FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Stúfr enn blinde Þórðarson kattar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Stúfr enn blinde Þórðarson kattar

Stúfr enn blinde Þórðarson kattar, eller, som han et steds kaldes, SkáldStúfr (1), var en sønnesøns søn af Glúmr Geirason og en sønnesøn af den berømte Guðrún Ósvífrsdatter og altså i slægt med Einarr skálaglamm og Ulfr staller (2). Stúfr er rimeligvis født omkring 1025, og han var, hvad hans tilnavn viser, blind. I moden alder (30 - 40 år gammel) er han rejst til Norge i anledning af en arv, der skal være ham tilfalden dér. Vinteren efter at han var kommen til Norge tilbragte han hos en bonde på Oplandene, og her førte tilfældet ham sammen med kong Harald (1062-3). Stúfr underholdt kongen med at kvæde for ham en halv snes flokke, som han kunde udenad, og lovede at underholde ham med lige så mange draper, næste gang de traf hinanden (3). Den følgende sommer besøgte Stúfr kongen i Nidaros og blev også hans hirdmand. Om den anseelse, han her nød, vidner det, at han, ligesom i sin tid Arnórr, sad overfor kongen, og at denne »drak ham til af forgyldte horn« (Stúfsdr.). Noget efter er Stúfr vistnok rejst hjem; vi hører intet mere om ham.

Stúfr synes efter den fortræffelige skildring af mødet mellem ham og kong Harald at dømme at have været en særdeles forstandig og fornøjelig mand, der var i besiddelse af spøgefuldt sind og jævn humor, der ikke mærkede trykket af sin tunge legemsfejl, og som har fundet etslags trøst i ikke alene selv at digte, men også i at lære andres digte udenad i hobetal og dermed underholde sig og andre. Det er et ret ejendommeligt og tiltalende billede vi får af den blinde digter, der ganske jævnt svarede på kongens bemærkning om, at han (Stúfr) ingen dårlig digter var, hvis han digtede lige så godt som Glúmr: »Ikke digter jeg mindre godt end han«. Så vidt vi kan se, var dette ingen utidig selvros. Dygtigt versifikationstalent, rigtige omskrivninger og et vist sving mærkes i hans vers. Iøvrigt slutter Stúfr sig nærmest til Þjóðólfr,

Af Stufs første digt om kong Harald, som han ved deres første møde udbad sig tilladelse til at fremføre, og som han senere bragte ham i Nidaros, er intet bevaret (4). Derimod haves endel af hans arvedrape om kongen


Stúfsdrápa

Stúfsdrápa eller Stúfa (5) med klofastef, der består af 3 linjer og hvis indhold er en bøn for kongen. De bevarede vers handler om kongen i almindelighed og den hæder, han viste digteren, om hans rejse til og virksomhed i det hellige land omkring 1036, om hans giftermål med den russiske prinsesse Ellisif, hans kampe i Danmark 1049-50, om Nizåslaget 1062 og om kongens sidste slag og kække kamp. For at vise dette digts historiske betydning tilføjer sagaen efter vers 1: »Således fortæller Stúfr skjald, som havde hørt kongen selv fortælle derom«. Digtet har vistnok oprindelig været overvejende historisk-objektivt, ligesom Þjóðólfs digte. Af ejendommeligheder fremhæves en nygørving éls erkistóll = stormens ærke[bispe]sæde = himlen.




Noter

1) Laxdæla 125, anm. til l. 11.
2) Fms. II, 22; Flat. I, 309; Laxd. 125.
3) Mork. 104-5; Fms. VI, 389-93; Flat. III, 379-81.
4) Mork. 105; Fms, VI, 392; Flat. III, 381.
5) Navnene: Mork. 105 (Stúfsdr.); Flat. III, 381 (Stúfa); Fms. VI, 393 (bægge). Versene findes Skj. digtn. B I, 373-74.