FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Fóstbræðrasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
2. Bredefjord- og Isefjordgruppen.


Fóstbræðrasaga



Denne saga haves i flere former og håndskrifter. Den findes for det første i Hauksbók, men her mangler begyndelsen, omtrent en tredjedel. Dernæst findes omtrent dens første halvdel i AM 132 med 566, 4° (en papirsafskrift af 132, medens dette var fuldstændigere end nu). Fremdeles findes sagaen stykkevis optagen i Olaf d. helliges saga i Flatøbogen (II, 91-108, 148—68, 199—226, foruden slutningen, der dog her er ligesom i de andre Olafssagaer). Endelig findes den i forskellige papirsafskrifter, hvoraf et par er afskrifter af tabte membraner (se herom Grønl. hist. Mind. II, 254 ff. og Hauksbók, fort. s. LXXIV— V). Forholdet mellem disse hdskrr. er påvist og begrundet i Hauksbók, fortalen. Det er dette (bortset fra slutningen i Olafss.), at Hauksb. har bevaret teksten i dens oprindeligste skikkelse, når bortses fra enkelte ændringer af sproglig og stilistisk art, overspringelser og desl., samt fra en tidsbestemmelses ændring ved Haukr selv1). I modsætning til Hauksbogens tekst fjærner de andre håndskrr. sig mere eller mindre fra den oprindelige, dels i ordelag, dels ved mindre eller større interpolationer. Der er optagne i de yngre hdskrr. forskellige legendeagtige stykker fra en yngre, fordærvet tradition; fremstilling og stil er forvansket ved tilføjelse af replikker, der intet nyt indeholder, samt ved smagløse ræsonnementer, usagamæssige udsmykninger, tildels af den værste art; ja der gives her oplysninger om anatomiske enkeltheder, foruden teologiske udbrud og meget mere, der gør sagaen i disse hdskrr. ganske enestående. I Flat. findes en vísa fra det 14. årh., knyttet til en oplysning om antallet af knoklerne i det menneskelige legeme. Disse hdskrr. afgiver en fortrinlig illustration til sagaværkers behandling i det 14. årh. og viser bedre end noget andet, hvor lidet hdskrr. i det hele er at stole på, når den oprindelige tekst skal bedømmes. Ganske ejendommeligt er det at lægge mærke til, hvorledes den, der har omkalfatret teksten i Flatøbogen, efterhånden er bleven træt, jo mere han nærmer sig slutningen; her har Flat. en endogså mere ægte tekst end Hauksb. I det følgende vil vi holde os til Hauksbogens tekst, så vidt den når; begyndelsen i dette hdskr. har vel m.h.t. det faktiske været omtrent som i 132-Flat.

I 132 begynder sagaen på en måde, der åbenbart viser, at begyndelsen er omarbejdet, fordi sagaen indsattes i Olafssagaen. Sagaen i 132 må altså gå tilbage til en Olafssaga og være en afskrift deraf. Derefter findes en kort bemærkning om Vermundr mjove, der senere forekommer i sagaen, og hans hustru. Hertil har så 132 tilføjet anekdoten om denne og Gretter d. stærke i Isefjorden, der åbenbart er taget af en Grettissaga (se dens k. 52). Den oprindelige begyndelse af sagaen haves således ikke i 1. kap. Derimod er kap. 2 vistnok den ægte begyndelse; her indføres først sagaens ene hovedhelt, Torgeirs fader, Hávarr, dennes herkomst og forhold, så kommer den anden hovedperson Tormod kolbruneskjald med faderen Berse. Når der så straks efter indføres Ares sønner på Reykjahólar, er dette i sin orden, eftersom de senere spiller en vigtig rolle i sagaen. Uvæntet kommer derefter en omstændelig opregning af deres forfædre helt op til kong Hjörleifr på den ene, til Ingjaldr »Frodes« søn og Sigurd fafnisbane på den anden side. Dette stykke er uden tvivl en interpolation2). Tormod og Torgeir indgår fostbroderskab; dermed og med fostbrødrenes voldsomme og overmodige færd tager den egenlige saga fat. Hávarr, Torgeirs fader, må forlade sin egn og nedsætte sig i Borgarfjorden, hvor han bliver dræbt. Torgeir - kun 15 år gammel - hævner ham. Derpå fortælles om fostbrødrenes færd, indtil de skiltes (til k. 7). Grunden til, at de skiltes, skal ifølge sagaen være Torgeirs overmodige, med fostbrodereden uforenelige spørgsmål til Tormod (»hvem han trode der var stærkest«), men et vers af denne lader formode noget andet. Hermed ender første hovedafsnit. Fostbrødrenes sidste bedrift fører til Torgeirs fredløshed3); hans rejser i udlandet skildres i tilslutning til Tormods arvekvad om ham. På den anden side kommer så en parallel fremstilling af, hvad Tormod imens foretog sig, særlig hans elskovsæventyr; se herom I. 582-3 (til kap. 11). Torgeirs færd og sidste kamp og fald beskrives udførlig (k. 12-17), og hermed slutter 2. afsnit. Det 3. afsnit handler om Tormods frygtelige hævn over Torgeir og hans ophold i Grønland. Herfra vender han tilbage til Norge, slutter sig til kong Olaf og falder med ham i Stiklestadslaget.

Dette indhold fortælles jævnt og prunkløst i den bedste recension af sagaen (Hauksb.), såvidt den når, og at den oprindelige tekst helt igennem har været ensartet, er vistnok givet. Sagaen er i det hele godt sammensat, og indholdet står i den bedste orden; intet er overflødigt eller uforberedt4). Kun et par personer og hvad der fortælles om dem (Eyjolfr i Olafsdal og Torgeir hoflausa k. 15, slutn. af k. 18 og k. 19) har ingen betydning for sagaen som sådan; stykket om dem er vistnok en af de ældste interpolationer; det kan skæres bort, uden at den organiske helhed lider noget derved. Mulig er også stykket om Helge Snorrason og hans strid med Torstein Egilsson (slutn. af k. 12) et yngre tillæg. I kronologisk henseende er det tvivlsomt5).

Forf.s kilder er først og fremmest traditionen, hvortil der indirekte hentydes ved en sætning som »ikke har vi hørt« (s. 36). Desuden har han haft en vigtig kilde i Tormods vers, både hans løse vers og ikke mindst hans arvedrape om Torgeir. Denne er stærkt benyttet og delvis anført i sagaen; forf. har haft hele digtet. Det har været ham en fortrinlig vejleder og udmærket middel til at kontrollere traditionen. Versene har forf. dog næppe udnyttet som han burde, og misforståelser synes ikke helt undgåede. Således antyder Tormod, at der har været bagvaskere, der har stiftet ufred imellem fostbrødrene; herom ved prosaen intet. Kong Olafs hirdmand, som Torgeir skulde hævne, kaldes i verset Oddr, i sagaen Þorfinnr (eller Bergfinnr, navnet findes ikke i 132-Flat., hvilket måske er det oprindelige). Når det fremdeles (s. 70) i verset hedder, at Torgeir var »hos Rögnvald«, er dette blevet forstået om Rögnvald Brusason, men denne kan af kronologiske grunde ikke være ment; i prosaen siges Torgeir (s. 69) at have været hos Torfinn og Bruse jarl, hvad der godt passer. Men traditionen har næppe været helt uforvansket, navnlig hvad udenlandske begivenheder angår, noget vi ofte møder.

Til et par afsnit i sagaen findes, som det synes, uafhængige paralleler. Ldn. stemmer med sagaen i de få genealogier, der kan være tale om, men Ldn. er ganske sikkert ikke benyttet af forf. Sagaens fortælling om et forhold mellem Tormod og Kolbrun bekræftes af Ldn. I k. 7 fortælles om kampen mellem fostbrødrene og Torkel Máksson (Márs-), Grettes slægtning. I Grettiss. (s. 61-2) findes det samme fortalt omtrent på samme måde. Det er vanskeligt at afgøre, hvorvidt der er nogen litterær forbindelse mellem de to beretninger (og da et lån på Grettiss.s side). Påfaldende er det, at Grettiss. henviser til et vers af Torgeirsdrape, medens Fóstbr ikke engang antyder et sådant; dette taler ikke for en indbyrdes sammenhæng. Grettiss. kender noget, der fulgte bagefter striden med Torkel, deriblandt drabet på Böggultorfe, der ikke findes omtalt i Hauksb. (men vel i Flat.). I alle tilfælde forudsætter Grettiss. samme tradition som Fbr. I slutningen af Ljósvetningas. findes en fortælling om Torgeirs drab. Her kaldes Torarin ofse Þordarson, i Fbr. er han Þorvaldsson (dette er en ringe afvigelse). Større forskel er der, når Fbr. lader drabet ske på Melrakkaslétta, Ljosvetn.s. derimod i Hrutafjorden, og navnlig når denne saga lader Torarin gæmme Torgeirs hoved i salt hele vinteren, for den følgende sommer at føre det med sig til altinget. Fbr.s fremstilling er nok så naturlig. Afsnittet om Tormods ophold i Grønland, der i flere henseender er så mærkeligt, kan ikke kontrolleres. Det gør i en fortrinlig grad indtryk af at være pålideligt, når undtages at der, hvad der næppe er påfaldende, er nogle urimeligheder tilstede m.h.t. stedsnavne og rejseruter, der dog ikke har synderlig betydning for selve begivenhedernes gang. Her havde forf. støtte i Tormods vers. Angående Tormods rejse fra Grønland til Norge har der tidlig været usikkerhed tilstede (se I, 583). I kap. 57—8 i Olaf d. helliges saga 1849 haves noget om Tormod i Danmark uden nogen tidsangivelse; hertil findes intet tilsvarende i Fbr. i Hauksb., men i Flat., her uden tvivl optaget fra Olafssagaen. Sagaens slutning har, som bekendt, paralleler i kong Olafs saga. Herom kan der henvises til Hauksb., LXXIX-LXXX; der påvises her, at der ingen direkte forbindelse er mellem denne og Fbr., idet der findes sådanne afvigelser, at benyttelse på en af siderne er udelukket. Sagaen har flere vers af Tormod og tildels i en anden og mindre rigtig form end i Olafss. Om enkeltheder under kampen har der rimeligvis fra først af været forskellige fortællinger, og i tidens løb kom der legendariske udsmykninger til, der kombineredes med de oprindelige beretninger (jfr. Flat.). I Hauksb. er fortællingen ret jævn og uden overdrivelser og dog ikke uden en vis farve; den legendariske Olafss. og Flat.s fremstilling nærmer sig til vor sagas; Snorres fremstifling er vistnok den bedste. Særlig interessant er sagaens beretning om, at Tormods sidste vers ikke helt blev fuldført af ham, men af Harald hårdråde. Dog er mulig også dette en udsmykning.

Alt i alt må det vistnok siges, at Fbr. i sin ægte form har haft en forholdsvis god tradition at bygge på, og at den i alt væsenligt må betragtes som historisk. Forf. har dog ikke kendt den hele, særdeles righoldige tradition om Tormod; han kender således intet til hans ophold i Danmark. Rent æventyrlige sagn om ham, som det i Völsaþáttr, har han vistnok heller ikke kendt.

Tidsregningen i sagaen er i det hele god, for så vidt som den træder tydelig frem. Når forf. vil, at Gudmund d. rige har haft noget med Torgeirs hævn at gøre, er dette næppe muligt.

Særlige forfatterinteresser er ikke fremtrædende; forf. kender godt gamle skikke og forskel på fortid og samtid (s, 8, 25, 81). Han har åbent øje for skjaldskab og digtes betydning. Efter sagaens slutning at dømme er forf, sikkert en gejstlig. Da det næppe er tvivlsomt, at han i særlig grad øser af en isfjordsk bygdetradition, i det mindste hvad den første del af sagaen angår, ligger det nærmest at antage, at forf. er fra Isefjordsegnen. Han beskriver lokaliteter meget nøje og rigtig, som omegnen ved Gervidalr, Ögr osv.6). Også i Dalesyssel er han velkendt (s. 25); men her er dog tale om en almindelig rejserute. Fremdeles kender han godt Borgarfjordens sydligste egne. [Det er ikke umuligt, at en af sagaens bearbejdere har været fra Borgarfjorden; fra en sådan kunde interpolationen om Torstein Egilsson og Helge stamme].

Hvad sagaens alder angår, må vi se bort fra alle de senere tilsætninger, hvad enten de findes i det ene eller det andet hdskr. Der er ingen tvivl om, at sagaen i sin oprindelige form, altså nærmest som den foreligger i Hauksbók, både i komposition og stil har været fuldt ud klassisk; derfor taler bl. a. den forholdsvis gode tradition, den alt i alt repræsenterer, ikke mindst angående de grønlandske forhold og begivenheder. Navnlig disse taler for, at sætte sagaen så langt tilbage som muligt. Jeg vilde altså være tilbøjelig til at sætte den til tiden ved 1200, ikke senere. Dette modsiges – tilsyneladende - af den omstændighed, at der s. 44 tales om skålen på Reykjaholar som endnu stående i biskop Magnus d. andens tid. d.v.s. i årene 1216—36 (således i 132-Flat., medens Hauksb. har Arne f. Magnus). Var sætningen i 132-Flat. oprindelig, måtte sagaen være skreven efter 1236. Men sådanne bemærkninger hører til de upålideligste, og jeg for mit vedkommende tvivler ikke om, at den er en afskrivertilføjelse. I grunden behøver det dog kun at være enn síðarri7), der er tilføjet; den første Magnus var biskop 1134—48, en tidsbestemmelse, som vilde være særdeles passende.

Sagaen er interessant, ikke mindst på grund af det nævnte grønlandske afsnit8); men også det første afsnit giver et velkomment billede af de to fostbrødre og deres virken. Deres karakterer er hinanden modsatte; denne modsætning er af stor virkning og indeholder dyb psykologisk sandhed. Torgeir er den hårdføre, altid uforfærdede, altid til strid og drab tilbøjelige helt. I selskab med ham bliver Tormod, der i grunden er fredeligsindet, trodsig og hård, ubrødelig hengiven mod ham, som han har sluttet sig til. Siden, da Tormod er skilt fra ham, kommer hans bløde natur op i ham, og han hengiver sig til elskov og fredelig syssel; her viser han en letsindighed og ustadighed, der kunde have haft slemme følger for ham. Men han er altid den uforfærdede, et lyst og klart hoved. Bægges karakterer er dygtig og konsekvent skildrede. Og i det hele må det siges, at sagaen indtager en smuk plads blandt slægtsagaerne.




Noter:
1) Om en skåle på Reykjahólar hedder det i 132-Flat., at den endnu stod i biskop Magnus d. andens tid (o: 1216—80), medens Hauksb. har Arne d. andens (ɔ: 1304-20).

2) Mærkelig er fejlen »Frodes« søn, der genfindes i Laxd. kap. 1.

3) Mærkeligt nok tales der s. 24 om sekt (fredløshed), men s. 28 om sátt (forlig); det første stemmer med Grettiss., det sidste er vistnok en afskrivers (redaktørs) forvanskning.

4) Et steds i sagaens slutning (s. 107) findes en sætning (Tormod angiver grunden til at han har dræbt så mange mænd), der ikke fmder sin forklaring i, hvad der er fortalt; det kan ikke gå tilbage til s. 104; her har den gamle tradition vistnok glemt noget.

5) Safn til sögu Isl. I, 467.

6) Når Tormods faders gård i 132 kaldes Dyrðilmyr (s. 5), møder der vanskeligheder (Kålund I, 596); men navnet findes ikke i Flatøbogen; her foreligger der sikkert en interpolation.

7) ... alt til þess er Magnús byskup var at staðnum í Skálaholti enn siðarri.

8) Jfr. Grønl. hist. Mind. II, 270, P. E Müller, Sagabibl. I, 151.