FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Egils saga Skallagrímssonar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
I. Borgarfjord-Myre gruppen.


Egils saga Skallagrimssonar


Af denne saga haves 3 hovedhåndskrifter: AM 132 fol. (c. 1350), Wolfenbüttel-hskr. (noget yngre), samt en for det meste tabt membran, der haves i en papirsafskrift; desuden haves omkring 10 membran-brudstykker (AM 162 fol.), hvoraf ét er af en særlig betydning på grund af dets alder (ældre end 1250); da dette brudstykke er meget nær beslægtet med teksten i AM 132, har vi deri en borgen for dennes ælde, hvad der støttes af andre grunde. Denne tekst er i det hele fortrinlig og i bedste forstand sagamæssig, hvorimod den i Wolf. gennemgående er sammendragen og forkortet, særlig med hensyn til den sproglige fremstilling. 132s tekst er dog ikke helt den ægte, oprindelige, men på sine steder udvidet. Udgave: 1886—8 (Samfund til udg. af gml. nord. litt., ved F. Jónsson), 1809 med latinsk oversættelse.


Sagaens hovedperson er den berømte skjald Egill Skallagrímsson (se I, 481—503); dette er udtrykt i navnet og klart af den fremherskende rolle, han spiller deri fra barn af. Imidlertid begynder sagaen ikke med ham, men med bedstefaderen Ulf, kaldt Kveldulf, hvis historie dog fortælles ganske kort; den falder i det 9. årh. så at sige helt og holdent før kong Haralds egenlige eneherredømme i Norge. Herefter følger sønnen Skallagrims historie. Både fader og søn udvandrede til Island; undervejs døde Kveldulf. Udvandringen havde sine særlige grunde, nemlig det fjendtlige forhold, der var opstået og udviklet mellem Kveldulf-slægten og kongen.


Da Harald hårfagre under sin suksessive landserobring nærmede sig Kveldulfs fylke, nægtede denne i sin snæversynethed at drage imod ham udenfor fylket; sagaen vil, at grunden var en fremsynethed og anelse om kommende ulykker; i virkeligheden var det en mangel på fællesfølelse for staten som sådan, en ligegyldighed for det heles beståen, et slægtmærke, som vi senere genfinder hos Egill selv. Kveldulf måtte naturligvis anerkende kong Haralds overhøjhed, men forholdet blev fra først af spændt. Det så ud til at ville blive bedre, da Kveldulfs anden søn, den dygtige, pragtelskende Torolf, efter at være hjemkommen fra vikingetog, sluttede sig til kongen og blev hans hirdmand, men just dette skulde blive det egenlige ophav til konflikten og en slægts »saga«. Forholdene udvikler sig så, at Torolf fæster bo på Hålogaland, tildels som kongens lensmand; han indvikles snart i en arvestrid med to brødre, uægte sønner af den mand, hvis kone og gård han havde arvet De bagvaskede Torolf for kongen og denne lånte dem altfor villigt øre. Torolf, der i denne sag havde retten på sin side og som i den yderste fastholden ved sin ret åbenbarede et andet slægtmærke, der også i høj grad genfindes hos Egill, blev overfalden på sin egen gård af kongen og dræbt. Anstifterne blev dræbte af Ketill høng, der med det samme udvandrede til Island; også dette fortælles udførlig. At Torolfs drab vilde føre til uforsonligt fjendskab mellem Kveldulf-Skallagrim og kongen, var en selvfølge; forlig mellem dem forsøgtes forgæves. Ti da Skallagrim i den anledning kom til kong Harald, fornærmede han denne end yderligere. Derefter var der ikke andet at gøre end forlade Norge. Efter at Skallagrim havde taget blodhævn over Torolf på kongens slægtninge og andre, sejlede han til Island, hvor han bosatte sig for bestandig. Dette er det væsenligste af, hvad de 27 første kapitler indeholder. Denne forhistorie er af en hovedbetydning for alt det følgende, der kun med den som baggrund kan tilfulde forstås. Den røde tråd er her det bitre fjendskab mellem Kveldulfsslægten og det norske dynasti, der skulde fortsætte sig hele det 10. årh. igennem. Ja, det var måske endogså på grund af dette forhold, at Egils sønnesøn, Skule, kæmpede på Erik jarls side i Svolderslaget mod den norske konge. Med bemærkningen herom slutter sagaen. Efter at Skallagrims landnam på Island og virksomhed er skildret, hans giftermål og børn nævnede, dvæles der særlig ved hans to sønner, Torolf og Egill. Torolf foretager flere udenlandsrejser og gifter sig. Hans hustru har sin historie; hendes herkomst og arveret efter hendes norske forældre kommer til at spille en afgørende rolle i Egils senere historie. Efter Torolfs fald i England, hvor Egill også var med, ægtede han nemlig sin broders enke. Angående hendes arv opstod der stridigheder mellem Egill og de nærmeste norske arvinger. Herom fortælles der udførlig, samt om Egils forskellige rejser til Norge og England, hvorom nærmere i 1. bind. Der fortælles nøjagtig om grunden til og sammenhængen mellem de enkelte rejser. Egill underkastede sig mange farer, men overvandt dem alle med sit mod og snarrådighed, samt ved sin gode ven Arinbjørns hjælp. Mellem de enkelte rejser får sagaforf. lejhghed til at fortælle om Skallagrims død og Egils børn. Med den sidste rejse, der afsluttes i kap. 76, er Egils egenlige saga ude. Hvad der herefter fortælles, handler om Egils børn, hans sønners død og hans gribende sorg herover, samt om tilblivelsen af hans to større digte; fremdeles om forholdet mellem ham og den unge skjald, Einarr skåleglam, og et par skjoldkvad; det er nogle ligesom løsrevne notitser. Så kommer fortællingen om Egils hustrus død og hans sidste dage, da han levede på Mosfell hos sin stedatter, efter at have overladt sin faders gård, Borg, til sin søn Torstein. I anledning af en strid mellem denne og en ondskabsfuld nabo får Egill lejlighed til endnu at vise sin gamle dådskraft og vise fjenden på det eftertrykkeligste tilbage. Sagaen slutter med at omtale Egils død og begravelse, hvortil der endnu føjes beretningen om den senere optagelse af hans ben, hvorved vi så at sige endnu engang stedes ansigt til ansigt med den gamle kæmpe og får at vide, hvor tyk og hård hans hjærneskal var. Og så sluttes der, som ovenfor bemærket, med omtalen af Torsteins søn, skjalden og krigeren Skule.


Der er en stor mængde karakteristiske begivenheder, der lejlighedsvis omtales, krigstog og rejser i Danmark, Frisland, England, Norge, Vermland, og en mængde interessante og ejendommelige personer, vi stifter bekendtskab med; der er et helt galleri af mænd og kvinder så at sige i alle aldre, der skildres på det anskueligste. Vi får indblik i mange forskellige kulturforhold af høj betydning. For så vidt er sagaen en af de allerinteressanteste.


Sagaen er et kunstfuldt komponeret hele, hvor så at sige alt, hvad der meddeles, hænger logisk og pragmatisk sammen. Der er årsagssammenhæng fra først til sidst så klar og tydelig, at det åbenbart har været en af forfatterens hovedopgaver at få den frem. Det er lykkedes ham i en fortrinlig grad, ligesom det ikke mindre godt er lykkedes ham at gribe og skildre Egils slægts væsenligste karaktermærker og fastholde dem anskuelig og konsekvent; sagaen er kort sagt, i enhver henseende fortrinlig. Vi ser, hvorledes det hele udvikler sig på en naturlig måde. Aldrig støder vi på en uvæntet overgang eller en umotiveret handling. Sagaens bygning er således fra først til sidst et så velordnet hele som kun få sagaers. Det er en ublandet nydelse at læse den.


Samme fortrin bærer selve fremstillingen; den er behersket og jævn, rolig ophøjet og omhyggelig til de mindste detaljer. Hertil svarer sproget; det er jævnt og regelmæssigt; ingen jagen efter effekt ved retoriske midler udover hvad den almindelige fortælling uvilkårlig medfører, og dog former sætningerne sig mange gange til mesterstykker ved en ejendommelig ordstilling og kraftig sætningsbetoning. Der findes enkelte gange mindre væsenlige uregelmæssigheder. Som sædvanlig er der hyppig overgang fra indirekte til direkte tale; dialoger er hyppige og ganske udmærket formede. Som et særlig karakteristisk eksempel kan samtalen mellem Egill, da han vilde sulte sig ihjæl, og datteren Torgerd, der erklærede at ville dø med ham, nævnes.


Som ovenfor antydet er det naturligt, at en saga, der omspænder et så stort tidsrum, omtrent halv andet hundred år, indeholder en hel række af personer. Der er for det første slægtens fornemste overhoveder gennem 4 slægtled; dernæst 3 norske konger, alle meget karakteristiske. Harald hårfagre skildres naturligvis ikke synderlig sympatetisk; han er her mistænksom og lader sig let overbevise af bagtalere; at dette er historisk, er højst rimeligt. På den anden side er forf. heller ikke blind for de mindre heldige sider f. ex. ved Egill; han undlader ikke at bemærke, at hans drengestreg blev dadlet, og han sympatiserer med dadlen. Af andre skildrede eller optrædende personer kan særlig nævnes den elskovssyge digter, Ölve hnufa, en romantisk tiltalende skikkelse, de som snigmordere benyttede skurke, brødrene Sigtrygg og Halvard, de bagtaleriske stympere, Hildiridssønnerne, samt deres gamle, kvindekære fader, en rigtig type på en gammel brutal bondekakse. Der er fremdeles mænd som den handlekraftige Björn, der bortfører den kvinde, han elsker, ubekymret om følgerne, og den overmodige og frække Bergönund og hans broder Atle. Ikke mindst fortræffelige og morsomme er de personer, Egill får at gøre med på sin Vermlandsrejse, den underfundige Armod, hvem Egill behandler så hårdt og dog så fortjænt, den brave bonde Torfin, og ikke mindst den sære, kejtede, men hjærtensgode Alf, - og der er mange, mange flere, hver med sin ejendommelige karakter; også bersærker findes der af den sædvanlige slags.


Men det er i denne saga så at sige udelukkende mænd, der handler. Kvinderne optræder kun lejlighedsvis. Torolfs og Egils hustru, hvis arvesag spiller en så afgørende rolle, er ellers uden nogen indflydelse på begivenhedernes gang. Et stærkere indtryk får vi af Egils egen datter Torgerd. Desforuden er der kun to unge piger, jarledatteren i Halland og Armods unge datter, men det må siges, at sagaen giver os et nydeligt billede af dem, hver på sin måde.


Forfatterens interesser træder tydelig frem i forskellige bemærkninger angående oldtidens skikke, gamle genstande, forhold og tilstande. Han omtaler dem med udførlighed og forkærlighed. Og det er klart, at han i de aller fleste tilfælde er velunderrettet, hvad enten han beskriver de økonomiske forhold i Norge i det 9. årh., eller våben, retslige forhandlinger, holmgang osv. Hans geografiske kundskaber er, hvad Island, særlig Borgarfjord-Myre-egnen angår, så nøjagtige som vel muligt; det er klart, at han må være født og opdragen der på egnen. Men også hvad andre lande, særlig Norge angår, er han forbavsende vel underrettet. Ganske korrekt beskriver han det nordlige Norge (Finmarken) og de tilgrænsende egne. Såvidt ses kan, er hans beskrivelse af Frisland i overensstemmelse med de naturlige forhold; denne beskrivelse har nødvendig måttet leve i og med traditionen. I forbindelse hermed kan man minde om forf.s fuldstændig rigtige bemærkning om jøkelflodernes mælkegrå farve i modsætning til de norske elves farve, der var så påfaldende for Skallagrim og hans følgere.


Forfatterens pålidelighed er i alle disse henseender vistnok uangribelig; i det mindste har man ikke kunnet eftervise hos ham bestemte fejl. Dog er det vistnok mindre overensstemmende med de virkelige forhold, når han omtaler rúnakefli (se ovf. s. 248). Derimod er der al sandsynlighed for, at forf.s beskrivelse af den gamle norske rettergang (i Gulating) er rigtig; den kan han dog ikke have konstrueret selv, men må have modtaget den sammen med traditionens øvrige indhold.


Ligeså sikkert som det er, hvor forf.s hjemstavn er at søge, ligeså vanskeligt er det med bestemthed at sige, til hvilken stand han har hørt. Af sagaens hele art og beskaffenhed er det klart, at han må have været en ualmindelig dygtig og begavet mand med alsidige kundskaber. Når jeg antager, at han har været en gejstlig, er det mere en analogislutning end en slutning, grundet på sagaen selv. Ti den indeholder lidet eller intet af faste holdepunkter i så henseende; gejstlige interesser eller gejstlig tone mærkes der ikke synderligt til. Forf. meddeler ganske vist, at England var et kristent land, at Egill og hans ledsagere derfor måtte lade sig primsigne der, samt at Grim på Mosfell antog kristendommen, og at Tordis lod Egils ben flytte til den kirke, han lod bygge. Men intet af alt dette har en sådan karakter, at det forudsætter en gejstlig forfatter; det er almindeligt historisk stof. Derimod kunde bemærkningen om Adelsten i kap. 60, at han var »vel kristen, hvorfor han kaldtes den trostærke«, samt den om Torstein Egilsson i kap 87, at »han var en trostærk mand og religiøs«, have noget at betyde for forfatterens formentlige stand. Sagaen er en af de få sagaer, der så godt som intet indeholder, der klart viser, at dens forfatter var gejstlig.


Forfatterens kilder er ikke vanskelige at påvise. Der har for det første været meget rige, tildels til Egils vers knyttede bygde- og slægts-traditioner om Egill og hans forfædre1). Disse traditioner har han omhyggelig samlet og ordnet; i dem har der været mange tilknytninger til den norske kongehistorie. Forf. har imidlertid ikke ladet sig nøje med den mundtlige tradition og Egils dertil knyttede og traditionen kontrollerende vers og digte, men har også haft skrevne kilder, hvad vi ellers sjælden er istand til at påvise for en gammel slægtsagas vedkommende. Denne skrevne kilde har været en Norges historie, eller i det mindste en saga om kong Harald hårfagre, Erik blodøkse og Hakon den gode, samt digte om disse konger. Denne kilde antyder forf. udtrykkelige2); man kan da også helt igennem følge et uddrag af denne kilde3). Denne kongesaga er ikke identisk med Snorres, men har vistnok været en af hans kilder4), og har tildels berot på Ares ældre Ísl. bók. Der findes enkelte afvigelser fra Heimskringla, men de er af mindre væsenlig betydning. Hvad der derimod for Egilssaga og dens forf. er af vigtighed, er den kunst, hvormed de enkelte optagne stykker af kongesagaen er indarbejdede i teksten, således at kun det nødvendigste medtages, samt det skarpe blik for historisk sammenhæng og historisk sandhed, forf. viser i således at sammenvæve Egils og hans forfædres historie med de norske kongers saga; det er først denne sammenvævning, der tilfulde belyser Egils saga og hans karakter og giver den nødvendige baggrund derfor. Her viser sig, forekommer det mig, forf.s største snille og talent, så meget mere, som ingen saga heri kan måle sig med Egilssaga. Den er for så vidt enestående. I overensstemmelse hermed er sagaens forbavsende nøjagtige kronologi eller, rettere sagt, de kronologisk antydede forhold. Det er temlig let med nogenlunde sikkerhed at bestemme de enkehe årstal. At der hersker endel usikkerhed for det 9. og den første del af det 10. årh.s vedkommende er desuagtet ikke påfaldende. Sagaen stemmer ret godt med andre kilder, undtagen den kronologisk forvirrede Laxdæla. For blot at nævne ét, men ganske ejendommeligt tilfælde. Arnvid jarl i Vermland nævnes i Njála kap. 5 og forudsættes at være fordreven derfra (her urigtig: det østre Götland) tilligemed sin søn Atle. I Egilss., hvoraf Njála er ganske uafhængig, flygter Arnvid ganske rigtig omtrent 10 år før den begivenhed, Njála omtaler. Dette viser et rigtigt kronologisk blik hos bægge sagaers forfattere.


Et andet og vigtigt spørgsmål møder os her, forholdet til Landnáma. I Egilss. findes der ikke slægtregistre af den art, at de skulde vise nogen forkærlighed for sådanne fra forf.s side. I det hele stemmer Ldn. og Egilss. med hinanden. I Ldn. nævnes en broder til Skallagrim, som sagaen ikke kender; han har ingen rolle spillet for dens begivenheder. I fortalen til udg. 1886—8 har jeg behandlet hele sagen og er der kommen til det resultat, at sagaen i det mindste ikke kan have benyttet Ldn. Jeg har der også antaget, at heller ikke det omvendte var tilfældet. Efter nu at have undersøgt sagen på ny tilligemed Ldn.s hele tilblivelse, tror jeg at måtte antage, at det er denne, der har benyttet et hdskr. af Egilss. og et, der tilhørte W-klassen. De afvigelser, der findes, kan dels bero på Ldn.-forfatterens bedre genealogiske viden på et par underordnede punkter, dels på et mindre nøjagtig foretaget uddrag af sagaen, således som forholdet viser sig at være også for Eyrbyggjas vedkommende. På samme måde som her ɔ: Ldn. I, kap. 18-20, synes sagaen også at være benyttet i stykket om Ketil høng (V, 3 f.). Dette forhold har atter stor betydning for sagaens alder. Den må i alle tilfælde være ældre end den recension af Ldn., der ligger til grund for Styrmers bearbejdelse, altså ældre end c. 1230—40. Herved føres vi tilbage til tiden ved 1200 eller ikke ret meget senere. Hermed stemmer det ældste håndskriftbrudstykkes alder. Men den kan godt være noget ældre end 12005). I den retning peger henvisningen i kap. 86 til en udtalelse af præsten Skapte Torarinsson, der kaldes en »vis mand«, angående Egils opgravede hjærneskal, som han selv havde set. Det ser ud, som om der her foreligger en henvisning til en bestemt hjemmelsmand, forf. selv har talt med. Denne Skapte levede efter 1143, hvor længe vides ikke. Mod denne aldersbestemmelse strider ikke, at der findes ord som buklari og fustan; de skyldes afskrivere og bearbejdere.


Sagens pålidelighed kan i det hele siges at være uangribelig. Der findes enkelte fejl som sammenblandingen af slaget 926 i England med Brunanburgslaget (937); Erik blodøkses fald sættes for tidlig, under Adelstens første — istedenfor anden — eftermand; men her er der tale om ikke-nordiske begivenheder. Fremdeles er det umuligt, at Egill har digtet et vers 3 år gammel; her — og andre steder — er der kommet nogle senere digtede vers til. I øvrigt kan herom henvises til den kritiske udgave, fort.


Uagtet de påviselige fejl er og bliver sagaen et mesterstykke i alle henseender, en af den isl. historieskrivnings dygtigste og eleganteste frembringelser, et modent produkt af sagaperiodens modneste tidsrum, tiden ved og efter år 1200. Efter midten af det 13. årh. vilde en saga som denne umulig være kunnet skreven. Den er blandt de isl. slægtssagaer, hvad Heimskringla er blandt de norske kongesagaer; var der ikke gyldige grunde til at antage, at sagaen var ældre end Snorres modne alder, vilde det være fristende i ham at se forfatteren. Den vilde være ham værdig.


Noter:


1) Henvisninger til denne kilde forekommer dog sparsomt f. ex. s. 287, 292.


2) S. 6 (en fremstilling af Haralds landserobring). 279 (Hakon d. godes saga og digte om ham), 117 (digte om Erik blodøkse).


3) Kap. 26, 36, 57 (s. 198), 59 (s. 212), 70 (s. 256), s. 279, 287—8, 289.


4) Se G. A. Gjessing: Arkiv f. nord. filol. II, 289 ff. samt fort. udg. 1886-8.


5) Henvisningen til sagaen i Bjarnarsaga (Boers udg.) s. 3, anm. er naturligvis uden betydning.