FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Sigvatr Þórðarson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Sigvatr Þórðarson

Hans fader var Þórðr Sigvaldaskáld (se ovf. s. 543). Sigvatr blev ikke opfostret hos sin fader, der siges at have været meget på rejser, men, i hvert fald for en længere tid, på gården Apavatn i Grimsnes hos en bonde Þorkell (1).

Fra hvilken egn Sigvatr egenlig stammede, vides ikke. Deraf, at han havde en søster, ved navn Guðrún, boende på Melar i Hrutafjorden (2), kan intet sikkert sluttes. Sigvatr må være født omkring 995. Det hedder om ham, at han ikke var synderlig tidlig udviklet i sin barndom; men pludselig synes sagen at have taget en anden vending. Den ydre anledning hertil så man i en lille begivenhed. Engang, hedder det, fangede Sigvatr en smuk fisk i Apevandet, og en Nordmand, der opholdt sig på gården om vinteren, rådede Sigvatr til at spise fiskens hoved - »ti i hovedet er ethvert dyrs visdom.« Sigvatr spiste nu ikke alene dette, men hele fisken, kvad straks et vers derom og »blev en forstandig mand« (3). Næppe voksen (4), altså omtrent 18 år gammel, rejste han til Norge i året 1014, hvor han traf Olaf den hellige og hos ham sin fader. Han bragte kongen et digt, som denne i begyndelsen ikke vilde høre (se ovf. s. 47); alligevel gav han efter, og Sigvatr opnåede straks kongens særlige gunst, som han siden hele tiden beholdt. Det viste sig straks, hvor stor hans indflydelse var, idet nogle islandske købmænd bad ham om at tale deres sag angående Olafs opkrævning af den såkaldte landafgift i Norge (5). Sigvatr sov i kongens eget herberg og påtog sig ofte, hvad andre ikke turde gøre; herpå anføres flere eksempler (6). Men lige så stor som Sigvats indflydelse var hos kongen, lige så gavnlig og heldbringende var den, hvorpå der også anføres nogle eksempler (7), som alle viser Sigvats trofaste karakter og noble tænkemåde.

Så ung som han var, omtrent 20 år gammel, nød han den ære og tillid i året 1017 at blive sendt til Rögnvaldr jarl i Vestergøtland i anledning af, at Olaf den svenske havde brudt sine aftaler med Olaf den hellige. Sigvatr og hans ledsagere rejste i begyndelsen af vinteren og fik en meget besværlig rejse, om hvilken han digtede en spøgefuld cyklus af vers. Hos Rögnvaldr jarl lærte han kongedatteren Ástriðr at kende, og det blev, ikke just aftalt, men dog antydet, at Olaf den hellige vilde kunne få hende til ægte, istedenfor Ingigerðr, som Olaf den svenske før havde lovet ham. Sigvatr kom tilbage for jul, og nu sparede han ikke på at fortælle kongen om Astrids visdom og skønhed, ligesom han også lovpriste jarlens oprigtighed og hengivenhed for kong Olaf. Alt dette førte i virkeligheden til, at kong Olaf i året 1019 (8) ægtede Ástriðr, uden at spørge hendes fader derom. At kongen ikke lod det skorte på æresbevisninger overfor en så betroet og dygtig mand som Sigvatr, var naturligt. Han gav ham da også den højeste hirdværdighed, nemlig stallerværdigheden (9); denne har han i hvert fald fået før 1025, ti han kalder sig selv staller i et vers, da han var kommen tilbage fra sin Englandsrejse. Til et af årene før 1025 må også hans giftermål og bosættelse på en gård i Trondhjem (10) – uvist hvilken - henføres. Det er også rimeligt, at han i et af disse år har gjort den rejse til Island, som etsteds antydes (11).

Ved Magnus den godes fødsel (1024) spillede Sigvatr, som bekendt, en meget vigtig rolle. Barnet fødtes om natten og så ikke ud til at kunne leve. Præsten erklærede, at det straks måtte døbes; den, der skulde bestemme navnet, var naturligvis kongen selv; men denne havde på det strængeste forbudt at lade sig vække om natten. Her var gode råd dyre. Men Sigvatr, snarrådig som altid, påtog sig ansvaret, holdt barnet under dåben og lod det hedde Magnus. Da kongen om morgenen efter hørte, hvad der var sket, blev han meget opbragt, ikke mindst over det fremmede navn, men Sigvatr sagde, at det var navnet på den bedste mand i hele kristenheden, nemlig Karle-Magnus; da tilgav kongen ham og gav ham tak til (12).

I disse år siges Sigvatr at have fået en uægte datter, som fik navnet Tove; kongen viste ham den ære selv at stå fadder til hende (13).

I året 1025-6 falder Sigvats rejse til de vestlige lande, nemlig til England og Frankrig, sammen med en, som hed Bergr. I England traf han kong Knud, uden at bringe ham noget digt. Trods kongens forbud mod rejser til Norge fik Sigvatr dog lov til at begive sig bort. Det blev fortalt kong Olaf, at Sigvatr havde besøgt kong Knud, og han kunde straks mærke, at Olaf var vred på ham, og da denne ligefrem sagde: »Ikke ved jeg, om du herefter agter at være min staller; du er vist bleven Knuds håndgangne mand«, svarede Sigvatr på vers: »Knud spurgte mig, om jeg vilde blive hans tjæner, som jeg havde været din, men jeg svarede, hvad der var sandt, at det sømmede sig for mig kun at have én herre ad gangen.« Naturligvis fik Sigvatr kongens gunst igen som tilforn (14). De følgende år har Sigvatr dels opholdt sig hos kongen, dels lejlighedsvis på andre steder i Norge. Således træffer vi ham i Viken kort efter Erling Skjálgssons fald (15). Dette ophold hænger vistnok sammen med det heimfararleyfi (hjemlov), som Sigvatr siges at have fået, den gang da kong Olaf forlod Norge (1028 i december) (16). Sommeren efter 1029 foretog han sammen med Berse Skaldtorfuson (se ovf. s. 565) en pilgrimsrejse til Rom (17). Vinteren 1029-30 var de i Rom og vilde rejse hjem den følgende sommer (midt i August). Men ligesom de var komne afsted, fik de efterretningen om Stiklestadslaget. Hvorledes det gik Berse, er ovenfor s. 565 fortalt, Sigvatr fortsatte sin rejse med sorg i sind og gav den ofte luft undervejs i vers. Særlig beklager han, at det ikke forundtes ham at være i slaget med sin konge (18). For så vidt havde de andre skjalde ingen grund til at stikle på Sigvatr, og kongen irettesatte dem også derfor (19). Også efter at Sigvatr var kommen tilbage var der mange, der bebrejdede ham hans udebliven, men han ønskede i et vers - »at Hvidekrist måtte lade ham evig pines i den hede ild, hvis det havde været hans hensigt og agt at undgå at dele faren med sin konge; det er jeg fuldstændig fri for at have tænkt« (20). Sikkert talte Sigvatr sandt. Da Sigvatr efter en farefuld rejse gennem Danmark (kong Knud siges endogså at have udsat pris på hans hoved (21) var kommen hjem til Norge, tilbød Sven Alfivasson ham at blive sin mand, men Sigvatr afslog det; han vilde hjem til sin gård (22). Han var meget utilfredsmed livet; sit savn og sorgfulde blik på tingene har han tolket i det smukke vers: »De høje bjærge overalt i Norge syntes mig at smile, medens Olaf levede. Nu synes jeg, at lierne ikke er nær så venlige.« Han rejste bort til Sverrig den følgende vinter (år 1031) og opholdt sig der i »lange tider« hos Ástriðr og forhørte sig ivrig hos købmænd om Magnus Olafsson, som blev opfostret i Garderige hos kong Jaroslav og dronning Ingigerðr. Alle de følgende 4 år har Sigvatr dog ikke opholdt sig i Sverrig (23), men da Magnus kom fra Garderige (år 1035), blev han modtagen af Ástriðr og Sigvatr og flere andre af sine venner. Sigvatr fulgte nu med Magnus til Norge og blev snart hans kæreste mand (24). Herefter har Sigvatr opholdt sig dels hos Magnus, dels på sin gård, men navnlig kender vi herefter hans optræden i året 1038, dengang da loddet bestemte ham til at skulle formane kong Magnus og advare ham i anledning af den for ham selv uheldsvangre strænghed, hvormed han for frem mod hans faders tidligere modstandere. Da digtede Sigvatr det enestående digt Bersöglisvísur, og Magnus lod sig tale tilrette. Sigvatr havde forebygget en indenlandsk krig og derved vundet den smukkeste sejr for sig og sin kunst (25). Herefter hører vi så godt som intet om ham; vi ved kun, at han fik lejlighed til at hjælpe en søstersøn af sig, Hrafn hrútfirðingr, omkring år 1043. Ved den lejlighed er der tale om et krigstog mod Danmark og Sven Ulfssön; Sigvafr var da ombord på kongens skib (26). Ikke længe efter må Sigvatr antages at være død; i hvert fald er han død før 1047. Om hans død fortælles følgende: »Kort efter faldt Sigvatr i en svær sygdom; under denne viste kong Olaf sig for ham og bød ham at komme til sig og bestemte den dag, på hvilken han vilde møde ham«. Den dag døde Sigvatr (27).

Det er omtrent alt, hvad vi ved om Sigvats liv (28).

At en så ung mand, som Sigvatr var da han første gang kom til Norge, med ét slag satte sig fast i kongens gunst og snart blev hans mest betroede mand og fortroligste ven, viser, at han må have været i besiddelse af fremragende egenskaber. Her må der da først af alt nævnes en udmærket forstand og en aldrig svigtende takt parret med godmodigt lune og gladsind. Sigvats digte, navnlig hans Bersöglisvísur, afgiver et slående eksempel på hans lyse og skarpe forstand. Om hans takt, belevenhed og ævne til at færdes blandt fyrster og stormænd vidner, for kun at tage ét eksempel, en lille fortælling om ham og kong Olaf, da de engang var på rejse sammen over Dovrefjæld; vejret blev koldt og føret slemt; de måtte gå. Da de kom ned af fjældet og vejen blev mere jævn og let, mærkede Sigvatr, at kongen begyndte at fryse. Selv havde han en pels på; Sigvatr begyndte da at klage over, hvor varmt han havde det, og hvor tung pelsen var. Kongen tilbød da at bære den, og nu blev han varm igen. Da de var komne i nærheden af en gård og Sigvatr mærkede, at kongen var bleven meget varm, bemærkede han, at han syntes, at han begyndte at fryse. Da gik det op for kongen, hvad Sigvatr havde ment, og han gav Sigvatr det anerkendende svar: »Er det således fat, Sigvatr; jeg kan godt bære din kappe lige til gården. Nu ser jeg din list, og vel forstår du at være hos fyrstelige personer« (29). Den rette takt viste Sigvatr også hos kong Knud i England, da han afslog at blive hans mand, og heller ikke digtede om ham; ligeledes da han senere mæglede imellem dronning Ástriðr og kong Magnus' moder Alfhildr (30) osv.

Den oprigtighed og retskaffenhed, som Sigvatr altid viste i ord og gærning - jfr. hvad der ovenfor er omtalt om hans forhold til Rögnvaldr jarl - er ikke mindre karakteristisk, og har ikke mindst bidraget til at skaffe ham den yndest og anselse, som han nød hos alle, høje så vel som lave. Hertil bidrog ligså en klædelig beskedenhed, som får sit smukkeste udtryk i hans personlige udtalelser i Bersöglisvísur. Her udtaler han, at han - i modsætning til, hvad visse folk havde sagt - ikke har frarådet kong Magnus at kæmpe (»vist skal jeg gå med«), og han mindes den tid, da han stod i kong Olafs skov af krigere, hvor han selv ganske vist ikke hørte til de høje knejsende stammer, men kun tjænte som andet småkrat til at gøre skoven tættere.

Sigvats hengivenhed og trofasthed mod kong Olaf og ikke mindst mod hans unge gudsøn vidner om et ejegodt og varmt følende sind. Også en vis højmodighed viser sig deri, at han, tiltrods for hvad Knud den store havde gjort mod Olaf og Magnus, dog digtede et smukt digt om ham efter hans død. Dette vidner fremdeles om hans uafhængighed og selvstændighed.

Hurtig opfattelse, beslutsomhed og raskhed udmærkede Sigvatr i al hans færd. Allerede hans første møde med kong Olaf og hans raske svar til kongen, da denne sagde, at han ingen skjalde vilde have, viser dette. Sigvats færd under kong Hræreks svigefulde opførsel (31), ved Magnus' fødsel, under Óttars fængsling osv. alt vidner om hans ånds livlighed og snarrådighed. Det er ligeledes denne livlighed, som udmærker ham som digter. Ved hver lejlighed har han vers på læben; han mangler aldrig poesiens ord til at udtrykke sine tanker, og dog siges han at have været en dårlig taler - »men skjaldskab havde han i en sådan grad i sin magt, at han digtede på stående fod, lige så hurtig, som man i reglen taler« (32). Han er den fødte improvisator.

Det fremgår af alt, at nogen stridbar mand var Sigvatr ikke. Sjældent finder man en personlighed, der i den grad som han undgik trætter og stridigheder, der var så almindelig afholdt, tiltrods for, hvor selvstændig han altid var og hvor djærvt han altid udtalte sin mening. Sine meninger om indbyrdes kævl og indenlandsk strid har han ypperlig fremstillet i Bersöglisvísur, et navn (»Frimodighedsversene«), som fuldstændig svarer til indholdet.

Der er ingen tvivl om, at dér var de mænd, som misundte Sigvatr og mente, at hans indflydelse hos kong Olaf var altfor stor, og at de har benyttet lejligheden til at svække den. Således hedder det rent ud hos Snorre (33), at der var folk, som fortalte Olaf, at Sigvatr havde været hos kong Knud. Hensigten hermed er tydelig nok, men heldigvis svarede ikke resultatet til den gode mening. At de andre skjalde, »dette pirrelige folkefærd«, var en smule misundelige på ham, undrer os egenlig talt ikke, og det er ikke urimeligt, at den misfornøjelse, som kommer til udbrud i Þormóðs ord til kongen før Stiklestadslaget (se ovf. s. 346), har været almindelig blandt dem. At Sigvatr også har haft sine fejl, er naturligt nok. Vi hører, at man bebrejder ham hans havesyge, og berettigelsen af denne bebrejdelse synes at bestyrkes ved hans eget vers til Berse, hvori han udtaler sig harmfuldt over den store forskel, kong Knud har gjort mellem dem - »dig har han foræret en mark guld eller mere (to guldringe) og et hvast sværd, men mig kun en halv mark«. Ellers er intet videre herom bekendt. På ét område, det erotiske, synes Sigvatr ikke at have taget det så nøje. Der eksisterer ganske vist ingen erotiske vers af ham; han har næppe været nogen erotisk-romantisk natur i det hele; deri lignet han Egill Skallagrímsson. En betegnende, morsom lille fortælling haves, som han for resten selv skal have fortalt kongen. Han var engang på Island hos en ringere bonde Karle, med hvis kone han havde en hemmelig sammenkomst i en bjærghule; herom digtede kongen et vers (se ovf. s. 458). Desuden havde Sigvatr en uægte født datter i Norge. En smuk og anselig mand var han og sorthåret; navnlig var hans sorte øjne livlige og sådanne, at man lagde mærke til dem, hvad han selv skælmsk bemærker i et af sine Østerfærdsvers.

Når vi nu går over til Sigvats digte (34), møder vi først det digt, som han fremsagde for kong Olaf første gang, da de traf hinanden. Sigvatr fik som digterløn en guldring, der vejede en halv mark (35). Man antager med stor sandsynlighed, skønt det ikke strængt kan bevises, at dette digt er det samme som det, »i hvilket Sigvatr opregnede kong Óláfs kampe« (36), og som flere gange anføres. Det er fremdeles vistnok det digt, som antydes i kong Harald hårdrådes saga i fortællingen om Sigvatr og Ivarr jarl (37). J. Sigurðsson har ment (38), at digtet kun var en flokkr, og i henhold hertil har Th. Wisén givet det det særdeles betegnende navn:

Vikingarvisur; heraf haves der betydelige rester, der udelukkende handler om kong Olafs kampe fra hans første søtog af, og indtil han fangede Hakon jarl i Sauðungssund (år 1014), således at hans kampe i Sverrig, Øsel, Finland, Danmark og Frisland 1008-9, hans kampe i England, da han hjalp kong Adelråd 1010-13 beskrives; dernæst følger hans kampe rundt omkring i Frankrig og Spanien og endelig Hakons tilfangetagelse. Ved den sidste kamp erobrede han Norge; derved var afslutningen af hans krigerliv givet. Det er derfor sandsynligt, skønt ikke udtrykkelig bevidnet, at også dette vers har hørt til digtet. Kvadet er åbenbart et ungdomsdigt, skønt digteren ikke viser nogen ringe færdighed i at variere udtrykkene om kamp og sejr, hvorom alle versene jo handler, er digtet i det hele taget meget tørt; beskrivelsen er ikke livlig nok og fremstillingen altfor prosaisk simpel; end ikke talangivelser for de enkelte kampe mangler; det er noget enestående. Hvor mange vers digtet har bestået af, kan ikke bestemt siges, lige så lidt som det fuldtud vides, hvor mange kampe der lar været opregnede deri. Men da Fagrskinna, som åbenbart har benyttet Sigvats digt (39), opregner 17 kampe i det hele, har vi vistnok der det rimelige antal, hvilket bestyrkes ved, at Sigvatr i sit arvekvad om Olaf nævner 20 af ham holdte folkorrostur (ɔ: de 17 + Nesjaslaget + slaget i Helgeåen + slaget ved Stiklestad?). Mellem v. 13 og 14 mangler rimeligvis mindst ét vers om en kamp i Karlsá (jfr. ek kom sunnan i v. 14 og Fsk.). Der er ved dette digt intet karakteristisk undtagen den store lethed, hvormed det øjensynlig er forfattet, og som her, ligesom i alle Sigvats vers, har bevirket, at omskrivningerne er yderst få. Det er interessant at lægge mærke hertil allerede i hans første digt.


Nesjavísur

Den 25. marts 1015 havde Olaf den hellige et søslag med Sveinn jarl ved Nesjar, i hvilket han vandt sejr. I slaget deltog Sigvatr. Straks efter (40) slaget digtede Sigvatr en flokkr (41), hvoraf der haves betydelige lævninger. Disse, hvoraf v.1 udtrykkelig siges at være digtets første, handler om rejsen til Nesjar og forberedelsen til slaget, om angrebet og kampen, samt til slutning om følgerne af den. Digtet betegner et ikke ringe fremskridt fra Sigvats første kvad, hvilket måske tildels kommer af, at Sigvatr var selv tilstede i kampen og således fik et umiddelbart indtryk af det hele. Skildringen af kampen er her langt livligere, fyldigere og friskere end i Vikingarvísur. I forbindelse hermed må vi særlig fremhæve en vis tilbøjelighed til at indflette forskellige betragtninger, der strængt taget er uvedkommende, men som dog er særdeles tiltalende og viser, hvor fri og let digteren har fundet sig under selve digtningsakten efter den opløftende sejr. Således siger han i vers 6: »Der, hvor vi gik under mærkerne, trængte det forgyldte banner frem, da vi med den gode konge med iver og lyst entrede skibene. Det var ikke på tovenes heste (skibene), som når møen bringer kongens mænd mjød i hallen efter overstået kamp«. Dette minder ikke så lidt om tonen i Krákumál. Jfr. også vers 11.


Austrfararvísur

Da kong Olaf den svenske havde brudt den aftale, som var bleven truffet om, at Olaf den hellige skulde ægte hans datter Ingigerðr, sendte kongen Sigvatr til Vestgøtland til den mægtige jarl Rögnvaldr Ulfsson (42) for at undersøge forholdene og navnlig jarlens eget sind og stemning overfor Olaf, om hvilken denne, uden grund, nærede en vis mistanke. Sigvatr påtog sig villig rejsen, men denne viste sig at være forbunden med ikke ringe farer og besværligheder. Om resultatet af denne rejse, som foretoges i efteråret 1018, er ovenfor talt. Fra og i anledning af denne rejse stammer en cyklus af vers, digtede før, under og efter den. Versene, som altså egenlig er løse vers, synes Sigvatr selv at have samlet til en flokkr under det anførte navn (43).

De vers, som må regnes hertil, er ialt 21. Det første vers er ganske vist digtet efter at Sigvatr var kommen tilbage til kong Olaf og burde derfor, kronologisk taget, have sin plads efter v. 18, men da digteren deri opfordrer kongen til at høre, »hvorledes jeg har gjort disse vers om rejsen«, må det antages, at han, som sagt har samlet dem alle til én cyklus og da sat dette vers i spidsen. De følgende 11 vers omhandler rejsen tilfods gennem Eidaskoven og siden tilhest gennem Gøtland og om de mange dels mere alvorlige besværligheder, han måtte døje, dels mere humoristiske fataliteter, som vederfaredes ham. Således kom Sigvatr en aften til en gård, hvor der holdtes en hedensk fest, så at han ikke blev modtagen som gæst; en anden aften blev han 3 gange bortvist af mænd, som alle hed Ölvir . - »træffer jeg nogensinde herefter en mand af det navn, er jeg vis på at blive jaget ud«. Han kom da til en fjærde bonde, som beskreves som den bedste af dem alle, men også han nægtede at modtage Sigvatr som gæst - »når denne mand skal kaldes den bedste, så er den værste slem«. Endelig kom han til Rögnvaldr og fortalte ham i al korthed om rejsen; to vers handler dernæst om Sigvats sorte øjne og om kong Olafs hal efter tilbagekomsten. Resultaterne af hans rejse og hvad han har foretaget sig hos Rögnvaldr jarl danner indholdet af de øvrige vers; Sigvatr opfordrer tillige kongen til at betragte jarlen som en god og pålidelig ven. Det er sjældent og derfor så meget mere velkomment at træffe sådanne vers, der sprudler af skæmtende ord og fornøjelser med livet, vers, hvor strabaser og besværligheder bliver set fra deres lyse side og det ikke bagefter, men lige midt under dem. Denne flokkr bliver således et af Sigvats interessanteste digte for os, der bedst viser os hans sjæls egenskaber.

I Harald hårdrådes saga fortælles der (44), at Sigvatr engang ved et gæstebud, hvor den oplandske høvding, Ívarr jarl den hvide, var tilstede, bragte kong Olaf et digt, som blev meget rost. Hvis der ikke her menes Nesjavísur (se s. 585-86), må der være ment et senere, nu fuldstændig (?) tabt digt. Det er i og for sig meget rimeligt, at Sigvatr i tidsrummet 1017-28 har hædret sin konge med i det mindste ét kvad til; at et sådant ikke findes omtalt eller benyttet, kunde komme af beskaffenheden af dets indlold, idet det kun kan have handlet om de forholdsvis meget fredelige år, der fulgte efter 1018. I virkeligheden findes der et halvvers, hvori Olaf selv tiltales, og hvor der sigtes til hans lovforbedringer, som netop blev foretagne efter 1018. Dette halvvers kan antages at have hørt til en drape om Olaf fra tiden 1020-28.

Da Ívarr jarl ved den omtalte lejlighed havde hørt Sigvats digt, ytrede han, at det ikke var af vejen, at der blev digtet om flere end om konger alene. Sigvatr mærkede sig dette, og noget efter rejste han til Ívarr. Jarlen tog ikke synderlig venskabelig imod ham, men Sigvatr sagde, at han havde et digt at bringe ham. - »Ja, der har vi det«, udbrød jarlen, »når kongerne er blevne kede af jeres skvalder, så går I jeres vej, for at lade bønderne punge ud«. Sigvatr fremsagde naturligvis sit digt, og jarlen, som ikke havde ment det så alvorligt, lønnede det godt (45). Af dette digt er intet bevaret.


Vestrfararvísur

Under og i anledning af sin rejse til England og Frankrig (1025-6) digtede Sigvatr flere vers, som han rimeligvis bagefter, i lighed med sine Austrfararvísur, har samlet til et hele og kaldt således (46). Af disse vers er ikke mange tilbage. I det første vers tiltaler Sigvatr sin rejsefælle Bergr; det er måske cyklens 1. vers. Dette tilligemed 3 vers, der handler om kong Knud og hans forhold til Olaf den hellige, hører uden al tvivl til denne cyklus (jfr. Fsk. etc l. c.) (47). Et vers, hvor digteren klager over den ringe gave, han har modtaget af kong Knud, er digtet under rejsen og hører vistnok til cyklen. Mere tvivlsomt er det derimod, hvorvidt 3 andre vers, der er digtede lige efter, at Sigvatr kom hjem og i kong Olafs hal, bør henføres hertil; digteren vil i dem fjærne den mistanke, kongen nærede angående hans sindelag. Men analogien fra Austrfararvisur synes at tale for, at også disse vers hører til Vestrfararvísur.


Digte om Erlingr Skjálgsson

En af de største høvdinger i Norge ved og efter år 1000 var Olaf Tryggvasons svoger, Erlingr Skjálgsson på Sole. Efter kongens død havde han sluttet sig til Erik jarl, og efter 1015 vilde han ikke underkaste sig Olaf den hellige. Endelig kom der dog et forlig istand imellem dem, først 1016 og atter 1022. Ikke desto mindre forbandt Erlingr sig senere med kong Knud, og blev således en af de mænd, der i virkeligheden forrådte deres land og konge. Den 21. decbr. 1028 stødte han og kong Olaf sammen ved Bokn. Under kampen blev Erlingr dræbt af Áslákr fitjaskalle, tiltrods for at det var kongens hensigt at skåne hans liv. Sigvatr siges at have været en stor ven af Erlingr, fået gaver af ham og opholdt sig hos ham (48). Det er højst sandsynligt, at Sigvatr har digtet om ham endnu medens han levede, og af et sådant lovkvad antager jeg, at vi har et vers bevaret, hvori Erlingr, der selv tiltales, sammenlignes med Gudbrand i Dale; denne omtales som død, men vi kender desværre ikke hans dødsår. Foruden dette digt haves en

flokkr om Erlingr jarl (49), forfattet 1028-9 efter hans fald. Heraf haves 10 vers, som dels handler om Erlings sidste kamp og fald, dels om skjaldens sorg, den dag da han erfarede Erlings død - »den dag deltog jeg ikke som sædvanlig i drikkelaget« siger den bedrøvede digter, dels om Erlings tapperhed og anseelse. Digtet ånder en dyb beundring for den faldne, engang så mægtige høvding og viser digterens egen sorg over tabet af en så stor ven.

I tidsrummet 1031-5 har Sigvatr forfattet det i Skáldatal antydede, nu fuldstændig tabte digt om den svenske konge Anund Jakob.

I 3 håndskrifter af Óláfssaga (i Fms.) tillægges Sigvatr et ellers som anonymt citeret digt, Tryggvaflokkr. Af disse håndskrifter er i det mindste to (AM 325, 4°) meget gamle, medens derimod det 3. (Bergsbogen) er meget yngre og nær beslægtet med det førstnævnte. Et sådant vidnesbyrd af gamle skindbøger forekommer mig i og for sig at være uforkasteligt, hvis der ellers intet er ivejen. Denne flokkr er digtet om den unge og ulykkelige søn af kong Olaf Tryggvason, Tryggve, der i året 1033 kom til Norge og gjorde krav på kongedømmet dér, men straks faldt i en kamp med Sven Alfivasson. At en mand som Sigvatr dybt har følt det tragiske i den unge kongesøns skæbne er højst rimeligt; desuden kan man gå ud fra, at han har haft sympati for den, der vilde træde op imod den forhadte styrer Sven. Der var således grunde nok til, at Sigvatr, der netop i de år følte sin sorg over kong Olafs fald så bittert (se foran s. 580), har følt sig kaldet til at digte om Tryggve. Hertil kommer, at vi egenlig ikke kan se, hvilken skjald der ellers ret kunde være tale om. Af det ene vers, der er bevaret, kan vi naturligvis ikke udlede noget som helst. Så meget er vist, at flere grunde så vel som de nævnte håndskrifters udtrykkelige angivelse taler for, at digtet er af Sigvatr.

Til tiden nærmest efter 1035 hører et digt, som ifølge Jón Sigurðssons antagelse (50) er digtet om dronning Ástríðr; ganske vist er der intet udtrykkeligt vidnesbyrd om, at Sigvatr har digtet om hende; men intet er mere rimeligt, end at Sigvatr, der havde lært at kende Ástriðs energiske optræden i Sverrig til gunst for kong Magnus, uagtet han ikke var hendes søn, og som sikkert har beundret hendes skønhed og forstand, har besunget hende, og da der haves 3 vers om hende, som ifølge deres beskaffenhed og karakter næppe kan være løse vers, er der ingen betænkelighed ved at antage, at de hører til et sådant digt. Disse vers handler særlig om den dygtighed, hvormed Ástríðr talte sin stesøns sag hos Svenskerne. Sigvatr kalder hende dybsindig og ytrer, at kun få stemødre har vist sig i besiddelse af en sådan kærlighed til stesønnen som hun.


Knútsdrápa

Det er ovenfor bemærket, at Sigvatr ikke digtede om kong Knud den store, dengang da han var hos ham i England. Derimod har han senere digtet en drape i tøglag om ham. At denne drape er et arvedigt, fremgår af dens indhold samt deraf, at digtet i et par kilder udtrykkelig kaldes således (51). Det er derfor fuldstændigt uhjemlet, ja fast ubegribeligt, når G. Vigfússon antager (52), at digtet er forfattet i Knuds levende live omkr. 1027. Han mener, også urigtig, at Sigvatr har bragt kongen digtet under sit ophold hos ham i England, hvilket ifølge digtets indhold og de virkelige kronologiske data er umuligt. Når Vigfússon fremdeles ytrer, at efter Knuds død er det vanskeligt at finde et tidspunkt, på hvilket det kan være forfattet, er det ikke så. Der frembyder sig netop her en meget gunstig tid, nemlig efter det berømte forlig mellem kong Magnus og Hardeknud på Brennøeme 1038. Kongerne indgik broderskab med hinanden. Hvorfor skulde så ikke Sigvatr have kunnet besynge Knud den store, hvis magt og herskerglans ingen havde kunnet nægte? Hertil kommer, at omkvædet i de tilforladeligste kilder (53) lyder: »Knud var på jorden« osv., medens det kun på det ene sted, hvor det hedder: »Knud er« osv., forekommer i Fagrskinna (54); sagen må dermed betragtes som afgjort. Endnu en omstændighed, der fuldstændig slår Vigfússons mening ihjæl, er, at Snorre fortæller (55), at Sigvatr i Knutsdrápa meddeler, at han af kong Anund Jakob har modtaget 10 mark sølv, men dette må, da Sigvatr ikke vides at have haft med Anund Jakob at gøre før år 1031, først være sket efter dette år.

Af dette arvedigt i tøglag er en del vers bevarede. Det vers, der bør stilles først, handler om kong Ellas grufulde død. Digteren synes at have omtalt kong Knuds forfædre, i hvert fald i digtets begyndelse mindet om, hvorledes Ragnarssønnerne havde erobret en del af England, og sat det i forbindelse med Knuds erobring af landet. Dernæst minder digteren om, hvorledes Knud fordrev og dræbte kong Adelråds sønner år 1017; 6 vers omtaler forberedelserne til kampen i Helgeåen (år 1026), på den ene side kongerne Olafs og Anund Jakobs fællestog mod og frugtesløse angreb på Danmark og på den anden kong Knuds prægtige flådes seilas fra England til Limfjorden. De to sidste vers omtaler Knuds pilgrimsrejse til Rom 1027 (vinter).

Der er flugt i dette digt og fart i ordene, både fordi Sigvatr har på flere punkter frigjort sig for dette vanskelige versemåls strænge regelmæssighed (se ovf. s. 407), og fordi selve versemålet medfører en vis fart i fremstillingen. Sigvats lethed i at forme vers og hans sunde sans i behandlingen af versene overhovedet viser sig her på det klareste. Prægtigt er v. 8, som giver et så anskueligt billede af kong Knuds flåde på havet: »Og fyrstens drager bar i medbøren blå sejl ved rå. Prægtig var hans rejse. De køle, som kom vestfra, gled henover brændingens veje lige hen til Limfjorden«. Men disse smukke vers har været genstand for betydelig overlast, idet de på flere steder er blevne forvanskede, ja undertiden håbløst fordærvede„


Bersöglisvísur

Da kong Magnus' magt var befæstet i landet og efter at han havde sluttet fred og venskab med Hardeknud (år 1038), begyndte han, sikkert forledet dertil af mindre heldige, fanatiske rådgivere, at undersøge, hvem der havde været mod hans fader og særlige voldet hans tragiske endeligt. Han blev da så grusom og hård, at han f. ex. forårsagede den gamle Hárekr i Þjótta's drab, fordrev flere ud af landet, inddrog deres godser og straffede folk på andre måder. Alt dette måtte vække megen uvilje og bittert had til den unge fyrste. Det kom da også så vidt, at allerede Sogningerne begyndte at forberede en kraftig opstand, som sikkert vilde have givet signalet til en almindelig og sørgelig borgerkrig. Den unge konges sande venner, og da særlig Sigvatr, indså hurtig, at det ikke kunde vedblive på den måde; en grundig forandring var nødvendig, hvis det ikke skulde gå Magnus som det gik hans fader. I et antal af tolv samledes de så for at rådslå, og det blev vedtaget, at én skulde vælges ved lodkastning for at mælde kongen den truende fare - »men«, hedder det så, »det blev maget således, at loddet traf Sigvatr« (56) - og det kunde næppe have truffet nogen bedre. Sigvatr tyede til sin digtekunst og forfattede flokken Bersöglisvísur (57) (af bersögli = sandsagn, oprigtighed; = græsk παρρησια). Til alt held er betydelige lævninger heraf opbevarede. Udfaldet af Sigvats digten blev et kvad, som i anlæg og indhold er et sandt mesterstykke. Var den Sigvatr stillede opgave vanskelig, løste han den med hele sit snille på den smukkeste og virkningsfuldeste måde. Han begynder med at minde kongen om hans tapre fader, som »så ofte gav den grå ulv mangen en val«; digteren betoner, at han fulgte ham og tilføjer den beskedne bemærkning, at han var ligesom det småkrat, der kun tjæner til udfyldning. Hvad digteren mener med således at minde Magnus om hans faders krigeriske færd, bliver klart ved den ganske vist parentetiske, men overordenlig vigtige sætning, »nu er mændene glade over freden«; tanken er: »gennem krig, når den er nødvendig for freden, til fred«; den tanke, som skinner igennem, er: »men aldrig forstyrrede din fader den indenlandske fred, og så bør du endnu mindre gøre det«. »Derimod forsvarede han tappert sin kongearv«. Allerede denne begyndelse er fortræffelig. Digteren går dernæst lidt tilbage i tiden og minder om den gyldne tid under ham, der faldt på Fitje, som blev kaldt den gode, som folk elskede, hvis love bevaredes trofast, og hvis minde man aldrig glemte. Disse Hakon den godes udmærkede love overholdt bægge Olaf’er - »dem valgte man med rette til konger, ti de gav folks ejendomme fred« [og bar sig ikke sådan ad som du]. Allerede dette er en stræng påmindelse og alvorlig advarsel. Digteren går videre og minder Magnus i gribende ord om, hvor glade alle blev, da han kom tilbage til Norge - »da du krævede landet, mente alle at have grebet himlen med bægge hænder«. Herved forberedes det, hvorom Sigvatr egenlig skulde tale, og overgangen sker ved den bemærkning: »du skal ikke blive [vred, fordi dine rådgivere siger dig sandheden«, og denne er, at »bønderne siger - med mindre de farer med usandhed [men Sigvatr mener åbenbart, at det er den rene skære sandhed] - at de har andre love end dem, som du lovede dem fordum«. Sigvatr meddeler ham nu, hvor vidt det er kommet med Sogningerne, og atter her får vi eksempel på Sigvats uforlignelige diplomatiske udtryksmåde: »Skal vi endelig kæmpe, skal jeg glad gå med, til trods for de mænds ord, der siger, at jeg har frarådet dig at slås - men [det kommer som et apropos] - hvor længe skal dit land være partidelt?« Efter dette uvæntede spørsmål tager digteren endelig bladet fra munden, og han siger nu med hævet stemme og dyb alvor, men uden bitterhed: »Hvem ægger dig til at bryde dit ord? Ofte [ja altfor ofte] prøver du dine tynde stål [en tvetydig sætning]. En konge burde være ordholden. Hvem ægger dig til at hugge bøndernes kvæg?; at foretage sligt indenlands er dog en for stærk magtudfoldelse. Folk er vrede« Han forestiller kongen, hvor farligt det er, at endogså ældre besindige folk, på grund af hans beslaglæggelser og overilede domfældelser, stiller sig imod ham. Kongen må tage sig iagt og høre på bøndernes ønsker; »den er en ven, som adyarer«. Hermed har digteren sagt alt i så sande og oprigtige, djærve og utilslørede ord, som tænkes kan, og dog i de forsigtigste vendinger, men han er ikke færdig endnu. Ligesom han tilsyneladende stadig har taget brodden af de drøjeste udtryk ved rosende bemærkninger om kongen, som dog undertiden kan have dobbelt betydning eller i hvert fald en bibetydning, således slutter han sit digt på den blideste og værdigste måde. Det er som havde man hørt en rasende, men rensende tordenbyge, og så bliver alt på engang stille, alt ser så smilende og venligt ud. Digteren beder kongen i venlige og hjærtelige ord om at lade arm og rig nyde lykken og vise sig gavmild; for at afværge Magnus' vrede og minde ham om sit hengivne og fredelige sind, omtaler Sigvatr atter sit forhold til kong Olaf - »hvis ringe han lige så ofte har båret på sine arme, som de sørgelige våben sjælden«, ja, han erklærer lige ud, at han vil slutte sig til Hardeknud, hvis kongen forsmår hans advarsel. Sigvatr slutter (58) med følgende smukke vers: »Jeg ønsker Olafs søn en uopholdelig vending af sagerne til det bedre. Man siger, at den tilbageholdnes sag altid får vænte til sent om aftnen. Mellem os to er der et helligt forhold. Vi er skånsomme mod dig, Magnus, og jeg vil helst leve og dø med dig. Du beskytter Haralds høgeø (59) (Norge).

Således slutter digtet værdigt og smukt. Et stenhjærte måtte det have været, der ikke havde ladet sig bevæge af så indtrængende, så skarpe og dog så venlige ord. Magnus' hjærte var ikke af sten. Han tog advarslen vel op og ændrede fuldstændig sin tidligere opførsel, blev elsket og æret som få og gjorde sig fortjænt til det samme tilnavn, som han besad, »der faldt på Fitje«. Man ved ikke, hvad man i dette digt mest skal beundre, den logiske fremstilling eller den mesterlig udtalte advarsel, hvor den ene drøje sandhed afløses af den anden, og dog på en sådan måde, at deres bitterhed ikke sårer, deres slag ikke knuser.

Det er rimeligt, at den største del af digtet er bevaret, og at det ikke har bestået af færre end 20 vers. Særlig foran v. 16 er overgangen lidt hård; her er der rimeligvis noget udfaldet. Med hensyn til den formelle side se nedenf.


Erfidrápa om kong Olaf den hellige

Om tilblivelsen af dette digt hedder det (60)» at dengang da Sigvatr skulde til at digte det, agtede han at stæla det »efter« sagaen om Sigurðr fáfnisbane, ɔ: indsætte ’stál’sætninger (et slags omkvæd), hvis indhold skulde hæntes fra Sigurdssagnet, rimeligvis med en eller anden tillæmpning på kong Olaf. Kongen lod da ved hjælp af et drømmesyn en kone komme til Sigvatr, for at sige ham, at han skulde »stæla« drapen efter Uppreistarsaga (61) og dette skal han have gjort. Digtet skal være forfattet kort før Sigvats død, og er således hans allersidste. Til dette digt kan med nogenlunde sikkerhed henføres ikke færre end 28 vers. Med undtagelse af de to første, der handler om begivenheder fra årene 1016-17, v. 3, der omtaler kongens sejlas 1026, handler alle de øvrige vers om kongens sidste leveår, Olafs strænge overholdelse af den indenlandske fred, om slaget ved Stiklestad, kongens kamp og fald, samt flere andre enkeltheder, om kongens udmærkede egenskaber, anseelse og bedrifter i almindelighed, om hans mirakler, hellighed og messedag (29. juli). Til slutning minder digteren om »en prægtig gave«, han fik af kongen. I slutningen omtaler Sigvatr sit forhold til kong Olaf noget nærmere. Vers 28 tror jeg med bestemthed at kunne antage er et omkvædsvers, og at det således indeholder endel af den ovenfor omtalte Uppreistarsaga. Det hedder nemlig her: »I gamle dage sendte Jordans fyrste fire engle ned fra himlen til hersen; vandstrømmene tode hans hellige hår«.

Digtet er i det hele smukt og stemningsfuldt og viser Sigvats gode egenskaber som hans trofasthed (mod kongens minde) og hans hengivenhed. Smukt skildrer han kong Olafs strænghed med hensyn til overholdelsen af landets love og afstraffelsen af overtrædelser af dem, og han antyder, at det netop var denne strænghed, der vakte visse Nordmænds had til ham og blev årsag i opstanden mod ham i 1028. Livlig er skildringen af Olaf selv i kampen: »Jeg ved det var farligt for mændene at møde den kampglade konges skarpe blik. Trønderne turde ikke se ham i øjnene. Hersernes drot var frygtelig«. I v. 15 sætter digteren solformørkelsen i forbindelse med Olafs død; hvorledes dette var muligt og hvorledes det hænger sammen dermed, er ovf. s. 365 forklaret.


Løse vers

Af sådanne haves omkring 30; det skal dog bemærkes, at nogle af dem er af en sådan beskaffenhed, at de kan have hørt til et eller andet kvad, men, det er vanskeligt med bestemthed at afgøre, hvor vidt det er tilfældet. Disse vers er fra forskellige tider og af højst forskelligt indhold. Det 1. vers er fra tiden før 1014 om den fagre fisk (se ovf. s. 578); tre er fra 1014 fra hans første møde med kong Olaf og om Islændernes landafgift i Norge. Et er digtet til en kammerat under Nesjeslaget (år 1015). Dernæst er der tre til vennen Björn staller og et farvel til kongen før Gøtlandsrejsen. Fem vers stammer vistnok alle fra tiden o. 1020-5 (verset i Ívars hal, det om nødderne (se ovf. s. 577), om datteren Tove osv.). Flere vers handler om forholdet til Knud - »kong Olaf vil aldrig underkaste sig ham«, om kongens hemmelige fjender, om rygterne om kong Knuds tog til Norge 1028 og om modstanden mod kong Olaf - »det er stygt, hvis landsfolket lader kongen i stikken; folk sælger sig for penge«. Seks vers stammer fra 1031-2, digtede i anledning af Olafs fald og de dertil knyttede begivenheder; disse vers er særdeles stemningsfulde og smukke; digteren mindes de gode dage hos kongen; han forsvarer sig mod beskyldninger, og udtaler, hvor alt nu ser trist ud i Norge. To vers stammer fra Alfivatiden i Norge; de udtrykker digterens længsel efter kong Magnus (»Endnu længes jeg efter at høre nyt østfra; jeg hører så ofte godt om den unge fyrste. Jeg erfarer kongens færd, skønt det kun er meget små kærlighedsfugle, der smutter frem og tilbage imellem os«), samt sammenligner kong Olafs og Alfivas onde tid. Vers 29 er et mærkeligt vers. Der var engang nogle, som spottede over Sigvats formentlige rimfejl; i den anledning ytrede han: »De, som forstår sig bedst på skjaldskab, vil mindst finde rimfejl i Sigvats vers«. I to vers (fra 1035) tolker han sin glæde over Magnus' hjemkomst; endelig lader han kongemoderen Álfhildr til ikke at sætte sig op imod dronning Ástríðr. Et vers, hvori Sigvatr udtaler sin utålmodige længsel efter Olaf »sydfra« (v. 14), siges han at have digtet lige før sin død. Rimeligvis er verset digtet før Olafs død ved en eller anden ubestemmelig lejlighed (62).

Som det ses, har Sigvatr været en ualmindelig frugtbar skjald; det, som bevirkede dette, var ikke alene hans klare forstand og åndelige opvakthed, men også, og ikke mindst, hans vistnok enestående ævne til at rime og give sin tale poesiens form. Heri lå hans styrke.

Man vil ikke kunne påstå, at Sigvatr er en genial digter med store syner og gennembrudstanker, han har ikke engang den lidenskab, den sindets hæftighed og opbrusning, der føder sådanne. Hos ham glider digtningens strøm jævnt og roligt i besindighedens flodleje. Der er over ham en stoisk ro, som ikke forlader ham under truende farer og skæbnens omskiftelser. En varm og inderlig følelse var han i besiddelse af (de mange vers om Olaf og forholdet til ham, glæden over datteren Tove, over Magnus' genkomst osv.), men den fremtræder altid i beherskede ord. I hans bedste digt, Bersöglisvísur er der kraft, men det er ikke vredens styrke, ikke lidenskabens skarphed, men den besindige alvors fyndige ord. I sit første digt er Sigvatr tør og lidet livlig, idet han kun beretter de nøgne kendsgærninger, men han bliver efterhånden livligere. Hans skæmtefulde rolighed og uforstyrrelighed viser sig bedst i de morsomme Østerfærdsvers; men det er den almindelige skæmt i dæmpede toner med et lille smil hos dens frembringer, ikke det lette sprudlende, gnistrende vid, ikke den overlegne humor, som f. ex. Hallfreðr var i besiddelse af, endnu mindre den saftige, drøje komik. Den lå ikke for Sigvatr; dertil var han for alvorlig en mand. Af samme grund er det også, at han ingen erotisk digter er; satiriker er han slet ikke.

Således som Sigvatr i det borgerlige liv ved sin karakter var en virkelig personlighed; således er han det også ved og i sin digtning; vi føler stadig manden i hans vers. Hans subjektivitet er meget fremtrædende, men uden al pralen og uden al selvfølelse. Det er dette, der ikke mindst gør Sigvats digtning så betydningsfuld og så ualmindelig tiltalende. Med hele Sigvats åndelige beskaffenhed stemmer det godt, at han var religiøs; dette mærkes ofte, ikke mindst i hans sidste digt om Olaf den hellige.

Det er således ganske i sin orden, at Sigvatr på grund af sin karakter og sine digtes historiske betydning i det hele taget er bleven betragtet som en historisk hjemmelsmand af første rang (63), til trods for den - iøvrigt eneste påviselige - fejltagelse med solformørkelsen, han har begået.

Sigvats styrke var, som ovenfor omtalt, hans ubegrænsede ævne til, ligesom Odin i gamle dage, at tale på vers. Dette mærkes allerede i hans første digt, men end mere i hans senere. Denne ævne har for det første bevirket, at kenningerne på en måde er trængte tilbage til det mindst mulige; Sigvats vers er i det hele et glimrende eksempel på, hvad man kunde udrette med alle det drotkvædede versemåls bånd på sig. Det er, som om disse bånd ikke var til for Sigvatr, og han benyttede dog rim og rimbogstave som enhver anden. De forholdsvis få omskrivninger, der findes, er naturligvis alle rigtig og logisk dannede og anvendte med smag men særlig originale er de ikke (64). Hans vers er langt mere naturlige med hensyn til ordenes stilling og langt mere forståelige og lette at tilegne sig end de fleste andres. At denne glimrende ævne til at danne vers kunde medføre visse farer er jo indlysende; det hedder, at man bebrejdede Sigvatr en mindre nøjagtig overholdelse af de allerstrængeste regler for versifikationen (se foranst. side); men man finder i virkeligheden yderst sjælden afvigelse fra disse. Vi finder enkelte mindre velklingende rim (som mann þú : vandan), som dog ikke er egenlige fejl. Derimod kunde det siges at være fejl, når han benyttede linjeformer som _́ ⏝ | _́ x | _́ x eller _́ _̀ | _́ x | _́ x i drotkvædet versemål (Bersöglisvísur 1.2, 7.2, 14.4), eller når han anbragte de samme to konsonanter i én linje på betonede pladser, uden at de er rimstave (sst. 18.6); dette mærkes dog kun i ét digt, det, som blev udarbejdet i den største hast. Hvad tøgdrápulag angår se ovf. s. 407. Men det var sikkert kun teoretiske pedanter, der gjorde ham bebrejdelser herfor, og vilde vi gøre det, var vi endnu større.

Som et slags mærkelighed kan til slutning anføres, at med hensyn til sproget findes der ikke sjælden brugt fremmedord, særlig engelske udtryk, som portgreife, jfr. sinjór osv.; men han havde jo også været både i England, Frankrig og Italien.




Noter

1) Hkr. II, 62; ÓH (53) 35; Fms. IV, 89.
2) Fms. VI, 108, jfr. 113-15.
3) Fms. IV, 89-90, V, 232-3. Dette sagn har S. Bugge behandlet i en lille afhdl. i Arkiv XIII, 209-11; han mener, at sagnet er oprindelig keltisk; en direkte forbindelse synes mig ret usandsynlig. Der er en vigtig forskel tilstede mellem Sigvat-sagnet og det af Bugge fremførte keltiske.
4) „Náliga vaxinn maðr", siger Snorre.
5) Hkr. II, 63.
6) Se f. ex. Hkr. II, 151-52; Fms. IV, 169; Flat. II, 87, jfr. Fms. V, 179-80 not.
7) Se f. ex. Hkr. II, 168; Fms. IV, 184 i anledning af Rögnvaldr jarls forhold til kongen; jfr. Fms. V, 176 not. 10.
8) Hkr. II, 168-79; ÓH (53) 79-83; Fsk. 157; Fms. IV, 184-93; Flat. II, 113-16.
9) Hkr. II, 380; ÓH (53) 171; Fms. IV, 374; Flat II, 287.
10) Hkr. III, 17; ÓH (53) 236.
11) Fms. V, 180 not 1.
12) Hkr. II, 266-67; ÓH (53) 122-3; Fms. IV, 273-5; Flat. II, 236-7.
13) ÓH (49) 47; Fms. V, 176; Flat II, 112. 241.
14) Hkr. II, 350-51. 380-81; ÓH (53) 160. 171-2; Fms. IV, 374-5. 352; Flat. II, 276-7. 287-8, jfr. Hkr. II, 286; ÓH (53) 131; Fms. IV, 292; Flat. II, 253; Fsk. 170 (hvor fremstillingen tyder på, at der er tale om Sigvats rejse til Rom, men det er urigtigt).
15) Hkr. II, 403; ÓH (53) 182; Fms. V, 11; Flat. II, 309.
16) Fms. V, 121; Flat. II, 371.
17) Fms. V, 121; Flat. II, 371.
18) Hkr. III, 15-16; ÓH (53) 236.
19) Hkr. II, 459. 464; ÓH (53) 206. 207; Fms. V. 57. 61 not.; Flat. II, 340; Fbr. 109.
20) Hkr. III, 18; ÓH (53) 236; Fms. V, 123; Flat II, 372.
21) Flat. II, 372.
22) Hkr. III, 17; ÓH (53) 236.
23) Fms. V, 219.
24) Hkr. III, 19-21.
25) Hkr. III, 30; (jfr. Fsk. 198; ÓH (53) 238.
26) Fms. VI, 113 ff.
27) Fms. V, 211; Flat II, 394.
28) Om ham kan der henvises til min afhdl. Sigvat skjald Tordsson (i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskn. nr. 49) 1901, samt til Fr. Paasche: Sigvat Tordssön i Edda 1917.
29) Fms. V, 179-80 not.; en variant hertil findes i teksten, men den lyder mindre sandsynlig.
30) Hkr. III, 21.
31) Hkr. II, 151-53.
32) Hkr. II, 380; ÓH (53) 171; Fms. IV, 374, jfr. 91 not. 5; Flat. II, 287.
33) Hkr. II, 380.
34) Skj. digtn. B I, 213-54.
35) Hkr. II, 62-63; ÓH (53) 35-6.
36) Hkr. II, 8; ÓH (53) 17.
37) Fms. VI, 287; Flat. III, 360.
38) Sn.-E. III, 337.
39) Fsk. 140-43.
40) Hkr. II, 69; Fsk. 152.
41) Navnet findes: Hkr. II, 69; ÓH (53) 39; Fsk. 151-52; Fms. IV, 97; Flat. II, 43
42) Det er sikkert urigtigt, når Snorre (Hkr. II, 112, jfr. Munch: Nfh. I.2, 548 not., imod hvem A. Ternström (Om Skalden Sighvat Thordsson) ingen væsenlige grunde har anført s. 38-9), lader Sigvatr rejse med Björn staller; Björns rejse falder tidligere; endnu urigtigere er det, når Fsk. (157) lader denne rejse være foretagen til Rögnvaldr jarl i Holmgård (Garderige). Derhen kom Rögnvaldr først efter 1018, jfr. Munch: Nfh. I.2, 573-4 not., der mener, at der er vanskeligheder tilstede med hensyn til disse rejser, men hverken Sigvats udtryk í görðum (som hos ham ikke betegner Garderige, men er af forf. til Fsk. blevet misforstået) eller alt með grænu salti gør nogen vanskelighed.
43) Navnet findes i Fsk. 157.
44) Fms. VI, 287; Mork. 76.
45) Fms. VI, 287-8; Mork. 76.
46) Navnet: Fsk. 170 (hds. A, hvor indholdet angives med altfor snævre grænser: „Da han erfarede kong Knuds hensigt, digtede han det kvad, som hedder V.«). Hkr. II, 350; ÓH (53) 160; Fms. IV, 352; Flat. II, 276.
47) Jfr. dog J. Sigurðsson i Sn.-E. III, 340.
48) Hkr. II, 403.
49) „Flokkr um fall Erlings“, Hkr. sst.
50) Sn.-E. III, 341.
51) Fsk. 161; ÓH (49) 49. Navnet findes: Hkr. II, 353, III, 19; ÓH (53) 161; Fms. IV, 354. XI, 200; Flat. II, 277; Hauksb. 464 (þáttr af Ragnarss.).
52) Corp. poet. bor. II, 122-3. Derimod har G. Storm bedømt digtet rigtig i Kritiske bidrag s. 89.
53) Hkr. II, 350. 353; ÓH (53) 160. 161; ÓH (49) 49 (bis); Fsk. 161; Fms. IV, 351. 354; Flat. II, 276 (varð). 277.
54) Fsk. 162, men es er her en reminiscens fra Þórarins digt, som i form er efterlignet af Sigvatr.
55) Hkr. III, 19.
56) Hkr. III, 28-30; ÓH (53) 238; Fms. V, 128.
57) Navnet findes: Hkr. III, 30; ÓH (53) 238; Fms. V, 128, VI, 38; Flat. III, 267 (her stavet galt).
58) Frís. siger udtrykkelig, at dette vers er digtets sidste, og dets indhold gør dette i højeste grad rimeligt.
59) Det skal her bemærkes, at dette udtryk allerede i oldtiden er blevet opfattet som om der var tale om den ø, hvorfra Harald Gormssön fik høge som tribut. Men det er utænkeligt, at Sigvatr skulde minde om den tid, da det var tilfældet, hauk- sammensætninger betyder noget fortræffeligt, og „Harald" er selvfølgelig Harald hårfagre.
60) Fms. V, 210; Flat. II, 394; jfr. Hkr. II, 469; ÓH (53) 210; Fms. V, 64; Flat. II, 346.
61) I Fms. står der urigtig Uppreistar drápa. Ordet (-saga) forstår G. Vigfússon i sit leksikon som 'skabelseshistorie'.
62) Om dette vers se B. M. Ólsen i Arkiv XVIII, 203 f.
63) Jfr. Fms. IV, 5 not: „Men denne bog har jeg ladet skrive efter det, som står i Sigvats og Óttars digte, som stadig [dette gælder nærmest den første] var hos kong Olaf og så og hørte disse tidender".
64) Herom har Paasche i sin afhdl. gjort nogle vistnok meget rigtige bemærkninger, skønt jeg ikke tror så meget på direkte lån eller efterligninger af ældre skjaldes udtryk.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.