FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Gísle Súrsson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Gísle Súrsson

Foruden af andre kilder, som Landnáma og Eyrbyggja, er Gísle særlig bekendt fra den efter ham benævnte saga. Han var en søn af Nordmanden Þorbjörn surr, der kom til Island noget efter landnamstiden i Hakon den godes dage. Gísle, der bode på Hóll i Haukadal (Dyrafjord), var gift med Auðr Vésteinsdóttir. Gísles søster var Þórdis. Snorre godes moder. Gísle indgik fostbroderskab med Vésteinn, sin kones broder, men denne blev dræbt af Gísles svoger Þorgrímr. Her er begyndelsen til den tragiske konflikt, som sagaen handler om. For Gísle var fostbroderskabet stærkere og helligere end svogerskabet; ifølge sin ed måtte han dræbe sin svoger. For dette drab blev han dømt fredløs som skovgangsmand, og nu fortælles det, hvorledes han levede i 13 år, således at han måtte opholde sig hist og her i skjul, allevegne forfulgt af sine fjender, men også altid understøttet af sin brave, trofaste og mandhaftige hustru. Under alle de strabaser og farer, som Gísle måtte udstå, er det velgørende at læse om hendes trofasthed. Endelig lykkedes det dog hans fjender at få bugt med ham og overvinde ham (omtr. 978).

En uforfærdet og trofast karakter, som af omstændighedernes magt drives til at begå handlinger, der socialt ødelægger ham for bestandig, en mand i besiddelse af en aldrig svigtende udholdenhed og rådsnarhed - var Gísle Súrsson. Hans åndelige overlegenhed viste sig også deri, at han ifølge sagaen var en god skjald, og deri, at han forstod at riste runer. Han siges ligeledes at have været særdeles kunstfærdig. Ejendommeligt for Gísle er fremdeles, at han var en stor »drømmer«, han havde ofte, navnlig under hans fredløshed, drømmesyner, der varslede om fremtidige begivenheder. Disse drømme, som han i reglen fortalte på vers, omgiver ham med en ejendommelig tragisk højtidelighed; de er et udtryk for og en afspejling af den ubønhørlige skæbne; de foruroliger ham ikke, fordi han ved, at det nytter ikke at ville forhindre, hvad der skal komme.

Af Gísle haves i sagaen 35 hele vers, (1) hvoraf et (det første) kun findes i den længere bearbejdelse, foruden et par små kvædlinger på to linjer. De handler om hans drømme, kampe og andre til hans skæbne knyttede begivenheder, som f. ex. hans hustrus sorg over broderen Vésteins død. I et af versene antyder han, at det er ham, der har dræbte svogeren, Þorgrímr; Gísles søster, Þórdis, lærte verset og tydede det; det førte til hans domfældelse, fredløshed og død. De allerfleste af versene stammer fra hans fredløshed. Det, som karakteriserer dem, er på den ene side en mandig stolthed og på den anden en vemodig forudanelse af hans tragiske skæbne, samt en følelsesfuld stemning, der dog aldrig bliver sødladen.

Allerede dette taler stærkt for, at versene er ægte, og herfor taler endvidere den måde, hvorpå nogle af dem er anførte (2). Vigtig og interessant er den direkte oplysning, som sagaen giver, efter at have anført det sidst forekommende vers: »Dette er Gísles sidste vers.« Dette kan kun vise, at sagaens forfatter i virkeligheden har haft en samling af vers, som en gammel tradition tillagde Gísle. At mange af disse vers kan stamme fra det 10. årh. bekræftes ikke alene ved deres alderdomlige tone i det hele, men også mere direkte ved enkelte ord og ordformer (miðli, Þorketil, Þvísa, rinna, bráa, áar, gráum, féi); også forskellige uregelmæssigheder i rim i de ulige linjer, som ikke beror på forvanskninger, støtter dette. Ikke et eneste ord peger direkte og udelukkende til 12. og 13. årh. Hertil kommer, at flere af versene passer ret dårlig til den omgivende tekst. Enkelte vers kunde synes at være lidet hedenske; men det må erindres, at Gísle havle ladet sig primsigne i Danmark (3) (jfr. den omstændighed, at hans hustru efter hans død begav sig til Danmark og dér lod sig døbe).

Af særlig interesse er vers 15 - 16, hvor der findes genklange af Hávamál 71, 134 - 5, ligesom også Gísle i vers 9 drager en sammenligning mellem sin søster, der forrådte ham, og Goðrún Gjúkadóttir, der sveg sin mand for at hævne sine brødre.

Det er interessant at finde dette hos denne indvandrede Nordmand, der selv kalder sig »Agdernes (samtale) -ven«. Det ér som mærkede man et slægtskab med de gamle þulir i Gísles vers; selv siger han, at man »skal lære alt godt af skjaldene«. Versene giver os et usædvanlig sympatisk billede af denne modige og redelige mand, der på den anden side vist gærne vilde leve i fred med sine medmennesker. Han minder noget om Þórarinn máhlíðingr.

Alle de hele vers er digtede i drotkvædet versform med undtagelse af v. 10 - 11, der er i kviðuháttr, og v. 18 i runhent på 6 stavelser.




Noter:

1) Skj. digtn. B I, 96-104.
2) Jfr. Aarbøger 1912 s. 32-36.
3) Tvær sögur af Gísla Súrssyni s. 96 (2. rec).