FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Bósasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
B. Sagaer uden historisk grundlag


5. Bósasaga


5. Bósasaga findes i AM 510, 586, 4°, osv. Udg. i Fas. III og ved O. Jiriczek 18931). — Denne saga indtager i flere henseender en særstilling, og dog er dens indhold for en stor del af den sædvanlige art med krigstog, bortrøvede kongedøtre, farlige rejser efter kostbarheder, forviklinger og lign. Hovedpersonerne er Hring, konge i Øster-Gøtland, og hans søn Herrauðr, samt Bose, en søn af den gamle Tvare og kællingen Brynhild baga (»den forvoksne, skæve«), hvorfor Bose kaldtes Bögu-Bose. Kongesønnen og Bose bliver gode venner og foretager tog og rejser i fællesskab, der tildels har deres grund i det fjendskab, der består mellem Hringr og Bose, der har dræbt hans frillesøn. Da Herraud og Bose skulde aflives, er det, at Busla, Boses fostermoder, træder op og tvinger kongen ved sine kraftige formaningsvers og forbandelser (se ovf. s. 156 — 57) til at give dem liv. Det er denne episode, der giver sagaen noget værd. Der er i øvrigt tale om Bjarmelandsfærd, Jómáletemplets plyndring m. m. På et af sine tog får Bose hjælp af en bondedatter; deres natlige færd beskrives drastisk; når dette motiv gentages to gange — i endnu mere uhøviske ord — , er det senere udsmykninger, som Jiriczek har påvist, til hvis indledning der i det hele kan henvises. Alt ender i fryd og bryllupsgammen. Så godt som alt her er lavet og lånt fra fremmede sagn. Kun nogle få træk, Busla med sin tryllesang, navnene på de voldsomme strængemelodier, er hæntede fra folkesagn og folkeliv. Fremstilling og stil står temmelig lavt, og det hele gør et meget plumpt, almueagtigt indtryk. Sagaen danner en modsætning til en saga som Friðþjófss., hvor på sin vis alt er klassisk og rent. Det er vanskeligt bestemt at sige, når den først er skreven — bearbejdet er den nemlig sikkert —; ældre end fra o. 1300 er den næppe; og ikke yngre end o. 13502).



Noter:
1 ) Nerman: Svärges hedna litt. s. 184 ff; han mener, at til grund for sagaen ligger endogså traditioner fra folkevandringstiden om strid mellem Svear og Goter.
2) Den yngre Bósasaga, hvorom der henvises til Jiriczeks redegørelse i udg., vedkommer os ikke.