FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Af hvem og hvor de islandske sagaer er forfattede
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§ 5. Af hvem og hvor de islandske sagaværker er forfattede
Når undtages de meget få kendte forfatternavne, som allerede i det foregående er nævnede, og hvoraf de allerfleste kun vides at have beskæftiget sig med norske kongers sagaer, kendes ikke bestemte forfattere til den øvrige store mængde af islandske sagaværker; de kan i så henseende sidestilles med Eddadigtene. Kun er der ingen tvivl om, til hvilket land de bør henføres. Grunden til denne anonymitet er vistnok dobbelt. For det første må den søges i en vis beskedenhed og sky for at træde frem som forfatter; forfatteren til Hungrvaka anfører i fortalen grunden til at han skriver, men han nævner ikke sit navn; han sammenligner sit arbejde med stof til en hornske og forudsætter, at man vil kunne gøre nar ad ham; dette vil han åbenbart undgå ved ikke at navngive sig. En lignende tanke har vel mange andre haft. Are frode nævner ikke sit navn i Islænderbogen; det er kun indirekte, at vi ved, hvem der er forfatteren; havde han ikke tilføjet Ynglingernes og Bredfjordingers slægtregister, der slutter med ordene: »men jeg hedder Are«, vilde vi kun ved slutninger og ad omveje kunne skønne, hvem den »jeg« er, som »gjorde Islænderbogen« (beg.). Det er i det hele taget kun ad omveje, at vi har fået kendskab til de få forfatternavne, der haves. Det er også muligt, at denne undselighed ikke er af hjemlig oprindelse, men hænger sammen med, hvad de gejstlige forfattere havde læst hos udenlandske skribenter. Vi kommer uvilkårlig til at mindes, hvad der står i den teologiske opbyggelsesbog, Elucidarius; her ytrer forfatteren (hvis navn i øvrigt nu kendes): »men af den grund har jeg fortiet mit navn, for at misundelse ikke skal opfordre uopmærksomme mennesker til at forkaste et nyttigt arbejde« af personlige hensyn; jfr. Hungrvakaforfatterens ord. Man kommer tillige til at erindre, hvad der fortælles om Gotlænderen Gisle Finnason, hvem biskop Jón Ögmundsson havde sat til at forestå skolen på Holar (kort efter 1106): »stedse når han prædikede for folket, lod han en bog ligge foran sig og tog deraf, hvad han sagde; det gjorde han af forsigtighed og ydmyghed« — for at folk des snarere skulde tro på sandheden af hans tale, når de så, at han hæntede den »fra hellige bøger, men ikke fra sit eget bryst (brjóstvit)« (1). Det er meget muligt, ja ret sandsynligt, at dette og lignende hensyn først og fremmest har bevirket den anonymitet, der så at sige næsten er fuldstændig gennemført. Men der har også utvivlsomt været noget andet medvirkende.
Sagaernes indhold var i alt væsenligt givet i den mundtlige tradition; det var alles, specielt de 'frode' mænds fælles ejendom. Den endelige sagaforfatters hværv var at samle alle traditionerne, stille dem sammen til et velordnet hele, underkaste dem kritik, så at der ikke indløb urimeligheder eller modsigelser. Under denne virksomhed kunde samlerens eller forfatterens særinteresser let, og uden at han ligefrem lagde an derpå, i større eller ringere grad gøre sig gældende, så at han i virkeligheden blev forfatter. Men i oldtiden blev denne virksomhed næppe betragtet på samme måde som nu; man tænkte ikke på at betragte disse samlinger af historisk stof på samme måde, som skjaldene f. ex. havde betragtet deres kvad, som fostre af deres egen ånd; der er noget lignende med hensyn til dette forfatterskab at gøre gældende som med hensyn til Eddadigtene, hvor stoffet også var givet og kun omsattes i metrisk form. Ligesom sagaforfatterne betragtede det overleverede sagastof som fælles ejendom, således blev også deres egne værker af senere bearbejdere opfattet som noget, man uden videre kunde tage og behandle efter eget tykke; nogen forfatterret kendtes ikke, og forfatterejendom respekteredes ikke i mindste måde. Kun i ganske enkelte tilfælde får vi, som ovf. bemærket, på anden hånd noget at vide om forfattere eller bearbejdere. Således hører vi tale om en lifssaga Olafs helga ved Styrmer præst; man har heri villet se et originalt værk af nævnte historiker (den såkaldte legendariske saga om kong Olaf). Nu er det imidlertid bevist af G. Storm, at Styrmer ikke oprindelig har forfattet dette værk, men kun afskrevet det og til en vis grad bearbejdet det; en lignende virksomhed overfor Sverrissaga tillægges ham; men i dette tilfælde kendes den oprindelige forfatter. Også med hensyn til Landnáma har Styrmer vistnok foretaget samme slags bearbejdelse. Der må være en særlig grund til, at vi ved så meget om Styrmer, der dog næppe kan gøre krav på at kaldes historisk forfatter i original betydning.
Det nytter ikke at gætte på nogle enkelte bestemte mænd som forfattere til de enkelte sagaer. Men af særlig interesse vilde det være at undersøge, hvorvidt det kan bestemmes, til hvilken stand de har hørt.
Blandt de navngivne forfattere er de allerfleste gejstlige mænd; Eiríkr Oddsson, Snorre og Sturla er derimod vistnok alle lægmænd; om Eiríkr må dette bestemt antages, om Sturla vides det; om Snorre er det blevet formodet, at han i det mindste har fået latinundervisning, men der antydes intet i vore kilder om, at han har nydt gejstlig uddannelse. Så meget er sikkert, at det ikke udelukkende er gejstlige mænd, der har båret den islandske historieskrivning. Hermed stemmer, at en mængde, måske den største del af de 'frode' mænd og kvinder tilhørte den ulærde stand, hørte til folket; det vilde være urimeligt, hvis ikke også en eller anden af dem eller deres nærmeste arvtagere havde forsøgt sig som historie-skrivere eller -optegnere. For at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt sagaernes forfattere er gejstlige eller ej, må det undersøges, om de indeholder noget særligt, der kunde tyde på den gejstliges særinteresser. Da nu sagaerne kan siges at være jævnt folkelige i fremstilling og opfattelse, skulde man tro, at de ikke indeholdt meget, der i denne henseende kunde være afgørende. Det kan ikke nægtes, at en saga som f. ex. Egilssaga så godt som intet indeholder, hvoraf man kunde slutte noget bestemt. Ganske vist omtales det, at Torstein lod opføre en kirke på Borg, at Egill blev begravet ved kirken på Hrisbrú med mere, der vedrører hans ben, og præsten Skapte Torarinssons fortælling; men alt dette indeholder intet specielt gejstligt ud over, hvad enhver kunde interessere sig for. Dette lader sig imidlertid ikke sige om flertallet af de andre. I dem fremtræder netop mere eller mindre og da ofte på en højst ejendommelig måde (2) interesser og enkeltbemærkninger, som absolut må tyde på en gejstlig forfatter, og af en sådan art, at der ingen grund er til at anse dem for interpolationer. Således er f. ex. hentydningerne til Helgafell som klostersæde i Laxdælas. betegnende; ligeledes hentydningerne til Skálholt som bispesæde og mange flere bemærkninger i Eyrbyggja; i Gunnlaugss. råder en mild gejstlig ånd helt igennem, der når sit højdepunkt i fortællingen om Gunnlaugs sidste livsøjeblikke og hans begravelse. Bjarnarsaga indeholder flere bemærkninger, der fører i samme retning, ikke mindst ved omtalen af præsien Olaf, der længe opholdt sig på Helgafell og som var svigersøn af den også nævnte præst Runólfr Dálksson, jfr. en så karakteristisk bemærkning som: »ti da var endnu ikke faste lovtagen«. Noget lignende gælder om Gislasaga, Fóstbræðras., Grettiss., Vallaljótss., Vatsdælas., Vígaglúmss., for ikke at tale om Njála. Under særbehandlingen af sagaerne vil dette blive nærmere påvist. Så meget er altså sikkert, at de fleste og de største slægtsagaer bærer selv vidne om deres oprindelse, medens der er nogle, som på grund af deres beskaffenhed og indhold intet indeholder, der viser deres gejstlige oprindelse; men det må på den anden side hævdes, at denne omstændighed heller ikke vidner imod, at de kunde have gejstlige mænd til forfattere.
Heller ikke indeholder de historisk-antikvariske interesser, der hyppig kommer til orde, noget bevis imod, at forfatterne er eller kan være gejstlige. Fordi man kort beskrev, hvad der var skik og brug i de hedenske tider, kunde man alligevel være god kristen og gejstlig. Der var ingen fare for, at omtalen af hedenske skikke eller oldtidens indretninger kunde påvirke sindene i en irreligiøs retning; i en historisk beretning, hvor det kun gik ud på nøgternt og troværdigt at fortælle, hvad der var sket, under hvilke omstændigheder og i hvilken sammenhæng, var det uundgåeligt at omtale, hvad der »dengang var sæd, skik osv.«, som det så ofte hedder; dette bliver så meget mere naturligt, som vi ved, hvor folkelig gejstligheden på Island var i hele sin opfattelse, gøren og laden — hvad den i øvrigt endnu den dag i dag er — , og hvor rationalistisk Islændernes hele karakter fra først af har været. Der er da heller ikke tale om nogen særlig forfølgelse af gamle skikke og interesser på Island udover zeloten Jón Ögmundssons ovenfor omtalte reform-forsøg og hvad kristendommens væsen af sig selv måtte kræve, f. ex. at dens bekendere ikke gav sig af med heksekunster og galdreruner eller lign.; dette var jo netop en bestanddel af det gamle hedenskab, der ikke måtte tåles i et kristent samfund. Det kan derfor ikke erkendes, at sagaforfatternes historisk-antikvariske interesser taler imod deres gejstlige stand, så meget mindre som f. ex. Are præst ikke tager i betænkning at meddele den historiske kendsgærning — hvad han dog meget let kunde have undgået — , at der efter kristendommens indførelse var tilladt så ganske ukristelige ting som at spise hestekød og udsætte børn.
Da man nu heller ikke kan forudsætte, at lægmænd i det 12. årh. i nogen synderlig grad har forstået sig på og udøvet skrivekunsten — har der været nogle, må de have hørt til undtagelserne, som Eiríkr Oddsson — , må det vistnok betragtes som overvejende sandsynligt, at sagaerne for den største del er istandbragte af gejstlige forfattere. Dette vinder i høj grad i styrke, når vi undersøger, hvor på Island sagaerne rimeligvis er blevne til.
Dette spørgsmål er nu forholdsvis meget let at besvare og det på fyldestgørende måde.
Lægger vi mærke til, hvorledes de enkelte dele af landet er repræsenterede i sagalitteraturen, vil det snart opdages, at der er betydelig forskel tilstede med hensyn til de enkelte landsdele. Forholdet er da kort og godt følgende.
Begynder vi med egnen omkring Borgarfjorden på Islands vestlige kyst, møder vi straks her meget vigtige sagaer; den store Egilssaga på Mýrar, Gunnlaugssaga og Hænsaþórissaga højere oppe i de herhenhørende egne, samt Harðarsaga på den sydøstlige side af fjorden. I den nærmeste egn vest for Mýrar, i Hitárdalen og de nærmeste egne foregår Bjarnarsaga. Vest derfor igen, på Snefjældsnæs, særlig dets nordlige side foregår Eyrbyggjasaga og tildels Heiðarviga (Vígastyrs) saga, endnu længere mod vest, i Dalene (Dalesyssel), den store Laxdæla og tildels Njála, på Bardestrand Gullþórissaga (Snefjældsnæs, Dalene, Bardestrand omgiver Bredefjorden), omkring Isefjorden, i landets nordvestligste egne, Gisle Surssons saga, Hávarðarsaga (der dog sikkert ikke er skreven her, men i Svarfaðardalen) og tildels Fóstbræðrasaga (den foregår også mange andre steder, f. ex. på Bardestrand og i Borgarfjorden) — det er i alt omkring 12 sagaer.
På grænsen mellem Vestlandet og Nordlandet ligger de såkaldte Strandir (Strandasyssel); her foregår ingen selvstændige sagaer, men episoder i flere (Eyrb., Grett., Njála, Fostbr. osv.). Nordlandets vestligste syssel er Hunavatssyssel med de bekendte fjorde: Hrutafjord og Midfjord. Her foregår der ikke færre end 4 — 5 sagaer: Kormákssaga, Grettissaga (hvis skueplads også er mange andre steder), Bandamannasaga og Hrómundarþáttr, for ikke at tale om den uhistoriske Þórðarsaga hreðu. Noget længere mod øst kommer Vatsnæs og Viðidalen med en hovedbestanddel af Heiðarvígasaga, Vatsdalen med Vatsdælasaga og tildels Hallfreðarsaga, hvortil kan føjes den uhistoriske Finnbogasaga (tildels). Fra den nærmest østfor liggende landsdel; Skagafjorden, haves ingen selvstændige sagaer; kun et par episoder i andre sagaer, som Grettiss., foregår her. Anderledes forholder det sig med det næste herred, Øfjorden med bidale; her findes Vígaglúmssaga, Vallaljótssaga, Svarfdæla og þorleifsþáttr. Fra de nærmest østfor Øfjorden liggende egne haves Ljósvetningasaga (tildels også fra Øfjorden) og Reykdælasaga (Myvatsegnen). Nu springes hele det såkaldte Nordre Tingøsyssel over — hvorfra kun uselvstændige episoder findes — og man kommer til de to nordre bygder på østkysten: Vápnafjorden og egnen omkring Lagarfljót, Fljótsdalsherað; herfra haves flere mindre sagaer: Vápnfirðingasaga med þorsteins þ. hvita, Hrafnkelssaga, Droplaugarsonasaga, samt endel mindre þættir. Bortset fra den lille þáttr om þorsteinn Siðuhallsson er nu hele den øvrige del af østlandet, samt hele sydkystens beboede land lige til Rangárvallasyssel uden selvstændige sagaer; her foregår væsenlig Njála (foruden mange andre steder); fra det næste syssel vestfor, Arnessyssel, haves den ubetydelige og lidet historiske Flóamannasaga; Ölkofraþáttr fortjæner næppe at nævnes. Fra egnene vest for Arnessyssel til Borgarfjorden, nuværende Gullbringu- og Kjossyssel, haves atter ingen sagaer.
I denne redegørelse har vi ikke taget hensyn til de mange þættir om Islændere, der foregår i udlandet; men deres hovedpersoner hører netop, så vidt dette kan bestemmes, til de her foran påviste hjemsteder for sagagrupper, med undtagelse af Sneglu-Halle, der er fra Skagafjorden.
Vi ser altså, at sagaerne ingenlunde er ligelig fordelte over alle landets egne. Tværtimod. Vi finder enkelte sysler, som Strandasyssel og Skagafjordsyssel (Sneglu-Hallaþáttr kommer jo næppe i betragtning), samt den østlige del af Hunavatssyssel og Nordretingøsyssel, og dernæst hele østlandet syd for Fljótsdalen, uden sagaer. Hele sydlandet fra Hornafjorden og mod vest til Borgarfjorden har ingen saga undtagen den mellemste del heraf, nemlig Rangárvellir (Njála). Sagaerne grupperer sig med andre ord på en bestemt måde; disse grupper er knyttede til egnene ved Borgarfjorden , egnene omkring Bredefjorden, særlig på den sydøstlige side, Isefjorden, ved Hunafloe, særlig Hrutafjorden og Midfjorden med de nærmest østfor liggende dalstrøg, fremdeles egnene ved Øfjorden med de nærmest der østfor liggende egne og endelig Vápnafjord-Fljótsdals egnene og Rangásletterne. Der er ingen tvivl om, at de allerfleste sagaer er skrevne i de egne, hvor deres indhold foregår; forfattergrupperne falder altså sammen med sagagrupperne.
Det ligger da nær at undersøge dette forhold nærmere og søge en forklaring derpå. Der er ingen tvivl om, og det erfarer vi lejlighedsvis, at det ikke var de nævnte egne alene, der på grund af særlige personforhold kunde få sig en saga overhovedet. Kraftige personligheder, mægtige høvdinger eksisterede der også andre steder, og der er sikkert her forefaldet meget, der egnede sig til sagastof, f. ex. i Skagafjorden. Vi må altså søge grunden i andre forhold, og vi kommer da uvilkårlig til at fæste blikket på de islandske klostre. Skulde ikke disse stå i en vis forbindelse med sagalitteraturens fordeling? Dette spørgsmål kan siges at ligge så meget nærmere som vi jo ved, at der i slutningen af det 12. årh. levede ikke mindre end 3 historiske forfattere i et af disse, Benediktinerklosteret på Tingøre (Hunavatssyssel). Ganske vist var den islandske historieskrivning begyndt, førend noget kloster eksisterede på Island (se oversigten s. 12). Men i løbet af det 12. årh. stiftedes 6 klostre, 2 på Nord- og 2 på Vestlandet, det 5. på Sydlandet; hertil kommer et på Nordlandet, stiftet lidt efter 1200. Nu er det så, at beliggenheden af disse klostre svarer på det nøjeste til flertallet af de ovenfor omtalte sagagrupper: Hitárdalsklostret på Mýrar til Borgarfjordsgruppen, Flatø-Helgafellsklostret til Bredefjordsgruppen, hvortil de to sagaer fra Isefjorden let kan knyttes, — Tingøreklostret til Hunavatsgruppen, — Munketværåkloster til Øfjordsgruppen, hvortil sagaerne fra Ljósavatn og Myvatn kan knyttes; — endelig har vi Tykkvabækloster i umiddelbar nærhed af Njálas skueplads. Der bliver kun én gruppe tilbage, Vápnafjord-Fljótsdalsgruppen, der ikke ligefrem kan knyttes til et nærliggende kloster. Dette sidste kan ikke hindre os i, i den nære stedlige forbindelse mellem sagagrupperne og klostrene at erkende et nærmere tilknytningsforhold; et sådant er desuden på en måde endogså antydet i Bjarnarsaga, og jeg tror, at vi er berettigede til at drage den slutning, at den islandske sagaskrivning, der oprindelig var begyndt af og udgået fra præster og særlig knyttet til sådanne lærdomssæder som Sæmund frodes bolig, Odde (på Rangárvellir) og Are frodes ungdomshjem, Haukadalen, er fortrinsvis knyttet til de islandske klostre, og at de enkelte sagaer enten er blevne til der, eller er opståede under stærk og afgørende påvirkning fra klostrenes lærde og litterært interesserede beboere. Naturligvis kan også andre steder, f. ex. de gårde, hvor der holdtes skole, og bispestolene have haft deres betydning; men dels fandtes disse netop i de samme egne, hvor klostrene fandtes, dels synes man ikke at kunne tillægge f. ex. skolen og bispesædet på Holar nogen betydning for litteraturens, specielt sagaskrivningens fremme (3), eftersom der jo netop mangler sagaer fra de egne, for hvilke Holar var midtpunktet.
På denne måde forklares alt på det bedste; kongesagaerne ved vi — bortset fra Eiríkr og Snorre — skyldes gejstlige forfattere; bispesagaerne ligeledes, og en stor del af slægtsagaerne vidner, som sagt, om deres gejstlige ophav. Fremdeles er der ingen tvivl om, at de fleste bearbejdere og afskrivere i det 13. og 14. årh. fortrinsvis var præster.
Naturligvis kunde også særlig begavede lægmænd, udstyrede med historisk sans og historiske kundskaber, give sig af med historisk forfatterskab, f. ex. mænd som Snorre — hvis han da var en fuldblods lægmand — og Sturla. Men vi fejler næppe ved at antage, at disse og mulig et par til danner en undtagelse fra hovedreglen, der var den, at sagaerne i et overvejende antal er forfattede af islandske præster og gejstlige. Dette forfatterskab, med den sans for oldtidens liv og den upartiskhed, hvormed hedenskabets personer omtales, gør den islandske gejstlighed al mulig ære. Ingen steder findes et bittert udfald i de ældre sagaer; det 10. årh.s begivenheder behandles lige så lidenskabsløst som det ll.s. Det er ene og alene den historiske fortælling og den historiske sandhed, der efterstræbes. Det er et videnskabeligt mål, der søges ved hjælp af en videnskabelig metode.
Noter
1) Bisk. I, 163-4.
2) Jeg bortser her fra sådanne ejendommelige bearbejdelser som den af Fóstbræðrasaga i AM 132 — Flatøbogen.
3) Hænger dette måske sammen med Jón Ögmundssons zelotisme og det af ham givne eksempel?
