FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þorgils saga skarða

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.
II. Sagaer om senere tider


3. Þorgils saga skarða


Þorgils saga skarða. En særskilt saga om Torgils (dræbt 1258) er så at sige helt og holdent optagen i det ene håndskrift, 122 B, af Sturlunga, dels gruppevis, dels kapitelvis; i det andet hdskr. mangler den ganske1). Sagaen består af kap. 221—51, 261, 264, 269, 272 for største delen, 277—315 (for største delen ialfald), 318, 321—3, hvormed den sikkert (B. M. Olsen anderledes) ender. Dette lange og udførlige sagaværk er meget detaljeret og nøjagtigt i skildringen af Torgils' liv, mest dog af hans virksomhed på Island i årene efter 1252 (Torgils er født 1226). Skildringen af denne voldsomme og kraftige men også i det hele rettænkende Sturlung, der engang udtalte, at han var så bange for ingen »saga« at skulle få (s. 162), er gennemført med stor dygtighed og anskuelighed og uden tvivl med historisk korrekthed og er helt igennem fængslende. Den stemmer også godt med andre kilder. Forf., der er særdeles godt underrettet, har udpræget islandske sympatier og er ikke venlig stemt mod kong Hakon. Han er utrættelig i at fremhæve, at man ikke vilde anerkende eller tåle, at kongen havde noget at sige m. h. t. Island og dets forhold. Navnlig skinner harmen over den mod Snorre begåede forbrydelse stadig igennem; forf. er da også bitter mod Gissur. For så vidt er forf. bevidst islandsk-national, noget, der ellers sjælden mærkes. I øvrigt er hans fremstilling særdeles klar og ligefrem, uden indblanding af uvedkommende ting. Han er meget nøgtern og fortæller ikke gærne undere eller varsler; derimod tror han på Sturlas drømme og har åbenbart store sympatier for ham og broderen Olaf. Hvem forf. er, er vanskeligt her som ellers at bestemme. Man tør ikke (med B. M. Olsen) udpege nogen bestemt mand (Tord fra Hitarnes), endnu mindre tænke på Sturla selv; der er nemlig endel (omtalen af ham selv f. ex.), der taler imod, at han skulde være forfatteren. I alle tilfælde var det en mand, der besad udmærkede førstehåndskundskaber om tiden 1252 — 58. Den nævnte Tord kan godt være en hjemmelsmand. Forf. kender også Sturlas digt om Torgils og henviser dertil. Sagaen er skreven kort efter 1258 og vistnok før landet underkastede sig kong Hakon. Når Gudmund Bödvarssons død (1275) fortælles (k. 323 slutn.), er dette en af de sædvanlige senere tilføjelser. Ligeså simpel som fortællingen er, ligeså klar og simpel er stilen. Sagaen er i det hele fortrinlig og en af de bedste fra dette tidsrum. Den er vistnok omtrent i sin oprindelige skikkelse. Noget er den dog ændret af Sturl.-samleren. Beviset herfor er, at de i Kristiania rigsarkiv (nr. 56) opbevarede to blade af sagaen frembyder en oprindeligere ordlyd, og et afsnit er her langt udførligere. Her har vi uden tvivl den oprindelige særskilte saga. Enkelte indskud kan også udpeges (f. ex. k. 230 fin. og vistnok k. 231). Se i øvrigt B. M. Olsens afhdl. s. 472—501 og Kålund, Aarbb. 297—98.


Noter:
1) Et lille brudstykke af særsagaen haves på membran, udg. i Kålunds udg. II, 329—31.