeg gjorde
falske mænd
til fjender sikre.

Derfor ej bloter
jeg Viles broder,
guders fyrste,
med glæde i sind.
Dog har Mimers ven
givet mig bod
for sorg og smærte
til lykke for mig.

Jeg har det ej godt.
Jeg ser ulvens søster,
dødens norne,
på næsset hist.
Dog skal jeg glad
og uden sorg
med villigt sind
vænte døden.

Der er ingen tvivl om, at Sonatorrek er et af de skønneste digte, oldtiden har efterladt os. Intet eddakvad overgår det i følelsens dybde, tankens klarhed ellers udtrykkets kraft. Ingen steds er faderkærligheden og dermed fadersorgen malet med mere ægte farver. Her er intet som helst lånt, ingen som helst efterligning. Ligesom sorgen selv var Egils personlige sorg, således er digtet hans eget udtryk, hans egne ord; i versene slår hans eget hjærte. Digtet er højt stemt, men derfor ingenlunde svulstigt; der findes ingen falsk patos, ingen ordbram. Der er en ubeskrivelig simpelhed både i hans vilde, storslåede hævntanke og i den derpå følgende rolige betragtning af digterens forladte tilstand, samt i den skønne slutning, hvor sangens gave prises som sorgens lægemiddel, der letter hans sind og lysner hans tanke, hvorfor han kun kan og bør være hjærtelig taknemlig mod gavens giver, Odin. Ligeså ophøjet og resigneret er det sidste vers, hvor digteren med sit nylige selvmordsforsøg i tanken ytrer, at han vil rolig oppebie den naturlige døds komme.

Foruden at digtet er det fyldigste udtryk for familiefølelsen (forældre, broder, sønner døde, vennerne få, folk i almindelighed upålidelige), familjestoltheden og hævnens naturlige nødvendighed (foragten for den, der »sælger sin broders lig for ringe«), er digtet selve poesiens direkte forherligelse; det er ligeså genialt i indhold som mesterligt i form.

Versemålet er kviðuháttr. Verslinjerne har noget blødt og behageligt ved sig, skønt det ikke er klingende som Höfuðlausn. De omskrivninger, som findes, er simple og betegnende. Men overleveringen af digtets tekst er på mange punkter mangelfuld.

Arinbjarnarkviða. Begyndelsen af dette digt (godt og vel 20 vers) findes kun i ét håndskrift, 132 fol. i den Arna-Magn. samling, skrevet med en yngre hånd end hovedhåndskriftet efter sagaens slutning; af siden er imidlertid kun 1 ½ spalte læselig, Enkelte vers findes i Snorra-edda. Navnet findes ikke i oldskrifterne (14).

Om digtets tilblivelse hedder det, at da Harald gråfeld havde fået magten i Norge (år 961), blev Arinbjörn kongens rådgiver og landeværnsmand og fik store forleninger for sin aldrig svigtende troskab mod Erikssønnerne. »Det fik Egill at vide, at der var blevet styreskifte i Norge og at Arinbjörn var vendt tilbage til sine godser og at han nød stor anseelse. Da digtede Egill et kvad om Arinbjörn .« Dette må være sket kort efter og sandsynligvis allerede vinteren 961-2, således at Arinbjörn har fået kvadet tilsendt (15) sommeren 962. Det var ikke underligt, at Egill i følelsen af sin ensomhed og forladthed har følt trang til at forny venskabet med Arinbjörn , og dette kunde han ikke gøre på nogen værdigere og inderligere måde.

Desværre haves kun, som bemærket, begyndelsen af digtet, foruden to vers, hvoraf det ene er et af digtets sidste, om ikke allersidste vers.

Digteren begynder med at omtale den forskellige måde, han i digte plejer at behandle forskellige personer på; han digter hurtig om konger (se ovfr. 485), slet ikke om gærrige folk, han taler åbent om kongens bedrifter, men er tavs om folkeløgne, spotter opblæste pralhanse, men digter godt om sine venner. I så godt som alt dette mærker vi hentydninger til digte af Egill, vi kender. Den sidste bemærkning er i dette digt af særlig betydning; deri antyder digteren, hvem han for øjeblikket er i færd med at besynge. Han rykker denne person nærmere ved at minde om den farligste stund i sit liv, da han kom til Erik blodøkse i York, men Eriks øjne var ikke blide eller »trygge at se på, dengang da kongens pandemåne skinnede skarp og skød skrækkelige stråler.« Dog turde han fremsige sit digt, »så at Odins bæger kom brusende til enhver mands øremunde«, og han fik derfor en »uskøn ting« i digterløn, hans eget stygge hoved (v. 1 - 8) (16). Men hvem anden havde her hjulpet ham med råd og dåd end Arinbjörn , »den ypperste mand, kongens ven, som aldrig for med løgn og bedrag i kongens gård« (v. 10 - 12). Her har Egill givet hovedgrunden til sit digt, Egils nød på den ene side, Arinbjörns opofrende venskab og hjælp på den anden; hvis han ikke anerkendte vennens bistand, vilde han blive kaldt »vennetyv, udelagtig i Odins drik og en løftebryder« (v. 13). At digte om Arinbjörn var desuden en let sag, ti der var stof nok, to, ja tre slags, om det skulde være (v. 14 - 15). Først og fremmest er der da Arinbjörns fremragende egenskaber og da hans gavmildhed i første række, »som de fleste kender og alle hører omtale.« Arinbjörn s storartede gavmildhed skildres nu i prægtige (delvis forvanskede) vers (16 - 22). Med vers 23 synes et nyt afsnit at begynde, der har handlet om Arinbjörn som kriger. Desuden haves et vers, hvori det atter siges, at det er uret, hvis Arinbjörn skal have ydet digteren hjælp forgæves; hvis dette vers ikke i håndskriftet fejlagtig er udeladt af begyndelsen, må det antages at have stået i et nyt afsnits begyndelse. Hvor mange afsnit der har været, er det ikke muligt at sige. Selv siger digteren, at han på tungen har »to og tre« slags digtningsæmner. Dette bør sikkert ikke opfattes som 2 + 3 = 5 slags (17), men blot som ovenfor forstået, to, ja tre, eller overhovedet, så mange slags, som det skal være. Af dette udtryk kan man således intet slutte med hensyn til digtets oprindelige omfang. Efter begyndelsen at dømme må digtet have bestået af o. 60 vers; måske er dette for højt regnet; men da indledningen består af o. 15 vers, - den første slags »lovtømmer« behandles i 7 vers, - må Arinbjörns krigerliv være blevet omtalt i mindst andre 7, hvortil så en slutning har været føjet, omtrent så lang som indledningen. På denne måde vilde digtet komme på en 40-50 vers mindst.

Af slutningen er et vers bevaret (måske det sidste) : »Jeg var årvågen, ord har jeg samlet med taletjænerens morgengærning. Jeg har dannet en lovhøj, som længe vil stå, dygtig stærk på digtningens mark«. Således slutter dette digt på en passende måde.

Det er nu gået med denne Egils »lovhøj« som med så mange gamle mindesmærker og gravhøje; den har ikke kunnet modstå tidens ublide behandling. Men grundvolden og omridsene, kunde man sige, er endnu tilbage, og den viser os »højens« gamle omfang og lader os ane dens engang så stolte, knejsende højde og omfang.

Ligesom Sonatorrek er faderkærlighedens sørgende udtryk, således er Arinbjarnarkviða det sande venskabs frejdigste forgudelse igennem forherligelsen af en udmærket mand og trofast ven. Det er lige så lidt som Sonatorrek, svulstigt eller unaturlig højtravende; der er heller ikke her tale om beregnet smiger. Intet mindre. Digtet er en ærlig mands velmente, poetiske taksigelse, der, netop fordi den er så fuldstændig fri for svulst og smiger, lyder så ægte frisk, så jublende glad, så inderlig følt. Der er en sjælden fart i ordene, en ualmindelig klang i de smidige vers, og, så vidt ses kan, en fast, logisk udvikling af indholdet. Begyndelsen er straks fortræffelig og egner sig udmærket godt til at sætte læseren (tilhøreren) i den samme glade stemning, hvoraf hele digtet er båret. Med rigtigt blik for, hvad det kom an på, fremhæver Egill netop begivenheden i York og benytter den som udgangspunkt for det følgende.


____________________________________


Engang omkring 970, efter at Einarr skálaglamm havde stiftet bekendtskab med Egill, kom Einarr, som ovenfor bemærket, i besøg hos Egill, der ikke var hjemme. Einarr efterlod sig et skjold som gave til Egill, og denne digtede noget efter derom en drape, hvoraf det første vers haves.

En sommer, omkring 975, kom der et skib fra Norge, som førtes af en af Þorsteinn Þórusons (se ovf. s. 478) huskarle. Denne medbragte et skjold fra Þorsteinn til Egill, om hvilket Egill den følgende vinter digtede kvadet Berudrápa (af bera = skjold), hvoraf der også haves det første vers.


Lausar vísur. Af sådanne indeholder sagaen 48, desuden haves et brudstykke af et vers (to linjer). Ikke alle disse vers er ægte. Udskilles må da for det første v. 4 og 5 (det er de tal, som versene har i min udgave, som her benyttes (18), som Egill skal have digtet 3 år gammel (iøvrigt er disse vers meget gode og næppe yngre end fra det 12. årh.), - v. 37 på grund af en ordform, som blótar (jfr. Sonat.s blæt og blétuð i lv. 8.3), hvortil måske v. 38 - 39 slutter sig, - v. 49 muligvis. Med hensyn til alle disse vers, altså med hensyn til lausavísur af Egill i det hele, må følgende omstændigheder fastholdes (19):

1, at Snorre tillægger ham to af dem (v. 14.1-4 og 20) og Óláfr hvitaskáld andre to,
2, at flere af disse vers i sproglig henseende kan stamme fra det 10. årh. (Bárøðr [eller Báruðr] 8.8, jfr. blétoð 8.3 og 9.8; Háars 10.8, gørver (vb.) 10.2.7, Goðrekr [medens sagaen skriver guð-157.12, men goð 158.13 i tilslutning til verset], Áleifr 18.6 [jfr Óláfr i Rekstefja og Geisli, i sagaen hedder denne mand Óláfr ], bláum i samme vers 1. 4; hváta (vb.) 23.8, féar 28.4, þeima 30.2, áttar 33.6, séi 34.2, átt- 35.6, ingva 53.2, svikvinn 57.3); her er der således 17 vers, hvor sprogformen så nogenlunde bestemt taler for en ældre tid end det 12. årh. Hertil kommer, at vi i v. 12. 14. 48 finder et gammeldags ufuldstændigt drotkvædet af en lignende beskaffenhed som det. Snorre i sin kommentar kalder Egilsháttr (20),
3, at de fleste af versene ikke alene har et gammeldags, men også et individuelt præg, således f. ex. v. 19. 26. 32. 35. 40. 43. 52. 59. 60. 62, samt at omskrivningerne og de dertil hørende udtryk er meget gammeldags og fortræffelige; jfr. v. 10. 19. 20. 24 32. 40. 53. 61. 62, og
4, endelig, hvad der er særlig vigtigt, at vi i mange af disse vers genfinder Egils ånd og personlighed, som den så tydelig træder frem for os i hans kvad. Vi genfinder således hans åbne sind og ærlige had til al underfundighed og svig (v. 8 [jfr. v. 11: né ek fága dul], 25. 59, jfr. Arbj.kv. og Sonat.), hans energi og kraft, samt hæftige vrede og forbitrelse (v. 12. 26. 28. 29. 34 osv.) i forbindelse med en vis spydighed (v. 10. 15. 16) og foragt for folk (v. 40). På den anden side finder vi her den samme stærke betoning af venskabet (v. 53), hans oprigtige takfølelse overfor Arinbjörn (v. 19. 36. 43. 61) og i forbindelse hermed hans følelse af forladthed på hans gamle dage, efter at hans sønner og Arinbjörn var døde (v. 53. 60 - 62), ja vi finder hans ringeagt for sønnen Þorsteinn og hans egenkærlighed (v. 57).

Kun én ting har disse løse vers, d. v. s. to af dem, fremfor de større kvad, Egils erotiske følelser for Ásgerðr (se ovfr. s. 481).

Af det alt anførte må sluttes, at alle de her anførte vers er ægte, og til disse tør også føjes alle de vers, som intet indeholder, der beviser, at de er uægte. Ikke desto mindre kan der jo selvfølgelig altid være tvivl om enkelte vers (jfr. 45-57), f. ex. v. 7, [et, som Egill digtede 6 år gammel; men her må man tage i betragtning, at verset er overordenlig simpelt i bygning og indretning, ja ligefrem mangelfuldt; der findes ingen omskrivninger og ingen enkelte poetiske ord, som Egill ikke kan have hørt (hans fader var jo skjald), at hele verset er en barnlig tankes naive udtryk, og når det er klart, at Egill har været ualmindelig fremmelig af sin alder, forekommer det mig meget muligt, at han virkelig har digtet verset. I denne sammenhæng kan der, da spørsmålet har en mere almindelig interesse, mindes om, at digteren Kristjan Jónsson († 1868) 12 år gammel digtede et firlinjet vers, som er dobbelt så indviklet som Egils, og at den danske Helene Margrethe Friis i sit sjætte år digtede et vers på tysk (21).

De fleste af disse vers (11. 12. 14-16. 18. 27. 30. 31. 40-42. 52) handler om kampe og drab, hvortil et par vers, digtede i anledning af arvestriden (25-26) og striden med Bárðr (8) slutter sig (jfr. 45-47 om striden med Ármóðr, hvis de er ægte). En munter drikkevise er v. 10. I anledning af fyrste- og vennegaver og venskabsforhold er v. 19. 20. 34-36. 43 digtede, i anledning af Egils kærlighed v. 23. Forbandelse og spot udtales særlig i 28-29, samt sporadisk i enkelte andre. I anledning af runernes magiske brug er 9 og 48 digtede. En uforfærdet sejlas i frisk kuling behandles i v. 32 jfr. 33, Skjaldskabs dunkle ord omtales i v. 27, og endelig udtaler digteren sin sorg, sit savn og sin klage over alderdommens svagelighed i vers som 53. 60-62. Det er vanskeligt at gengive disse vers; dog vil vi forsøge at give en prøve:

Vers 12, kampopråb. »Sværdene frem, lad dem blinke i luften, lad os vise vor dådskraft i dalfiskens (slangens) gode tid (sommeren). Op til Lund (i Skåne) alle mand, så hurtig som muligt. Lad os dér for solnedgang foranstalte en uskøn spydsang«.

Vers 18, efter kampen: »I vesten har jeg dynget lig op foran fanestængerne. Det var en hidsig kamp, da jeg angreb Adils med den blå klinge«. »Vi kæmpede. Jeg rødfarvede kamplynet (sværdet) i den krigerske Blodøkses og Gunnhilds søns blod. Jeg brød mig ikke om deres vrede. Dér faldt alle de 13 mand på ét skib. Jeg giver folk nok at bestille« (v. 31).

Vers 40, under kampen: »Jeg synes helten (ironisk) viger ikke så lidt. Guldkræveren er nok bange af sig. Den spydduggens (blodets) stav, som opsætter sine hug, står ikke rigtig fast på benene. Uslingen viger fra den ene side til den anden.«

Drikkevisen: »Bring du mig hornet; Ölver (en kammerat) er bleven så bleg; det besværer mig ikke, at der falder lidt hornregn ind gennem mine læber«.

Gavmildhed (v. 30): »Mine øjenbryn rynkedes på grund af min sorg. Nu har jeg fundet ham (Adelsten), som forstod at glatte rynkerne. Han forærede mig en prægtig ring. Nu er jeg glad igen«. (V. 34): »Jeg har intet imod, fyrste, at modtage hjælmklippen (hovedet) som gave, skønt den er styg nok. Hvor har nogen modtaget en ypperligere gave af nogen fyrste?« (V. 43): »Den fortræffelige mand gav mig en silkekappe med guldknapper. Jeg får aldrig nogen bedre ven. Sent vil der fødes en bedre mand end Arinbjörn «.

Forbandelse (v. 28): »Guderne jage fyrsten [Erik] ud af landet og således lade ham undgælde for ranet af mit gods. Alle magter og Odin være ham gramme. Landets beskytter, lad tyrannen flygte bort. Freyr og Njord hade den folkefjende, som ødelægger helligdomme« (22).

Runerne (v. 48): »Ingen riste runer, med mindre han forstår sig derpå. Mangen en tager fejl af en dunkel rune« (22).

Sejlas (v. 32): »Vældig og uafladelig hugger den prustende våndjætte (stormen) havet med sin stormmejsel. Den svale træulv (stormen) angriber uden skånsel søkongens svane (skibet) ved sine pust over bægge stavne««.

Skjaldskab (v. 24). »Det nytter ikke at skjule et navn i vers, ti mændene vil beføle dette med digterfingre og opdage sammenhængen«.

Savn og svagelighed (v. 62) : »Tiden falder mig lang. Gubben må ligge ensom og fjærnt fra en fyrstes værn. Jeg ejer to enker (hælene, fødderne), der altid fryser; de trænger til lidt varme«.

De fleste af disse vers, hvoraf nogle er temmelig frie i deres bygning, er digtede i drotkvædet versemål; i enkelte viser sig eksempler på uregelmæssigheder, som vistnok er oprindelige og tyder på et gammelt standpunkt i den formelle udvikling. En særlig ejendommelighed for Egill synes at være, at han ikke har ydet formen C (x _́ ǀ _́ x) uopløst, men opløst (x ⏝́ x ǀ _́ x) eller forkortet (x _́ ǀ _́ x). V. 34 er digtet i kviðuháttr, v. 62 i fornyrðislag.




Noter:

1) Egilss. 99.
2) Sin søn Þorsteinn yndede han ganske vist ikke, men det var fordi han ikke fandt ham kraftig nok, men for tilbageholden og sagtmodig. Da Þorsteinn senere viste, at han ikke tålte uret, blev forholdet bedre, og da viser Egils sande karakter sig bedst.
3) Med hensyn til det kronologiske i sagaen kan jeg henvise til min fortale.
4) De findes alle Skj. digtn. B I, 30-53.
5) Forskellige - mest tekstkritiske - bemærkninger findes af E. Wadstein: Arkiv XIII, 14 ff., B. M. Olsen: Sst. XIX, 110-17, M. Olsen: Sst. XXXV, 137 ff. Andre afhandlinger vil blive nævnede ved sagaen om Egill. En hovedafhandling om digtet er Vogts Egils Haupteslösung i Zs. f. deut. alt. LI. bd. Han gennemgår digtet og sammenligner det grundig med de andre kilder: Egils vers og sagaen. Han kommer til et resultat, der ikke er så langt fra det her hævdede. Han mener at kunne hævde et modsætningsforhold til de andre kilder, der skulde vise sig deri, at Egill i Hfl. foregiver en falsk grund til sit digt om Erik og kalder det ligefrem et „løgnedigt" (lügengedicht). Således vilde jeg nu ikke kalde det. Iøvrigt er der endel i Vogts afhdl., som jeg ikke kan underskrive. Men her kan jeg ikke drøfte den sag nærmere. Når han f. ex. synes at finde det mærkeligt, at der i digtet ikke findes nogen hentydning til det tidligere forhold eller til at digtet er en 'hovedløsning', finder jeg dette så naturligt som muligt, netop med henblik på den givne, pinlige situation. Der er ialfald én ting, der dog bærer vidne om det tidligere forhold; det er den vægt, som Egill lægger på Eriks mænds tavshed gentagne gange i digtet. Han har været bange for, at de ikke vilde høre et lovkvad af ham om Erik - netop på grund af det tidligere fjendskab mellem dem.
6) Det er især dette, der har bevæget Vogt til sin stærke betegnelse af digtet.
7) Hkr. I, 144-45.
8) Ti således kan den fiktion, Egill har tilladt sig, ikke kaldes.
9) Nordboernes Aandsliv I, 436.
10) Wadstein har villet opfatte of (sæ) som betydende 'hinsides', men dette er meget tvivlsomt. M. Olsens tolkning er vist den rigtige, derimod ikke Genzmers i Beitr. XLIII.
11) Sn.-E. III, 424.
12) Jfr. B. M. Olsen: Arkiv XIX, 124-33, M. Olsen sst. XXXV, 142.
13) Navnet findes i sagaen s. 287.
14) Men se herom Sn.-E. III, 429-30. Om enkelte steder i digtet se B. M. Olsen: Arkiv XIX, 117-24.
15) Jfr. „ok sendi hánum til Nóregs" i hdskr. K.
16) Vers 9, som udmaler hovedet og dets enkelte underordnede dele, er sikkert en senere udvidelse af det foregående vers.
17) Sn.-E. III, 428 (Jón Sigurdsson).
18) Tallene i udgaven svarer til Skj. digtn. således: v. 7-12 = 1-6; v. 14-20 = 7-13; v. 23-43 = 14-34; v. 45-49 = 35-39; v. 52-53 = 40-41; v. 57 = 42; v. 59-62 = 43-46. Om (enkelte af) dem henvises til F. Detter: Die lausavísur der Egilss. i Festskr. til R. Heinzel 1898; B. M. Olsen: Arkiv XIX, 100-10, samt HJ. Falk: Bemerkungen zu den lausavisur der Egilss. i Beiträge XII, samt mine bemærkninger dertil i udgaven 1886-88, s. XXXII ff.
19) Jfr. Aarbøger 1912 s. 46-47.
20) K. Gíslason: Njála II, 19, not. 18.
21) N. M. Petersen: Litteraturhist. III, 45.
22) Om Egils nidvers henvises til M. Olsens afhdl. Om troldruner i Edda 1916, s. 235 f. I disse nidvers antager M. Olsen et bestemt talforhold, når de skrives med runer, således som man formentlig gjorde dette i 10. årh.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.