FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þorvarðr þorgeirsson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.

I. Egenlige fyrsteskjalde.


Þorvarðr þorgeirsson.
Denne skjald tilhørte en gammel og anset slægt; på den ene side går hans slægt op til Helge magre (jfr. Einarr på þverá, I, 529), på den anden til Már på Reykjahólar, se nedenfor)1). Þorvarðr er født 1141; han havde en yngre broder Are, der faldt i Norge i slaget ved Rydjökel (år 1167); dennes søn var den senere så bekendte biskop Gudmund den hellige (d. 1237). Da Þorvarðr var voksen, opholdt han sig en tidlang hos Sturla i Hvammr, der dengang var gift med hans søster2). Her stiftede Þ. bekendtskab med den unge og smukke enke, Yngvildr þorgilsdatter. De rejste bægge sammen til Norge, hvor Þ. blev kong Inges hirdmand3). Efter Inges død kom Þ. tilbage til Island og erklærede, at han aldrig mere vilde tjæne nogen jordisk fyrste4). Han giftede sig senere med Herdis Sigvatsdatter og havde med hende flere børn5). Þ. kom nu til at spille en politisk rolle og indlagde sig hæder ved sin deltagelse i forskellige retssager og synes i det hele at have været en dygtig mand; det var særlig ham, der virkede for, at brodersønnen Gudmund blev biskop 12016). Þ. døde 1207 og er mulig gået i kloster nogle år tidligere7). Þ. var en livlig, opvakt og erotisk natur og ikke fri for at bruge stærke og lidenskabelige udtryk. Sin broder Are omfattede han med den største hengivenhed; han siges at have digtet et arvekvad (en flokkr) om Are, »eftersom han således helst kunde glemme hans død, hvis han forevigede hans tapperhed i et vidt bekendt digt«8). Dette digt er desværre fuldstændig tabt. Heller ikke haves der noget af hans i Sktal antydede digt om kong Inge fra omkring 1160. Ifølge samme kilde skal Þ. også have besunget den danske konge Knud (1182 — 1202); anledningen til dette digt kendes ikke, men det strider selvfølgelig ikke imod det ovennævnte løfte om ikke at ville tjæne nogen anden fyrste end Inge. Der haves nu af ham kun to ret gode løse vers, det ene digtet ved Ares bortrejse; det andet udtrykker glæden over broderens ry9).


Noter
1) Ldn. 220.
2) Sturl. I, 65.
3) Sturl. I, 65-66. 121.
4) Sturl. I, 124; Bisk. I. 410.
5) Sturl. I, 122; Bisk. I, 408.
6) Sturl. I, 258f.; Bisk. I, 473—5. Han nævnes flere steder, se reg.
7) Isl. ann. 23, 62, 123 (her, ann. reg., kaldes han munkr) 182 (Skalh, ann. ligeledes), Bisk. I, 498.
8) Sturl. I, 128; Bisk. I, 414.
9) Skj. digtn. B I, 514.