FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Sneglu-Halle

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Sneglu-Halle, Grautar-Halle

Om denne mand haves der en lille fortælling, hvoraf endel findes indsat i Harald hårdrådes saga (Mork., Fms., Flat.); selvstændig findes den udgiven i Sex söguþættir. Halle, der på grund af sit raske væsen fik det første og af sin forkærlighed for grød det sidste tilnavn, var af en meget ringe herkomst; han stammede fra egnen Fljot i nærheden af Svarfaðardalen. Deraf hans nøje kendskab til digteren Þjóðólfr og dennes familjeforhold. Halle beskrives som »en god skjald, høj af vækst, med lang hals, smal over skuldrene, med lange arme og temmelig uformelige yderlemmer i det hele«. Omkring 1053 rejste han til Norge og landede ved Trondhjem. Ved Agdenæs mødte de et skib, hvorpå kongen selv var. Denne spurgte på engang: »Hvem styrer skibet, hvor var I i vinter, hvor stødte I fra land, hvor tog I først land og hvor var I i nat?« Disse mange spørsmål kom bag på de andre købmænd, så at de ikke kunde svare, men her var Halle den rette mand. Øjeblikkelig og uden tøven svarede han på alle spørsmål ene. Allerede dette er karakteristisk for Halle; hvor der skulde kæmpes - med ord, dér kunde ikke mange måle sig med ham. Siden kom Halle til kongen, blev hans hirdmand og var vellidt af alle. Halle var om vinteren hos kongen og fik ofte lejlighed til at vise sin slagfærdighed og djærvhed, hvem det så end galdt; han havde desuden en sjælden ævne til at more med djærvt spasmageri, som kongen ifølge sit naturel fandt behag i, skønt det undertiden ligefrem udartede til den rene skurrilitet. Blandt de islandske skjalde er Halle spasmageren i særlig forstand. Hans løjer og spilopper er dog aldrig et udslag af ondskabsfuldhed; derfor vandt han de flestes yndest. Og han lod det, så vidt vides, aldrig gå ud over de ringere, medens han synes at have haft fornøjelse af at have de højere og højeste til bedste. Således når han fik den mægtige høvding Einarr fluga, Eyvindr skáldaspillirs sønnesøn, som var bekendt for aldrig at give bøder for den, han dræbte, til at give sig bøder for en foregiven slægtning ved at true Einarr med ellers at ville digte nid om ham (se ovf. under Þorleifr jarlsskáld s. 539). Overfor kongen selv var han ikke bange, men lod ham mærke sandheden på en sådan måde, at kongen ikke blev vred på ham. I sin strid med Þjóðólfr, som ikke var uden grovhed fra Halles side, afvinder han os en vis sympati, ikke mindst ved den bemærkning, som han gjorde, da man bebrejdede ham ikke at have hævnet sin fader: »Der var indgået forlig i sagen, og et forlig er det ikke smukt at bryde«.

Efter en rejse til Danmark og England og tilbage til Norge, begav han sig hjem igen til Island, og her døde han nogle år efter, i hvert fald før kong Haralds død indtraf.

Halle havde meget let ved at digte. Denne hans færdighed satte Harald på prøve, dengang da han i anledning af Halles kritik over maden i kongens hal blev vred på ham og befalede hofdværgen Túta at bære en stegt gris hen for Halle; han skulde gå midt ud på gulvet og først da sige til Halle, at han skulde have et vers færdigt før han kom hen til ham. Dette gjorde Halle og digtede straks et vers, som kongen roste. Halles vers er lette og vel digtede, og vidner om ikke ringe vid og sund sans; undertiden er de temmelig grovkornede. Af hans digte (1) kender vi:

Kolluvísur, »kalvversene«, et ungdomsdigt af Halle om nogle kør, som han vogtede. Dette kvad måtte han fremsige for kongen, som erklærede, at det var bedre end Þjóðólfs Sorptrogsvísur (se ovf. s. 614) (2).

Et digt om kong Harald hårdråde. Digtet kaldes i et par kilder drape (3), medens det i andre (4) kaldes kvæde. Det siges at have været vel digtet og at have fundet folks behag. Hvis det er rigtigt, at digtet har været en drape, er intet deraf bevaret; har det derimod været et 'kvæde', kunde et halvvers, der haves under Halles navn, være at henføre hertil. Men det er muligt, at halvverset er af en lausavísa.

Af et digt om Edvard Confessor (5), eller, hvad der vistnok er mindre rigtigt, om kong Harald Godvinssön (6) er der intet bevaret. Det kaldes også for en drape. Til løn for digtet skulde Halle have alt det sølv, som ved at hældes ned over hans hoved blev siddende i hans hår. Halle bad da om lov til at gå et øjeblik ud, og lavede nu af sit hår et slags tallerken ved hjælp af tjære og fik således en masse sølvpenge. Da han kom tilbage til kong Harald hårdråde, betegnede han selv dette digt som en endileysa ein.

Af lausavísur haves endel, alle fra hans ophold udenlands og de fleste fra hans ophold hos kong Harald. Det er meget spøgefulde vers, om den som kriger udstafferede hofdværg Túta, »der var vant til angreb - på rugbrødene, og som ej flygter for ilden - i køkkenet«, om kong Haralds madkarrighed - »kongen sulter os, hver gang jeg spænder mit bælte om livet, mærker jeg, at jeg er bleven tyndere«, om den gris »med den svedne tryne«, »med de dejlige brune sider«, som kongen sendte ham, om hans foregivne ildevarslende drom i England, som bevirkede, at de, som havde tinget sig overfart med det eneste skib, der den gang kunde fås, trak sig tilbage, så at der blev rigelig plads til Halle selv. De to sidste vers er obscøne, det ene (tvetydigt) om dronning Þóra, digtet på kongens befaling, og det andet om Þjóðólfs hest.

Der er ingen tvivl om, at alle disse vers er ægte. De bærer individualitetens og personlighedens umiskendeligste præg, medens der er intet som helst, der antyder det modsatte.

Med urette tillægges Halle Þjóðólfs vers (Lausav. 16) i Fms.




Noter

1) Skj. digtn. B I, 358-60.
2) Mork. 96-7; Sex söguþ. 28-9; Fms. VI, 366-7; Flat. III, 420-1
3) Sex söguþ. 27. 31; Flat. III, 420. 422.
4) Mork. 96. 98; Fms. VI, 365. 369.
5) Fms. VI, 375; Mork. nævner intet navn.
6) Sex söguþ. 37; Flat. III, 425.