FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Skúle Þorsteinsson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Skúle Þorsteinsson

Skúle Þorsteinsson hører også til Erik jarls skjalde. Han var næstældste (1) søn af Þorsteinn Egilsson på Borg og er født omtrent 970. Skule siges at have været den mest fremragende (mestr) af Þorsteins sønner (2). Omtrent 20 år gammel er han rejst til Norge, hvor han sluttede sig til Erik jarl; under Olaf Tryggvasons regering synes Skule at have opholdt sig hos Erik i Sverrig og dér deltaget i hans tog og kampe i Østerleden (3). Vi finder ham da også som Eriks stavnbo på Jærnbarden i Svolderslaget (4), hvor han kæmpede tappert. Endnu da Gunnlaugr ormstunga første gang var i Norge (år 1001), var Skúle hos jarlen som hans hirdmand, vel anset af alle (5). Ikke længe efter synes han at være rejst hjem, og han har sikkert været på Borg hos sin fader, da Björn hitdølakappe også var der (se ovf. s. 496). Skúle blev gift med Bera, en datter af Þórvaldr vidförles broder Ormr (6). Efter sin faders død (år 1015) bode Skule på Borg (7) og indtog en høvdings plads. Han har rimeligvis levet til henimod 1040. Af hans børn kendes Egill fra Bandamannasaga og Geirlaug fra slægtregistre (8).

At Egill Skallagrimssons sønnesøn var en skjald, undrer os ikke. Men hvor dygtig en skjald Skúle har været, kan vi ikke tilstrækkelig bedømme, da vi har så lidt tilbage af hans kvad. At han har digtet et eller flere nu tabte kvad om Erik jarl er rimeligt, men hvad vi har af dem, hører for det meste til en flokkr om Svolderslaget (9), der, mærkeligt nok, er forfattet i hans alderdom; han siger selv: »nu mærker jeg, at jeg begynder at blive gammel.« Man skulde tro, at han i sin fremrykkede alder endnu engang har følt trang til at mindes sine gamle bedrifter, og han synes at henvende sig til en kvinde (hans hustru?), som skal høre på hans digt (jfr. »Kvinden vilde ikke have set mig bagerst i skaren, da jeg gav daggryflyveren (ravnen) sår at læske sig i«). Et af disse vers synes at omtale det erobrede bytte; men det er ikke aldeles afgjort, hvorvidt det hører til dette digt eller ikke. En antydning af et vers endnu findes i Oddr munks Óláfssaga (10), hvor det hedder, at Skúle i sit digt har ytret, at også Sveinn Hákonarson († 1016) var med i kampen.

Foruden disse vers haves der et halvvers, som synes at være af en lausavísa. Det er meget smukt og for så vidt omtrent enestående i skjaldepoesien, som det, på rent lyrisk vis, handler om solens nedgang og månens tilsynekomst. »Glens gudeblide hustru (solen) træder med sine stråler ind i sin helligdom, men siden kommer ned til os den gråsærkede månes lys.« Et sådant lyrisk udbrud taler i al sin skønne simpelhed meget fordelagtig for Skúles digterbegavelse og lader os hos ham ane en digteråre, hans bedstefader værdig.




Noter

1) Egilss. 295. Når Skúle i Gunlaugss. siges at have været ældst, tages der ikke hensyn til Grímr, der 10 år gammel blev dræbt.
2) Egilss. 322.
3) Egilss. sst: „Skúle var længe på vikingetog ... og havde 7 kampe" Når Skúle i Gunnlaugss. betegner Gunnlaugr som sin „Fostbroder" (Gunnl. s. 19-20), må dette være en fejl. Den tid, Gunnlaugr opholdt sig på Borg, var Skúle ikke hjemme.
4) Egilss. sst; ÓTr (53) 56; Fms. X, 356.
5) Gunnl. s. 19.
6) Bps. I, 5.
7) Egilss. 322.
8) Ldn. 355.
9) Skj. kvad. B I, 283-84.
10) ÓTr (53) 49.