FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Kormákr Ögmundarson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Kormákr Ögmundarson

Om Kormákr haves en saga, der er af den ejendommelige beskaffenhed, at den er forfattet som en ramme omkring hans vers; disse udgør dens vigtigste indhold, Kormáks ydre livsomstændigheder er i al korthed følgende. Hans fader Ögmundr siges at have været en søn af en mægtig og fornem høvding i Viken, Kormákr, hvis navn lader formode, at han, måske på moderens side, stammede fra Irland. Ögmundr var gift med Helga, en datter af jarlen Frode, og havde med hende en søn. Kort efter Harald hårfagres død (altså omkr. 935) siges Ögmundr at have begivet sig til Island. Undervejs døde Helga, og Ögmundr, der kom til Midf jorden og fik land af Midfjord-Skegge, giftede sig igen med Dalla, en søster til Steinarr Sjónason (se ovf. s. 500) (1). De havde to sønner: Þórgils og Kormákr. Kormákr siges at have haft »sort kruset hår, men ellers at have været lys af hudfarve og lig sin moder, stor og stærk og af et hidsigt sindelag«. Da han omtrent var fuldvoksen, førte tilfældet ham sammen med bonden Þorkell i Tunga's smukke datter Steingerðr (se ovf. s. 511); de syntes snart om hinanden. Kormákr begyndte nu at besøge Steingerðr, men faderen syntes ikke godt derom og lagde endogså folk i baghold for Kormákr; en sejdkvinde bevirkede ved sin koglen, at han og Steingérðr aldrig skulde få hinanden; således forklarede man Kormáks ubegribelige mangel på lyst til at gifte sig. Trods alt blev Kormákr dog formelig forlovet med Steingerðr og brylluppet blev berammet, men Kormákr - udeblev. Dette var en grov fornærmelse ikke blot mod bruden selv, men også og ikke mindre mod hendes forældre og slægtninge. Derfor blev det maget således, at Steingerðr blev gift med Hólmgöngu-Berse (se ovf. s. 506). I anledning heraf havde Kormákr, som ikke havde i sinde at glemme Steingerðr, en tvekamp med Berse. I en kamp med Steinarr fik Berse et sådant sår, at Steingerðr, der mod sin vilje havde ægtet ham, forlod ham for bestandig. Noget efter fride skjalden og bonden Þorvaldr tinteinn (se ovf. s. 518) til hende og med ham blev hun gift, fordi hendes frænder vilde få hende bortgiftet. Kormákr havde imidlertid bestemt sig til at rejse udenlands; han var dengang »ung« (måske knap 20 år), som han selv kalder sig. Han kom til Norge, endnu medens Hakon den gode levede, og hos ham (muligvis rigtigere: hos Sigurðr Jarl på Lade) skal han have opholdt sig en vinter og siden begivet sig på vikingetog. Da han kom tilbage til Norge, var Hakon falden og Harald gråfeld bleven konge. Kormákr sluttede sig til denne og gjorde en del krigstog med ham. End ikke under kamptummelen kunde Kormákr glemme sin kærlighed og han følte sig aldrig rigtig tilfreds; han havde aldrig ro på sig; han måtte hjem igen til Island. Her traf han snart sammen med Steingerðr, og hun havde heller ikke glemt ham. Atter måtte Kormákr indlade sig i tvekampe, nu med hendes mand, som ikke kunde finde sig i, at Kormákr ofte traf sammen med hans kone. Nogle år efter rejste Kormákr atter udenlands, og nu deltog han i Bjarmelandstoget med kong Harald. Han skal også i Norge have truffet Steingerðr, som var rejst udenlands sammen med sin mand, men den historiske sandhed heraf forekommer mig tvivlsom. Til slutning, hedder det sig, kom Kormákr til England, hvor han blandt andet kæmpede og brødes med en meget stærk »rise«. Kormákr fik svære sår, som kort efter hidførte døden. Man har udregnet, at Kormákr omtrent må have levet 935 - 970. Hans liv var kort og bevæget, som hans sind var let bevægeligt og uroligt. Som hans mødrene frænders var hans sind stridbart og hæftigt; han gav aldrig efter, hvad enten han havde den formelle ret på sin side eller ikke. Han var lidenskabelig og på samme tid trofast og inderlig i sin kærlighed tiltrods for den tilsyneladende ulyst til at gifte sig. Nogen indadvendt, grublende natur var Kormákr tilvisse ikke; livsglad, munter og spøgefuld var han, hvad øjeblik det skulde være. Han behøver ikke mere end en liden ytring af Steingerðr om en krusning i hans hår, før han digter et vers herom. Han har fundet det morsomt, at hun lagde så nøje mærke til ham. I overensstemmelse med hans stridbare sind kunde han være bidende satirisk. Og mod havde han nok af; når »en bondekarls« to sønner vilde angribe ham, var det ham »som når to hunfår angreb en ulv.« Ordet havde han særdeles godt i sin magt og vers kunde han fremsige på stående fod. Psykologisk interessante bemærkninger findes gentagne gange, således når han ved det første møde med Steingerðr udtaler den anelse, at dette møde ikke vil bringe dem lykke. Af positiv tro på guderne havde Kormákr ikke meget, men så meget stærkere tro på sig selv. Hans digte kan deles i fyrstekvad, erotiske og satiriske vers, foruden enkelte løse vers af forskelligt indhold (2).


Sigurðardrápa

Af fyrstekvad kendes, fra Skáldatal, kun to, et om Harald gråfeld, der er fuldstændig tabt, og et om den berømte Sigurðr jarl på Lade († 962, indebrændt af Gunnhildssønnerne), Sigurðardrápa (3), der sikkert er digtet før Sigurðs død. Af digtet haves endel halvvers. Haralds vens søn« (ɔ: Sigurðr (4)) opfordres til at høre på kvadet; jarlens lov udtales, en kamp beskrives, hans storartede gavmildhed prises, hans magt omtales; til slutning ønsker digteren sig Sigurðs beskyttelse. Der kan ingen tvivl være om, at alle disse vers hører til et og samme kvad; dels nævnes eller antydes Sigurðr bestemt (v. 1, 2, 5), dels er seks af versene (v. 3 - 8) - hvad der er særlig vigtigt - aldeles ens byggede, d. v. s. de indeholder alle en ret enestående ’stef’-anvendelse, der formelt svarer til Snorres hjástælt (5). Dette stef, der består af »gamle minder«, ɔ: antydninger af gamle myte- og sagntræk, står i den sidste linje af hvert halvvers. Om ethvert vers i enhver stefjabálkr har sluttet således, lader sig ikke bestemme. Snorres opfattelse - i det anførte vers, hvor hver halvdel ender med en sådan sætning - er i så henseende ikke aldeles bindende; v. 6 og 7 anføres som et helt vers. J. Sigurðssons antagelse (6), at v. 3 og 8 hører til et konge- (og ikke til et jarle-) digt, er ubegrundet (aldar allvaldr i v. 8 kunde godt bruges om den mægtige Sigurðr Ladejarl, for ikke at tale om jarðhljótr i v. 3, der endogså passer fuldt så godt på en jarl (7)). Desuden er v. 3 - 8 alle af samme beskaffenhed.


Erotiske løse vers.

Af sådanne vers anfører sagaen mange. I dem alle tolker digteren sin elskov til og længsel efter Steingerðr, samt udtaler sin beundring over hendes henrivende skønhed. Kormákr kan efter disse vers betegnes som erotikeren i den gamle poesi. Ingen har som han udtalt sin fyrige kærligheds lidenskab i så stærke og glødende ord, og ingen har som han givet et så veltalende og storslået billede af sin elskede. Af særlig interesse er de smukke, af skælmeri sprudlende vers, digtede ved det første møde, da Steingerð listede sig til at betragte ham, skjult af Hagbards billede. (8) Sin beundring for Steingerðs skønhed udtrykker Kormák i ord som disse: »Den smukt klædte kvindes øjenbryns strålende måne skinnede mod mig fra pandens himmel, men de stråler vil siden blive til liden både for mig og for hende« (v. 3). »Hendes ene øje vurderer jeg til 3 hundreder, men de lokker, hun reder, til 5 - hun bliver dyr i det hele; jeg sætter hende lig med Island, Hunland, Danmark og jeg vurderer hende lig med England og Irland« (v. 7 - 8). Sin stærke kærlighed udtaler digteren i vers som 18: »Man formener mig at se dit åsyn, men det skal man have gjort forgæves, ti før skal alle floder løbe opad i landet end jeg glemmer dig.« »Jeg kan ikke begribe, hvorfor du blev givet til den 'tintrækker' [ɔ: Þorvaldr tintén]. Jeg kan næppe sanse, siden din fader fæstede dig til den usling.« »Klipperne vil flyde på vandet som de hedeste korn, jorden synke og de store bjærge styrte ud i det dybe hav, før end nogen så smuk kvinde fødes, som Steingerðr« (v. 42 (9).

Satiriske elementer findes i de egenlige erotiske vers; de består af hæftige udfald imod og spottende ord om digterens modstandere. Udelukkende satiriske vers er der ikke mange af (10). Det er særlig en af sagaens personer, Narfe, som det går ud over. Han kaldes for en træl (»koens føder«) og opkaldes efter hans »mindre rene pjalter«; ham bebrejdes fejhed og at det går ham som de feje tævehunde, og der trues ham med prygl i de hæftigste udtryk. Da Þorvaldr tintén udeblev fra holmgangen med Kormákr, gik det selvfølgelig slemt ud over ham, også her er det mangel på mod, der bebrejdes: »Han som sendte mig bud fra Fljót, synes mig at være langsom nordfra. Den modige karl trænger nok til at skaffe sig et hjærte af ler [ɔ: for først at vise sig rigtig - fej] og dog er der meget andet, han kunde trænge til«. Satiriske vers er tildels et par vers til (11) om den samme Þorvaldr. Alle disse vers er ganske vist meget skarpe og folkelig djærve, men ingenlunde plumpe, og vidner, ligesom de andre af Kormáks vers, om en åndelig kraft og fyrighed, samt om tankens magt over ordet.

Af en let spøgende art er et vers som 9. : »Jeg vil hellere tale med Steingerðr end opsøge beder der oppe mellem fjældene. Toste (hans ledsager), tag du min gode hest og gør det for mig«. Jfr. v. 17, hvori der også er dyb alvor: »De sidder og vil formene mig en kvinde; de vil få et drøjt arbejde; desto mere vil jeg elske hende, jo værre de synes om mine besøg hos hende.«

De øvrige vers handler dels om kampe (forestående og afsluttede) og kampmod (12). Mere interessante end disse vers er de, som er digtede på rejsen over havet, hvoraf nogle har dels erotiske, dels satiriske elementer (13), f. ex. v. 34: »Vi må ryste rimfrosten af teltet - fjældene er islagte - , skjalden har en kold bod. Gid manden (Þorvaldr) ikke havde det bedre, men han er nok for doven til at forlade sin lyse kones sæng.« I et andet ytrer han, at han formedelst erindringen om Steingerðr ikke kan sove om natten. Endelig er der nogle vers af forskelligt indhold (14).

Alle disse vers er sikkert nok ægte (15). Deres overleveringsform, deres mangel på rim og forskellige andre ufuldkommenheder viser det. De frembyder desuden alle en udpræget individualitet, ikke et af dem tør erklæres for at være uægte, og når Bugge på grund af G. Vigfússons kronologiske bestemmelser mener at kunne antage (16), at et eller flere af versene er digtede efter Kormáks død, må man betænke, at sagaens kronologi er yderst usikker og at Vigfússons bestemmelser meget ofte kun er løse formodninger.

Med hensyn til omskrivninger og det rent sproglige udtryk er Kormákr helt igennem fortræffelig. Formentlig forekommende halvkenninger beror på forvanskninger. Overleveringen af de løse vers er nemlig langtfra god. De allerfleste eksisterer kun i ét håndskrift (AM 132 fol.). Ikke alene teksten er ofte meget forvansket, ja undertiden har ét og samme vers spaltet sig i to, - men man har stundom helt glemt, under hvilke omstændigheder verset blev til; en gang har man slået et par halvdele sammen til et helt (v. 22 a, b). Det er klart, at de sidste 3 vers ikke er digtede på havet; heller ikke er alle de første 8 eller 9 vers fra det første møde mellem Kormákr og Steingerðr. En nærmere udredning heraf er imidlertid nu næppe mulige (17).




Noter

1) Jfr. Ldn. 78; Egilss. 295.
2) De findes alle Skj. digtn. B I, 69-85.
3) Navnet: Hkr. I, 187.
4) Den forklaring, som følger i Snorra-Edda, er urigtig, se Sn.-E. III, 466 anm.
5) Háttatal v. 13.
6) Sn.-E. III, 468-9.
7) Jfr. Møbius i Korm. 68.
8) Jfr. herom Danske stud. 1912 s. 189 ff. og 1914 s. 195 f. Der er sikkert ingen grund til at rette Hag- til Hár-.
9) At disse og andre vers lyder ganske anderledes poetiske og friske i originalen behøver vel ikke at siges.
10) V. 12-13 (med den lille kviðlingr 11). 20. 45.
11) V. 38-39.
12) V. 14, 16, 25-28, 30-1, 35-36, 53-55.
13) V. 34, 37-39, 57, 61.
14) V. 22 b, 47-48, 58, 59. Sagaens v. 65 er kun et duplikat.
15) Jfr. Møbius i udg. 92 ff. og Aarbøger 1912 s. 12-15.
16) Aarbøger f. nord. Oldkh. 1889, 18.
17) Ang. versene kan henvises til B. M. Olsens og S. Bugges afhdl. i Aarbøger 1888 og 1889.