FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De navngivne forfattere: Ari prestr Þorgilsson hinn fróði

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.

A. Forfattere
2. Ari prestr Þorgilsson enn fróði


Ari prestr Þorgilsson enn fróði. Are er født 1067 (1); han hørte til en af de vigtigste landnamsmandsslægter og var nærbeslægtet med Sæmund, idet hans moder Jóreiðr var en datterdatter af Torstein, en søn af Siðu-Hallr (2). Faderen Torgils, der druknede som ung i Bredefjorden (3), var en søn af Geller (4), en søn af Torkel Eyjolfsson og den berømte Gudrun Ósvifrsdatter (2). Efter sin faders død kom Are vistnok i huset hos sin bedstefader, Geller, og opfostredes af ham indtil 1073, da denne døde. Aret efter kom Are, 7 år gammel, til den gamle stormand, Hallr Torarinsson i Haukadal, der i sine unge dage havde været Olaf d. helliges handelsfælle, som havde en så udmærket hukommelse, og som sad inde med en så stor viden om tidligere tider; han var bleven døbt tre år gammel af Tangbrand (år 999), og det kunde han huske. Hos Hallr var Are i 14 år. Samtidig var der i Haukadal en søn af biskop Ísleifr, Teitr, hvem Are kalder sin »fostre«, og hvem han ofte anfører som sin hjemmelsmand (5). På mange steder kaldes Are præst, og han regnes i Kristnisaga til de »ansete mænd, der studerede og lod sig vie til præster« (6). I øvrigt vides, mærkeligt nok, intet om hans liv, undtagen at han var gift og havde sønnen Torgils, der også var præst; dennes søn var Are, kaldt den stærke (død 1188). Man (Arne Magnusson, Werlauff, Maurer osv.), har antaget, at Are har bot på Vestlandet og haft del i et godord (Torsnæsgodord); dette er en formodning, der kan være rigtig, men noget bestemt at holde sig til, har man ikke. I ethvert tilfælde har Are været meget anset af sin samtid, og han stod i venskabsforbindelse med landets ypperste mænd, bisperne Ketill til Hólar (1122-45) og Torlak Runólfsson til Skalholt (1118-33), for ikke at tale om sin slægtning, Sæmund frode, mange andre som biskop Gissurr (død 1118), lovsigemanden Markús Skeggjason (død 1107) og fl. Om hans offenlige virksomhed vides intet som helst. Han døde 9. novbr. 1148 (7). Hans ry forblev uformindsket, og hans navn omstråles endnu af fortjænt glans. En mand som Snorre kalder ham »meget kyndig, sanddru og af stærk hukommelse« (8).

Af Ares skrifter haves nu kun hans anden og sidste udgave eller bearbejdelse af hans værk om Islands historie, kaldt Íslendingabok, på latin vistnok: libellus Islandorum (9). Når Maurer har ment, at denne bog måtte have heddet sådant noget som bæklingr (cfr. libellus) 'lille bog', i modsætning til den første og største bearbejdelse, tror jeg ikke, dette forholder sig således. Det forekommer mig uomtvisteligt, at Are selv også har kaldt denne udgave for bók (10), ikke alene fordi hans slutningsord lyder: hér lyxk sjá bók (»her slutter denne bog«), men, og ikke mindre, fordi det straks i begyndelsen hedder, at Are »har gjort Íslendingabók først« osv., men siden skrevet »denne«; til dette »denne« må hele ordet (Isl.-bók) fra det foregående underforstås; selve begyndelsesordene går efter min mening ud på det samme. Det synes mig således afgjort, at Are har kaldt bægge sine bøger ved samme navn, hvilket også, fra hans standpunkt, ret beset, var det naturligste og rigtigste, eftersom denne bogs stof i langt højere grad, end tilfældet var i den første, eller rettere sagt udelukkende drejede sig om Island og islandske forhold.

Are begynder med en prolog — som vi senere nærmere skal betragte, — hvorpå der følger et lille stykke om Harald hårfagre og hans forfædre fra og med Halfdan hvitbeinn, hvis fader, Olaf trételgja (den svenske fordrevne Ynglingekonge), dog anføres; stykket slutter med »Harald hårfagre, som først af den slægt blev enevoldskonge i hele Norge«. Så følger en indholdsfortegnelse til de enkelte ti kapitler, som det jo var skik og brug hos fremmede, middelalderlige forfattere; dette er også tilfældet med de to norske latinske historiske skrifter. Navnlig stykket om kong Harald falder udenfor værkets egenlige ramme, og man har ment, at det på en temlig mekanisk måde var gået over i denne bog fra den første (11) Dette er sikkert ikke så. Det er uden tvivl af Are selv med vel beråd hu sat her som etslags tillæg til fortalen. Det 1. kap. i selve bogen begynder jo med at anføre, at Island bebyggedes i Harald hårfagres tid, og denne konge omtales nærmere i kapitlet da han havde en så stor betydning for landets bebyggelse og dets første historie, har Are fundet det passende, ja nødvendigt, at gøre rede for, hvem Harald hårfagre var. Da det nu var Ares princip, at udelukke kongers historie og genealogier af sin bog, måtte følgen blive, at det nævnte stykke kom til at slå udenfor bogens egenlige ramme. Hvorvidt der derimod er nogen tanke forbunden med, at Haralds slægt kun føres op til Halfdan hvitbeinn, d.v.s. den for Harald og Are selv fælles stamfader, skal lades usagt.

For nu at komme til bogens egenlige indhold, er dette for det første mesterlig ordnet og inddelt i kapitler; også indenfor hvert kapitel er ordenen og leddelingen omhyggelig og velbetænkt. Gennem det hele går som en forbindende tråd lovsigemændenes rækkefølge med angivelse af deres funktionstid; denne findes ikke samlet på ét sted, men anføres stykkevis, eftersom fortællingen kronologisk skrider fremad; de enkelte afsnit deraf peger altid fremad og afslutter et foregående stykke; der nævnes først (i slutn. af kap. 3) de to første lovsigemænd; så anføres (i kap. 4-5) hvad der skete i deres dage; kap. 5 ender med de næste to og så meddeles (i kap. 6-7), hvad der foregik i deres tid osv.

I kap. 1 fortælles om landets bebyggelse, når den foregik, og hvem der var den første, som bosatte sig der. Så følger en kort beskrivelse af landets daværende tilstand, hvortil slutter sig en oplysning om en tidligere bosættelse af irske kristne (12). Så endes med en almindelig beskrivelse af udvandringen fra Norge, kong Haralds forhold dertil osv. Kap. 2 opregner 4 hovedlandnamsmænd, der hver repræsenterer sin landsfjærding; deres efterkommere nævnes ganske kort. Hermed antydes landnamstiden; dennes afslutning og den islandske fristats begyndelse betegnes ved Ulfljots lovgivningsvirksomhed; denne fortælles og bestemmelsen af stedet for det for hele landet fælles ting, altinget, omtales. I kap. 3 fortælles nærmere om dettes oprettelse og sted. Her nævnes de to første lovsigemænd (930-69), og den tid angives nøjagtig, da den første tiltrådte embedet (ɔ: 60 år efter kong Eadmunds død, der allerede i 1. kap. er sat til 870; tallet 930 står således sikkert nok). I kap. 4 meddeles, hvorledes tidsregningen, der var bleven forvirret, blev forbedret ved et forslag af Torstein surt (»sommerforøgelsen«). Kap. 5 fortæller om de stridigheder (processen i anledning af den såkaldte »Blundketilsbrenna« 962), der førte til en forbedring af reglerne for værnetinget, samt landets inddeling i fjærdinger og den oprindelige fælles altingsdomstols deling i 4 fjærdingsdomstole på altinget (962 eller 963); dette var en hovedbegivenhed i politisk henseende. Der sluttes med de to lovsigemænd for tidsrummet 970-1001, således at vi nu er forberedte til at høre om dettes vigtige begivenheder; det er da for det første opdagelsen af Grønland og bosættelsen der (år 985) i kap. 6, samt kristendommens indførelse (år 1000) og første historie i det udførlige og vigtige kap. 7; her angives atter året nøjagtig, bestemt både ved Eadmunds død og Olaf Tryggvasons (samtidige) fald. I kap. 8 meddeles kort, hvilke fremmede bisper der opholdt sig på Island både før og efter år 1000; det er kirkehistoriske begivenheder ikke uden betydning for den unge islandske kirkes liv og vækst i den første tid. Og nu kommer lovsigemændene fra 1002-62; til den vigtigste af disse, Skapte, knyttes meddelelsen om femterrettens oprettelse. Før afslutningen af dette tidsrum faldt den begivenhed, der var af den allerstørste betydning, oprettelsen af det islandske bispedømme og valget af den første biskop, Ísleifr (år 1056); dette meddeles i 9. kap., hvortil knyttes lovsigemændene 1063-83 samt fortællingen om Isleifs funktionstid og død, der nøjagtig bestemmes (80 år efter kong Olafs fald). I dette kap. fik Are lejlighed til at give oplysninger om sig selv. Kap. 10 begynder med at omtale indvielsen af Isleifs søn og eftermand, Gissurr (1082—1118); så kommer alle lovsigemændene 1083—1107; dette er Gissurs enebispetid; hans vigtigste reformer omtales (tiendelovens vedtagelse 1096) og endelig oprettelsen af Islands andet, nordlandske bispedømme, samt bondeoptællingen. Så lovsigemændene 1108-22 (1134 — jfr. nedenfor). I dette tidsrum falder nedskrivningen af lovene 1117, en overordenlig vigtig begivenhed, biskop Gissurs død samt biskopperne Torlaks og Jóns indvielse. Det hele sluttes med nøjagtige tidsangivelser for biskop Gissurs død; to år senere sluttede en cyclus lunaris (ɔ: 1120), og da var »der gået 120 år fra Olaf Tryggvasons fald og 250 år efter Eadmunds drab, 516 efter pave Gregors død, men han døde i kong Fokas 2. år, 604 år efter Kristi fødsel«. »Det bliver tilsammen et tusind et hundrede og tyve år. Her sluttes denne bog«.

Det er let at se, at Are har anvendt den største omhu på sin lille bog med hensyn til indhold, indretning og form. Dens æmne er mesterlig gennemtænkt, og den er ligeså mesterlig skreven.

Hvad Are har villet, er at give en oversigt over de vigtigste begivenheder i landets politiske og kirkelige historie fra c. 870 til 1120. At kirkens historie så godt som udelukkende danner indholdet af den sidste del af bogen, kommer ikke af, at Are var gejstlig, der kun havde øje for kirken. Selv om forfatteren havde været lægmand, kunde hans fremstilling ikke eller næppe være bleven anderledes. Det er netop den kristne kirkes historie med de dertil knyttede begivenheder, der er kærnen i landets historie i den største del af det 11. årh. Nogen begivenhed af rang i dets politisk-verdslige historie forefaldt der ikke; hertil kunde enkelte processer, enkelte lovforbedringer osv. ikke henregnes. Vi kan ikke påvise en eneste tildragelse af fortrinlig rang, som Are har forbigået. I den grad har han med beundringsværdig sikkerhed og aldrig svigtende sans for det almene, for helheden og det vigtigste, vidst at ramme det centrale og indsætte det på rette plads i sin udvikling — alt i den stærkeste modsætning til slægtsagaerne, hvor forfatternes blik netop i en særlig grad er vendt imod og også så meget mere skærpet for de enkelte personer og deres virksomhed, for de enkelte slægter for sig og i modsætning til alle andre; her er personal-detaljer uden ende, men blikket for hele landets historie og folkelivets udvikling til gengæld ganske borte. Denne Ares almene, historiske, overlegne sans er så meget mere beundringsværdig, som han så at sige åbner rækken af de islandske historieskrivere.

Lige så stor er Ares kritisk-videnskabelige sans; det er som om han ved hver sætning, hvert ord havde tænkt sig en modstander eller, kan man sige, recensent, der hver gang kunde spørge: »hvorfra ved du nu det?, eller det? Er alt dette nu også så ganske sikkert (13)?« Men han passer nøje på. På så at sige hvert punkt angiver han samvittighedsfuldt sin kilde, sine hjemmelsmænd, og det er ikke skipperhistorier, han bringer til torvs. Hans hjemmelsmænd er de ypperste i landet, netop de, som ved deres uddannelse og lærdom var de modneste og kundskabsrigeste, og hvis pålidelighed og sanddruhed han kendte og kunde indestå for. Han nævner dem alle; det er først og fremmest hans egen gamle fosterfader Hallr med den fænomenale hukommelse (se ovf.), — hvad kunde han ikke fortælle om tiden ved 1010 og derefter lige ned til Ares egen samtid, og hvad kunde han ikke vide om tiden før 1000 efter ældre pålidelige mænds udsagn? Udtrykkelig anføres Hallr imidlertid kun én gang (tidsangivelse i kap. 9); men dette kommer af, at Are så meget hyppigere nævner Halls egen fostersøn, Teitr; det er Halls viden, der tillige er Teits; men denne havde også flere andre hjemmelsmænd (fra Teitr har Are tidsregning i kap. 1, Ulfljotslovens historie i kap. 2, hele kristendomshistorien i kap. 7 m. m.); desuden nævner Are biskop Gissur og Sæmund, fremdeles lægmanden Hallr Órækjuson (kap. 3), farbroderen Torkel (kap. 1 og 6: tidsregning og Grønlands bebyggelse; Torkels hjemmel var igen en af Erik d. rødes egne ledsagere), den vise Turid, Snorre godes datter, født 1024, død 1112 (kap. 1, tidsregning), lovsigemanden Ulfheðinn Gunnarsson (kap. 3 og 5, fjærdingsinddelingen), og endelig digteren og lovsigemanden Markús Skeggjason (død 1107), hvis bedstefader Bjarne selv kunde huske de 7 lovsigemænd, hvoraf den første var den anden i hele rækken (kap. 3, 6, 8, 9); således havde Are den allerpålideligste hjemmel for sin lovsigemandsrække, og det er, som om man kunde føle hans indre glæde over med så uafviselig sikkerhed at kunde angive, hvad der efter hans mening åbenbart er et hovedspørgsmål, tidsregningen. Foruden de nævnte personer nævnes også ubestemt »vise mænd«, og det er sådanne, der menes, når det (kap. 2, 7) hedder: »det er (i sandhed) fortalt« osv. Endelig anfører Are Eadmund d. helliges vita (kap. 1). Kort sagt: af alt, hvad Are fortæller, er der kun 3 underordnede småstykker, som han anfører uden hjemmel — opregningen af de 4 landnamsmænd (kap. 2), men disse var jo almenkendte i hele landet, — tingstriden mellem Tungu-Oddr og Tord geller (kap. 5), samt endelig fortællingen om sommerforøgelsen (kap. 4); bægge disse dele har Are rimeligvis fået fra sin farbroder Torkel, eller også var de et familjesagn i hans egen slægt (14). At Are ikke vilde sige andet end, hvad han bestemt vidste, viser den omstændighed, at han nogle gange anfører to tal, f. ex. Grønland bebyggedes »14 eller 15 år« før år 1000; her kommer en forsigtighed tilsyne, der kun kan roses (15). Om Ares ikke-benyttelse af skjaldedigte se ovf. s. 303.

En særlig betydning har Ares forkærlighed for tidsregningen; denne har han, som ovenfor belyst, ligefrem kælet for, idet han har haft en gennemtrængende forståelse af dens betydning for landets historie, og Ares kronologi har, ved siden af Sæmunds, været af en grundlæggende art. At hans kronologi er den eneste rigtige (f. ex. at altinget stiftedes 930, kristendommen indførtes 1000 osv.) må betragtes som hævet over enhver tvivl; de forsøg, der er gjorte på at rokke derved, er blevne modbeviste (16). På Are bygger bl.a. Snorre (se herom Gjessings afhdl.) og om ham ytrer denne: »det var ikke så underligt, at Are vidste rigtig besked om gamle tidender både inden- og udenlands, eftersom han havde lært dem af gamle og kyndige mænd, og da han selv var lærelysten og begavet med stærk hukommelse«. Det er dog kun for kongesagaerne, at Ares kronologi fik sin betydning, derimod næppe eller ikke for slægtsagaerne, tilmed da hans skrifter næppe endnu i den sidste halvdel af det 12. årh. har været så almindelig udbredte; men skade er det, at disses forfattere ikke har kunnet sætte sagaernes personer og begivenheder i et kronologisk forhold til lovsigemændene. Derimod er det rimeligt, at Are i slutningen af det 13. årh. har haft indflydelse f. ex. på annalforfatterne, og at deres årsbestemmelser tildels beror på hans tidsangivelser.

Det vilde nu være højst påfaldende, hvis man hos en mand som Are kunde finde fejl eller begivenheder indsatte i urigtig kronologisk rækkefølge. Dog har man ment at kunne påvise sådanne (17), som at kap. 4 og dets indhold (kalenderforbedringen) ikke stod på rette sted. »Sommerforøgelsen« skulde være bleven vedtagen i lovsigemanden Torkel månes tid (970-84), medens det ifølge Ares fremstilling skulde være sket under Torarin Ragabroder (950-69). Men dette beror ganske sikkert på misforståelse. Ares ord er, at »forbedringen blev lovtagen ifølge Torkel månes og andre vise mænds råd«. Her står intet om, at dette skete i Torkels lovsigemands tid, ja, han kaldes ikke engang »lovsigemand« ved denne lejlighed. Netop tilføjelsen af »og andre vise mænds råd« viser, at Torkel kun nævnes som en af sådanne vise mænd og som en særlig indflydelsesrig mand. Alle og enhver havde lov til at foreslå love eller ændringer i de bestående love; således er det ganske sikkert Njáll, der har taget initiativet til femterrettens indførelse, og dog er Ares ord derom ganske rigtige. Vi har ingen ret til at erklære, at kalenderforbedringen tilhører årene 970—84; vi kender historien derom ene og alene fra Are (ti Laxdæla, der kort nævner den, kommer ikke i betragtning), og vi har ingen som helst midler til at eftervise en fejltagelse hos ham, eftersom hans ord intet holdepunkt yder for at henføre forbedringen til Torkels lovsigemandstid (18).

Heller ikke kan det erkendes at være en begrundet indvending mod det positive indhold af Ares bog (19), at man »savner« en beretning om Islands første opdagelse, om Ulfljotslovens indhold, en nærmere omtale af goderne og deres virksomhed, om Fridriks, Stefners og Tangbrands missionsvirksomhed, samt om femterrettens betydning osv. Det er ikke berettiget at »savne« noget af dette (20). Hvad indholdet angår, er bogen netop så fuldstændig, som Are efter sit formål vilde have den; der er heller ingen huller i fremstillingen; det eneste hul, som der kunde være tale om, er det, der fremkommer, idet Are ingen begivenheder har at fortælle fra tiden mellem 1000 og biskop Isleifr — undtagen dog femterrettens oprettelse i forbindelse med Skapte samt dennes udmærkede landsstyrelse, og dette var jo vigtigt nok. Men der forefaldt intet af en sådan betydning, at det fortjænte at stå ved siden af de ellers meddelte hovedbegivenheder. Are lader sig nøje med at anføre de fremmede bisper, hvoraf nogle tilhører det nævnte tidsrum, og således antyde deres betydning for den islandske kirke, særlig gejstlighedens uddannelse. Ret beset er der altså ikke engang grund til at tale om et hul for det nævnte partis vedkommende.

Are er bleven kaldt »autor brevis« (Arne Magnusson), og det er jo rigtigt, når man vel at mærke ser hen til hans stærkt, men med velberåd hu og efter en bestemt, konsekvent plan begrænsede stofoptagelse. Derimod passer betegnelsen kun dårlig på hans sproglige fremstilling af det meddelte stof; denne er netop på mange punkter endogså ret fyldig, skønt man naturligvis ikke kan tale om nogen overflod. Kap. 4 f. ex. om kalenderforbedringen med den vidtløftige fortælling om drømmen, eller kap. 7 om kristendommens indførelse, hvor endogså en hel tale anføres både indirekte og direkte form, kan egenlig ikke siges at være påfaldende korte. Havde det været Are om at gøre at bruge så få ord som muligt, havde han kunnet gøre sine beskrivelser f. ex. i de her nævnte afsnit langt kortere (han kunde godt have sløjfet drømmen, og ligeså godt Hjaltes kvædling m. m.). Nej, Ares fremstilling må siges at være så fyldig som ønskeligt. Følgen heraf er den, at den helt igennem er ganske klar og gennemsigtig; den er tillige præget af en gammeldags simpelhed og ædel jævnhed; der findes ingen skruede talemåder, ingen gejstlige fraser af nogen som helst art, ingen retorik og ingen udvortes blæren sig med uvedkommende lærdom. Derimod fremtræder der en beskedenhed, som, fordi den er ærlig, bevirker, at man får des større tillid til forfatteren, der stadig anfører sine hjemmelsmænd, som om han vilde sige: »jeg forlanger ikke, at man skal tro mig, men de udmærkede mænd, fra hvem jeg har, hvad jeg meddeler«. — Den sproglige fremstilling er, trods dens nævnte gode egenskaber, enkelte steder noget tung; sætningerne er undertiden temlig lange, og parentetiske sætninger er ikke undgåede; hos den første forfatter på modersmålet er imidlertid dette egenlig ikke påfaldende; det er kun mærkværdigt, at sproget i det hele er så udmærket og klart, som det er.

Endelig kan det bemærkes, at der undertiden findes enkelte , sætninger, som kommer noget uvæntet i den sammenhæng, hvori de står. Således er den ofte fremhævede sætning i 1. kap. om Harald hårfagres regeringstid og alder, der findes indskudt i fortællingen om landøreafgiften; den synes ikke at kunne sættes i nogen rimelig forbindelse med det øvrige, med mindre det er kongens lange liv, der skal betones for at vise, at der i hans tid må være rejst overmåde mange fra Norge; men dette er tvivlsomt og tvungent. Ligeledes synes bemærkningen om Ulfljots søn og hans efterkommere (i kap. 2) at være noget overflødig, men genealogiske interesser var nu engang folks svage side; det samme gælder oplysningen (i kap. 3) om Tore kroppinskegges dattersøn. Derimod er bemærkningerne om Are selv (i kap. 9) let forklarlige; de skal tjæne til at vise, hvorledes han blev sat i stand til at opnå så udmærkede hjemmelsmænd som Hallr og Teitr. Disse her nævnte sætninger vil vi komme tilbage til i det følgende.

Når er nu denne Ares bog skreven? Herom har der været tvivl, og det må vistnok siges at være vanskeligt at komme til et ganske sikkert resultat. I det sidste kap., hvor de yngste lovsigemænd nævnes, sluttes rækken med Gudmund Bergtorssons 12 funktionsår (1122—34); heraf har man da, tilsyneladende med god ret, sluttet, at bogen måtte være skreven efter år 1134, men heller ikke længe efter, da den næste lovsigemand, Hrafn, der ikke nævnes, kun fungerede i 4 år (til 1138). Herimod har man imidlertid stillet den omstændighed, at i bispeslægtrækken (tillæg I) hedder det om biskop Torlak: »som nu er biskop i Skalholt«, men han døde 1133; herefter måtte bogen være skreven før dette år. Men herimod har man atter sagt (21), at disse bispeslægtrækker ligefrem var hæntede (udskrevne) fra den ældre Íslendingabók; hvad der i kap. 2 står om disse 4 bispers forfædre — de 4 dernævnte landnamsmænd, se ovf. — , skulde da være en forkortelse af det pågældende slægtregister. Dette er langtfra umiddelbart indlysende, og der vilde intet være imod, at det omvendte var forholdet, at bispeslægtrækkerne var en udvidelse af, hvad der findes i kap. 2, eller etslags fortsættelse deraf; denne betragtning gør sig, forekommer det mig, umiddelbart gældende. I kap. 2 var og måtte det være hovedsagen — og for så vidt også for den ældre Íslendingabók — at anføre landnamsmændene selv og summarisk deres efterkommere; den måde, hvorpå dette sker (»derfra stammer N. N.«), stemmer fuldstændig med den, der bruges i den sidste del af Landn., der siges at være skreven efter Ares samtidige, Kolskeggr den frode. Således som disse bemærkninger i kap. 2 foreligger, er de i enhver henseende på deres plads og fuldstændige; man savner intet. At Are netop har valgt disse 4 — og ikke andre — , kommer dog måske ikke alene deraf, at de virkelig var fremragende, endogså de mest fremragende landnamsmænd hver i sin egn, men også deraf, at bisperne tillige nedstammede fra dem. I disses slægtregistre er derimod stamfaderen (landnamsmanden) ikke den, det drejer sig om; det er det sidste led, bispen, som nu er hovedsagen. Det ligger da nærmest at betragte forholdet således, at landnamsmændenes opregning i kap. 2 er det primære, men bispeslægtrækkerne det sekundære, d.v.s. at disse sidste er et senere tillæg, etslags supplement til det sidste kap., der jo ender med Gissurr og har omtalt biskop Jón, og i tilslutning til, hvad Are havde skrevet i kap. 2 (22). Er dette tilfældet — og jeg må for mit vedkommende bestemt hævde denne opfattelse som den simpleste og naturligste — , ja, så kan bemærkningen om lovsigemanden Gudmund ikke være ganske i sin orden; ti tillægget må være skrevet før 1133 og altså også vor Íslendingabók. Jeg tror også, at den nævnte bemærkning er uoprindelig i skriftet; det behøver i grunden ikke at være andet end tallet, der er senere tilføjet, men den er dog vistnok helt og holdent en interpolation, tiltrods for at B. M. Ólsen udtaler (23), at »der ikke foreligger nogen grund til at anse den for et senere indskud i Ares tekst«, hvad G. Storm havde antaget (24), fordi Gudmund ikke nævnes i Kristnisaga, der låner fra Are. B. M. Ólsen har med rette herimod bemærket, at stedet i Kristnisaga er så fordærvet, at man ikke kan bygge noget derpå. Men hvad bægge de nævnte lærde har overset, er, at der i Sturlunga (25) findes et stykke ordret taget fra Ísl.bók uden lakune — undtagen for så vidt som stykket om Hafliðaskrá udelades — og i fuld overensstemmelse med Ares tekst, undtagen for så vidt som bemærkningen om Gudmund her fuldstændig mangler; på grund af stedets beskaffenhed er der ingen grund til at tro, at Sturl.-forfatteren skulde have udeladt den, hvis den fra først af havde stået hos Are. Hertil kommer desuden en anden omstændighed, som jeg tillægger en afgørende betydning. Lovsigemanden Gudmunds funktionstid fører udover den tid, som Are vilde skrive og skrev om. Den vedkom slet ikke æmnet; med 1118-20 er Are færdig, og han, der så omsigtsfuldt ubrødelig havde ladet sin lovsigemandsrække sukcessivt følges side om side med de fortalte begivenheder, han skulde nu til slutning have brudt sit princip uden nogen som helst grund. Bergtors lovsigemandstid (1117-22) svarede så nøje til Ares værk i udstrækning, som overhovedet muligt, og med ham har han sikkert også afsluttet rækken. Heraf følger altså, at Are har skrevet sin sidste bog før 1133 eller før den Torlaks død, »som nu er biskop i Skalholt«.

Foruden tillæg I (de nævnte bispeslægtregistre), er der også et tillæg II, Ares eget slægtregister fra »Tyrkernes konge, Yngve« til »Torgils, min fader, men jeg hedder Are«. Dette tillæg, der afgør forfatterskabet, er tilføjet af Are selv for morskabs skyld eller tillige for at fylde bladet. Slægtregistret er tildels det samme som Ynglingeslægten, som vi kender fra Tjodolfs digt. Det frembyder forskelligt af interesse, som vi ikke finder grund til her at dvæle videre ved (jfr. I, 442) (26).

Vi skal nu gå over til at undersøge Ares øvrige litterære virksomhed, hvorom der har været så delte meninger.

Først og fremmest må hans egne ord herom tages i betragtning; de findes i fortalen til hans Ísl.bók og lyder således: »Islænderbogen gjorde jeg først for vore biskopper, Torlak og Ketill, og jeg viste den både til dem og til Sæmund præst; men eftersom det behagede dem at have [det hele] således eller at føje noget til, så skrev jeg denne på samme måde (med samme indretning) men foruden »slægtregister« og »kongers liv«, og jeg tilføjede det, som senere blev mig mere nøjagtig bekendt, og som nu meddeles fuldstændigere i denne bog end i hin. Men [angående] alt, hvad der er fejlagtig fortalt i disse historiske kundskaber, er det ens pligt hellere at følge, hvad der ved erfaring viser sig at være rigtigst« (27).

Her har vi i virkeligheden al ønskelig oplysning om Ares historiske princip og virksomhed, i det mindste hvad forholdet mellem de to »Islænderbøger« angår, som det heraf fremgår, at han har skrevet. Der gives forskellige forklaringer af disse Ares ord, men det forekommer mig rigtignok, at man har gjort sig sagen altfor indviklet og besværlig ved ikke at tage dem på den simpleste måde, som de foreligger.

Det vilde føre for vidt at gå nærmere ind på de forklaringer, man har givet særlig af de ord, der her synes at volde vanskeligheder (de ovf. fremhævede). Herom kan der henvises til særafhandlinger af Maurer og B. M. Ólsen, jfr. Golthers indledning til hans udgave (28). B. M. Ólsens sidste forklaring (særlig af svá, se nedenfor) kan jeg umulig finde fyldestgørende (svá kan ikke bruges således henvisende til det følgende; et så unaturligt og dunkelt sprog kunde Are ikke skrive, i det mindste er det ganske unødvendigt at forudsætte noget sådant). Ares ord er for mig fuldkommen simple og utvetydige og slet ikke brakylogiske. Han har tidligere skrevet en bog (Íslb. I) og bedt biskopperne og Sæmund at sige deres mening om den; de har syntes godt om den, som den var (svá at hafa; kun således kan disse ord forstås, og enhver anden forklaring går efter mit skøn kun ud på at indlægge vanskeligheder, som slet ikke er der), undtagen for så vidt som der hist og her kunde føjes noget til (hvad dette har været, kan vi naturligvis ikke nærmere angive). Are tager nu sin bog til behandling og følger bispernes råd med hensyn til tilføjelser (jókk því osv.). Af sig selv finder han derimod på at udskille, hvad han kalder »slægtregister« og »kongers liv«, der altså har stået i Íslb. I; ellers er bogen »indrettet på samme måde« (d.v.s. med samme stof og samme ordning, of et sama far); dette sidste bekræftes af Snorres beskrivelse af Ares bog, der har været Íslb. I (29); om den har haft samme kapitelinddeling og kapiteltal, kan naturligvis ikke bestemt siges, men det ligger unægtelig meget nær at antage dette. Det nye i den her givne forklaring er, at det er Are selv, der har fundet på at udskille de den i egenlig forstand islandske historie uvedkommende dele og skrive en ny bog uden disse, hvor alt det gamle om Island bibeholdtes, og der tilføjedes nogle nye bemærkninger. Ares ord giver ikke den fjærneste anledning til at tro, at det er hans rådgivere, der har haft et overlegent kritisk blik og givet ham det råd at udskille de fremmede bestanddele; tværtimod, han siger udtrykkelig, at det behagede dem at »have det således«; at de derimod kunde tilføje en eller anden bemærkning hist og her, er kun naturligt. Det er i grunden kun mærkeligt, at en misforståelse af Ares klare ord har — og det i en sådan grad, som her er sket — kunnet finde sted. At Are selv bagefter har kunnet indse, at det var nok så heldigt at have de islandske forhold samlede og for sig, er kun, hvad vi væntede af en mand med hans skarpe blik for, hvad der var ensartet og sammenhørende. Det gør ham altså stor ære, at han selv har fundet på at omredigere sin bog, en ære, som vi ingen ret har til at fratage ham.

Vi kommer nu til at se lidt nærmere på hans første Íslendingabók. Vi fæster da først og fremmest blikket på, hvad Are siger, han har udeladt i den anden, og som altså må have stået i den første. Det er áttartala og conunga ævi. Hvad menes der nu hermed? Også herom har meningerne været delte. At dermed kan menes de to tillæg, der findes bagved vor Íslb., må nu betragtes som engang for alle bortfaldet (30). Det første ord »slægtregister« behøver ikke at betegne og betyder ganske sikkert ikke en enkelt eller en enkelt mands slægtregister, men er et kollektivt udtryk og omfatter således en gruppe af eller flere genealogier (31); udtrykket tillader altså antagelsen af et temlig ubegrænset omfang. — Hvad dernæst conunga ævi angår, må dette ord være at opfatte i lighed med Ares lǫgsǫgumanna ævi' d.v.s. lovsigemændenes række med vedføjet angivelse af deres funktionstid; således vilde »kongers liv« være at opfatte som rækkefølgen af konger med vedføjet angivelse af deres regeringstid (32). Men ligesom Are til sine bemærkninger om lovsigemændene undertiden tilføjer forskellige historiske oplysninger, der er knyttede til dem og deres virken (f. ex. i kap. 8, Skapte, kap. 10, Bergtor og Markus), således kunde han give korte oplysninger om de vigtigste begivenheder, der var knyttede til de enkelte konger, eller om deres vigtigste gærninger (33); men også her har Are uden tvivl lagt særlig vægt på de kronologiske forhold. Som man ser, er udtrykket altså atter her af en sådan art, at det tillader temlig vidt spillerum, og der foreligger intet som helst, der kunde tyde på, at grænserne skulde indskrænkes til det mindst mulige. Et må tillige bestemt hævdes (34), at Snorres ord ikke på nogen måde kan lede til at antage andre skrifter af Are end det ene, den ældre Ísl.-bók; der nævnes i Snorres fortale kun én bog (»i begyndelsen af sin bog«, jfr. hans nøjagtige angivelse af, at islandsk historie og norske kongerækker m. m. stod i en og samme bog); heller ikke kan Snorres udtryk: ævi Nóregs konunga efter Oddr-Torgeirs meddelelser på nogen rationel-kritisk måde forstås om andet end det lige foran nævnte konunga ævi í Nóregi; herom kan der overhovedet ikke strides (35).

Vi er nu tilstrækkelig forberedte til at undersøge og behandle de vidnesbyrd om Are og hans virksomhed, der ellers findes i den øvrige litteratur. Disse er da følgende. De deler sig i to rækker:

For det første er der henvisninger til hans beregninger eller udsagn om norske fyrsters regeringstid og lign.:

1. Sigurd jarls dødsår — »to år efter kong Hakons død«, »ifg. Are præst d. frode Torgilssons udsagn«, ÓH (1853) s. 10, Fms. I, 55, IV, 19, Flat. I, 64, jfr. Hkr. I, 235, hvor Ares navn ikke anføres. — 2. Hakon jarls eneherredømmes begyndelse d.v.s. Harald gråfelds død, »Således siger Are præst Torgilsson at . . ., men de sidste 6 år, Harald gråfeld levede, siger Are, at Gunnhildssønnerne og han kæmpede med hinanden, og de flygtede vekselvis ud af landet«. Hkr. I, 277, Fms. I, 89, Flat. I, 85. — 3. »Det findes i Are frodes historie — og det er der flere, der bevidner, — at Olaf Tryggvason var 32 [Oddr I. 22] år, da han kom osv.«; herom siges Are og Sæmund at være enige. Oddr Fms. X, 275—6, (Groth) s. 44, udg. 1853 s. 22. — 4. Kong Olafs alder »ifølge Are d. frodes udsagn« Hkr. II, 522, ÓH (1853) s. 232, Fms. V, 114, Flat. II, 374. — En anden angivelse vedrørende Olaf d. helliges regerings- og levetid findes under titlen: »denne redegørelse . . . skrev først Are præst Torgilsson osv.« Hkr. II, 417, ÓH (1853) s. 188, Fms. V, 23, Flat. II, 314. — 5. I þáttr om Haldórr Snorrason findes, i anledning af Svolderslaget, en henvisning til broder Gunnlaugr, der siger, »at han navnlig har samlet, hvad der findes i Are præst den frodes bøger [jfr. anm. nedenfor] Fms. III, 163, Flat. I, 511, men udtrykkene er her mere ubestemte, dog er de næppe til at misforstå (36). — 6. Hertil skal endvidere føjes, at Are nævnes i Flat. I, 194 sammen med to andre som hjemmelsmænd for Bues fald i Jomsvikingeslaget, — samt 7. at Frisbók til overskrift til Ynglingas. har: »her begynder Kongebogen efter Are præst d. frodes fortælling« — hvortil så til slutning kan henregnes, hvad Snorre siger i sin fortale.

Dernæst er der en anden række henvisninger til ham vedrørende personer, der står i forbindelse med landnamstiden på Island, eller islandsk personalhistorie, slægtskabsforhold og lign.:

1. Torstein rødes død, »således siger Are Torgilsson d. frode«, Laxd. s. 7. — 2. Snorre godes dødsår, »således sagde Are præst d. frode«, sst. 286 (hans begravelsessted ifl. hdskr. V). — 3. Torolf mostrarskægs sidste hustru Unnr, der skulde have været datter af Torstein røde, »men Are Torgilsson d. frode regner hende ikke blandt hans børn« Eyrbyggja s. 8. — 4. »Men Are d. frode siger, at han [Torolf mostrarskæg eller Ørnolf fiskreke (37)?] var en søn af Torgils reydarsida« Njála I, 584. — 5. »Således siger Are Torgilsson« Hauksbók s. 35 (»vise mænd« har Ldn., udg. s. 106) om de første skibe, der sejlede til Grønland; bemærkningen angår skibenes antal. — 6. I Pálssaga, Bisk. I, 145, henvises til Ares ord om den landesorg, der herskede ved biskop Gissurs død. — 7. Om biskop Gissurr henvises til »Are præst d. frode« i Jónss., Bisk. I, 158. 231. — 8. »Are præst var 12 år gammel ved biskop Isleifs begravelse, han som har meddelt mest om disse tidender« Kristnis. Hauksb. s. 145, Bisk. I, 27. — 9. »Således har Are d. gamle sagt« om Stefners nidvers om Sigvalde og hans død, Kristnis. Hauksb. s. 144, Bisk. I, 26, jfr. Hauksb. indledn. LXXI. — 10. Af en mere almindelig art er til slutning følgende udtalelse foran Gunnlaugssaga, Isl. s. II, 189: »Sagaen om Ravn og G. ormstunge, således som Are præst d. frode Torgilsson har fortalt, [dette er naturligvis ganske uhistorisk], han som har været den kyndigste mand på Island med hensyn til »landnamssagaer« og »oldtidskundskaber«, i et hdskr. fra c. 1400, — og 11. Haukr Erlendssons bemærkning, Hauksb. s. 124, Ldn. udg. s. 320 anm. »Nu er der her skrevet om de landnam, der har været på Island, efter hvad frode mænd har skrevet, først Are præst d. frode Torgilsson og Kolskeggr d. vise, men denne bog skrev jeg H. E. osv.« — Til slutning bemærkes, at der i enkelte sagaværker som Sturl., Kristnis. osv., samt i Hønsetoress. findes enkelte stykker, der åbenbart er hæntede fra Are, efter som de mere eller mindre ordret stemmer med vor Íslb. Hvor »frode mænd« eller lign. anføres i Landn., menes uden tvivl bl. a. Are, f.ex. s. 321. Med denne sammenstilling kan man jævnføre B. M. Óisens i Aarbøger 1893, s. 240—3.

Hvad nu den første række af henvisninger angår, må det straks bemærkes, at den sidste, 7., er ganske betydningsløs, tiltrods for at en mand som G. Vigfússon har tillagt den endogså en overvejende betydning. I det hele er overskrifter noget af det mindst pålidelige i de gamle håndskrifter, idet de yderst sjælden gik over fra original til afskrift, ja ofte tilføjedes af en anden end afskriveren selv. Dernæst er det en erfaringsmæssig sandhed, at disse overskrifter hyppig er lavede over et eller andet tilfældigt udtryk i kapitlets begyndelse, så at de i virkeligheden ofte enten bliver lidet passende eller ligefrem umulige. Den nævnte overskrift i Frisbók er fuldkommen rigtig bedømt af Maurer (38); den stammer fra afskriveren af Fris. selv, og det er let at se, hvad der har givet anledning til dens dannelse; det er Snorres egne ord om Are i prologen og intet andet (39); den er således uden al betydning. Desuden var man i det 14. årh., hvad vi også snart skal se et andet eksempel på, på Island meget dårlig underrettet om ældre forfattere og disses skrifter.

Alle de øvrige henvisninger gælder — med undtagelse af 6 — norske fyrster og kronologiske forhold angående dem; de der givne bestemmelser svarer i form fuldstændig til den, vor Ísl. bók har at opvise og nøjagtig til Ares eget udtryk: »kongers liv« i fortalen. Ikke et af disse steder viser eller behøver at vise udover, hvad vi har fuld grund og berettigelse til at antage, at der har stået i den ældre bog; dette har Maurer med styrke og med rette hævdet. Hvad derimod det under 6 anførte angår, er der her ganske vist ikke just tale om kronologiske forhold. Stedet er uklart, der ses ikke, hvormeget af den foregående fortælling skyldes Are. Det er tillige meget vidtløftigt og romantisk udsmykket og kan som sådant umulig hidrøre fra Are; det er rimeligvis en udvidelse af, hvad der foreligger i A. M. 291 (udg. s. 117—18) og 510 (udg. s. 85). Her nævnes Are ikke engang som hjemmelsmand (40), så at det bliver rimeligst at antage, at man i Flatøbogens fremstilling ligefrem har indsat Ares navn for at give den et mere troværdigt udseende. Har der virkelig i Ares bog stået noget om Bues kamp, har det næppe været andet end en ganske kort bemærkning, der lige så godt kan have stået i den ældre Islb. som i nogen anden fremstilling af Hakon jarls ævi.

Følgen af alt dette er, at der ikke foreligger skellig grund til at antage et særskilt og selvstændigt værk af Are om norsk historie, hvorimod så godt som alt, hvad der under navns nævnelse anføres vedrørende norske forhold, udmærket godt passer til indholdet af Íslbók I, som Are selv har omtalt og antydet dette. Hvor vidtløftig han er kommet ind på norske forhold, kan af de anførte henvisninger naturligvis ikke nærmere bestemmes, men de giver dog et nogenlunde godt begreb derom. Hvad Are har fortalt om de norske konger, har i forhold til det øvrige været af underordnet udstrækning; det meste af vor Islbok's indhold + »slægtregistrene« har indtaget den overvejende del af bogen, og derfor kaldtes den og med rette »Islænderbogen«.

Endelig skal det bemærkes, at H. Schück har (41) forsøgt at knytte et stykke af »den svenske historie« til Ares navn. Det er den korte fremstilling af Sverrigs historie fra Ingjald ildråde til Filip Hallstensson, d. 1118, i slutningen af Hervararsaga; Filip nævnes af Are i slutningen af Íslb. og årstallet kunde passe. Men de grunde, Schück har anført for at henføre stykket til Are, er dog ikke overbevisende; Snorre, der endogså omtaler Ares hensyntagen til engelske konger, nævner ikke de svenske; det vilde være meget påfaldende, hvis Are virkelig havde anført en svensk kongerække i lighed med den norske, og jeg tror ikke, at Are overhovedet har indladt sig derpå, eftersom de svenske kongers regeringstid var så usikker, at den slet ikke egnede sig til at være kronologisk eller synkronistisk støttepunkt.

Hvad dernæst den anden række af henvisninger angår, er der nogle, som vedrører Ares udtalelser om biskop Gissurr (6, 7), hvortil vel også 8. hører; det er rimeligst at tænke sig, at disse småbemærkninger har stået i Íslb. I i en sammenhæng, der svarede til kap. 9. og 10. i Íslb. II; i denne kunde de med velberåd hu være udeladte som bedre passende til tiden lige efter bispens død og den darådende stemning; jo mere man i tid kom bort derfra, desto mindre betydning havde de (42), og Ares beskrivelse af Gissurr i Íslb. II, som den nu er, var tilstrækkelig til at vise, hvor yndet han havde været. — Bemærkningen, 9, om Stefner, er det naturligst at tænke sig i forbindelse med kong Olaf Tryggvason (43); ved at dennes historie udelades i Íslb., måtte også den bortfalde; at det er Íslb. I, der her har været kilden, viser den stærke benyttelse deraf i Kristnis. Alle de ovenfor antydede uddrag og lån går utvivlsomt tilbage til den ældre Íslb. — Når der under 6 henvises — i Hauksb. — til Are, så står der nu i Íslb. kap. 6 intet om skibenes antal; men det er for det første ikke sagt, at citatet er nøjagtigt (jfr. de andre hdskrr.); og dernæst kan Are have udeladt den bemærkning som ligegyldig.

1 — 4 indeholder personal-genealogisk-kronologiske bemærkninger om bredfjordske høvdinger og hovedslægter, der nærmest falder ind under begrebet áttartala; det er klart, at ingen af dem falder udenfor de grænser, vi har lov til at sætte for det »slægtregister«, vi ved, den ældre Íslb. har indeholdt. At Are også der har tilføjet bemærkninger om isl. stormænd, f. ex. Snorre godes død, er ganske i overensstemmelse med hans hele måde at skrive på. Ingen af disse henvisninger til Are giver os nogen berettigelse til at antage et særligt skrift af ham om isl. landnamsmænd og isl. slægter eller slægtregistre.

Hvad endelig de under 10 og 11 anførte oplysninger angår, har de ikke den betydning, som de ved første øjekast kunde synes at have. Den sidste del af overskriften til Gunnl. s. udtaler jo intet som helst om et skrift, men kun om Ares lærdom og kyndighed, og er nærmest kun en frase, hvis vægt just ikke forøges ved den bevislige urigtighed, den første del af oplysningen indeholder. — Den sidste bemærkning, som på en måde er underskreven af Haukr Erlendsson, der i lange tider har nydt et ufortjænt ry for videnskabelighed og lærdom, har haft en betydning, som den heller ikke fortjæner. B. M. Ólsen har f.ex. tillagt den stor betydning og deri villet se et bevis for, at Are havde skrevet en Landnamsbog af lignende art som den, vi har; et så stort værk skulde ikke kunne have stået i den ældre Íslb. (44) Men det er i virkeligheden umuligt at bygge noget sikkert på Hauks udtryk. Han var en samler og litterært interesseret mand, men han var hverken nogen kritisk ånd — han er en ganske kritikløs samler — eller særlig historisk-kyndig mand; hans kundskaber om tidligere tider og personer var ringe, hvad hans eget på forskellige steder anførte slægtregister klart viser. I og for sig vilde en udtalelse af ham om Are frode være at modtage med forsigtighed og kritisk tvivl. I dette tilfælde godtgør Haukr selv upålideligheden af, hvad han siger, tilligemed sin uvidenhed. Straks efter at have anført Are som forfatter nævner han Kolskeggr d. vise; det er af sammenhængen klart, at han har stillet disse to mænd op ved siden af hinanden som forfattere; for Kolskeggs vedkommende er dette historisk urigtigt, og det nytter ikke, at søge at bortforklare Kolskeggr, men beholde Are. Man må se hele bemærkningen i forhold til, hvad der ellers er at læse i selve Landnamsbogen hos Haukr, og det er meget let at se, hvorledes han er kommen til sin bemærkning (45). Han har på sine steder i sine originaler fundet og derefter selv skrevet henvisninger til både Are og Kolskeggr som hjemmelsmænd for beretninger om landnam; Kolskeggr var særlig nævnet (s. 92, Hauksb.) som den, efter hvis diktat et stykke var skrevet. Haukr har misforstået det hele, gjort Kolskeggr til forfatter, hvad han aldrig var, og er kommen til at tillægge Are en så udstrakt virksomhed, som han ikke har udfoldet (46); med andre ord: da Hauks ord om Are udelukkende grunder sig på, hvad hans Landn. originaler har haft, har vi kun at lægge hans egne ord til side og holde os til, hvad selve kilden indeholder, og det har vi ovenfor en oversigt over (47). Det er således umuligt på Hauks ord at grunde en antagelse af, at Are har skrevet en særlig Landnáma. Og de andre ovf. nævnte henvisninger er alle af en sådan art, at de, som det er påvist, meget godt kan gælde Ares Íslbók I, og den alene.

Det er naturligvis også her vanskeligt, med nogen sikkerhed at afgøre omfanget af slægtregistrene i Ares oprindelige værk (48); en vidtløftig undersøgelse af alt det herhenhørende materiale, særlig vor Landnámas indhold, vilde være nødvendig. Den formodning ligger imidlertid nær, som vi ikke her nærmere skal begrunde, at det har været de syd-vestlandske slægter. Are særlig har beskæftiget sig med, og der er intet ivejen for at antage, at disse hans slægtregistre senere er blevne optagne i Landnámasamlingen. Formen har rimeligvis været den samme som den, vi finder i Íslbok II, kap. 2. Dette bestyrkes ved de vistnok fra Are stammende bemærkninger i Laxdælas., se nedenfor under denne.

Der er endnu det spørgsmål tilbage, hvorvidt der findes andre steder i de gamle kilder, end de anførte, der kan føres tilbage til Are, og hvorvidt sådanne fører ud over, hvad man er berettiget til at forudsætte om hans ældre bog.

B. M. Ólsen har (49) f. ex. fremhævet, at der var en sådan lighed imellem Laxdælas bemærkninger om Torsteins død på Katanæs og Landnáma (s. 109), at bægges beretning måtte gå tilbage til samme kilde, og at denne var Ares selvstændige »Landnáma«. Denne slutning er imidlertid forhastet; alt hvad der her kommer i betragtning, kan meget godt have stået som en kort historisk oplysiing i slægtregistret. Som »den stærkeste grund til at antage« en særskilt Landnáma af Are anføres imidlertid et stykke, der findes i Sturlunga (I, 203) om Ketilbjørn d. gamle og hans slægt m. m., der genfindes i Ldn. (s. 312). Midt i dette stykke i Sturl. står ordene: »således siger Teitr«; dette er ganske Ares måde at anføre på, og jeg er enig i, at dette er Ares ord, hvad også Maurer har antaget. Men her må vi ikke glemme, at denslags bemærkninger altid hos Are slutter det fra hjemmelsmanden hæntede, når da ikke syntaktiske forhold fører andet med sig. Det, som i Sturl. står foran de nævnte ord, er nu kun Ketilbjørns slægtregister tilligemed en kort meddelelse om hans ankomst til Island, hans giftermål og søgen land — alt sammen ganske i Ares stil, og, vel at mærke, i alle henseender så, at det godt kunde have stået i Íslbók I. Hvad der derimod følger efter ordene i Sturl, er en ganske vist noget detaljeret beskrivelse af Ketilbjørns videre færd, så at det kunde være tvivlsomt, at Are overhovedet har skrevet den; men selv om så var, er det hele dog så kort, at man ikke deraf er nødt til at antage et særskilt skrift. Fordi nu Are på dette punkt, hvis hele stykket stammer fra ham, har været noget vidtløftig i sine meddelelser, er det ikke derfor nødvendigt at antage, at han har været det i samme grad på alle steder. I øvrigt kan der henvises til Maurers bemærkninger imod B, M. Ólsen i Germania XXXVI, 74 ff. særlig s. 79 ff.; det kan her betones, at Maurer har vist, at teksten på det pågældende sted i Sturlunga er fremkommet ved en selvstændig kompilatorisk bearbejdelse, hvad B. M. Ólsen i Aarbb. 1893 (s. 252 ff.) ikke har modbevist.

Dernæst har Maurer søgt at påvise enkelte sætninger, der har tilhørt den ældre Íslbók (50), og man vil måske i fremtiden kunne finde endnu flere, der rimelig mere eller mindre ligefrem beror på Are og hans Íslbók, og da naturligvis den første, der synes overhovedet at være den, der så at sige udelukkende benyttedes. Jfr. behandlingen af Laxdæla nedenfor; rimeligvis går også indholdet af 1. kap. af Gislasaga (B) tilbage til Are, se nedenfor.

Til slutning skal det bemærkes, at det er muligt, at de enkelte ovf. omtalte sætninger i Íslb. II, der synes umotiverede i sammenhængen, er gåede over deri fra Íslb. I, hvor de rimeligvis har stået bedre, samt, at der i Hønsetoressaga findes et indskud, der åbenbart er hæntet — med nogle redaktionelle ændringer — fra Íslb., om I eller II kan være tvivlsomt, eftersom dette indskud har en mærkelig sætning, der ikke findes i Íslb. II; enten har den stået i den ældre og Are udeladt den i den sidste bog, fordi han fandt den unødvendig, eller også har afskriveren af den tabte membran oversprunget den. — Bestemt må det antages, jfr. ovf., at tillæggene ikke stammer fra Íslb. I.

Det resultat, som vi altså kommer til, må være, at Ares ældre Íslendingabók har haft en sådan udstrækning og indhold, at den på den ene side kunde afgive etslags grundlag for en sammenhængende norsk kongesaga, og på den anden et lignende delvist grundlag og forbillede for en systematisk og udførlig fremstilling som den, vor Landnáma giver, og som først efterhånden er opnået. Når vi nu desuden husker, hvorledes værker som Kristnis. har lånt større eller mindre partier fra Are, får vi et klart blik for, hvilken uhyre betydning Are har haft for den islandske historiske litteratur.

Uagtet der ikke med nogen tilforladelig grad af sikkerhed kan konstateres, at Are har skrevet mere end de to Islænderbøger, gives der i det mindste tilsyneladende et par vidnesbyrd om litterær virksomhed af ham af en anden art. I prologen til de fire grammatiske afhandlinger (51) siger dens anonyme forfatter: »Nu skal der vises eder den første skriftart, således skreven . . . som Torodd runemester og Are præst d. frode har sat imod [som æqvivalent til] det latinske alfabet«. Herved synes en samvirken mellem Torodd og Are at være antydet og forudsat (52). Forfatteren er ellers meget forvirret og hans udtalelse om Are er heller ikke synderlig tydelig; sagens kærnepunkt har han næppe forstået. Vi kan ikke komme nærmere ind på de spørgsmål, der her gør sig gældende. At Are må have beskæftiget sig med det islandske alfabet og da naturligvis det, han benyttede, det latinske, er jo næsten givet. Men vi er ikke berettigede til, udfra prologens ord, at slutte, at Are har skrevet nogen særlig afhandling om den islandske skrift eller alfabetet; nogen forfattervirksomhed bliver her aldrig tale om. I betragtning af, hvor liden indsigt man i det 14. årh. havde i de ældre islandske litteraturforhold (jfr. ovf.) (53), er det vistnok hverken for dristigt eller uretfærdigt at antage, at forfatteren til prologen, der af B. M. Ólsen betegnes som »et af de mest uklare og forvirrede produkter i hele den islandske litteratur« (54), har fået Are i forbindelse med Torodd, som Haukr fik Kolskeggr gjort til historisk forfatter. Are nævnes jo i den 1. grt. afhdl. som den ældste forfatter på Island; i 2. afhdl. kap. 3, og i 3. afhdl. kap. 2 og 3 findes hentydninger til Are; det er vistnok disse steder, der har givet prologens forfatter den tanke, at nævne Are i sin fortale sammen med Torodd (55). Hvis dette er tilfældet, bortfalder ethvert holdepunkt for en særlig alfabetisk virksomhed fra Ares side.

Dernæst har man sat Are i forbindelse med den såkaldte præstefortegnelse fra 1143, der findes i det gamle håndskrift 1812 i gml. kgl. samling (56). Denne fortegnelse består af navnene på 40 islandske præster, 10 fra hver landsfjærding; de er alle samtidige, omkr. 1140 — 60; Are findes ikke nævnet iblandt dem. Efter selve fortegnelsen findes en bemærkning, hvori det bl. a. hedder, at den blev skreven år 1143 »efter Kristi fødsel, men Ketill biskop døde 2 år senere i Skalholt fredag ved solnedgang, octavas apostolorum Petri og Pauli; det fortalte biskop Magnus, som selv var tilstede ved hans død, til Are frode«. Denne bemærkning er under alle omstændigheder skreven efter Ares død, eftersom både biskop Magnus og abbed Vilmundr, der bægge døde 1148, forudsættes som døde (57). Der er en meget stor sandsynlighed for, at fortegnelsen stammer fra Are, og dette synes kraftig at bestyrkes ved, at hans navn ikke findes, ti hvem, uden ham selv, skulde have kunnet forbigå Are, hvis ry var så stort, og som dengang vistnok særlig betegnedes som præst? (58) Fortegnelsen bliver således et vidnesbyrd om, hvor stærkt interesseret for historien, særlig den islandske kirkes historie Are, lige til sine sidste dage, vedblev at være. Den danner etslags supplement til slutningen af Ísl. bók og giver et velkomment bidrag, ikke alene til den islandske personalhistorie, men kaster også lys over de islandske kirkelige forhold og deres regelmæssige ordning ved midten af det 12. årh. Det er nemlig betegnende, at de nævnte præster i overskriften kaldes kynbornir, d.v.s. af en fornem og gammel herkomst (59).

Endelig har G. Storm søgt at påvise (60), at en fortegnelse over norske fylker (fylkjatal) (61), der oprindelig skal stamme fra en Are Einarsson, »kong Eysteins hirdmand«. omkr. 1120, af Are frode er bleven benyttet i den ældre Isl. bók. Det forekommer mig meget tvivlsomt, hvorvidt dette har sin rigtighed. Men fortegnelsen vil nærmere blive at behandle i forbindelse med Islændernes geografiske litteratur.

Et mere tiltalende billede af en forfatter fra litteraturens første tidsrum end Are gives der ikke. Vi ser en mand, der med den største omhu og en flid som en bis samler »gamle minder og ny«, udfritter de pålideligste mænd, han kender, sigter og kritiserer det samlede stof og så, i en forholdsvis fremrykket alder — efter sit 55. år — , giver sig til at nedskrive, hvad han således har erfaret. Ligesom hans fremgangsmåde var sikker, således blev hans bog i bedste forstand et modent værk, hvor han satte sin største ære i at meddele, hvad der var sandt; men han har ingen ærgærrighed, der går ud på at opfatte dette på en selvstændig-subjektiv måde og lægge noget ind i det fortalte, som kunde være hans eget; denne klippe, som så mange desværre har strandet på, undgik han helt og holdent. Der er ingen subjektiv farve over hans lille bog, men vel vidner den om personlighedens stærke ædruelighed og ubestikkelige vederhæftighed. Hans værk har formet sig til en hel Islands historie, hvor de mest fremragende begivenheder har fået deres pladser i den rigtige kronologiske forbindelse; det er som man så en række fjældtinder dukke op, den ene efter den anden, og rage op over den fælles fjældryg, der forbinder dem. Alt er ordnet med en udmærket smag og det hele gives i et klassisk og kærnefuldt sprog, der næppe kunde være bedre, og så er Are dog begynderen og grundlæggeren. Han, og ikke den noget ældre Sæmund, er og bliver i sandhed den islandske historieskrivnings rette fader.

Når G. Storm udtaler (62), at Are »hverken stræber efter interessant fremstilling eller plastisk karakterskildring — hvad der senere er den historiske sagas opgave og fortrin — « er dette rigtigt; det er en nødvendig følge af Ares hele måde at skrive på og af hans formål. Og dog, er ikke hans skildring af, hvad der foregik på altinget 1000, interessant, ja plastisk levende, og kan ikke skildringen af biskop Gissurr eller Hallr være noget i retning af en karakterskildring, om ikke just nogen plastisk? Det forekommer mig, at der også på dette punkt er et nært slægtskab mellem Are og de islandske sagaforfattere tilstede.


Noter
1) Isl. ann. 18. 109. 318. Flat. III, 509, jfr, Snorres fortale.
2) Jfr. Ldn. 262, sml. 304 anm. Þorst. Sið. 44 Prøver 58.
3) Laxd. s. 289.
4) Jfr. Ares stamtavle bagved Ísl. bók.
5) Om alt dette se Ísl. b. kap. 9, og Snorres fortale.
6) Hauksb. s. 147, Bisk. I, 29 (Kristnis.).
7) Ártíðaskr. 87. 91 osv.
8) Jfr. Kristnis. l. c; den 1. grt. afhdl. osv. — Med hensyn til Are og hans virksomhed kan der henvises til følgende tildels epokegørende skrifter, der her engang for alle nævnes: E. C. Werlauff: De Ario multiscio (1808), K. Maurer: Ueber Are Þorgilsson osv., i Germania XV (1870, en grundlæggende afhdl.), jfr. Ueber die ausdrücke, Anm. 8., B. M. Ólsens afhdl. om Isl. bogen i Aarbb. 1885; K. Maurer (atter) i Germania XXXVI og B. M. Ólsen i Aarbb. 1893 samt i Timarit hins isl. Bókm. fjel. X — foruden de forskellige udgaver af Isl. bók og litteraturhistoriske værker (Keyser, N. M, Petersen, Rosenberg), samt Gjessing: Kongesagaens fremvext, G. Storm: Sn. Sturl. Hist. skr., G, Vigfússon: Sturl. proll. § 4. s. XXVII ff.
9) Overskr. til 1. kap.: »incipit libellus Islandorum«.
10) Ensbetydende hermed, men sikkert ikke fra Are selv stammende, er navnet Ísl.-skrá, der findes i Flat. I, 526; jfr. Maurer: Die Ausdrücke s, 57.
11) Golther har i sin udg. endogså sat det i skarpe klammer.
12) Hvilket som bekendt oplyses ved Dicuilsbemærkningen.
13) Jfr. forfatteren af den 1. grt. afhdl., der ligefrem indfører en tænkt antagonist, som fremfører sine indvendinger, for så at gendrives.
14) Ósvífr, der tydede Torstein surts drøm, var Ares oldefader; Tord geller hans tipoldefader.
15) De alternativer, der anføres, er måske snarest at opfatte således, at »eller«  betyder »eller måske snarest«, så at Are i virkeligheden slutter sig til det sidste. Denne brug af »eller« er også ellers bekendt.
16) Det er en mærkelig påstand af Golther (udg. s. XXI), at »de af Are angivne årstal« ikke er »fuldt pålidelige« og som ex. nævnes »året for Islands bebyggelse«. Men her udtaler Are sig netop med prisværdig forsigtighed, som han kun kan roses for. Nogen upålidelighed er der ikke tale om. Han siger ingen steder, at Ingolfr rejste anden gang til Island netop år 870.
17) Golther: Isl. b. s. XXVII.
18) En fuldstændig parallel hertil haves i Ldn. 323, hvor en lov siges at være vedtagen »efter Eyjolf Valgerdssons råd«, men Eyjolf var aldrig lovsigemand.
19) Se Golther: sst. s. XI.
20) Hvad det 1. punkt angår, må det siges, at hvad der efter Ares ånd var mest passende og tilstrækkeligt at fortælle, var Ingolfs bebyggelse af landet; det var ikke opdagelsen deraf, men netop den, der var hovedsagen. — Ulfljotslovens indhold kunde ganske vist have en vis historisk-antikvarisk interesse, men sådanne oplysninger var det slet ikke Ares mening at give; hovedsagen var atter her, at der dannedes en ældste lov og hvorledes den dannedes; selve indholdet blev i tidens løb ændret og kuldkastet, så at ingen praktisk interesse knyttede sig dertil. — Fra Ares standpunkt var det fremdeles ganske overflødigt at omtale goderne og femterrettens indretning og virksomhed; det var jo noget, alle kendte fra det årlige alting; hvilken grund var der til at komme nærmere ind herpå?. Det var ganske overflødigt. Det vigtigste var det skridt, som betegnes ved femterrettens stiftelse, og dette omtales. — Endelig var der ingen større grund til at dvæle ved missionærerne fra den sidste del af det 10. årh. De var ganske vist forløbere for, hvad der skete år 1000; men det var dette, Hjaltes og Gissurs virksomhed, der var af afgørende betydning; derfor omtales den udførlig. Fridriks mission var uden synderlige følger, Stefners havde slet ingen. Den første nævnes ganske passende sammen med de andre fremmede bisper. Alt dette var detaljer, Ares værk ganske uvedkommende.
21) B. M. Ólsen: Aarbb. 1885, s. 349 ff., tiltrådt af Maurer i Germania XXXVI, 65.
22) Derimod er jeg ganske enig med B. M, Ólsen, at disse slægtregistre umulig kan betragtes som nogen dedikation.
23) Aarbb. 1885 s. 349.
24) Sn. Sturl. Hist. skr. s. 13.
25) Sturl. I, 204—5.
26) Slægtregistret slutter med »Geller, fader til Torkel, hvis søn var Brandr, og til Torgils«, Ares fader; at denne tekst (»og«) er den eneste rigtige, har Maurer — og ikke, som det undertiden påstås, G. Vigfússon — først klart påvist (i Germania XV), jfr. min udg. af Ísl. bók s. XIV.
27) Íslendingabóc gerþa ec fyrst byscopom órom Þorláki oc Katli, oc sýndac bæþi þeim oc Sæmundi presti, en meþ þuí at þeim lícaþi suá at hava eþa þar viþr auka, þá scrivaþa ec þessa of et sama far, fyr útan áttar tǫlo oc conunga ævi, oc iócc þuí, es mér varþ síþan cunnara oc nú es gǫrr sagt á þessi, an á þeiri. en huatki es missagt es i fræþom þessom, þá es scyllt at hava þat helldr, es sannara raynisc.
28) Der er hovedsagelig to meninger, 1) den, at Ares ord skulde betyde, at der intet var ændret i den 1. udg. [svá at hava], men kun gjort nogle tilføjelser; »slægtregistre« og »kongers liv« skal derefter betegne bægge tillæggene. Arne Magnússon - Jón Sigurðsson. 2) den, at »det behagede bisperne osv. at have den således d.v.s. som den nu er bleven, altså netop forandret og med udeladelse af »slægtregistre« og »kongers liv«, der i den 1. udg. så skulde have udgjort særlige afsnit eller vigtige bestanddele. Maurer - G. Vigfússon. Of et sama far tydes så 1) »på samme måde« d.v.s. uændret, 2) »angående den samme genstand«. — B.M. Ólsen slutter sig for det meste til den sidste opfattelse. Efter at han nærmere rigtig påviser den egenlige bogs udstrækning — erkendelsen heraf tillægger han i denne sammenhæng efter vor mening for stor betydning — , kommer han til det resultat, at svá henviser, ikke til nogen af de to redaktioner, men til det følgende, og han mener, at hele udtrykket er »brachylogisk«, således at ordene fyldigst burde hedde: en með því at þeim líkaði svá at hava [som det straks efter nærmere forklares], þá skrifaða ek þessa of et sama far [»bogen uforandret med udeladelse af visse afsnit«] fyr útan áttar tǫlu ok konunga ævi, ok með því at þeim líkaði þar viðr at auka, þá jókk því osv. (Aarbb. 1885 s. 360).
29) Snorre angiver i sin fortale til Hkr. en del af indholdet af Ares bog således: »han skrev i begyndelsen af sin bog mest om Islands bygd [jfr. kap. 1] og lovsætning [jfr. kap. 2], derpå om lovsigemændene [vistnok begyndelsen til den på forskellige afsnit fordelte lovsigemandsrække; jfr. slutn. af kap. 3] og havde den årtælling først indtil kristendommen indførtes og siden lige ned til sine dage; han sammenfattede dermed mange andre historiske begivenheder [dæmi] både kongers liv i Norge og Danmark og ligeledes i England, foruden de store tidender, der var sket her i landet«.
30) Jfr. B. M. Ólsen: Aarbb. 1885 s. 347. 361—2.
31) Jfr. samme, sst. s. 367.
32) Jfr. sst s. 368.
33) Ifg. Snorre har Are også her angivet sine hjemmelsmænd, så som Oddr Kolsson, en sønnesøn af Síðu-Hallr, og dennes hjemmelsmand igen, den gamle Nordmand, Torgeir afrådskoll.
34) Mod B. M. Ólsen, Aarbb. 1885 s. 370 og 1893 s. 232 ff.
35) Når Snorre et andet sted, Hkr. II, 417, omtaler Ares »bøger« i flertal, viser dette blot, at han har kendt bægge Isl.-bøgerne; men som kilde til sin Norges historie kunde han kun bruge den første. På det nævnte sted omtales Are som den, der »i sine bøger« har benyttet »gamle og pålidelige« mænds udsagn. Dette passer på bægge skrifter. Jfr. den 1. grt. afhdl., hvor der ubestemt tales om bøger.
36) Gunnlaugs original haves jo ikke, så at dette sted overhovedet har kun ringe betydning.
37) Misforstået af Gjessing 1, 4, jfr. B. M. Ólsen i Aarbøger 1893 s. 242.
38) Germania XXXVI, 71.
39) »efter« i overskr. betyder kun »i overensstemmelse med«.
40) Heller ikke i Fms. I, 178.
41) Arkiv f. nord. fil. XII, 217 ff.
42) B. M. Ólsen mener endogså (Aarbb. 1893 s. 268 ff.), at Pálssagas bemærkning slet ikke stammer fra Are men fra Hungrvaka; dette er muligt.
43) Således også Gjessing, Kgs. fremv. I, 3.
44) Timarit hins ísl. Bókm. fj. X, 223 ff.
45) Når der i Timarit osv. X, 226 antages, at der i Hauks originaler har stået noget, der svarede til denne Hauks bemærkning, er dette sikkert urigtigt; i de øvrige recensioner af Ldn. findes intet tilsvarende, og det er afgørende.
46) Hauks ord er kun hans egen gisning, ligesom overskriften i Frísbók er skriverens s. ovf.
47) Jfr. Maurer, Germania XXXVI, 76 ff.
48) Jfr. Maurer, Germania XV, 319 f;.
49) Timarit osv. X, 226-7.
50) F.ex. i Quellenzeugnisse, Germania XV, 316 osv.; jfr. Golther, udg. s. 29-34.
51) Sn. E. II, 4-6; Den 3. og 4 grt. afhdl. s. 154.
52) Herom m. m. henvises til B. M. Ólsen, Runerne osv. s. 47 ff.; Maurer i Germania XV, 299, jfr. XXXVI, 62-3.
53) Her kan tilføjes, at Nóregs konungatal i Flatøbogen udtrykkelig tillægges Sæmund (!), medens digtet selv må være forfattet c 1190, og at den unge Óláfsdrápa i Bergsbogen tillægges Hallfrøðr, Rekstefja i Flatøbogen Markus (!) osv.
54) Runerne osv. s. 50.
55) Jfr. herimod G. Storm: Arkiv II, 176.
56) Jfr. fotolitografi II og III i Isl. sögur I, Dipl. Island. I, 180-94, hvor den er udgiven med indledning og anmærkninger.
57) Man har endogså villet antage, at den var af Are selv, og at en afskriver havde ændret: »til mig« til »til Are frode«, men det kan ej være rigtigt.
58) Jfr. Dipl. Isl. I, 185.
59) Derimod kan en sådan og så lille fortegnelse umulig afgive nogen som helst støtte for, hvad B. M, Ólsen vil (Aarbb. 1893, s. 271), at »Are har skrevet en særskilt Ldn. og kongesaga«. Med det spørgsmål har den intet at bestille.
60) (Norsk) Hist tidsskr. 1877, s. 478—84.
61) Jfr. Hauksbók, tillæg VIII, fortalen CXXXV, Peder Claussön Friis Saml. skr. s. 465.
62) Sn. Sturl. Hist. skr. s. 17.