FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þorláks saga hins helga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
III. Sagaer vedrørende den isl. kirke og de isl. biskopper, Biskupasögur.



3. Þorláks saga hins helga.


Denne saga om biskop Torlak d. hellige (1178—93) findes i flere hdskrr.; på membran i Stockh. kgl. bibl. 5 mbr. fol., samt i forskellige papirsafskrifter sammen med Hungrvaka, hvoraf særlig AM 381, 4° kan fremhæves. Sagaen haves i to recensioner, der her vil blive behandlede sammen.

Sagaen er en biografi af den sædvanlige art. Bispens fødsel og forældre, hans opvækst, lærelyst og undervisning i Odde skildres. Han blev valgt til prior og senere til abbed i Kirkjubær; hans ledelse af klostrets anliggender roses i høje toner som mønsterværdig. Hans vordende hellighed og ævne til at gøre undere fremtræder allerede nu. Endelig blev han af biskop Klæingr udset til dennes eftermand, og nu skildres hans udenlandsrejse, hjemkomst og overtagelse af embedet. Der dvæles ved hans religiøse liv og daglige gærning; derimod findes så godt som intet om hans ydre kirkestyrelse, hvorom straks mere. Hans død omtales meget omhyggelig og der meddeles uddrag af Gissurr Hallssons ligtale. Med k. 19 slutter sagaen; hvad der derefter følger (k. 20—8) er et senere tillæg, der indeholder jærtegn; til slutning omtales optagelsen af Torlaks ben og hjemlige kanonisering; han siges overalt i verden at være anerkendt som helgen; skrinet, som biskop Páll lod forfærdige, »det som endnu i dag er«, nævnes. Det er klart, særlig af det sidste udtryk, at dette tillæg må være skrevet ikke så kort en tid efter 1198—9; og dette bestyrkes ved den fejl, der findes i k. 21, hvor der af ét alting gøres to og én rejse af præsten Ormr til to, samt at de 9 jærtegn henføres til 1199 f. 11981). Dette tillæg kan således ikke være skrevet af en samtidig, hvad selve sagaen bevislig er. Forf. ytrer selv (k. 3), at »han har hørt salig Torlak selv yde ham (Eyjolfr på Odde) den ros« osv., og han hentyder til hyppige samtaler med bispen. Forf. er altså en voksen mand i hans bispetid. G. Vigfússon antog (Bisk. s. 331 anm.), at sagaen kunde være skreven i året 1198, men i fortalen (s. XXXIII) antager han som rigtigere, at den må være forfattet noget senere, nemlig omtr. til samme tid som Hungrvaka (1206-11). Dette sidste er uden tvivl det rigtige. Sagaen må være forfattet efter kong Sverres død (1202)2). Mulig tyder også forf.s udtalelse om biskop Erik (»han som senere var erkebiskop i Trondhjem«) på, at han har skrevet efter 1205 (Erik erkebisp 1188—1205). På den anden side er den ført i pennen før biskop Páls død, ti det må være af hensyn til ham, at forf. så godt som fuldstændig forbigår Torlaks episkopale stridigheder med de verdslige høvdinger, fremfor alt med Páls egen fader Jón Loptsson i Odde; Páll var jo også Torlaks søstersøn. Ham måtte det altså være dobbelt ubehageligt at læse meget om de nævnte pinlige stridigheder, der endogså tildels galdt Jóns forargelige samliv med Páls moder. Kun under denne forudsætning bliver udeladelsen forståelig. En forf., der levede efter biskop Páls død, havde ingen hensyn at tage, ja han måtte endogså føle det som sin pligt at fremhæve bispens nidkære virksomhed i kirkens tjæneste og til dens fremme, der, uagtet bispen kom til kort, dog ikke var uden betydning.

Når G. Vigfússon i fortalen til Bisk. udtaler, at også Torlaks saga er af samme forf. som Hungrvaka og Pálss., må jeg benægte dette og dermed også den formentlige lighed i fremstilling og stil, som Vigfússon mener at have fundet. Intet er uligere end netop denne sagas og de andre nævnte sagaers stil. Torlakss. er meget vidtløftig og fremstillingen langt fra så behersket; den er overfyldt af bibelcitater og latinske sætninger, der ikke har noget tilsvarende i Hungrv. og Pálss. Hvorledes Vigfússon har kunnet sammenligne disse pyntecitater med de fyndige isl. ordsprog i hine, er ufatteligt. Medens deres stil er rent folkelig og passende knap, røber Torlakss. på hver side den snakkesalige ordprunkende gejstlige. Vel er der tilknytningspunkter mellem Torlakss. og Hungrv. Den samme tidsregning anvendes, men det er ikke nok til at bevise forfatteridentiteten, eftersom den også findes i andre helt forskellige skrifter3). Ligeledes er det klart, at sagaens forf. må have opholdt sig i længere tid i Skálholt, og altså været der sammen med Hungrv.s forf. De må have kendt hinandens værker; i hvert fald genfindes i Torlakss. Hungrvakas beskrivelse af Klæingr omtrent ordret4); der er ingen tvivl om, at Hungrv. her er originalen, og at den altså er ældre end Torlakss.5).

Torlaks jærtegnsbøger hører ikke herhen; de vil blive behandlede i en anden sammenhæng.

Hvad nu den anden saga om Torlak angår, er forholdet ganske simpelt. Dens redaktør ytrer i en prolog (der dog ikke helt og holdent er af ham, lige så lidt som det svulstige indledningskapitel, k. 17), at han særlig vil skrive, »fordi han (Torlak) i den gamle saga næppe har fået den ihukommelse, han fortjæner, om de strabaser og mén, han måtte tåle af sine modstandere, der vilde skade kirken i hans bispetid. Herom er dér mindre talt, end vi kunde ønske«. Blot en overfladisk sammenligning mellem de to sagaer viser straks, at redaktøren helt og holdent har taget den gamle saga, og indsat i den, netop hvad der dér manglede. Torlaks stridigheder med høvdingerne. Vi har da først en afskrift af den ældre sagas k. 1-14 med ganske ubetydelige ændringer eller tilføjelser, hvoraf en findes i k. 9 (den yngre saga k. 10 slutn.), en i k. 11 (k. 12, s. 275), men disse tillæg står i nøje forbindelse med hovedindskuddet. I kap. 12 (13) findes et lille stykke, der rimeligvis kun ved en afskriverudeladelse mangler i den ældre saga, eftersom det findes i det gamle brudstykke, der er aftrykt s. 391 ff. I kap. 12 (14) atter et lille plusstykke om Torlaks skriftebud. I kap. 15 beg. indskydes så, hvad der kaldes Oddaverjaþáttr med en kort indledning (k. 17 se ovf.); det udgøres af kap. 18-26 (s. 280-93). Navnet kommer af, at det navnlig er stridighederne med Jón i Odde, der meddeles; men disse angik særlig patronatsretten over alle kirker, samt retten til at regulere enhvers privatliv m.h.t. giftermål og konkubinat efter kirkens bud og den kanoniske ret. Fortællingen om alt dette er meget nøjagtig og beror øjensynlig på indgående kendskab til æmnet. At forf. står på bispens side, siger sig selv, men den ros skal han have, at hans beretning er holdt rolig og uden lidenskab; hans stil er jævn, så at det hele gør et særdeles fordelagtigt indtryk. Efter at indskuddet er sluttet, følges så atter den gamle saga nøjagtig; der kommer først et stykke af kap. 16, dernæst et stykke af k. 15 og 17 og så slutningen af k. 17, kap. 18-19 (med ringe ændringer) osv. Slutningen af k. 31 (samtidige begivenheder i ind- og udland; mulig ægte?) er et tillæg; også i k. 32 findes et sådant. På k. 33 (=19) følger en mængde jærtegn.

Forf. til Oddaverjaþáttr har ifølge G. Vigfússon (Bisk. fort. XLV) næppe skrevet før 1230, og dette er vistnok rigtigt. I hvert fald har han skrevet efter Sæmundr Jónssons død 1222 (se slutn. af k. 25). I slutn. af k. 20 siges Snælaug i Bær at have overdraget Snorre Sturlason gårdens forvaltning; det vides ikke, når dette skete, men Snorre må da have været en anset høvding. Da fortællingen om biskop Torlaks stridigheder er så overmåde nøjagtig og grundig, kan den næppe være skreven mange menneskealdre efter bispens død. Jeg tror at måtte sætte denne saga til c. 1225.

Endelig bemærkes, at der på latin havdes en kort fremstilling af Torlakssaga, der skulde bruges til kirkelige lectiones; heraf findes brudstykker i Biskupas. I, 394 ff., men den latinske tekst beror på den oprindelige saga.



Noter:
1) Ligeledes henvises der i k. 23 til et sted senere »i dette skrift«, men dette findes ikke; deraf har udgiveren med rette sluttet, at de anførte jærtegn kun er et hastværksudtog af et længere skrift.

2) Det hedder i k. 11: »og det sagde kong Sverre ofte, som både var mærkelig i tale og vis af forstand«.

3) »Tingøretidsregningen«. Er det tilfældigt, at der i sidste kap. henvises til en drøm, som en bonde fortalte abbed Karl?

4) Þorl.s. k. 9 ǂ Hungrv. k. 19.

5) Derimod må den ene bearbejdelse af oversættelsen af Jónssaga have benyttet Þorlákss.; jfr. k. 15 (s. 169) med Þorl.s. k. 8 slutn.