FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þingasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 11. Islandske konge- og jarlesagaer før Snorre m. m.


9. Þingasaga eller Þingaþáttr.


Þingasaga eller Þingaþáttr kaldes en fremstilling af stridigheder på forskellige »ting« — deraf navnet — mellem brødrene Sigurd Jorsalfar og Eysteinn i Årene 1112—14 (eller 1113—15) i anledning af høvdingen Sigurd Hranason; denne havde pådraget sig Sigurds vrede og blev af ham beskyldt for underslæb. Sigurd blev reddet ved Eysteins mange »lovkroge« (lovkneb) og sagens systematiske trækken i langdrag, samt endelig ved, at Sigurd til slutning, for at købe sig fred, bragte sin kongelige navne sit hoved; derpå sluttedes forliget. Denne lille saga er i juridisk henseende ret værdifuld; ikke mindre betydningsfuld er den ved det lys, den kaster over de to brødres karakter, der skildres konsekvent og vist rigtigt, og over norske tidsforhold. Den findes optagen i forskellige håndskrifter af sagaen om de 3 brødre, Magnussønnerne, men har fra først af været selvstændig. G. Storm, der har udgivet sagaen efter alle håndskrifter i »Sigurd Ranessons Proces« (Kria 1877), har her påvist, at den findes i to bearbejdelser, en længere (i Hulda, [Hrokkinskinna], Morkinskinna) og en kortere (i Eirspennill, Jofraskinna1), Gullinskinna, Frísbók1). I Mork. er der desuden - fra den kortere bearbejdelse - optaget et stykke om et ting, der kun er en variant til et af de andre; teksten behandles her i øvrigt vilkårlig og skødesløst. Den kortere fremstilling er kun et uddrag af den længere; denne er en historisk og så at sige aktmæssig fremstilling af processens gang, hvis betydning, fortrin og pålidelighed Storm på det klareste har godtgjort. Sagaen er ikke yngre end o. 1200 (G. Storm), hvad dens nøjagtighed er et talende bevis for. Den er i det hele meget interessant og morsom, ikke mindst ved det indledende afsnit om Ivar á Fljóðum, der af kong Sigurd bortsendes til Irland for at kræve faderbod, og kongens forhold til hans hustru; det er her, Einar Skulason optræder som spejder for den erotisk optagne konge, og her findes hans vers med spotten over den »smalfingrede« Ivar (se ovf. s. 62 anm.).



Noter:
1) I Heimskr. har den dog i virkeligheden ikke stået.