FJ-Litteraturhist.Bd.2 - E. Islandske lejlighedsskjalde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§4. Islandsk digtning
E. Islandske lejlighedsskjalde
I det foregående er to mænd flere gange blevne nævnte i forbindelse med hinanden og med de forhistoriske sagaers digte: præsten Ingimundr Einarsson og bonden Hrólfr i Skálmarnes. Ingimnudr var en sønnesøn af den bekendte høvding Are Þorgilsson på Reykjahólar og hørte således til de ældste og bedste høvdingeslægter: han var en nær slægtning af Are frode. Ingimundr beskrives som en meget sagakyndig mand og en god skjald, dertil livsglad og munter (jfr. hans optræden ved brylluppet på Reykjahólar), yndet af høje og lave. Skønt det i Sturlunga (1) hedder, at han digtede gode kvad og fik løn derfor udenlands, kender vi intet til fyrstedigte af ham. Han døde i sin høje alderdom 1169. Foruden hans spottevers over Þórðr (jfr. ovf. s. 135) og hans flokkr om Ormr (ovf. s. 140), der er tabt, haves nu kun 1½ vers, bægge om Hafliðe Másson, til hvis modparti Ingimundr hørte. Nogen ydmyg kristen synes han efter disse ikke at have været: han ønsker, at Hafliðe havde mistet flere end de 3 fingre, der blev huggede af ham. — Hrólfr siges at have digtet »ret godt«, men hans vers kendes ikke. — Af Hafliðes modstander, Þorgils Oddason, haves et halvvers fra 1121 i anledning af, at Hafliðe vilde forhindre ham i at komme til tinget.
I forbindelse med Rögnvaldr jarl kale nævnes forskellige, deraf 3 islandske, digtere, først og fremmest Hallr Þórarinsson breiðmaga; denne mand, hvis herkomst i øvrigt er ubekendt, kom til Orknøerne noget efter 1140. Efter i nogen tid at have opholdt sig hos en enke, Ragna, kom han til jarlen, og sammen med ham forfattede han Háttalykill (se ovf. s. 35 ff.) (2). Ellers haves af ham kun ét vel digtet vers i runhent. — Dernæst nævnes Odde litle Glúmsson fra Bredefjorden og Armóðr; disse to siges at være komne til jarlen i efteråret 1148: de deltog i hans tog til det hellige land, men er ellers ubekendte: måske var Odde af Glumr Geirasons slægt. I Flatøbogen kaldes de »Hjaltlændere« (ɔ: Shetlændere); men der er ingen tvivl om, at G. Vigfússon har ret, når han efter præsten Magnus Ólafsson i Laufás i sin tekst optager den fra Magnus’, sikkert gamle, kilde stammende betegnelse »islandske«, hvorhos Odde bestemt betegnes som en »bredfjordsk« mand (3). Af disse to digtere haves henholdsvis 5 og 4 vers, alle fra 1148 og rejsen til Jerusalem. Oddes vers handler om et tapetbillede (jfr. Þorfinnr muðr I, 580), den skønne Ermingerðr (ovf. s. 40), sejladsen gennem Gibraltarstrædet, samt de to sidste (i kviðuh.) om lendermanden Þorbjörn svarte (se ovf. s. 44—46), der døde i Acre. Versene er vel digtede, men man kan ikke af dem se, hvor dygtig en digter Odde var. — Ármóðs vers handler om en spydgave, sejladsen forbi Northumberland, Ermingerðr og hans nattevagt i Acre. Efter disse vers at dømme synes han at stå noget højere end Odde; en munter stemning råder i dem tilligemed en vis velgørende djærvhed og friskhed. I anledning af den stærke bølgegang ytrer han spøgende, »at ikke sprøjter den skummende bølge lige op i øjnene på dem, der — sidder hjemme«; men han er åbenbart slet ikke ked af at være med. Et stærkt erotisk-realistisk træk findes i de øvrige vers uden at de derfor er grove. — Til Orknøerne er endnu to islandske skjalde knyttede: Eirekr, der omkring 1145 opholdt sig hos høvdingen Sveinn Asleifarson; af ham haves et vers om Sveins plyndringstog i Bretland (fornyrðislag); — og Bótó1fr begla, »en god skjald«, der var bosat på øerne og en god ven af Rögnvald jarl; engang da denne flygtede for sine fjender (oktober 1154), skjulte Bótólfr ham; da fjenderne kom og spurgte om jarlen, svarede han i et vers, at jarlen var gået på jagt, og reddede således hans liv.
Alle øvrige digtere kan efter indholdet af deres vers deles i forskellige grupper.
a) For det første haves rejsevers og da udelukkende om og fra sørejser.
Klæingr Þorsteinsson, biskop ll52—76, kaldes »veltalende, den største lærdomsmand og en stor skjald« (4). Af ham haves et halvvers (alhent), der mulig stammer fra hans vielsesrejse. — Da Hrafn Sveinbjarnarson rejste udenlands 1202, var der ombord på hans skib bl.a. Eyjólfr forne og Grímr Hjaltason; de fik en meget stormfuld og farlig rejse gennem Syderøerne; derom digtede disse to forskellige vers. Af Eyjólfr, der sikkert er den E. Snorrason, som bode på Haukaberg (5) og omtales som Hrafns rejsefælle (6), haves kun et halvvers; mulig bør også et drømmevers henføres til ham. — Grímr var munk eller præst og særlig knyttet til biskop Gudmund (7), men er i øvrigt ubekendt; af ham anføres 3½ vers, der alle er godt digtede; det første giver en malende og kraftig, men, som sædvanlig, kort og knap skildring af havets vældige oprør, de fjældhøje bølger og skibet, der bliver ligesom noget ilde tilmode; på digteren mærkes ingen frygt eller angst; det hedder nok så overlegent: »skibet skrider herlig rask fremad«.
b) Dernæst er der løse vers om enkelte fremragende mænd, levende eller døde.
Guðbrandr digtede et halvvers om Hrafn Sveinbjarnarson, hvis ædelmod i anledning af, at han 1208 ydede sin fjende hjælp, berømmes. Digteren er ellers ubekendt; måske er han identisk med den Guðbrandr, af hvem Óláfr hvitaskáld anfører et linjepar; til navnet føjes der í Svölu (eller Svölum) uden at det med sikkerhed kan ses, om dermed menes en gård eller et digt (8); digtet var en drape, da »stevene« nævnes. — Om høvdingen Hallr Kleppjárnsson (ovf. s. 136; død 1212) haves et halvvers af Einarr draumr Þorsteinsson, hvori Hallr stærkt berømmes. — Amunde Árnason, en »smede (ɔ: snedker), død 1229 (9), der i biskop Páls saga kaldes merkr ok réttorðr; han siges at have været den kunstfærdigste mand i hele landet, og han forestod kirkebygningen i Skalholt (10) (ovf. s. 121, anm. 5). Han var nær knyttet til den nævnte biskop (død 1211), om hvem han digtede 3 vers, hvori særlig bispens dygtige styrelse prises på en temmelig ensartet måde; desuden haves et vers om bispens 4 børn, der alle nævnes ved navn, og endelig et vers i tøglag fra 1226 om en Dufgus. Versene er temmelig betydningsløse, og det lader til, at Amunde har været en bedre tømmermand end verskunstner. — Þorkell elfaraskáld er fuldstæadig ubekendt, men synes, på grund af et udtryk i hans vers, at have bot på nordlandet; vi ved ikke, hvad hans tilnavn betyder; mulig er Elfarar det samme som Elfargrímar (adcolæ Gothalbis); han har rimeligvis levet i det 13. årh., eftersom Njála anfører et vers af ham om Gunnarr (11), hans tapre forsvar og død, som ånder en dyb medfølelse for hans skæbne.
c) Vers om kampe og drab; de omtaler snart den stedfundne kamp, snart en, der skal stå; snart indeholder de pralerier over vunden sejr og lign.
Fra 1155 er et vers af Dagstyggr Þórðarson (død af sår den følgende vinter) om en stedfunden kamp; digteren er »ked af, at fjenden [Ögmundr sneis] ikke har fået banesåret, men glad over, at han har set ham krybe mellem buskene«. — Dette vers var i øvrigt kun et svar på et vers af Ögmundr sneis, en søn af digteren Þorvarðr Þorgeirsson (ovf. s. 74), om samme kamp; et andet vers af ham haves om en episode fra Vidinesslaget (1208). Om Ögmundr kan i øvrigt henvises til Gudmunds saga og Sturlunga. — Eilifr Snorrason synes undertiden at være bleven blandet sammen med den ovennævnte Eyjólfr forne; han var en søn af nedennævnte Snorre Bárðarson (12) og levede før og efter 1200. Til ham kan 2½ vers henføres om kampen ved Haukaberg 1197, om et baghold 1201, samt om en fredløs mand, Jóseppr i Súðavík. Alle disse vers er spøgefulde, muntre og i formel henseende fortræffelige. — Guðmundr Galtason er med hensyn til sin herkomst fuldstændig ubekendt. Han nævnes som en god skjald, men meget umedgørlig mand. Han opholdt sig hos Hrafn Sveinbjarnarson 1210—11 (13) og Snorre Sturluson 1227—29. Fra hans ophold hos Hrafn stammer to vers; det sidste er digtet i anledning af, at Hrafn i spøg havde sammenlignet digteren med en tævehund, Rósta, hvorover han blev højlig fortørnet, og han udtaler, at kommer det til kamp, skal man ikke behøve at skælde ham ud. De øvrige stammer fra opholdet på Reykjaholt hos Snorre. — Af en Brandr, en af Sigvatr Sturlusons mænd, der deltog i toget til Grimsø (1222), haves et vers om Eyjólfr Kárssons tapre forsvar. — Den bekendte høvding Ormr Jónsson, svínfellingr (død 5. september 1241), digtede et vers om plyndringen på Sauðafell 1229 (jfr. Guðmundr Oddsson, Guðmundr Galtason, Óláfr Brynjólfsson, Snorre). — Om samme skammelige overfald digtede også den fra Sturlunga bekendte Arne Magnússon óreiða (død 23. november 1251), Sturla Sigvatsson, hvem overfaldet egenlig gjaldt (d. 21. aug. 1238), samt fra det modsatte partis standpunkt Svertingr Þorleifsson to vers, hvoraf det ene er rettet mod Snorres vers. — Af Sturlas fader Sigvatr (d. 21. aug. 1238), en broder til Snorre, haves to vers, det ene om Hallr Kleppjárnssons fald 1213; det sidste er forfattet i anledning af en mærkelig drøm lige før Örlygstadslaget. — Af Páll Þorsteinsson på Hvalsnes, en af Gissurs bedste tilhængere (14), haves et vers om Gissurs hævn (1254) efter branden på Flugumýrr. — En Þorvarðr (Þormóðr) tréfótr digtede 1255 et vers i anledning af, at to ravne ledsagede ham og andre på et overfaldstog. — Mulig hører hertil endvidere en Þórálfr (-ólfr) eller Þorvaldr, af hvem Snorre anfører (15) et halvvers af dunkelt indhold om en Háreks faldne mænd. — Til disse vers slutter sig et par, der handler om indebrændinger og plyndringer: en Heinrekr digtede et vers om plyndringen på Mýrar omkr. 1208 (jfr. Guðbrandr ovf. s. 167). — Ásgrimr Jónsson, et halvvers om, hvorledes de mægtige plyndrer de fattige.
d) En særegen stilling indtager den Styrkárr Oddason, af hvem Snorre anfører et halvvers, der synes at handle om
Högnes forfølgelse af Heðinn (af et digt om Hjadningekampen, der altså nærmest slutter sig til versene i Fornaldarsögur?). Denne Styrkárr er vistnok identisk med den, der var lovsigemand 1171—80 (16) og døde 1181. — Et fortrinligt og ejendommeligt vers haves af Þórir jökull (af Sturlungernes slægt (17), digtet lige før han skulde modtage dødshugget 1238; det ånder endnu engang det gamle vikingemod: »Gør dig stærk, her skal du livet lade. Bøj ikke hovedet, skønt en byge rammer dig; møernes kærlighed har du nydt — engang skal enhver dø«. — En ellers ubekendt Bjarne Kálfsson skáld nævnes hos kong Sverre 1192 i forbindelse med vinterrejsen fra Oslo til Trondhjem; der anføres et runhent vers, hvori han, ikke uden humor, klager over at måtte se »enhver fant og kok tilhest«, medens lendermænd og hirdmænd må »traske i sne og sjap«. — Om kirkebygningen i Skalholt digtede Rúnólfr Ketilsson et vers, hvori han udtaler sin beundring over kirken og nævner bygmestrene. Runolfr nævnes som præst på Nordlandet (18) 1143; han døde 1186. — Til slutning skal nævnes den Eyjólfr Brúnason, Snorres samtidige og ven, der siges at have været en fattig, men brav bonde og en udmærket skjald (19); der haves af ham i Laufásedda et halvvers om en Nordmand, der købte sig »fodsnekker« (ɔ: sko); det synes at være ironisk ment.
e) Endelig skal her nævnes i al korthed nogle, tildels meget bekendte mænd, der nævnes eller antydes som skjalde, uden at der haves noget af deres digte: Hrafnkell, »som kaldtes Skáldhrafn«, en søn af ovennævnte Þórðr Rúfeyjaskáld (20), — Snorre Bárðarson (af Selárdalsslægten, en fader til ovennævnte Eilifr (21), siges at have været hos den norske konge i Bergen, da denne vilde lade digte om Ragnhildr omkring 1153; Snorre skulde digte, men »han havde ikke let ved at finde ordene i øjeblikket«; til alt held kom Einarr Skúlason til (se ovf. s. 71) (22), — Þorsteinn Skeggjason, »som kaldtes Skáldsteinn« (23), nævnes ved år 1191 og er mulig identisk med den, der nævnes i Landnáma (24), — Hrafn Sveinbjarnarson, den bekendte høvding (død 1213), kaldes digter, »skønt han ikke har digtet meget, som vi kender«, siger forfatteren til Hrafnssaga (25), — Þorfinnr jarlaskáld, ubekendt, men nævnes ved år 1220 (26).
Noter
1) I, 8 jfr. 16.
2) Flat II, 468; Icel. s. I, 139-40.
3) Icel. s. I, 154.
4) Bisk. I, 80; jfr. 240-1.
5) Sturl. II, 298.
6) Bisk. I, 481; Sturl. II, 290.
7) Bisk. I, 472. 481.
8) Jfr. B. M. Ólsen i Den 3. og 4. grt. afhdi. 193-4. 324.
9) Isl. ann. 128; Bisk. I, 548.
10) Bisk. I, 132, jfr. 146.
11) Jfr. Njála II, 465 (a).
12) Sturl. I, 192.
13) Sturl. II, 302; Bisk. I, 667.
14) Sturl. II, 169. 171.
15) Sn.-E. I, 242.
16) Safn til sögu Isl. Il, 3. 25.
17) Nævnes i anledning af Sauðafellstoget 1229, Sturl. I, 287, blandt Sturlas mænd 1236, sst 343.
18) Dipl. Isl. I, 186.
19) Sn.-E. II, 204; Den 3. og 4. gr. afhdl. 127.
20) Landn. 92, anm. 15, 346.
21) Sturl. I, 192.
22) Fms. VII, 356; Mork. 227.
23) Sturl. I, 141.
24) Landn. 63.
25) Bisk. I, 640; Sturl. II, 276.
26) Dipl. Isl. I, 399 — Asgrímr Bergþórsson (Sturl. I, 193 osv.) hører vistnok ikke hid, se Sn.-E III, 264. 266.
