FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De islandske love efter fristatstiden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
3. afsnit. DE ISLANDSKE LOVE


§3. De islandske love efter fristatstiden


I årene 1262—64 foregik der på Island den for hele eftertiden så følgerige og vigtige begivenhed, at landet underkastede sig den norske konge, Hakon den gamle (d. 1263). Det hører ikke hid at skildre denne begivenhed her. Underkastelsen skete i form af en overenskomst med kongen, hvori gensidige forpligtelser bestemtes. Dette dokument kaldes »den gamle pagt«, Gamli sáttmáli1). Islænderne forbeholdt sig udtrykkelig bl.a. at »kongen skal lade os opnå fred (ná friði) og beholde de islandske love« (§ 2 = 8 i den såkaldte 2. overenskomst). Altså skulde de gamle fristatslove blive ved med at gælde, naturligvis dog for så vidt som de ikke ligefrem stred imod den nye afhængighedstilstand. Foreløbig ændredes intet i landets indre forfatning. Imidlertid var Hakon død og Magnus bleven hersker i Norge. Han har sikkert snart indset, at de gamle institutioner, som han gennem Sturla nøje kunde lære at kende, ikke i længden vilde kunne passe til den nye tilstand. Han som snart viste sig så ivrig for den norske lovgivning, har uden tvivl tidlig fået den tanke, at også Island måtte få en ny lov, der kunde nærme det til Norge. Gangen i disse bestræbelser eller forhandlinger med Islænderne i tidsrummet 1263—70 kendes desværre ikke, men som antydet, må det afgjort antages, at Sturla har været kongens fornemste rådgiver; dertil havde han jo alle betingelser. At den første norske lovgivning for Island var så uheldig, behøver dog ikke at skyldes ham. Årene 1271—73 gør skæl i de islandske retsinstitutioners form og love. Det er fristatstiden, der nu begraves. Nu måtte lovsigemandsembedet forsvinde — Torleif hreim var den sidste 1271 —; i steden for kom der én, kort efter to, lagmænd, lögmenn, der var kongelige embedsmænd og kongens særlige ombudsmænd med en vis magtfuldkommenhed. Den gamle oplæsning af lovene faldt nu bort, det berømte ærværdige lovbjærg gik »ud af sagaen«, — og glemtes, for i nyere tid atter at fremdrages og blive omgivet af mindets velfortjente stråleglans, rigtignok ikke uden tillige at afgive stof til strid — om dets sande beliggenhed. — Den første lagmand var Sturla selv. Altinget fik en lignende stilling som de norske lagting. Et bestemt antal mænd fra hvert ting skulde nu møde, i følge Jonsbogen 87 mænd; men dette tal blev senere hen yderligere indskrænket. Af disse skulde dog kun 36 beklæde lovretten, der fremdeles bestod, og disse valgtes af lagmanden. Lovretten blev nu — foruden lovgivende, dette dog i nøje forbindelse med kongen — væsenlig dømmende; de gamle fjærdingsretter og femterretten bortfaldt. Dette var en grundig forandring i altingets liv og væsen, der først og fremmest bevirkede, at folket som sådant hørte op med at møde; dets kulturhistoriske og litterære betydning var forbi. Betegnende er det, at også navnet alting i de nye love og i de følgende tider i reglen ombyttes med »Øksaråting« eller »lagting«.

En ganske kort udsigt over den nye norsk-islandske lovgivning, hvor der da særlig er tale om to hinanden afløsende lovbøger og en ny kristenret, skal nu gives.


Járnsiða2)

Járnsiða eller »norröne love«, som det også hedder3), foranstaltedes af Magnus lagaböter, og det siges ved år 1271, snart at det var Sturla, snart Sturla og Torvard Torarinsson, snart disse to og Einride böggull alle 3, der »kom ud« med en lovbog af det anførte navn4). Sturla var dog sikkert hovedmanden. De kom til Island lidt før altingets slutning, og endnu samme år blev bestemmelsen om þegngildi, samt tingsordningsbalken og to kapitler af arvebalken (XIV og XVI) vedtaget. Året efter, 1272, blev alt det øvrige, undtagen arvebalken (med fradrag af de to kapitler), ved biskop Arnes virksomme støtte, vedtaget, og endelig blev arvebalken gjort til lov »ved Martinsmesse« 1273, altså ikke engang på et alting. Herved var Grågåsen i virkeligheden ophævet; jfr. tingfarebalken k. 3; den var ikke mere gældende lov, skønt man måske fremdeles fulgte den m.h.t. særlig islandske forhold. Járnsiða findes i Staðarhólsbók og er udgiven for det Arnamagn. legat af Þ. Sveinbjörnsson 1847, samt i Norges gamle love I under den urigtige titel Hákonarbók. Den består af følgende afsnit, balkar, efter norsk sprogbrug:
Þingfararbálkr,


Kristindómsbálkr,
Mannhelgi,
Kvennagiptingar,
Erfðatal,
Landabrigðab.,
Kaupab.,


Þjófab.

I sammenligning med Grågåsen er denne lov meget kortfattet. Den er tilmed lavet efter de norske love, og der er meget lidet hensyn taget til særlige islandske forhold; den er desuden yderst slet redigeret og forvirret. I hovedsagen støtter den sig til Frostatingsloven, men låner også fra Gulatingsloven. I et enkelt afsnit, Landabrigðab., er Grågåsen nyttet vilkårlig og uddragsvis; der er herved brugt et hdskr. nærbeslægtet med Staðarhólsb. og 315 D. Der findes atter og atter ord og sætninger, der slet ikke passer i en islandsk lovbog, men kun i en norsk. I det hele er dette lovværk, som Maurer har udtrykt det, jammerligt5). Hertil skal endnu kun føjes, at det første afsnit regnes egenlig for at stå udenfor balkeinddelingen, ligesom i den norske Landslov og Jonsbogen, samt at Kristenretten kun indeholder trosbekendelsen, bestemmelser om kongens og biskoppens myndighed, arvefølgen, kongens ed og alle andres ed til ham.


Jónsbók.
Af grunde, der ikke kendes, men som man kun kan gætte sig til (dens slethed), blev Járnsiða ikke længe gældende lov. At Islænderne har været misfornøjede med den, må anses for givet; mulig har også kong Magnus selv, under sin indgående beskæftigelse med den norske landslov, indset dens ufuldkommenhed og ønsket at gøre den om igen. Hvordan det nu end har sig hermed, er det vist, at kongen 1280 sendte lagmanden Jon Einarsson (1277—91) til Island »med en ny bog«6), men han er først kommen til landet efter altingets afslutning. Den følgende vinter havde man vist bogen til forskellige folk og virket for dens vedtagelse, men man fandt, at den på flere punkter indeholdt altfor strænge bestemmelser. Både Arne biskop og bønderne mødte med lange lister over de paragraffer og stykker, de ikke syntes om. Det kom til en strid med Lodin leppr, kongens udsending, der erklærede, at man havde kun at vedtage, hvad kongen bød (han glemte rent »den gamle pagt«), og enden blev, at lovbogen blev vedtagen »med undtagelse af de kapitler, som kongen og ærkebispen skulde afgøre indbyrdes«, og det overlodes til kongens mildhed at ændre loven efter de fremkomne ønsker. Dette skete 12817); i dette år må Jonsbogen i almindelighed regnes som vedtagen; hvorledes det gik med de omtvistede kapitler, hører man intet bestemt om; endel deraf rettedes i de første retterbøder, særlig den fra 1294. Fra da af og lige til de sidste tider har denne lovbog været gældende på Island, dog, efter som tiden led, mere og mere delvis. Nogle år tidligere var den norske landslov bleven udarbejdet, og det var kun, hvad man væntede, at den nye lovbog for Island blev indrettet i en så nær tilslutning til den norske som muligt. Det ses da også, at dette helt igennem er sket. For det første findes inddelingen efter balker, og disse står i samme orden som i landsloven, således som den omtales og begrundes i prologen, der også indleder Jonsbogen8). Den norske landeværnsbalk er her fjærnet og Um þegnskyldu kommet i steden; mellem Købebalk og Tyveb. er indsat Farmannalög. I det hele og store kan Jonsb. — bortset fra enkelte stykker — siges at være en afskrift af landsloven, dog således, at enkelte kapitler og mindre stykker er udeladte, teksten på sine steder noget sammendragen eller en lille smule ændret; man har søgt at fjærne hvad der var særlig norsk, uden at dette dog ganske er lykkedes (således findes ord anvendte som odel, fylke og lign., eller ord så uislandske som vápna-tak i den betydning, det her bruges, árborinn). De fra de gamle islandske love hæntede stykker er indordnede i landsloven på en i det hele tilfredsstillende måde. I det hele står Jonsb. højt over Járnsiða, der så godt som slet ikke er nyttet ved udarbejdelsen; det samme håndskrift af Grågåsen er her hovedsagelig atter brugt. De herfra hæntede stykker er i reglen stærkt forkortede og sammendragne, tildels også ændrede for overensstemmelses skyld, hvilket særlig gælder straffebestemmelserne og kongens forhold til bøderne og lign.9).

Jonsb. er som den norske lov tør og lidet morsom at læse, skønt præcis og klar. Dens stil er det knappe lovbuds, hvor enkelte sætninger er korte og fyndige som ordsprog. Under sådanne forhold er det mærkeligt, enkelte gange at finde ræsonnementer, der ikke synes at passe i en lovbog, indledede med et »fordi« (se prolog, flere steder; I, 7; IV, 16). Navnlig er dette fremtrædende i IV, 17, den såkaldte dómakapítuli; som lovkapitel er det ganske ulideligt; man skulde tro, man pludselig var i færd med at læse et stykke i Kongespejlet. Forlydsrim mærkes mere i de norske end i de gamle islandske love.


Den nye eller biskop Arnes Kristenret.
Den gamle Kristenret indeholdt ingen stridsæmner mellem den verdslige og den gejstlige myndighed; og der forlyder intet om, at de islandske biskopper vilde tiltage sig en større magt eller hierarkisk jurisdiktion end den, der hjemledes dem ved loven, for Torlak den hellige ytrede lyst til at udvide eller forøge kirkens magt; men hans bestræbelser blev hurtig tilbageviste, og han fik intet udrettet; og det gik ikke bedre for Gudmund den gode. Det var først, da den myndige og stærkt kirkeligsindede biskop Arne Torlaksson (d. 1298) havde fået magten, at striden om kirkens ret (særlig patronatsretten) blussede op i al sin kraft. Her er det dog ikke stedet til at give en nærmere skildring af denne strid, hvorom der må henvises til sagaen om biskop Arne. Da denne 1272 rejste til Norge, har han sikkert haft det ønske at få en ny kristenret for landet tilvejebragt; han sluttede sig nær til ærkebispen, Jon røde, og fik en udtalelse af denne, at det var og skulde være lægmænd forbudt at segja um kristinn rétt10), og han har sikkert rådført sig med ærkebispen om en ny islandsk kristenret. Biskop Arne kom hjem 1273; men først i vinteren 1274— 5 fik han en sådan udarbejdet11), og sommeren efter vedtaget på altinget med undtagelse af nogle få kapitler, om hvilke man ønskede kongens og ærkebispens erklæring12). Da kong Magnus fik det hele at vide, blev han ilde berørt og erklærede, at der intet måtte vedtages hverken m. h. t. Kristenret eller andre love, undt. hvad han havde ordnet eller bestemt efter samråd med ærkebispen. Arnes Kristenret kunde altså foreløbig ikke betragtes som gældende lov, skønt bønderne gærne vilde det, da dens straffe var meget mildere end den gamles. Efter forliget i Tønsberg 1277 mellem kongen og ærkebispen viste kongen sig imidlertid mere medgørlig, ligesom biskop Arne på sin side erklærede — i en skrivelse — , at han ikke vilde holde på den vedtagne lov »mere end passende var«13). Kongen synes, med andre ord, at have samtykket i den nye Kristenret, for så vidt den ikke indeholdt bestemmelser, der stred imod den verdslige lov. Angående striden herom i de følgende tider henvises til P. Briems udførlige redegørelse. Denne Kristenret, der findes udgivet i Ngl. V, er forholdsvis godt affattet; dens kilder er, foruden den almindelige kanoniske ret, fornemmelig den gamle Kristenret og ærkebiskop Jons Kristenret. Den indledes med Jonsbogens eller, rettere sagt, Járnsiðas Kristendomsbalk, men dette er et yngre tillæg; den har fra først af begyndt med k. 8, ligesom Jons norske. Den isl. tiendelov er optagen. Hermed er Islands gamle lovhistorie afsluttet.



Noter:
1) Se herom i særdeleshed Dipl. Isl. I, 602—46, 661—716.
2) Navnet findes i Isl. ann. s. 28 (bis). 68.
3) Isl. ann. 259.
4) Isl. ann. 28. 68; 49. 138. 331; Flat. III, 538; Bisk. I, 688—90.
5) Jfr. K. Maurer: Udsigt osv. 39—40. 93.
6) Flat. III, 540; det er sikkert denne, der menes i Sturl. II, 328 ved en sammenblanding; Isl. ann. 260. 337.
7) Isl. ann. 50. 70. 195. 337; navnet s. 70. 337; Flat. I, 28. Bisk I, 715, 717 ff.
8) Foruden de ældre udgaver og den fra Akureyri 1858 haves nu den afsluttende udg. ved Ó. Haldórsson 1904.
9) M.h.t. forholdet til de andre love, især Grågåsen, hvorfra enkelte kapitler, særlig i Landslejebolken, er lånte, kan henvises til den fortræffelige oversigt i Ó. Haldórssons udg. LVIII— LXIX; jfr. også hans udmærkede indledning i det hele.
10) Bisk. I, 691.
11) Sst. 697.
12) Bisk. I, 698 jfr. 701. Om Kristenretten i øvrigt se P. Briem i Lögfræðingur III, 25—36, hvis fremstilling her følges.
13) Bisk. I, 707