FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þorðar saga kakala

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.
II. Sagaer om senere tider


1. Þorðar saga kakala


Her kommer så at sige kun de i Sturlunga-samlingen optagne sagaer i betragtning, hvortil sagaen om Aron Hjörleifsson føjes. Det er originale sagaer fra den sidste halv- eller fjærdedel af det 13. årh. M. h. t. den plads, de indtager i samlingen, henvises til, hvad der foran er oplyst.


1. Þórðar saga kakala findes i bægge håndskrifter af Sturl. og optager i G. Vigfússons udgave kap. 164—208 (Kålunds udg. II, 1—101) foruden enkelte stykker i det følgende særlig k. 213 (Kål. I, 117—18 c-stykket), i det mindste dettes første del1).

Sagaen begynder ved år 1242, men giver en kort gentagelse af tidligere begivenheder; der fortælles om Tords hjemkomst i det nævnte år og så — udførlig — om hans færd og bedrifter til udenlandsrejsen 1246, dernæst om hjemrejsen og årene til 1250. Dermed er hans egenlige saga ude. Resten af sit liv levede han i Norge som en kongelig embedsmand uden nævneværdige handlinger. Om hans opvækst fortælles intet; rimeligvis har dog sagaen haft en mere ægte form af den sædvanlige art, som samleren har forkortet. Hvorvidt det kapitel i Sturl. (317), der handler om hans død, virkelig er hæntet fra denne saga, synes meget tvivlsomt. Sagaen er ikke forfattet af Sturla (jfr. ovf.). Den er godt bygget og fortalt, med visse ejendommeligheder i stilistisk-retorisk henseende (jfr. jævnlig forekommende udtryk som drygja dáð, verpa á, osv.). Forf. har været nøje kendt med Tord og hans liv og giver vistnok et godt og veltruffet billede af den unge, stridbare helt, der, trods al sin færd, stadig har guds navn i munden. At gætte på et forfatternavn, er ørkesløst. — I alt væsenligt stemmer sagaen med Sturlas fremstilling. Som B. M. Olsen har bemærket (s. 466), er sagaen vistnok skreven ikke så kort en tid efter Tords død (1256), men noget bestemt holdepunkt gives der ikke2). Forf. var en gejstlig mand. Hans kilde var dels hans egen viden, dels pålidelige hjemmelsmænds udsagn. Han nyttede også digte, nemlig drapen om Tord og Brand af Ingjald og Brandsdrape af Hallr; en sådan benyttelse var her ikke meningsløs. Han har næret stor sympati for Tord og går undertiden for vidt i sine udtryk, navnlig når han fortæller folks antagelser om Tords store fremtid, antagelser, der ikke gik i opfyldelse. Forf. er samtidig hermed meget upartisk; således nærer han åbenbart også stor sympati med Tords modstandere, ikke blot Brandr men også Kolbeinn, om hvem han er lige så godt underrettet som om Tord. Man får indtryk af, at forf. har selv deltaget i begivenhederne. Han anfører et helt brev fra Brandr til Gissur. Forf. meddeler overtroiske ting (trolden s. 38, hærlænken s. 47). Ejendommeligt er det, at han et par gange henvender sig til (fingerede?) tilhørere.


Noter:
1) Om sagaen se B. M. Olsens afhdl. 437—69, Kålund Aarbb. 1901, 296—97.
2) S. 66 nævnes Brand, der »siden blev bisp til Hólar«. Han døde 1264, s. 70 Vermund, som »siden var abbed på Tingøre« ɔ: 1254—79.