FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Gísl Illugason

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.

I. Egenlige fyrsteskjalde.


Gísl Illugason
Gísl Illugason1) var af en gammel og god digterfamilje, Gilsbekkingerne, der i lige linje nedstammede fra Brage den gamle; selv var Gísl en sønnesøns søn af skjalden Tindr Hallkelsson (I, 535-37), Gunnlaugr ormstunges farbroder2). I Gísl samledes endnu engang den gamle slægts åndelige såvelsom legemlige dygtighed: digterævnen parret med personligt mod og kraft. Om Gísl haves en þáttr i Magnus barfods saga3). Han er født 1079. Da han kun var 6 år gammel, blev hans fader dræbt af en norsk købmand, Gjafvaldr, der senere blev en af kong Magnus' fortroligste mænd. Synet af faderens drab forfulgte siden den unge Gísl; det var noget han ikke glemte: »Jeg og min broder var tilstede, da vor fader blev dræbt; da sagde Gjafvaldr, at man skulde dræbe os bægge to; men jeg vil ikke gøre mig mandigere, herre, end jeg er, da sad gråden i min hals« ytrede Gísl senere til kong Magnus. Uudslettelig var begivenheden præget i hans sind og han tænkte kun på ét: hævn. Kun 17 år gammel drog han til Norge (år 1096) og her fik han endelig lejlighed til at tilføje Gjafvaldr et sår, hvoraf han lidt efter døde. Gísl blev grebet og kastet i fængsel. Nu indtraf der en begivenhed, der ikke alene viser det energiske sammenholds og den forstandige tales kraft, men som også var rig på spændende optrin. I byen var der dengang omkring 300 Islændere, deriblandt præsten Jóan Ögmundarson (den senere biskop) og Teitr, en søn af biskop Gissurr, bægge to udmærkede mænd. Drabet på Gjafvaldr blev udøvet ved nontid om lørdagen; men efter at non-helligheden var bleven forkyndt ved klokkeringning, måtte ingen henrettelse foretages. Tidlig om mandagen samledes Islænderne og begav sig hen til fængslet, brød det op og befriede Gísl for lænkerne og tog ham med sig. I fængslet havde han været glad og munter. Han blev nu ført hen til det ting, hvor dommen skulde forkyndes. Her holdt Joan præst en alvorsfuld og fortrinlig tale til kongen, hvorpå Gísl selv tog ordet til forsvar. Til slutning ytrede han, ganske uvæntet, på gammel skjaldevis, — »men et kvad har jeg digtet om Eder og jeg vilde gærne få lyd«. Kongen sagde kendelig formildet: »gør som du vil«. Gísl fremsagde sit digt, men »der var ikke megen poesi i det digt«, som det hedder. Gísl lagde derpå sit hoved i kongens skød, efter at have takket sine landsmænd smukt for den bistand, de havde ydet ham. Kongen gav Gísl hovedet, men forlangte 16 mark guld for Gjafvaldr, hvoraf dog halvdelen straks blev eftergivet, medens 8 af de tilstedeværende Islændere betalte hver sin mark. Gísl kom derpå til at indtage Gjafvalds plads og erhværvede sig kongens gunst. Siden fulgte han denne på Vesterhavstoget (år 1098)4), og ligeledes, hvis man tør tro biskop Jóans saga af Gunnlaugr munk5), på toget til Irland (år 1103). Han siges da at være bleven sendt som formand for de gidsler, Magnus sendte til kong Myrkjartan6). Efter kong Magnus' fald har Myrkjartan naturligvis givet gidslerne fri7); Gísl er da vendt tilbage og er vistnok kort efter kommen til Island. Dette beretter Jónssaga udtrykkelig og tilføjer, at Gísl ansås for at være en fremragende mand, at han bode på Island til sin høje alderdom og havde en søn, Einarr.

Som menneske er Gísl allerede karakteriseret ved beretningen om faderhævnen. En fast beslutning om hævn, ingen ro, før det engang satte mål er nået, ligegyldigt hvad det så end skulde koste, udholdenhed, standhaftighed og modig munterhed midt under livsfaren — disse er de egenskaber, som digteren viser. Det eneste løse vers, der haves af ham, i form som indhold lige fortræffeligt og digtet med de skærende jærnlænker om benene, svarer til det givne billede: »Munter skal jeg endnu være, skønt mændene tiltænker mig døden — jærnene begynder at varme [hvilket fortræffeligt udtryk!] mig om benene; enhver skal dø, kvinde, [vogtersken], men en mands hjærte frygter ej; endnu engang skal jeg i vers mindes mit mod.« Som digter hører Gísl dog ikke til de allerførste. Foruden det anførte løse vers — for ikke at tale om det ovenfor omtalte, første, forlængst tabte digt om kong Magnus (Hovedløsningen), »hvori der ikke var megen poesi«8) — haves nu kun brudstykker af hans, i fornyrðislag forfattede digt om kong Magnus barfod, digtet efter 11009). Formen er simpel og digtet i det hele lidet indviklet. Der haves heraf omtrent 20 hele vers, alle i Magnus barfods saga. De handler om Þóris og Egils opstand og oprørernes afstraffelse 1095, Vesterhavstoget samt toget til Sverrig 1099. Da digteren selv deltog i Vesterhavstoget og i øvrigt havde rig lejlighed til at samle de nøjagtige efterretninger om kongens bedrifter og rejser, har digtet betydelig historisk værd. Digteren er fuld af begejstring over og beundring for den unge, kække kriger-fyrste, hvis valgsprog var, at »en konge skulde være for at blive berømt, men ikke til at leve længe«; men han roser også kongen for hans indenlandske styrelse, fordi han straffede tyve og ransmænd og skaffede købmænd fred. Det er klart, at digteren har åbent øje for lovordnede tilstandes goder og at han hader uret og overlast. Digtet bliver således også et vidnesbyrd om Gísls egen humane tænkemåde, der igen uden tvivl på det nøjeste hænger sammen med de fredelige politiske og sociale tilstande i hans fædreland.

Fremstillingen er helt igennem ret livlig og malende, ikke alene skildringen af kampe og mandefald, som når digteren siger: »det blodige våben løb mellem fjendens hoved og skuldre«, men også og særlig af sejladsen og bølgegangen, som digteren åbenbart i højere grad end andre stræber efter, på lyrisk vis, at beskrive; særlig kan man gøre opmærksom på følgende to vers: »Havet begyndte at svulme, men skovens rasende ødelægger [stormen] drev sejlene fremad; den herlige drage med Danskernes skrækindjager knækkede ryggen på enhver af søens brusende brude«, »den blå Æger skød til den guldprydede stavn; bølgen trængte ind i det gyldne hoveds gab; dybets ild [guldet] skinnede som himlens flamme fra fyrstens drage[skibs]hoveder«. Desuagtet kan man ikke sige, at digtet er i besiddelse af nogen særlig originalitet eller nogen oprindelig digterisk kraft, da man flere steder, også i de anførte eksempler (jfr. Þorleikr fagre o. fl.), mærker ældre forbilleder, ja ligefrem verbale lån både fra skjaldekvad (særlig Valgarðs) og eddadigte10).

Når digtet er forfattet, er ikke ganske sikkert. Rimeligst er det at antage, at det er digtet kort efter Magnus barfods død (år 1103). Når man har villet11), at det skulde være forfattet efter at Harald gille kom til Norge (1124), fordi Magnus to gange kaldes »Haralds frænde« (11,1; 20,6), er det sikkert en fejl. Den Harald, som her menes, er uden tvivl Harald hårdråde, hvem Magnus slægtede så meget på, og med hvem han allerede meget tidlig sammenstilledes12).


Noter
1) Navnet skrives snart Gils. snart Gísl snart Gísli.
2) Jfr. Ldn. 87; Fms. VII, 29.
3) Fms. VII, 29-40, samt i Bisk. I, 156; 221-7.
4) Fms. VII, 40.
5) Bisk. I, 227.
6) Af Magnus barfods saga (Mork. 153; Hkr. III, 261; Fms. VII, 67-8) fremgår, at han og den irske konge var venner og foretog krigstog i forening, så at Jónssagaens fremstilling derved vinder noget i troværdighed.
7) Jónssagas fremstilling heraf er naturligvis bygget på en misforståelse.
8) Fms. VII, 38.
9) Skj. digtn. B I, 409-13
10) steinóðr 15.3 = Valgarðr; hyrr sveimaði 5.1 ≠ bjartr sveimaði brimi samme; vefi keyrði á stag 15.1-3 ≠ rifs hund bar rétt á stag samme; desuden er v. 15-16 åbenbart en efterligning af Valgarðs v. 10-11; Veðrsmiðr Viðurs 10.7 ≠ skapsmiðr Viðurs Brage; flaust fagrbúin 8.7 ≠ Helg. Hund. 31.3; sás hamalt fylkði 10.6 ≠ eða hamalt fylkja Reginsm. 23.8; þá vas sókn lokit 14.2 ≠ Helg. Hund. 56.10; vanr vásförum 20.7 ≠ of vanið vási Guðr. II, 4.7, osv.
11) G. Þorláksson: Udsigt 129.
12) Jfr. Hkr. III, 243.