FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Víga-Glúmr Eyjólfsson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Víga-Glúmr Eyjólfsson

Denne skjald hører til en af de fornemste norsk-islandske slægter. Han var en sønnesøn af Ingjaldr, Helge magres søn; han, Gizurr den hvide og kong Olaf Tryggvason var alle næstsøskendebørn (1). Víga-Glúms levetid falder i det 10. årh.s. 3 sidste fjærdedele. Om hans liv og bedrifter henvises der iøvrigt til hans saga (2). Han var en stor høvding, men i sine sidste år måtte han mere end mange andre sande lykkens lunefuldhed. Han var ikke synderlig tidlig udviklet, af indesluttet karakter og brugte ikke mange ord, men viste sig så meget mere kraftig i gærningen. Den bedste skildring af hans karakter får vi gennem følgende ord (slutn. af kap. 7): »Glúmr gik hjem og fik et anfald af latter [et tegn på, at han tænkte på drab eller hævn], han blev bleg i ansigtet, og der faldt fra hans øjne tårer, så store som haglkorn«. Han havde flere børn, blandt andre skjalden Vigfúss. Glúmr døde år 1003.

Af ham kendes ingen digte, kun løse vers, 10 ½ i antal (3); de er alle utvivlsomt ægte både på grund af deres alderdomlige tone, og fordi Snorre anfører et par af dem; jfr. en form som þeima. Versene vidner i det hele om en original digternatur, uden at Glúmr dog tør kaldes for nogen fremragende skjald. I et af versene fortæller Glúmr en drøm, der tydede på hans tilkommende storhed; i to andre meddeles drømme, der varslede om kamp og drab, hvorom de fleste af versene iøvrigt handler. De sidst i sagaen anførte vers er udtrykket for tilbagegangens og alderdommens vemodige stemning. Således hedder det i det sidste vers: »Det er blevet slemt at leve her på jorden - alderen tager meget på skjalden - den bedste del af mit liv er nu forbi, siden jeg ikke får hævnet Grímr eyrarleggr« (hans svoger). Det er atter den nordiske hævn- og heltetanke.


_______________________________________


I Svarfdælasaga anføres vers både af bersærken Klaufe (4), hvoraf nogle er gengangervers, og af Karl, Þorsteinn svörfuðs søn (4); men alle disse vers er uægte.

En slægtning af Víga-Glúmr var Eyjófr Valgerðarson, en dattersønssøn af Helge magre og fader til Guðmundr den mægtige på Möðruvellir og Einarr Þveræingr. Af ham haves et vers, digtet i anledning af rygtet om Harald blåtands påtænkte krigstog til Island. Verset er utvivlsomt ægte (5).

Af sønnen, den vise Einarr på Þverá, Glúms modstander og den, der virkningsfuldest bidrog til at gøre Glúms sidste leveår så ulykkelige, haves to vers, det ene digtet i anledning af en kamp med Glúmr, det andet forfattet, da Olaf den hellige ønskede at måtte få Grímsø (nord for Island) til foræring, hvilket navnlig Einarr modsatte sig, da han klart indså, at meningen var herigennem at få fast fod på Island. Bægge vers er sikkert ægte (form som rinna (6)).

Eyjólfr Valgerðarsons fadersøstersøn og Glúms slægtning var Halle enn hvíte i Saurbær (7). Blandt hans sønner var Brúse skáld i Torfufell. Af ham haves nu kun en lausavísa, digtet, ligesom Einars, efter Glúms sidste kamp på høsttinget (8).

Eilífr i Gnúpufell siges(9) at have været gift med den ellers ubekendte Þórdís skáldkona.

Hallsteinn, en søn af landnamsmanden Þengill i Höfðe (på Höfðaströnd) fremsagde et vemodigt og følelsesfuldt halvvers, da han engang kom fra Norge og erfarede sin faders død. Verset er i fornyrðislag (10).




Noter:

1) Fms. II, 62, Flat. I, 65.
2) Jfr. Valla-Ljótss. 160 (Ísl. forns. II), Reykdæla (ísl. forns. II) 113. 116. 118 f. 126 f.
3) Skj. digtn. B I, 112-14.
4) Skj. digtn. B II, 219-22.
5) Skj. digtn. B I, 95.
6) Sst. 284-85.
7) Ldn. 220.
8) Skj. digtn. B I, 116.
9) Ísl. forns. I, 189.
10) Skj. digtn. B I, 30.