FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Tillæg. Vers fra de norske kolonier

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 6 Norske skjalde


Tillæg. Vers fra de norske kolonier, samt danske vers

Fra Færøerne haves kun Þrándr i Gata's versificerede kredda (credo), en bønsformular (1). - Fra Orknøerne haves kun to linjer om to vikingers fald før Torf-Einarr (c. 900) (2). -Fra Syderøerne nævnes en kristen mand, som sammen med en Islænder, Herjólfr den yngre, rejste til Grønland (år 986). Han digtede en drape, Hafgerðingadrápa, i hrynhent versemål. Navnet er dannet af hafgerðingar (bølgebjærge, opståede ved jordskjælv, livsfarlige for sejlasen (3). Af begyndelsen af dette digt haves to linjer, samt omkvædet, en bøn til gud (4).

Fra Danmark haves et helt vers drotkvædet, digtet i anledning af, at Harald blåtand sluttede sig til et krigstog, foretaget af Styrbjörn den stærke (o. 980), et vers (drotkvædet) af kong Sven tveskæg om Þorleifr jarlskald og hans nid, hvis ægthed ikke er hævet over enhver tvivl, et vers (frit drotkvædet) af jomsvikingen Vagn Ákason, digtet under selve kampen i anledning af Sigvalde jarls feje flugt, som Vagn forhåner ham for; verset gør indtryk af at være ægte; endvidere et halvt vers i fornyrðislag af den 10. jomsviking, som skulde aflives efter Jómsvikingeslaget samt et par andre (5).

Til alt dette kunde endnu føjes det drotkvædede vers på Karlevistenen, som muligvis stammer fra en norsk forfatter (6).


_______________________________________


Den norske digtning i det 9. og i det 10. årh.s første fjærdedel har været ganske betydelig og betydningsfuld, navnlig for eddadigtningens vedkommende. Den norske skjaldepoesi er kortvarig, men i flere henseender glimrende og slutter sig i mangt og meget til eddadigtene. Den kommer ikke ret meget ud over det første tidstrin. Den videre udvikling, hvad form og omskrivninger angår, foregår på Island, men grundlaget og grundtrækkene er givne af Nordmændene.

At nogen udviklet skjaldepoesi skulde have eksisteret i de norske bilande (Færøerne og de vestlige øer) er der ingen som helst grund til at tro, da der i så henseende ikke findes nogen antydning i kilderne, men dette kan kun bidrage til at svække den antagelse, at de fleste eddadigte skulde være opståede dér, hvilket jo også af andre grunde er dels usandsynligt, dels umuligt. På Orknøerne vil vi i det næste tidsrum finde en mere righoldig digtning, men denne beror på en indvandret norsk digterslægt.

Det er i det foregående flere gange fremhævet, at skjaldepoesien i Norge hører op i det 10. årh. Til trods for dette udtryks almindelige karakter er det dog selvfølgelig ikke således at forstå, som om digtningen fra det tidspunkt helt var uddød. Men når vi hos Nordmændene efter Eyvinds død finder enkelte digtere - således fortjæner dog næppe de at nævnes, af hvem der kun haves et par linjer, uden at man ellers ved noget om dem som skjalde - , er det kun enkelte medlemmer af visse slægter og da særlig kongeslægten selv, der optræder som skjalde. I de løse vers mærker vi hele tiden igennem en tilbøjelighed for simplere former end Islænderne i reglen benyttede.




Noter:

1): Sst. 202.
2): Sst. 167.
3) Se herom Konungsskuggsjá s. 66.
4) Skj. digtn. B I, 167.
5) Sst. 175-76.
6) Sst. 177.