FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Fornaldersagaer indledning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker


Indledning, beskrivelse


De sagaer, der kaldes således, egl. »oldtidssagaer« (hvor oldtid er = forhistorisk tid fra nutidens standpunkt), er en samling sagaer dels om personer, der var eller formodes at have været virkelig historiske, hovedsagelig norske, for en del danske, personer og hvortil der ad genealogisk vej knyttes historiske slægter, dels ganske uhistoriske d. v. s. opdigtede — nordiske — personer, men som på en måde sidestilles med de første og som på grund af deres hele væsen og virken må sættes i klasse med dem. Hertil slutter sig så atter enkelte sagaer, der helt eller delvis handler om ikke-nordiske æmner og personer, nemlig tyske sagnpersoner m. m., som sagaen om Didrik af Bern, forudsat at denne er islandsk, hvorom nærmere på sit sted.

Alle disse sagaer er blevne samlede og udgivne i Fornaldarsögur Norðrlanda I—III, 1829-30. De fleste af dem er i nyere tid bleven særskilt udgivne, hvorom der under de enkelte sagaer vil blive oplyst.

Der er flere gange i det foregående nævnet sådanne sagaer og þættir, der har kunnet betegnes som mere eller mindre fornaldarsaga-agtige, ja som rene æventyr; atter og atter er der udpeget fornaldarsaga-motiver; ja, enkelte af de nævnte skrifter havde med lige så stor ret i grunden kunnet behandles her som der. Der er således allerede stiftet bekendtskab med flere af disse sagaers æmner, fremstilling og stil.

Når der nu skal gøres nærmere rede for disse sagaer, må det undersøge, hvad den gamle litteratur selv oplyser om deres historiske forekomst1).

Det ældste litterære vidnesbyrd om disse sagaer er den kendte og flere steder i det foregående omtalte beskrivelse af brylluppet på Reykjahólar (1119); Hrolf fra Skalmarnes skal her have fortalt en saga om Hromund Greipsson, og der nævnes de hovedafsnit, den bestod af. Det hedder her tillige, og det er meget vigtigt, at denne saga havde fortælleren selv »sat sammen«. Dernæst siges præsten Ingimund at have fortalt sagaen om »Orm Barrøskjald«, der nu ikke eksisterer, men den har vistnok også været af samme art som en fornaldarsaga. Bægge disse fortællere siges at have fremsagt mange vers og en flok i tilgift (se ovf. s. 139-140). Det anvendte udtryk: »at sætte sammen« betyder, at Hrolf var den egenlige forfatter af sagaen som et hele, at den altså ikke tidligere eksisterede som sådan, men kun som forskellige enkelte omløbsfortællinger. Der er intet, der hindrer os i at antage, at Hrolf, idet han samlede og knyttede dem til hinanden, af sit eget kan have tilføjet et eller andet. At han skulde have opdigtet det hele, er der derimod ingen som helst grund til at tro, da Hromund sikkert var en til visse slægter knyttet (sagn)person. Uagtet det nu sst. om Orms saga hedder, at mange kyndige folk (vel at mærke på grund af Ingimunds vers) »har anset den for at være sand«, er den og andre lignende sagaer dog af andre sagkyndige og oplyste mænd vistnok bleven betragtede som uhistoriske, som »løgnesagaer« (lygisögur)2), således som vi hører, at kong Sverre betegnede Hrómundarsaga, hvis underholdende betydning han dog var den første til at anerkende (sst).

Det er meget vigtige og interessante oplysninger, der her er givne. Det er først og fremmest klart, at disse og lignende fortællinger udgjorde tidlig et underholdningsæmne ikke blot på Island, men også i Norge. Dette er naturligt, ti større eller mindre dele deraf er gamle folkelige æventyr og ældre sagnminder. Herom findes et andet vidnesbyrd. I anledning af en »Vatnarshøj« sydfor Hákonarhella siges (Ldn. 326) en norsk købmand at have fortalt »sagaen om Vatnar«, en søn af sagnkongen Víkar; tiden, når dette skete, angives ganske vist ikke, men det må dog have været før 1100, eftersom det straks efter fortælles, at da kong Harald hårdråde lå ved Glumsten, så han to høje der på kysten; efter hjemkomsten til Norge kunde Kárr den svarte, Tjodolf fra Hvinis (d. yngres) frænde3), fortælle kongen, at i de gravhøje lå kong Vatnars sønner, Snjallr og Hjaldr4); om disse har der altså været mundtlige, uden tvivl fornaldarsaga-agtige overleveringer. Det er disse og lignende folkeminder og sagn, som Saxo har fået fra isl. overlevering5). Og det er denslags fortællinger, som man i den nyere tid har kaldt »vikingesagaer«, men dette udtryk er uhjemlet og urigtigt som artsbetegnelse, da de pågældende sagn sikkert kun er sådanne, som var almindelig genstand for fortælling i Norge og senere på Island6). Disse norske sagn, som vi her får antydede, er sikkert komne til Island, længe før nogen fornaldarsaga blev nedskreven, enten allerede med landnamsmændene eller i den følgende tid gennem Islændere, der havde opholdt sig i Norge, eller gennem norske købmænd. Det er fuldstændig forfejlet, når enkelte af de senere udgivere af disse sagaer kan mene, at en sådan saga er nedskreven i Norge, fordi der deri findes norske sagn.

I fortalen til sin saga om Olaf Tryggvason ytrer Odd munk, med en vis ringeagt, følgende: »bedre er det at have fornøjelsen af at høre sligt (om kong Olaf) end stemødresagaer, som hyrdedrenge (hjarðsveinar) fortæller, men om hvilke ingen ved, hvorvidt de er sande, og som altid lader kongen være den ringeste«7). Her gives der atter en såre velkommen oplysning om en anden art »sagaer«, nemlig de rene æventyr, ti det er klart, at det er sådanne der menes, og det er tillige klart, både til hvilken folkelig klasse eller kres, de regnedes, og den dermed sammenhængende (ringe) anseelse, de nød hos de mere dannede. Man kan gå ud fra, at sådanne fortællinger og æventyr, som de her antydede, endnu ikke var fundne værdige til at optegnes. Man var da også travlt sysselsat med den historiske saga af enhver art.

I det 13. århundrede findes så meddelelsen om Sturla Tordsson som en dygtig sagafortæller, idet han siges (se foran s. 97) for det norske kongepar at have fortalt »sagaen om jættekvinden Huld« godt og morsomt. Desværre er denne saga tabt, men man tager vistnok ikke fejl ved at antage, at den har været i slægt med de jættekvindesagaer, der findes blandt fomaldarsagaerne. Når det ved den lejlighed hedder, at dronningen lod Sturla hænte og bad ham »tage sagaen med sig«, synes dette udtryk med nogenlunde bestemthed at antyde, at sagaen var nedskreven eller i hvert fald at dronningen trode det8). Dette skete jo i året 1263, og da var den originale historiske sagaskrivning for det meste forlængst færdig. Sådanne sagaer har endnu dengang — og uden tvivl i lange tider efter — været et almindeligt underholdningsæmne, og det er åbenbart dem, hvortil der med et gejstligt suk i Postolas. 849 sigtes; her hedder det (i præsten Grims brev; Grim d. 1298): »at det var bedre at forklare baptistens spådomme — hellere end at ænse tåbelige menneskers ønske, som finder alt det langt [ɔ: kedeligt], hvad der fortælles om Kristi kæmper, og morer sig mere over fabelsagaer (skröksögur).

At disse sagaer er nedskrevne allerede i det 13. årh., fremgår også af andre omstændigheder.

Der er i det foregående fremført utvetydige vidnesbyrd om, at de historiske sagaer og dermed nærbeslægtede — skønt mindre historiske — þættir fra o. 1300 er påvirkede af disse sagaer ikke alene med hensyn til indhold og motiver, men også m. h. t. stil. Herved synes de bestemt at forudsætte fornaldarsagaernes tilværelse ikke blot i mundtlig, men også i skriftlig form.

Håndskrifterne, hvori Fas.9) findes, er ganske vist for det meste ret unge, nemlig fra tiden ved og efter 1400, men forholdet kunde jo her sluttes at være det samme som ved den ældre række af historiske sagaer, hvis håndskrifter i reglen er et til to hundred år yngre end affattelsestiden. Hertil kommer et temlig afgørende bevis, idet det er så heldigt, at der i et par enkelte tilfælde gives håndskrifter eller brudstykker af sådanne fra tiden ved og kort efter 1300. Således er f. ex. Stockholmshdskr. 7, 4° mbr. med Örvar-Oddss. m. m. i hvert fald ikke yngre end o. 1325—50. I AM 567, XIVβ haves et skindblad af Hrolf Gautrekssons saga, der ikke er yngre end o. 1300.

Der er således næppe nogen tvivl om, at Fas. eller den største del af dem er nedskreven i den sidste halvdel af det 13. årh.; enkelte er mulig først skrevne i det 14. årh. Dette bestyrkes også derved, at de ældste rímur, der hovedsagelig beror på Fas. og lignende sagaer, er forfattede i slutningen af det 14. årh. eller omtrent ved den tid. Uagtet nogle af Fas. formentlig tilhører det 14. årh., må de dog alle behandles her samlet, så meget mere som en nøje deling efter tilblivelsestiden er umulig, ti at holde sig strængt til deres nuværende form, går lige så lidt an som ved de historiske sagaer. Det er nemlig gået dem ganske som disse, at de i tidens løb er bleven mere eller mindre stærkt om- og bearbejdede, hvilket her netop var meget lettere end ellers; her var intet historisk at holde sig til, hverken i tid eller sted; æventyrlige bedrifter, kampe og tog kunde indsættes og udskydes efter behag — og dette kan for fleres vedkommende ligefrem påvises. Også den sproglige fremstilling er tit og ofte bleven ændret efter tidens sprogbrug og smag. Efter alt dette må de som sagt ikke bedømmes. Hvorledes det i øvrigt forholder sig med hver enkelt saga, vil i det følgende nærmere blive undersøgt, men nogle almindelige bemærkninger om dem i det hele vil det være hensigtsmæssigt at gøre.

De personer, der optræder i Fas., er i reglen fyrstelige, høvdinger, konger, og deres børn, men det er klart, at det er de gamle fylkeskonger, der afspejler sig i dem. Kongesønnerne vokser op og nyder som oftest en god opdragelse; de går på vikingetog og udfører forskellige storbedrifter. Kongedøtre spiller på forskellig vis ofte en stor rolle, mest som ombejlede, der volder kampe og farefulde tog, men som dog tilsidst får den, de skal og vil have. De er undertiden udmærkede og kloge kvinder — således optræder også ofte dronningerne overfor deres mænd; de giver besindige og kloge råd, er forudseende og har varslende drømme. Undertiden er kongedøtrene meget mandhaftige, trodsige, rene valkyrjenaturer, men uden disses finhed. De bortføres af uvætter eller omskabes til jættekvinder og må da eftersøges. Herser og hersefødte mænd optræder flere gange og da tildels ved kongernes side, med hvem de er jævnbyrdige, og hvem de endog kan overgå i tapperhed og ædelsind (som Fridtjof). Men i øvrigt er forskellen på dem og kongerne ikke stor. I enkelte tilfælde optræder, ligesom så hyppig i de senere islandske folkesagn og æventyr, »en karl og kærling i deres hytte« ved siden af kongsgården; deres børn viser sig altid at være særdeles kløgtige, rådsnare og raske; de knytter venskabsforbindelser med kongebørnene og udfører de æventyrligste bedrifter. Af særlige slægter fortjæner navnlig Hrafnistamændene at nævnes, hvoriblandt enkelte »kulbidere« fandtes.

De forskellige hovedpersoner beskrives, ofte temlig udførlig, både m. h. t. deres ydre og indre egenskaber, men det er undertiden som om disse, ofte ordrige beskrivelser ligesom skal bøde på den ringe lejlighed, de, trods alle kampe osv., får til at lægge dem for dagen; det er ikke som i de gamle slægtsagaer, hvor de forskellige optrin maler mandens inderste væsen bedre end nogen beskrivelse i ord kunde gøre det. I reglen er disse beskrivelser lidet særtegnende; der dannes hurtig typer, og personerne omtales i de samme eller lignende ord og vendinger. Enkelte gange findes tilløb til virkelig personlig karaktertegning som f. ex. ved brødrene Hrolfr Gautreksson og Ketill, hvor modsætningen mellem den enes besindighed og noget langsomme tankegang og den andens fremfusenhed og ilterhed er dygtig skildret. Ligeledes er bueskytten Áns, erotikeren Fridtjofs og fleres karakter godt tegnet for ikke at tale om personerne i Gjafarefssaga (se nedenfor). Overhovedet er personernes optræden sig selv lig. Ejendommeligt er det, at tiltrods for at disse sagaers helte er udstyrede med det ukueligste mod og en aldrig svigtende lyst til at udøve bedrifter, er kort sagt ideale, typiske helte, går det dem dog ofte ilde; de fanges af deres fjender, bliver mishandlede og fængslede, men rigtignok altid for så at slippe ud af vanskelighederne, enten ved deres egen snildhed eller ved andres hjælp og ved overnaturlige midler; bagefter skinner da deres berømmelses glans med dobbelt styrke, tiltrods for det komiske skær, der efter vore begreber undertiden unægtelig kommer til at falde på dem, som f. ex. når helten Ganger-Rolf får bægge sine ben afskårne og noget efter igen påsatte, så at de bliver, som der ingen ting var sket. Det lader ikke til, at man i det 13. og 14. årh. har fundet anledning til at trække på smilebåndet. Man ser da også af forskellige udtalelser, hvor lettroende man overhovedet da har været. Dette kan tildels bero på kendskab til de fremmede romantiske

Med de her omtalte personer er personlisten imidlertid langt fra udtømt. Der optræder tillige en mængde ikke-menneskelige væsner, først og fremmest jætter og jættekvinder. De første er altid nogle slemme uhyrer, store at vækst og over al måde hæslige, med flere hoveder osv.; de er undertiden menneskeædere, der kogler til sig hele skibe med deres mandskab. Jættekvinderne svarer tildels hertil; de er i reglen hæslige; de beskrives også typisk og de ligner i ydre alle hinanden. Men flere af disse — ganske bortset fra de menneskelige kvinder, der er forvandlede til jættekvinder — er dog besjælede af menneskelige følelser (hvilket da kan sættes i forbindelse med, at de på mødrene side f. ex. nedstammer fra røvede menneskedøtre); de hjælper heltene, når disse er i knibe, og fatter endogså kærlighed til dem og får børn med dem; ikke desto mindre er de ædle nok til at give afkald på dem og lade dem rejse videre. De er taknemmelige og lønner altid de tjænester, der vises dem. De tager ikke i betænkning at hjælpe med til at slå deres stammefæller og slægtninge ihjæl og tage alle deres kostbarheder, ti af guld og klenodier, gode sværd og lign. har jætterne nok.

Det er særlig i anledning af jættekvindeelskoven, at der i disse sagaer forekommer den art hentydninger til kønslig omgang, som ellers ikke findes i de historiske sagaer, men som findes i rimerne: det er den senere fordærvede smag, der tildels er fremkommet ved læsning i de fremmede riddersagaer; og det er vistnok fra senere bearbejdere, at det meste heraf stammer (Bosasaga med sin usminkede omtale af kønslig omgang er dog en undtagelse, men det er sikkert ikke alt oprindeligt).

Hvad de til jættekvinder omskabte kongedøtre angår, har de altid bevaret deres oprindelige sind og sjælsævner og bevidstheden om, hvem de selv er; de hjælper ofte deres befrier under forsøget på at befri dem undertiden mere end godt er; heltens bedrift bliver ofte derved betænkelig forringet.

Alle bor de i klippehuler i afsides ubygder, er klædt i skindkapper, der ikke forskønner dem.

En stor rolle spiller bersærkerne, disse halvjætteagtige og jættebeslægtede skadedyr. Med dem har disse sagaers forfattere ingen som helst medlidenhed. De er så godt som altid de værste vikinger og banditter, tildels udstyrede med overnaturlige ævner og trolddom. De har mærkelige navne, og tilnavne som járnhauss, 'jærnhoved', hvorved deres hoved gøres ligesom til en usårlig jærnklump; med dette afbøder de alle sværdshug — skjolde behøver de altså ikke — , indtil den rette helt med det rette sværd kommer og gør det af med dem på den forsmædeligste måde. De er bravtende, uforskammede, og optræder hyppig som selvgode bejlere til fornemme mænds døtre, men det går dem altid ilde til inderlig fryd for fortæller og tilhører.

Endelig forekommer der i Fas. en stor mængde troldkyndige væsner, galdremænd og sejdkvinder, tildels af den mest æventyrlige og overdrevne art, men ikke alt, hvad de således indeholder, stammer fra de oprindelige forfattere. Navnlig er det Bjarmer og Finner, der altid er troldkyndige og som sådanne bringer heltene i de største farer. De kan i en håndevending omskabe sig til et hvilket som helst dyr; de farer i luft og hav og smutter som ål ned igennem jorden osv. Til disse væsner kan dværge også regnes; de optræder som ellers som dygtige smede og venlige væsner og som troldkyndige. Virkelige dyr, dog af overnaturlig størrelse og egenskaber (som blotnaut og lign.), spiller en rolle foruden æventyrlige uhyrer, som drager, finngálkn og fl., for ikke at tale om gengangere og grumme højboer.

Ligesom personerne er typiske og stereotype, således er også deres navne lidet ejendommelige og uden særtegnende mangfoldighed. Det er de samme, der atter og atter dukker op. Bortset fra de enkelte virkelige personer (som Hrafnistamændene) har vi dels med eponymiske navne at gøre (Gauti med Gautrekr, Nórr, Norðri i Northumberland osv.), dels med navne, der åbenbart går tilbage til historiske personer, eller med andre ord, det er historiske personers navne, der lånes. Således hedder kongedøtrene i reglen Ingibjörg og Ingigerðr; det er de fra Olafssagaerne bekendte navne på Olaf Tryggvasons søster og Olaf d. svenskes datter, der jo bægge spillede en stor rolle; den sidste blev gift med den russiske konge, og det er da også særlig i Garderige, man i Fas. træffer navnet. Dette er i en anden henseende vigtigt, hvorom nedenfor. Atter og atter træffes navnene Hringr, Herrauðr (-røðr). dette særlig på (gøtske) jarler, Ása, Æsa, Halfdan, Haraldr, Agnarr, Alfr, Eirikr, Hlöðver, Hrólfr, Grimr osv. (jfr. navneregistret til Fas.); og disse navne synes ofte at være stedbundne; således hedder kongen i Valland altid Vilhjálmr, i England Ella, jfr. Hárekr i Bjarmeland. Atter her mærkes der bekendte historiske forbilleder. Også andre navne, der forekommer sjældnere eller enkeltvis, beror åbenbart på historiske, dels også fra bekendte sagnkilder kendte personer som Angantýr, Atli (konge), Dagr (søkonge), Haki, Ingjaldr, Ulfr, Björn (som rådgiver), Signý og flere. Enkelte rent symbolske navne (jfr. de eponymiske) findes som Mjöll, Drífa, Eisa. Eimyrja, Logi, Glóð (således og ikke Glöð skal der læses i Þorst. Vík.), tildels knyttede genealogisk til hinanden. Jættekvinder bærer navne som Skinnefja, Skellinefja, Arinnefja; trælle og bersærker hedder Kolr osv. Hertil kommer så de forskellige lidet talrige ikke-nordiske navne, der findes i enkelte sagaer. Som man ser, er det ikke specielt islandske navne, der forekommer; navne som Þorkell, Þorsteinn, der i Ldn. findes henholdsvis henved 70 og 100 gange, forekommer i Fas. kun 3 og 4 gange. Man har ment, at de hjemlige, mest kendte og brugte navne ikke rigtig passede til disse gamle oldtidshelte; hvorimod de gamle sagn-navne og navne fra de nordiske kongeslægter fandtes passende. Det er tillige en stræben efter at give det hele et så gammelt udseende som muligt, ganske som man søgte at give de indstrøede vers et sådant (se foran s. 140—41). At disse navne beror på forfatterne selv, at de i hvert fald ikke er en arv fra en gammel overlevering, vil yderligere fremgå af det følgende.

Det landområde, hvor disse sagaer foregår, er overhovedet og i al almindelighed de nordiske lande, blandt disse atter fortrinsvis Norge. Bortset fra sagaer som Rolf krakes og Ragnar lodbrogs saga samt Völsungasaga er de øvrige sagaers hovedpersoner særlig knyttede til Norge og dernæst til Götland, hvilket sidste ikke spiller nogen ringe rolle10), ganske sikkert på grund af de historiske forhold, der så betydningsfuldt skildres i Olafssagaerne, særlig dog i Olaf d. helliges saga. Dernæst kommer Sverrig (Upsala-egnen) og fremfor alt de baltiske lande, Garderige (Rusland) osv., samt Bjarmeland, der er et slags fabelland med æventyrlig glans, hvis indbyggere er troldkyndige ligesom deres naboer Finnerne (Lapper og Finlændere). Bjarmeland var jo blevet opdaget kort før Island blev bebygget; det er muligt, at nogle af landnamsmændene har ført med sig sagn om det nye land nordøst for Norge, der så efterhånden har fået sin nævnte karakter. Ikke desto mindre er det dog atter her senere historiske forbilleder, der uden tvivl har haft den største betydning, og blandt dem atter Olaf d. helliges saga, der jo netop fortæller om et farefuldt Bjarmelandstog, hvortil der var knyttet forskellige uhyggelige minder og sagn om trolddom, om rige skatte osv. Navnlig er det Odd »d. vidførle«, Örvar-Oddr, der er sat i forbindelse med Bjarmeland; mindet om Ottar, der opdagede sejlleden derhen, afspejler sig i sagnet om Odd (»Er du hin Odd, der drog til Bjarmeland?« er det stadige spørsmål). men Boer har næppe ret i, at Oddr er den samme som den nævnte Ottar. Forfatterne er ikke altid på det rene med de geografiske forhold; de har den forestilling, at man fra Gandvik (Det hvide hav) i Bjarmeland kan sejle lige til Østersøen og dens forgreninger uden at behøve at sejle uden om Norge. Det er Bjarmernes umiddelbare naboskab til Garderige, der har skabt denne forestilling. I øvrigt er de geografiske begreber angående de skandinaviske lande for det meste ganske i orden; i enkelte tilfælde foreligger der fejl, som når »Vifilsø« omtales som liggende udenfor »Ullarakr«, eller når Gøtaelven og egnene i det nordlige Norge i en enkelt saga tænkes temmelig nærved hinanden; et par gange laves der norske stednavne tildels efter kendte navne som Uppdalir (jfr. Updalr i Trondhjem og navne på -dalir). — Ved Gøtaelven holdes møder og tvekampe efter kendte historiske forbilleder. Sverrigs øvrige egne — foruden de før omtalte — spiller kun en ringe rolle. Man skulde tro, at de vestlige øer og lande på grund af vikingetogene og Islændernes færd dér indtog en meget fremtrædende plads i disse sagaer. Men det er ikke tilfældet. Det er rent undtagelsesvis, at et tog til Orknøerne og England eller Irland omtales; beskrivelsen deraf er uden al værd, og der mærkes her urigtige forestillinger, tildels urigtige navne, ligesom også Irland betragtes som etslags vestligt Bjarmeland, hvor der er troldpak og storartede templer med kostbare uroksehorn (III, 248). Dette hænger sammen med, at sagaerne stammer fra sene tider, da Islændernes egen skibsfart var gået i stå; til vikingetidens Irland og Vesten overhovedet mærkes der aldeles intet; det er atter kongesagaernes skildringer, der har udøvet deres indflydelse, ligesom det f. ex. ses i Hemingsþáttr. Kun spredt eller en enkelt gang nævnes andre lande i Evropa (Spania, Grecia, Húnaland, Sváfa, Valland). Ligeledes Serkland og Indien, hvorfra man på den nemmeste måde og i den største fart kan komme til f. ex. Sverrig — atter en påvirkning fra de romantiske sagaer.

Nogen egenlig tidsfarve har forfatterne ikke været i stand til at sætte på deres skildringer; kun er der en stræben efter at komme bort fra deres egen samtid at mærke; og da er det, som antydet, litterære forbilleder i de historiske sagaer, der har påvirket dem, og ad denne vej har de fået ældre tiders begivenheder og tilstande frem i deres sagaer, men ikke de ældste tiders tilstande, som det dog åbenbart, uagtet de undgår nærmere tidsbestemmelser, er deres mening at beskrive; de føler, at de personer og begivenheder, de behandler, ligger forud for Harald hårfagre. Dette ses bl. a. af, at de undertiden gør sagapersonerne til de islandske landnamsmænds forfædre.

Det er af de historiske sagaer klart, hvor lidet man i det 12. og 13. årh. på Island vidste om Nordens historie før 800 eller før Harald hårfagre. Overleveringen når i virkeligheden ikke længere tilbage end omtrent til hans fremtræden, og de ældre digte var forlængst helt gåede til grunde. I de i fornaldarsagaerne fremstillede begivenheder kan man i det hele ikke se eller mærke virkelige historiske tildragelser eller overhovedet noget gammelt og, kunde man med en vis ret tilføje, godt. Den stereotype karakter i alle skildringer er for det første betegnende nok; der er, som bemærket, intet særpræg, intet old- eller urtidsagtigt ved personer eller begivenheder. Den store mængde af handlinger og enkelttræk, der åbenbart er lånte fra de historiske sagaer, viser bedst, hvor fattig overleveringen var, hvis man overhovedet har nogen ret til at tale om en sådan. Dernæst er en mængde motiver hæntet fra folkelige æventyr og andre folkesagn. Og endelig er der endel, der går tilbage til de senere romantiske sagaer, — dette er mulig hidrørende fra senere bearbejdere. Af alle disse bestanddele er disse sagaer lavede, tit og mange gange findes der den mest brogede og løjerlige sammenblanding af alle motiver på et bræt. Af virkelig gamle historiske minder bliver der kun en meget ringe brøkdel tilbage, ofte eller måske oftest kun navnene11). Af de i de historiske sagaer så ofte forekommende kritiske bemærkninger og antydninger af ældre tiders tilstande findes der her så godt som ingen. Et enkelt ejendommeligt udslag af en bedre-viden findes, idet en forfatter stolt ytrer: »ti da var man endnu ikke begyndt på at opføre haller i Norge« (I, 316); men dette er kun et enestående eksempel og netop derved undgår det ikke et ironisk skær. Særlig islandske forhold skinner meget lidet igennem (jfr. hvad der foran blev bemærket om navnene.)

Hvad nu sagaernes egenlige indhold angår, er dette, tiltrods for dets typiske ensformighed, dog så rigt på afvekslinger og forbindelser af enkeltheder, at det kun kan skildres i de almindeligste træk.

Det består da for det første i vikingetog, der spiller en hovedrolle. De foretages enten af lyst til at vinde guld og ære eller for at eftersøge forsvundne personer i fjærne lande eller også for at bringe hjælp; endelig foretages bejlerfærd oftest til søs. I reglen er disse tog forbundne med mere eller mindre alvorlige farer, dels fra elementernes side (storm og stride bølger, undertiden opstået ved trolddom), dels fra de professionelle vikingers side. Der leveres kampe af den mest gruopvækkende art. Gærne mødes to vikinger ved øer, eller den ene part lægger til ved et næs, så går man op på land og opdager en flåde på den anden side af næsset; man skynder sig tilbage, bringer guld og kostbarheder i sikkerhed i land, men fylder skibene med sten og træer; så ror man i natligt mulm og mørke mod fjenden og angriber ham; der opstår så en hæftig kamp med meget mandefald, megen vaden i blod og desl.; der udveksles de drabeligste hug. Kampen ender med den angrebnes fald — ti den angribende er i reglen sagaens helt — , eller han bliver hårdt såret og helbredet, hvorpå han og modparten indgår fostbroderskab, når de bægge er værdige dertil; fostbrødrelaget spiller overhovedet en meget stor rolle i disse sagaer, hvor det sikkert atter er historiske forbilleder, der har virket (f. ex. de berømte fostbrødre Tormod og Torgeir); her kan der vistnok findes enkelte træk af det gamle fostbroderskabs beskaffenhed, der ikke findes andre steder. Fostbrødrene følges så trofast ad til nye kampe og støtter hinanden af al kraft. Skibene er altid prægtig udstyrede og næsten altid er der et drageskib i flåden; ofte står ved det første møde en lige så prægtig udstyret mand ved masten. Skibene er undertiden begavede med menneskelig forstand; de adlyder deres ejer og bærer dem trygt gennem skær og brænding. Enkelte af sagaerne består så at sige kun af skildringer af søtog; dette motiv misbruges Og udtværes. Rejser og tog til lands forekommer ofte; de er af den æventyrligste art. Man rejser igennem lange og tykke skove, hvor der altid er røvere og stimænd; disse har »en skåle« og guld i hobetal og er selv vilde og grumme, men bliver altid slåede ihjæl. Lige så hyppige er bersærkekampe. Jættedrab efter det samme mønster findes adskillige gange. I reglen er det udmærkede våben, sværd med overnaturlige egenskaber, der spiller en stor rolle; der er giftige sværd, dværgearbejder; der er sværd, der for så vidt er enestående, som de er de eneste, en bersærk eller jætte frygter; det gælder da ikke at lade vedkommende få nys om, at man besidder det rigtige våben. Disse sværd »stanses aldrig i hug«; de kløver fjenden ned til kindtænderne eller lige ned til bæltestedet. Der er overhovedet ingen grænser for, hvad et sådant sværd i en kæmpes hånd kan udrette. I enkelte sagaer findes også vidunderlige pile som våben. Svarende til skibene er heltenes heste; de er prægtige og udholdende; men her mærkes udenlandske forbilleder og lån som hesten Dulcifal (ɔ: Bukefalos) i Ganger-Rolfs saga, der, pudsigt, men betegnende nok, siges at have været af de »dromedariorum« slægt. En stor mængde af togene gælder en kvinde, enten når hun skal vindes af bejleren eller frelses fra jættevold, hvilket undertiden falder sammen med det første. Der er derfor i disse sagaer fuldt op af bryllupper og elskov. Og der er ét, der karakteriserer dem alle i modsætning til slægtsagaerne, nemlig at de elskende altid får hinanden, når blot de har gennemgået den hele række af trængsler, kampe, trolddom og farer. Dette skyldes atter uden tvivl indflydelse fra de fremmede romantiske sagaer og de gamle folkelige æventyr. Det bærer tillige vidne om folkets smag og åndelige tilstand i det 13. og 14. årh. I vekslingen af motiver udvikles ingen synderlig fantasi eller frodig opfindsomhed. Det er de samme begivenheder, der gentager sig, de samme ting og da uden særpræg; en enkelt forfatter er så nøjagtig at angive, at en tå eller to hugges af. Af glæden over dette fund gentages det. Også heri ligger en modsætning til slægtsagaerne.

Kristendom og hedenskab spiller overhovedet en ringe rolle i i disse sagaer; naturligvis fordi forfatterne henlægger deres indhold til så gammel en tid. Det er kun enkelte som Nornagestsþ. og Örvar-Oddss., hvor en brydning mellem bægge findes. Derimod tager man fejl, hvis man tror, at disse sagaer indeholder gamle, uforfalskede minder om hedenskabet. Tværtimod. Hvad der heraf forekommer, beror dels kun på efterligninger og genklange af, hvad der findes i de historiske sagaer, dels på urigtige, af uvidenhed opståede forestillinger om hedenskabets væsen og optræden. I kun ganske enkelte tilfælde findes virkelige og da meget afblegede og forvanskede minder om gamle myter. Det samme gælder også de gamle folkesagn; af sådanne er overhovedet meget få ægte eller særlig værdifulde. Til disse få må først og fremmest henregnes den glimrende, ægte folkelig-naive skildring af den mærkelige familje i skoven, som kong Gaute engang traf på. En ejendommelig gærrighed og barnlig smålighed samt de forunderligste forestillinger præger denne familje. Faderen trækker hatten ned for øjnene under Gautes måltid — han kan ikke tåle at se maden forsvinde — og remmene ud af de sko, han forærer ham, og styrter sig endelig af sorg over, hvad han har måttet bortgive, ud over »Ætteklippen« (Ætternisstapi) og går glad til Odin; hans ene søn gør det samme, fordi sorte snegle er krøbne over hans guldbarrer, hvorved de er bleven så slidte, at livet for ham bliver uudholdeligt; den anden gør det samme, fordi en spurv har pillet et korn af et aks i hans mark, den tredje endelig, fordi han indbilder sig at have svangret sin søster blot ved at røre hendes kind. Her er en af folkepoesiens ægte guldbarrer, som tidens sorte snegle ikke har kunnet få bugt med12).

Til det gamle, men ikke derfor rent nordiske stof kan også høre motivet med den onde stemoder — der i reglen er en jættekvinde — , der vil lokke stesønnen til utugtig elskov og overhovedet er sine stebørn grum; hun forhekser dem (»lægger på dem« en trolddom, álög), og de må leve så og så længe under trolddommens magt, indtil denne løses og de er frelste. Uden at det forklares, er disse børn selv i stand til at »lægge trolddom på« deres stemødre, der virker lige så kraftig; straffen rammer dem i samme øjeblik, som børnene frelses. Denne trolddom antager undertiden en barokform, så at vi dermed er udover det barnlige folkeæventyrmotiv.

Af andre motiver, der enkelte gange forekommer, og som tildels er hæntede fra æventyrene, kan endnu nævnes: en faders råd til sin søn, drømme (meget hyppige), anvendelsen af søvntorn, drikken blod for at få flere kræfter, stormbælge (der bevirker storm og frost), horn (som Rolands), løfteaflæggelser, væddemål mellem hirdmænd, fremsynte fostermødre, selvfortælling om liv og lævned osv. Motiver, som genfindes i den danske folkevise, er svalen, der lader et silketørklæde falde ned i et bestemt øjemed, guldringen under boven på et dyr. Ganske unordisk og meget sen, men også temmelig enestående, er omtalen af en gilding som kvindevogter (Bósas.).

Det følger af sig selv, at der på et område som dette ingen grænser er for, hvad man kunde tillade sig i retning af det usandsynlige. Man sætter sig ganske udover tid og sted, udover alt hvad der er menneskeligt for hvert øjeblik at havne i det usandsynlige, umulige, barokke, fantastiske. Ingen spørger om eller har lov til at spørge om, hvorledes dette eller hint kan være gået til, hvorledes en mand kan finde en guldring på havsens bund mange år efter, at den er kastet i vandet, hvorledes Sigmund lever 10 år i en høj uden at gøre noget forsøg på at komme bort; en kvinde med et alen-bredt ansigt, et gribbeæg med guldbogstaver og lign. alt tages med troens ærlige øjne; langt borte erfarer man, hvad der foregår i fjærne egne, og kan indfinde sig i rette øjeblik til hjælp, osv. osv. Man ser, at den kritiske sans, som var så vågen i det 12. årh., nu har fået sig en søvntorn. Man ser tillige, at fantasien er temmelig tøjlesløs, men til gengæld lidet rig eller opfindsom, som den hos Islænderne altid har vist sig at være det. Ensformigheden m. h. t. indholdet er overalt fremtrædende, og den er det ikke mindre m. h. t. stilen.

Fremstilling, sammensætning og stil er i det hele ret simpel og naturligvis efterligning af den historiske sagas. Dog har stilen gennemgående noget andet og yngre præg end i hin. Ikke alene er den ligesom mere kunstløs — en stil-kunst er der her overhovedet ikke tale om — , men de samme vendinger, de samme sætninger, de samme beskrivelser forekommer atter og atter, ikke mindst i skildringen af kampe og hug og lign. Sagaerne bliver derfor noget trættende at læse i længden, men de oplives noget ved de ofte friske vers. Der findes mange gange en vel rigelig anvendelse af bogstavrimende ord og udtryk; præsens hist. bruges meget gærne; yngre ord og talemåder findes ikke sjælden, men endel heraf stammer ganske vist fra afskrivere og bearbejdere; de må altså ikke lægges til grund for bedømmelsen af sagaen eller dens alder. Ordsprog findes forholdsvis sjælden i det hele, og det er da særlige sagaer, der anfører dem fortrinsvis; de er i enkelte tilfælde hæntede fra de historiske sagaer13). Almueagtig stil med lavere skældsord og ufine, tildels uhøviske udtryk, åbenbart for at gøre fremstillingen mere drastisk og vistnok også morsom, findes enkelte gange14), men sikkert stammer heller ikke alt dette fra de oprindelige forfattere. Det er den samme smag, man finder i rimerne hist og her. Der er således den forskel på indhold og fremstilling med stil, at medens hint søges gjort så gammeldags som muligt, hvorved man særlig har gjort studier i Olafssagaerne, der netop var så udbredte på Island i den sidste halvdel af det 13. årh. og derefter, har man umulig eller kun med stor vanskelighed kunnet løsrive sig fra det medfødte talesprog eller den farve, der nu havde lagt sig over den skriftlige fremstilling, og som så godt kendes fra tidligere behandlede sagaværker; der var opstået en sprog- og stilform, der godt kan betegnes som efterklassisk.

Selve sammensætningen er, som sagt, simpel og i det hele sagamæssig. Forfatterne vidste meget godt, hvorledes en saga burde indrettes, hvorledes de enkelte begivenheder skulde forholde sig til hinanden, med andre ord, de havde et udpræget blik for årsagssammenhængen; begivenhederne udvikler sig i reglen med en logisk naturlighed og indre nødvendighed. Kun sjælden falder sagaerne i lidet sammenhængende afsnit (som f. ex. Rolf krakes saga). De er i reglen kun ét slægtleds historie med en eller to hovedpersoner; dog findes der undertiden også en forfædrehistorie af større eller ringere udstrækning. Et par gange findes sagaer, der fortsætter hinanden Þorst.— Friðþj.; Ketill — Grímr — Örvar-Oddr) uden dog at udgøre én saga. Selvfølgelig findes ujævnheder og urimeligheder eller dårlig begrundede enkeltheder. Dette var uundgåeligt hos ikke større kunstnere, end forfatterne viser sig at have været. At der indstrøs vers og digte, er jo en efterligning af de historiske sagaer.

Hvad forfatterne og disses hjem angår, er bægge dele meget vanskelige at bestemme. Forfatterne har mindre lejlighed til at røbe sig her end ellers. At de enkelte kristelig-farvede sagaer hidrører fra gejstlige, er klart. I det hele og store kunde man antage, at både læg og lærd har været beskæftiget med disse sagaers dannelse, således som det ses, at tilfældet var med de 1119 fortalte sagaer; her var det en bonde og en præst, der var forfatterne. Der er ingen grund til at tiltro den islandske gejstlighed i det 13. årh. nogen følelse af, at det ikke passede sig for den at forfatte denslags sagaer; så folkelig var den og blev den ved med at være.

Hvad sagaernes tilblivelsessted angår, gives der noget bestemtere antydninger. Ganske vist indeholder de selv lidet eller intet til bestemmelsen heraf; man er henvist til at drage slutninger af andre omstændigheder. Enkelte af disse sagaer (f. ex. de om Hrafnistamændene, Half osv.) er særlig knyttede til visse (norsk-) islandske slægter på en sådan måde, at det bliver rimeligst, at de er forfattede i disses hjemstavn. Alle sådanne fingerpeg leder tanken hen på det vestlige og sydvestlige Island, netop de dele af landet, hvor de fleste og bedste sagaer i øvrigt er skrevne. Hermed stemmer på de bedste den omstændighed, at så godt som alle skindbøger, hvori de findes, og hvorom man ved besked, stammer, så vidt skønnes kan, fra de nævnte landsdele. Men Nordlandets sagaegne har vel også en andel i dem.

Alt i alt kan disse sagaer ikke i nogen henseende måle sig med den ældre sagalitteratur; de er kun efterligninger deraf, og en god del af deres stof går tilbage dertil eller har sin rod deri. Så snart man erkender, at de ikke har opbevaret noget synderlig gammelt af betydning, men for det meste kun æventyrmotiver og enkelte træk af folketroen, således som disse levede i det 13. årh., forringes deres kulturhistoriske betydning, og dog er det denne, der giver dem deres egenlige værdi. Dr. Rosenbergs dom over dem træffer så nogenlunde det rigtige (Nordb. Aandsliv II, 285—86). Det behøver ikke nærmere at formuleres, i hvor høj en grad man må være forsigtig med at betragte disse sagaer som kilder, også på det rent kulturhistoriske område, og der kan tilføjes, det folkloristiske med.

Det vil være hensigtsmæssigt at dele disse sagaer i klasser; først er der de sagaer, der kan antages at have bevaret historiske træk og som er knyttede til Norge, dernæst de, der foregår i Norge, men er opdigtede; så kommer de, der angår Danmark, og endelig de, der behandler ikke-nordiske æmner15).



Noter:
1) Det kan ikke være hensigten her at komme ind på en undersøgelse og udredning af de enkelte sagns eller sagnmotivers historie og udvikling; det tilkommer sagnforskeren (folkloristen), og jeg finder grund til for mit vedkommende at fremhæve, at sagnhistorie ikke er litteraturhistorie, men at denne vel kan modtage oplysende bidrag fra hin. Der kan bl.a. henvises til B. Nerman: Svärges hedna litteratur 1913 s. 32ff., men jeg er ikke enig med ham i alt; især er jeg meget betænkelig ved hans (Schücks) antagelse, at Væringerne har nogen andel i disse sagaers udvikling og dannelse.
2) Dette navn er ikke en artsbetegnelse og bør ikke bruges om de her pågældende sagaer.
3) Det er morsomt her at se, at indsigt i sagn og myter er nedarvet i samme slægt; den nævnte Tjodolf var et barnebarn af den gamle digter Tjodolf d. hvinverske.
4) Jfr. Hjallus og Scatus hos Saxo.
5) Jfr. A. Olriks udvikling i Saxos Oldhistorie.
6) At tildele disse sagn en så stor betydning som at være forløber for og begyndelsen til den egenlige sagafortælling på Island, er en ganske uhjemlet og umulig antagelse. For den er de uden al betydning.
7) Jfr. Hrólfss. k. 15, Fms. VIII, 18.
8) Meissner bestrider (Strengl. s. 8) denne opfattelse; når det hedder: ”bad ham komme til sig og have med sig troldkvindesagaen”, vilde dette være et højst mærkeligt (og unaturligt) udtryk om en saga, der (kun) fandtes eller forudsattes at være i hans hukommelse. Udtrykket om Ulfljót er virkelig ikke en parallel dertil.
9) Således forkortes i det følgende Fornaldarsögur.
10) Jfr. B. Nermans ovf. anf. bog; han antager at der er meget gøtisk (svensk) sagnstof i flere af sagaerne.
11) Som eksempler på historiske sagaers og senere tiders påvirkning kan anføres — foruden hvad der allerede er bemærket — : De belejrede viser kostbarheder på deres borgmure ( !), jfr. Sig. Jors. s. — Ingibjörg på Ullarakr jfr. Oláfss. helg. — Jærnbeslagne skibe jfr. Eriks Jærnbarde. Oddr i »jordhuset« i Irland jfr. fortællingen om Hjörleif. — Bavner på fjældene jfr. Hák. s. goð. — enkelte træk går tilbage til Egilss. og Vatsd., osv. osv. Der findes en strid om en hest, gave af stodheste, den bestemmelse, at en kongedatter skal sidde i 3 år og vænte på sin bejler. Af senere tidstridigheder — endel er allerede anført — kan nævnes, at der etsteds omtales »røg fra en ovn«; — en slæbes »gennem alle gader« i byen; der tales i det hele om befæstede byer, borge og tårne — og der »sættes torv« for de fremmede — kongerne har høge på skuldrene og jager som i de romantiske sagaer. Der tales om »hærsporer«, »låsbuer«, »helpansrede« heste; der rides »i turniment«, ja der tales om en »dromund« i Irlandshav ( !) og en enkelt gang fanges isbjørne i Østersøen. Der spilles meget på harpe og andre strængelege, ligesom også fremmede drikke nyttes. En romantisk beskrivelse af våben læses III, 239, osv. osv.
12) Af andre gamle minder kan anføres skildringen af hallen i Völs.s (I, 119), hlunnroð (I, 260), hasselstængerne (I, 329), den hyppige omtale af herseværdigheden, vikingelove, Gjallandi brú (III, 398); jfr. Hálfss. kap. 4 slutn. og endel andre.
13) Således er der ingen tvivl om, at det er Ol. helg. k. 176 II, 405— 6, der er forbillede for Friðþj. s. 20, jfr. 49— 50. Fra Egilss. s. 119 er ordsproget i Ket. hæng. (II, 115) hæntet. Man læse bægge steder i sammenhæng.
14) Bortset fra den berygtede Bósasaga, hvor dog meget hidrører fra bearbejdere.
15) Om disse sagaer kan i det hele henvises til P. E. Müllers Sagabibliothek II, hvor der findes en mærkelig sund bedømmelse af dem. Jfr. Sturl., Proll. § 34 og A. Olrik: Sakse I—II, samt indledningerne til de nyere særudgaver.