FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þiðrikssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker


E. Þiðrikssaga


Dette store og vigtige sagaværk findes i følgende håndskrifter: Stockh. 4, fol. mbr., AM 177, fol., 178, fol., bægge afskrifter af to tabte skindbøger, som Arne Magnússon henholdsvis kaldte Eiðagás og Bræðratungubók, denne sidste skreven af Jón Erlendsson. Udgave ved Unger 18531) og — afsluttende — ved H. Bertelsen 1905—11. En meget vigtig oversættelse på svensk fra 15. årh. er udg. af Hyltén-Cavallius 1850 — 54.

Det er først og fremmest nødvendigt her at komme nærmere ind på håndskrifternes forhold. M. h. t. dette bemærkes, at de to tabte membraner utvivlsomt var islandske, medens den bevarede membran både er skreven af norske og islandske afskrivere, mest dog af norske2). De isl. håndskrifter er fuldstændige, medens den norske mbr. desværre har tabt mange blade, først og fremmest begyndelsen, de første 34 kapitler3), samt prologen, hvis den også har stået i hds. Unger mente, at der var tabt et læg, medens andre mener, der er gået to tabt, og dette er uden tvivl det rigtige; således også Bertelsen. Dernæst mangler der blade hist og her, samt selve slutningen4). Alle disse lakuner er i udgg. udfyldte efter papirshåndskrifterne (og den svenske oversættelse). Membranen, M, frembyder ganske ejendommelige forhold. Den er for det første skreven af 5 hænder; herom kan henvises til udg. Dernæst, og det er det meget mærkelige, har hånd 3 ind i et læg med 2. hånd stukket 10 blade, ɔ: k. 262—94, hvorved k. 275 (I, 281 og 351) blev skilt ad; de oprindelige kapitler 275 (s. 281) og 276—77 (s. 351—52) er stregede over men genfindes i det indskudte stykke med 3. hånd; endelig har samme hånd fundet sig foranlediget til igen at afskrive en paralleltekst til k. 34—83 (Vilkinasaga) og anbringe den i k. 343 (ɔ: II, 61.6 — 105.11)5), hvad der bevislig er en meget unaturlig plads for dette afsnit, disse to tekster er noget indbyrdes afvigende, dog mere i fremstillingen end indhold. Den sidste er noget mere i slægt med tyske sagn6). Der er intet, der taler imod, at prologen også har stået i mbr., meget der taler derfor. Vi vil senere komme tilbage til håndskriftforholdet. Papirshåndskrifterne slutter sig i alt væsenligt til mbr., men har dog så store afvigelser i stilistisk henseende, at en større del er trykt helt under teksten (udg. I, 73 — 370). Den sidste Vilkinasagatekst har i forlægget stået på sidste sted (i M), men er blevet flyttet frem, dog ikke til den rigtige plads, og dermed har afsnittet om Valter og Hildegund fulgt. Et par andre steder er der foretaget ændringer i rækkefølgen, ligesom der også mangler et par kapitler. De to papirshåndskrifter (A, B)7) er indbyrdes meget nærbeslægtede, men er dog ikke så lidet indbyrdes afvigende; B er på flere steder rigtigere m. h. t. ordlyden. — Om forholdet mellem håndskrifterne kan i øvrigt henvises til Bertelsens redegørelse i indledn. III; hans egen opfattelse findes i hans disputats; den har meget tilfælles med Boers opfattelse.

Hvad den svenske oversættelse angår, antog Unger, at den direkte beroede på membranen, og anførte i så henseende ikke uvigtige omstændigheder; dette blev man stående ved, indtil Klockhoff i sin afhandling påviste sådanne afvigelser mellem mbr. og den, og på den anden side overensstemmelser med AB (særlig B), at M (mbr.) ikke kunde være originalen. Oversættelsen, der betegnes med S, får derved en større betydning, idet den kun kan være foretaget efter en anden — tabt — membran; men det er sikkert, at denne har stået M overordenlig nær8). S har kun den ene redaktion af Vilkinasaga.

Sagaen begynder på god gammel sagavis med at omtale hovedpersonen Didriks bedstefader, kong Samson i Salerne; hans frillesøn er Tetmar, fader til Didrik. Dennes ungdomshistorie og forhold til Hildebrand og Heime, der slutter sig til ham, føres frem for læseren. Herpå følger, som antydet, i AB afsnittene om Velent og hans søn Viðga, samt Fasold, Ekka og Sistram, der alle slutter sig til Didrik, medens M straks tager fat på sagaen om Vilkinerne (hvorefter hele værket i tidligere tider undertiden kaldtes Vilkinasaga), deres konge Osantrix samt hans kampe med Melias, hvis datter Oda han har begæret til ægte og som han, efter at have overvundet faderen, ægter. Senere gøres der ham gengæld af Attila, der tvinger ham til at give sig datteren Erka. Det er på engang gengæld og gentagelse af samme motiv. Der er ingen tvivl om, at dette afsnit her står på sin oprindelige og rigtige plads. Herefter følger så i M de førnævnte afsnit, hvorpå fortællingen om Detlef danske og hans tilslutning til Didrik gives udførlig. At denne ordning er den mest logiske og ægte, kan ikke være tvivlsomt. Didriks fader dør, og han bliver konge i Bern, hvorpå Vildifer og Herbrand kommer til ham. Alle de, som således efterhånden bliver Didriks kæmper, kaldes undertiden »jævninge«, hvilket næppe er oprindeligt, men beror på påvirkning fra Karlamagnússaga. Herpå følger et afsnit om Attila og Osantrix, der dræbes, så et om Sigurd sven, hans fødsel og ungdom, og dernæst et om Didriks store gæstebud med en beskrivelse af alle heltenes udseende og Skjöldmærker. Her er det, at 3. hånd har gjort sit store indskud på de 10 blade, hvorom straks nærmere. Hermed er sagaens første del egenlig ude. Herefter væntede man en beretning om Didrik i al hans kongeglans og herskervælde. En sådan kommer imidlertid kun tildels, idet der fortsættes med et afsnit om hans tog til Bertangaland, hvor der særlig er tale om mange enekampe mellem hans kæmper og kong Isungs sønner. Didrik selv er uvirksom, indtil han kommer til at kæmpe med den hos Isung sig opholdende Sigurd sven. Der opstår den vældigste kamp mellem disse to kæmper, men det går egenlig Sigurd bedre; det er kun ved hjælp af det kneb, at Didrik hemmelig låner Viðgas uimodståelige sværd, Mimung, at han går ud af striden som sejrherre. Men dette kneb forringer hans sejr. Herpå følger 3 afsnit, om Sigurds og Gunnars giftermål, Herburt og Hilde; dette slutter med et ganske kort fortalt giftermål mellem Didrik og Gudilinda; Herburt var sendt bort for på Didriks vegne at bejle til Hilde, men han tager hende selv — efter hendes egen tilskyndelse. Didrik lader sagen uænset. [Herefter følger i M Vilkinas. 2. redaktion]. Valter og Hildegund (der i AB og M2 følger umiddelbart på afsnittet om Attila og Osantrix) følger herpå. Alle disse afsnit har — når bortses fra Didriks nævnte giftermål — lidet eller intet at gøre med hovedæmnet. Efter endnu et afsnit om Iron jarl og Appollonius, hvor Didrik heller ingen rolle spiller, men som ender med at omtale Viðgas giftermål, følger et afsnit om Sifka, den onde rådgiver, og kong Ermenrik, der jo er Didriks farbroder. For at hævne sin hustrus skam på Ermenrik bevirker Sifka hans børns undergang og får ham dernæst til at kræve skat af Didrik; følgen heraf bliver, at Didrik må forlade sit rige og drage til Attila i Soest; hos ham opholder han sig nu i en lang række af år og udfører lejlighedsvis enkelte bedrifter som f. ex. under kampen mellem kong Attila og Osantrix, hvem vi her møder som levende igen. Fremdeles fortælles om et temlig resultatløst tog mod Ermenrik, hvor Viðga som dennes mand må kæmpe med Didrik og lader sit liv. Herefter er det kun de enkelte heltes endelige skæbne og død, der berettes, først Sigurd svens — hvor Didrik ingen rolle spiller — , så Fasolds og Detlevs; derpå fortælles udførlig om forholdet mellem Attila og Niflungerne, samt om disses tragiske undergang. Endelig handles der om Didriks tilbagekomst til Bern og generobring af sit rige, der foregår uden kamp, om Hildebrands død, om Didriks vældige dragekampe, Attilas død, Heimes sidste bedrifter og død og til slutning Didriks mystiske forsvinden9).

Indholdet er, som man ser, meget righoldigt og broget og grupperer sig for det meste om Didrik, som er den forbindende, men ikke just den mest virkende person. I det hele og store kan det siges at være velordnet og udgøre et sagamæssigt hele. Æmnet er ikke nordisk, men helt og holdent tysk; endogså dér, hvor man fra gammel tid af havde sagn om Sigurd og Gjukunger, mærkes disse grumme lidt, når man fraregner benyttelsen af de gammelkendte navneformer (Sigurðr og ikke den tyske form osv.) og visse enkeltheder (jfr. Pauls afhdl.). Navnet Guðrún forekommer aldrig. Til gengæld findes der så navne som Aldrian osv. Som det i fortalen hedder, beror fremstillingen på tyske sagn, der på den mærkeligste måde er knyttede sammen, hvad enten dette skyldes de tyske hjemmelsmænd eller forfatteren eller måske snarest bægge parter. For den tyske sagndigtning har sagaen en uvurderlig betydning. Der er trods Pauls forsøg på at påvise det modsatte liden eller ingen grund til at tro, at forf. har foretaget vilkårlige ændringer i, hvad der var blevet ham meddelt, men vel kan enkelte ting være bleven misopfattede, eller hukommelsen kan have svigtet på et eller andet punkt. Uoverensstemmelser med nu kendte tyske digte har derfor kun lidet at sige for bedømmelsen af sagaens forhold til de tyske hjemmelsmænd. En nærmere undersøgelse af de formentlige kilder er det her ikke sted eller lejlighed til at komme ind på10); blot skal bemærkes, at jeg m. h. t. dette spørsmål nærmest slutter mig til G. Storm, når han mener, at hovedkilden har været sydtyske sagn og sange, der er gåede gennem nordtyske købmænd11). Om disse sine kilder indeholder sagaen vigtige oplysninger. Der henvises for det første til »tyske mænds fortællinger« (s. II, 327, (bis), 393, jfr. 22612) og prologen), og der angives nærmere i kap. 413 slutn., at disse mænd stammede fra Bremen og Münster; dette sidste gælder dog måske alene afsnittet om Niflungerne; ikke desto mindre har det en mere almindelig betydning. De antydede fortællinger sættes atter i forbindelse med gamle tyske sange, der også nævnes i det anførte kapitel, og hvortil der ellers gentagne gange henvises (s. II, 128, 271, 322, 384 og prologen). Det vældige materiale er naturligvis blevet samlet hos flere; og der er ingen grund til at antage, at det skulde være sket på engang. Tværtimod. Ja, det er sandsynligst, at stoffet ikke helt og holdent er kommet til den endelige forfatter, hvis der kun er tale om én (hvorom mere nedenfor), direkte fra de tyske købmænd, men gennem hjemlige meddelere, altså på anden hånd. Enkelte fejl og afvigelser fra tyske sagn kunde forklares heraf. I hvert fald må man ved en undersøgelse af sagaen regne med dette som muligt13). Hvad tiden for indsamlingen af stoffet angår, er der også her et stort spillerum, eftersom vi finder tyske købmænd tidlig i Norge. Således finder vi, for blot at nævne dette, ved år 1186 en mængde tyske købmænd i Bergen (Sverriss. k. 103 — 4); i den første halvdel af det 13. årh. var der fuldt op af dem til stadighed. Det er vistnok denne periodes tyskere, han her har at gøre med.

Til det foranstående skal endnu føjes, at når der flere steder (I. 30 (31), 40, 105, 347, 348, 360) henvises til »Væringernes« benævnelser for forskellige personer m. m., er der her ikke tale om kildehenvisninger, ti »Væringer« er kun det samme som vér, 'vi' (Nordboer); jfr. G. Storm: Sagnkr. s. 93. Hvorledes betegnelsen i øvrigt bør forklares, er mindre sikkert og omtvistet.

Lige så uomtvisteligt som kildespørsmålet må siges at være14), lige så omtvistet er sagaens nuværende form som det hele, den er. Er den skreven af én mand, eller er der, som i reglen ellers, tale om et bearbejdet eller udvidet værk at gøre? Da det ældste håndskrift, der haves, er fra slutningen af det 13. årh. — altså fra et bearbejdervirksomhedens tidsrum —, ligger tanken om en bearbejdelse snublende nær, forudsat, at værket giver selv anledning til en sådan antagelse. Hertil kommer, at dets karakter sikkert fra først af ydede rig lejlighed til omarbejdelse og indskud. Fordi man går til undersøgelsen med en sådan mulighed for øje, er man ikke derfor forudindtagen. Den, der først har taget sagen fra denne side i dens skarphed, er Boer i sine afhandlinger. Jfr. Treutler (s. 27), der havde antaget forskellig bearbejdelse, idet han formoder tilværelsen af en ældre simplere saga med alt, hvad 1. og 2. hånd havde skrevet, samt med toget til Bertangaland, Sifkas hævn, Attilas kamp med Russerkongen, Didriks tog mod Ermenrik, hjemkomst osv., d. v. s. k. 295-318, 342 (II, 158)-385, 414-444 (i Ungers udg. afsnit XII, XVII—XIX, XXIV— XXX). Hvad han udskiller, er altså: alt hvad der findes om Sigurd og Niflungerne, Herburt — Hilde, Valter— Hildegund, Ironss., samt stykket om Fasold og Detlevs død, hvilket sidste i hvert fald ikke er rigtigt. Boer har antaget, at k. 319-22, 385-91, 396-413, d. v. s. den egenlige Niflungasaga, og desuden k. 336 (s. 105.11)-41 (Valter— Hildeg., Ironss.), k. 342 (s. 158.1)-44 (Sifka— Ermenrik), 347 (Attila— Osantrix med den sidstes fald for anden gang), foruden mindre stykker hist og her, som k. 414 (s. 330.21)-17, 427-29 (Altilas død, hængende sammen med Niflungesagnet), fremdeles k. 355-58 (Didriks kamp med Didrik Valdemarsson). 392-95 (Fasolds og Detlevs død, yngre end det øvrige), 420 (s. 357)-26 (hovedsagelig Didriks dragekampe) er indskud. Han går således betydelig videre end Treutler. Hvad der anføres for at antage de nævnte indskud er i det hele taget indre grunde. Dog er der også f. ex. det ydre holdepunkt, at for hele Ironssaga, k. 337—40 har S, som ovf. antydet, kun et lille kapitel på 3 linjer. Nu forkorter S ganske vist sin tekst, d. v. s. den sammendrager den, men, som det her vilde være tilfældet, bærer oversætteren sig aldrig ellers ad; der er således stærk sandsynlighed for, at der i dens original ikke har stået andet eller mere, end hvad vi nu læser i S.15) Hertil kommer da også, at alt, hvad der findes i de nævnte kapitler, intet som helst har med Didrikss. at gøre; kap. 341 (fortsættelsen af Ironss.) indeholder et hele for sig om Irons kærlighed til Akes hustru Bolfriana efter hans første hustrus død. Som indledning til disse kapitler er de foranstående indsatte. I de sidst nævnte kapitler spiller Didrik en, ganske vist ubetydelig rolle; hvorvidt de også er et indskud vil senere betragtes. Sikkert er det, at der findes uoprindelige bestanddele i sagaværket.

Overfor et værk af én forfatter har man lov til at gå ud fra, at det fra først af har dannet et nogenlunde velordnet hele uden løst tilknyttede episoder. Man har i det foregående set, hvor der er sådanne episoder tilstede, viser det sig af ydre grunde, at de er senere indskud. På grund af de mange slående eksempler på den islandske måde at behandle og bearbejde originalværkerne på, kan man ikke have nogen som helst betænkelighed ved at underkaste Þiðr.s. en kritisk behandling efter de samme hovedregler, tilmed da det er klart, at ingen saga ifølge sin natur var lettere at udvide end netop den. Den giver os da, som alt for længst er hævdet, holdepunkter nok.

Der er da for det første den omstændighed, at kong Osantrix bliver dræbt i k. 252 (= S) og atter i k. 347; ganske vist findes ikke det første i AB, men at drabet her er undgået beror ene og alene på en omredaktion af en, der havde mærket modsigelsen. Et af stederne må bero på et indskud; således kan ingen forfatter eller første samler have skrevet. Det er, synes det, sikkert, at det er den første beretning, der er indsat. Attila og Osantrix har kæmpet, men uden resultat, så at kongerne drager hver hjem til sit. Viðga er imidlertid bleven slået af hesten af Viðolf og taget tilfange; han frelses ved en gøglerkunst af Vildifer og hovedgøgleren Isung, idet Vildifer indsys i en bjørnehud og optræder som tæmmet bjørn, der gør kunster, og som sådan dræber han Osantrix. Hele denne historie er episk usandsynlig og karakteriserer sig som beroende på en spillemandssang, der er optaget i den oprindelige sammenhæng. Der findes enkelte sproglige afvigelser deri, samt i fremstillingen den mærkelighed, at Attila (k. 254) tiltaler både den fraværende Didrik og den dræbte Osantrix. Hertil kommer så den meget vigtige omstændighed, at det er langt sandsynligere, at en bearbejder kunde indsætte her sin beretning om Osantrix' død, medens han endnu ikke var gjort kendt med den senere — oprindelige — beretning; at han lod denne stå uforandret, er kun hvad man af en bearbejder-afskriver kunde vænte. Med andre ord: k. 243 — 55 samt en bemærkning i k. 301 er senere tilføjet. Derimod er der ikke grund til med Boer at antage k. 347 (den sidste beretning) for uægte.

Af betydning er, at k. 302, der dog er skrevet med 2. hånd, ikke alene mangler i AB, men også i S. Det indeholder da også kun en i og for sig ganske overflødig gentagelse af, hvad der i forvejen er skrevet og betegner sig således som et åbenbart indskud.

I denne forbindelse er det dog først og fremmest afsnittet k. 262 — 94, tanken fæster sig ved. Disse kapitler er jo ligefrem, på 10 blade, indsatte i det oprindelige, normale 8-blades læg. K. 261 sidste del omtaler afslutningen af den krig, som Didrik havde med jarlen Rimsten, og det hedder, at han nu forholdt sig rolig i nogen tid. Herpå følger — i det oprindelig skrevne — fortællingen om Didriks gæstebud (281.15 — 282.10 + 351.1 — 352.14). Sammenhængen er her i virkeligheden naturlig og udadlelig. Her omtales også Niflungerne for første gang på en sagamæssig måde, og her nævnes Högne som en søn af en alv og kong Irungs hustru Oda, medens denne konge i k. 274 kaldes Aldrian — altså en åbenbar modsigelse, eller en håndgribelig og ubehændig sammenblanding af to forskellige kilder. Den eneste naturlige forklaring er, at der her foreligger en sammenstykning af to forskellige afskrifter eller bearbejdelser. Det hele forklares naturligst så, at den, der »fortsætter« hånd 1 — 2, hånd 3, ikke har kunnet nytte den samme original som hånd 1 — 2 eller ikke villet, fordi han havde fået fat i en anden og vidtløftigere (ɔ: udvidet) fremstilling, og det var denne, han vilde have en afskrift af; der vil senere findes et andet bevis herfor16). — Hvad dette indskuds første del, k. 262—73, indeholder, er Sigurd svens udførlige ungdomshistorie, hvortil knyttes k. 291 om hans udseende og rustning, idet der her gås ud fra, at også han er i gæstebudet hos kong Didrik. I det følgende afsnit (toget til Bertangaland) har de to imidlertid aldrig før set hinanden, og Sigurd omtales i k. 297 som aldrig før nævnet.

Dette er talende nok. — I flere kapitler, 278—90, beskrives de enkelte kæmpers udseende og skjoldmærker, hvad der ligeledes utvivlsomt er et indskud; skjoldmærkerne gives ellers hist og her i teksten og samlet i k. 304, og her findes enkelte afvigelser. Endelig er det klart, at også k. 292 (om Sifka, der her intet som helst har at bestille), 293 (der vender tilbage til Hildebrand med en aldeles intetsigende og indholdsløs lovprisning) er senere tillæg; bægge disse kapitler mangler da også i S; k. 294 er endelig yderst uheldigt, idet der her fortælles om, hvorledes Didrik får sin berømte hest Falka af Heime efter deres tvekamp, der er fortalt i k. 20, og efterat Falka atter og atter i det foregående er nævnet. I S har indholdet stået i slutningen af k. 33, altså på den eneste naturlige plads. K. 291—94 er et yngre tillæg til 278—90.

S. II, 61.9 indskydes, som anført, en anden redaktion af k. 34—83 (Vilkinas.). I og for sig er denne ikke synderlig afvigende fra den første, men det må dog være den noget, mest sproglig forskellige form17), der har bevæget hånd 3 til, efter sin (udvidede) original, at medtage dens redaktion. Hvorfor den netop er afskrevet der, hvor den står, er ikke godt at sige. Rimeligvis er dog grunden den, at afskriveren da han var kommen så vidt, fik denne redaktion i hænde og dermed den tanke at tage den med. Hertil knyttes i M og S (jfr. AB) det korte afsnit om Valter og Hildegund, der intet vedkommer Didriks historie og kun strejfer Attilas. Ligeledes er det blevet fremhævet, hvor unaturlig episoden om Herburt — Hilde står til det hele. I det foranstående kap. (323) er enhver tanke om Hilde som Didriks brud forsvunden, og han ægter uden videre Gudilinda, en datter af kong Drusian. Denne Gudilinda spiller ellers ingen som helst rolle; hun forsvinder lige så hurtigt, som hun er kommen, hvorimod en anden af samme navn senere spiller en betydelig rolle som Rodingeirs hustru. Senere betragtes Didrik da også som ugift hos Attila, hvor han ægter Herrat. Hele Herburt — Hildeafsnittet med dette giftermål med Gudilinda er en fremmed, senere optagen bestanddel i sagaen. Hertil er det, at Ironssaga knyttes, der intet som helst har med Didrik at gøre og som ved sin stil viser en betydelig afvigelse fra den egenlige, øvrige saga; forholdet til S (se foran) er her afgørende.

Det meste af afsnittene k. 274—94, 320—73 (II, 61.9 ), 336 (fra II, 105.11), 337—40 er som følge af det anførte indskud i den oprindelige saga. Endvidere må k. 341 betragtes som tillæg, dog ikke oprindelig sammenhørende med det foranstående, af den grund, at k. 342 — der sikkert er oprindeligt, da det indeholder noget af stor betydning for Viðga og hans fremtidige stilling til Didrik og Ermenrik — nævner »en greve Áki Örlungatrausti«, som om denne ikke før var nævnet, uagtet han netop spiller en hovedrolle i den lige foranstående episode.

Dernæst har Boer forsøgt at påvise, at hele Niflungasaga (jfr. overskriften til k. 387) og dermed Sigurd svens saga, samt forskellige andre kapitler, er uoprindelige. Heri må der gives ham ret, af to grunde, fordi Sigurds ungdomshistorie, der ikke kan adskilles fra afsnittene om Niflungerne osv., er et bevisligt indskud, og dernæst fordi hele denne historie i virkeligheden har så lidt med sagaen om Didrik at gøre som muligt. Der er også modsigelser tilstede mellem bægge18). Det er Attila, der her spiller hovedrollen; det er da også åbenbart, at man, fordi Attila også spillede en stor rolle i Didrikss., har fundet det passende at optage Niflungasaga i denne. Dog er det muligt, at der i Didrikss. har stået en ganske kort fremstilling af Sigurds og Niflungernes historie, fordi de nævnes i k. 275, men som senere er bleven erstattet af den fuldstændige; man kunde tro, at k. 319, i hvert fald for en del, kan være oprindeligt. Hermed bortfalder altså k. 319 (? ÷ beg.), 387—91, 396—413, 427—29 (Attilas død; det kan ikke adskilles fra Nifl.s.; Boer). Når nu disse afsnit fjærnes, viser det sig straks, at resten bliver et godt sammenhængende hele om Didrik og hans kæmper eller om begivenheder, hvor de spiller mere eller mindre vigtige roller. Man lægge f. ex. mærke til, hvor fortrinlig k. 414 passer til k. 386 som en umiddelbar fortsættelse deraf19).

I dette således påviste store indskudte stykke af sagaen findes endnu ét afsnit, k. 392—95, om Fasold og Detlevs død, som Boer (se ovf.) også har forkastet som indskud. Der er meget, der taler herfor, ikke mindst den ganske vilde karakter, de dér skildrede personer, særlig den troldkyndige Ostacia, og begivenheder har. Imidlertid forekommer det dog tvivlsomt, hvorvidt det er indskud, da det åbenbart er hensigten i den sidste del af sagaen at fortælle om kæmpernes skæbne og død. Afsnittet er tilmed så kort, at det næppe kunde føles som stødende, at det stod mellem de så stærkt sammenhørende k. 386 og 414; men der er også den mulighed her, at det er indsat i steden for et ældre endnu kortere afsnit.

Det er klart, at foruden de sagn, som de tyske købmænd havde at fortælle om Didrik, har de haft en mængde andre, hvad man også måtte betragte som givet, først og fremmest de berømte sagn om den anden store sagnkres, Gjukunger— Sigurd osv. Alt dette er på nordisk sagavis blevet søgt knyttet sammen, dog ikke af de(n) ældste nedskriver(e). Men det er temmelig let at skælne mellem de to bestanddele, værket nu hovedsagelig består af. For så vidt kan man tale om to forfattere, men desuden er der også tale om bearbejdere.

Hvad de i S tilføjede 4 kapitler, der indeholder en (afvigende) beretning om Viðgas død, der engang før er omtalt, er de vistnok kun en bearbejders tillæg. Det er således af det foranstående klart, at hovedmembranen beror på to håndskrifter (samlinger), hvoraf det ene var vidtløftigere end det andet; det er dog også muligt, at der har været to forskellige samlinger, hver med sit indhold, den ene med Didrikssagn, den anden med Niflungesagn; der kunde for så vidt også antages en 3. samling. Men disse er så bleven sammensmæltede til et hele, det hele som foreligger i mbr. At forudsætte, at alle de her optegnede afsnit beror på skrevne (norske) kilder, er næppe nødvendigt.

Hvem der har samlet stoffet og skrevet sagaen, har så godt som alle været enige om undt. P. E. Müller og Raszmann. Spørsmålet gælder, hvorvidt det var en Nordmand eller en Islænder (det sidste mente de to nævnte lærde). Det hænger nøje sammen med spørsmålet om prologen. Denne mangler i S og naturligvis i M, men det er dog usikkert, hvorvidt den ikke kan have stået i M; så vidt det kan skønnes, er der ikke noget til hinder derfor. Bertelsen anser det for sandsynligt. Når man nu ser på prologen, kan det ikke nægtes, at den trods nogle ubehjælpsomheder i det hele er træffende sammensat. Den tager rammende sigte på, netop hvad der var det væsenligste. Den angiver sagaens geografiske omfang, omtaler klart dens kilder (sange og frasagn) og antyder de ældre nordiske sange om æmnet og deres afvigelser fra sagaens, samt indeholder endelig en forklaring på, hvorfor man ikke må være altfor mistroisk overfor de fortællinger, der lyder unaturlige, og en opfordring til ikke at være det. G. Storm har udtalt, at de geografiske angivelser rigtig svarer til sagaens gang i dens nuværende form. Denne opfattelse kunde bestyrkes ved, at der først i prologen ved opregningen af sagaens folk nævnes »Sigurd fafnisbane20) og Niflungerne«, samt ved at det senere hedder, »det er først at fortælle om S. f., Völsunger og Gjukunger og Velent smed og hans broder Egill; om kong Nidung«. Men hertil er at bemærke, at denne angivelse indeholder en stærk unøjagtighed (»først«), og dernæst, at således, som her anført, lyder stedet kun i A; hvorimod B udelader alle de anførte ord og har teksten — her som i øvrigt mange andre steder — anderledes og sikkert mere ægte. Det er afgjort ikke oprindeligt i prologen, at der her hentydes til Sigurd og Niflungesagaen. Men det forekommer lige så åbenbart, at ordene på første sted (»S. f. og N.«) ligeledes er senere indsatte, de står nemlig i en urigtig rækkefølge. Det er tillige klart, at den, som har indskudt Niflungesagaen, har følgerigtig også måttet bearbejde fortalen. Fjærnes disse tilføjelser, bliver prologen helt igennem passende som fortale til Didrikssaga. De geografiske navne passer også, ti når »Hispania« (Spania) nævnes, må det bemærkes, at Spanien nævnes s. 23, og der behøver ikke at være sigtet til andet. Prologen er eller kan således være forfattet af sagaens oprindelige forf. Hertil kommer, at det også er det naturligste i og for sig, at prologen er oprindelig, ligesom i andre skrifter. Men så har denne forfatter også været en Islænder. Ti det må på det bestemteste hævdes, at prologen kun kan være skreven af en Islænder. Ikke alene den sagamæssige fremstilling i det hele, der minder så levende om den islandske sagaskrivning (jfr. Snorres Hkr.-prolog), men også og navnlig citatet af Hallfreds arvekvad om Olaf Tryggvason med den dertil knyttede forklaring udelukker tanken om en Nordmand som prologens forfatter. Således kunde en Nordmand ikke skrive; det vilde forudsætte et sådant kendskab til og leven sig ind i — ikke alene den særlig isl. sagaskrivning, som til nød måske kunde antages, men også til — den gamle isl. skjaldedigtning, som man ingen litterær-historisk grund har til at forudsætte hos det 13. årh. s Nordmænd. Tværtimod . Hele måden her at skrive på, tænke på og indflette skjaldevers er særlig islandsk og kun dette. Men man tør gå videre og hævde, at selv om prologen ikke var der, måtte sagaen være en Islænders arbejde, netop fordi den helt igennem hviler på og er præget af den islandske sagaskrivnings principper og egenskaber. Man finder den samme måde at gøre rede for personer og deres karakter, den samme pragmatiske måde at knytte det hele sammen21). En sådan virksomhed, som Didrikss. forudsætter, var i det hele ukendt i Norge. Ellers havde man ikke f. ex. behøvet at bede Sturla om at »sætte Hakon den gamles saga sammen«. Ikke uden betydning er måske den omstændighed, at end ikke M er istandbragt uden Islænderes medvirkning, men dette må man naturligvis lægge mindre vægt på. Derimod er det vel tænkeligt eller rimeligt, at en del af stoffet er kommet til forf. gennem en eller flere Nordmænd, samt at sagaen kan være bearbejdet af Nordmænd (jfr. forholdet med Olafs legendariske saga). At sagaen først er nedskreven i Norge, må anses for uomtvisteligt (jfr. den første hoveddel af Sverrissaga). Herved bliver M's istandbringelse forståelig. Men meget tidlig er den kommet til Island, hvad der bl. a. kan ses af lånene i Völsungas. og ikke mindre deraf, at dens stil og fremstilling åbenbart har påvirket de isl. sagaer fra slutningen af det 13. årh.22). Tiden for sagaens tilblivelse må sættes til den 2. fjærdedel af det 13. årh. eller den første del af Hakons regering. Det er højst sandsynligt, at sagaen står i forbindelse med interessen for fremmed kultur, riddervæsen og »riddersagaer«, hvortil Hakon d. gamles navn så nøje er knyttet. Fra de nævnte »riddersagaer« adskiller Didrikss. sig imidlertid bestemt derved, at den er en sammenstøbning fra mange hold efter mundtlige meddelelser, medens hine kun er litterære oversættelser af enkelte tekster og det samme gælder jo også Karlamagnússaga. Bertelsen har på mangfoldige steder antaget en selvstændig (ofte vilkårlig) virksomhed fra forf.s side, for at gøre det hele mere logisk og afrundet. Der er vel næppe tvivl om, at dette oftere er sket, men næppe i den udstrækning, som Bertelsen har antaget. Her må det huskes, at de til grund liggende digte er tabte, og man kan således ikke vide, hvad de på ethvert punkt har givet.

Stilen23) bærer helt igennem præg af de nævnte sagaers og slutter sig vistnok også temmelig nøje til de mundtlig berettede sagn og sange. Skønt den på mange punkter minder om den isl. sagastil, er den dog vidt forskellig derfra, ved ordstilling, ved brugen af forlydsrim og adjektiver, ved den stærke brug af det ubest. einn, ved en vis blomstrende retorik og på sine steder svulst. Derimod er der forbavsende lidt af fremmedord og langt mindre end i de (norske) riddersagaer. I øvrigt er sproget uden betydning for spørsmålet om sagaforfatterens hjemsted. Der er intet særligt norsk eller islandsk hverken i sproglige udtryk eller i hentydning til kulturelementer.

Frantzen har i sin afhdl. (se ovf.) villet hævde, at de oprindelige sanges ord og rytmer og rim afspejlede sig hyppig i sagaens ord. Det vilde ikke være så underligt, om så var tilfældet (jfr. Völsungas.). Dog må man være meget forsigtig m. h. t. dette punkt; det kommer meget an på, hvorledes ordene læses i sætningen, og meget af, hvad Frantzen læser på sin måde, læser andre (f. ex. jeg) på en anden, hvorved rytmen bliver forskellig. Her beror meget på en subjektiv opfattelse.

Til trods for at kompositionen i den oprindelige saga er god og logisk i det hele, kunde det på den anden side ikke undgås, hvor kilderne var af den art, som her, at enkelte ujævnheder indløb. Således indføres undertiden personer, der i forvejen er ukendte24), eller tilnavne, der ikke for er anvendte, og lign.25) (jfr. G. Storm i Aarbb. s. 318). Sligt findes også enkelte gange i de isl. slægtsagaer. Dette kunde være af betydning for bestemmelsen af de til grund liggende tyske sange.

Hvad fremstillingen ellers angår, kan den i det hele siges at være livlig og ret underholdende; at det var forf.s hensigt, i det mindste hans bihensigt, at skrive en underholdningsbog, er der ingen grund til at nægte. Hvad der i det hele karakteriserer hans fremstilling, er den allevegne fremtrædende svælgen i beskrivelser — af personerne, af kampe og drabelige hug. Heri er forf. ganske utrættelig, og det i den grad, at hvor der, som her, er tale om så mange slagskildringer, er han nødt til at gentage, både hvorledes kampen foregår og de anvendte ord. Det er meget nærved, at han bliver stereotyp, og dog er der en afveksling tilstede, der bevirker, at man dog ikke bliver så træt deraf, som vænteligt kunde være. Personskildringerne er ikke dårlige. Logisk skildres Osantrix' udvikling i forhold til Attilas karakter (k. 236—37); smukt beskrives dronning Erka. Ligeledes er de enkelte helte dygtig og følgerigtig tegnede, undertiden ikke uden lune; navnlig gælder dette Heime; han er en blanding af frygt og mod, af ærlighed og list; hans færd i klostret og overfor munkene er kostelig; ikke mindre skildringen af hans flugt (k. 209), hvor han ved at høre en mølles klaprende »slag« synes at høre et fjendtligt »slag, slag, dræb, dræb«. Detlef danske er en prægtig skikkelse; han kappes i Rom med kong Didrik selv, holder prægtige gæstebud hele tiden, men pantsætter efterhånden alt hvad han kan få fat i, rustning, våben, heste osv. Mindst særtegnet er egenlig Didrik selv, ligesom der i grunden fortælles mindst om ham af positive handlinger. Hans karakter — når bortses fra den personificerede tapperhed i almindelighed, han skal være — er og bliver noget udvisket og almindelig glansløs26).

At tale om naturlighed i de fremstillede begivenheder, vilde være unaturligt. Herom har endogså prologens forfatter set sig foranlediget til at gøre den bemærkning, »at det er enfoldigt at kalde det løgn, hvad man ikke har set og hørt, uden dog selv at vide noget sandere om sagen«, og han mener, at de personer, hvorom der handles, »har været frem for andre mænd«, og at der sker så mange ting i fremmede lande, som andre steder synes utrolige; han nærer også den anskuelse, at jo længere man kommer tilbage i tiden, desto større og stærkere var menneskeheden. Fordi man i forf.s tid ikke kendte f. ex. noget til drager og dragekampe, er der ikke mindste grund til at tvivle om, at de i Didriks tid kunde eksistere i Tyskland eller Italien. Der anvendes allevegne de overdrevneste talangivelser, m. h. t. hærenes størrelse, mandefaldet osv. Kort sagt, alt er her kolossalt, ja, undertiden betænkelig nær ved karrikaturen.

G. Storm har påvist, at der i sagaen findes ikke så få minder om kampe og begivenheder i Nordtyskland i det 10. årh. og derefter (Aarbb. s. 341 ff.); de stammer naturligvis fra selve de tyske sagn. Fra den islandske sagalitteratur findes der, som vænteligt var, ikke mange reminiscenser. Til sådanne må dog vistnok regnes, at k. 304 i høj grad minder om Laxdæla k. 63, II, 33—34 om Glums ed, 303 om fortællingen om Skrymer og Tor og her synes påvirkningen at være sikker (et ord som köpuryrði findes f. ex. bægge steder), og når der s. II, 309 tales om de friske oksehuder (i Niflungas.), minder det unægtelig om samme list i Eyrbyggja. Hvis der her foreligger — bevidste eller ubevidste — genklange, er de atter et bevis for forfatterens islandske oprindelse. Om enkelte nordiske træk henvises i øvrigt til G. Storm i Aarbb. s. 317 og Frieses bog.

Bortset fra den store sagnhistoriske betydning, sagaen har, betegner den, i litterær henseende, vistnok et vendepunkt i Islændernes historiske smag og har uden tvivl bidraget til at interessere dem for de fremmede »sagaer« om den fornemme verden, de kun så lidt kendte til, de stolte riddere, tapre krigere, ridderkampe og hofliv tilligemed de lidet nordiske elskovshistorier, der fulgte med. At denne påvirkning ikke egenlig var heldig, synes der næppe at kunne være tvivl om. Men den varede længe ved; den genfindes hos rimedigterne i 14. og 15. årh., der fortrinsvis beskæftigede sig med disse sagaer og deres æmner; af Didrikss. er jo Herburtsþ. omdannet til rimer. Og man ser af Skiðaríma, hvor almindelig yndede æmnerne har været. Sammen med de øvrige romantiske sagaer har Didrikss. også bidraget sit til visse ændringer i sproget og den sproglige fremstilling.



Noter:
1) Af den store litteratur om denne saga skal her særlig anføres følgende: Raszmann: Die deut. Heldens. 1858; Die Niflungasaga und das Nibelungenlied 1877; B. Döring: Die quellen der Niflungasaga i Zeitschr. f. deut. Phil. II; G. Storm: Sagnkredsene om Karl d. store og Didrik af Bern 1874; Nye studier over Thidreks saga i Aarbb. 1877; Treutler: Zur Thidrekssaga i Germ. XX (1875); Holthausen: Zur Þidrekssaga i Paul-Braunes Beiträge IX; Neumann: en afhandl, om Iron og Apollonius-afsnittet Germ. XXVII; O. Klockhoff: Studier öfver Þidrekss. 1880, jfr. sammes: Tellsagan i Arkiv XII; Boers afhandlinger i Arkiv f. nord. fil. VII og XVII og Zeitschr. f. deut. Phil. XXV; O. Jiriczek: Deut. heldensagen I 1898; H. Paul: Die Þidrekssaga und das Nibelungenlied i Sitz. ber. der philol.-hist. Cl. der k. b. Akad. d. Wiss. 1900; H. Bertelsen: Om Didrik af Berns sagas oprindelige skikkelse 1902; O. Klockhoff: Nya studier öfver Þidriks saga i Arkiv XXXI; L. Polack: Untersuchungen über die sage vom Burgundenuntergang 1922 (jfr. Zs. f. deut. alt. LIV og LV); Friese: Thidrekssaga u. Dietrichsepos Palæstra 128 (1914); Frantzen: Über den stil der Þidr.s. Neophilologus I (1916); R. C. Boer: Untersuchungen I— II (1906—1909); samme: Die sagen v. Ermanarich u. Dietrich v. Bern 1910; H. Schäfer: Waffenstudien zur Thidrekssaga 1912 (Acta germ.); W. Haupt: Zur niederdeut. Dietrich-sage 1914 (Palæstra); R. C. Boer: Over den poetischen vorm van de bronnen der Þiðrekssaga i Neophilologus I; A. Heusler: Die quelle der Brünhildsaga in Thidreks saga u. Nibelungenlied (Braune-festskrift) 1920.
2) Disse er ifg. Hægstad en indtröndsk, en udtrönsk og en sydvestnorsk mand.
3) Tællingen er den i Bertelsens udg.
4 ) Se herom Bertelsen s. III— IV, XXVIII— IX.
5 ) I sin udg. har Unger trykt den senere tekst som hovedtekst, men givet den første under denne.
6) Det må anses for givet, at man har skrevet efter skrevne forlæg, ikke efter diktat. I det mindste er dette bevisligt for 5. hånds vedkommende; herom oplyser fejlen sem f. scin II, 302; Mogks bemærkning herom Litt. gesch. s. 860 beror på fejlagtig opfattelse.
7) Således betegnes henholdsvis 178 og 177.
8) Om S. henvises til Bertelsen s. XXXIX ff. Til slutn. har S. 4 kapp., aftrykte hos Bertelsen s. 395—98.
9) Jfr. Bertelsens udmærkede oversigt i udg. s. LXXIV-XCV.
10) Jfr. Bertelsens afhdl. med flere tyske afhdl.
11) At forf. har haft de tyske digte i skreven form, er efter min opfattelse lidet tænkeligt. Frantzens antagelse, at forf. har haft en skreven samling af tyske digte med forbindende prosastykker imellem, kan jeg ikke slutte mig til. I så henseende synes jeg H. Friese har udtalt sig fuldkommen rigtigt s. 156. Sagaen egne angivelser af kilder er et kraftigt bevis mod denne mening. Der henvises aldrig til ”en bog” eller ”bogen”, hvad man kunde have væntet, hvis en sådan lå til grund.
12) Sægum I, 344.13 er åbenbart en fejl for lægum; jfr. S.
13) I sin afhdl. i Sitz. ber. 1900 har H. Paul igen optaget spørsmålet om forholdet mellem sagaen og Nibelungenlied; han kommer til det resultat, at dette sidste digt er bleven nyttet. — Denne Pauls opfattelse har i det hele ikke mødt nogen tilslutning. Særlig Frieses kritik er ret afgørende.
14) Her ses bort fra kildernes art (skriftlige eller mundtlige).
15) Selve Ironssaga beror vistnok atter på en vilkårlig sammenstøbning af to sagn; se Neumannns ovf. anførte afhandling.
16) I de isl. håndskrifter findes også denne fremstilling.
17) Jfr. G. Storm: Aarbb. s. 308—9; Boer: Arkiv s. 230. Klockhoff mener, at den 2. redaktion af Vilk.s. er en (sproglig) forbedret udgave af den 1 .
18) Jfr. Boers afhdl. i Zeitschr. s. 445—46.
19) Når Paul i sin afhdl. mener at kunne påvise utyske enkeltheder (navne), der er hæntede fra den romanske litteratur, og som skal bero på sagaforfatterens vilkårlige fremfærd, er det mærkeligt, at disse navne kun findes i de af andre grunde som indskud påviste kapitler. De er et bevis mere, for at det er så.
20) At dette tilnavn kun findes her og ikke i selve sagaen, er af ringe eller ingen betydning.
21) Ikke at glemme den så karakteristiske bemærkning s. I, 107 (jfr. s. II, 302): »men det ved jeg ikke osv.«, der så levende minder om sagaernes bemærkninger.
22) Jfr. den omstændighed, at i Arna biskups saga forudsættes åbenbart Didriks saga som folkekendt; Bisk. I, 765.
23) Jfr. herom særlig H. Frieses afhdl.
24) Hertil hører naturligvis ikke kong Drásolf f. ex. i k. 264; men den måde, han nævnes på, er betegnende for indskudet.
25) Betegnelsen Ömlungar findes først s. II, 180, hvorimod Ömlungaland er nævnt s. I, 134.
26) Jfr. herom Friese, III. kap., hvor hans opfattelse af de tyske digteres forståelse af Ditrich sikkert er noget nationalt farvet.